01 oktober 2016

Ønske om at den Skik, at blotte Hovedet ved Begravelser, maatte afskaffes.

På landet har det fra gammel tid været skik at der i kirken holdes ligtale over døde ved begravelsen. Og om det vel nu ikke er gået til som i de tider da Holberg lader Per Degn sige: "Før min tid holdt folk her i byen alle ligsange for lige gode, men jeg har bragt det på den fod at jeg kan sige til en bonde: hvilken salme vil du have? den koster så meget, den så meget. I lige måde når der skal kastes jord på den døde: vil du have fint sand, eller slet og ret jord" så vedligeholdes dog denne skik endnu. 

Her i hovedstaden har man i de sidste år set indført den skik som nu er blevet så almindelig, at man dagligt i Adresseavisen indsætter taksigelser til præster for afholdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer. Man indrømmer gerne at denne skik er uskadelig. Og det er vist at den er indbringende eller gavnlig for nogle. Men det er skadeligt for mange gamle, svagelige personer der følger en slægtning eller ven til graven, på vinterdage at stå på en åben kirkegård med blottet hoved for at høre på en lovtale over den afdøde. Især når taleren for at gøre det ret godt, trækker den noget langt ud. Og det er næppe underkastet tvivl at jo mange ved at følge sin ven eller pårørende til graven, af sådan årsag hurtigt er fulgt ham i graven. 

"Man indsætter dagligt i Adresseavisen taksigelser til præster for holdte ligtaler endog over aldeles ubetydelige personer." (Her Adresseavisen den 13. januar 1835, hvor en pastor Waage har talt ved marskandiserenke Ane Marie Holtes begravelse).

Man ønsker af den grund at den skik at stå med blottet hoved under en tales afholdelse ved åben grav måtte ophøre. Og man er sikker på at dette ønske vil opfyldes når nogle af vores værdige gejstlige ved deres indflydelse ville bidrage dertil. Det skønnes ikke at der kan være noget at indvende imod det, da militære i uniform hverken ved begravelser eller som vagthavende under gudstjenesten i kirken aftager deres hovedbeklædning, men blot ved at lægge hånden på samme, ligesom ved hilsen viser deres ærbødighed for stedets og handlingens hellighed. 

Også de mosaiske trosbekendere der dog iagttager sådanne ceremonier, står med bedækket hoved under deres gudstjeneste og tillader ingen anden trosbekender at overvære samme med blottet hoved. Selv den uoplyste og læge mand har et slags begreb om at den allerhøjeste ser på hjertets og tankens renhed og ikke på klædedragt og ceremonier. Således sagde en gammel bonde der en vinterdag kom ind i en kirke med sin hat på hovedet, til en mand som forklarede ham at han burde tage hatten af mens præsten lyste velsignelsen: jeg er gammel, har intet hår på hovedet og kan ikke tåle kulde. Men jeg tænker: er velsignelsen god, trænger den nok gennem hatten

(Politivennen nr. 993, Løverdagen den 10de Januar 1835, s. 22-25)