07 juli 2016

Om en Reisendens Behandling, paa Gjæstgivergaarden i Ringsted den 2den October 1830.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1830 kom jeg til byen Ringsted i den hensigt at tilbringe natten på gæstgivergården, til hvilket sted jeg ankom da byens klokke slog 3 kvarter i et, og ringede straks på. Men uagtet jeg havde 2 medhjælpere til ringningen, nemlig gårdskarlen og den ene af byens vægtere, var klokken slået et kvarter i to før noget levende væsen lod sig fornemme i huset. Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe, hvorfor min tålmodighed også var borte, da endelig en levende indretning af pige lod sig høre inden for døren. Denne pige ville forinden hun lukkede mig op, vide hvem jeg var. Men da jeg vidste at hun aldeles ikke kendte noget til mig, fandt jeg for det første dette spørgsmål overflødigt så længe jeg stod på gaden, og forlangte derfor først at komme ind. Men dette var hende ikke nok, hun måtte indhente værtens tilladelse før hun turde lukke op. 

"Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe." (Poul Isac Grønvold: Ringsted, 1749. Statens Museum for Kunst)

Hun gik og først efter et nyt kvarters forløb da jeg havde begyndt ringningen igen, kom pigen og værten til døren. Men i stedet for endelig at indlade mig, gav værten mig ved råben til kende at jeg kunne søge logi i byen, og lade vægterne vise mig til et værtshus. Da jeg nu kunne have gjort dette, uden denne hans anvisning, fandt jeg ikke straks for godt at følge den, men påstod han skulle indlogere mig. Værten spurgte mig derpå om jeg kunne forevise pas, hvortil jeg svarede: Ja, når han enten ville lukke døren eller et vindue op og se mit pas. For gennem lukkede døre forstod jeg ikke at række ham det. Men ved dette som jeg mener ikke urimelige eller uanstændige svar gik hans uartigheder og grovheder så vidt at han tillagde mig flere hæderstitler som æsel og slyngel, der på øjeblikket skulle forføje sig bort. Endelig gjorde jeg endnu et spørgsmål om her ikke længere var offentlig gæstgiversted, hvortil rent ud blev svaret nej og dermed gik de deres vej og lod mig stå. Efter således at have ladet mig stå uden for døren i fulde 3 kvarterer og behandlet mig i tiltale som den største kanalje, fik jeg ikke logi hvor jeg havde ventet, og for ikke at have videre ulejlighed denne gang, tilbragte jeg den øvrige del af natten i hr. gæstgiverens underjordiske skød eller i hans brændevinskælder.

Denne hr. gæstgiver Müllers lovstridige og dårlige behandling skylder jeg offentligt at kundgøre for at enhver i lovlig rejse rejsende person som muligvis dertil ved nattetid kunne indtrække, kan være betænkt på forholdsregler i påkommende tilfælde.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te October 1830, s. 715-717)