06 august 2016

Ufornødent og fortrædeligt Ophold i Rudkjøbing, paa en Reise over Langeland.

På en forretningsrejse i provinserne kom anmelderen som er borger og brygger her i staden, til Rudkøbing hvorfra han ville rejse den 19. i forrige måned for over Fyn at vende tilbage til sit hjem. Postfartøjet hvormed overfarten sker fra nævnte by til Tåsinge, skulle afgå klokken halv tre, og ved i mit logi at spørge om hvornår man bekvemmest kunne lade sit pas som befalet er, påtegnet af øvrigheden på stedet, fik jeg det svar at kl. 2 var den bedste tid. 

Klokken lidt efter 2 indfandt jeg mig altså ved hr. byfogdens kontor som jeg fandt lukket. En simpelt klædt person der stod udenfor, sagde at han allerede flere gange havde banket på døren uden at blive indladt. Nødvendigvis skulle jeg have mit pas påtegnet for at kunne fortsætte min rejse, og bankede derfor også gentagen gange på indtil omsider en brølende stemme indenfor råbte: Hvem der! Svaret blev naturligvis at det var en rejsende som ønskede sit pas påtegnet. Men til min store forundring forkyndte den usynliges vrede tordenstemme mig at det har skammeligt at han ikke kunne få ro til at sove *). At dersom han havde en nøgle til at lukke op med, ville han komme ud og kaste enhver der opholdt sig udenfor, ned af trapperne. Og at man på en anden tør nedenfor kunne læse at kontoret først åbnedes kl. 3. 

Forbavset over denne tiltale stod jeg endnu nogle øjeblikke udenfor kontoret da en person fra gaden kom til, lukkede døren op med en nøgle og gik ind. I betragtning af nødvendigheden af at få mit ærinde røgtet, og i den mening at det måtte være en fejltagelse når det hed at man først kl. 3 ville påtegne pas for de rejsende som skulle med den post der afgik kl. halv tre, ville også jeg træde ind i stuen. Men den førhen usynlige kom nu frem, greb mig glubsk i brystet og truede mig atter under mange skældsord med at blive kastet ned af trapperne dersom jeg ikke øjeblikkelig gik bort, hvorefter han lod mig vide at jeg ikke måtte understå mig at komme igen før kl. 3. 

Ikke uden harme, men stiltiende adlydende, forlod jeg nu denne retfærdighedens brutalt hidsige tjener og gik til mit logi hvor en person atter sagde mig at passet skulle påtegnes kl. 2 og tilbød at skaffe mig den flere gange nævnte påtegning. Han tog mit pas, gik og bragte det påtegnet tilbage efter omtrent et kvarters forløb. Jeg ilede nu til skibsbroen, men postfartøjet var afsejlet.


Da jeg nu var nødt til et længere for mig meget fortrædeligt tids- og pengespildende ophold på stedet, og jeg havde erfaret at det ikke var byfogden selv der havde udøvet en så uværdig behandling mod mig, besluttede jeg at lade denne mand komme til kundskab om hans underordnedes opførsel. Og da jeg derfor søgte at få hr. byfogden i tale, fandt jeg den mest artige mand der lige så meget misbilligede sin betjents adfærd som beklagede det ophold og tab jeg derved var blevet udsat for. Og jeg fik derved en bekræftelse på den erfaringssætning at de ubetydeligste personer i offentlige kontorer, inklusive skriverdrengene ofte tillader sig at være uhøflige mod folk, endog i en meget betydelig grad, mens deres foresatte næsten uden undtagelse besidder al den humanitet man er berettiget til at vente hos den dannede mand, hvem staten overdrager sine embeder.

At anmelderen efter et ikke ubetydeligt ophold i Rudkøbing for egen regning på to forskellige færgesteder måtte leje en jolle til overfart for sig alene, at han dels til fods, dels til vogns først efter et betydeligt tidsspilde nåede sin nærmeste bestemmelse på Fyn, behøver vel ikke at tilføjes. Hans nærmeste hensigt med at offentliggøre det passerede er at advare de rejsende der måtte komme til Rudkøbing **) om at være betænkte på i tide at skaffe sig den befalede påtegning på deres pas da det ofte kan være af de mest betydelige følger for forretningsmanden hvis han således skulle forsinkes som jeg blev det. Dernæst at bringe til deres kundskab som muligt samme steds måtte komme i lignende tilfælde at de i hr. byfogden vil træffe en ligeså human mand som hans skriver eller fuldmægtig er inhuman. Og endelig har han det håb at dette måske vil tjene til en lille advarsel for den pågældende såvel som konsorter der gjorde vel i at betænke at de er til for at tjene og gavne borgeren der lønner dem, og at de handler aldeles imod statens og regerings interesse når de uden nødvendighed fortrædige nogen som helst.

*) I København sover politiet aldrig.


**) Denne by skal engang i fynske aviser ved en lejlighed der lignede den her påankede, være sammenlignet med en musefælde som det var let at komme ind i, men vanskeligt at komme ud af.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 315-320)

En Anmodning til den Reisende i Lolland.

Den hr. borger og brygger her i staden der i Politivennen nr. 801 i sin meget vidtløftige fortælling angående et fortrædeligt ophold i Rudkøbing på Langeland henimod slutningen har tiltaget sig den frihed at ytre i almindelige udtryk "at kontorpersonale gjorde vel i at betænke at de er til for borgernes skyld der lønner dem" har i dette sit ræsonnement været lidt vel højmodig af sin stand. Og lige så kærlig som han har advaret disse mod at fortræde ham eller nogen som helst, advares han herved imod såfremt skrivelysten på ny skulle drage ham fra bryggekarret, ikke at udstille sine ytringer mod en hel stand hvor han kun kan være fornærmet af en person i samme. Ligesom hans antagne mening om at kontorfolk blot skulle være til for at tjene borgerne vist nok er helt forkert. Hvilket han uden tvivl ved nøjere eftertanke også vil indse, eller i andet fald erfare ved at forhøre sig hos en på statsindretningen kyndig mand.

J. H. Pape.


(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 366-367)

Redacteurens Anmærkning

Herefter fortsætter polemikken i artiklerne "Svar paa nogen Pape- eller Poppe-Snak i sidste Politieven." i Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  376-380 og "Fem Spørgsmaale til Herr' Pape" Politivennen nr. 804, lørdag den 18. maj 1831, s.  380-381.