17 december 2016

Jødernes stænderiske Valgbarhed.

Dette spørgsmål er igen kommet til live i anledning af kongens sidste bekendtgørelse til provinsialstænderne, og det har krav på almindelig interesse, uagtet der for tiden ikke kan ventes anden bestemmelse end den afgivne. Hvad der er sagt for og imod jødernes valgbarhed som stænderdeputerede er nok så bekendt til atter at trænge til gentagelse. I almindelighed har grundene for valgbarheden efter indsenderen mening en væsentlig overvægt over dem imod samme, og af hvilke sidste nogle endog er meget søgte og meget uvæsentlige. Når ægte liberale mænd imidlertid beklager at en hel klasse af statsborgere som i dette århundrede har stræbt i særdeles mærkelig grad at gøre sig dette navn værdige, skal være udelukket fra den første politiske rettighed i Danmark ene og alene på grund af afvigende religiøs trosbekendelse, så må indsenderen tillige udtale den mening at det beklagelige heri langt fra ikke bør tilregnes en utilbøjelighed hos regeringen for ganske at emancipere jøderne, som snarere regeringens hensyn til undersåtternes endnu langt fra ikke udslettede animositet mod de mosaiske trosbekendere.

Fra regeringens side har det på ingen måde manglet på den bedste vilje til at befri jøderne fra bånd og indskrænkninger som før hvilede på dem og for derved at lette deres egen virksomhed i at udrive dem fra ældre forhold, hvorunder de absolut måtte betragtes og virkeligt var skadelige medlemmer af samfundet. Men disse regeringens humane bestræbelser har på ingen måde i den grad som de fortjente, vundet genklang i nationens midte. Så man kan uden at komme sandheden for nær, sige at den offentlige mening har været i strid med regeringens foranstaltninger.

For at bestyrke det her ytrede, behøver indsenderen ikke at påberåbe sig at de ikke endnu er så sjældent at en jøde forfølges på gaden med hån eller skældsord, eller at enkelte ondsindede ikke undså sig under opløbet her i staden forleden 23. maj om aftenen at kaste sten ind i Synagogen. For fra gadedrenge og pøbel skal man ikke slutte til folkets stemning. Men han har ganske andre eksempler til sin rådighed, der viser at selv de der vil stå på et højere trin af kultur og dannelse, langtfra ynder jøden eller ønsker han i alle henseender sat lig med den kristne. Det er således kun noget over 20 år siden at borgerne i en af Fyns købstæder formelig androg for kancelliet om at blive befriet for deres jødiske medborgere og det var omtrent til den tid at en højtstående gejstlig ville i almueskoledirektionen her i staden gøre den mening gældende at jødebørn ikke burde forundes adgang til kristne skoler. Ikke få laug, navnlig isenkræmmernes, hørkræmmernes, glarmestrenes, blikkenslagernes, har længe søgt at forhindre jødiske drenges antagelse i lære, og ganske nyligt har "Fædrelandet" oplyst os om at parykmagerne slår krøller på næsen når en jøde vil indvies i deres kunsts hemmeligheder. 

Om mosaister nu kan blive optagne som medlemmer i det kongelige privilegerede Københavnske Skydeselskab, ved indsenderen ikke. Hvorimod han tidligere oftere har hørt tale om at troen her var en afgørende anstødssten. Enkelte jyske stænderdeputerede var, som vi jo har set på prent, ikke meget delikate i deres ytringer om jøderne. Og for at minde om noget som ligger os så meget nær i tiden, hvorledes teede sig en nu aftrådt redaktør (som lagde så megen vægt på opførsel en gentelman) da han kom i en lille konflikt med en kollega af anden trosbekendelse, med en mand som selv hans værste modstandere ikke kan frakende store fortjenester, og det ikke blot som skribent? Vel ved vi at denne redaktørs forhold ved denne lejlighed mødte almindelig indignation hos alle bedresindede, men - det gør os ondt at måtte sige det - vi frygter for at selv disse gode mænd vil når de bliver eller tror sig forurettede af deres jødiske næste, i deres harme herover ikke lader jøden er han end selv døbt, blive ganske udenfor sagen. At tænke liberalt er i almindelighed lettere end at tale eller handle liberalt, og til dels, men også kun til dels, kan man undskylde de der fejler. Der er gamle med modermælken indsugede vaner og principper som til enkelte tider ubevidst igen indtog deres herredømme og til ganske at fordrive disse nykker, behøves vist endnu en hel årrække.

Så meget om den herskende opinion hos de kristne. På den anden side kan man ikke nægte at jøderne ikke ganske kan fritages for at nære denne uvilje. Hvor mange der endog blandt de sidste står i kultur og opførsel aldeles lige med de kristne, så mangler der dog heller ikke på dem hvis adfærd og hele manerer til at te sig i livet på ingen måde er skikket til at vække velvilje. Der gives desværre ikke få jøder som ikke endnu har tilegnet sig den beskedenhed der udgør et så værdigt træk i den danske nationalkarakter. Og de fremtræder derfor ikke sjældent i former som absolut må støde og mishage. Men så længe denne udanske påtrængenhed og rent ud sagt næsvished ikke mere er udryddet, må de bedre jøder også finde sig i at lide med de skyldige, og de må trøste sig med at tiden vil hæve denne som andre onder.

Når amalgationen først viser sig mere kendelig og almindelig, vil den danske regering næppe stå tilbage med at sætte kronen på sine uforglemmelilge fortjenester af jødernes kultur og fremskridt i Danmark. For tiden bliver det, hvor meget end i almindelighed kan siges for jødernes stænderiske valgbarhed, være rigtigste at slutte sig til den værdige ytring: "Den danske jøde har ikke årsag til at bede, men til at takke."

(Politivennen nr. 1283, Løverdagen, den 1ste August 1840. Side 477-481). 


Jødernes Valgbarhed var tema for artikler i Fædrelandet, startende med den 24. juli 1840.


Redacteurens Anmærkning

Mens jøder havde stemmeret til stænderforsamlingerne, var de ikke valgbare, med mindre de konverterede til kristendommen. Jøderne var ikke de eneste, kun ca. 2,8 % af befolkningen (omkring 32.000 personer) var stemmeberettigede. Christian VIII havde gjort det klart at han ikke ville ændre i sin forgænger Frederik VIs forbud mod at jøder blev valgt.

Fædrelandet bragt fra 25. juli 1840 en række artikler om jødernes valgbarhed hvori de kritiserede kongens og regeringens holdning og argumenterede for at jøder burde være valgbare. Debatten fortsatte i endnu et årti og blev først ændret med Grundloven 1849. Blandt fortalerne for ikke at give jøderne valgbarhed var bl.a. St. St. Blicher


Kiøbenhavnsposten fortsatte debatten den 30. oktober 1840. Og den fortsatte så endnu 10 år. Og mere til.