Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.

"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.

Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."

Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstaden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.

(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)

Redacteurens Anmærkning

Se også om Slesvig.