14 juli 2016

En farlig uskik som ønskes afskaffet.

Indsenderen hvis levevej medfører at komme omkring i mange huse her i staden, tillader sig at gøre høje ansvarlige (enten politiet eller brandvæsnet) opmærksom på en højst farlig uskik. Det er nemlig på denne årstid meget gængse at lade damehatte svovles, hvilket dagligt kan erfares af Adresseavisen. Hos de fleste som driver denne næringsgren, sker det som oftest på små loftskamre der desuden er propfulde af baller, bøtter og tørvesmuld og flere let fængelige sager, ved at hensætte en kasse med en ildpotte og svovl i, og heri hattene som er af strå. Hvorpå det hele forlades og ved lejlighed går man da op igen for at tage hattene ud. Potten bliver stående. 

Mere behøves vist ikke at blive sagt for at kunne indse den store fare som sådan håndtering udsætter staden for. Kun tilføjes at flere familier som bor i disse svovlehuse, har beklaget sig for indsenderen over at dette svovleri udover den bestandige angst de lever i, også medfører en dræbende stank i deres og de andre husbeboeres loftslokale. Man må derfor højligt ønske disse svovlere under straf blev pålagt at drive denne håndtering i gården hvor faren for derved opkommende ildsvåde er mindre, og hvor stanken snart trækker bort.

(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 459-460)