22 august 2016

Unoder af en graverkarl.

Fredag den 2. marts forleden blev en snedkersvend der var død på Frederiks Hospital, bragt til sit hvilested som var betalt af lauget på Assistenskirkegård, af de dertil tilsagte laugssvende. Jordpåkastelsen skete på hospitalet af en præst. Ved ligfølget var endvidere den afdødes familie til stede.

Efter at kisten var sænket ned i graven, tog enkelte af følget en spade og kastede som tegn på agtelse noget jord ned i graven, hvorimod andre fæstede et tavst blik i det kolde hjem. Ved denne lejlighed tillod en af de tilstedeværende graverkarle sig med hånende gebærder og på en i øvrigt uforskammet måde at træde op til graven og spytte ned i den, hvorpå han viste følget bort. 

Indsenderen ved ikke hvad årsagen måtte være til en sådan pøbelagtig adfærd. Men han tror næppe at det skulle være ringeagt for liget, fordi hverken præst, bedemand eller graver var med i processionen, eller også at et på simpel måde begravet lig, det vil sige hvor hverken Per eller Poul bliver ukristeligt smurt for at opfylde deres pligter, in specie skal behandles med ringeagt af graverkarlen, men penge også kun skaffer agtelse og velvillig behandling under disse omstændigheder.

At en graverkarl imidlertid i det udvortes forhold bør iagttage en høflig og beskeden adfærd, følger ligefrem af hans funktion. Da det nu er anstødeligt at møde sådan behandling som den anførte, så skal indsenderen have anmodet graverkarlens foresatte om at indskærpe disse i almindelighed og den udpegede graverkarl i særdeles fornøden sømmelig høflighed mod og ved ligfølger for fremtiden.

En snedkersvend.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 177-179)