21 august 2016

Et besynderligt Brev, og halvtredsindstyve Rigsbankdaler at fortjene.

Først i denne uge modtog jeg følgende brev:

Da jeg har erfaret at mine alvorlige advarsler ikke hidtil har haft den tilsigtede virkning på Dem, nemlig at bevæge avisskriverne til at tænke sig meget om hvad de skriver, og må formode at de halvt trøster Dem med at jeg i grunden ikke vil eller ikke kan føre Dem i nogen svær borgerlig straf, da jeg endnu ikke har indstævnet Dem for retten, vil jeg ikke undlade herved at underrette Dem om at jeg i denne uge vil have udtaget stævning imod Dem hvis ikke Deres sidst udgivne nummer af Politivennen havde foranlediget mig til på nu at indkalde Dem for Forligelseskommissionen. I den anledning vil jeg bede Dem overveje forordningen af 27. september 1799 § 13, og modtage min forsikring om at ligeså ugerne jeg nu bruger lovens sværd mod alle fornærmelser mod mig, ligeså alvorlig skal jeg retlig behandle alle dem som på trods af min advarsel har vist at de kun ønskede at falde for loven. At jeg i lige måde på behørige steder skal andrage på lovens opretholdelse mod anonymitet og pseudonymitet og i den henseende anbefaler Dem at gøre Dem bekendt med forordning af 27. september 1799 Grund. og § 16, 17, 19 vil jeg heller ikke skulle være Dem ubekendt. Efter en tre gange offentlig gentagen advarsel og dette monitum til Dem, må De ikke vente at jeg advarer tiere, men heller ikke venter at jeg tier fordi jeg bier. Flere samtidige processer vil som De let begriber forsinke de enkeltes incammination,men skal ikke redde en som endelig vil lide dom fra at smage loven for sine gerninger.
København den 7. februar 1832.
Jac. Chr. Lindberg
Magister artium.


Jeg kan på ingen måde tro at dette brev er sendt mig af hr. magister Lindberg, og det af følgende grunde.
  1. Jeg har siden vores sidste møde i Forligelseskommissionen ikke omtalt hr. magisteren med et eneste ord eller optaget noget der på fjerneste måde sigter til ham.
  2. Jeg anser ham for klog til at ville fremkomme med sådanne trusler som det ikke står i hans magt at udføre, sålænge han ikke er herre over lov og ret, og meget vel ved at han kun kan anlægge en sag, men ikke som dommer bestemme dens udfald.
  3. Havde hr. magisteren fundet en advarsel nødvendig, ville han sikkert ligesom før have givet den i de offentlige lade, hvorved han da muligt kunne have jaget skræk i nogle frygtsomme, da han derimod kunne vente at en privat trussel til mig måtte, ifølge min engang givne erklæring, helt forfejle virkningen, om ikke lede til at bevirke det modsatte af det hvortil det sigtedes med det.
Jeg formoder snarere at en spøgefugl, eller måske endog et ondskabsfuldt menneske ved nogenlunde at efterligne hr. magisterens stil og skrivemåde har villet forsøge på at opægge mig til fornærmelse mod hr. magisteren, hvilket jeg dog i øvrigt vel skal vogte mig for. Er da denne min formodning rigtig, og det omhandlede truende brev tilstillet mig uden hr. magisterens vidende og vilje, udlover jeg herved en belønning af 50 Rbd. r. sølv til den eller de der opdager og bevisligt angiver falskneren. Til den ende skal det originale brev ligge til eftersyn på min bopæl fra i dag otte dage fra. kl. 9 morgen til kl. 6 eftermiddag. Vel ved jeg at det er vanskeligt, nøje og bestemt at kende en andens håndskrift, da der endog findes folk som ikke engang kan genkende deres egen efter ½ års forløb (se Juridisk Ugeblad af Sørensen). Men en nøjere betragtning og sammenligning af det skrevne kunne måske dog lede på rigtigt spor.
København den 10. februar 1832.


(Politivennen nr. 841, Løverdagen den 11te februar 1832, s. 112-113)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen ligger i forlængelse af retssagen der opstod i kølvandet på en lille notits i Politivennen nr. 837. Om denne retssag, se Redacteurens Anmærkning til denne notits.