10 oktober 2016

Vægteren i Frederiksberg By.

Det ville være at ønske at vægteren i Frederiksberg By, som almindeligvis kaldes Niels, måtte påbydes at tage vare på sin post og bedre opfylde sine pligter end hidtil, da indbyggerne ellers bestandigt vil være udsat for stor fare ved opstået ildsvåde og udsat for tyveri og indbrud. Ofte savner man Niels' råb i flere timer, og mange nætter har indsenderen ikke hørt et eneste råb af ham, så at man fristes til at tro at han fortjener størstedelen af sin løn med at sove. Hertil kan han vel også være trængende når han om aftenen er overstadig drukken, går på værtshus og komme i klammeri med gæsterne, så at disse må sætte ham ud af huset, hvilket i det mindste en gang er sket, kl 11 om aftenen. Dog måske bryder Niels sig ikke om vægtertjenesten, en sådan ligegyldighed synes at vidne om det. Desuden er manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter. 

Jacob Jacobsen. 


(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 556-557).

"Manden jo bødker og bebor brillante værelser til høj leje så at han rimeligvis ikke trænger til at strabadsere sig som nattevægter". (Folketællingen for 1850 for Frederiksberg sogn oplyser om en Niels Pedersen, f. 1797. Bødker og vægter, Frederiksberg. Det er dog uvist om det er ham, i givet fald ville han have været 38 år i 1835.)