31 oktober 2016

Aabent Brev til Herr Major Fogh.

Min tjenestepige som tilbringer nætterne hos sine forældre og hvis kernesunde udseende mærkeligt tabte sig dag for dag, fortalte mig på min forespørgsel om grunden til denne forandring, under tårer, omtrent følgende:

"Mine forældre (arbejdsmand Jens Andersen og kone) som boede hos major Fogh i Borgergade, blev for nyligt af denne mand jaget ud for resterende husleje: 36 skilling (!!!) og majoren tilbageholdt til sikkerhed for sit tilgodehavende blandt andre ting flere stykker af deres få sengeklæder, så at de nu kun har så meget tilbage at min tre et halvt årige søster kan beskyttes af det mod nattens kulde. Mine forældre og jeg derimod må tilbringe natten enten siddende på en stol eller liggende på det bare gulv. Det værste for mig er at majoren i samme anledning har tilbageholdt alt mit tøj, nemlig en ny sort hvergarnskjole, en gammel brun merino ditto, en ny særk, et par sko, et forklæde og et halstørklæde. Så at jeg for ikke aldeles at forkomme af kulde, må tilbringe natten i mine klæder der på grund af det fugtige vejr ofte er gennemblødte."

I den anledning må jeg opfordre hr. majoren til offentligt at oplyse hvorvidt ovenstående piges fortælling grunder sig på sandhed eller usandhed. Er det første tilfældet, tilbyder jeg at betale de skyldige 36 skilling for den ulykkelige familie og finder det da passende at en sådan handling som er af mere tyrkisk end kristelig natur, bringes til offentlig kundskab. Er derimod det sidste tilfældet, skal pigen som da farer med usandhed, forlade sin kondition. Indtil lys er udbredt over denne sag, tilegner jeg mig efter vejviserens titulaturanvisning.

min højædle og velbyrdige herres
Jacob Behrend.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 799-801) 


Et Par Ord i Anledning af Major R. Foghs Svar paa Jacob Behrends aabne Brev i Politivennen Nr. 1093.

I nr. 142 og 143 af Sandhedsfaklen har major v. Fogh ladet indføre et vidtløftigt svar på det åbne brev skrevet til ham af bogtrykker Jacob Behrend i Politivennen nr. 1093. Idet jeg ikke her skal indlade mig på nogen berigtigelse af dette svar, der indeholder højst fornærmelige udladelse mod mig og mit blad, hvorfor jeg agter at sagsøge majoren, vil jeg blot for dette blads læsere, fremsætte en sandfærdig fortælling om mit forhold i omhandlede sag.

Torsdag den 8. i denne måned henimod aften blev det omhandlede stykke tilsendt mig fra hr. Behrend med anmodning om dets optagelse i politivennen. Næste dags formiddag gik jeg til ham og frarådede ham at offentliggøre det, idet jeg betydede ham at det var en privat sag som kunne afgøres mellem ham og majoren. Men hr. Behrend indvendte mod dette at han ikke stod eller skøttede om at stå i nogen privat korrespondance med majoren, da han kendte ham som den mand der enten ikke ville give noget svar, eller i det mindste intet tilfredsstillende. At sagen selv ikke var så aldeles privat, som jeg mente da den var fortalt til flere personer at brevet ikke indeholdt nogen beskyldning mod major Fogh, men blot en forespørgsel om en sag, hvorom man kunne nære tvivl at det skulle offentliggøres, og hvis jeg nægtede at modtage det, ville han ikke anse mig for den upartiske redaktør som jeg i al den tid jeg havde udgivet Politivennen, almindeligvis havde haft ord for at være. Jeg kunne ikke modsige disse grunde, og modtog brevet til indrykkelse. Ikke som majoren siger for at vinde et bidrag mere til Politivennen eller krænke ham, men snarere for at give ham anledning til offentligt at modsige en fortælling der allerede verserede mellem flere, kunne ved uimodsagt at gå fra mund til mund vinde en skadelig publicitet for hans rygte, hvilket et privat svar til hr. Behrend ikke var i stand til at afværge.

Når majoren siger at jeg ulejligede mig hen til Jens Andersen for at anstille undersøgelse om sagen, da er han forkert underrettet. For hverken tiden tillod dette hvis bladet skulle udkomme, og jeg anså heller ikke sagens realitet at være mig vedkommende. Men dagen efter da bladet var udgivet, kom en agtet mand til mig og spurgte om jeg kendte den i samme omtalte familie og dens stilling, da han hvis den fandtes værdig, ville søge at skaffe den understøttelse. Jeg måtte da i overensstemmelse med sandheden give det svar at jeg aldeles ikke kendte familien eller kendte dens opholdssted, men at den ønskede underretning kunne fås hos bogtrykker Behrend. Ubekendt med hr. Behrend bad denne mand mig da ledsage sig, hvori jeg føjede ham. Hr. Behrend gav os da den underretning at familien havde fundet hus i Antonigade hvor vi også fandt den på et lille kvist- eller tagkammer der var uden kakkelovn, uden bord, stol sengested eller seng. Kun i en krog lå en pjalt omtrent dobbelt så stor som et lommetørklæde hvorpå konen, efter eget udsagn, søgte hvile om natten med det 3 år gamle barn mens manden og den voksne datter måtte ligge på det bare guld. Dybt rystet ved skuet af den på stedet herskende yderlige armod, meddelte vi familien en lille understøttelse og forlod den.

Dette er alt hvad jeg har foretaget i denne sag. Men havde jeg som hr. major Fogh siger, anstillet undersøgelse før jeg modtog den omhandlede artikel til Politivennen, burde jeg da have nægtet optagelsen? Eller måtte jeg ikke ved den have fundet endnu stærkere bevæggrund for offentliggørelse af en handlemåde som måtte misbilliges af enhver? Imidlertid har hr. major Fogh ikke alene i før nævnte svar tilladt sig fornærmende udtryk mod mig, men endog fulgt det eneste eksempel der er givet siden Trykkefrihedsforordnigen af 27. september 1799 emanerede ved at anklage mig som redaktør for at have optaget en annonce af navngiven forfatter der også siden har vedkendt sig samme. Om denne majorens handlemåde stemmer overens med det mådehold og den godmodighed han siger sig at vise mod sine fattige husbeboere, overlader jeg almenheden at bedømme, ligesom jeg roligt ser sagens retlige udfald i møde.

K. Kristensen

(Politivennen nr. 1096, Løverdagen, den 31de December 1836. Side 844-847) 


Endnu et Par Ord om mit Forhold i Anledning af Hr. Bogtrykker Behrends aabne Brev til Major Fogh


Major Fogh er afgået ved døden og står nu for den højeste domstol. Skønt jeg ikke hylder ordsproget: de mortuis nil nisi bene, dvs. man bør kun tale godt om døde, i dets hele udstrækning, for da ville historien blive en uting, og skurkens eftermæle lig den retskafnes - så vil jeg dog ikke nu da jeg ikke har gjort det i mandens levende live, gendrive hans svar i Sandhedsfaklen, hvilket jeg havde håbet at skulle ske på rettens vej, men kun fortsætte min i sidste Politivennen begyndte fortælling om min andel i sagen.

Fredag den 23. december mødte jeg med major Fogh for Forligelseskommissionen hvor jeg forlangte sagen udsat i 8 dage for at indgive kontraklage i anledning af majorens fornærmende udladninger i hans svar i Sandhedsfaklen.

Fredag den 30. december blev sagen optaget igen. Majoren mødte ikke personligt, men i hans sted hans mangeårige ven, krigsassessor Hald, som begærede 8 dages udsættelse. Hr. bogtrykker Behrend forlangte derimod sagen henvist til retten. Men da jeg agtede at indkomme med en kontinuationsklage i anledning af det af majoren i samme dags Adresseavis indførte fornærmende avertissement, indrømmedes den forlangte udsættelse.

Når der i nævnte avertissement siges at jeg har lovet at indrykke majorens svar, da forholdet det sig rigtigt. Majoren har nemlig ved sin bror adspurgt mig om jeg ville indrykke hans svar på Behrends brev, hvortil jeg svarede at jeg var villig til det, og et lignende svar gav jeg til en som kaldte sig exam. juris Hadsteen der siden var sendt til mig i samme anledning. Men da jeg siden efter fik majorens svar stumpevis og enhver stump indeholdt fornærmelser mod mig og mit blad fandt jeg det urigtigt selv at bidrage til offentliggørelse af fornærmelser som jeg blev nødt til ved dom at søge mortificeret.

Jeg sendte derfor svaret tilbage med den erklæring at jeg af nys nævnte grund ikke ville optage det, og heri mener jeg at have handlet rigtigt.

Hvad den fattige familie angår, da har den først den 30. december fået udleveret noget af det tilbageholdte tøj, efter at hr. Behrend nogle gange før i vidners påhør havde krævet det af majoren. I alle de 3 uger den har måttet tilbringe de kolde nætter på det bare guld, har jeg efter ringe evne ydet den en understøttelse, ligesom jeg til Bespisningsanstalten har indgivet en ansøgning for den om en portion varm middagsmad dagligt. Resultatet af denne ansøgning har jeg ikke endnu erfaret, men en ædel dame der vil være unævnt, har efter at have erkyndiget sig om familiens stilling, sendt den en billet til at få mad fra samme anstalt.

Til slut må jeg bemærke at hvis nogen skulle have tvivl om hvilket af det der denne sag betræffende er fremsat i Politivennen og i Sandhedsfaklen, bærer sandhedens præg, da kan han få sin tvivl løst af familien der nu har fundet husly på et kvistkammer i Antonigade nr. 240.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 6-9)

Annonce for nr. 1088 i Adresseavisen, 4. november 1836.


Redacteurens Anmærkninger

Bogtrykker Jacob Behrend, Møntergade 43 optræder i Krak 1831. Der kan være tale om bogtrykker Carl Jacob Behrend (1803-46). I 1826 havde han opnået bogtrykker-privilegium. I 1831 måtte han af økonomiske årsager opgive. Derefter levede han af at skrive lejligedsdigte og gadeviser. Han er mest kendt som "maskinstormer" i protest mod hurtigpressen 1835. Her på bloggen for sin satiriske vejviser.

Major R. v. Fogh, Borgergade 165 (1859 Borgergade 79 - adressen eksisterer ikke længere) optræder ligeledes i Krak 1831. Han skrev i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 30. december 1836:
Major Kristensen, der saa villig optog Angrebet mod mig i "Politivennen" Nr. 1093, har derimod, mod hans gjentagen Løvte og efterat han havde havt mit Svar i 4 Dage, behaget at nægte Optagelsen af min Retfærdiggjørelse. Dette lader jeg blot vidne om hvad "Politivennen" og dens udgiver, egentligen ere, idet jeg herhos underretter om, at mit Svar nu allene er at læse i "Sandhedsfakleen" nr. 142 og 143.
R. v. Fogh
Foghs ven Krigsassessor H. J. Hald, Christianshavn, Prindsensgade 308. Exam. Juris og Fuldmægtig P. R. Hadsteen, Dronnings Tværgade 340. Han havde ellers indtil 1834 udgivet Politivennen. Men 8. maj 1834 kunne man læse om hans nye blad Sandhedsfaklen i Dagen:
Et nyt Ugeskrift begyndte 1ste April under Titel: "Sandhedsfaklen", af Krigsassessor H. J. Hald. Det har Mottoet efter Lichtenberg: "Det er umuligt, med en tændt Fakkel i sin Haand at gennemvandre en stor Folkemasse, uden hist og her at svide et Haar, eller vel endog en heel Bukkel." Udgiveren lover: "efter Evne at bestræbe sig for at vedligeholde en anstændig skjøndt frimodig Tone, og at fjerne det Gemene og Pøbelagtige." "Efter Fleres Raad og Tilskyndelse vil han af og til meddele Udtog af saadanne nye Anordninger, der gribe ind i det daglige Liv og de borgerlige Forhold, samt tillige opfriske saadanne ældre Lovbestemmelser, som dt maatte kunne interessere den danske Statsborger i Almindelighed og den kjøbenhavnske Borger i Særdeleshed at have nøie Kjendskab til, ligesom han og agter at meddele mærkelige Retsdomme, Kjendelser og deslige, alt for saavidt slige Meddelelser kunde tjene til at oplyse Lægmand om hans Pligter, Rettigheder og øvrige Forhold."