19 december 2016

Vore Bønders Mangel af Selvstændighed.

Landalmuens dannelse og opdragelse har så megen vigtighed i enhver stat. Ikke blot fordi denne klasse er den talrigeste på individer, men også fordi dens erhvervskilde er ganske fremmed for alt åndeligt indhold, at den regering som sætter sig til mål at bringe bondestanden i større samklang med de øvrige stænder og vække dens interesse for noget andet end det materielle, nemlig for almenvel og almenoplysning, derved har adkomst til den mest hæderlige ros af samtiden og til efterslægters taknemmelighed. Det er alle bekendt at vores afdøde konge hvad dette angik ikke stod tilbage for de bedste folkefædre, og vi ser med glæde de herlige frugter af det han virkede for den ringeagtede del af nationen. En sammenligning mellem det som bondestanden var ved hans regerings tiltrædelse og hvad den er nu, vil i enhver dansk mands bryst fremkalde en følelse af taknemmelighed mod den forevigede og glæde over hans fredelige virke. 

Men vi kan ikke føle dette uden tillige at ønske vores fædreland at en sådan velsignelsesrig virke må blive fortsat til held for den gode bondestand. At det fremdeles vil være den danske konge magtpåliggende at sørge for sine bønders oplysning og åndelige forening med den øvrige del af nationen, så at der må fremstå en stor åndelig enhed i det danske folk, ligesom i vores ældste forfædres tid, da enhver dansk mand var en broder og ligemand til enhver hans konges undersåt. Det er derfor ikke nok at Frederik den Sjettes efterfølger beskytter og vedligeholder de institutter til folkedannelsen som er blevet til på en tid mens landboens åndelige tarv var lettere at tilfredsstille end nu, da en anden retning i samfundslivet også har vist sig hos os. Også dette skylder vi den forevigede konge, at alt ikke mere er opløst i private interesser og personlige hensyn, at den ene provins ikke mere står fremmed for den anden. De almindelige lands- og folkeanliggender træder i vores tid første gang under det oldenborgske hus' regering op med den fordring at gennemtrænge folket i sin helhed og vindicere det danske folk en næsten glemt nationalitet. Folket kan da ikke længere nøjes med de midler som hidtil måtte anses for tilstrækkelige til tilfredsstillelsen af dets åndelige tarv. For at ingen stilstand eller vel endog tilbagegang skal finde sted, må der tænkes på foranstaltninger som kan sætte bondestanden i forbindelse med den nyere tids anskuelser.

Under den forrige regering kunne landalmuens interesse sorteres under de to rubrikker: kundskab til agerbrug og kundskab til menneskets almindelige rettigheder og pligter. Med hensyn til disse formål er gjort alt hvad der hidtil er virket for bondestanden. De fædrelandske interesser var endnu ikke genstand for almuens opmærksomhed således som tilfældet nu er siden stænderinstitutionens stiftelse. Og regeringen havde da heller ingen anledning til at henvende sin omhu på bondens statsborgerlige dannelse. Desto mere levende må trangen nu føles til sådanne foranstaltninger som kan bibringe bondestanden den fornødne forstand på hans interesse som led i samfundet og en nogenlunde sikker takt og selvstændighed til at varetage den uden at lade sig drive og tilskynde til handlinger hvis motiver bonden ikke forstår at bedømme.

Denne sag synes at fortjene alvorlig overvejelse. I det forløbne år har vi set hvorledes bønder i de forskellige egne af landet overtalt af omrejsende prædikanter, har givet sig hen til ganske modsatte anskuelser. Og for ikke at tale om at udfaldet af et par stændervalg har vist os endog i disse dage, at bønderne lader sig bevæge til at vælge mænd til deres stands repræsentanter som er deres interesse fremmede. Man har endog for kort tid siden erfaret det forunderlige tilfælde at 50 bønder i et vist distrikt for ramme alvor har villet vælge kongen selv til deres deputerede. Sådanne fænomener bør i  sandhed ikke blive upåagtede, og det er i overbevisningen om sine landsmænds deltagelse for sagen og erkendelse dens vigtighed at indsenderen bringer den på bane.

Skulle det ikke være muligt at bringe bonden et skridt videre fremad, så han kan nå det punkt som fører ham ind i en forstandig erkendelse af stænderinstitutionens betydning og hans eget forhold til den? Det ville i sandhed være sørgeligt om dette skulle besvares benægtende. Og i hensyn til det meget regeringen hos os har udrettet til bondestandens oplysning i andre henseender, kan det vist ikke heller betvivles at det jo også var muligt at bibringe den hæderlige stand det højst nødvendige af statsborgerlig indsigt uden at dertil behøvedes en hel menneskealder eller mere. I særdeleshed da undervisningsvæsnet i en lang række af år har været i en sådan stand at der ikke kan savnes den nødvendige forberedelse til kundskabens erhvervelse.

Man har sagt. "Frederik den Sjette gjorde bonden til menneske, Christian den ottende vil gøre ham til borger". Og så vidt som dette er træffende og indeholder sandhed, så sandt er også tiden kommet til at drage omsorg for at bonden kan blive en forstandig borger som kender sin egen interesse og kan bestemme sig uden andres indflydelser. Dette mål kan måske forekomme mange læsere alt for vanskeligt eller dog langsomt at nå. Men tager vi i betragtning hvad bonden som vælger og som deputeret skal præstere, da må det sikkert vise sig både let og nærliggende, såfremt der kun foretages noget alvorligt. Det kan jo ikke være bondens sag at glimre mellem de forsamlede folkerepræsentanter ved kundskaber og veltalenhed. Det gør intet til sagen om han i lighed med sin stand står på et lavere trin når han kun er sig klart bevidst hvad han vil og hvorfor han bør ville dette eller hint. Ikke heller kommer det an på om vælgerne blandt bondestanden er i stand til at bestemme sig til fordel for dette eller hint politiske parti, når de kun bestemmer sig selv af hensyn til deres erkendte fordel og gør da meget bedre i at overlade den valgte selv hvilket parti han vil tage som den der repræsenterer dem og er udvalgt dertil som den mere kyndige. At bringe bonden til dette punkt af statsborgerlig forstandighed, kan ikke være så vidtskuende en forhåbning. Det vil være muligt forhåbentligt endog i meget kort tid ved hjælp af nogle så lidt bekostelige foranstaltninger.

Det første og vigtigste skridt i denne henseende er at vække bondens interesse for landets anliggender i almindelighed. Og da dette alene kan ske ved at tilfredsstille almuens så karakteristiske nysgerrighed, vil det være meget godt om det blev foranstaltet at ethvert skoledistrikt på landet kunne have sin avis at læse. Dette kunne gerne være stiftstidenden eller en anden provinsavis som tillige indeholder uddrag af stændertidenden. Og det kunne pålægges skolelæreren en vis aften i ugen at forelæse den holdte tidende for dem i distriktet som ville indfinde sig i denne anledning. For at forebygge uordener, måtte det være præsten pålagt i forening med vedkommende øvrighedsperson at have tilsyn med denne forelæsning og udelukke derfra hvem som forstyrrede god orden. Antallet af de fremmødte måtte indskrænkes efter omstændighederne. Så vidt vides er en lignende indretning allerede for længe siden foreslået i Jyllandsposten. Men om den er realiseret eller hvad held den har haft, er indsenderen ubekendt.

Dernæst ville ikke så lidt udrettes ved en forandring af Folkebladets karakter. Da dette blad har til hensigt at udbrede almenoplysning, kunne det ikke siges at være stridende mod øjemedet, at det i sin sædvanlige moderate tone behandlede statsborgerlige anliggender hvorom begreberne hos mængden som ovenfor vist, er i sørgelig grad forvirrede.

Folkebladet er vidt udbredt, og når det stadigt leverede sammenhængende udviklinger af de social forhold, ville dette ikke blot geråde bladets læsere til nytte, men ved kundskabens meddelelse i de hyppige samtaler om sådanne genstande, en langt videre kreds.

Som en tredje bemærkning til opnåelse af dette gavnlige øjemed fortjener det også at erindres hvor megen nyttig tid der går til spilde for soldaten mens han gør tjeneste ved militæret. Hvor mange døgn drives ikke unyttigt bort i vagtstuen, og hvor mange hele og halve dage bortslentrer ikke soldaten på gaden og offentlige pladser. Vist nok vil det ikke kunne gå an at tage hans tid i beslag mere end højst nødvendigt. Men det kan på den anden side intet skade om der blev draget omsorg for at tjenestetiden som i så mange henseender er til nytte for bondekarlen, især til at vænne ham til raskhed, orden og renlighed, også blev anvendt til at give hans åndelige væsen et lettere sving. Var der i enhver vagtstue henlagt tidender og nyttige småskrifter, måtte de bidrage til at fordrive en kedsommelig tid som på denne måde kunne blive nyttigt anvendt. En lignende foranstaltning lod sig vel også udføre på kasernen.

Anvendelse af disse midler mener indsenderen at være tilstrækkelig til at afhjælpe den omtalte mangel. Men i erkendelse af at sådant ingen kraftig fremgang får, så længe der ikke understøttes af autoriteterne, da erfaring har lært at private foretagender af den art laborere af en vis afmagt, tør han ingen forhåbning om deres gavnlige anvendelse nære med mindre incitamentet gives ovenfra. I forventning om at vores konge er for oplyst til at ønske sig enten blinde modstandere eller blinde talsmænd, håber han at Hans Majestæt også vil hellige denne sag en overvejelser og iværksætte de tjenlige midler. Fiat!

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 49-57).