21 december 2016

Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.