11 november 2016

Betlere paa Landeveien, og nogle Betragtninger i denne Anledning.

På landevejen mellem Hillerød og Fredensborg har nogle børn i flere år til stadighed opholdt sig hele dagen for at betle. Rimeligvis hører de hjemme i de huse der ligger ved vejen. Så snart de ser rejsende nærme sig, løber de langs ad vejen, vender mølle og står på hovedet. Endog piger gør dette så skørterne står dem ned om ørerne. Hvad skal der vel med tiden blive af disse? Dette er dog nok bogstavelig at opføde tugthuskandidater. For det er en almindelig erkendt sandhed at lediggang er en hovedårsag til forbrydelser af alle slags.

Også en ussel krøbling stiller sig bestandig til skue samme sted og passerer sædvanligvis på sine krykker tværs over vejen frem og tilbage for rigtig at lade sig se. Skønt dette er mere tilgiveligt, da denne vel ikke kan bestille synderligt (dog måske strikke og andet håndarbejde når det blev vist ham), så er det et ubehageligt og væmmeligt syn som man vel rimeligvis tør vente sig befriet for da man sikkert tør antage at sådanne stakler får så meget som de behøver til deres underhold.

Det er bekendt at Fattigvæsnet uagtet den betydelige, stadig stigende og længe højst trykkende fattigskat såvel i København som flere stæder, har betydelig gæld. At drøfte årsagerne hertil, mangler og fejl i bestyrelsen osv. er ikke min hensigt da mere kyndige har skrevet om det. Men så meget synes at være afgjort og indlysende for enhver at disse uhyre summer må være tilstrækkelige til at sikre alle krøblinge og gamle som er så svage at de selv intet kan tjene, deres underhold, og andre skulle vel i reglen ikke have understøttelse af fattigkassen, med mindre den havde overskud i stedet for underskud. Man befordrer kun dovenskab ved uden videre at give understøttelse. For de som mest påtrængende, er ofte de mindst værdige. Det er efter indsenderens mening heller ikke nok at være trængende for straks at have krav på fattigkassen. Spørgsmålet er om den pågældende selv er skyld i sine omstændigheder og i stand til enten ganske eller delvis at afhjælpe sin trang ved egen anstrengelse.

Indsenderen tager af det anledning til at sige endnu et par ord om betleri i almindelighed. Det er desværre alt for sandt at betleri uagtet alle de forholdsregler som er taget imod det, er meget almindelig, og jeg tør næsten sige en landeplage der måske snarere er tiltaget end aftaget i de senere år under forskellige skikkelser. Således ser man ofte at hele sværme af omstrejfende vagabonder, under navn af håndværkssvende overtrygler folk. Og ofte er de så uforskammede at give grovheder når man ikke har lyst at give sin surt tjente skilling til at fylde disse drukkenbolte med. At der findes en enkelt imellem som kan være trængende uden egen skyld, nægtes ikke. Men det er næsten en sjældenhed. Alle forbud hvor strenge de end er (især når de ikke overholdes), vil kun gavne lidt imod betleri, så længe folk bliver ved med den fordærvelige skik at give almisse ved dørene. Men endnu mere fordærveligt er det at give på offentlige gader og veje. De penge er i sandhed anvendt meget dårligt.

Når enhver bys indbyggere i masse ville forene sig og ikke at give noget således, så kunne betleriet måske snart helt fjernes. Det er ikke min hensigt at dadle eller opfordre til mindre godgørenhed mod trængende. Nej! den som nu plejer at uddele 8 skilling til 1 mark til 2 mark eller visse fødemidler om lørdagen, lægger dette til side, og der vil dog i sandhed i hver by findes nogle veltænkende mænd som uden vederlag ville påtage sig uddelingen. Giverne ville da have den glæde at se deres gaver tilfalde virkelige trængende og at stifte sand nytte. Vil man hellere selv uddele sine gaver, vil derimod intet kunne indvendes. Kun må ikke denne omdriven fra dør til dør blive tålt, men man bestemmer hvilke fattige man vil give og sender dem gaven hvad enten den nu skal bestå i fødemidler, penge eller andet, ugentlig eller til ubestemte tider efter enhvers lejlighed.

Også de mange omstrygende spillemænd, såvel lirendrejere som andre med violin, harpe etc. kan jeg ikke kalde andet end - betlere. Var deres besøg sjældne og de gav god musik, da var det en anden sag. Men man ser den ene trop efter den anden, og spillet er som oftest så usselt at man når man endelig skal af med sine penge på den måde, hellere måtte give noget for at blive fri for at høre det. Den største del af disse omstrejfende tiggere er unge raske folk og det er derfor så meget mere skammeligt. Og ligesom vi ikke havde nok af ukrudt selv, så sender især naboriget Tyskland os noget af sit overskud.

(Politivennen nr. 1135
, Løverdagen, den 30de September 1837. Side 608-612)

Redacteurens Anmærkning

Adresseavisen annoncerede med lejligheder til på Fredensborg Slot. Muligvis kan skribenten være en af disse.
(Adresseavisen 28. maj 1837). På Politivennens tid var Fredensborg mest landsteder og boliger for pensionister, embedsmænd, handlende og håndværkere. Fredensborg Slot var forfaldent. Det benyttedes bl.a. som husarkaserne og kadetskole og som det fremgår blev det også lejet ud til private folk. Parken var dog under restaurering fra 1833.