01 juli 2016

Nogle ærbødige Bemærkninger til den kongelige Theater-Direction.

Lørdag den 16. i denne måned indtraf under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet *), hvor han stødte på nogle personer uden dog selv at komme synderligt til skade. Det kan siges at være meget heldigt da han meget let kunne have slået sig ihjel på stedet. Det vakte en så øjeblikkelig bestyrtelse i huset at tæppet gik ned. Men da man erfarede at ingen betydelig skade var sket, gik tæppet atter op og stykket blev fortsat. Anmelderen tager sig herved den ærbødigste frihed at fremsætte nogle bemærkninger i den anledning.

Det er først i de seneste år blevet brug at loger udstykkes enten af folk som abonnerer dem ved den offentlige auktion, eller som køber dem hos kassereren når intet abonnement finder sted. Disse folk sætter sig kun i besiddelse af logerne for at ågre med billetterne og søger ordentligt at gøre sig det til et slags levebrød. De tror tillige at når de abonnerer eller køber en loge, har de også lovlig frihed til at disponere over samme efter forgodtbefindende. Dette kan nu vel også til dels være tilfældet. Dog tror anmelderen også kun til dels. Så længe logens ejer nemlig ikke sælger flere billetter end logen af teaterdirektionen er bestemt til at rumme personer, da er alting i sin orden. Og det kan vist nok ikke formenes ham at forlange så meget han behager for sine billetter. Sælger han derimod flere billetter (hvilket altid er tilfældet) end logen er bestemt til at rumme personer, da bryder han utvivlsomt den den stiltiende forpligtelse der påhviler ham som køber af logen. Og han begår åbenlyst et bedrageri. 

For deraf følger ligefremt at en del personer som har købt deres billetter og det måske dyrt nok, intet får at se. Hvilket dog er hovedbetingelsen ved købet af billetterne. Man sælger simpelt hen så mange billetter som man antager at der kan proppes personer i logen uden noget videre hensyn. Stikker pengene i lommen og forbliver ganske roligt i sit hjem. Heraf opstår nu det mest skrækkelige og mest uanstændige klammeri i logen man kan tænke sig, i hvilken larm de stærkeste og groveste naturligvis beholder overhånd og de svagere må give efter, ja gå bort uden at få noget for deres penge. Desuagtet bliver der i logen så mange som ved at stå på bænkene, læne sig mod karnissen osv tror at kunne se. Og et tilfælde som den ovennævnte nedstyrtning finder naturligvis sted. Folk bliver altså ved denne logernes utilbørlige udstykning dels bedraget for deres penge, og dels udsat for at komme i livsfare. Men det er sikkert den kongelige direktions pligt at råde bod på det. 

Det kan ikke nægtes at teatret ved denne ubetingede logeudstykning sælger sine loger med lidt større lethed end når indskrænkning derved fandt sted. Dog tillader anmelderen sig at tro at dette kun ville være i begyndelsen og at det om kort tid ville have en lige så hurtig afsætning som før. Man vil også uden tvivl opnå en større personlig sikkerhed og mere velvære i teatret. Hvilket vel må være en så ubetydelig opofrelse værd som følgende forslag måske, dog kun måske ville fremkalde. Anmelderen tror nemlig at det for det første burde stå malet på enhver logedør hvor mange pladser teaterdirektionen har ansat logen til. Dernæst burde enhver logekøber meddeles så mange trykte billetter som logen havde pladser. Og disse og kun disse burde det tillades ham at sælge. Det burde endelig være kontrolørens pligt at påse at ingen andre end personer med trykte billetter fik adgang til logen. Al utilbørlig og utilladelig handel med de af logekøberne selv skrevne adgangsbilletter vil,e således ophøre, og orden og anstændighed indtræde på et sted hvor man samler sig "ej blot til lyst".

Indløb de samlede billetter til en loge fra en mand, da havde kontrolløren intet videre at befatte sig med en sådan loge. Modtager han dem derimod enkeltvis, da ved han straks at logen var udstykket, og her må han nøje opfylde sin pligt. At logekøberne burde holde sig skadesløse for det mindre antal ved at forhøje prisen på deres billetter er allerede sagt, ligesom de også vilkårligt kunne rette deres priser efter første, anden og tredje bænk. Men anmelderen vover at tro det uden for al tvivl at teaterdirektionen af alle kræfter bør våge over den gode ordens vedligeholdelse på et til deres omsorg betroet sted hvor ro og anstændighed ikke under betingelse burde tilsidesættes.

*) Ikke fra galleriet ned i parterret som Morgenposten fortæller

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 49-54)

"Under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene skete det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet." (Emil Bærentzen: Johan Ludvig Heiberg, ca. 1839. Aprilsnarrenes ophavsmand. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Fænomenet kaldtes en høkerloge. 2. og 3. etages logerne havde unummererede bænke og hørte til de billigere pladser. Episoden er omtalt i Det store Danske. Aprilsnarrene blev opført adskillige gange i 1830. Peter Tudvad omtaler i "Stadier på antisemitismens vej" tilskueren som en jødisk dreng, og at episoden næsten blev et bonmot, anvendt af Søren Kierkegard i 1846: "Ikke Jøden der faldt ned fra Galleriet, kunde komme mere hovedkulds."

I artiklen "Comoediespil udenfor Comoediehuset." blev der klaget over langsommeligt salg af billetter, Politivennen nr. 1102, lørdag den 11. februar 1837. Side 92-94. Om overfyldningen af loger i "Theatret angåeende", Politivennen nr. 1140, lørdag den 4. november 1837, side 691-692.