24 december 2016

Om Rundetaarn.

I forrige uge gik anmelderen med to rejsende svenske herrer op på Rundetårn for efter de fremmedes forlangende at skaffe dem denne mærkelige og for sin bygningsmåde endog i udlandet bekendte bygning at se og fra dens øverste del at nyde det ypperlige skue som udsigten derfra frembyder. Men ankommet til den dør hvorigennem man før mod erlæggelse af 2 skilling fik adgang til tårnets øverste del, var og blev denne uagtet al banken og larmen, lukket, og vi måtte vende tilbage med uforrettet sag.

Senere har anmelderen der i mange år ikke har været i København, erfaret at den øverste del af tårnet kun er åben når den astronomiske observatør er til stede, hvilket man undres over. For før det nye observatorium på volden blev bygget, og hvor nu de fleste observationer foretages, nød ikke alene almuen, men endog den dannede mand det ypperlige skue ud over staden og dens omegn uhindret og uden ulempe for nogen. Udlændingen havde lejlighed til at betragte og beundre en bygning hvortil der ikke findes mage, og hvad der i vores næringsløse tider meget fortjener at komme i betragtning, en lille tarvelig familie havde til ophold der uden at falde nogen til besvær. Alt dette er nu anderledes. Ankommet til den dør som sætter en skranke for den videre opstigen, banker og banker man indtil man fortrædelig og ked deraf vender tilbage. Den fremmede smiler over den forlegenhed man befinder sig i, og beklager ikke at have tid til oftere at indfinde sig for at observere når observatøren observerer. Og en bopæl står ledig hvor en tarvelig familie fandt husly. 

Den nederste del af tårnet står derimod åben for enhver, og er nu blevet en boldgade for skole- og gadedrenge. Man ser derfor væggene bemalet med streger, stygge figurer og navne, ja på nogle steder er sidst nævnte indtil ½ tommes tykkelse indgraveret i muren og der vil vel ikke vare længe før de i nicherne eller vinduesfordybningerne opstillede oldtidsmonumenter angribes og beskadiges. I vindueskarmene om man så tør kalde dem, er en del sten løse og nogle borttaget, ligesom der i gangen er adskillige fordybninger hvilket alt sammen er meget påfaldende og stødende for de fremmede rejsende som betragter denne sjældne bygning, et minde om Danmarks store Christian den Fjerde.

Det var vist nok ønskeligt om de her påpegede mangler måtte blive afhjulpne. Nemlig at den indvendige del af muren måtte udspækkes og hvidtes, de løse sten fastlægges og de manglende indsættes, samt gulvet repareres. Når dette var sket, burde adgangen til den nederste del af tårnet spærres ligesom til den øverste med undtagelse af de timer hvori universitetsbiblioteket står åbent, i hvilken tid en mand burde have post ved indgangen for at afholde drenge og lazaroner fra at drive deres uvæsen der. Der gives vist mange uformuende mænd der mod en ubetydelig godtgørelse ville påtage sig dette hverv, og det synes dog at man ikke burde sky et ringe offer når dette kunne tjene til at beskytte dette mærkværdige tårn og de deri opstillede oldtidssager fra beskadigelse.

(Politivennen nr. 1353, Løverdagen, den 4de December 1841. Side 769-772).