15 oktober 2016

Klokker-Forkommelse.

En mand der havde haft den sorg at blive berøvet sin elskede hustru ved døden, lod af vedkommende bedemand hos klokkeren til Frue Kirke, kammerråd Hansen, bestille begravelse på Assistenskirkegården den 3. i denne måned. Da ligtoget ankom på stedet, erfarede man til alle tilstedeværendes største mishag, at der ikke var gravet nogen grav på grund af klokkerens forsømmelse, idet denne ikke havde gjort den fornødne anmeldelse til vedkommende graver. I stedet for at se den kære afdøde nedsat i hendes sidste hvilested, måtte man da lade sig nøje med at se samme indtil videre båret hen i lighuset hvor jordpålæggelsen fandt sted, for siden efter når graven var blevet gravet, hvilket måske først kunne ske henad aften, at blive uden følge og ikke ganske ulig en misdæders begravelse, af graverkarlene i deres arbejdskostume båret hen til graven som bedst kunne ske.

Når man har udredt de i sandhed meget drøje omkostninger der anordningsmæssigt er forbundet med at give en afdød en efter tidens tone anstændig begravelse, er det dog virkelig meget hårdt ved den embedsmands uefterrettelighed som man selv har måttet lønne rigeligt for en ubetydelig lejlighed at se sig så aldeles skuffet i sin forventning at den egentlige handling - hvorfor så mange penge er givet ud og hvorfor man har haft så megen uro og flere mennesker en ikke ubetydelig tidsspilde - den højtidelige begravelse slet ikke finder sted og man er i sandhed berettiget til at vente at vedkommende ville give hr. klokkeren en alvorlig påmindelse om fremtidig bedre at varetage sine pligter.
At vedkommende bedemand og graver ingen skyld har i den her påklagede skammelige efterladenhed, men tværtimod viste al beredvillighed for snarest muligt at besørge det forsømte udført, tror man at burde tilføje.


Hansen
Skolelærer. 


(Politivennen nr. 1041, Løverdagen den 12te December 1835, s. 824-826).

Nogle Ord, anseete fornødne, i Anledning af den i dette Blads foegaaende Nr. 1041 indrykkede Annonce, betitlet: "Klokker Forsømmelse."

Til at oplyse det urigtige og usandfærdige som finder sted i den under ovenmeldte annonce i dette blad anførte beretning og anke mod mig, må jeg allerførst herved meddele følgende tilståelse:


Undertegnede tilstår herved at have den 2. december dette år på Frue Kirkes klokkerkontor modtaget til Frue Assistenskirkegårds graver 3 gravsedler på lig hvori blandt den ene navnlig på afdøde madame Meyers lig, hvorefter jeg ufortøvet bragte disse gravsedler med deri indsvøbt betaling hen og lagde dem selv i den kasse hos hr. klokker Petersen til Trinitatis Kirke, som han har tilstedt Assistenskirkegårdens gravere der at hensætte til at samle alle de gravsedler i, som bemeldte gravere hver dag her fra byen mager lade afhente og modtage.
København den 16. december 1835
Maren Elisabeth Sandstød
født Olsen
Til vitterlighed underskriver:
C. A. Meyn C. B. Wederfinch
Cand. theologiæ   Institutbestyrer.

Da nu denne kone der har givet foranstående tilståelse, er den samme som i mange år på graverens vegne hvem det påligger hver dag hos klokkeren at forhøre eller lades forhøre om de lig som er bestilt og derpå at afhente gravseddel, daglig har mødt på klokkerkontoret og afhentet gravsedler på de bestilte lig, og som således ligesom tilståelsen udviser også har mødt her på kontoret den 22. december og modtaget gravseddel, med deri indsvøbt betaling for det i ommeldte annonce til den 3. december bestilte lig, så må jeg vel vente det uden for al tvivl at enhver som læser dette, vil anse mig derved fuldkommen retfærdiggjort. For da det ikke er klokkerens pligt at besørge gravsedlerne enten til kirkegården eller andetsteds hen, men derimod påhviler graveren at besørge samme afhentet, så kan jo ikke heller noget videre ansvar i mindste måde tilregnes eller hvile på mig, så snart den der på graverens vegne er mødt og har modtaget gravseddel på liget, dermed er gået ud af min dør, hvad enten så gravsedlen derefter forvildes eller nogen forsømmelse eller forglemmelse i henseende til gravsedlen ellers dens indhold finder sted. 


Idet jeg nu tror således til fulde at have dokumenteret at jeg hverken fortjener bebrejdelse for forsømmelse eller påmindelse om at varetage mine pligter som jeg nu snart i 12 år i henseende til mit embede har varetaget således at man ikke med ret skal kunne påsige mig at jeg nogensinde i den tid har forsømt eller efterladt noget af hvad der har påligget mig at iagttage, overlader jeg for øvrigt til enhver vel- og retsindet at dømme om sådan adfærd som ved den oven nævnte annonce: Klokker-Forsømmelse er udvist mod mig, idet man uden at kende min skyld eller først at søge nøjere oplysning derom, deri har udtrykt sig endog således som at man ville at jeg skulle anses for forsætlig at ville efterlade mine pligter, hvilken beskyldning er så meget mere krænkende jo mere den er uretfærdig og uforskyldt. Endnu må jeg dertil bemærke at det omhandlede lig var en enke og at konen Marie Elisabeth Sandstød årlig er blevet lønnet med 2 rigsbankdaler af graveren for på sammes vegne at afhente anmeldelsen om de bestilte lig.

Hansen
Kammerråd og klokker til Frue Kirke.


(Politivennen nr. 1042, Løverdagen den 19de December 1835, s. 841-844). 

Et Par Ord i Anledning af Klokker Hansens Retfærdiggjørelse.

I sidste Politivennen har hr. kammerråd og klokker Hansen fralagt sig skylden for at graven til et lig som skulle jordes den 3. december på Assistenskirkegården ikke var gravet ved ligtogets ankomst der. Hvis skylden end måtte være, kan man dog ikke fortænke vedkommende i at de har ytret rimelig fortrydelse over det tilfælde. For når der til den bedemand der er beskikket af øvrigheden til klokker og graver er blevet lagt vedbørlig betaling for en forretnings udførelse, kan ingen komme på at sådant til sidst beror på et ubekendt fruentimmer, af hvem man med hensyn til hendes meget ringe aflønning, 2 rigsbankdaler årligt, ikke har grund til at forvente nogen synderlig dygtighed til eller iver i forretningernes udførelse. Det var heller ikke første gang sådan forsømmelse fandt sted. 

Men for at sådant ikke skal ske tiere, var det hensigtsmæssigt om det blev pålagt bedemændene selv at bestille jorden hos graverne. Man er jo tvunget til at bruge og betale den forretningsmand og da hans bestilling gør det til pligt for ham at indfinde sig hos præst, klokker og hos ligbærernes formand, kunne han også bestille jorden hos graveren. Ulejligheden var ikke stor, især da han kører karet. Mens den stakkels Maren Elisabeth Sandstød daglig må gå omtrent ½ mil for at tjene 2 rigsbankdaler årligt. Kunne denne kone beregne hvad hun nødvendigvis må slide på fodtøjet, hvis hun ikke gå barfodet, ville hun vist frasige sig denne bestilling. 

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 853-855).

Erklæring til Klokkeren ved Frue Kirke, hrr' Kammerraad Hansen.

I et stykke i Politivennen nr. 1041 for forrige år med titlen "Klokker-Forsømmelse" ankes over forsømmelse i en gravs gravning på Assistenskirkegården. En forsømmelse der i nævnte stykke er tilskrevet klokkeren ved Frue Kirke, hr. kammerråd Hansen. Da jeg imidlertid senere er kommet til kundskab om at nævnte hr. kammerråd Hansen er uskyldig med hensyn til det påankede, idet han til det pågældende ligs begravelse har truffet de sædvanlige foranstaltninger, så har jeg troet til berigtigelse af det stykke, for så vidt som den påankede forsømmelse deri er tilskrevet hr. kammerråden at burde offentliggøre sådant. 

K. Kristensen.


(Politivennen nr. 1054, Løverdagen, den 12e Marts 1836. Side 172)