16 august 2016

Mangel paa Udsigt til Søen.

Der findes næppe nogen søstad hvor indbyggerne ser så lidt af søen som i København. Man har næsten sørget for at der ikke haves udsigt til den og at adgangen til søen på nær nogle få punkter er utilgængelig. De få steder hvor man kan nærme sig søen, er Langebro og Toldboden. På Langelinje er det kun tilladt at spadsere for dem som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det. For altså nogenlunde at nyde den forfriskende søluft må man passere gennem Kastellet, og har vel en smuk spadseregang indtil kalkbrænderiet, men det er dog også alt. For langs søen går vejen her ikke videre. Hvor smukt og behageligt ville det ikke være om den blev fortsat til Charlottenlund. Hvor vederkvægende for de mange tusinde som i sommerens hede går til Charlottenlund og Dyrehaven, og når vinden blæser fra søen, nu må vandre i støvskyer indtil de har nået skoven.

På en tid hvor det offentlige allerede har gjort så meget for spadseregange i nærheden af København, turde man smigre sig med at måske også den her foreslåede fortjente at komme i betragtning, hvis anlæg alene for fodgængere ikke ville medføre nogen stor bekostning og let kunne dækkes ved at pålægge enhver som passerer den i dyrehavstiden, en ubetydelig afgift. Af de ejendomme som ligger ved stranden, ville ingen savne den jordstrimmel der medgik til en sådan vej, da jorden tæt ved stranden henligger udyrket.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 815-817)

"På Langelinje er det kun tilladt dem at spadsere som har råd til at erhverve sig adgangstegn til det." (Emanuel Larsen: Vy fra Langelinje mod Nyholm, 1850. Statens Museum for Kunst.)