17 november 2016

Nogle Betragtninger over en Liigbegængelse.

Indsenderen af denne artikel der for nogen tid siden viste en afdød slægtning den sidste ære ved at følge hende til graven, anstillede ved denne lejlighed nogle betragtninger som herved fremsættes til vedkommendes nærmere overvejelser.

Da kisten skulle bringes fra ligstuen ud på ligvognen, tildrog sig en scene som jeg aldrig skal glemme. Trappegangen var nemlig for smal til denne, hvorfor den med største anstrengelse måtte løftes helt op over gelænderet af ligbærerne, og næsten ved et mirakel skete det at den ikke blev tabt. Indsenderen har ikke ofte fulgt lig, men de få gange han har været med og toget er udgået fra private huse, har samme ubekvemhed fundet sted, omend i mindre grad. Og det er højst besynderligt at et så rimeligt ønske som flere blade har udtalt, dog ikke engang kan blive opfyldt, nemlig at staden må få et lighus hvor den afdøde straks kan blive bragt hen og ligge til begravelsesdagen. Hvilken ulejlighed blev huset, navnlig huset beboere ikke fritaget fra på denne måde? Hvilke ubehageligheder ville ikke blive sparet ved kistens transport ud af huset. Og hvor gerne gav ikke enhver en afgift til sådan et lighus som sikkert når det blev indrettet lidt mere bekvemt og mere ordentligt end det på Frederiks Hospital, ville blive benyttet så meget at det godt svarede regning.

Jeg fulgte nu til fods den afdøde. Men den gigt og stærke forkølelse jeg pådrog mig ved således at stå i den bare kjole midt i vinterens hjerte, forvinder jeg næppe i mit hele liv igennem. Rigtig nok havde jeg "sørgekappen" på, men den varme jeg fik af denne, var aldeles ingen, og det er ubegribeligt at disses udlejere dog ikke kunne indrette dem således at man kunne have gavn af dem ved en tur der er så farlig for sundheden. Indtægterne af at udleje sådanne er sikkert så stor at de uden skade kunne lade forfærdige sådanne. Og disse ville snart blive så søgte at udlægget ved dem om kort tid blev indhentet. Man vil måske indvende at de da var for varme om sommeren. Men hvorfor netop ens til enhver årstid?

Da vi ankom til kirken, forefandt vi i denne en stor del personer der var ligtoget ganske uvedkommende. Gud må vide hvad de ville, næppe var de kommet for andet end for at glo og gabe. For indsenderen som temmelig nøje kendte alle den afdødes bekendte, traf ikke en af disse blandt dem, men det er desværre noget man ser ved enhver nok så ubetydelig anledning at folk her i byen stimler sammen uden selv at vide hvorfor.

(Politivennen nr. 1161, Løverdagen, den 31de Marts 1838. Side 212-214)