I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.
Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.
Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret.
Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.
Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf.
Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.
Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.
Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.
Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.
Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.
(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)
Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.
Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret.
Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.
Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf.
Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.
Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.
Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.
Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.
Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.
(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar