17 januar 2017

Tivoliet og Dyrehaven.

Gamle Danmark går under, det er fatalt, det går under af kedsomhed, det er allerfatalest. Enten - Eller.
 
Du forlangte, kære ven, at jeg skulle give dig et råd mod kedsomheden som du i længere tid har været plaget af. Og skønt som man siger, gode råd er dyre, rådede jeg dig straks til at besøge Tivoli. Otte dage efter taler jeg med dig igen. Det første jeg spørger dig om er: "Har du fulgt mit råd? Har du været i Tivoli?" - "Jo" svarer du "men der er så kedeligt!" - "Stakkels ven", siger jeg "gentager du også dette ekko der lyder fra så mange løber, hvad finder du da kedeligt?" - "Alt" siger du "først disse kedelige kraftkunster, der evindelig er de samme, så disse legemsbøjninger som man kalder gymnastiske, hvor man vender op og ned på naturens orden. Hvor man går på hænderne med benene opad og hovedet nedad. Derpå disse rustiker hvis spillende personale er ret godt, men hvis indhold kun kan være at more almuen og børn" - "Men den herlige lumbyeske musik i koncertsalen?" - "Ja, den kan nu være ret god", svarer du "når man bare havde et musikalsk øre. En times tid kan man vel nok fordrive der, men så keder man sig atter." - "Kære kedende ven, betragt da fuglemenageriet og bazaren." - "Det er snart beset, så keder man sig igen." - "Har du da spadseret på øen, kørt på karusselbanen, rutsjet, sejlet i gondolerne?" - "På øen har jeg ikke været, da jeg ikke vil lade mig fiffes som et andet kreatur. I karusselbanen bliver jeg svimmel, i rutsjebanen benovet, i gondolen får jeg søsyge." - "Ja, så, gode ven," sluttede jeg min tiltale "så ved jeg virkelig intet råd for din kedsomhed." 


Da jeg kom hjem, tænkte jeg på din evindelige kedelige tilstand, så jeg blev ganske ked og led af det. Hvad skal du gøre? tænkte jeg, ud i naturen. Jeg driver ud af Østerport, en hel klynge kuske omringer mig. Kører herren med til Dyrehaven, råber de i kompagni. I Dyrehaven om søndagen, der er vist også kedsommeligt. Men en fin, lad gå. Jeg når Dyrehavsbakken. Den vrimler med folk. Er det muligt, tænkte jeg, har Tivoli ikke ødelagt folkets gamle tilbøjelighed for den gamle Dyrehave, mens dens ærværdige træer og helbredende kilde, dens lirekassemusik og bajadser. 

Hvorledes skal du more dig, tænkte jeg, sammenligner Dyrehaven med Tivoli. Her er også en karusselbane med et musikkorps. Der blæser et andet musikkorps udenfor en bod med et verdensteater. I Tivoli går hr. Dahl Ascension over stadsgraven, voltigerer på slap line. Her voltigerer Det Hofmannske Selskabs medlemmer også på slap line og går op ad en line der er fastgjort ved toppen af et himmelhøjt træ. Faldt Dahl ned, faldt han i vandet hvor han rigtig nok kunne blive siddende fast i mudderet, men akrobaten ville ikke (...)de et ben helt, faldt han ned her. Rappo og selskab går arabiske osv. kunster i Tivoli. Velk, bekendt fra forrige år i Tivoli, spiller ligeledes her med det indianske Stokkespil, med kuglerne, med den store jernkugle etc. Entreen betales efter behag, de fleste lader som om de har fribilletter og giver intet. 

Hvilke kunster skal du først se, tænkte jeg. Levende væsner går frem for de døde, tænkte jeg, og gik ind hos Liphardt og Mancini hos hvem jeg så tit havde moret mig i vinters. Var min kedsommelige ven her, tænkte jeg, så ville Mancinis bajadser og Lazzis bringe hans lunger lidt i rystelse og forjage hans kedsomhed. I Tivoli havde han ingen anledning at kede sig over beriderne, for skønt et sådant selskab ikke burde savnes der, så findes det der dog ikke. 

Efter menneskene kommer dyrene, og jeg gik ind i Dinters Menageri. Kedede du dig der, gode ven, så måtte jeg beklage dig. Hvilken kraftfuld dyrenatur. Den kongelige panter med sit faste blik. Den lumske hyæne som hyler og rejser sin store manke, når man tirrer den. Afguds- og klapperslangen, den rædsomme boa constrictor, de mange forskellige dyrearter blandt hvilke de pudserlige aber fra alle verdensdele, de mange yndige fugle, henrev mig og lod mig her tilbringe en behagelig time. 

Jeg gik ud igen. "Behag at træde ind, nu begynder det", råbte en uniformeret mosaist uden for en stor bod på hvis altan flere musici musicerede. Jeg trådte ind og sad i et fuldkomment egyptisk mørke. Et dække gik op, havnen ved Amsterdam lå for mig. Solen stod op, skibe sejlede, både roede omkring. Et jægerselskab i en båd skød en fugl, en hund svømmede ud og hentede fuglen. Svaner, skuffende efterlignet naturen, plukkede deres fjer, slog deres vinger ned og strakte deres halse i alle retninger. Et vinterlandskab i Holland fulgte efter dette. En gammel gravitetisk hollænder bliver tildænget med snebolde. Folk glider på skøjter. Hele kanetog og ekvipager glider og kører forbi. Alt var smukt her.

Jeg trådte igen ud i dagens lys. I det tilstødende vokskabinet ringede en bonde med en klokke. Her forevises Kristus med de 12 apostle. Jeg vendte hovedet bort fra forræderen Judas, men betragtede det skønne kristushoved og ynglingen Johannes. Rystende er denne forestilling af den hellige nadvers indstiftelse. 

Jeg ønskede nu ikke at se flere kunster og stødte på en familie som jeg kendte. Man var i begreb med at pakke madkurven ud. Jeg blev indbudt til at være gæst. "Jeg foretrækker dog en skovtur for at gå i Tivoli," sagde min vært, "her behøver jeg ikke at genere mig for at dække min madkurvs indhold op på et bord. I Tivoli passer det sig ikke. Jeg ville blev en genstand for latter når min pige kom gående med kurven bagefter mig. Her under træernes høje kroner smager også maden mig langt bedre end i det nøgne og skyggemanglende Tivoli. Og Gud bevare mig og andre jævne borgerfolk fra at gå ind i restaurationssalen i Tivoli hvor man betaler hver portion i dyre domme. Når efteråret kommer, aftenerne er lange og Carstensen begynder med sin vauxhaller, så gider jeg gerne gå derind med min familie. For jeg spiser da til aften før jeg går derind. Men nu på denne årstid, foretrækker jeg at køre ad den skønne Strandvej som nu ikke mere støver da den hele tiden vandes, vælge mig også en fjedervogn og når da skoven med en herlig appetit, forårsaget af den behagelige luft og af den lette rystelse en fjedervogn forårsager."

Jeg tænkte på dig, min gode ven. Følg denne mands eksempel, og måske dit hang til at kede dig vil blive jaget på døren.


Valet.


Politivennen nr. 1487. Fredagen, den 28 Juni 1844. Side 412-416).

Ugen forinden, den 22. juni 1844 havde Tivoli ovenstående annonce i Adresseavisen. Den giver et indtryk af repertoiret: Der var musik i Koncertsalen, på øen og i salonen, med Det Lumbyeske Selskab og Harmoni-Orkestret. På teatret spillede Carl Rappo og hans Selskab. Desuden var der rutschebanen og udstilling af daguerrotyper (fotoer).