02 oktober 2016

Anmodning til Eieren af Vesterbroes nye Theater, Hr. Ph. Petoletti, samt et Par Ord i Anledning af Hr. Gauthiers Forestillinger.

På grund af den redebonhed med hvilken De, hr. Pettoletti altid opfylder publikums rimelige fordringer, tager man sig herved den frihed at gøre Dem opmærksom på en lille forandring der foretaget ved den for resten skønne og velindrettede ridebane, hvortil Deres teater ligesom ved et trylleslag er blevet omdannet, meget ville bidrage til de besøgendes bekvemmelighed. Nemlig den skranke der omgiver cirkus, er på den side af parkettet som vender mod hovedindgangen alt for høj. Det forårsager at tilskuerne der ikke vil have plads på de to forreste bænke, generes en del, idet de for at kunne se hvad der sker i manegen, næsten uafbrudt må stå eller endog bestige bænkene. 

Ved en ringe bekostning og ulejlighed ville den fejl kunne ændres, og ved at opfylde et ønske som flere nærer, ville De, hr. Pettoletti atter give et bevis på Deres opmærksomhed for hovedstadens publikum der altid har påskønnet Deres mangesidige kunstnertalent og Deres utrættelige iver for at forskaffe indbyggerne adspredelse og moro. 

Ved at omtale det nye teater kan indsenderen ikke tilbageholde sin forundring over at det gauthierske selskabs forestillinger ikke er mere talrigt besøgt end tilfældet hidtil har været, da dog det selskab ubestridt hører til de bedste der nogensinde har vist sig i København. Alexander og Carl Gauthier er sande kunstnere i deres fag, og de ville være en prydelse endog ved de  mest fortrinslige selskaber, ligesom Gauthier den Ældre ved sin usædvanlige lethed, kraft og udholdenhed endnu fortjener rang blandt de første linedansere og trampolinspringer. 

Adresseavisen 1. december 1836 antydede at Gauthier selv frygtede at hans popularitet var for nedadgående. Med mindre det naturligvis er koketteri

Men årsagen til det mindre tilløb ligger rimeligvis i det at familien Gauthier hvis fordringsløse beskedenhed er almindeligt bekendt, forsmår at anvende vindig pral for at vække en opmærksomhed og velvilje som enhver der  besøgte deres forestillinger, må skænke det. Og at nævnte kunstnere også i virkeligheden allerede har vundet yndest hos den del af det danske folk der har set dem, derom vidner det enstemmige, smigrende bifald hvormed ethvert medlem af selskabet lønnes og den tilfredshed hvormed tilskuerne altid forlader forestillingerne. Idet vi slutter disse linjer, ønsker vi den agtværdige gauthierske familie alt det held hvortil dens kunstnerværd, beskedenhed og redelige vandel gør den så fortjent. 

(Politivennen nr. 995, Løverdagen den 24de Januar 1835, s. 55-58)