14 januar 2017

Kjøbenhavns Leiebibliotheker og et Ønske desangaaende.

Da skønlitteraturen begyndte at udvikle sig i Danmark i slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, fremtrådte en mand, Venninghausen der ved at anlægge det første lejebibliotek her i landet, gav et løsen til oprettelsen af flere sådanne vist nok fordærvelige indretninger. Tidligere anskaffede mange læsebegærlige sig selv et bibliotek af de bedste udkomne skrifter i skønlitteraturen, nu ved oprettelsen af lejebiblioteker fandt man derimod det mere økonomisk at leje bøger da man derved sparede betydeligt. Herved fik boglitteraturen, i særdeleshed skønlitteratur hvortil romaner, fortællinger, skuespil og digte hører, et betydeligt skub. 

Med årene tiltog lejebibliotekernes antal der nu udgør en legion. Personer der besidder en lille kapital og en endnu mindre arbejdsdygtighed, og gerne vil have en magelig levevej, anskaffede sig nu lejebiblioteker og fik siden med lille møje borgerskab som boghandler. Det ville for at anføre et eksempel, endog være let for en barbersvende hvis dårlige hoved ikke tillod ham at tage kirurgeksamen, i flæng at købe alle slags romaner, gode og moralsk fordærvende, oprette et lejebibliotek, blive boghandler, ja hvis han i krigens tid skulle have gjort en kampagne med som feltskærer, endog at søge og få titel af krigsråd, krigsassessor osv. 

At skønlitteraturen næsten gik til grunde ved disse læseindretninger, var langt fra ikke det værste onde. Et større opstod ved at der i disse bogsamlinger fandtes en mængde smudsige skrifter, som Et år af Chevalier Foublas levnet, Bruuns Fritimer, Bocazes Fortællinger, Mahomets Fætter etc. og i den nyere tid Paul de Kock og flere franske forfatteres moralsk-fordærvende skrifter. Ja, da disse biblioteker også var forsynet med tyske skrifter, fandtes her ofte de mest usædelige skrifter som blev slugt med begærlighed. Den uerfarne ungdom hvis læsning ikke blev ledet af en omhyggelig vælgende hånd, fik her skrifter i hånden hvis søde gift blev indsuget med begærlig drag og ødelagde ynglingens og pigens hjerte og ånd.

Fra denne side betragte har lejebibliotekerne stiftet stor skade. Regeringens ønske at undertrykke usædelige skrifter i den danske litteratur hvilket har vist sig flere gange ved beslaglæggelse af sådanne skrifter som: De farlige bekendtskaber, Gustava af Paul de Kock, blev tilintetgjort, for kunne man heller ikke levere lystne læsere sådanne danske skrifter, så kunne man som ovenfor nævnt levere dem endnu mere usædelige skrifter på andre sprog.

Det ville derfor være at ønske at en mand der besad den nødvendige kendskab til den danske litteraturs frembringelser, ville alene oprette et lejebibliotek af sådanne skrifter der ikke indeholdt noget der allerede tidligt kan besmitte den ufordærvede ungdoms fantasi og vække ideer hos den, hvorover den må rødme for sig selv. Blev der oprettet et sådant bibliotek under opsyn af en mand hvis navn var betryggende for skrifternes sædelige indhold, så tør vi forvisse opretteren heraf at han foruden den selvbevidsthed at have et ædelt øjemed, ville se sig godt lønnet for sin møje.

(Politivennen nr. 1462. Fredagen, den 5 Januar 1844. Side 5-8).

Redacteurens Anmærkning

Venninghausens lejebibliotek var et af de første lejebiblioteker i København. Det blev stiftet  omkring 1725 og fortsatte med at eksistere århundredet ud. Det er ikke dokumenteret at lejebibliotekerne var en god forretning. Tværtimod måtte de fleste lukke igen. Men de indeholdt som ovenfor skrevet mest skønlitteratur.

De omtalte værker er: J. B. Louvet: Et Aar af Chevalier Faublas' Levnet. Med nogle Forandringer overs. af det Franske. 1801. Bruuns fritimer er muligvis Thomas Christoffer Bruun: Rimerier, 1788. Bocazes Fortællinger må vel være Boccacio. Nicolas Fromaget: Mahomets fætter, 1772.  

Den tilintetgjorte bog (på fransk) af Charles Paul de Kock: Gustave (1821) ser ikke ud til at være oversat til dansk. Den engelske Wikipedia skriver om de Kock: 
The stories are full of observation at first hand and of spicy humor. The 1905 New International Encyclopædia describes his stories as rather vulgar, but not immoral, demanding no literary training and gratifying no delicate taste. They were extraordinarily popular. In 1905, Paul de Kock was seldom mentioned in the more conventional French histories of French literature