01 juli 2016

Svar paa fire Spørgsmaale i Dagen Nr. 9 f. d. A.

"Oldgesel Dædicken har bestilt 3 kareter til lig, hvoraf de 2 kørte hjem fra mig kl. kvart i ti til Christianshavn og den ene kl. kvart over 9, hvilket bevidnes af mig."
København den 1. januar 1830.
P. Petersen
Jeg kan ikke nægte at jeg og min kollega burde have påset at processionen var gået for sig i rette tid, hvorved den stedfundne ulempe muligvis var blevet forebygget. Men jeg tror også at de herrer som siden så rundhåndet har overvældet mig med bebrejdelser, havde handlet smukkere og venskabeligere når De som mere kyndige i sådant havde underrettet mig som ung og ganske uerfaren og påmindet mig i tide at tage bort med liget. Men derimod tror jeg ikke at hr Horn er kompetent til at give mig forholdsregler. For ved lauget findes ingen skriftlige regler, og i laugsforsamlingen da jeg tiltrådte oldgeselposten, er der ikke forkyndt noget for mig som jeg skulle rette mig efter. Og jeg har derfor i hvert tilfælde rådført mig med oldermand Christensen der i en del år har bestyret laugets affærer. Hr. Horn pålagde mig i lighuset at byde snaps og forfriskninger til sørgefølget. Men da jeg godt nok er oldgesel, men ikke agerer bedemandstjener, håber jeg at ingen lægger mig til last at jeg undlod dette.


Da hr. Horn endvidere udlod sig med at jeg ikke var værdig til at beklæde en sådan ærespost (som jeg også har antaget samme for at være), men tværtimod fortjente at blive afsat, så må jeg herved erklære at den ærespost der er forbundet med så mange chikaner og med æresbevisninger af den art som hr. Horn har opvartet mig med, har jeg ikke nogen grund til at agte så synderligt dersom enhver af mine kolleger ville gøre det samme, og vil jeg endog være tilfreds med at hr. Horn ifald det står i hans magt, overdrager den til en anden der ville finde større behag i sådanne æresbevisninger end jeg. Dog vil jeg selv have den ære på belejlig tid og sted at opfordre ham til det.


Da hr. Horn fremdeles tog sig den frihed at forordne at begge oldgeseller skulle besørge begravelse og at jeg under ungen omstændighed kunne være berettiget til det, så har han nok glemt at min kollega allerede i et år har båret byrderne af sin hæderspost og i laugsforsamllingen ved sankt hansdag forrige år er afgået. Men har på opfordring siden modtaget den for ordens skyld og for at assistere mig i sygdomstilfælde. At vi er kommet overens om at et eller andet forrettes af den ene af os, hvortil to ville være overflødige, forbyder ingen instruks bort set fra hr. Horn, som jo ikke kan give instruks. At jeg i øvrigt var bereettiget til at bestyre begravelsen eller overdrage samme til kvartermester Christensen på Almindelig Hospital, vil ses af følgende vidnesbyrd:

"Til afdøde guldsmedesvend Ernst Ramløvs begravelse har jeg underskrevet efter hr. oldermand Christensens, mig af oldgesel Gædicken leverede bevis, besørget begravelsen til den afdøde.
Christensen
Almindeligt Hospital den 3. januar 1830.
På opfordring om at gøre rede for at ingen ulempe eller skænden hidrører fra min side, har jeg været nødt til at bekendtgøre dette.

L.M. Gædicken
Oldgesel og guldsmedesvend
København den 10. januar 1830.


(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830,Side 43-46

Fornødent Gjensvar til Oldgesel Gædicken

Deres besynderlige miskmask af nonsens, modsigelser og usandheder i Politivennen nr. 733 for dette år i anledning af en begravelse på Assistenskirkegård bevæger mig til at fremsætte disse linjer. De ville helt sikkert have undgået enhver ytring af uvilje eller misfornøjelse hvis De ikke selv ganske havde foranlediget det forefaldne ved ukyndighed og efterladenhed i de pligter der påhviler Dem som oldgesel. Hvilket vil fremgå af følgende:

Først fortæller De at ligprocessionen blev opholdt på kirkegården fordi et tidligere opgravet lig måtte optages af den grav, hvori guldsmedsvend Ramløvs lig skulle jordes. Hvilken utilgivelig uorden vel næppe havde fundet sted hvis De havde efterkommet Deres pligt og sørget for ligets betimelige ankomst. Og næppe vil nogen anse det for andet end nonsens at De herom selv vedføjer to attester, nemlig fra de herrer Bernbaum og Petersen. For disse 2 (siger to) attester beviser netop at De og om De vil deres kollega hos hvem De nok egentlig er assistent, i stedet for som De udtrykker Dem, at have assistance hos ham, alene må bære skylden for det visseligt ubehagelige ophold.

De ønsker en venskabelig underretning om Deres pligter af ældre og mere erfarne. Vist nok kunne De i dette tilfælde ikke have henvendt Dem rigtigere end til Deres ældre kolleger. Og uden at være ubeskeden tror jeg også at kunne regne mig blandt de ældre og erfarne, skønt de offentligt erklærer mig for inkompetent til rådgiver. Men næppe vil De kunne nægte at De af mange velvilligt er blevet meddelt råd uden at det faldt Dem ind at agte på dem. Uagtet man vel turde formode Dem i besiddelse af de egenskaber der kræves for at beklæde den ærespost De så ivrigt virkede til at få.

Uden tvivl kunne det hverken falde mig eller nogen af mine kolleger ind at anse Dem for bedemandstjener ved efter 1½ times ophold i sørgehuset at påminde Deres ældre kollega på en venskabelig måde om at sørge for forfriskningernes præsentation (De var jo selv ikke til stede), hvilket også beredvilligt skete. Dog da bedemændene i almindelighed ved ligbegængelser lader besørge eller selv besørger sådant og De i dette tilfælde skulle fungere som bedemand, så var påmindelsen, om den var sket af mig til Dem, vel ikke overflødig. Men jeg har visseligt ikke blandet mig i det.

Min ytring at den ældre oldgesel ved hjælp af den yngre burde besørge begravelsen frafalder jeg ikke endnu da dette er efter gammel skik og orden. At De i øvrigt har rådført Dem med oldermanden (hr) Christensen, var sandelig noget af det klogeste De kunne gøre. For en så almindeligt agtet og erfaren mand er vist nok både kompetent og duelig til at råde bod på savn af konduite. Skønt jeg ikke indser at De i den anledning kunne have noget at ulejlige hr. oldermanden med, undtagen at bede ham om tilladelse til at lade Deres selvpåtagne forretninger besørge af en anden som ses af Deres 3. attest fra hr. Christensen på Almindeligt Hospital.

De vil erindre at De anmodede nogle af ligfølget om at indfinde sig på et beværtningssted om eftermiddagen hvor da De og Deres kollega ville indtræffe. Just på dette sted kommer jeg undertiden når jeg søger at adsprede mig efter mine sysler og befandt mig uheldigvis der da nogle af mine kolleger som havde overværet begravelsen, indfandt sig. Og straks derefter De med Deres kollega. Efter Deres indtrædelse søgte De straks at overbevise mig om at De ikke havde fejlet. Men da jeg ikke kunne tale mod min bedre overbevisning og finde Dem uskyldig i det passerede, overfusede De mig med grovheder, trængte endelig ind på mig og stødte mig i ansigtet. Ville De vel at jeg barnagtig skulle tåle sådant? Tak De imidlertid de tilstedeværende at jeg ikke tugtede Deres pøbelagtige drengeadfærd efter fortjeneste.

Til slut må jeg bemærke at det omhandledes offentliggørelse har De selv forårsaget ved Deres nonsens i dette blad. Da jeg imidlertid i disse linjer har sagt hvad jeg skyldte mig selv at sige, for ikke at blive iskendt, så erklærer jeg herved intet pennestrøg mere at spilde i denne sag, men overlader Dem hvis De tror sagen urigtigt fremsat af mig at søge en retlig vej.
A. G. Horn
Guldsmedesvend.

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 105-109)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen fra 16. januar 1830 mangler siderne 39-41. Det ser dog ud til at Gædichsens artikel vedrørende begravelsessagen er nogenlunde læselig i sin helhed.

I Krak 1830 og 1831 optræder ingen L. M. Gædecken, kun A. E. og J. F. Heller ingen A. G. Horn eller Ernst Ramløv.