30 december 2016

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.


For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?


(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).