21 oktober 2016

Udbytte fra en Tour til Fredensborg.

Så mange kære minder fra mine ungdoms dage knytter sig til Fredensborg at jeg årligt må besøge det på et par dage. Således var jeg der også en søndag i forrige måned. Efter at jeg henimod aften havde promeneret i slotshaven, halv vemodig stemt over den dødlignende stilhed der herskede der, og som kontrasterede meget mod det liv og den munterhed som fandtes her i gamle dage, besluttede jeg at gøre en lille tur i omegnen. Som jeg bøjede ind på en markvej så jeg i nogen afstand en ung bondekarl sidde på kanten af grøften, og da jeg nærmede mig ham, hørte jeg at han sang Rahbeks skønne sang: "Den hele landsby samler sig; så glade alle er." 

For ikke at forstyrre ham, og da jeg gerne ville lytte til hans gode, naturlige stemme, blev jeg stående med ansigtet vendt fra ham som om jeg ventede nogen skulle komme bag efter mig. Da sangen var tilende, fortsatte jeg min gang og idet jeg kom ham ganske nær, rejste han sig, tog sin hat af og hilste mig med de ord: "Guds fred, god aften, herre!" Jeg standsede, gav mig i samtale med ham om vejrliget, den skønne aften, den smukke egn og spurgte ham blandt andet hvor han havde lært den skønne vise. Han svarede at han havde hørt sin præsts datter synge den til klaveret, og da den stemte med hans gemyts beskaffenhed, havde han bedt hende om en afskrift som han havde lært udenad og fandt fornøjelse i hver søndag aften når hans forretninger på gården var til ende, at synge på dette sted der havde et vist sørgeligt minde for ham. Men som han dog ikke videre ville omtale. 

Jeg mærkede at karlen var noget tungsindig, hvori en ulykkelig kærlighed vel var årsagen, og spurgte ham hvorfor han ikke søgte adspredelse blandt de andre unge karle og piger som jeg vidste hver søndag aften morede sig med dans i den store kro inde i byen? Nej, herre, svarede han, deri finder jeg, som der står i visen, ingen glæde mere. Men om jeg endog ville, så er det nu forpurret, for der må ikke danses mere. Jeg spurgte om årsagen til dette forbud hvilken han angav som følger. Som jeg hører, ved herren at vore unge karl og piger samlede sig hver søndag aften i den store kro og morede sig med dans til kl. 12. Alt gik ordentligt og roligt af, og der er aldrig klaget over at nogen uorden fandt sted der. Men i afvigte efterår kom en del herskaber her ud i egnen, og deres tjenere fandt da på en søndag aften at gå ind i kroen og deltage i dansen. At de dansede med vore piger, blev tålt, men da de ville drive gemenskab med dem, blev de unge karle vrede, og det kom til klammeri og slagsmål og nogle af tjenerne fik dygtige prygl, og siden er det forbudt at der må danses i kroen. Jeg indvendte at denne passage vel ikke alene kunne være årsagen til forbuddet, men han forsikrede mig om at det forholdt sig således. Under denne samtale var vi kommet til et sted hvor vores vej tog en modsat retning, hvorfor vi skiltes, idet han gik til sit og jeg til den store kro, hvor jeg fandt det så stille som i graven, skønt klokken kun var halv ti. Jeg begav mig derfor også straks til ro da jeg om morgenen skulle foretage en 5 miles fodrejse.

Københavns indbyggere har ikke mangel på adspredelse efter alvorlige arbejder. Således gives der komedier, klubber, baller, assembler, koncerter mv. ja de ringere klasser tillades endog at besøge de vist nok ikke uskyldige danseboder og det ikke alene søndag aften, men endog nogle andre aftener til langt ud på natten. Skønt jeg derfor ikke kan tro at øvrigheden på landet skulle være mere streng, og uden særdeles vigtig grunde, forbyde ungdommen der må tilbringe hele ugen i svært arbejde et par timers adspredelse om søndagen, tillader jeg mig hr. udgiver! at sende Dem dette til indrykning i Deres blad, i det håb at vække de ansvarliges opmærksomhed på denne vist ikke helt ligegyldige sag, og for hvis karlens påstand nogenlunde forholder sig rigtig, muligvis at bevirke tilbagekaldelse af et forbud der kunne give anledning til at ungdommen af mangel på adspredelse i dens eget hjem, ville søge fornøjelser i andre byer eller i nærmeste købstæder der kunne både falde mere kostbare og måske være mindre uskyldige end den forbudte, samt forledes til at blive ude om natten,hvorved deres arbejde ville forsømmes til skade for deres husbonder.


(Politivennen nr. 1070, Løverdagen, den 2den Juli 1836. Side 424-428)


Søren Henrik Petersen: Holte. Esrum Sø ved Fredensborg, 1832. (Statens Museum for Kunst.)