Michael Leonard Nathanson

Politivennens sidste redaktør 8. august 1845 til januar 1846, hestehandler Michael  Leonard Nathanson (1795-1862) er i dag mest kendt i forbindelse med fejden 1846 mellem Corsaren og Søren Kierkegaard. Han blev i Corsaren på skrømt tildelt forfatterskabet til en artikel som Søren Kierkegaard havde skrevet under pseudonym i "Fædrelandet" januar 1946 hvor han udæskede Corsaren. Det var næppe tilfældigt at Corsaren brugte Nathanson: Dels var et af Nathansons erklærede mål med "Corvetten Politivennen" at bekæmpe Corsaren (deraf navnet Corvetten), dels var Nathanson allerede en meget kendt person ikke bare i København, men også i resten af helstaten og i Tyskland. Ikke kun som hestehandler, men også for at have skrevet adskillige bøger (eller hæfter). For at forstå dybden i Corsarens satire over Kierkegaard og hvor dybt denne må være blevet såret, kan det være nyttigt at have et indtryk af hvem Nathanson var og hvad man forbandt hans navn med dengang.
 
Nathanson blev gennem hele sit liv støttet af 3 enevældskonger: Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7. Ikke bare økonomisk, men også gennem befalinger. Og af hertuger og andre regerende personer. Dette helt i modstrid med statens egne institutioner og myndigheder: Sundhedskollegiet, domstole, generalkrigskommissæren, hippologer, presse osv.. Både på statsligt og på lokalt plan. Hvilket kunne være et interessant studium for den sene enevældes mange modsætninger.

Dette startede allerede i 1828. Nathanson var allerede en meget kendt person, da Corsaren koblede ham sammen med Kierkegaard i januar 1846. Corsaren selv havde siden 1841 omtalt Nathanson i en håndfuld artikler (se nedenfor). Nathanson var kendt for flere ting: Hans kamp mod hospitalsvæsnet, hans bedrifter inden for hesteavl, datidens altdominerende transportmiddel. Hans opvisninger på Christiansborg Ridebane havde tiltrukket hundredvis af tilskuere, omend med et noget skandaløst præg. Og et par år før Corsaren-affæren havde han indledt hvad han selv kalder for sin litterære karriere og udgivet en del bøger. Der dog ikke blev særlig godt modtaget. Formodentlig har det været gængs opfattelse som udtryktes. i Bibliothek for Læger i 1848 (s. 316-317) - altså efter Corsaren-affæren. Her kaldes Nathansons skriverier for "kvasilitteratur", "pamfletuvæsen" og "bladsmørerier" skriver. Og fortsætter:
De ere et Sammensurium af den forfængeligste Selvbehagelighed, de barnagtigste Indbildninger, den latterligste Vigtighed, de mest uforskammede Skryderier, den paastaaeligste Pukken paa hans Ret, de udelikateste Vink om hans foregivne eller virkelige Forhold til höjtstaaende Personer, krydret med enkelte Stænk af virkeligt Lune og nu og da med ret træffende Bemærkninger, men under en idelig Parforcejagt efter trivieller Vittigheder og flaue Ordspil, og gjennemvævet med hensynsløse, drillende og ondskabsfulde Sidehug og ofte yderst ublu Personligheder mod hans Uvenner, Udfald, der i en senere Periode noget nær overskrev selv den gemeneste Pøbelagtigsheds Grændser. Mange af disse Pamphleter ere nedskrevne i kjendelig Hast, uorthographisk, slet stiliserede, i et vaasevorrent, udtværet Sprog, fuldt af meningsløse og lemlæstede Sætninger, og meget ofte finder man lange Tirader, ja hele Sider af den ene Pjece ordret aftrykt i den næste.  
At blive sammenlignet med den slags litteratur, må have været lidt af en mavepuster for Kierkegaard. At blive sammenlignet, ja endog forvekslet med Nathanson må have virket mindst lige så ydmygende for Kierkegaard som de så meget omtalte tegninger af Klæstrup (for korte bukseben, osv.) Mens det for Nathanson nok passede hans sans for offentlig optræden særdeles vel. Og han nævnte aldrig Kierkegaard, som formentlig har været temmelig ukendt og ligegyldig for ham på daværende tidspunkt

For Nathanson var Politivennen en mindre del af hans udgivelsesvirksomhed. Modsat alle tidligere udgivere forsøgte han ikke at videreføre Politivennen i bladets "ånd". Han gjorde Politivennen til et middel i hans personlige kamp mod opponenterne. Corsarens strid med Kierkegaard var en lille parentes i hans liv. Hvad der fyldte i Nathansons liv udover kendskab til en stribe kongelige, var anklagerne for at være sindssygmærkværdige retssager, ytringsfrihed, konvertering til kristendom fra jødedom, og meget mere. Københavns Biblioteker har ikke hans 22 numre af Politivennen, men i Nis Petersens bog omtales de som "et miskmask af åbenlyst injurierende artikler, moralske betragtninger og uhyrlige tyske poemer - alt sammen spædet op med brokker af hans tidligere pjecer og ansøgninger."

Udover hesteavl skyldtes Nathansons "berømthed" hans indædte kamp for at retfærdiggøre sig selv i forbindelse med at han i 1839 var blevet indlagt som sindssyg. Hvis Nathanson ikke allerede har været sindssyg dengang, så har indlæggelsen givetvis skubbet på for at han blev det, hvilket skyldtes psykiatriens daværende temmelig håndfaste måder "kurere" patienter. På trods af talrige lægelige udtalelser og retssager, vedblev han til sin død at fastholde at han var blevet uretfærdigt behandlet. Hvor omfattende en sag han var, fremgår af en undersøgelse af hans sag som blev offentliggjort i Bibliothek for Læger, 1848, bind 3, s. 270-393. Altså en hel bog om ham: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" (Denne Redaktøren var formentlig Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri). Den har dannet grundlag for senere tiders udvikling indenfor psykiatrien. (Artiklen er skrevet med latinske bogstaver, så derfor er den ikke afskrevet nedenfor.).

Hvad angår hans arbejde med hesteavl, synes det ikke at være meget der har sat spor i litteraturen. Heller ikke i avlsarbejdet. Forædlingen af den jydske hest, eller “bryggerhesten" startede ganske vist på Nathansons tid. Men det gav først resultater langt senere.Bl.a. den første stambog i 1881, baseret på en importeret hingst i 1862. Herfra hingsten Aldrup Munkedal (født 1893), hvortil alle nulevende jydske heste kan føres tilbage. Da det statslige arbejde med avlsarbejde heller ikke var for godt (som så meget andet under enevælden), kunne Nathanson operere i rørt vande. 

Dette ser ud til også at være tilfældet med hans manøvrer indenfor psykiatrien, som på daværende tidspunkt synes at have været famlende over for hvordan man skulle behandle ham. Hovedessensen af de mange dokumenter som han selv offentliggjorde i sin selvbiografi, er at lægerne i 1839 anså ham for behandlingskrævende fordi han var gået amok i januar og var farlig for sig selv og sine omgivelser. Efterfølgende udviklede han så sin komplotteori som man i første omgang forgæves forsøgte at kurere ham for. I næste omgang anså man dem dog for så uskadelige at yderligere indlæggelser blot ville forværre hans sygdom. Herefter blev han kun indlagt når man mente at han var til fare for sig selv eller sine omgivelser. I hans selvbiografi fremgår indirekte at politiet enkelte gange efter 1846 endog undlod at indespærre ham, eller hurtigt løslod ham igen for andre lovbrud af frygt for at udløse anfald og derved belaste hospitalsvæsnet.

Mens Corsarens brug af Nathansons litterære værker og Kierkegaards formentlig er bevidst, er det noget mere uklart hvorvidt Corsaren også forsøgte at skabe tvivl om Kierkegaards forstand ved at sammenlige ham med Nathanson. Mange af dokumenterne er først offentligt senere, omend det synes som om det delvis har været kendt allerede før januar 1846. 

Der findes en biografi om Nathanson: Nis Petersens "Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse", første gang offentliggjort i 1828. Den brugte bl.a. Nathansons egne skrifter, Bibliothek for Læger og aviser. Mine kursiverede forklaringer længere nede stammer bl.a. fra denne bog. Artiklerne findes online på Mediestream, så jeg benytter lejligheden til at udbrede kendskabet til denne kilde.

Jeg har ladet Nathanson få et sidste ord med selvbiografien fra 1856. Så kan læserne selv dømme om han var gal, midlertidig gal, bare en uheldig normal eller måske endog genial person.



M. L. Nathanson. Med en håndskreven tekst underskrevet M. L. Nathanson. Fra Nis Petersens bog om Nathanson og Henning Hall (se litteraturlisten nederst). Bogen omtaler ikke hvor det stammer fra, men i Nathansons selvbiografi skriver han: "Den berømte Kunstner Führmann, som lithographerede Hamborgs store Brand, lithographerede mig og forsynede Portraitet med en for mig meget smigrende Underskrift." Så formentligt er der tale om dette litografi fra 1843, hvor Nathanson altså har været 48 år gammel. Der må være tale om C. G. Führmann, som jeg dog ikke kan verificere som en kunstner der i eftertiden har efterladt sig status som berømt.


Tidlige liv (1795-1839)

Nathanson blev født 1796 som Isaac Nathansen i Fredericia af jødiske forældre og opdraget i den jødiske tro. Bror til Nathan Nathansen. 1808 i handelslære (som 13 årig) hos svoger Abraham Simon i Randers. 1812 en periode i Århus i lære hos købmand Bendix. Gift 1817 med Rose Bonefang. 1823 i kompagni med broderen Jacob som var slagter. Fattede interesse for heste, og fik 1828 gennem hertugen Christian August af Augustenborg forbindelse med Frederik 6. Forbindelsen var opstået da samtidens betydeligste hippolog og veterinær, dr. med. Jens Veibel Neergaard viste sig lunken over for fuldblodshingstes betydning for avl og meldte afbud. Nathansen var herefter initiativtager til hestemarkeder i Randers.

I 1828 blev Isaac Nathansen i et snevejr skubbet til af to slaver (tugthusfanger) og gav to (løsagtige?) piger ørefigner for at grine af det. Noget der indbragte ham en bøde på tre mark. Dette er det eneste man ved om tiden før hans glansperiode: som købmand (indtil 1830) og hestehandler i Randers. Han var tilsyneladende velanset og blev både fattigkasserer (1826) og rodemester (efter 1826)Men med modstridende vidnesbyrd: Skikkelig, særdeles tjenstvillig og godmodig, dog med tilbøjelighed til heftighed. Eller: Temmelig elastisk samvittighed i pengesager og handelsanliggender og ikke uden tilbøjelighed til intriger, forfængelig og hovmodig. Han var en kendt smugler på strækningen mellem Randers og Udbyhøj og lavede betydelige toldbedrag

Efter 1830 fik han en passion for heste og var initiativtager til et hestemarked i Randers fra 1830. Det betød at hans købmandsvirksomhed gled i baggrunden og blev forsømt. Han rejste rundt som hertugen af Augustenborgs agent. Han vandt desuden fra o. 1833 flere præmier med fuldblodshingste som øgede offentlighedens interesse. Det gav ham tilnavnet "Fuldblods-Nathansen".

I 1834 var skepsis for fuldblod til andet end væddeløb dog øget, og for at fjerne den, blev gennemført et væddeløb som Nathansen vandt. Trods store præmiesummer vaklede hans økonomi dog. Han slog sig på litterær virksomhed og selvpromotion. Et af væddeløbene er beskrevet i nedenstående artikel: 

Ved Vædderidtet, den 22de ds, vandt Hr. Købmand I. Nathanson fra Randers første Præmie, 400 Rbd. Sølv, ved sin brune 3/4-Blods Hoppe "Augusta", kjøbt af Hs. Durchl. Hertugen af Augustenborg. Endskjønt der paa denne Dag blæste en heftig Storm, tilbagelagde den, med en Vægt af 10 Lpd., Banen, der havde en Længde af 2 danske Miil, i 27 Minutter og 58 Secunder, uden nogen kjendelig Anstrængelse. Rytteren (Hoppens Eier) maatte bære 33 pd. Bly i Beltet. Anden Præmie, 200 Rbd. Sølv, vandtes af Gaardmand Jens Nielsen Tang fra Venning, Fousingø Gods, ved en af Eieren selv reden bruun Hoppe, falden efter den engelske Hingst Elles. (Denne Hoppe var den samme som i Fjor paa Banen ved Randers, reden af Kbm. I. Nathanson, tog den af Capt. v. Riegels udsatte Præmie.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 26. juni 1834)

Nathansons succes med heste varede ikke ved. Mod slutningen af 1830erne førte hans hesteinteresse ham til en formentlig lidt urealistisk forestilling om sine evner til at fremavle en særlig jysk race. Og hans optagethed blev formentlig for meget.


"Hospitalsagen" 1839


januar 1839 begyndte Nathanson at virke eksalteret, støjende og førte forvirret tale. Desuden begyndte han at opføre sig urolig og forvirret i hjemmet. En af hans konkurrenter, Weinschenck stillede i "Ugeskrift for Landmænd" spørgsmålstegn ved Nathansens avlsteorier. Og ved et møde i 1839 stødte de to sammen offentligt. Nathansen opførte sig så ubehersket at hans jødiske trosfælle købmand Jacob Moses Jacoby anmeldte det til myndighederne. En situation som ledte til indespærring i Randers Dårekiste den 24. januar 1839 i 8 dage. Dårekisten var en egetræskiste, tre alen bred, tre alen høj og fem alen lang (1,8 m x 1,8 m x 3m), altså lige nok til et voksent menneske. Hvis man ikke var skør i forvejen, blev man det formentlig af at opholde sig der i længere tid. For Nathansen betød det at han udviklede en komplot-teori og rejste til København. Han mente at to medlemmer af Fattigbestyrelsen havde fået ham tvangsindlagt fordi Nathanson ville angive dem for toldsvig. Han klagede 9. april til Frederik 6. over at være erklæret afsindig. Men kongen var formentlig på daværende tidspunkt svækket, han døde som bekendt 3. december samme år.

Denne afslog det dog i juni 1839. I stedet kastede Nathansen sig over "hospitalssagen". Og han udvirkede at få sagsakterne udleveret. Det ledte til at han udpegede 26 personer som skulle være med i et komplot mod ham. Samtidig vakte han i København opsigt og skandale ved flere lejligheder og blev som følge af det natten 26/27. september arresteret af en vægter. Efter en nat i politidirektørens kælder blev han overført til Almindeligt Hospital i 14 dage. 

Behandlingen fulgte den tid gængse midler: Spændetrøje, styrtebade, blodkopper, kvalmemikstur og andet. Så det må have været en lettelse for ham den 15. oktober at blive overført til Bidstrupgård. Alligevel undveg han, men blev dog hurtigt opsporet fordi han genoptog sine opsigtsvækkende handlinger, og den 5/6. november atter indlagt på Almindeligt Hospital. Den 13. december blev han udskrevet. Da var hans kontakt på højeste sted, Frederik 6. død.

Men lejlighed til at kontakte den nye konge, Christian 8. tilbød sig hurtigt. Nogle oppositionelle henvendte sig til Nathansen i den fejlagtige tro at hans kritik af hospitalsvæsnet var rettet mod myndighederne generelt. De tog fejl, Nathansen anmeldte dem, så politiet kunne slå til mod dem 22.-23. maj 1840, selvom der udviklede sig gadekampe. Nathansen kunne nu berette om sin bedrift til kongen, der som tak for Nathansens indsats beordrede Københavns politidirektør til at aflønne ham med 100 rbd månedligt. En ordning som politidirektøren ifølge Nathansen selv var særdeles utilfreds med. Ved samme lejlighed forsøgte Nathanson at udnytte kongens velvilje til også at inddrage sin personsag, men det lykkedes ikke helt. Nathanson måtte underskrive "et revers" for ikke oftere at påtale "denne skændselssag" og fik til gengæld en klækkelig erstatning - som han investerede i heste.

Notits i Kjøbenhavnsposten den 24. maj 1840 som nævner urolighederne. Der står dog intet om Nathansons medvirken til dem. I samme nummer er der på side 3 en sønderlemmende kritik af Christian VIII, rangsystemets opretholdelse og festligholdelsen uden sidestykke, og i de følgende numre anføres at regeringen har benyttet sig af situationen til at anvende helt uforholdsmæssige forholdsregler.

Hr. Redacteur.

Da flere Aviser paa en ufuldstændig og tildeels urigtig Maade have omtalt, hvad der i Randers er hændet mig, saa tillader jeg mig at opfordre Dem, til Berigtigelse heraf at aftrykke medfølgende Ansøgning, som jeg har havt den Lykke at overrække Hs. Maj. Kongen, der saa naadigen har modtaget samme, at jeg med Rolighed og Glæde imødeseer Sagens Udgang.

København den 16de April 1839

Med Høiagtelse Deres
ærbødige
Nathanson.

Til
Redacteuren af "Kjøbenhavnposten."
_________________________

Kjøbenhavn den 9 April 1839

Til Kongen.

Forhenværende Kjøbmand Isaac Nathanson ansøger allerunderdanigst om at der allernaadigst maatte anordnes Undersøgelse om hans ulovlige Indspærring i Randers Daarekiste.

Idet jeg tager mig den allerunderdanigste Frihed, i et mig personligen vedrørende Anliggende, at henflye til Deres Majestæts ophøiede Retfærdighed og Naade, føler jeg fuldtvel det Vovelige i, at udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for en Sag, hvis Vigtighed eg, som den Paagjeldende maaske overvurdere; men den landsfaderlige Beskyttelse, Deres Majestæt stedse har skjænket selv den ringeste af Deres Undersaatter, og hvori Enhver seer det bedste Værn mod al Overlast og Uret, giver mig dog Mod til at haabe, at Deres Majestæt ogsaa vil tillade mig at fremføre de Facta, hvorved jeg ikke kan andet end føle mig krænket og fortrædiget i Nydelse af mine Borgerrettigheder. Jeg har tilladt mig allerunderdanigst at forelægge Deres Majestæt en Plan, hvorved jeg troer, at den for Jylland saa vigtigt Hesteavl vilde kunne ophjelpes og forædles; men forinden jeg vovede, dermed at nærme mig Deres Majestæts Throne, ønskede jeg at forvisse mig om, at dens Gavnlighed erkjendtes af dem, paa hvilke den nærmest var beregnet. Jeg meddeelte den derfor ikke blot til Repræsentanterne i Randers By, hvis hædrende Dom om samme jeg har taget mig den allerunderdanigste Frihed at overrække Deres Majestæt, men ogsaa, og det med vedkommende Politimesteres Samtykke, for en Deel ansete Bønder i Omegnen. Jeg antager, at det er det Usædvanlige i denne Fremgangsmaade, der har tjent som Paaskud til den paafølgende mod mig udviste Medfart, ligesom jeg paa den anden Side ingenlunde vil negte, at den overordentlige Iver, hvormed jeg drev Sagen, og det meget anstrængende Arbeide, dette udfordrede, kan have hævet den levende Interesse, jeg længe har følt for Hesteavlens Fremme, til en vis Exaltation, som maaske kan forklare, men sikkert ingenlunde retfærdiggjøre, hvad der snart indtraadte. Da jeg nemlig den 23de Jan. kom hjem fra det nævnte Besøg i en Deel nærliggende Bønderbyer, mærkede jeg paa flere Personers Opførsel mod mig, at man havde udspredt det Rygte, at jeg var bleven gal. Jeg udbad mig derfor en Erklæring i saa Henseende af Byens tvende anseteste Læger, Dr. Willerup og Dr. Benz, der naturligvis bevidnede, at de ikke hos mig kunde opdage noget Spor af Sindsforstyrrelse, hvilken Erklæring jeg, da Sagen blev alvorligere, ogsaa modtog af nogle af de Mænd, med hvilke jeg den paagjeldende Dag havde færdet. Men mine uvenner vilde nu engang, at jeg skulde være gal, hvortil jeg søger Hovedgrunden i den Onstændighed, at to Mænd, der altid have været fjendske imod mig, vidste, at jeg kjendte en af dem begaaet Mislighed, hvorom jeg Dagen i Forveien havde ladet nogle Yttringer flade paa et offentligt Sted, og jeg blev i de to paafølgende Dage ideligen foruroliget, tilmed i mit eget Huus, af Forespørgsler, Raad, Beklagelser esv., der fremførtes af Personer, som ubudne besøgte mig, skjøndt de vidste, at deres Nærværelse var mig ubehagelig, ja skjøndt jeg udtrykkeligen frabad mig samme. Et saadant systematisk Drilleri efter at berøve mig mine Papirer, maatte vistnok forbittre selv den Sagtmodigste, og da det gik saavidt, at mine Forfølgere sendte en fremmed Person om Morgenen kl. 5 ind i mit og min Kones Sovekammer, for at erkyndige sig om mit Befindende, og som hverken paa min Bøn eller paa min Befaling vilde forføie sig bort, saa vil ingen fortænke mig i, at jeg tilsidst sprang op, og med min Sabel jog ham paa Døren, for at forskaffe mig Huus- og Nattefred mod saadant oprørende Overlast. Efter hele Dagen at have været fortrædiget paa den anførte Maade, blev jeg henimod Aften af nogle Privatfolk afhentet til Hospitalet, hvor jeg, uagtet min bestemte Protest og uagtet jeg fordrede at stilles for min Øvrighed, blev indespærret i Daarekisten. Jeg skal ikke misbruge Deres Majestæts Taalmodighed, ved at detaillere, hvorledes jeg her er blevet behandlet. Kun undtagelsesviis skal jeg anføre, at et ungt Menneske, der var ligesaa gal som jeg, gik og skabede sig for mig, som om han var bleven afsindig af at spekulere over Heste, og at man fik en mig ubekjendt Pige til at udgive sig for en af mine Døttre, at man lod mig ligge i et koldt Værelse, tog mine Klæder fra mig, tilbagesendte de af min Kone mig tilsendte gode Sengeklæder, gav mig elendig Føde, ja endog negtede mig frisk Luft. Men fremfor Alt maa jeg beklage mig over Hospitalsforstanderens Opførsel mod mig; den haanende og tirrende Tiltale jeg mødte, enten jeg saa taug eller talede, de evindelige haarde Bebreidelser, jeg fik, hvad jeg saa end foretog mig, kunde ikke andet, end saaledes afficere mit Sind, at jeg ikke kan betragte det anderledes, end som et Guds Under, at jeg ikke omsider virkelig blev gal. Da man imidlertid ingen Vegne kunde komme med mig, besluttede man efter 3 Dages Forløb at lade mig slippe ud; jeg blev sat i en Vogn, og bragt hjem i mit Huus. Min første Gang var til Politimesteren, Justitsraad Reiersen, som beklagede min Skjæbne og opfordrede mig til at indgive skriftlig Klage; men da jeg vilde gaae hjem fra ham, blev jeg af den samme Mand, som havde kjørt mig fra Hospitalet, greben i Armen, atter ført tilbage til samme, og atter indespærret i Daarekisten. Først nu tabte jeg Modet, thi jeg troede, at jeg aldrig mere skulde komme paa fri Fod, og Gud veed, om jeg ikke for bestandig vilde været udstødt af det Fornuftiges Samfund, dersom jeg ikke havde seet Leilighed til at skrive et Brev til Kammerherre Dyring, der ved mange Leiligheder har givet mig Beviser paa sin Godhed. Dette Brev, et af de mange Vidner for at jeg ikke var gal, kom vel ikke til sin Adresse, men det blev sendt til Stiftsøvrigheden som resolverede, at de Mænd, som havde reqvireret min Indespærring, skulde være personligen ansvarlige derfor, og dette bevirkede, at jeg blev erklæret for Arrestant og efter 5 Dages Forløb definitiv løsladt. At jeg nu ikke har været afsindig, vil det være let for mig at bevise, men selv om saa havde været, saa tør jeg dog udbede mig Deres Majestæts allerhøieste Opmærksomhed for, at det ikke var min Kone eller min Huusvært, ikke mine Naboer som klagede, ikke Stedets Øvrighed, som fandt sig foranlediget til at forsikkre sig min Person, men at det tvende private Mænd, mine vitterlige Uvenner, der boe i en ganske anden Gade, og med hvilke jeg ikke havde det mindst at gjøre, der have ladet mig indespærre. Efter denne korte historiske Fremstilling af hvad der er vederfaret mig, som dybt har rystet min Sindsro og Sundhed, som har bragt Fortvivlelse over min Kone og Barn, og Skræk over mange af Deres Majestæts Undersaatter, tør jeg forvente allernaadigst Bønhørelse for min allerunderdanigste Ansøgning, at der maa vorde paabudt nøiagtig Undersøgelse om det hele Factum, ligesom jeg i Menneskelighedens Navn føler mig i min Samvittighed forpligtet til at bønfalde Deres Majestæt om, at denne Undersøgelse maatte udvides til ogsaa at omfatte det Spørgsmaal, om der i Randers Hospital findes Personer indlagte som gale, uden at være det?

Allerunderdanigst
Isaac Nathansen.
(Kiøbenhavnsposten. 17. april 1839)

(Flyveposten offentliggjorde 14. -15. august 1846 politiforhøret fra 1839, se under disse datoer)

I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme (4 spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Første del) og I. Nathansons Plan til den Jydsk-hesteavls Fremme 
(4½ spalter med redegørelse for det ovennævnte emne. Afsluttende del)
(Kiøbenhavnsposten24. april 1839 og Kiøbenhavnsposten. 27. april 1839) 

Isaac Nathansen.
(Af Randers Avis.)
For foreløbig at oplyse Folk udenfor Randers om (thi for de indenbyes behøves det ikke), at den i Kjøbenhavnsposten til Hs. Majestæt Kongen petitionerende Person Isaac Nathansen, som fortiden løber omkring i Kjøbenhavn, ikke uden Grund er bleven indespærret i den for Personer af hans Slags fortrinlig hensigtmæssig indrettede Daareanstalt her i Byen, aftrykkes hermed følgende Skrivelse og Attest af hr. Professor, regimentschirurg Doctor Bendz:

"Da Isaac Nathansen, som allerede i flere Dage har befunden sig i en meget exalteret Sindsstemning, der lod Overgang i Galskab befrygte, nu er fuldkommen afsindig, saa at han ikke uden Fare længere kan opholde sig i sin Families Skjød, og hans Behandling af Læge i Hjemmet er umuligt af mangfoldige Aarsager, saa undlader jeg ikke at tilmelde Dem denne for Familien saa sørgelige Tildragelse, med Anmodning om, at De snarest muligt ville drage Omsorg for at bemeldte Nathansen indlægges paa det herværende Sygehuus for Afsindige, for der under Districtslægens Behandling at erholde den Pleie og Hjelp, hvortil han høiligen trænger. Jeg maa endvidere bemærke, at et længere Ophold i Hjemmet kun vil forværre hans Tilstand og gjøre Helbredelsen vanskeligere, foruden at han i Anfald af sin Galskab allerede har prøvet paa Handlinger der kunde blive farlige for den offentlige Sikkerhed.
Randers den 26de Januar 1839. J. C. Bendz.

Til Repræsentanterne for den mosaiske Menighed i Randers."
Anmærkning. Skulde I. Nathansen være i Besiddelse af Lægeattester, hvori han endnu ikke er erklæret for gal, saa maa de være af en tidligere Datum, og førend han blev desperat.
Tillige undlader man ikke ved denne Leilighed at gjøre Kjøbenhavnsposten opmærksom paa, at den her anførte Isaac Nathansen er en meget forgjældet, ved en forkeert og naragtig Hestecommerce ødelagt Person, der i den senere Tid er bleven forfalden til Angiveri og har lagt sig efter at tilskrive Folk Truselsbreve, hvori han paadigter dem ulovlige Handlinger, for derved at tiltrue sig Penge. Saaledes har dette Menneske foranlediget det kongelige General-Tolkammer- og Commerce-Collegium til her i Byen paany at lade foretage og undersøge en 10 Aar gammel og forlængst glemt Toldsag. Med Rette kan man ikke noksom undre sig over, at det nævnte Collegium vil give sig af med at undersøge saa langt i Tiden tilbage gaaende Toldsager, der i Almindelighed ikke fører til noget andet Resultat end til at efterlade sig det slette Indtryk de fremavle, samt til at forvolde Staten Pengespilde. Vor Byes Handel og Vandel har i de senere Aar lidt og aftaget saa betydeligt, at der hører noget andet til at ophjælpe den igien, end de saa forhadte, og for dem, de træffe, saa tidspildende og fortrædelige inquisitoriske Undersøgelser af gamle og udaf Hukommelsen gaaende Toldsager. Man haaber, at General-Toldkammeret og Commerce-Collegiet, hvis Bestræbelser ogsaa skulde gaae ud paa at ophjælpe Handel og Søfart, nok vil komme til samme overbevisning. Hvad Randers Hospital angaar, som den her til Angiveri forfaldne Person i sin Klage omtaler, saa tør man nok paastaae, at dette Institut aldrig har været i en saa ypperlig Stand, og de deri sig befindende Lemmer aldrig ere blevne saa godt behandlede, som netop i den nærværende Hospitalsforstanders, kammerraad Andersens Betyrelsestid. Kun Isaac Nathansen tør vove at paastaa det Modsatte. Vil man nu udenfor Randers skjænke Tiltro til al det her Fremsatte, hvorpaa det ikke var vanskeligt at erholde hele Randers Byes bekræftende Vidnesbyrd, saa vil man let kunne danne sig en rigtig Idee om Sagen, og kunne slutte sig til, i hvilken stor Anseelse og Agtelse S. T. forhenværende Hr. Kbm. Isaac Nathansen staaer her i Byen og hos alle dem, der tilfældigviis kjende ham. Rygtet siger rigtignok, at endog Hertugen af Augustenborg skal have medgivet denne Isaac Nathansen Anbefalingsbreve til Kjøbenhavn; men man har ogsaa al Grund til at antage, at Hertugen ikke nøie kjendte sin Anbefalede, thi havde han vidst, at denne befattede sig med at skrive Truselsbreve paadigte Folk ulovlige Handlinger og at der i det Hele i hans Hud kun stikker en Angiver, saa vilde Hertugen nok have holdt et saadant Menneske fjernt fra sig. Man ønsker nu blot, at den her beskrevne Isaac Nathansen herefter maatte kunne blive i Hovedstaden, og han ikke maatte nede med at falde vor Byes Fattigvæsen til Last, da det var Synd at sige, at vor Kommune ikke alt har Byrder nok at bære.
Randers, den 23de April 1839
"Nogle frisindede og rettænkende Borgere."

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 27. april 1839)


Om Isaac Nathansen hedder det endvidere i sidste Randers Avis: "Efter de, ved de her optagne Forhører, oplyste Omstændigheder, vil den fornemme Rolle, han for Øieblikket spiller i Hovedstaden, nu formodentlig snart tage en bedrøvelig Ende."
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 4. maj 1839)

Offentlige Foranstaltninger. Randers Avis beretter, at efterat det kongelige danske Cancellie havde modtaget de under 4 f. M. indsendte Udskrifter af Forhørerne, der ere optagne i Anledning af et af forhenværende Kjøbmand Isaac Nathansen af Randers directe til Hs. Maj. Kongen indgivet Andragende, hvori han besværer sig over "den Maade, hvorpaa han ved 2de private Personer er bleve indespærret i Daarekisten i bemeldte Kjøbstad" samt anholder om, at en Undersøgelse af hans formeentlig ulovlige Indespærring maa blive anordnet, har Collegiet desangaaende ifølge allerhøieste Befaling afgivet allerunderdanigst Beretning og Betænkning, og Hs. Majestæt har derefter under 1 d. allernaadigst paalagt Cancelliet at lade bemeldte Isaac Nathansen tilkjendegive: "at den af ham indgivne Besværing ikke egner sig til at tages i Betragtning, samt at allerhøistsamme heller ikke har fundet Anledning til at bevilge den af ham indgivne Ansøgning om Understøttelse til ved en Reise gjennem Jylland at iværksætte den af ham projecterede Plan til Hesteavlens Fremme." Hvilken allerhøieste Resollution saaldes er bleven meddeelt Vedkommende.
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 14. juni 1839)

Af "den Frisindede" sees, at Isaac Nathansen har ved den ny Politimester i Randers, hr. Kammerjunker Koefoed, foranlediget optaget et nyt Forhør i Anledning af sin indspærring i Daareanstalten, og at han ikke tvivler om at faae Sagen oplyst, da han har sendt Hr. Kammerjunkeren "saadanne Documenter som belyse den."
- Her i Randers veed Man intet om noget optaget nyt Forhør i denne noksom oplyste Sag; og Hr. Kammerjunker Koefoed har sikkerligen andet at bruge sin Tid til, end at agte paa de nathansenske Reclamationer, der let turde gaae i det Uendelige.
(Rd. Av.)

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 5. juli 1839) 

Til Oplysning om den urigtig Fortalte i den Frisindede, at ikkun Nathansens personlige Uvenner eller Saadanne som stode i Forhold til hans Fjender ere blevne afhørte under det Forhør, som efter allerhøieste Befaling blev optaget i Randers til Oplysning om hvorvidt benævnte Nathansen maatte ansees for at have været virkelig afsindig eller ikke - anfører nu en "Ven af Sandhed" i Randers Avis: at Nathansens Brødre, hans Vert og Dennes Folk blev afhørte, flere af Regimentets Officerer bleve afhørte eller affordrede skriftlig Erklæring, blandt hvilke Regimentschefen meddeelte: at Nathansen i en af de senere Dage, forinden han blev indsat i Daarekisten, havde forlangt, "at han vilde stille tvende af Regimentets Underofficerer til hans Disposition", hvilket Forlangende vel neppe nogen Mand, der var ved sine fulde Fem, kunde have fremkommet med. Desuden bleve flere af Byens Borgere afhørte, og for enhver Upartisk maa det efter alle Forklaringer ansees aldeles klart, at Nathansen paa den tid har været afsindig eller idetmindste har anstillet sig som saadan. (Samme Avis melder, ifølge Privatbreve fra Kbvn. med sidste Post, at Isaac Nathansen er i Torsdags bleven indlagt paa Almindeligt Hospital som vanvittig.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 2. oktober 1839)

Nathanson, Isaac: Beretning om de Forfølgelser, hvorfor jeg har været Gjenstand, og om de Lidelser, man derved har paaført mig. Kbh., 1840. - 16 s.

 

Plan til almindelig Bevæbning. Michael Leonard Nathanson; Isaac Nathansen. Kbh., Trykt hos F. Schneider & M.C. Werner, 1840. - 28 s.

 

Joseph Désiré Court: Christian VIII (1786-1848) og Caroline Amalie (1796-1881) i salvingsdragt. Allerede kort tid efter kongens indsættelse i 1840 fik Nathanson lejlighed til via stikkervirksomhed at opsøge ham. (Statens Museum for Kunst)

"Hingstesagen" 1841-

Underskrivelsen af reverset betød en foreløbig afslutning på "Hospitalssagen". Nathansen rejste december 1840 til Randers og opkøbte 4 hingste for de penge som kongen havde tildelt ham som erstatning i Hospitalssagen. Dette skulle danne basis for spørgsmålstegn ved hvem der egentlig ejede hingstene: Nathanson eller staten.

Hingstene blev velvilligt modtaget på visse markeder. Men han led et alvorlig tilbageslag da Danmarks førende veterinær, generalkrigskommissær Neergaard påpegede alvorlige fejl ved hans hingste. Formentlig for at slippe for den trættekære Nathansen foreslog Neergaard at Nathanson lod sine hingste underkaste syn fra kvalificerede hestekendere. Det førte til  at Nathanson 2. august 1841 præsenterede hingstene på Christiansborg Ridebane. Det endte i optøjer. Et nyt forsøg hvor Neergaard selv dukkede op, førte til at Nathanson flygtede i fuld galop, stærkt forhindret af de berygtede gadedrenge. Og udvirkede et tilhold til at gøre noget lignende igen.

At man tabte tiltro til Nathanson i provinsen, fremgår af et senere referat fra en landbomøde, hvor hans hingste blev fremhævet som et skrækeksempel for hesteavlere. Hele affæren styrkede imidlertid blot Nathanson i hans komplot-teori, og han forlod Danmark 1842, tog først til Kiel efter myndighedernes anvisning, og dernæst til Altona. 
Den i Colding-Egnen ved Hr. Nathansens Foranstaltning sammentraadte Forening til Hesteavlens Fremme holdt den 22de April et Møde i Colding, hvorved besluttedes: Subscriptionen staar aaben til 1 Jan. 1842. Ethvert Medlem betaler aarlig 1 Species, hvorfor en Lodseddel til en fri Bedækning kan æskes. Hvis Foreningen bliver fuldtallig (300 medl.) indbetaler Hr. N. næste Aar 100 Sp. til fri Bedækning ved hans paa Wissingsminde opstaldede to Hingster: "Adonis," kastaniebruun, 11 Qv. 2 T. 8 Aar. "Patrioten" blankbruun, 11 Qv. 2 T. 5 Aar gl. Anmeldelser gjøres til dHrr. Speckler, Schultz Lyse,og Nathansen, Th. Hansen og Skougaard i Wonsyld og Jessen i Sønder-Bierth. (Efter Forlydende paatænkes der lignende Foreninger flere andre Steder i Jylland.) 
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 5. maj 1841)

(Annonce fra Nathansen om bedækning.)
Kjøbenhavn, den 16de Mai 1841,
I. Nathansen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 18. maj 1841)

Da de i den Berlingske tidende Nr. 113 af Hr. I. Nathansen omtalte 3 Hingste, der efter hans Bekjendtgjørelse nu skulle bedække frit, ere ved ham indkjøbte for Hans Majestæt Kongens Penge, er det en Selvfølge, at han ikke egenraadigen kan handle med dem, og disse Hingste saaledes ei kunne bedække frit, da saadant vilde være aldeles at modarbeide Jyllands bedre private Hingsthold, følgelig ogsaa Hesteavl. Ovennævnte Bekjendtgørelse beroer altsaa paa en misforstaaelse fra Hr. Nathansens Side, hvilket jeg, som efter Hans Majestæts Befaling har sørget for Hingstens contractmæssige Opstaldning, efter allerhøieste Bemyndigelse herved bekjendtgjør. Disse Hingstes Bedækningspenge ville stedse blive satte saa lavt, som de locale Forhold tillade det;nemlig: at private eiere af ligesaa gode Hingste derved ei skades eller foranlediges til at afskaffe disse.
Kjøbenhavn d. 21. Mai 1841. Gustav Michelsen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 22. maj 1841)

Blandede Avertissementer.
Idet det var paa en meget snild Maade af Hr. Kammerraad Michelsen at indberette, at jeg skulde være min Svoger Hr. A Simon i Randers 1600 rbd skyldig, hvilket var den største Usandhed, men derved indsnoede sig i min Hestesag, saa maa jeg nu antage, at det ikke er overeensstemmende med Sandhed, at Hs. M. Kongen skulde have bemyndiget Kammerraaden til at reise til Randers for at modarbeide mine førhen tagne Forholdsregler for at ophjelpe Hesteavlen i Jylland, nemlig ved Oprettelsen af Foreninger for at give Bønderne frie Bedækninger ved mine stærkbenede halvblodshingste, hvilket jeg alleered ehar foranstaltet i flere Amter i Landet, hvilket i de offentlige Blade er omtalt.
Vel har jeg dengang, da man lagde mig allehaande Hindringer i Veien i Randers, for at jeg ei skulde kunne realisere saadant, overdraget Kammerraad Michelsen mine 4 Hingste, for at han skulde stationere dem paa de Steder, jeg opgav, men ingenlunde givet ham Ordre til at opstalde 2de deraf paa Gl. Estrup og Løvenholm for med dem at foretage Pløining, Kjørsler etc. hvorved de tildeels ruineredes, og bedækkede begge ikkun 11 Hopper.
Den 4de Hiingst, som Kammerraad Michelsen opstaldede paa Tousing' har jeg nu borttaget, fordi Hingsten selv beskadigede sine Seener og Knokler ved Hjelp af en Øxe, hvorfor jeg har Hr. Regimentsdyrlæge Lorentzens Attest og flere skriftlige Beviser.
For hvis Penge jeg har indkjøbt mine 6 Hingste, skal jeg paa Tid og Sted behørigen legitimere; thi ingen Anden end jeg er deres retmæssige og lovlige Eier.
Kiøbenhavn, den 22de Mai 1841
I. Nathanson. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 24. Maj 1841)

Liste med Nathansens hingste.(Dannevirke. 30. juni 1841)

Om Studemarkeder. Under 23de Marts dette Aar var gjennem Amtet i Randers til det Kongelige danske Cancelli et Andragende, hvori forhenværende Kjøbmand i Randers Isaac Nathansen anholdt om "Studemarkeders Oprettelse i Randers og flere jydske Kjøbstæder". Efter i denne Anledning og med Hensyn til dem mulige Indflydelse, Oprettelsen af et saadant Marked i Randers kunde have paa Markederne ved Foldingbro, at have indhentet Erklæring fra Stiftamtmanden over Ribe Stift, har det kgl. danske Cancelli under 8de ds. resolveret: at det Ansøgte ikke kan bevilges. "Der er nemlig", hedder det i Cancelliets Skrivelse til Amtet desangaaende, "ingen Grund til at antage, at de holstenske Prangere ved et saadant Markeds Oprettelse i Randers skulde, hvad der dog er nærmest tilsigtet ved Forslaget, lade sig bevæge til at drage saa langt imod Nord for at kjøbe Creaturer, saa meget mindre som disse ville blive dem tilførte paa Steder, der ere Forbrugspladsen nærmere. Men dertil kommer, at det især er i Thyland, Mors og Salling, samt de vestlige Strøg af Jylland, at Creaturerne produceres, og fra hvilke store Drifter kommer til Holstebro Marked, hvor de opkjøbes af jydske Prangere, hvorimod der ikke fra disse Egne vilde bringes Creaturer til Marked i Randers, medens de paa Driftsveien til Hertugdømmerne passere Foldingbro. Ligesom derhos kun meget faa holsteenske Prangere komme til Markederne i Holmebro for at gjøre Indkjøb, saaledes er det ogsaa først i den senere Tid, at de indfinde sig i Foldingbro, der dog ligger omtrent midtveis imellem Randers og Husum.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 2. juli 1841)

Haderslev, d. 6. Juli. I Mandags præsenterede Hr. I. Nathansen fra Kjøbenhavn her trende af sine Hingster. En overordentlig Mængde Mennesker fra Byen og Omegnen havde hertil indfundet sig, saa at der i den rummelige og lange Nørregade næppe blev Plads nok tilovers til at Hingsterne kunne traves. Ifølge Kyndiges Dom vare Hingsterne særdeles udmærkede; "Cheer" satte ved sin overordentlige Størrelse, Kraft, Skjønhed og stærke Been Enhver i Forundring. Man seer her levende for sig, hvad Kunstneren ved Malmhesten paa Amalienborg i Kjøbenhavn har ville udtrykke. "Adonis" og "Patrioten" ere ikke saa svære, men dog meget store og stærke Hingster af smuk Form og udmærket engelsk Race. Hovedsagen er nu, om Landmændene i vore Egne, drevne af Lyst til at forbedre vor Hesteavl, ved en almindelig Imødeommen af Hr. Nathansens Bestræbelser ville søge at beholde Hingsterne stationerede som Beskelere her i Amtet, som vi troe er af største Vigtighed. Det hedder, at "Cheer" afgaaer til Hovedstaden, for der at blive forevist for Penge.
(Dannevirke. 7. juli 1841)
 
Imellem den bekjendte Kjøbmand Nathansen fra Randers og den heller ikke ubejendte Generalkrigscommissair Dr. Neergaard er udbrudt en Hestestrid, der er af en saadan Natur, at nødvendigviis den ene af dem maa blive erklæret for gal. Chancerne er unægtelig til Fordeel for Hr. Nathanson; thi paa samme Tid som man vilde erklære ham for gal, vilde man maatte indrømme, at han har været - klogere end en meget høitstaaende Person.
(Corsaren. Nr. 39, 30. juli 1841.

- (Indsendt.) Mandagen den 2den August kl. 5-6 om eftermiddagen, efter forudgaaende Annoncer paa Gadehjørnerne, gav Hr. Nathansen en Forestilling til Hest paa halvblodshingsten Cheer paa Hestgaardens Ridebane. Efter temmelig længe at have ladet vente paa sig lod Hr. N. sig tilsyne, iklædt hvide Beenklæder, sort Frakke og Straaahat; i Cheers Manke var indflettet hvide Silkebaand, om Halsen bar den et hvidt, bredt Silkebaand, i hvis Sammenføining en Medaillon hang, hvilken den engang skal have vundet; to Karle førte den frem i hvide brede Liner. Strax efter sin Ankomst reed Hr. N. først i Trav rundt paa Banen, derpaa i kort Gallop saavel til høire som til venstre Side. Da denne langvarige og noget kjedsommelige Scene, hvorved man tydeligen saae, at Dr. Neergaard fuldeligen har Ret i sin Bedømmelse, var endt, reed han ind paa Banens Midte, som var indhegnet, og steg af, for at alle Tilstedeværende (circa 3 à 400 Tilskuere) kunde beskue Hingsten. Derpaa satte han sig igjen i Saddelen og berettede, at da Dr. Neergaard havde udfordret ham, var han mødt; men det undrede ham, at Dr. Neergaard ikke havde gjort det Samme. For disse og flere taabelige og plumpe Udladelser mod vor første Hippolog, mødte han øieblikelige fra det tilstedeværende Publikums Side en velfortjent alvorlig Tiltale. Lidt ophidset derover reed han igjen et Par Gange rundt paa Banen og gjentog sin taabelige Forkyndelse, om at han var udfordreet ec; men modtog da igjen mange drøie og djærve Indvendinger og tilsidst den velfortjente Latter. Siddende paa Hesten tog han derpaa, formodentlig for at opflamme sine svage Aandskræfter til at imødegaae Opponenternes Argumenter, en dygtig Forfriskning til sig, hvilket dog ikke syntes at hjelpe meget. Omsider blev man kjed af dette Skuespil. Man hørte Stemmer "rid nu hjem", "vi har seet nok paa det Plougbæst", hvorefter Hr. N. i fuld Gallop reed ud af Porten. -  Ved slig Fremgangsmaade erindre vi os det velbekjendte: montes parturiunt & mus rediculus prorumpet. - Anmelderen vill haabe, at Hr. Dr. Neergaard, almindeligen anerkjendt som den Mand, der redeligen har talt Hesteavlens Sag, og vil dens sande Fremme, ei vil ændse Hr. N.'s ved denne Leilighed offentligen om ham brugte raa og uædle Udtryk, men oversee dem med taus Ringeagt, som de høiligen fortjene.
(Kiøbenhavnsposten. 3. august 1841) 

Maa trykkes:
C. Reiersen.
Kun under den Forudsætning, at de saakaldte "nathanske Hingster" ifølge Landvæsenskommissair Gustav Michelsens Annonce i den Berlingske Tidende nr. 116 s. A. vare kjøbte for Statens Penge og altsaa vare Statens Eiendom, samt at de, uagtet deres lydefrie Bygning, skulde anvendes til de jydske Hesteracers Forædling og Forbedring, - tillod jeg mig i mit Skrift (Resultatet af en Reise i Jylland o.s.v.) og nylig den Berlingske Tidende og Adreseavisen at yttre den Formening, at nævnte Hingster burde være Gjenstand for offentlige Discussioner, for at Vedkommende herved end nøiere kunde komme til Kundskab om deres sande Beskaffenehed og ikke med dem udsætte Landets Hesteavl for en ny Fordærvelse.
(Herefter beskrivelse af sagsforløb)
Skjønt Hingsten Cheer er den eneste af de saakaldte "nathanske Hingster", som jeg i nævnte Skrift - dog kun betingelsesviis - har omtalt som en nogenlunde brugbar Landbeskeler, saa anser jeg mig dog nu paa Grund af det forefaldne pligtig, her at udtale mig yderligere om denne Hingst, og at overlade det til upartiske Sagkyndige, som have seet og nøje undersøgt den, at prøve min Mening og møde den mod Rodgrunde og Modbeviser.
(Herefter redegøres for grundlaget for bedømmelsen: Cheer er bestemt til Stutteribrug. Øjne, manke, bov, forknæ, forskinneben, mv)
Resultatet af Foranførte er altsaa: At Cheer især formedelst dens svage Forbeen, ikke livlige Humeur, tunge, klodsede Bevægelser bør regnes til de aldeles middelmaadige Landbeskelere og kun som sådan bør taales formedelst dens colossale Størrelse, saalænge den for Landets Hesteavl ulykkelige Anglomanie finder sted, at der i et Nu skal opdrættes 12 qv. høie Heste, sande Konstproducter, der skyde sig i høiden paa Kraftens Bekostning, og som snart vil have til Følge, dersom den bliver almindelig udbredt over hele Landet, at man kommer til at ride paa Kjøreheste og kjøre med Rideheste og omsider til at savne Heste til de fleste Bruug, in specie til Cavalleritjeneste.
Frederiksberg By, den 3die August 1841
J. B. Neergaard.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 4. august 1841 (forkortet)) 

- Da Hr. Nathansen i Mandags fremviste sin Hest Cheer, havde denne et bredt hvidt Baand om Halsen, og i dette Baand hang en Art Orden. Da saae Folk grant, at Hesten maatte være af ædelt Blod; thi hvorledes skulde den ellers have faaet det hvide Baand?
(Corsaren. Nr. 40, 6. august 1841.)

- I Mandags foreviste I. Nathansen sin bekjendte Halvblodshingst Cheer paa Ridebanen for 24 Sk. à Person. Nathansen, som nu i sine Bestræbelser har faaet en mægtig Modstander i Hr. Generalkrigsckommissær Neergaard, hvem han i den imellem begge udbrudte Pennefeide næppe synes at kunne holde Stangen, benyttede Leiligheden ved denne Foreviisning, hvortil en stor Deel Mennesker havde indfundet sig, til at svække sin Modstanders Paastande saa meget som muligt. "Dyret er nu her" - sage Nathansen - "men Recensenten mangler". Thi Generalkrigskommissæren havde forud opfordret ham til, offentlig at forevise Cheer og sine øvrige Hingster, for at de kunne vorde bedømte af Sagkyndige, og nu indfandt han sig alligevel ikke.
Kjøbenhavn, d. 4. Aug. "Berl. Tid." for idag indeholder fra Generalkrigskommissær Neergaard en ufordeelagtig Bedømmelse af Nathansens Halvblodshingst "Cheer". Det første - siger Neergaard - jeg har at udsætte paa Cheer som almindelig Landbeskeler, ere dens kolossale Størrelse (efter Nath. 12 Qv, høi), formedelst hvilken den aldeles ikke passer til de jydske 10 Qv., 1-2 Tom, yderst sjelden 10 Qv. 4 Tom., høie Hopper, thi alle praktiske Stutterimænd ere deri enige, at Afkommet af Forældre af paafaldende ulige Størrelse vorder i Almindelighed vanskabt, svagt og lydefuldt, høibenet, mangler fornøden Brystvidde og Krydsvidde, har som oftest svage Lunger og maadelige Fordøielsesredskaber osv. Cheers Øie er lidet, med hensyn til racen dødt og bebuder ingen livlig, fyrig og kraftig Natur. Thi det er ikke blot Musklernes Styrke og Udholdende, men især dens Livskraft, der errkjendes af Øiet og dettes Blik. Jeg holder mig overbeviist om - siger Neergaard -, at den saakaldte "stærkbenede Cheer", ved blot at løbe det korte Veistykke fra Kiøbenhavn til Vibyhuus og tilbage igjen i et fortsat Trav, vil tabe sin ikke synderlige Munterhed og mulig befindes i en paafaldende flav Tilstand. 
(Dannevirke. 11. august 1841)

Hr. Nathansen bekjendtgjør nu i "Kbhpst.", at han foreløbigen har taget Forholdsregler til at indstævne Generalkrigscommissair Neergaard til at erstatte ham alt det Tab og Skade, dennes ubeføiede Reise til Jylland og hans udgivne Bog har bevirket. - Den Tid - siger Nathansen - vil snart komme, hvor jeg tilstrækkelig skal bevise, at jeg også denne Sag har den største Ret, og at Generalkrigscommisairens Reise var mere for at skade mig end at fremme Hesteavlen i Jylland.
(
Dannevirke. 14. august 1841) 

Efter Forlydende agter Hr. Nathansen at forlade Kbhavn. med Cheer, og gribe de virksomste Forholdsregler, for at sætte sin Plan til den danske Hesteavls Forbedring iværk.
(Dannevirke. 8. september 1841)

Altona 1842-1843

MedKøbenhavns politimyndigheder på nakken, flyttede Nathansen til Altona i 1842. Her levede han bl.a. af almisser fra hans jødiske trosfæller. Som han dog efter nogle måneders forløb lagde sig ud med. Der opstod en voldsom modstrid med den lokale jødiske menighed

I slutningen af januar 1843 meddelte han derfor offentligt i aviser at han ville lade sig døbe sammen med kone og to døtre i Hamborg. Jacoby-kirkens hovedpastor Schmaltz døbte ham herefter, og ved samme lejlighed skiftede han navn fra Isaac Nathansen til Michael Leonard Nathanson. Det er sikkert ikke en tilfældighed. Hans navn kan forveksles med redaktørens for Berlingske Tidende, som han også var raget uklar med. Herefter udgav han et par pjecer imod jøders ret til at være borgere mm.

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderlev
den 3. Jan. 1842.

[Nathansen forklarede her om hesteavlen i Jylland]
(Dannevirke. nr. 54. 5. januar 1842 og Dannevirke. Nr. 55. 8. januar 1842)

(Annonce for Nathansons heste og hvor de er stationeret i Jylland)
(Dannevirke. 5. januar 1842) 

Private Avertissementer.
Da jeg har havt alt for meget at bestille med Kammerraader, og herefter vil faae endnu mere at bestille med dem, saa tillader min Tid ei at føre en Pennekrig med Kammerraad Dalgas, og derfor vil jeg eiheller værdige denne Kammerraad nogensomhelst Svar paa hans Inserat i Veile Avis nr. 154. Blot dette tillader jeg mig at sige det ærede Publikum, at min Virken for Landets Hesteavl er bekjendt fra Skagen til Elben og paa det Bedste anbefalet og understøttet af alle høivedkommende Autoriteter og enerkjendt for gavnlig af enhver fordomsfri Landmand, ligesom mit Værn er Landets Love.
Skulde Hr. Dr. Neergaard også ville gjøre sig latterlig her i Amtet, kan vel Ingen have noget derimod, og allermindst jeg, men om han vil blive saa godt modtaget her, som hos hans Ordfører, Kammerraad Dalgas, derom tvivler vist Enhver.
At Kammerraaden har gjort sig endnu latterligere end Doktoren, beviser "Kjøbenhavnsposten" Nr. 127 f. A., hvor hans Adfærd mod mig er omtalt, og derfor værdigede Kancelliet ham intet Svar paa hans skraalende Klage.
Til Dato ere mine Modstandere i Hingstsagen følgende: Dr. Neergaard, Kammerraad Dalgas og Krokonen i Bodum Kro, som ogaa vil misrekommendere mine Hingster.
Haderslev, d. 6. Jan. 1842.
I. Nathansen.

_________________

Da det Spørgsmaal allerede er gjort mig af Mange, hvad der foranledigede mig til at anklage Hospitalsforstander, Hr. Kammerraad Andersen i Randers, hvilket har været omtalt i alle offentlige Blade, saa vil jeg foreløbig henvise til Kjøbenhavnsposten Nr. 105, 260 for Aaret 1839; thi i Cancellliet afleverede jeg den Gang min i alle Henseender velbegrundede og med Vidners Underskrift forsynede Klage. Vel blev den Gang tvende Gange givet Ordre til at Sagen skulde strængt undersøges, men hvorledes den blev undersøgt, er jo almindelig bekjendt. Bliver Hospitalsforstander Andersens embedsførelse med den fornødne Strænghed behandlet, saaledes som det nu skeer i Vensyssel, hvor vigtige Ting skal opdages, da vil vist saa graverende ting komme for lyset, at de aldrig have kunnet harmonere med de pligter, der hvile paa en Hospitalsforstander; thi et Hospital skulde dog vel kun være et Tilflugtssted for Alderdommen og for den Ulykkelige, men ingenlunde afbenyttes til andre ting.
Skal Borgerettigheden ei oftere paa det grrusomste krænkes i Sanmark, saa haaber jeg, og vel enhver dansk undersaat med mig, at denne Sag grundigen bliiver undersøgt, og at det mørke Slør, som indhyller mine Anliggender, engang bliver lettet.
I. Nathansen.

___________________

Om kort tid vil en af mig forfattet Brochure, betitlet: "Recensenten og Dyrene, eller Dr. Neergaard og mine Hingster", som i disse Dage er under Pressen her i Byen, udkomme i Boghandelen, hvilket nærmere skal vorde bekjendtgjort.
Haderslev, d. 7. Jan. 1842
I. Nathansen.

(Dannevirke. 8. januar 1842)

Fremsagt ved Forsamlingen i Haderslev den 3. Jan. 1842 af I. Nathansen.
(Slutning)
Væddeløbene, som næsten i hele Verden ere anpriste, som det eneste og sikkreste Middel, hvorved Hesteavlen befordres, bleve i Jylland behandlede med en Slags Ligegyldighed, ja endogsaa som Modesag, hvilket foraarsagede, at Hesteopdrættere tabte Lysten til at producere den ædle Hest, ja de have endog givet Anledning til allehaande pøbelagtige Exesser ved sidste Væddeløb ved Randers. Stutteribesigtigelserne, som vist enhver Sagkyndig maa anprise som en god Indretning, bliver ligeledes hos os behandlet meget lunkent, thi de Mænd, som egentlig ere bekjente med den jydske Hesteavl, fungere jo ei som Stutterikommissairer.
Men idet Sted bereises Landet af Mænd, som formeentligen maa have de fornødne Kundskaber dertil, men vi have dog læst i offentlige Blade, at deres Færd meget dadles, og det af en Mand, som en Doctor Neergaard, som idet mindste tilforn gjalt meget i Jylland.
Dog Neergaards Dom over Stutterikommissionens Handlinger i de senere Aar ville vi lade staae ved sit Værd, idet man ogsaa læste i hans udgivne Brochure, at han deri roste en Mand, som han forhen dadlede meget, følgelig er hans Dom derved beven meget vaklende. Men slige heterogene Gjenstande have betydeligt skadet Hesteavlen i Jylland.
[Over ½ spalte uddybes dette yderligere, og Nathansens fortjenester i forhold til oprettelse af hestemarkeder og hesteopdræt fremhæves]

(Dannevirke. 8. januar 1842)

- Den forløbne Hestecharlatan, Hr. I. Nathansen "aus Kopenhagen", synes nu at have forbundet den Skam, han i afvigte Sommer indhøstede, da han havde indbudt Publicum til paa Christiansborg Slots Ridebane at besee sine klodsede og tildels spatlamme Hingster og høre dem bedømme af den kyndige Hippolog, Generalkrigscommissair Neergaard, men, saasnart han saae Generalkrigscommissairen paa Pladsen, rede til at begynde Besigtigelsen, fandt for godt at unddrage sig samme ved en ilsom Flugt, og derpaa af Øvrigheden skal have faaet Tilhold at forlade Kjøbenhavn, for ikke tiere at give offentlig Scandale. Han er nemlig ankommen til Haderslev og vil nu lyksaliggøre dette Amts Beboere med sine Halvblodshingster, som hans utaknemmelige Fædreland, det egentlige Danmark, har sat saa liden Pris paa. Et Menneske, som Hr. Nathansen, var naturligvis temmelig uskadeligt, hvis han ikke grebes under Armen paa en noget mysterieux Maade enten af det offentlige eller af Personer, der staae i Forbindelse med dette, hvis han ikke gjennem Kanaler, der enten ikke kjendes eller ikke tær nævnes, fik offentlig Understøttelse. Men naar disse Omstændigheder tages med i Betragtning, saa burde saa meget mindre noget Blad, der vil gjelde for patriotisk og velanstændigt, aabne sine Spalter for hans fjantede Snak og skrydende Udfald imod Mænd, hvis Skotvinge han ikke er værdig at løse. Dette henstille vi til Overveielse af "Dannevirkes" Redaction. 
(Fædrelandet. 10. januar 1842)

Paa Grund af Deres Annonce i Dannevirke Nr. 55 d. A., tager jeg mig herved den Frihed at meddele Dem, at jeg i Dag har sendt Herr Generalkrigscommissair Neergaard og min Fader, Kammerraad Dalgas, hver et Exemplar af dette Nr. - At sende et til Krokonen i Bodum overlader jeg til Dem; men da min Fader for øieblikket er syg, tillader jeg mig at anføre:
1) Eftersom de kjøbenhavnske Blade her kun læses af Faa, saa er det ubekjendt, at De er den, som i disse først har angrebet min Fader, og altsaa selv yppet Striden med ham.
2) Er De ikke, Hr. Nathansen, den, som har gjort sig latterlig, og det i høieste Grad? Viser ikke tydelig Deres Fremfær i Kjøbenhavn dette? Ligne Deres Optog der ikke et omreisende Beriderselskabs Indtog i en lille Stad? Og, saae De Dem ikke nødsaget til, i fuld Gallop at forlade Skuepladsen, forfulgt af flere hundrede Gadedrenge? Benægt dette, om De kan.
3) Beklager jeg Dem ret meget, at De var saa kortseende at opfordre Generalcommissair Neergaard, (hvem De selv ofte har kaldet Dannemarks første Veterinair) til Dommer over Deres Heste. Havde De valgt en ukyndig i dette Fag, som saa mange af Deres Attester maaske kan opvise Navnene paa, vilde vist Deres Hestesag have havt en heldigiere Fremgang, og
4) Ønsker jeg, at De og Deres Collegaer (Hestene) ikke skulde see Dem nødsagede til, saa hurtigen at forlade Slesvig, som Sjælland og Jylland.
Haderslev d. 12. Jan. 1842
J. A. Dalgas.

(Dannevirke. Nr. 56. 12. januar 1842.)

(Referater fra Dannevirke, Lyna m.fl. dels om hestesagen, dels om Dalgas. Bladet bragte endvidere i den følgende tid løbende opdateringer fra andre blade.)
(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1842)

Til Hr. J. A. Dalgas hersteds.
I Anledning af Deres inserat i Dannevirke nr. 56 maa jeg tilmelde Dem, at jeg igaar har sendt et Exemplar af hiint Nr., med samt Deres intetsigende Ytringer, til min Fader, som fortiden opholder sig i Hamborg; og da maaske de tydske Blade ei læses af Dem, saa tillader jeg mig at sige Dem i Henhold til
Nr. 1. At de vist kun meget lidet kjender til Striden mellem Kammerraad Dalgas og min Fader, og paa Grund heraf veed De eiheller, hvo der har begyndt Striden.
Hvad Nr. 2 angaaer, da veed jeg meget vel, at et Menneske af Deres Begreber forundrer sig, naar han seer en tildækket Hest; og hvad De med Deres flere hundrede Gadedrenge siger, kan jeg frit erklære: er Usandhed.
Nr. 3 og 4 vil jeg overlade til min Fader at besvare Dem, naar han kommer hertil. Iøvrigt kunde jeg give Dem et godt Raad, nemlig ikke at befatte Dem med Ting, som De ei forstaaer; thi et gammelt Ordsprog siger: "Skomager blev ved Din Læst!"
Haderslev. d. 14 januar 1841.
M. Nathansen.

(Dannevirke. 15. januar 1842)

Med Hestemanden Nathansen er Hestestriden flyttet over til Slesvig, navnlig til Haderslev. Efterat "Dannevirke" først hade taget sig af Hr. Nathansen har han i "Lyna" ladet indrykke en særdeles skjøn Anbefaling, som han har faaet af en anden virksom Hesteelsker, den ogsaa fra vor Væddeløbsbane bekjendte Hr. Völckers til Lehmkuhlen ved Kiel. Desuden har Nathansen selv ladt et Stridsskrift mod Dr. Neergaard trykke under titel: "Recensenten og Dyret", men det har fristet den Skjæbne at blive lagt under Beslag c: konfiskeret, af Politimesteren i Haderslev, Etatsraad Schrader.
(Kiøbenhavnsposten. 15. januar 1842)

"Dannev." mener, at "Forvisningen om, at Hr. Nathansen ikke alene har besluttet at nedsætte sig i Haderslev, men allerede nu har bragt Saadant i Udførelse, for i Amtet at virke til Hesteavlens Fremme, vil opvække Glæde hos alle Omegnenes Hesteopdrettere, og sikre Udsigten til Hesteavlens hurtige Opsving." (Prosit! siger O. L. Avis.) Af samme Blad erfarer man, at bemeldte Hr. Nathansen har d. 3. ds. i Haderlev, for en stor Forsamling af sagkyndige Landmænd, i Overværelse af regimentschefen og tvende af Østeramtets Herredsfogder, viist 5 af sine Halvblodsingste, der alle vandt udeelt ifald. Adonis blev forud underkastet et lovligt Syn af Hr. Agent Petersen og Hr. Dyrlæge Hansen. Efter Præsentationen bestemtes af Forsamlingen de Steder, hvor Hingstene foreløbig passeligst kunne udstationeres, næmlig i Haderslev og i Vonsild Kro. 
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 17. januar 1842)

Dannevirke. 29. Januar 1842. 


Dannevirke. 5. februar 1842.




Private Avertissementer.
Herved tillader jeg mig at anmelde, at de Hesteopdrættere i Haderslev Amt, som tidligere have ladet deres Hopper bedække af Cheer, imedens den stod paa Petersholm, have indberettet til mig, at alle disse Hopper ere drægtige. Saagar en Bonde i Øddis har anmeldt for mig, at en ham tilhørende Hoppe er drægtig ved Cheer, uden at jeg finder anført i Bedækningslisten, at denne Mand har ladet Cheer afbenytte paa Petersholm. Jeg opfordrer derfor Hr. Lorensen paa Petersholm til offentlig at bekjendtgjøre, om Bonden i Øddis, Haderslev Amt, har faaet en Hoppe bedækket hos Cheeer, imedens den stod paa Petersholm, eller ikke, thi paa Bedækningslisten findes Bondens Navn ikke.
Haderslev den 15. marts 1842
I. Nathansen. 

(Dannevirke. 16. marts 1842)




Præmieuddeling af 500 Rigsbankdaler
for 62 Hopper

(Udfærdiget i Haderslev d. 25. marts 1842. 1 spalte.)

(Dannevirke. 26. marts 1842)

Der hviler et forunderligt mystisk Slør over det rette Sammenhæng med Kjøbmand eller Hestehandler I. Nathansen og hans Forhold til det Offentlige. Han og hans Sager ere som Skovbækken, hvis brusende og larmende Løb man kun paa enkelte Steder kan forfølge med Øiet, men hvis Udspring og øvrige Løb er skjult og ubekjendt.
Det Første, man hørte om ham, Begyndelsen til den Offentlighed, han senere har erholdt, var, at han var bleven indespærret som gal i Randers Daarekiste. Det var ingen brillant Begyndelse; men det var dog altid en Begyndelse. Det Næste var, at han havde giendrevet alle Beskyldninger for Galskab ved den saare fornuftige Handlemaade at løbe bort fra alle de Daarekister, hvori man atter og atter indespærrede ham.
Der hengik en Tid, og man hørte Intet til ham; men pludselig kommer en Brochure tilsyne, hvori han paastaaer, at hans Indespærrelse ere blevne foranledigede ved Cabale, ved skiendig Misbrug af Landets Love, ved 26 falske Vidner, ved en Embedsmands falske Forhørs-Optagelse o.s.v. Dette var en forunderlig Sag, men endnu mere forunderligere var det, at vedkommende Embedsmand, der nævntes ved Navn, og at flere af de "falske" Vidner, der ligeledes nævntes ved Navn, taug stille dertil. "Man ansaa Manden for gal", vil man sige. Nu vel; men saa kommer et endnu forunderligere Resultat ud; thi andre og stærkere Beviser tale for, at han ikke blev anseet for gal.
Nathensen havde ofte den Lykke at blive stedt til Audiens hos Hs. M. Kongen. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen var, som "Fædrelandet" i sin Tid berettede, Entrepreneur for et stærkt Hurra for Hs. M. Kongen ude i Sorgenfri. Følgelig var han ikke gal.
Nathansen har af Statskassen erholdt flere tusinde Rigsbankdaler, hvorfor han har indkjøbt Heste. Disse Heste har han stationeret paa forskjelige Steder i Jylland og Hertugdømmerne, og et Par af dem nyde endog den Lykke at være tingede i Kost i Aalborg af selve Statssecretariatet for Naadessager. Den Naade, der vises Nathansen, er altsaa saa stor, at den endog udstrækker sig til hans Heste; men en Mand, der nyder saadan en Naade, er ikke gal.
"Hr. Nathansen er altsaa ikke gal?" - Ja, her komme vi igjen i Forlegenhed; thi der er igjen stærke Beviser for, at han jo er det. Herr Generalkrigscommissæir Neergaard, Landets første Veterinair og Hestekyndige, har nemlig paa det Bestemteste erklæret, at Nathansen ikke er rigtig klog. Han har desuden angrebet Nathansens Heste og givet dem de afskyeligste Tilnavne, saasom: uædle, elendige, gemene, bukbenede, spekkammede, platfodede, bare- og beenspattede Markdyr.
Hr. Nathansen kunde ikke lade dette sidde, hverken paa sig eller sine Heste, og imellem de to Mænd er derfor udbrudt og til Dato fortsat en Strid. De udgive vexelviis Bøger. Hvert med "Resultatet af sin Reise" De ligne Bierne, der ved deres Tilbagekomst til Kuben, samvittighedsfulde stryge det Voxstøv af dem de have samlet ved at krybe ned i Blomsterne.
Det sidste Ord har Hr. Nathansen foreløbig havt. I disse Dage er nemlig udkommet en ny Brochure fra ham, som forsikrer, at Hr. Nathansen har Ret og Dr. Neergaard Uret. Et retfærdigt og efter Grunde dømmende Publicum kan nu tage Parti. Vi tilføie kun, at Hr. Nathansen slutter sin lille Bog med den skjønne og sikkert mange Hjerter vindende Forsikkring, at han stedse vil have Tillid til Gud i Himlen, arbeide for Danmarks Hesteavl og elske sin Konge og sit Fædreland.
(Corsaren nr. 84, 29. april 1842, s 168)
(Artiklen er citeret i Dannevirke. 4. maj 1842) 

Altona, d. 8. Febr. Den bekjendte Hestehandler I. Nathansen er igaar i Hamborg tilligemed sin Kone og to Døttre traadt over til Kristendommen. De bleve døbte af Pastor Greineisen, efterat de havde aflagt deres Troesbekjendelse. Hr. Nathansen fik i Daaben det af ham selv valgte Navn Michael Leonhard. En anden af Hr. Nathansens Døttre er allerede for to Aar siden i Kjøbenhavn traadt over til Kristendommen.
(Dannevirke. 15. februar 1843) 

- Nogle Jøder lader sig døbe ifølge Overbeviisning. Andre af Lyst til verdslige Guder og Behgaeligheder, men Hestehandler Nathansen har ladet sig døde af - Chikane.
(Corsaren. Nr. 163, 27. oktober 1843)

- Redacteuren af den "Berlingske Tidende", Hr. Grosserer M. L. Nathanson, har fundet sig foranlediget til at bekjendtgøre, at de to Flyveskrifter: "Vorschläge zur Verbesserung des Pferdezucht", og "Wie ist eine Emancipation der Juden zur allseitigen Zufriedenheit in Hamburg und Altona zuvermitteln," af M. L. Nathanson, som i disse Dage anmeldes som udkomne, ikke ere af ham, men at Forfatteren er Hr. Nathanson fra Randers, der nu, ved sin Overgang til den christelige Religion, har forandret sit navn til "Michael Leonard Nathanson" 
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 31. oktober 1843) 

Hr. Cosar!
Da De er, hvad man kalder "et forslagent Hoved" vilde jeg gjerne bede Dem sige mig lidt Besked med Noget, som jeg paa ingen Maade kan hitte ud af. De veed nok, der er to Nathanser: den ene, det er ham den gale Nathansen, der altid har havt saa meget at gjøre med Heste, den anden skulde være ham, som giver Bladet ud. Saadan har jeg ogsaa altid troet; men nu forleden Dag seer jeg et Par Bøger i Avisen, som handler om Heste eller saadant noget lignende, og de skal for ganske vist være af den gale Nathansen, og dog staaer der: M. L. Nathansen, accorat som det kunde være Bladet selv. Nu spørger jeg Dem, hvem er den gale, og hvem er den kloge Nathansen? Jeg har rigtignok holdt Bladet nu paa tredie Aar, men jeg vil være bansat, om jeg kanblive klog derpaa. Det rijæleste var jo vel at spørge sig for hos Manden selv; men det synes jeg nu igjen er saa inderligt flaut, hvis det er, som jeg halvveis er bange for, og desforuden saa husker jeg nok fra, da jeg var Kvartermester paa Bidstrup: de Godtfolk, der havde Sviin på Skoven, vilde aldrig selv være ved det.
Ærbødigt
Hans Jensen Rølleskov,
Høker og Abbenent paa den
berlingske Tidende.

Hvis brevskriveren ved "et forslagent Hoved" forstaaer: En, der faaer paa Hovedet, kunne vi naturligviis Intet indvende mod en saadan Titel, siden Cancelliet har været saa god at abonnere paa vort Blad, ja sommetider paa hele Oplaget. Hvad selve den omspurgte Sag angaaer, da maae vi med Skam bekjende, at det har været os ligesaa umuligt, som den ærede Brevskriver, at komme paa det Rene dermed.
Red.
(Corsaren. Nr. 164, 3. november 1843)

Indlagt igen: 1844

I 1844 blev Nathanson indlagt på Bistrupgård igen. Dog ikke som sindssyg, men fordi han ikke havde betalt en bøde fra 1841 på 20 daler. Det fremgår ikke helt klart hvad sagen gik ud på. Formentlig har politiet overdraget ham til hospitalsvæsnet fordi man vidste han ville blive endnu mere sindssyg af at være indespærret? Nathanson selv beskriver denne periode som sin litterære periode, og den kulminerede med overtagelsen af Corvetten Politivennen i 1845.

Den bekjendte Hestehandler Nathanson skal nu for sjette Gang indespærres i Daarekisten på Bidstrupgaard; Hans Kone har ladet udgaae et Opraab til det Hamborger- og Altonaer-Publikum hvori hun fortæller, at hun, da man for fem Aar siden vilde indespærre hendes Mand paa Bidstrupgaard, frelste ham ved at indgive en Klage til det danske Kancelli. Nu anraaber hun, "som Christenqvinde", sine "Medchristnes" bistand; hun fortæller, at Grev von Blücher-Altona hidtil har forhindret hendes Mands sjette Indspærring; at hans Paarørendes Hævngjerrighed imidlertid er grændseløs, og at han nu alligevel skal indspærres sjette Gang paa Grund af en Mulkt paa tyve Daler, som han allerede blev idømt 1841. "Skulde denne haarde Skjæbne vække Deeltagelse", skriver hun: "saa maa Hjælpen komme snart, hvis en Familie, der har søgt Redning i Christendommens Skjød, skal holdes paaføde. Min Mand har aldrig været gal, men man vil med Magt knuse ham. (Randers A. siger, at N. ikke skal indespærres i en Daarekiste, men at hans Indespærring hidrører fra en Mulkt, som han er idømt og som han, i Mangel af Betaling, skal afsone med hensidden paa Vand og Brød).  
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 21. oktober 1844) 

- Hestehandler M. L. Nathanson, som for to Aar siden, med sin Kone og sine to Døttre, traadte over til Christendommen, har en Søn, 24 Aar gammel, som i disse Dage skal døbes i Jacobykirken i Hamborg. Hamborgerblade omtale, at Hr. Nathanson kan gjøre Regning paa en fast Ansættelse, hvoraf han kan leve. Ved samme Leilighed fortælle de, som noget Mærkværdigt, at hans Moder, som ogsaa har havt et meget bevæget Liv, og som opholder sig i Randers, har opnaaet en Alder af 102 Aar, og er i fuld Besiddelse af alle sine Sandser. Hun er en født Polakinde.
(Flyveposten. 27. februar 1845)

- Hr. Hestehandler Nathansen har i "Bergedorfer Wochenblatt" ladet indrykke et Digt, hvoraf vi, i Oversættelse, levere følgende Stropher som Prøve:

Sex samfulde Aar jeg nu har lidt,
Som Mand har jeg baaret mit Kors og Stridt;
Men - ikke tilfreds med denne Bod -
Man vil mig berøve mit Hjerteblod!

Mit Valgsprog var stedse "Ret eller Død!"
Nu sukker jeg i den dybeste Nød.
for at faae, hvad Kone og Børn behøver,
Jeg maa nu blive Betler eller Røver
(Aarh. Av.)

(Flyveposten. 1. april 1845)

- Der gives visse Tilfælde, hvor Offentliggiørelse af Eet og Andet, der ellers ifølge sin Natur ikke hører Hjemme under samme, kan være en bydende Nødvendighed for Vedkommende. Hr. Michael L. Nathanson - forhenværende Kiøbmand i Randers - har tilstillet os følgende Ansøgning til Kongen med Anmodning om at optage samme, og vi har af den Grund ikke villet negte Optagelsen, som vi fuldkommen vel veed, at Avertissements-Tidenderne, hvorunder ellers Artikler af denne og lignende Natur mest passende henhører, ikke optager nogensomhelst Artikel, som vedkommende Udgivere kunde have den allerfierneste Skygge af Formodning om, at de i allermindste Maade kunde være høie, høiere eller høieste Vedkommende ukiær, fordi disse Blade - og i Kiøbenhavn Berlingske Tidende og Adresse-Avisen - er allernaadigst privilegerede og paa Grund deraf i en fuldkommen slavisk Afhængighed, med mindre de først betryggende har forvisset sig om, at høie, høiere og høieste Vedkommende ikke vil see unaadig til dem for Optagelsen, eller med andre ord: at det allernaadigst er tilladt, og da disse nysnævnte Blade aldeles ikke har noget andet Formaal end at trække saa meget Guld og saa mange blanke Stykker af Publikums Lomme, som muligt og da de i saa Henseende giør en ublu rig Høst paa deres ofte fattige Medborgeres Bekostning og dette skeer under hans Majestæts allernaadigste Beskyttelse og ved Allerhøistsammes allernaadigste Bistand, saa er det jo meget naturligt, at ethvert Ord, enhver Tøddel maa overveies paa det Nøieeste og de fornødne Betænkninger indhentes paa vedkommende Steder uden hensyn til Publikums Fordringer, som man naturligviis blæser af - i det Mindste indtil videre - ved Tanken om en saadan Beskyttelse som hans Majestæts egen alleerhøieste. Hr. Nathansons Ansøgning lyder som følger:

Allernaadigste Konge!
Naar jeg i dybeste Underdaning for sidste Gang nærmer mig Deres Majestæts Trone, saa nærer jeg den fasteste Overbeviisning om, at Danmarks ædle Konge utvivlsomt nu vil redde en Familie fra Undergang. "Christian den Ottende er retfærdig og naadig!" disse høist betydningsfulde Ord udsendte jeg over hele Landet, forinden jeg betraadte Deres Majestæts Residents, for at sikre mig for, at mine hevnsyge Slægtninger ei maatte fornye deres skandaløse Handlinger imod mig. I tre samfulde Aar har jeg blandt Deres Majestæts Tydske Undersaatter, om end stundom kummerligt, dog levet tilfreds; dette Gode har i mit Fædreland ei endnu været mig til Deel. Majestæt! en af deres tro Undersaatter, som ei allene har den Lykke personlig at være kiendt af Deres Majestæt, men endogsaa tør sige, uden at træde Beskedenheden for nær, at have gavnet sit Fædreland, beder sin Konge om Retfærdighed. Alle tænkelige skriftlige Beviser til at oplyse en Sag, hvorpaa min og Families Fremtids Vel beror, er nu i mine Hænder, og mange Veltænkende seer med Længsel dens Tilveiebrigelse imøde. Mine Slægtninger derimod maa bede Deres Majestæt om Naade, thi uden den vilde være tabt, naar Sagen paa det "Strengeste og Nøiagtigste" undersøges. Derfor, min allernaadigste Konge! De besidder jo tvende gode Egenskaber: Retfærdighed og Naade; tildeel os dem, da først vil Fred og Ro kunne tilbagevende i en Familie, som i sex samfulde Aar forgieves smegtede efter deres Ret. Vende tilbage til Kone og Børn uden at have seiret, det kan jeg ei; hellere vil jeg falde der, hvor Misgierningen udøvedes mod mig. Men Deres Majestæts høie Viisdom vil visselig ogsaa i denne Sag bevise Alle og Enhver at "Dannmarks Konge er retfærdig og naadig.
 Kiøbenhavn den 21de Juni 1845
Deres Kongelige Majestæts
allerunderdanigste
Michael Leonard Nathanson.
(Morgenposten. 26. juni 1845)

Hr. M. L. Nathanson har bekjendtgjort Følgende: "Da jeg har bragt i Erfaring, at det Rygte skal være udbredt, at min søn Michael Nathanson, Smedesvend af Profession, skal have indlagt sig her i Sølvgadens Kaserne under det Navn Minden, for ei alene at ombytte sin Profession med Musketten, men tillige for at overtræde til den christelige Religion, saa nødsages jeg herved at bringe til offentlig Kundskab, at min Søn allerede for nogle Aar siden er traadt over til Christendommen i Tydskland, og at han foretrækker at arbeide for sit Brød som Smed i Altonas Jernbanegaards Smedie og Maskinværksted. Jeg har nøie erkyndiget mig og erfaret, at det er min Brodersøn fra Randers, hvis Fader ogsaa optraadt som Vidne mod mig, af Hævn, fordi jeg alt dengang tænkte paa at træde over til Christendommen. Nu kunde Faderen anvende alle sine Kunster for at formaae en Læge til at give ham en Attest, at Sønnen ikke er ved sine fulde 5 Sandser; thi at træde over til Christendommen blot af den Aarsag at blive Soldat, dette Motiv er vist ei christeligt. Pastor Glahn skal undervise ham i Christendommen og en Excerceermester af 4de Bataillon i Militairvæsenet."
Samme hr. Nathanson fortæller i tydske Blade, at da han nys overrakte sin Promemoria paa Sorgenfri, sagde "einer von dem König seinen hochangestellten Höflingen" til ham at hans Majestæt havde et godt Øie til ham, og spurgte han derhos, om han ikke var bange for Kongen, hvorpaa han svarede: det glædede ham, at Kongen havde et godt Øie til ham. I forrige Tider kunde han ikke nægte, at han havde været bange for ham; men dengang var han Jøde. Nu var han derimod Christen, og aldenstund Christendommen støtter sig paa Kjærlighed, saa elsker han nu Kongen og frygter ham ikke meer. - Med denne Besked reed Adjudanten til Bernstorff, hvor Kongen lod sig male af en tydsk Kunstner, og samme Dag var Nathanson's Promemoria i Hs. Ms. Hænder.



Corvetten Politivennen og Corsaren 1845-1846

I 1845 overtog Nathanson Politivennen og omdøbte den til Corvetten Politivennen. Støtten kom fra Christian 8. og var betinget af at han angreb Corsaren, se "digtet" under citatet fra selvbiografien. Men Nathanson havde også sit personlig mål med bladet, nemlig som han fortalte i sin selvbiografi at få sin personsag dømt i Højesteret. For at gøre det, fik han reverset om at afholde sig fra sagen omstødt:

Da min fortjeneste ved literaire Arbeider aftog, reiste jeg med Familie tilbage til Kjøbenhavn, og begyndte udgivelsen af et Ugeskrift: "Corvetten Politivennen", for ved hjælp deraf atter at faae min Sag bragt paa Bane, at den dog omsider kunde blive paadømt i Høiesteret. En Skrivelse, som jeg har ihænde, fra afdøde Geheime-Etatsraad Adler, løste mig, eftre kongelig Befaling, fra Reversets § 5.
Ja selv det høikgl. danske Cancelli troede sig foranlediget til at anlægge Sag imod mig, fordi jeg skrev i det af mig redigerede Blad en Artikel med Overskrift: "En Læges Christenkjærlighed eller en ung Piges skjændige Forførelse i et Hospital."
Den dulige Criminalretsassessor, Hr. Justitsr. Rothe, blev altsaa ved en Cancellieordre befalet at invitere mig til sig i Criminalkammeret. Tende Gange havde jeg den Ære i at Venskabelighed at underholde mig med denne kloge Forhørsdommer; han ønskede gjerne at vide noget nøiere om hiin Artikkels Indhold; ja det gik endog saa venligt til, at Justitsraaden tilbød mig, paa en kort Tid at drage Omsorg for mit Ophold og min Forpleining. Men idet jeg ei var saa let at besnære, som hiin bekjendte Flensborger Telegraphist, og ikke fandt mig foranlediget til at sige, at hiin Hospitalsaffaire, som kunde være passeret i Otaheiti, ogsaa kunde passere paa et Hospital, hvorom dengang i Almindelighed fortaltes allehaande Historier, henholdt jeg mig til Slutningen af vor Samtale blot til det i Aaret 1840 udstædte Revers § 5, hvilket jeg lod føre til Protokols - og dermed fandt Cancelliet sig fuldkommen tilfredsstillet.
Endelig da jeg i "Corvetten" havde omtalt flere graverende Historier, lykkedes det mig det attraaede.

- Flyveposten har optaget af dette af Hr. Michael Leonard Nathanson redigerede nye Blad "Corvetten" følgende Prøver, "der vise af Bladet "Den Galende Hane" ikke vil staae isoleret i Litteraturen, samt at Manden har Methode":

Frederik den Sjette var det
Som holdte paa Lov og Ret.
Det var ikkun hans Lyst og Fryd
Han var Danmarks Stolthed og Pryd.

Dengang den gamle Konge sit Land bereiste
Æresporte overalt ham man reiste;
Thi han var Landets Fader
ei længe leve raabtes i alle Gader.

For hans efterladte Dronning jeg vil bede
At Gud hendes Vei maatte lede
Til Held og Lykke for Prindsesse Caroline
Det samme jeg ønsker for Prindsesse Wilhelmine.
__________________
Den Første med hvem jeg i Skranken vil træde
Det er "Corsarens" Goldschmidt i Løvstræde
Ei med Pistoler, ei helller Kaarde jeg vil slaae
Men see skal man, hvem af os i Landskraft skal bestaae.

Det ærede Publicum skal være Dommer
Til hvem de fleste Abonnenter kommer
Og den som gjør den Anden "Storslem"
Med Seierskrandsen ganger han hiem.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 16. august 1845)

("Den Galende Hane" var grundlagt af hattemager G.A. Müller og udkom 1827-29. Müller var optaget af sine egne konspirationsteorier, og der gik sport i at få Müller drukket beruset og til at skrive de mest vanvittige ting i bladet som efterhånden ruinerede både ham og hans familie. (J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, Gyldendal, 1910, s. 282-284. Se også Politivennen).

Den periodiske Presse er i denne Tid bleven "beriget" med et nyt Ugeblad, der kalder sig "Corvetten Politivennen" og redigeres af den bekjendte hippolog Nathanson. Enhver, der tilfældigvis har kastet et Blik i et af de udkomne numere af dette quasi Blad, vil naturligvis strax indsee, at det ikke er for Bladets egen eller dets Indholds Skyld, at nogen finder det Umagen værdt at omtale det med et Par Ord; det er kun for at henvende Opmærksomheden paa det sørgelige Tidens Tegn, der gjør det muligt, at en saadan Entreprise kan bestaa. Men, vil man billigen spørge: kan da denne Entreprise virkelig ventes at kunne bestaa? - eller med andre Ord: har da "Corvetten Politivennen" virkelig Abonnenter? - Ja! den ikke alene har Abonnemter, men den tæller endogsaa blandt disse flere ansete og betydelige Navne. Indsenderen heraf er kommen til Kundskab herom derved, at han ogsaa var en af dem, der blev beæret med et Besøg af Hr. Nathanson, og anmodet om at tegne sig paa den medbragte Abonnentliste. Efter Indsenderens Forsikring, at han aldrig subskriberede paa Noget, som han ikke vidste hvad var, udbrød N. i Forundriing over, at man kunde betænke sig paa at understøtte et Blad, der vilde ødelægge "Corsaren". Da Indsenderen nu paa ingen Maade vil have nogen Deel i at ødelægge "Corsaren", skjønt han just heller ikke er bange for, at "Corvetten Politivennnens" moderiske  Planer ville lykkes den, erklærede han endnu engang, at han ikke vilde abonnere, hvorpaa hr. Nathanson forlod ham. Men den fremlagte Abonnentliste, hvori Indsenderen imidlertid havde kastet et Blik, indeholdt virkelig flere ansere Navne, som man mindst skulde vente at findepaa et saadant Sted. Vel er det ikke rimeligt, at disse Mænd have tegnet deres Navne, for i Virkeligheden at understøtte Entreprisen, eller fordi de troe, at hr. Nathansons Planer med Hensyn til "Corsarens" Ødelæggelse i mindste Maade ville lykkes ham; sandsynligvis er det kun Medlidenhed, der har bevæget dem til at yde deres Skjærv paa denne Maade, eller maaske blot Ønsket om at blive den qvit, der præsenterede dem Listen. Det er mod denne paa urette Maade anvendte Medlidenhed at Inds. føler sig opfordret til at udtale sig. Trænger en Mand virkelig til Understøttelse, da er det vistnok meget smukt, at de der kunne det, hjælpe ham efter Evne, især hvvis han fortjener en saadan Hjælp. Men dette kan skee paa tusinde andre, mere passende Maader, end ved at ophjælpe en Entreprise, der dog aldrig kan medføre nogen Gavn, men derimod megen Skade. Exemplet har allerede smittet tilstrækkeligt, og det vil ikke vare længe, inden Enhver der ikke paa anden Maade kan erhverve sig sit Udkomme, træder op som Bladredacteur. Vor periodiske Literatur - hvis man ellers kan henregne slige Produkter til Literaturen - besidder allerede flere saadanne Blade, der ene bestaae ved Folks Lettroenhed og deres Udgivers uforskammethed; og da de gjorte Forsøg i denne Retning ere lykkedes fortræffeligt, er der al Grund til at formode at deres Maal dagligen vil forøges.
(Fædrelandet, 25. august 1845) 

- Korvetten Nr. 5 indeholder mit Svar til K. i Fædrelandet nr. 205 og til den Frisindede nr. 101, foruden flere nye Sager ogsaa en Formanden for Borgerrepræsentanterne i Rander J. M. Jacobi angaaende.

Michael Leonard Nathanson
(Flyveposten. 8. september 1845)

Til det danske Folk!
Gjerne vilde man atter udøve den sjette Skandale mod mig, gjerne vilde man atter over hele Landet udbassune mig for "gal og sindsvag", og til disse Meriter synes man at have fundet sin Mand i Claudius Rosenhoff, hvilket hans Frisindede nr. 108 udviser.
Men at dette aldrig vil kunne lykkes, derfor er mig ei alene min Konges Retsind Borgen, men ogsaa det norske Folk vil vide at paatale min Ret, thi dette Løfte har jeg modtaget af flere norske Hædersmænd og den svensk-norske Minister Hr. Grev v. Wrangel i Hamborg har i sin Tid modtaget en Skrivelse fra sin Konge, angaaende min Virken for Norges Vel, og har meddeelt mig Copi af samme. Hvem vil da kunne understaae sig at handle lovløst mod mig, hvem vil vel lade sig bruge til slig Niddingsdaad? Men for at værne for Konge og Børn, og for at faae en ende paa mine Sager, har jeg nu besluttet at fremstaae med Kraft og Energie, og haaber jeg da, at min Sag maa vorde fremmet, da den er grundet paa Sandhed og Retfærdighed, hvilke elskes og understøttes af vor allernaadigste Konge.
Michael Leonard Nathanson.
Fordi Hr. Borgerrepræsentant J. M. Jacobi fra Randers for nærværende Tid opholder sig her i Staden, nødsagedes jeg til at skrive ovenmeldte Avertissement.
Michael Leonard Nathanson. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. september 1845) 

(Caspar Claudius Rosenhoff, 1804-69 var redaktør af ugebladet Den Frisindede 1835-47). 

I en længere artikel fra et afholdt Landmandsmøde i Randers nævnes følgende:
Nogle meente, at man aldeles ingen fremmede Hingste skulde indføre, hvilket Ønske af ikke Faa deles, grundet paa, at man har været mindre veltilfreds med de tidligere indførte saakaldte "Fuldblodshingste" og i høieste Grad utilfreds med de Hingste, man for nogle Aar siden lod den noksom bekjendte hestehandler J. Nathanson (der nok nu hedder Michael Leoonard Nathanson) indkjøbe, hvilke Hingste den kyndige Generalkrigscommissair Dr. Neergaard, som bekjendt, gjorde til Genstand for saa megen, som vi antage velfortjent, Dadel og Spot. Af de første Debatter fremgik, at Fleertallet i Forsamlingen var enig i, at man nok kunde ønske fremmede Hingste, naar Indkjøbene ledes med Forsigtighed og kun af dygtige og agtede Folk, og at man ønskede, at de landboeconomiske Foreninger skulde virke for denne Sag med Præmier osv.
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 4. oktober 1845)

(Generalkrigscommissair J. B. Neergaard, 1775-1864).

- Hr. Nathanson, bekjendt for sin Virksomhed til Hesteavlens Fremme, navnlig i Haderslev Amt, den samme, som har begyndt at udgive et Blad i Hovedstaden, der skal ødelægge "Corsaren", bekjendtgjør nu Følgende i Berl. Tidende:
(Herefter følger erklæringen fra Berlingske Tidende 20 september 1845, se ovenfor) 
(Dannevirke. 4. oktober 1845.) 

- Korvetten Nr. 10 er udkommet, og indeholder: Om Kongens Konchylie-Maleri. Til det danske Folk. Min Klage til Kancelliet. En Fortegnelse over det, hvormed jeg har gavnet Kongen og Landet. - Nr. 11 indeholder Noget om den sjellandske Jernbane m.m.

N. L. Nathanson
(Flyveposten. 18. oktober 1845)

Redacteuren af Bladet "Corvetten-Politivennen" har i en Række Numere af bemældte Blad overvæltet mig med de groveste Fornærmelser, som han endnu jevnligen gjentager. Skjøndt jeg i Anledning heraf har indledet Søgsmaal imod ham, tillader jeg mig dog at sætte det ærede Publikum, hvis Dom ikke kan være mig ligegyldig, i Kundskab om, hvilken Berøring jeg hidtil har havt med bemældte Mand, da det deraf formeentligen let vil kunne skjønnes hvorliden Føie han har til saaledes at overfalde mig med ærerørige Skjældsord, der fornemmeligen gaae ud paa at sigte mig for at have aflagt falsk Vidnesbyrd imod ham.
Hele Sagen er nemlig denne:
Kort før Nathansens indespærring i Randers Daarekiste lod han mig kalde til sig i sin Bopæl, hvor jeg indfandt mig til den afsatte Tid, og fandt ham beskæftiget med Skriveri. Jeg tilbød mig derfor at komme igjen paa en anden Tid, hvotil han svarede høit: "det er i et alt for vigtigt Ærinde, jeg har ladet Dem kalde til, at det taaler Udsættelse; jeg skal nemlig have min Tjenestepige traineret, og fordrer af Dem, som stadens Fæstemand, at overvære denne Forretning".
Han lod derefter Pigen fremkalde, og holdt en Tale til hende; siden travede han omkring med hende og exercerede hende paa Gulvet, indtil han, paa Pigens indstændige Begjæring, erklærede at første Act var endt, og derefter bød mig ogsaa at give Møde ved den næste.
Foruden mig vare ogsaa 2de endnu levende Randers Borgere tilstede paa samme Tid.
Efter længere Tids forløb blev jeg kaldet paa Raadhuset, og der udspurgt, om jeg havde været hos Nathansen kort ført hans Indespærring i Daarekisten, og i hvilken Anledning. Hertil forklarede jeg det nu Passerede, og udbad mig derefter, at den "trainerede Pige" maatte vorde kaldet, for at ratihabere min Forklaring, hvilket ogsaa skete.
Dette her Fremsatte er Alt, hvad af mig er forklaret om Nathansen, men hvem jeg ellers Intet har havt at skaffe.
Efterat jeg var blevet befordret til Aarhuus, gjorde Nathansen paa et offentligt Sted Beskyldning mod mig om falskt aflagt Vidnesbyrd ved Randers Politiret. Jeg stævnede ham derefter for Politiretten i Aarhuus, for Dom at lide, hvis Conclusion lyder saaledes:

"De af Indklagede I. Nathansen fra Kjøbenhavn mod Klageren Fæstemand Joh. Malthe brugte og overfor omhandlede ærekrænkende Udladelser bør døde og magtesløse at være, saaledes at de ikke skulle komme denne til Skade paa Øre, Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indklagede for dete sit Forhold bøde tyve Rbd. Sølv til Aarhus Kjøbstads Fattigkasse, samt derhos erstatte Klageren denne Sags Omkostninger med 5 Rbd. Selv.
Dette Idømte udredes inden 3 Solemærker efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Nielsen"
Naar jeg atter faaer Dom over ham for hans igjentagne og aldeles ugrundede Beskyldninger, vil samme komme til offentlig Kundskab.
Kjøbenhavn, den 24de November, 1845
Joh. J. Malthe
Stadsfæstemand 

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 25. november 1845) 

Under pseudonymet Frater Taciturnus skrev Søren Kierkegaard i Fædrelandet 10. januar 1846 artiklen "Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning" om Corsaren. Et stykke nede i artiklen skrev Kierkegaard de skæbnesvangre ord: "Mere kan jeg ikke gjøre for Andre, end selv at begjere at blive udskjeldt. "Corsarens" faldne Aandrighed med samt dens skjulte Hjelpere: den vulgivage Vittigheds Professionister og Næringsdrivende skal og bør literairt ignoreres, ligesom borgerligt de offentlige Fruentimmer." 

Corsaren sad som bekendt ikke dette angreb overhørigt. Det udløste en serie artikler i Corsaren hvor Goldschmidt angav at bag skribentens pseudonym Frater Taciturnus, måtte gemme sig Nathanson. Nathanson havde i "Corvetten Politivennen" bl.a. omtalt Goldschmidt som "Høvidsmand og Chef paa Røverskibet eller Ærerøveren Corsaren." Nu benyttede Corsarens Goldschmidt sig af anledningen til at slå to fluer med et smæk. I artiklen fra nr. 278, 16. januar 1846 tirrede han dels Kierkegaard ved at sammenligne ham med Nathanson, dels tirrede han Nathanson. Artiklen i uddrag:

S. T.
Hr. Hestehandler Michael Leonard Nathanson.
Vi bede Dem tusind Gange om Undskyldning for, at vi ikke strax gjenkendte Dem under Mærket Frater Taciturnus. - Vi ville ærlig skrifte: Hidtil stode vi i den Vildfarelse, at der bag dette Mærke skjult sig enten Søren Kierkegaard eller Blok Tøxen eller en anden af vore boglærde Tænkere. Men nu see vi jo, at vi have feilet. - Naa, saa De er blevet Philosoph! Ja det var saamæn ogsaa det Rigtigste, De kunde gribe til, siden Neergaard erklærede, at Fuldblodshingsten Cheer havde Spat, og Kammerraad Michelsen berøvede Dem de øvrige Hingster, saa at De stod aldeles hingsteløs tilbage i Verden. Under Saadanne Omstændigheder er det, at den characterfaste Mand viser, at han er Philosoph.
(Herefter satiriseres over Søren Kierkegaards artikel i Fædrelandet, se ovenfor, og artiklen slutter:)
Naa, Nathanson, nu have vi ikke Tid længere for denne Gang. Lev vel! Gid De snart maa blilve "sluttet ind" igjen, vi skulle nok læse, hvad De skriver derindefra, saa at De ret kan have det, som De ønsker i "Fædrelandet": "selv være glad over den lille Verden, der er Deres Omgivelse", og udenfor "have en Læser, der ikke blive forstyrret ved det, De skriver, om det end behager hele Verden at erklære det for Galimathias."

Artiklen i Corsaren var ledsaget bl.a. af denne Klæstrup-tegning af en vanvittig udseende Nathanson, samt flere skitser - formentlig af Kierkegaard, dog med ansigtet skjult så man ikke kunne se om det var ham eller Nathanson.
(Corsaren. Nr. 278, 16. januar 1846)

Til Corsarhøvidsmanden.
Er det nu ikke soleklar
At Corsaren ingen Courage har
Paa mig han vredes, og er bitter.
Fordi Smør han fik af en magister.

Saalænge jeg førte min "Corvet"
Da taug han stille nok saa net
Men da han mærked jeg kulseiler,
Han mig giver en Hest som steiler.

(Tredie Vers mangler.)

Corsaren om min Been og Støvler
Alt for meget vaaser og vrøvler,
Men det jeg af ham mindst kan lide
At jeg paa min Pige skal ride.

Han kan "mare" gjøre Folk splintergal
Uden Daarekiste og Hospital,
Tog han fat på Christensen og Bentz
De bleve vistnok pumpet lens.

Corsaren selv er en Philister,
Han ride vil paa en Magister,
Thi naar man Corsaren ret vil see,
Man kan ikke bare sig for at leee.


Michael Leonard Nathanson
Hestehandler.

(Flyveposten. 28. januar 1846)

Nu er Pokker løs - der har meldt sig to gale Michael Leonard Nathanson'er.
I Løverdags banker det paa vor Dør, og ind træder en Mand med to Vidner. Sveden sad i flere Draaber paa hans Pande, han var bleg og sagde med skjælvende Stemme: 
"Maae jeg bede om det sidste Nr. af Corsaren?"
Bladet blev bragt ham; han tog det, lagde det sammen, men lukkede det op igjen, saae sig lidt om og raabte derpaa: "Det er lumpent! saadan at angribe mig nu, da jeg ikke har noget Organ!"
- "Hvem har jeg den Ære at tale med?" spurgte Redacteuren.
Den Fremmede løftede Hovedet i Veiret og sagde:"Mit Navn er Nathanson, Hestehandler Nathanson. De kjender mig nok."
"Ah, det er Dem!"
Han stirrede nogle Øieblikke hen for sig; saa begyndte han igjen: "Jeg  har været hos den Berlingske Nathansen med en Artikel imod Dem; men han sagde, det kunde ikke gaae an at optage den, for saa vilde Folk troe, at han selv var den gale Nathansen."
- "Men De har jo Deres "Corvet"."
"Den er gaaet ind!" skreg Manden; "jeg er forsvarsløs, jeg har intet Organ.
- "Naa, det er derfor, at De skriver i "Fædrelandet"?"
"Saa var jeg hos "Fædrelandet" - vedblev han og stirrede igjen - "men de smed mig ud, uden at læse min Artikel.2
- "Hvad er det da for en Artikel?"
"Nu skal jeg læse den op! Den er paa Poesi: (læser)

Er det nu ikke soleklar
At Goldschmidt ingen Courage har
This saalænge jeg førte min Corvet
Da var det for ham vistnok ei saa let."
Jeg erklærer nu "Corsaren" for en Skurk. Det ærede Publicum undskylder, at jeg ikke kan sætte det i Poesi. Om min Klage mod Dr. Christensen skal jeg om kort Tid have den Ære
Michael Leonard Nathansen.

Red. Den skal blive optaget i "Corsaren".
Den Fremmede (glad). Virkelig? Kan jeg stole herpaa?
Red. Det er ganske vist.
D. F. Saa vent et Øieblik, lad mig slette "Skurk" ud.
Red. Nei, det maa s'gu blive staaende.
D. F. Ja, lad det da blive. Det var ogsaa skurkagtigt at beskylde mig for at have skrevet "Livets Stadier".
Red. Hvad? Har De ikke skrevet "Livets Stadier"? Er De ikke Frater Taciturnus?
D. F. Ikke mere end Gustav Michelsen, som tog mine Hopper!
Red. Ja saa! Saa er De heller ikke Hestehandler?
D. F. Hvad for Noget? er jeg ikke den gale Nathanson? Vil De nægte det? Er De gal?
Red. Den gale Nathanson er Frater Taciturnus, der skriver imod os i "Fædrelandet", fodi han har mistet sin "Corvet". Der hjælper iingen Snak.
D. F. Ved den almægtige Gud i Himlen! Jeg er den gale Nathanson! Her er to Vidner! Vidner! Sig frem!
Begge Vidner. Han er den gale Nathanson. 
Red. Det er lumpent! Saa er der en Anden, der gaaer omkrring i Byen og udgiver sig for Dem ...
D. F. Gud forbarme sig! Og, min Kone! ... og mine Heste ... je maae have fat i ham!
Og ud af Døren foer den ene gale Nathanson.

I dette Øieblik har han formodentlig allerede fat i den anden gale Nathanson
Himlen maa vide, hvad enden bliver.
(Corsaren 280, 30. januar 1846) 

Gjentagen Spørgsmaal til Admiralitetet.
Saavel i dette Blad, i Adresseavisen som og i "Corvetten" Nr. 15 har været et Spørgsmaal fremsat til Admiralitieten, hvorfor Renovations-Kjørselen saavel om Natten som og om Dagen i Nyboder ikke bortliciteredes?
Dersom dette skete, vilde Admiralitetet utvivlsomt have samme Vinding, som den nu har ved Vandets Udpumpning ved Dokken ec. ec. hvilket ligeledes f T. bortliciteres.
Michael Leonard Nathanson.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. januar 1846)

Kiøbenhavn den 31te Januar 1846.
- En bekiendt Personlighed, som i sin Tid var meget anseet, men paa sine sidste Dage kæmpede med Kummer og Modgang, er for nylig ved Døden afgaaet i den efter Stillingen og Forholdnes Natur ualmindelig høie Alder af 50 Aar. Man traf ham i sin Tid næsten paa alle offentlige Steder, hvor han regelmæssig indfandt sig og med længsel ventedes af den, som fandt Adspredelse og Underholdning i hans Omgang. Ogsaa i mange private Kredse var han en velkommen Giæst. Den Personlighed, vi her sigter til er - "Politivennen". Mæt af Dage og træt af Livets Besværligheder hensov Vedkommende for en 14 Dages tid siden rolig og ubemærket, efter flere Aars tiltagende Svagelighed og paa den sidste Tid lidende af en stærk Tæring, savnet og begrædt af - Ingen. Hr. Michael Leonard Nathanson skal fornemmeligen have fremskyndet den Gamles Død, ved at unddrage Vedkommende den Hielp, han i længere Tid havde ladet Samme tilflyde og som bestod i 3 Mk. om Ugen, der var den eneste "offentlige" Hielp som "Politivennen" nød. Unddragelsen af denne Hielp var et Stød, som gik til Hiertet - durch und durch - og som den Gamle ikke kunde taale. Han udaandede sit Liv i Bogtrykkerens Arme. "Politivennen" talte paa sine sidste Dage kun 8 abonnenter, af hvilke de 3 betalte med rede Penge og de 5 betalte paa en ganske egen Maade, idet de, i Stedet for at erlægge Betaling i Penge, paa Æresord havde indgaaet den Forpligtelse at - læse Bladet. 

(Morgenposten. 31. januar 1846)



Retssager 1846-1847


Med omstødelsen af reverset om at lade sin sag hvile, var der igen åbnet op for sagen. Denne gang fik det også modparten til at gå til pressen med deres erklæringer. Så for Nathanson havde udgivelsen af Corvetten Politivennen opfyldt sit formål, og han stoppede med at udgive den efter ½ år. Om disse numre skrev Flyveposten efter en længere gennemgang af Politivennens historie afsluttes med følgende bemærkninger:

Tilsidst fik den som Gal ansete Hestehandler Michael Leonhard Nathanson fat i den, og ligesom han selv var bleven døbt, lod han ogsaa den undergaae en Daab ved at kalde den "Corvetten". Men han forstod sig ikke paa at trainere Bladet; Skjøndt øvet i at ride, var han en meget ubehændig rytter, og tilsidst creperede Bladet under hans voldsomme Schenklen. Dette var "Politivennens" endeligt - requiescat in pace!
(Flyveposten. 10. februar 1846) 

Den store Philosoph.
Hr. Magister S. Kierkegaard har i den af ham senest udgivne Bog erklæret, at følgende pseudonyme Forfattere ere een og samme Person, og at denne Ene er ham selv, Søren Kierkegaard, nemlig: Victor Eremita, Johannes de Silentio, Constantion Constatinus, Vigilius Hafniensis, Nicolaus Notabene, Johannes Climacus, Hilarius Bogbinde, William Afham, og -- Frater Taciturnus. --- Saa have vi altsaa gjort Hr. gale Nathanseon Uret og bede ham herved om Undskyldning.
(Corsaren. Nr. 285, 6. marts 1846.)

Efterat der - hedder det i "Flyveposten" - har været optaget Forhør i Criminalkammeret over forhenværende Hestehandler Michael Leonard Nathanson, have endelig DHrr. Overlæge ved almindelig Hospital Dr. Christensen og Fæstemand Malthe anlagt Sag for Hof-og Stadsretten mod Nathanson, paa Grund af denne i Bladet "Corvetten" indrykkede Injurier. Hr. Malthe har i Klagen paastaaet Nathanson idømt sine 3 Mark.
- Fra Nathanson selv læses følgende Bekjendtgjørelse i den berlingske Tidende:

(Herefter følger erklæringen, se fx. Fyens Stifts ... 20. marts 1846 nedenfor)
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 19. marts 1846)

- Forhenv. Hestehandler M. L. Nathanson har i Berl. Tid. indrykket følgende Annonce: "Til Publikum. I syv samfulde Aar har jeg forgjæves arbeidet paa at kunne afsløre min fameuse Hospitalssag, ikke alene for at sikre mit og min Families Fremtidsvel, men tillige for at kunne  sikre Borgerrettigheden, at den ikke oftere skal krænkes paa slig en nedværdigende Maade; men omsider er det dog lykkedes mig. Forrige Mandag har jeg indleveret i Lands-Over- samt Hof- og Stadsretten mit paa nogle og halvtredssindstyve Sider skrevne første Indlæg, forsynet med de tilbørlige Beviisførelser. Desaarsag kan jeg og min Familie med rolighed see Sagens Ende imøde; thi jeg har saavel Tillid til vore Love, som og til de herværende Dommere. For mine Modstandere maa det Offentlige for det Første betale Omkostningerne; men det Øvrige vil de vistnok selv komme til at svare for. Michael Leonard Nathanson"
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 20 marts 1846) 

- Udkommet er det 1ste Hefte af
Archiv for Læger eller Christensens Lægemethode paa Almindelig Hospital.
Den faaes hos Dhrr. Boghandler Eibe, Løvstræde Nr. 122, Avild T. Høst, Læderstræde Nr. 20 og hos Sæbye i Gothersgade. Piecen, som indeholder 38 Sider, koster 24 sk.
Michael Leonard Nathanson

fra Altona.
(Flyveposten. 31. marts 1846) 

Det Offentlige og Hestehandler Nathanson
______________________________ 

Fra en agtet Læge har vi modtaget følgende Brev:
"Høistærede Hr. Redacteur!
Indsenderen af disse linjer skal tillade sig at henlede Deres Opmærksomhed paa en Sag, der forekommer ham ikke ganske uden Interesse. Som det maaske er Dem bekjendt, blev Hr. Hestehandler Nathanson i Aaret 1839 af Politiet indlagt paa det Almindelige Hospital i en Paroxysme af Vanvid, og der behandlet med de mod et saadant Tilfælde brugelige Midler. Uagtet der saavel fra Sundhedscollegiet, Stadsphysicus, Overlægen ved St. Hans Hospital paa Bidstrup, Dr. med. Göricke, og Alm. Hospitals Overlæge, Dr. med. Christensen, foreligge Erklæringer om hans bevislige Sindsforvirring paa den Tid, har imidlertid Hr. Nathanson senere ikke ophørt at bibringe Publicum falske Forestillinger desangaaende, og navnlig at fremstille den mod ham anvendte Behandling som en høist oprørende og umenneskelig Fremgangsmaade. Hr. Nathansons Sindsforvirring synes at være af den Art, som kaldes partielt Vanvid, hvori menig Mand saa let skuffes, fordi den forvirrede Tankegang som oftest kun viser sig i en fremstikkende Retning, udenfor hvlken kun en øvet Iagttager kan opdage Galskaben. Med den for Gale særegne Snuhed har Hr. N. altid vidst at benytte alle Midler til at narre og vildlede Publicum, især ved at opvække dets Medlidenhed, og har dette rimeligvis foranlediget, at tidligere endog flere Publicister have tvivlet om Sagens rette Sammenhæng. I Hr. N.s hele paafølgende Handlemaade haves imidlertid de utvetydeligste Beviser paa, at hans Sindsforring er vedbleven; det synes nu at være blevet en fix Idee hos ham, at han forfølges - at navnlig Lægerne med Dr. Christensen i Spidsen have sammensvoret sig imod ham; og han har derfor ikke undladt at forfølge denne Sidste ved at fremkomme med forskjellige, paa samme Tid høist naragtige, som tillige høist uforskammede og løngagtige Beskyldnigner, hvoriblandt t. Ex. at Overlægen skulde have befalet en Porteur at stikke ham med en Kniv, at indbilde ham at han skulde overhældes med koghedt Vand osv. osv. Dr. Christensen har saalidet givet Anledning til disse afsindige Beskyldninger eller til Hr. N.s fixe Idee om en sammenrottelse imod ham, som han netop ved sin Erklæring var Skyld i, at N., da han blev requireret tilbage til Bidstrup, sattes paa fri Fod, fordi Dr. Christensen ikke ansaa hans Sindsforvirring at være af den Beskaffenhed, at hans personlige Frihed var farlig for det Offentlige. Men netop paa dette Punkt ville vi henlede Deres Opmærksomhed, nemlig om hvorvidt en Afsindig, der benytter den ham indrømmede Frihed til skriftlig og mundlig at injuriere Enhver, uhindret bør kunne gjøre dette. Allerede have Forskjellige maattet undgjelde for Hr. N.s afsindige Luner, men især har Dr. Christensen været udsat for disse; ikke blot i det af ham redigerede Blad, "Corvetten Politivennen" har dette været tilfældet, men Hr. N. har endog for ganske nylig udgivet en Piece, betitlet: "Archiv for Læger" eller "Dr. Christensens Lægemethode", hvori han i det mest usammenhængende og af Vanvid stemplede Sprog gjentager sine løgnagtige Beskyldninger, samt desforuden producerer Beviser for, at han ikke er gal, fra en for Drik afskediget Portner, et par Porteurer, en Droschkudsk o.a.L. En lignende Piece kan om kort tid ventes i Trykken mod Fæstemand Malthe; ligesaa er det kommet Indsenderen for Øre, at Hr. N. har forlangt Afhøring over 35 Vidner, hvoriblandt Dhrr. Cancellideputerede, Medlemmerne af Sundhedscollegiet, Høiesteretsadvocaterne Lehmann og Buntzen, Hs. Exe. Geheimestatsminister Stemann, nogle Vaagekoner, Porrteurer osv. De Paagjendende, hvem Hr. N. til forskjellige Tider har angrebet, ere egentlig værgeløse imod hele denne Færd, fordi en gal Mand fornuftigvis ike godt kan svare for sine Ord og Handlinger, og have derfor kun det Parti, at lee ad hans naragtige Opfund; Dr. Christensen har for sit personelige Vedkommende ogsaa hidtil gjort dette. Foruden hin komiske har Sageen imidlertid ogsaa en alvorlige Side; en embedsmand an det ikke være ligegyldigt, hvad der offentlig bliver skrevet eller sagt om hans Embedsvirksomhed, selv af en gal Mand, om hvis Vanvid ikke Alle kunne være vidende; tilmed medfører Dr. Christensens Stilling som overlæge paa Almindeligt Hospital en Omstændighed, der gjør denne Sag ubehagelig for ham; Hospitalet optager nemlig blandt sine patienter en Klasse af Individer, der have en medfødt Ærbødighed for alt Trykt, der ikke kunne fatte, at en gal Mand kan have Lov til at skrive, end sige til at være Redacteur af et Blad, og som mindst kunne være istand til at øine Vanvidet i hans Skriveri. Hr. N. gjør sig nu al mulig Umage for at faae sin Piece udbredt blandt menig Mand og skal endogsaa selv have forsøgt paa at indsmugle den i selve Hospitalet, rimeligvis i den Hensigt derved at svække den Tillid og Agtelse, der er en Overlæge saa aldeles nødvendig.
Det er derfor, at man henvender sig til Dem, for om mulig at bidrage til en hurtig Afgjørelse af disse uhyggelige Farcer, hvormed Hr. N. nu i saa lang Tid har opvartet Publicum; v kunne tilføie, at det har været Dr. Christensens Colleger og det hele Lægepersonale paa Almindeligt Hospital en høist oprørende Tanke at vide en saa almindelig agtet og samvittighedsfuld Embedsmand aldeles uforskyldt udsat for saadanne tøilesløse Angreb, og vi troe, at der i dette Tilfælde var Opfordring for vedkommende Politi-Øvrighed til lidt energisk at tage sig af Sagen, hvilket i det mindste hurtigere vilde føre den til Ende, end den Maade, som Dr. Christensen har seet sig nødsageet at følge, nemlig ved at sagsøge Injurianten.
Jeg forbliver etc."


Det er virkelig for den i vor Tids chronique scandaleuse ikke Indviede et temmelig gaadefuldt Phænomen, hvorledes Hestehandler Nathanson hos os har kunnet komme til at spille en Slags offentlig Rolle. Vi, som pleie at ansee os for et civiliseret Folk, vi, som endog have Tilbøielighed til at prale lidt med vor Oplysning, vi, som trække medlidende paa Skulderen, nar vi høre tale om "Læserne" i Sverig og den billige Kjole i Trier, vi, som ikke ynke  nogen snu Qvaksalver eller halvfjottet Torsdagsdoctor, når Domstolene ubarmhjertigen anvende Vand og Brødcuren paa dem, fordi de have trukket nogle Almuesmænd ved Næsen; vi have jo dog for faa Aar siden seet Strandveien vrimle af glimrende Eqvipager, som førte fornemme Troende ud til en svensk Mirakelmagerske, der, trodsende Lovene og Straffene, opholdt sig først paa en fyrstelig Persons Villa, og siden paa en Lehnsbarons Slot; og vi have seet en Mand, der af alle kyndige Autoriteter var erklæret for gal, der havde været indsat i Daarekisten, efter at han var brudt ud af samme, pludselig komme til en vis Ære og Anseelse, paa en ubegribelig Maade erholde høie Personers Beskyttelse, ja skaffe sine af Vanvid stemplede, forvirrede Projecter Gehør og blive betroet ikke ubetydelige offentlige Midler og et ikke uvigtigt offentligt Hverv. Derpaa, efter at man endelig var kommen til Erkjendelse af sit Misgreb og havde søgt at bringe Skandalen i Forglemmelse ved at fjerne Personen fra Hovedstaden, og rimeligvis havde maattet løskjøbe sig fra hans Plageri ved at lade ham beholde i det mindste en Deel af de Midler, man uforsigtigen havde givet ham i Hænde, saa have vi seet ham endnu engang komme tilbage, optræde som Redacteur for et offentligt Blad, fremstille sig for Publicum som forfulgt og forurettet af private Fjender, som en Martyr for Ondskab og Vildfarelse, beklikke agtværdige og sagesløse Mænd, indblande de høieste Personers Navne paa en anstødelig Maade i sine forrykte Pamphleter og fortsætte dette Uvæsen længe nok til at vinde sig et Slags Publicum blandt de Classer af Samfundet, som mindst ere i stand til at skjelne mellem Galskab og Fornuft. Endelig see vi det offentlige, paa hvis Foranstaltning han i sin Tid som gal indlagdes paa Hospitalet og førtes til Bidstrup, ikke blot ikke forhindre det udbrudte Daarekistelem fra offentlig at anklage og injuriere de embedsmænd, som udførte dets egen Foranstaltning, men end ikke at vide noget bedre Middel til at beskytte den mod saadanne Anfald, end at give dem beneficium processes gratuiti til ogsaa at udsætte Domstolenes Værdighed ved at lade en Proces føre, hvor Skandale vil hobe sig paa Skandale, hvor Indlægene ere meningsløst Vrøvl, hvor Statsminister og Vaagekoner, Conferentsraader og Porteurer mellem hianden stevnes som Vidner, hvor fordrukne Portnere og Droschekudske opstilles som lægevidenskabelige Autoriteter ligeoverfor Overlæger og Sundhedscollegier, og hvis Udfald kun kan blive, at der fældes Dom over og skes Straf af en Mand, der er utilregnelig og aldeles ikke kan svare til sine Handlinger; vi see det Offentlige, sige vi, den ene Dag overantvorde en Mand til Lægens Behandling, fordi han er gal, og den anden Dag lade Lægen ved Dom fralægge sig, at han har behandlet ham som gal. Er dette ikke en Historie, som den næsten kunne være passeret i den gode Stad Abdera, eller, for at hold os inden vore egne Grændser, i Molboernes berømte Land?
Man vil maaske indvende: men hvad skulde vi da gjøre, naar disse injurier nu engang vare trykte, og Dr. Christensen anseer det for uundgåeligt for sig i sin Embedsstiling at fralægge sig dem ved Dom? Nu er Sagen, det indrømme vi, noget vanskeligere at raade Bod paa, skjønt det forekommer os, at Offentliggjørelsen af de lægekyndige Autoriteters Erklæringer om Nathansons mentale Tilstand og et derpaa støttet Magistratsdecret, der erklærede ham umyndig, var tiltrækkeligt til at fritage Dr. Christensen for den Nødvendighed at fralægge sig hans Beskyldninger og i alle andre Henseender var langt at foretrække for en Proces. Men hvorfor har man tilladt en vitterlig gal Mand, et udbrudt Daarekistelem, at skrive offentlig, at udgive Pjecer og redigere Blade, hvorved man er kommen i denne fatale Nødvendighed? Man troe ikke, at vi, som saa tidt have erklæret vor afsky for Censuren og med den for alle præventive Forholdsregler mod Pressen, ved denne Leilighed ville falde ud af Tonen og holde en Lovtale over den; man troe ikke, at vi, som tidlig og sildig raabe paa en langt større Pressefrihed, end den, vi nyde, ville tage Anledning heraf til at andrage paa nye Indskrænkninger. Nei, langtfra. Men Eet maa Alle være enige om, og det, at de, der ikke kunne opfylde deres borgerlige Forpligtelser, der ikke kunne bære retligt Ansvar for deres Handlinger, absolut maae være stillede udenfor de borgerlige Rettigheder; at for Saadanne kan Trykkefriheden, den Ret offentlig at fremsætte sine Tanker, ikke være til. Da de Afsindige ere udenfor Lovene, har det Offentlige at tage dem i sin Varetægt og sørge for, at de ikke komme i Conflict med disse, dette skee nu ved enten, om fornødent, at indespærre dem, eller, hvis deres Galskab ikke er af nogen for den offentlige Sikkerhed farlig Natur, sætte dem under Opsyn af en vederhæftig Mand, som kan svare for, at de intet Ulovligt foretage sig. Det kan nu visselig, da den menneskelige Aands forstyrrelse yttrer sig paa saa mange forskjellige mere eller mindre iøjnefaldende Maader, stundom være vanskeligt nok at afgjøre om den er tilstede i saadan grad, at den medfører Utilregnelighed, og dens Tilstedeværelse bliver jo meget ofte først vitterlig ved Foretagelsen af en ulovlig Handling. Men i dette Tilfælde synes det at have været let at forebygge den ulovlige Handling, thi man havde de Lægekyndiges Vidnesbyrd og Daarekisten, man havde endog de i Anledning af Nthansons Indespærring i Randers optagne Forhører og hans senere Hestecommers for sig, saa man behøvede intet Øieblik at tvivle om, at Manden havde en Skrue løs.
Og dog have disse Pressens omhyggelige, nidkjære Bevogtere, som gjennemstikke hver Sætning med deres Tvivls Søger og veie ethvert Ord pa den juridiske Spitsfindigheds Guldvægt, som have et Øie paa hver Finger, ja paa hver Taa, og for hvert Øie en mikroskopisk Brille, - de have været blinde for det Uvæsen, hestehandler Nathanson drev i Literaturen; de, som ansee Pressens Frihed for saa farlig i Fornuftiges Hænder, at de hver Dag, som gaaer, indsnevre dens Grændser, - de have ladet en gal Mand misbruge den uforstyrret; de, som saa mistænksomt fortrædige Pressen, naar den stræber at udbrede Oplysning, - de have ladet den uhindret vildlede og ophidse Lettroende og Uvidende; de, som have beslaglagt og undertrykt eller domfældt hvad der uden al Skade har været læst i den hele civiliserede Verden, de have ladet taabelig og skammelig Snak upaatalt udkomme; de, som have taget Ordet fra Professor Schouw, - de have ladet den gale Nathansom beholde det! De, som have viist megen Tilbøielighed til at binde Pressens Brug til allehaande unødige Qvalificationer, - de synes ikke engang at ansee menneskelig Fornuft for en nødvendig Qvalification for at skrive offentlig; de, som gjøre Vanskeligheder ved at anerkjende ikke studerede Folk som Redacteurer af offentlige Blade, ja, som have forbudt alle Fruentimmer at optræde som saadanne, - de have seet rolig paa, at et udbrudt Daarekistelem traadte i Spidsen for et offentligt Organ! Det foreløbige Politigjennemsyns Skadelighed og Fortrædelighed for alle Parter er tidtnok afhandlet og beviist, men hidtil uden Frugt; dog hvorledes vil Nogen herefter kunne være bekendt at holde paa denne Indretning, naar den ikke engang nytter til at forhindre saadanne Skandaler?
(Fædrelandet, 4. april 1846)

(Mads Christensen (1805-1864) var 1831-34 distriktslæge i København. 1834-38 reservelæge ved Almindeligt Hospital, herefter overlæge 1838-1863. I 1841 anmeldte Dr. med. Christensen der dengang var overmedicus på Almindeligt Hospital, en far for at have sparket sin datter så hun aborterede. Faderen blev dømt til vand og brød i 6 gange 5 dage, samt betale sagens omkostninger. Se Juridisk Ugeskrivt, 1840-41

Psykiatrien havde på daværende tidspunkt ikke noget klassifikationssystem for psykiatriske sygdomme. Så begreberne stod stadig for enkeltpersoners vurdering. Partielt vanvid var et udtryk som Harald Selmer (1814-1879) senere foreslog i 1850. Det indgik som et ud af 6:
  • Moralsk afsindighed (forrykthed)
  • Vanvid
  • Monomani (partielt vanvid) - sygelig optagethed af én bestemt ting
  • Demens, sløvsind
  • Fatuitet (dybere grad af forvirring)
  • Melankoli og mani.)

Den gale Nathansons gale Sag.
Ved at gjennembladre det saakaldte "Archiv for Læger", som Nathanson i denne Tid redigere, standsede min Tanke pludselig ved et Tal: 7 Aar. Det er syv Aar, siden Nathanson blev indespærret og i disse syv Aar har han fem gange været i Daarekisten, gaaet ud igjen, handlet med Heste, skrevet Blade, ført Processer, arrangeret Hurraer paa Sorgenfri, arbeidet paa Hamborgs Fremgang og dansk almindelig Værnepligt og ved Siden af Alt dette forfulgt sin Hospitalssag med en Haardnakkethed, der kun kan lignes med den, hvormed en saaret Hanelefant søger Jægeren eller "Berlingske" Bager Benthin.
Syv Aar! I den Tid har det danske Folk afvexlende tilbedet Prinds Christian, Ørsted, Ussing, Lehmann og Ploug; "Dagen" er gaaet ind, Fribert rømt og paa tilbageveien; "Aftenbladet" har havt fire, "Portefeuillen" tre, "Corsaren" elleve redacteurer; Regnskabsfører Hansen, der vilde betale Danmarks Statsgjæld, har ladet sig nøie med et lille Toldbetjentembede: Kronprindsen har været her og er reist igjen; Prof. Davidd har været Medudgiver af "Fæderelandet" og i Stænderne skjældt det ud; Grundtvig og Prof. Clausen ere blevne Venner - Alting har løbet rundt. Intet været standhaftigt, undtagen Nathansen, der under Prinds Christian, Ørsted, Ussing, Lehmann, Ploug, under alle Afguders Regimente, paa alle Tidens Bølger, har peget som et Compas uden Misviisning mod eet Punkt: Daarekisten.
I vor Tid vækker en slig Energi ingen Medfølelse eller Respekt. Ingen tænker paa, at Nathanson, hvis han var blevet Statsmand istedetfor Galmand, kunde have bragt det vidt og være bleven sit Fædrelands Frelser ved sin Energi, og endelig tænker Ingen paa,, at man igrunden bør takke ham for, at han ikke er mere gal, end han er: Hvo af os Andre, der var bleven sat i fem Daarekister og i syv Aar havde ført forgjeves Klage deruver, vilde have saa megen Forstand tilbage som gale Nathanson?
Men sæt nu, at han slet ikke har været gal? Lad os tænke den Mulighed - og siden Nathanson virkelig ikke har skrevet "Livets Stadier", ville vi gjøre ham den Tjeneste - lad os idetmindste udnersøge, hvad de er rimeligt: Enten Galskaben eller Ikke-Galskaben; thi pro et contra i den Sag lader Meget sige.
Hvis han ikke er gal: Hvorfor har man saa fem gange indesppærret ham i Daarekisten? - Nei, han maa være gal.
Altsaa han er gal: Hvorfor har man da taalt, at han på egen Haand er gaaet ud igjen og tilstedet ham de almindellige saakaldte kloge Borgeres Rettigheder? - Han maa da ikke være saa skrupgal endda.
Hvis han altsaa ikke er gal: Hvorfor undersøger man da ikke de Beskyldninger, han fremsætter imod høie og lave embedsmænd, angaaende Aarsagen til hans ulovlige Indespærring? - Nei, svares der, hvad bryde vi os om gal Mands Ord!
Altsaa, han er gal: Hvorfor taaler man da visse Beskyldninger? Hvorfor har Hs. M. Kongen, efter hans offentlig fremsatte Paastand, givet ham "en stor sum" til eratstning for den lidte Medfart? - Manden er da ikke gal!
Hvis han altsaa ikke er gal: Hvorfor lader man ham da i denne tid føre en Proces for at bevise, at han ikke er gal? Det er jo Galmandsgierning! Følgelig - er han gal.
Hvis han da er gal: Hvorfor lader man ham da ved bemeldte Proces forsøge at bevise, at han ikke er gal? Det er jo atter Galmandsgierning! Faaer han sin Krig frem, er han jo ikke gal!
Hvis han selvfølgelig ikke er gal: Hvorfor beder man da ikke om Forladelse for de havte Uleiligheder, ifører ham hvide Klæder og giver ham et fedt lille embede? - en gal Mand! raabe I; den gale Nathanson!
Han er altsaa uden redning gal: Hvorfor i Pokkers Skind og Been, skal dette da afgiøres af en juridisk Domstol istedetfor af Sundhedscollegiet og Læger?
Naar det øvrige civiliserede Europa faaer denne Sag at høre, saa Gud veed, hvem det vil antage for den egentlig Gale!
(Corsaren 10. april 1846) 

- Vi meddeelte for nylig vore Læsere, at Dr. medicinæ og Overlæge ved Almindeligt Hospital Christensen havde anlagt Sag imod forhenværende Kiøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson i Anledning af en Deel Beskyldninger, som Hr. Nathanson havde fremsat imod Dr. Christensen i det af Førstnævnte udgivne Blad "Korvetten", hvilke Beskyldninger angik den Behandling, som Hr. Nathanson havde lidt i Almindeligt Hospital, da han skulde "kureres". I disse Dage har nu Nathanson under Titel af "Arkiv for Læger" udgivet første Hefte af den mellem ham og nævnte Læge foregående Procedure. Vi beder vore Læsere erindre, at Nathanson var udlagt paa Hospitalet, under det Foregivende af Andre: at være gal og skulde derfor "kureres", medens Nathanson selv erklærer og ved mange Attester søger at bevise, at han var ved sin Fornufts fulde Brug. Hvis Hr. Nathanson virkelig er blevet behandlet saaledes, som han han har berettet i "Korvetten", lader det sig vistnok ikke negte, at en saadan Methode ma være særdeles vel skikket til at gøre en fornuftig Mand gal, medens vi ikke skal tillade os at yttre nogen Mening om hvor vidt den samme Methode er i Stand til at giøre en Gal fornuftig. I forordet til det af ham udgivne "Arkiv for Læger" siger Hr. Nathanson:

Motto.
Die Oeffentlichkeit ist eine probate Kur:

Sie schadet, aber dem Ungerechten nur.
Naar Undersaatten i Nydelsen af sine Borgerrettigheder krænkes, naar ham betages alle mulige Midler til Forsvar, da er Offentligheden det sikkreste Værn hvortil han bør gribe, men dets Organ maa da være - Sandhedssproget. Efterat jeg i samfulde syv Aare forgieves smægtede efter min Ret, er det dog endelig lykkedes mig at bringe min famøse Hospitalssag for de herværende Domstole, ikke allene for derved at see min Families Fremtid vel begrundet, men tillige for at forebygge, at slige Skandaler oftere skal finde Sted her i Landet. Det Offentlige har vistnok ogsaa Krav paa, at denne Sag omsider fremdrages af det Mørke, hvori man i saa lang en Tid snedig vidste at holde den skiult for det Danske Publikum. Den, der har sat mig i Stand til at jeg nu i det videste Omfang kan belyse denne Skændselssag, det er vor høikongelige Danske Kancelli, thi dette Kollegium gav mig den behørige Tid, (nemlig 7 Aar), til at samle alle mulige Beviisførelser og Argumenter, saa at vore Love tilbørlig ved Hielp af retfærdige Domme kunde blive haandhævet. Derfor er det, at jeg med min Familie nu først kan see en blidere Fremtid imøde, skiøndt jeg i de 7 ulykkelige Aar har maattet kæmpe mod alle Livets Gienvordigheder, men jeg har stedse havt Tillid til Gud der ikke vil, Uret skal skiules eller Sandhed fordølges. Det er ikke for min egen Skyld allene, at jeg med al min Kraft og Iver forsøger paa at erholde den Ret, jeg med grundet Billighed har Krav paa, men Landets Love og Borgerrettigheden er i mine Sager paa det skændigste blevet misbrugt. Desuden er jeg Familiefader, jeg vil derfor ei gaae i Graven, uden at have efterladt dem mit sidste jordiske Gode - et godt Eftermæle.
Af Attesterne, som Hr. Nathanson har meddelt i stor Mængde, skal vi tillade os at meddele følgende fra Hr. Pastor Rønne og den daværende Portner ved Hospitalet:

Paa Opfordring af Hestehandler Nathanson maa jeg herved bevidne, at jeg under hans Sidste Ophold paa Alm. Hospital, som Siælesørger ved bemeldte Stiftelse, oftere besøgte ham, samt at han under sine Samtaler med mig ikke syntes at være berøvet sin Fornufts Brug, og at jeg da hos Hospitalets Overmedikus Hr. Dr. Christensen bragte under Omtale, om ikke Hr. Nathanson muligen til Nytte for sig og sine Forretninger og uden Skade for Offentlige kunde vorde udskrevet af Stiftelsen.
Kiøbenhavn den 3die Marts 1846
M. E. Rønne
Præst ved Alm. Hospital.

Paa Hr. M. L. Nathansons Forlangende, bevidner jeg herved at de 2de Gange han var indespærret i Alm. Hospital, dengang jeg der var Portner, har han stedse begegnet mig meget artig, thi jeg talte daglig med ham, fordi han gierne opholdt sig i Gaarden og som oftest i Porten. Mig og enhver Veltænkende var det dengang stedes en Gaade hvorfor denne Mand, som dog havde en talrig Familie at forsørge, skulde være i Hospitalet, thi hvad jeg kunde skiønne, var han hverken paa Legeme eller Siæl syg. Dette bekræftes under min Haand med paaholden Pen og kan om forlandes med Ed bekræftes.
København, den 3die Marts 1846
Jacob Nielsen Kragerup

"Fædrelandet" indeholder et heftigt Angreb baade paa Hrr. Nathanson, fordi han har udgivet det ommeldte Arkiv, og paa Regieringen fordi den tillader en Mand som Nathanson uhindret Brug af Pressen. Hiin Artikel i "Fædrelandet" har vakt megen Opsigt, navnlig fordi den - saaledes som endogsaa "Aftenbladet" bemærker, man tænke sig "Aftenbladet" giøre denne Opdagelse - aabenbart indeholder et morderisk Forsøg paa at slaae de Ideer om Pressefrihed og Yttringsfrihed ihiel, som "Fædrelandet" ellers med saa megen Varme og Begeistring har forsvaret. Men vi er tilbøielig til at troe, at "Fædrelandets" Redaktion paa Tro og Love har optaget hiin Artikel, uden at giøre sig bekiendt med dens Indhold, ligesom det ikke er utænkeligt, at Hr. Dr. med. Christensen paa Tro og Love fra Andre har modtaget Hr. Nathanson som (foregivet) gal og behandlet ham som saaledes, uden først at anstille en alvorlig Undersøgelse, om den for Formentlige Patient virkelig var gal. Vi kan iøvrigt slet ikke andet end aldeles billige Kancelliets Fremgangsmaade, der ikke har lagt Hr. Nathanson nogen Hindring i Veien med Hensyn til at yttre sig offentlig og vi skiønner heller ikke, at vor Lovgivning, i mindste Maade indeholder nogen Bestemmelse, der kunde berettige Kancelliet til at afspærre Hr. Nathanson Pressens Benyttelse på samme Maade, som det ellers staaer enhver anden Mand aaben heri Landet, saa længe Hr. Nathanson ikke paa lovlig Maade er erklæret for gal og afsindig i den Grad, at der maatte være Grund til at sætte ham under Varetægt paa een eller anden Maade: og vi tvivler heller ikke om, at hvis Kancelliet uden saadan Grund havde sat Hr. Nathanson ud af Stand til at benytte Pressen, at jo Fædrelandet i kraftigste Maade vilde have protesteret mod en saadan Fremgangsmaade, og i saadan Protest vilde "Fædrelandet" naturligviis fundet Medhold af Alle, der veed at vurdere den fri Presses Betydning som Værn imod Vold og Undertrykkelse, Tyranni og Despotisme af enhver Art.
(Morgenposten. 11. april 1846) 

Den Kjendelse, som Hr. Assessor Faith nyligen i det 2det Vidnekammer har afsagt, nemlig at der skulde afskjæres mig den Ret at turde føre mine Vidner i den bekjendte famøse Randerske Hospitalssag, vil blive indanket for Høiesteret. Derimod vil den Kjendelse, som i Dag i det 1ste Vidnekammer af Hr. Assessor Flensborg er bleven afsagt i Dr Christensens Hospitalssag, ikke blive af mig indanket for Høiesteret. Dette udlades ikke at bringes til almeen Kundskab
Michael Leonard Nathanson.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 22. juni 1846)

Idet jeg forlader mit kjære Fædreland, for at reise til Rio Janeiro, aflægger jeg til mine herværende Venner med et rørt Hjerte, min inderligste og varmeste Taksigelse for det mod mig udviste Venskab, ligesom jeg ogsaa ønsker dem et hjerteligt Farvel.
Michael Leonard Nathanson.  

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 23. juni 1846)

(Nathanson forlod imidlertid ikke Danmark. Det skete først året efter. Årsagen er antydet i Flyveposten 8. juli 1846)

Til
Hs. Excel. Justitsministeren!
Siden Deres Collega fik Brev fra os i forrige Uge, kan De faae et i denne Uge.
Hr. Minister! De veed nok selv, hvor mange Gange De har ladet os tiltale for Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed mod Kongen. Og hvad havde vi saa gjort? Critiseret et Rescript, en Forordning, maaske gjort en Smule Nar heraf; Herregud, det da ikke til at døe af. Om ogsaa Kongen udgiver en Placat, hvis Form kunde være lidt ængsteligere afrundet, kan han jo dog være en god og stor Konge, som han da ogsaa er. Hvad om vi nu havde fornærmet ham personligt, den salvede Hersker? Om vi blot havde blæret os paa Kongens Bekostning som Jørgensen-Jomtou? Eller endog fortalt det, som Hestehandler M. L. Nathanson nu fortæller? Haarene reise sig paa vort Hoved ved den blotte Tanke om, hvad denne Mand siger; men siden han saa frit fortæller det, kunne vi dog gjentage det. Han beretter at, da han var undsluppen fra Randers Daarekiste, fraskrev han sig imod Betaling sin Ret til at klage over sine velansete Fjender.; han forpligtede sig til at tie, for at Sagen kunde blive dysset ned, for at de Embedsmænd og Private, der ved hans Indespærrelse havde gjort Brud, ikke blot paa Landets Lov, men paa almindelig Menneskelighed, kunde forblive uantastede. Og hvem nævner han som den, der har kjøbt denne Resignation af ham? - Kongen - - - - (disse Streger betegne  hvorledes vi fare tilbage af Rædsel over Nathansons Dumdristighed). Han erklærer (pag. 17 i Skriftet om Malthe), at han har underskrevet et Revers, hvis 5te paragraph lyder saaledes: "Over de i Daareanstalterne lidte Mishandlilnger ei oftere at yttre mig, hverken skriftlig eller mundtlig, hverken i offentlige Blade eller privatum at omtale det." - Som sagt, det har Hs. M. Kongen af Danmark, Christian den Ottende, ikke indladt sig paa, i alt fald ikke, uden at Sagen hemmelig har et ganske andet udseende, end man nu veed. Men, hvis vi et Øieblik antage, at enten Kongen eller en anden høi Person virkelig har staaet i en saadan Forbindelse med den saakaldte gale Nathanson, som det paa tryk er fortalt, saa er det curiøst at see, hvorledes de gale Personer ynkelig blive tagne ved Næsen. Thi neppe har Nathanson faaet Penge for at undertrykke Reverset, saa kommer han igien og forlanger flere Penge for at holde det. Hvad skal man gjøre? Har Fanden taget Hesten, kan han tage Grimen med! Man betaler, og saa atter og atter, den uforsonlige Nathanson kommer hvert Øieblik og siger: "Det er ikke smukt af mig, at jeg har solgt min Hævn; det gjør en Mand af Ære ikke; min Ære tillader mig ikke at tie længer" - Saa veed man besked og stopper sukkende Halsen paa ham med Penge. Alle Forhandlingerne saae saadant et nydeligt Lys ved følgende Brev fra Geheime-Etatsraad Adler til Nathanson: "Deres høie Velgiørere har gjort saameget for at sætte Dem i Stand til at erhverve det Fornødne til Dem og Families Underhold, at denne Hensigt burde have været opnaaet, og det kan ikke undre Dem, at han ikke vil bringe flere Offere. Jeg har gientagne Gange sagt til Dem, Hr. Nathanson, at jeg er bleven befriet for at have med Deres Sager at beskikke; jeg befinder mig for vel derved til oftere at blande mig i dem, ærbødigst etc."
Efter dette Brev begyndte Nathanson Skandalen først ganske smaat, saa rykkede han nærmere og nærmere, begyndte at aftrykke Documenter - pludselig reiser han med en velspækket Pung til America.
Hr. Justitsminister! Det forekommer os, at denne Sag kommer Dem ved.
Ærbødigst
"Corsaren".
(Corsaren. Nr. 301, 26. juni 1846) 

Nips.
Hestehandler Nathanson bekjendtgjør, at et i Aaret 1839 af Sundhedscollegiet udstedt Document har tilintetgjort hans skjønne Forhaabninger i Rio Janeiro i 1846. Her har man altsaa Sort paa Hvidt for hvilken Magt Sundhedscollegiet har over Tid og Rum.
Men derfor vil Nathanson ogsaa drage det kongelige Sundhedscollegium til Ansvar. Gud veed hvor høit Nathanson nu vurderer sine skjønne forhaabninger. 

(Flyveposten. 8. juli 1846)

- Nylig læstes i Adresseavisen en Bekjentgørelse fra den bekjendte Nathanson, hvori han tog Afsked fra sine Venner og Bekjendte, da han reiste til Brasilien; men, som det hedder i Visen: "Brasilien ist nicht weit von hier". thi Hr. Nathanson har idag atter, som han pleier, givet Møde i Hof-og Stadsretten, og de Reisepenge, som hans høie Beskyttere maae antages at have ladet ham tilflyde, ere saaledes spildte, hvis Hensigten har været, af faae ham fra Byen.
(Fædrel.)
- Fra Hr. Michael Nathanson læses Følgende i Dagsavisen: "Pligten byder at tilkjendegive mine agtede Medborgere, at jeg er vendt tilbage fra min Reise til Rio Janeiro, paa hvilket Sted min og Families Fremtidsvel skulde have været sikret; men et Document, udstedt af Sundhedscolegiet hersteds, tilintetgjorde vore skjønne Forhaabninger. For de pecunaire Midler var tilstrækkeligt sørget. Jeg nødsages nu til at drage det kgl. Sundheds-Collegium til Ansvar for dets mod mig udøvede Adfærd." 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 10. juli 1846) 

Jubilæum. Den 31. juni var en skjøn Dag for Redacteuren af "Nyt Aftenblad," Hr. H. Trojel. Det var nemlig blevet bekjendt, at om 49 Aar 3 Maaneder og 11 Dage vilde det være hans 50aarige Jubilæum som Redacteur. Jubeloldingen vaktes om Morgenen af Spekhøkercorporatioonen, der aflagde ham ders Taksigelse for, at han alt i saa langs Tid havde forsynet dem med godt og billigt Makulatur, og overrakte ham som et Beviis paa deres erkjendtlighed, en smukt udarbeidet Smørstikker med passende Emblemer og Inskriptioner. Om formiddagen drog man i Procession i Kirken i Abel Cathrines Boder, hvor Hestehandler Nathanson som den Mand, der ifølge sit Fag var særdeles competent til at bedømme Jubilarens Værd, holdt en rørende Tale over den opgivne Text: "Fædrelandets" Inconsequenser, hvorpaa blev afsunget en Cantate af Digteren Christen Tyregod, sat i Musik af Vægtersangforeningens Formand, Syngelærer Falkenthal. Efter om Aftenen at have indtaget en Dejeuner hos Christian Fiirtal, skildtes man ad, idet enhver Deeltager dybt følte, at det kun faldt i saa lykkeligt Lod at opleve en saadan Fest.
(Corsaren. Nr. 303, 10. juli 1846.) 

Literatur
Idag har forladt Pressen:
1. Kunsten at ride til Brasilien og tilbage igjen i 8 Dage. Hippologisk Forlag, taknemmeligst tilegnet hr. Geheime-Statsrad Adler af M. L. Nathanson.
(Corsaren. Nr. 303, 10. juli 1846.)

Literatur. I disse Dage er udkommen Udskrift af det Politiforhør, der i Aaret 1839 er optaget om Isaach Nathansen nu Michael Leonard Nathansons Indsættelse i Randers Daarekiste. Af dette Actstykke fremgaaer, at det er udenfor at Tvivl at Nathanson i 1839, dels formedelst Næringssorg og søvnløse Nætter og deels ved Speculationer i Hestevæsenet - har været sindsforstyrret i nogen Tid. Dette maa han senere have glemt efter sin Helbredelse, hvilket har bevirket den Skandale, der senere er opstaaet. Vi hidsætte nogle af Videforklaringerne, der give et omtrentligt Overblik over hans daværende Tilstand: 
Efter Anmodning var mødt og fremstod for Retten Lieutenant v. Faber af det her garnisonerende jydske Regiment lette Dragoner, som forklarer: at Isaach Nathansen den 24de Januar dette A. kom om Aftenen i Comparentens Bopæl efterat han var gaaet til Musikprøve, og da Comparentens Kone tilkjendegav Nathansen, at hendes Mand ikke var hjemme, forlangte han i en bydende Tone, at hun skulde sende Bud efter ham, da det var en Sag af yderste Vigtighed, som han havde at tale med hendes Mand om, og uagtet hun flere Gange havde gjentaget for ham, at hun vidste, hendes Mand ikke kunde komme og at hun ikke havde Nogen at sende efter ham, havde han dog forlangt, at han skulde komme strax, da det var en Sag af yderste Vigtighed, saa at hun endog blev ænstelig for ham, og troede, efter hvad hun har yttret for Comparenten, at han maatte være beskjænket. Omsider havde han forladt Comparentens Bopæl, og kom ind paa Klubben "Harmonien", hvor Musikprøven afholdtes, hvor han forlangte at tale med Comparenten. Uagtet Comparenten bedyrede ham, at han paa ingen Maade havde Tid til at tale med ham, og havde sagt ham, nemlig Nathansen, at han kunde komme til Comparenten den næste Dag, vilde han dog paa ingen Maade lade sig bortvise; men forlangte en Samtale med Comparenten, under foregivende af, at det var en Sag af yderste Vigtighed, og som angik Fædrelandets Vel. Han havde derhos tilkjendegivet Comparenten, at han uden Betænkning kunde lade alle de til Musikprøven Mødte gaae hjem, da der, naar der var Spøgsmåaal om en Sag af en saadan Vigtighed for hele Fædrelandet, ikke kunde være Tale om Musik. Da Comparenten mærkede, at han paa ingen Maade kunde undgaae ham, havde han opfordret ham til at fremkomme med sit anliggende, og havde Nathansen derefter foreviist ham endeel Papirer angaaende en Plan ti Hesteavlens Fremme, samt nogle Attester og et Brev, men hvilket sidste, da Comparenten vilde læse det, Nathansen ikke vlde lade ham see Indholdet af, men havde derhos tilkjendegivet at dette ikkun var det Mindste; men naar han vilde følge hjem ed ham, skulde han faae qvintessentsen at see. Comparenten havde erklæret, at han paa ingen Maade kunde følge hjem med, da han ikke kunde forlade Prøven, men Nathansen vedblev sit Forlangende, og insisterede paa, at han skulde følge hjem med, da Comparenten i andet Fald skulle være ansvarlig for Konge og Fædreland, om han styrtede paa Gaden. Nathansen havde derhos yttret; at han henvendte sig til Comparenten, ikke fordi han skyldte ham Penge, thi om nogle faa Dage vldehan faae flere Hundrede Tusinde Rigsbankdaler, og skulde han nok betale ham, hvad han skyldte ham; men fordi han troede, at der var Blod i ham, hviket han dog første vilde prøve, og at derimod Regimentschefen ar for gammel, og dersom Comparenten vilde følge med ham, og den næste Dag reise med ham til kjøbenhavn til Kongen hvor han vilde hen, saa var det muligt, at han, Nathansen, ved sin Indflydelse kunne skaffe ham, Comparenten, til at blive Regimentschef - foruden anden saadan taabelig Snak, saa at Comparenten holdt sig fuldkommen overbeviist om, at den Tale han førte ikke var nogen Følge af perialiseret Tilstand, som han ikke kunde skjønne, at Nathansen var i, men at det derimod var en Følge af en aldeles Forvirrelse paa Forstanden. Comparenten bemærkede derhos, at under hele den førte Samtale saae Nathansen meget bleg og daarlig ud, og han talte med saadan Ivrighed og Heftighed, saa at han endog flere Gange maatte standse i Talen, for at trække Veiret og komme til Kræfter, og at der saaledes, efter hvad Comparenten kunde skjønne, yttrede sig umiskjendelige tegn paa en sygelig Tilstand. Comparenten gjentog at han anseer sg fuldkommen overbeviist om, at Nathansen paa den Tid ikke var ved sin sunde Fornufts Brug
(Sluttes.) 

(Flyveposten. 14. august 1846) 

Artiklen fortsætter i 

Literatur. (Til Oplysningen om M. L. Nathansens Indsættelse i Randers Daarekiste; sluttet.) "Igjen fremkaldt Artillerist Heinrich Stikker, som, efter Tilhold at følge Sandhed, forklarer: at han af en anden Artillerist blev den Løverdag, da isaach Nathansen blev indbragt i Hospitalet, anmodet om at komme hen til bemeldte Nathansen for at holde Vagt med ham, da han var gal. Han var ogsaa strax gaaet derhen, omtrent eet Par Timers tid, efterat Sidstafhørte var kommet der. Det første han kom ind til Nathansen, havde denne sat ham en draget Sabel paa Brystet og opfordret ham til at aflægge Eed paa, at han vilde være Kongen og Nathansen tro, hvilket Nathansen havde gjort liggende i Sengen, hvor han havde Sablen. efter nogen Tids Forløb, havde han forlangt noget at spise, men saasnart dette blev ham bragt, havde han kastet det i Gulvet og sønderslaaet thekoppen og Tallerknerne, hvorpaa det blev ham bragt. Videre Voldsomheder havde han ikke udøvet, forinden om Aftenen da han skulde henbringes i Hospitalet, og Vognmand Jens Josephsen i den Anledning kom derop, da Nathansen, uden nogen given Anlledning fra Josephsens Side, havde givet Josephsen et Stød for Mellemgulvet. Han vægrede sig vel ved at følge med Vognmand J. Josephsen; Men derimod erklærede han sig villig til at følge med Artilleristerne, da han forlangte, at blive bragt til Oberst Broch, med hvem han havde Noget meget vigtigt at tale; men dette Forlangende havde de ikke opfyldt, hvorimod de havde fulgt ham hen til Hospitalet, dog uden at derr paa nogen Maade blev anvendt Magt imod ham; men da han kom ind paa Hospitalet, havde han givet Comparenten et Slag for Brystet, formodentlig fordi han var vred over, at han ikke var kommen til Oberst Broch, og ligeledes havde han slaaet en Pige i Hospitalet, som kom ind i Stuen for at tænde et Lys. Men hensyn til Isaach Nathansens Kone forklarede Comparenten, ligesom Sidstafhørte, at hun havde været meget bekymret over Mandens Forfatning; men vovede ikke at nærme sig Sengen, hvori han laae, uden naar han kaldte paa hende; men saasnart hin kunde faae fat paa Comparenten, spurgte hun denne om, hvorledes det var med Manden og beklagede sig over at han var saa gal. Comparenten erklærede, at han paa ingen Maade kunde skjønne rettere, efter hele Isaach Nathansens udviiste Forhold den Dag, end han var aldeles gal. efter at dette paa samme Maade var oplæst for denne Comparent og han havde vedgaaet rigtigheden blev han dimitteret."
"Igjen fremkaldt Slagtersvend Jens Boes, som, efter at været givet Tilhold at følge Sandhed, forklarer: at han Natten imellem Fredag og Løverdag, som Isaach Nathansen den sidstnævnte Dag kom i Hospitalet, kom - efter Anmodning af Magnus Nathansen - op til Isaach Nathansen, som boede i samme Huus som Comparentens Mester Thomas Berg, for at være behjælpelig med at styre Isaach Nathansen. da han kom derop, var Nathansen oppe, men gjorde ingen Optøier, naar undtages, at han rev et rullegardin itu hvad Hensigt han havde dermed, veed Comparenten ikke, men han talte forøvrigt meget forvirrret og usammenhængende Snak. Efterat Comparenten havde været der noget, paa hvilken Tid ogsaa Skomageer Buch og Isaachs Broder Magnus vare tilstede, fik de ham til Sengs, men desuagtet kom han dog ikke til at sove, men laae tilddeels og snakkede, og skrev ogsaa noget i Sengen; men forøvrigt forholdt han sig dog rolig i Sengen, uden at gjøre Mine til at vilde gjøre nogen Voldsomhed. Da Klokken var mellem 3 og 4, gik Comparenten fra Nathansens og saae altsaa ikke videre til hvad der passerede, men om Morgenen tidlig saae han, at der blev slaaet nogle ruder itu, og Nathansens Kone derefter kom skraalende ned og sagde at hun ikke kunde være deroppe hos ham, sagde Comparenten først til hende, at hun ikke maatte gjøre nogen Allarm, da det vilde tilkalde saamange Folk, hvortil hun svarede: at hun ikke kunde være oppe hos ham. Comparenten var derhos gaaet op til Nathansen, og da han om ind til ham, stod Nathansen i Sengen aldeles afklædt, med den blottede Sabel i Haanden, og da Comparenten sagde til ham, at han maatte være rolig, havde Nathansen svaret ham: at han maatte ikke komme ind til ham, og at han skulde gaae strax, og da der paa den Tid aldeles Ingen vare tilstede hos Nathansen, og Comparenten frygtede for, at Nathansen skulde angribe ham med Sabelen var han ogsaa gaaet. Comparenten hørte, imedens han var hos Nathansen om Natten, at denne sagde til Skomager Buch, at han skulde ringe med Stormklokken, og at der da ville komme 40 tydske Bønder med Penge til ham, og at de da begge skulde blive holdne Mænd, foruden megen saadan anden usammenhængende Snak, samt hørte at Nathansen vilde have, at Buch skulde gjøre Ed på, at han vilde opfylde Løftet. Comparenten skjønner ikke rettere, end at Isaach Nathansen paa den tid var forvirret i Hovedet, i det mindste tydede hans Opførsel derpaa."
Igjen fremkaldt Cand. phil. Syskind, Religionslærer ved det mosaiske Troessamfund her i Byen: han forklarer, efter at være tiholdt at følge Sandheden, at han egentlig ikke har havt nogen Omgang med den omhandlede Isaach Nathansen; men at han nogle faa Dage forinden Isaach Nathansen blev indtaget i Hospitalet, Dagen kan han ikke erindre med Bestemthed; men han formener, at der var om Onsdagen eller Torsdagen, forinden Nathansen kom ind i Hospitalet, modtog han Bud fra Nathansen om at komme hen til ham. Da Comparenten ikke havde Leilighed paa den Tid, lod han ham sige: at han paa Grund af Beskæftigelse ikke kunde komme. Strax efter modtog han atter et Bud fra Natahnsen, som lod ham paany bede at komme til sig, da det angik hele Byens Vel, men da Comparenten ikke fandt Lyst at høre til ham, anmodede han Nathansen om at meddele sig skriftlig hvad han vilde ham. Ikke destomindre modtog han strax efter et tredie Bud, at nu vare Lægerne Bendz, Wellerup, Bech, Abraham og Møller samlede hos ham, og han maatte endelig komme strax. Det havde været Isaac Nathansens Datter, som havde været som Bud hos ham alle Gange. Da Comparenten hørte, at alle Byens Læger vare samlede hos ham, troede han, skjønt han ikke havde hørt at Nathansen var syg, at der muligt skulde foretages en operation hos ham, og at han muligt paa den Grund ønskede, at Comparenten, som religionslærer, var tilstede. Han bestemte sig derfor til at gaae hen til Nathansen; paa Veien mødte han practiserende Læge Abraham, som fraraadte ham at gaae til Nathansen, da denne var complet gal; men da Comparenten nu engang havde bestemt sig dertil, gik han dog derrhen; men traf, da han kom der, ingen af de andre opgivne Læger hos ham. Saasnart Compareten kom ind til Nathansen, havde denne spurgt ham, om han havde hørt det skammelige rygte, som gik i Byen, at han, Nathansen, vilde afsætte Kongen og indsætte Hertugen af Augustenborg paa Thronen? hvortil Comparenten svarede: at han ikke havde hørt det, og derpaa havde Nathansen atter sagt: "Ja, saa galt er det ei heller," men jeg, nemlig Nathansen, vil være "Vicekonge over alle Hestene." Han havde derpaa sludret en heel Deel om, at der vilde blive Oprør og Spektakler i Byen, da han havde Bønderne paa sin Side, men der vare endeel imod ham, og Bønderne vilde komme her ind till Byen med Kanoner, af hvilke Oberst Broch skulde affyre den første udenfor hans Gaard, og da Comparenten boede lige over for Oberst Broch, saa vilde han ikke lade ham være uvidende om, hvad der vilde passere, for at han ikke skulde blive allarmeret, og for at han kunde træffe de fornødne Forsigtighedsregler, og dette var Aarsagen til, at han havde ladet ham kalde. Han havde derpaa forlangt en Forklaring af Comparenten om Betydningen af at være exalteret, hvortil Comparenten, for ikke end mere at forvirre en saadan Tilstand, havde svaret, at det var at være aktiv og virksom, hvortil Nathansen havde Udbrudt: "Ja! det kan man med Sandhed sige om mig, da jeg ikke har sovet den hele Vinter," hvilket ogsaa Nathansens Kone, som var tilstede, bevidnede. Comparenten forsikrede, at han af de anførte Udeladelser og af Nathansens hele Adfærd paa den tid tør med fuldkommen Sikkerhed antage, at han var i meget høi Grad forvirret i Hovedet. At Nathansens Forfatning iøvrigt var meget daarlig, saaledes at det ikke muligt for ham selv, eller hans nærmeste Omværende, at sørge for ham i denne hans Sygdoms Tilstand, paa behørig Maade, tør Comparenten med Sikkerhed antage, da han i de 4 Aar han har været Lærer her ved Menigheden, har havt 4 a 5 Børn af Nathansens til Underviisning, men har, paa Grund af Nathansens Uformuenhed, saa godt som aldeles ingen Betaling kunnet erholde for dette hans Arbeide og antager Comparenten, at det var en sand Velgjerning der blev viist savel Nathansen som Familien, at han paa den tid blev indtaget paa Hospitalet. Comparenten tillføiede, at under hans Ophold hos oftnævnte Isaach Nathansen den ommeldte Dag, havde Sidstnævnte forlangt af sin Kone, at hun skulde oplukke deres Sølvskab for at vise Comparenten, at det var tomt, og da konen med grædende taarer beklagede sig derover, havde Nathnasen sagt til hende, hun ikke skulde græde, thi paa Søndag skulde hun kjøre ud i Amtmandens Vogn , og han, nemlig Amtmanden, skulde gaae bag efter."
Vi have med velberaad Hu fremsat disse Udsagn, som endnu bekræftes ydermere af 22 Vidner foruden de nævnte. Det er altsaa kun tænkeligt, at enten maa Nathansen have været gal og senere helbredet, eller han har været gal uden senere at helbredes.
(Flyveposten, 15.  august 1846)

Idet Redacteuren af Flyveposten har nægtet mig at optage en Artikel, hvilken paa det Nøiagtigste belyser Ritmester Fabers Fortælling, saa har jeg henlagt Svaret i Manuscript i Hotel d'Angleterre. Hr. Meyer maa vistnok være i besiddelse af gode gyldige Grunde- hvorfor han nu optræder mod mig, thi M. J. Levy og Simon, min Slægtninge fra Randers, have jo i disse Dage været her i Staden.
Michael Leonard Nathanson. 

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 15. august 1846)

Til Publikum
For at give Hr. Edvard Meyer, Redacteur af Flyveposten, et godt Beviis for, at jeg ikke er gal, hvilket han jo i sit Blad paastaaer jeg skal være, derfor skal han møde mig næste Fredag i Forligelsescommissionen. Michael Leonard Nathanson. 
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. august 1846) 

- I disse Dage er udkommen en Udskrift af det Politiforhør, der i Aaret 1839 er optaget om Isaac Nathansen, nu Michael Leonard Nathansons Indsættelse i Randers Daarekiste. Af dette Actstykke fremgaaer, at det er udenfor al Tvivl, at Nathanson i 1839, deels formedelst Næringssorg og søvnløse Nætter og deels ved Speculationer i Hestevæsenet - har været sindsforstyrret i nogen Tid. Dette maa han senere have glemt efter sin Helbredelse, hvilket har bevirket den Skandale, der senere er opstaaet.
(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 19. august 1846)

Om Krigen mellem Jøderne
(Et Bidrag til den nyere Tids Jødiske Historie.) 
Efter en 3-spaltet gennemgang af forskellige stridigheder mellem jøder, afsluttes artiklen med følgende:
I den allernyeste Tid er der opstaaet en heftig Kamp mellem Udgiveren af "Flyveposten", Eduard Meyer, og den forhenværende Kiøbmand i Randers, Michael Leonard Nathanson Aarsagen hertil er denne, at medens "Flyvepostens" Udgiver har optaget Artikler mod Nathanson, har han derimod ikke blot negtet at optage noget Forsvar fra ham mod disse Angreb, men endogsaa erklæret Nathanson for - gal. Hr. M. L. Nathanson har nu udgivet et lille Skrift paa Vers mod Flyvepostens Redaktør og Udgiver under følgende Titel: "Om Rokkedreier Meyer som "Flyvepostens" Redaktør", hvilket Skrift faaes for 8 Skilling i Bogladerne. Hr. Michael Leonard Nathanson er rigtignok for nylig blevet - døbt; men den praktiske Deel af Kristendommen som er Kiærlighed og Forsonlighed, synes han ikke endnu saa ganske at have tilegnet sig. Men man maa ogsaa betænke, at han er Begynder. Det kommer nok. 
(Morgenposten. Nr. 201, 29. august 1846) 

Den fordomsfrie Mand, Hr. Pastor em.
P. D. Faber.
Denne Veteran har i sit Blad "Frihedstræet" for 1ste Septbr. d. A. omtalt noget om "Ingenting, saare meget, altformeget". For et veltænkende Publicum turde "Frihedstræet" muligen være af Interesse, idet den omtaler Ritmester Fabers Affairer, saavel ved Politiforhøret, som og ved Samtalen med mig den 23de Jan. 1839 i Randers.
Michael Leonard Nathanson.
(Forrige udgave Næste udgave Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 10. september 1846)

- Hestehandler Nathansons journalistiske og digteriske Virksomhed er nu endt: han er for sine Beskyldninger mod Malthe blevet Tremarksmand og desuden sat under Censur for Livstid. - Den eneste Glæde som denne kildne Sag kan foraarsage Hr. Nathanson er dette: at Retten ved at dømme ham har erklæret ham for tilregnelig, eller hvad man i daglig Tale kalder klog. Men heraf følger nu en anden Omstændighed: Ved at dømme han saaledes har Retten sat ham udenfor den borgerlige Existens; man har nu Lov til at skjælde ham ud for omtrent hvad man vil; kun et eneste Ukvemsord tør man ikke bruge: Ordet gal. Ved høitidelig og upartisk Dom har Nathanson faaet Attest om, at han er klog, efter syv aars frugtesløs Anstrængelser dumper denne Attest ned over ham til den billige Priis 3 Sk.
(Corsaren. Nr. 314, 25. september 1846.)

Dom. I Dag har Hof- og Stadsretten paadømt injuriesagen mellem Dr. med. Overlæge Christensen og Michael Leonard Nathanson fra Randers og saaledes kjendt for Ret: "Denne Sag hæves". - Grunden til dette Resultat er at Retten savnede en Deel under Sagen fra Citantens Side fremlagte og senere ikke tilstedekomne Documenter, hvilke vare nødvendige til Paakjendelsen af Sagens Realitet. 
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende. 28. september 1846)

Bekjendtgørelser
Aar 1846 den 21de September blev i den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn afsagt Dom i Sagen
Nr. 62/1846, Fæstemand Joh. J. Malthe,
contra
Redacteuren af Bladet "Corvetten Politivennen", M. L. Nathanson,
og saaledes
Kjendt for Ret:
"De paaankende,  i nr. 12 af det af Indstevnte M. L. Nathanson redigerede Blad "Corvetten-Politivennen" for den 24de October f. A. i en Artikel betitlet: "Om Claudius Rosenhoff og mine 26 falske Vidner," om Citanten Fæstemand Johan J. Malthe brugte ærerørige udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Citanten til Skade på Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade, og bør Indstevnte for sit i saa Henseende udviiste Forhold bøde sine 3 Mark samt være den i Frd. 27de September 1799 § 20 fastsatte Censur undergiven paa Livstid.

Til det Offentlige betaler Indstevnte det Retsgebyr, som skulde have været erlagt og Godtgjørelse for det stemplede Papir, som skulde have været forbrugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, samt i Saalair til Procurator Kraft 15 Tbd.
De øvrige ovenfor omhandlede af Indstevnte saavel imod Citanten som imod Procurator Kraft under Proceduren fremførte fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificeres, og bør Indstevnte for sin i saa Henseende brugte utilbørlige Skrivemaade til Kjøbenhavns Fatigvæsens Hovedkasse bøde 20 Rbd. og ligesaameget til Justitskasen.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Indstevnte forelægges herved en frist af 8 Dage, fra denne Doms Afsigelse at regne, inden hvilken han vil have paa behørigt stemplet Papir at afskrive de af ham den 9de Marts, 6te April og 4de Mai d. A. fremlagte Indlæg."
Hvilket, efter Forordningen af 27de September 1799 §20, herved bekjendtgøres.
Den Kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsrets Justitscomptoir i Kjøbenhavn, den 21.de Septbr 1846.
Krüger

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling. 23. oktober 1846)

Dommen blev også offentliggjort i fx Berlingske Tidende, 22. september 1846Viborg Stiftstidende 26. september 1846.

Brasilien 1847-1848

Nis Petersen anfører at Nathanson en tid lang opretholdt tilværelsen gennem midler fra "højeste sted". Men som retssagen udviklede sig, kan den have været belastende for Christian 8. I hvert fald ser det ud til at kongen forsynede Nathanson med en pose penge under det forudsætning at han udvandrede til Brasilien i juni 1847. Her boede den ene af hans sønner. I Brasilien lykkedes det ham på danske myndigheders anbefaling at få kontakt med kejser Don Pedro den Anden og blive hans hesterådgiver - i hvert fald ifølge Nathanson. Opholdet blev imidlertid af mindre end 1 års varighed, idet han rejste tilbage, formentlig kort tid efter februar 1848.

Hestehandler M. L. Nathanson er nu igjen kommen til Hamborg, hvor han uddeler sine paa Dansk trykte Brochürer, og synes at have stor Lyst til at fortsætte den gamle Kamp med sine Fjender

(A. U.)
(Flyveposten. 24. marts 1947)
Hestehandler Nathanson. Et andet Blad har berettet, at denne Mand var afreist til New-York. I denne Anledning har Hr. Nathanson bedt os offentliggjøre, at han paa Grund af et Fald med en Hest ligger paa Frederiks Hospital, men at han, naar han bliver helbredt, agter at reise med sin Familie til Rio de Janeiro.
(Flyveposten. 5. maj 1847. )


- Michael Leonard Nathanson (forhen Kjøbmand i Randers) har nu for bestandigt sagt Farvel til sit Fædreland. Han er i Torsdags, med Kone og to Døttre, afgaaet med Briggen "Sirius" til Rio Janeiro. I hans offentlige Afskedshilsen tilgiver han alle sine Uvenner, takker sine Venner, siger Alle et hjerteligt Farvel, og velsigner slutteligen Kongen og Fædrelandet.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. juni 1847) 

Michael Leonard Nathanson, meest bekjendt som Hestehandler Nathansen, afgaaer i disse Dage fra Frederiks Hospital med Kone og sine to yngste Døttre til Rio Janeiro.
(Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende. 18. juni 1847) 

(Nathansons ene søn boede i Brasilien. Han forlod dog ikke for bestandig sit fædreland,men vendte hjem nogle år efter).

Redactionen af "Bibliothek for Læger" i Kjøbenhavn har begyndt at udarbejde den bekjendte Hestehandler Nathansons Sygehistorie. I dette Øiemed har den ønsket at erholde udførlig Oplysning om hans Forhold i Hamborg og Altona. En Skribent i Hamborg, som har havt Leilighed til, nøie at iagttage Nathanson, er sysselsat med at nedskrive saadanne muligst detaillerede Meddelelser. 
(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende. 13. september 1847) 

Høiesteretsdom.
Fredagen den 22de October
Etatsraad Salicath imod forhenværende Redacteur af Bladet "Corvetten Politievennen" Michael Lenoard Nathanson for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe (Defensor Buntzen). Ved Landsover- samt Hof og Stadsrettens Dom af 21de Septbr. 1846 er Tiltalte dømt til at bøde sine 3 Mark og til at være Censur undergiven paa livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser ere mortificerede. Videre ere de af Tiltale under Proceduren saavel fornærmelige Udladelser og Sigtelser mortificerede og Tiltale for sin utilbørlige Skrivemaade idømt en Mulkt af 20 Rbd. til Kjøbehavns Fattigvæsens Hovedkasse og ligesaameget til Justitskassen.
Dom: Michael Leonard Nathanson bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være. I Henseende til de ved Landsover- samt Hof- og Statsrettens Dom Joh. J. Malthe og Procurator Kraft tilkjendte Mortificationer bør bemeldte Dom ved Magt at stande. Estatsraad Salicath og Advokat Buntzen tillægges i Salarium for Høeiestreret hver 30 Rbd, som, tilligemed det ved fornævnte Dom Procurator Kraft tilkjendte Salarium udredes af det Offentlige.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 22. oktober 1847 )

(Artiklen forklarer at Højesteret har frifundet Nathansen. Men den objektive lovstridighed af injurierne er blevet gotgjort, idet Højesteret opretholdt Overrettens dom om mortifikation af Nathansens injurier. Frifindelsen af Nathansen skyldtes hans mentale tilstand.)
 
- (Fs Stftd.) forhenværende Redaktør af Bladet "Corvetten Politivennen," Michael Leonhard Nathanson, der af Landsover- samt Hof- og Statsretten for trykte Injurier imod Fæstemand Joh. J. Malthe var dømt til at bøde sine 3 Mk. og at være Censur undergiven paa Livstid, hvorhos de brugte ærerørige Udladelser mortificeredes, er af Høiesteret frikjendt for Aktors tiltale i denne Sag. Mortifikationerne bør ved Magt at Stande. Omkostningerne udredes af det Offentlige. (Hr. Nathanson er, som bekjendt, med høiere Understøttelse afreist til Brasilien. Kjøbenhavnsposten antager, at Grunden til hans Frifindelse maa søges deri, at han under denne Proces selv har søgt at føre Beviis for, hvad han ellers protesterede imod, næmlig at han var fra Forstanden. 
(Dannevirke, 30. oktober 1847)

Hestehandler Nathanson er ankommen til Sydamerika og har nedsat sig som Gjæstgiver en halv Miil fra Rio-Janeiro. Man fortæller at han arbeider paa en spansk Oversættelse af sin Hospitals-Historie, og at han vil udgive en Fortsættelse af "Corvetten Politivennen."
(Flyveposten 25. november 1847) 

Det Kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger, Supplementsbind, 1847 "Bibliothek for Læger" s. 69-74
(Kollegiet fandt at det var rigeligt begrundet at indlægge Nathanson alle de gange han havde været indlagt, men da han ikke var til fare for sig selv eller sine omgivelser i øvrigt, heller ingen grund til at beholde ham i Daarekisten eller Almindeligt Hospital).

Et "roligt liv" 1848-1862

Nathanson ankom med sin kone til Altona midt under treårskrigen, hvad ikke forhindrede ham i at rejse til København med et "vigtigt brev". Han blev dog arresteret i Frederiksborg - og på politiets regning fik en enkeltbillet tilbage til Altona. I 1851 vendte han tilbage til Randers til sin nevø og datter. Dog ikke uden bryderier med sin svigersøn. Her boede han resten af sit liv

Han insisterede dog at have "vigtige sager" i København, blev anholdt her i 1856 og atter indespærret i dårekisten i 6 døgn på Almindelig Hospital. Herefter forblev han i Randers. Og i 1859 ser det endda ud til at han fik en vis form for rehabilitering for sit arbejde med hesteavl.

Bibliotek for Læger1848, bind 3, s. 270-393: "En psycho-pathologisk Skizze Af Redaktøren" 
(Den 123 sider lange artikel er tilsyneladende skrevet af Harald Selmer som var en af de store kanoner inden for dansk anstalt-psykiatri. Artiklen beretter om sagsforløbet og hvorfor det var nødvendigt at indlægge Nathanson).

Hestehandleren Nathanson, sørgelig Ihukommelse, har i denne Tid udgivet en Brochure i Hamborg, betitlet: "Chicote eller Slavepidsken, Advarsel for de Slesvig-Holstenere, som ere tilsinds at lade sig hverve til brasiliansk krigstjeneste."
(Flyveposten, 28. januar 1851.) 

Hr. Redacteur!
Idet min Svigersøn, Slagtermester Isaac Nathansen i Randers, har lagt Hindringer i Veien, at saavel hans Skrivelse til mig som og Svar derpaa blev aftrykt i Randers Avis, saa beder jeg D. Bbhd at optage disse i Deres Blad, thi Offenttligheden er det bedste Værn for den forurettede.
Ærbødigst
M. L. Nathansen
fra Randers.
* * *
"Da jeg ifjor erholdt flere Klager fra mine Svigerforældre i Altona, fandt jeg det for min helligste Pligt at tage dem hos mig og ernære dem, i Haab om at de øvrige af hans Familie maatte bedrage til denne Gjerning, men da jeg nu har havt mine Svigerforlædre hos mig siden 7de juli 1851 og ikke nydt det mindste godt af Familien, saa er den Byrde mig for haard, da jeg selv har Kone og Børn, og min Profession bliver Aar for aar mere og mere undertrykt af Bønderne, saa det er mig ganske umuligt at sørge for dem.
Randers, den 5te Januar 1852
Isaac Nathansen
Slagtermester.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 14. januar 1852.) 

Til mine agtede Medborgere.
Være disse Linier rettede, ingenlunde som Klage over den af min Svigersøn, Isaac Nathansen, mod sin Svigerforældre i disse Dage udøvede "Gjerning", hvorved vi nødsagedes, om Aftenen, at forlade hans Huus, for at han ei næste Dag skulde kunne udføre sine Trusler.
Siden 1817 har jeg været Borger her i Byen, og vistnok i alle Henseender og især som Fattigkasserer og Rodemesteer opfyldt mine Pligter. I dette Blad Nr. 10 har man læst "at jeg skulde fra Altona have tilskrevet min Svigersøn Klagebreve, saa at han fandt det for sin helligste Pligt at tage os til sig og ernære os."
Da jeg med Kone f. A. aldeles ubemidlet fra Brasilien kom til Hamborg, fandt jeg det dog under min Værdighed at bede min Svigersøn om nogensomhelst hjælp; omendskjøndt jeg stedse, ja saagar fra den Tid af, da dennes Fader med en Flok Børn endnu boede i Odense, understøttede Familien, med det som stod i min Magt, det var vel ei "min helligste pligt", men det var min forarmede Broder, og jeg var dengang bemidlet, men aldrig har jeg givet noget skriftligt fra mig desangaaende for at det offentligt skulde udbasuneres.
Det vi nøde i hans Huus fra den 18de Juni f. A., indtil Skandalen udøvedes mod mig og min Kone, have vi vistnok ved Arbeide troligen fortjent os.
At han til Slutningen tilbageholder mine otte Lagener, hvilke han paa mine Vegne har modtaget af et Medlem af Repræsentanterne ved den mosaiske Menighed, ifølge min Udleveringsseddel, ligeledes de 9 Rbd. 4 Mk, hvilke jeg fortjente mig og leverede ham, dette ville mine agtede Medborgere muligen endnu ei kunne troe.
Iøvrigt er det beklageligt, at Svigerforældre, som i de senere Aar har kæmpet mod alle Livets Gjenvordigheder, skulle have været Gjenstand for Pengespeculationer hos sine rige Slægtninger. Mon dette kaldes "at opfylde sin helligste Pligt"? Jeg tilgiver min Svigersøn den Adfærd han saa ubetænksom udøvede mod sine Svigerforældre thi dette byder mig den Religion, hvori jeg med min troe Ægtefælle nu finder Trøst og Styrke, men jeg maa antage, at han til denne Daad har ladet sig forlede af sine Slægtninge.

Vi bede den Almægtige, at give os Kraft og Mod til at bære vor tunge Skjæbne. Til min Retfærdiggjørelse har jeg i dette Blads Redaction henlagt de tvende Breve fra min Svigersøn, hvormed jeg med Kone overtaltes til at komme til Randers.
randers, den 14de Januar 1852
M. L. Nathanson
Nordregrave nr. 73.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 16. januar 1852.)

Indsendt
Naar jeg atter optager Traaden angaaende Dyrlæge Kellers "kronede Priisafhandling", da skeer det ingenlunde for at opægge ham til Forsvar men det skeer blot af en Aarsag, at bevise ham, at ogsaa Thyland fremskrider til det bedre med Hesteavlen. Saaledes kunde man see fremstillet til Dyrskuet den 13de ds. ved Thisted flere fortrinlige Hingste, hvoraf Afkommet lover meget.
(Herefter nogel eksempler på hestehandler og væddemål)
Thisted, den 21de August 1854.
M L. Nathanson
fra Randers 

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer. 22. august 1854. )

Artiklen bliver citeret i Fyns Stiftstidende. 28. august 1854. 

Til Publikum
Saaledes som jeg atter er betænkt paa at foranstalte gavnlige Indretninger for Landet, saaledes har jeg alt i Aaret 1839 været betænkt paa at forbedre den jydske Hesteavl, men først i Aaret 1841 lykkedes det mig at realisere Samme, hvilket ei alene i "Veile Avis" Nr. 47 fra 20de April 1841 blev omtalt, men tillige i en allerunderdanigst Ansøgning til vor høisalige Kong Christian VIII, dateret Viufgaard den 11te Februar 1841, som jeg havde den Ære at overrække Allerhøistsamme, har Comiteen (Major Ingversen, C. Dalgas og Betzer) ytret sig saaledes:
"Med Taknemmelighed og paaskjønnende Erkjendtlighed have vi erfaret de Forandringer Dres Majestæt ved Hr. Nathanson allerede har ladet iværksætte til Hesteavlens Forbedring."
Senere modtog jeg en Skrivelse fra den daværende Amtmand for Haderslev Amt, Conferentsraad Johansen, saaledes lydende:
"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærhed, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos Landmanden, samt nærer jeg det grunde Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnrig Indflydelse paa hiint vigtige Anliggende."
Med Glæde seer jeg nu, at mit Forslag var heldbringende for Landet, desaarsag haaber jeg, at min Nærværelse i Hovedstaden i en for Jylland ikke mindre vigtig Sag, heller ikke vil være uden Nytte.
Min Afhandling om "Danmarks Hesteavl" bliver af Portneren i "Hotel d'Angleterre" gratis udleveret.

M. L. Nathanson.
(Flyveposten. 11. september 1854)

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 4. september 1858. (Kritisk og sarkastisk anmeldelse af Nathansons pjece om Danmarks hesteavl og forhold til Christian 8.)

Cosmus Bræstrup var Københavns vicepolitidirektør fra 1823 og fra 1845 de facto politidirektør da A. C. Kierulff gik af. Reelt dog først udnævnt som sådan 1859. Som sådan har han formentlig haft kendskab til Nathanson. (Edvard Bentzen: Politidirektør Cosmus Bræstrup. 1870. Statens Museum for Kunst).


Nathanson, Michael Leonard: Min Biographie fra min tidligere Alder til nu : og mit Svar paa Proprietair Weinschencks usandfærdige Beskyldninger mod mig, saavel ved Forsamlingen i Randers, som og i sin Beretning til Indenrigsministeriet. 2. oplag. - Randers, Udgiverens Forlag, 1859. - 48 sider


Endeel Landmænd, som interessere sig for Hesteavlens Fremme i Jylland, have i "Horsens Avis" bekjendtgjort, at de med Glæde have erfaret, at Hr. Nathanson fra Marielund ved Randers har opfordret Landmændene til at foranstalte en saadan Forsamling i Horsens. En saadan er nu berammet til Onsdagen den 30te Marts, hvortil Hoteleier Jørgensen har overladt sin Sal. Mødet ønskes afholdt om eftermiddagen Kl. 5. Hr. Nathanson er bleven indbudt dertil som den Mand, der gav den første Impuls til vor Hesteavls Forbedring. Et lignende Møde vil blive afholdt i Skanderborg Tirsdagen den 5te April. Hr. Nathanson har lovet at indfinde sig til begge Møder.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 28. marts 1859) 

Hesteavlen. Ved det i Onsdags paa Raadhuset i Horsens afholdte Møde for at discutere Hestevæsenet lededes Forhandlinger af Hr. Lieutenant Gaardeier Søderberg som Dirigent. Efter at Hr. M. L. Nathanson havde uddeelt tvende af ham forfattede Brochurer over Hesteavlens Forbedring, udbad han sig af Dirigenten ordet og oplæste det af ham i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring tilligemed resultaterne af de i samem anledning i Randers afholdte Forsamlinger. efter at Mødet var sluttet, overleverede Dirigenten følgende Skrivelse til Hr. Nathanson: "Forsamlingen paa Horsens Raadstue den 30te Marts var talrigt besøgt af Landmænd. Den almindelige stemning udtalte sig for, såvidt muligt at faae den ægte danske Hesterace tilbagevunden ved Oprettelsen af en Stutteri-Commission, hvorved aarlig uddeles Hingste- og Hoppepræmier, jo større des bedre, der skulde tilveiebringes ved Paaligning pa Gaardeiere og Gaardbrugere, og forøvrigt fandt Forsamlingen, at det af Hr. M. L. Nathanson oplæste og i sin Tid til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks Hesteavls Forbedring burde antages. Ligeledes var Forsamlingen enig i, at anmode Amtmanden over Skanderborg Amt om, at indsende til Indenrigsministeriet det ved Forsamlingen Forhandlede."
Til den ærede Landmandsforsamling i Haderslev.
Det er vistnok over hele Landet tilstrækkelig bekjendt, at jeg i en Aarrække stadig har arbeidet paa at ophjælpe Landets Hesteavl og i denne Anledning i 1842 havde stationeret her i Amtet 6 værdifulde Hingste, hvorom der meddeltes mig af den daværende Amtmand følgende Skrivelse:
"Idet jeg takker Hr. Nathanson for den Nidkjærlig, hvormed han er betænkt paa Hesteavlens Forbedring i det mig allernaadigst anbetroede Amt, glæder det mig tillige at kunne bevidne, at hans Bestræbelser finde almindelig Paaskjønnelse hos landmanden, samt nærer jeg det grundede Haab, at hans Virksomhed vil være af gavnlig Indflydelse paa hans vigtige Anliggende.
Haderslev Amtshuus, den 7. April 1842
Johansen
Tiltrods for min fremrykkede Alder kan jeg ei heller afholde mig fra at gavne i denne Retning og haaber, at Bogen:
"Høist vigtige Meddelelser for alle Hesteeiere"
Som af mig oversattes i den danske Sprog, skal være kjørkommen og stifte Nytte.
Ligeledes har jeg forfattet et Forslag, der i sin Tid indsendtes til Rigsagen og nærmere belyste samme ved tvende Piecer:
"Mine Anskuelser om Danmarks Hesteavl",
og mit foredrag i Anledning af Udvalgsbetænkning over mit til Rigsdagen indsendte Forslag til Danmarks hesteavls forbedring
Gid mit Arbeide ved nærværende Landmandsforsamling maatte bringe heldige resultater.
M. L. Nathanson.
(Dannevirke. 27. juni 1859) 

Hvad bør der skee for atter at ophjælpe den jydske Hesteavl?
Dette for Danmark, især for Jylland, høist vigtige Spørgsmaal blev senest af Rigsdagen drøftet og saaledes besvaret: Landstutteriet i Kolding bør afskaffes, hvorimod de gode elementer, der endnu haves tilbage, skulle benyttes til at forbedre Jyllands Hesteavl: - og endelig er det overdraget Amtsraadene at sørge for Landets Hesteavls Opkomst. I Henhold dertil er et Lovudkast nu forelagt af Regjeringen. Heri ligger en fornyet Opfordring til at fremkomme med Forslag til at fremme Landets Hesteavl, der i forrige Aare alene afgav 15,000 Heste til en Værdi af 3 Mill. Rdr. til Udførsel. 
Baron Zutphen Adeler med flere Mænd have oprettet en Forening til at producere den ædle Hest, mod et Bidrag af 5 Rdr. aarlig. Det kunde muligen hænde sig (thi i Udlandet seer det jo meget krigerisk ud), at vi til Foraaret atter skulle udføre en 15,000 Heste, hvoriblandt vistnok mange gode Hopper, som burde beholdes til Avl, ville blie solgte, - hvad vil der da i Fremtiden blive af Jyllands Hesteavl? Det kunde muligen gaae med Heste som det allerede gaaer med Stude: man indfører svenske, for at forøge sin Besætning, hvilke dog aldrig kunne komme i nogen Betragtning mod det jydske Qvæg. Har nu endelig Adelen og de rige Godseiere forenet sig om at producere den ædle Hest for at forskaffe Landet Rideheste, saa bør den jydske Bondestand ligeledes forene sig, for at producere den stærkbenede, velsluttede jydske Hest, og paa hvad Maade dette kan skee uden at bebyrde Statskassen med nogen Udgift, skal jeg nu nærmere tillade mig at foreslaae. Begyndelsen burde skee i Randers Amt; de andre Amter i Landet vilde utvivlsomt følge efter. Her bør ligeledes oprettes en Forening tila t forbedre og producere den jydske hest; thi de Foreninger,d er haves, føre ikke til Maalet. Enhver Hesteopdrætter bør aarligen bidrage til Forenignens Kasse blot 1 Rdr., som indbetales til Sognefogderne og dernæst sættes i Sparekassen til Forrentning. Sprøgsmaalet bliver da, hvorledes disse Midler rettest anvendes. At Jylland har stor Mangel paa gode og velsluttede, stærkbenede jydske Hingste, det ved vel enhver jydsk Hesteopdrætter. Derfor bør vi først og fremmest forskaffe os jydske Hingste. Vi have i Randers Amt endnu nogle gode Elementer blandt jydske Hingste, og der findes i Amtet et stort Antal meget gode Følhopper, hvilke utvivlsomt kunne producere et godt Afkom. Taars Hingstplage maatte der især tænkes paa, forsaavidt de tegne til at blive gode; de maa opdrættes til Avl og belønnes med gode prømier. Jeg har tidligere foreslaaet 100 Rdr. pr. Stk., og jeg troer, at vi ved denne Fremgangsmaade kunne faae gode jydske hingste, og endelig ogsaa gode jydske Handelsheste. - Skulde dette Forslag finde Randers Amts hesteopdrætteres Bifald, da var det ønskeligt, at det kunde sættes i Gang jo før jo Hellere. Ingen vil vist undslaae sig for aarlig at betale til slig en vigtig Sag 1 Rdr.; thi Pengene blive jo i Amtet, og med disse forbedres Amtets hesteavl

M. L. Nathanson.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 30. oktober 1860)

Død 1862 

Bekjendtgjørelser.
I Nat Kl.. 11½ kaldte Herren min kjære Mand, forhenv. Kjøbmand i Randers Michael Leonard Nathanson, 67½ Aar gl., efter at han omtr. det sidste halve Aar havde vært sengeliggende. I den lange Aarrække, 45 Aar, Gud forundte os at leve sammen, var han mig altid, selv under de haarde Prøvelser, der saa ofte tilskikkedes os, en kjærlig og omhyggelig Ægtefælle. Af vore 9 børn leve kun 4, hvoraf de 3 i Brasilien.
Randers, den 10de Juli 1862.
Louise Sophie Nathanson,
født Bonnefang.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 12. juli 1862)

Forrige Hestehandler M. L. Nathansen, en af de flere uheldige Personer, Kong Christian den Ottende i sin Tid tog sig af, har nu ifølge "Randers Avis" endt sit eventyrlige Liv ved Døden. 
(Fædrelandet. 14. juli 1862) 

Den nylig afdøde Hestehandler M. L. Nathanson var som bekjendt en af de besynderlige Figurer, hvem Christian den VIII uden nogen i deres Begavelse liggende Grund i visse Retninger skjænkede en særlig Fortrolighed og Tillid; Kongen understøttede ham saaledes til Udgivelsen af et Blad "Korvetten Politivennen", som skulde modarbejde "Korsaren", og Nathanson søgte at vise sin Erkjendtlighed ved at opdage forskjellige Sammensværgelser. Han kom imidlertid i Konflikter med Politiet, blev erklæret for gal, og tilsidst sendtes han med Familie til Brasilien, men kom tibage igjen efter nogle Aars Forløb og har siden gjentagne Gange mindet Offentligheden om sin Tilværelse. I Kjøbenhavn vil man ikke have glemt det Vædderidt, han for ikke mange Aar siden foretog eller annoncerede at ville foretage med sin Knabstruphingst "Mikkel", men som kun tjente til at fremkalde Latter paa hans Bekostning, da "Mikkel" blev kjed af det paa Halvvejen og trods Pidsk og Sporer vendte om med sin Rytter. Han har skrevet flere Smaating uden Værd, saaledes sin Biografi, en Beretning om sine Lidelser og Forfølgelser og nogle "hist vigtige Oplysninger for enhver Hestekjende," der fortrinsvis udmærkede sig ved den forholdsvis meget høje Betaling som forlangtes for dem (Rand. Av.)  
(Ribe Stifts-Tidende. 17. juli 1862)



Eftermæle

Petersen, Nis (f. 1897) Gale Nathansen : en Viborg-Skikkelse / udgivet af Biblioteksforeningen for Viborg og Omegn. - 1946. - 33 sider : ill.


Thomsen, Rudi: Den almindelige værnepligts gennembrud i Danmark. Gyldendal, 1949, s. 94-96.

(Omtaler Isaac Nathansens forslag til værnepligt. Slutningen lyder således:)
Men Nathansen var en enlig svale, og - som det også fremgår af mange snurrige enkeltheder i hans forslag - uden tvivl sindssyg. Det var "den gale Nathansen", som ville belære den høje kommission af militære fagmænd om, hvorledes Danmarks forsvar burde indrettes!

Helge Toldberg: Goldschmidt og Kierkegaard

I: Festskrift til Paul V. Rubow : 1896 - 9. januar - 1956 : fra fagfæller og elever. Redaktion: Henning Fenger ... et al.. Gyldendal, 1956, s. 222f.

Inger Johannesen: Jøderne i Randers. Kulturhistorisk Museum Randers Årbog 1998: Artiklen nævner ikke Nathanson, men kan være nyttig som baggrundsmateriale til jødernes forhold i Randers på hans tid.

Hall, Henning På gennemrejse : en fortælling om jøderne i Randers. Randers Amts historiske Samfund, 2004. Heri: "Fuldblods-Nathansen", s. 101-119. Anmeldelse: Hestehandleren og de andre jøder i Randers. Berlingske Tidende 12. august 2004.


Graugaard, Esben Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet : studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914Odense : Syddansk Universitetsforlag, 2009. - 729 sider : ill.

 

Bent Blüdnikow. I: Berlingske tidende, 2010-08-04, Sektion 2, s. 4-5