Samleren. Oktober 1797

Samleren. Oktober 1797. s. 248-256.


Bemærk at dateringen er fra før det første nummer af Politivennen udkom. Politivennen klager selv over at tidsskrifter ikke angiver præcise dateringer, så det kan være en del af forklaringen:
 

Brev til Politievennen

At nytte Publiciteten til at vise de Uordener der forstyrre den borgerlige Lykke, til at fremstille for hele Verdens Øjne de Fejl, der gaae i Svang og burde rettes, at fremføre Forslag til gavnlige Forbedringer - dette er, hvad man kan fordre af Patrioten, dette er det, man har Ret til at vente af den ligesaa oplyste, som redelige og sandhedselskende Statsborger.
I enhver stor Stad, og især i en Hovedstad, hvor der er betydelig Folkemængde, er Politie saa vigtig, at det ikke blot skulde være ude med al borgerlig Sikkerhed, da hemmelige Røverier, Plønderier, Overfald, og for at skjule disse, Mord, uden Politie, vilde øves hyppigere, end det ubetydeligste Klammeri hos os; men endog i mindre Ting skulde uden Politie alskens uordener saaledes tage Overhaand, at en almindelig Forvirring tilsidst maatte rejse de betydeligste Uroligheder.
Fra denne Side betragtet, har Politiet derfor sikkerlig en ligesaa hæderlig Oprindelse som Bestemmelse, og uden at undersøge videre, om der ved Politiets Oprettelse vare andre Hensigter, uden at undersøge alle de Misbrug, Historien fortæller os, der ere skeete ved Politiet og med Politiets Brug, ville vi blot antage, at det nu er til for at vaage over den udvortes Orden og Rolighed, for at betrygge den Sikkerhed uden hvilken ingen vilde være indvaaner i en stor Stad, for at forebygge de Misbrug, denne eller hiin til Fornærmelse for andre maatte faae i Sinde at udøve, for at sætte skranker for pøbelagtig Kaadhed paa Gader og offentlige Steder, for at sørge for at ingen Bedragere eller offentlige Skurke gjør Profession af at forføre unge Mennesker, frarane dem deres Formue og forlede dem til Liderlighed, og - dog hvor længe kunde jeg blive ved at opregne Poster, som henhørte til Politiets Pligter - Dette ville vi antage, siger jeg, og da skal sikkerlig Ingen kunde nægte, at hver den, der leder Politiets Opmærksomhed paa de punkter, de skulde iagttage, men formedelst Forretningers Mængde lettelige kunde oversee, underretter dem om de Uordener, der endnu til Tids for strenge Politiet Anordninger gaae i Svang, giver dem Forslag til Rettelser og Forbedringer, dem de ikke selv havde tænkt på - han er en ikke blot af Politiet, men endog af det offentlige velfortjent Skribent.
Derfor, Hr. Politieven, har det fornøjet mig enhver Gang, jeg har læst Deres Blad, uagtet dets litterære Form ikke har været den tækkeligste thi finder man ikke saa mangen brav Mand i en mindre tækkelig Kjol; men fornøjet mig har det især, fordi jeg heri fandt bestandige Erindringer om Punkter, som absolute qvalifisere sig til Politiets Opmærksomhed, og vorder De end stundum hans Røst, som raaber i Ørken, hvilket dog ikke ganske lades ude(?), saa skal De dog have den fyldestgjørende Løn, at Medborgere gjennem Deres Blad overbevises om den sande Velvillie for det Heles Vel, som De udviser.
De modtage her nogle Linier fra min, hvori jeg vil fremsætte nogle Vink, dem jeg vil overlade til Dem selv, at gjøre videre Brug og Afbetjening af, om De finder det hensigtsmæssigt.
I et af Ders Blade, tager jeg ikke fejl i det første No., stod en Undersøgelse om, hvorvidt Politiet har Ret til at uddele Stokkeprygl, hvorom, mig synes det i det mindste saa, enhver apriorisk Undersøgelse bestandig maa staae neden for den aposteriske, siden det uden Tvivl er den, man følger meest; skulde ikke den samme Forfatter, som skrev hiin maskerede kantianske undersøgelse, uden at trykke Masken saa tæt om Hovedet, at man jo kunde blive hans Aasyn vaer, skulde ikke denne Forfatter, siger jeg, have Lyst til at undersøge hvorvidt Vægterne have Ret til at uddele Morgenstierneprygl til Mennesker, der intet andet have gjort, end drukket sig fulde, og især rette sin Undersøgelse paa, hvorvidt Vægterne kunde have Ret til at uddle Morgenstierneprygl til Mennesker,hvis eneste Brøde var Fuldskab, og som allerede formedelst de første Slag ere faldnt til Jorden.
Tanken om denne Rettighed, til med Morgenstjerne at vedblive at slaae paa en allerede fældet Beskjænket, synes ganske at stride mod al Menneskeligheds Følelse, og paa en Tid, da  Barbarie og ild Grusomhed ikke udgjør Aanden i Lovgivningen, saa tør man sikkert ogsaa haabe, at Menneskeligheden vil tale saa meget for den Beskjænkedes Skaansel, at hans Drukkenskab ikke bliver en Forbrydelse som qvalifiserer ham til Sønderknuselse, for hvilken han ved Morgenstjernen bestand er udsat. Og saa vist som det er, at Vægteren paa sin Post maa have Ret til en udtrakt Nødværge, og til at bruge Magten, hvor Overmagt truer ham, saa vist synes det ogsaa at være, at denne Ret ophørte, naar hans Kontrapart, en eneste fuld Mand, allerede formedelst foregaaende Slag var fældet til Jorden.
Fremdeles, Hr. Politieven! anmode de Politiet paa det alvorligste at indskjærpe Plakaten som forbyder Kørende og Ridende at fare saaledes afsted, at ikke blot Børn og gamle Folk, men endog Unge og Raske udsættes for den Fare, enten at blive overkjørt, eller og ved pludselig og uforberedede Spring at brække Arme, Been eller padrage sig anden Skade. Man gaaer igen Dag paa Gaden, uden at se Overtrædelse mod denne Plakat, og, uagtet det virkelig ikke kan nægtes, at Politiet med muelig Opmærksomhed passer derpaa, saa er dette dog ikke tilstrækkeligt; thi hvorledes skulde Politiet paa eengang kunne passe alle Kjøbenhavns gader, saa maatte der endnu udfindes Midler, som gjorde saadannes Paagribelse lettere end der er, og dise Midler vil man vente gjennem Deres Blad, Hr. Politieven!
Ligesom det sikkerligen ogsaa var godt at gjøre Politiet opmærksom paa, at Pengestraf uden Tvivl saare sjelden burde anvendes for denne Forbrydelse, da Pengestraffen som oftest rammer den uskyldige Husbonde og ikke Karlen selv, som har overtraadt Plakaten. Hvilket medfører det dobbelt Onde, at den Skyldige ikke straffes, bekymrer sig altsaa ikke om nok engang at gjøre det samme i det Haab, at han ligeledes kan gaa ustraffet, eller at Straffen kan ramme hans Hosbonde.
Skulde De engang finde Lyst dertil, Hr. Politiven! saa vilde De sikkerligen finde en værdig Gjenstand for Deres Opmærksomhed, ved at gaae ud gjennem Amaliegaden, og derpaa dreje om paa venstre Haand til Toldbodvejen, hvor De strax ved Hjørnet vil finde en Før på Muren, som nyelig er kommen der, fra hvilken der inden for gaaer en hemmelig lukt Gang op til det nærmeste Huus, og hvor dette slipper, er atter en skjult lukt Gang til det Waaningshuus, der vender ud til Amaliegaden.
Flere have seet denne Gang, og yttret Forundring over, hvad den vil betyde, og hvorfor den er der, og De vil sikkert gjøre Dem mange forbunden ved at oplyse denne Sags hele Sammenhæng, hvorom man hist og her, især paa offentlige steder, hører ganske artige skandaløse Krøniker. 
Fra en dobbelt Side troer jeg denne hemmelige, saavel for oven som paa Siderne tilukkede Gang fortjener Politiets Opmærksomhed; thi deels er den bygget af Brædder, og bør altsaa ikke, naar man tager Hensyn paa den Skade, den ved paakommende Ildebrands Tilfælde kan foraarsage, være tilladt. Fra denne Side troer jeg endog det blev Assuransens Sag at besørge den nedrevet, naar en formelig Besigtelse havde erklæret den for farlig.
Deels formeener jeg, at saadan en lukt hemmelig Gang kan væe et alt for sikkert Opholdssted for Bedrageren og den Skurk, der af Frygt for Lovenes Hevn ikke tør lade sig see.
Det troer jeg ogsaa, at den Mand, der har en saadan hemmelig Gang, kan bruge den til mangehaande utilladelige Ting; for at forebygge Alt dette, var det uden Tvivl ønskeligt at Politiet tog den i Øjesyn, i nøjere Overvejelse, og derpaa i Overensstemmelse med Lov og ret gik frem.

Gjør De Dem en Spadseretour, Hr. Politieven! og besee bemeldte Gang, De vil finde den synderlig nok her i vor Bye, hvor vi, ukjendte med Londons og Paris' lignende Unoder, Intet vide af sligt at sige; De vil høre mange løjerlige Fortællinger om dens Hensigt og Brug, hvorom De bør meddele os Deres Tanker.
Det Sidste, jeg har at bede Dem om, er, at De imellemstunder vil gaae paa nogle af de offentlige Steder, især Billardhuse, hvor der er det største Sammenløb af unge Mennesker, og De vil finde, at der er meget, som De kan underrette Politiet om, deels Hasardspil, dels Bedragere, der forlede unge Mennesker, som, udgangne fra Fædrene- og Mødrene-Værge og Opsigt, ere løsgivne paa egen Haand, og derfor saa meget mindre kan vogte sig for Forførelse, til at bortøsle de Penge, Familien tilstod dem til Studeringers Fortsættelse, spilde og nedbryde deres Helbred ved Spil, Svir og Nattevaagen, og - hvad der er det græsseligste af Alt - blive selv Bedragere, nedrige, lavsindede, umoralske Mennesker.
Sligt, vilde jeg, De skulde see, og gjøre Politiet opmærksom paa, og Lønnen skulde vorde mange af Ulykkens Snarer udrevne unge Menneskers Tak, mange mod Gravens Bredder heldende Forældres Velsignelse.
Et temmeligt almindeligt Rygte fortæller ogsaa, at der her i Byen skal gives Skurke, som drive det nederdrægtige Haandværk at forføre unge uskyldige Piger, for at kaste dem i Armene på Vellystlinger, som søge deres ???liaste Glæde i at nyde i Dag denne, i Morgen hiin Piges Omfavnelser, og naar de ere mætte af Vellysten, da ikke skamme sig ved at overlade den Pige til Verdens Haan og Foragt, hvis Uskyld de have røvet.
Hvor foragtelige og strafværdige end disse Vellystlinger ere, saa fortjene dog hine, under al menneskelig og sædelig Følelse dybt sjunkne Lejesvende endnu mere end hundrede dobbelt Haan, Foragt og Straf.

Det er skrækkeligt at tænke paa, at den skjønne, unge, ufordærvede Uskyldighed, der engang kunde blevet en mands Stolthed og Glæde, vorder et Offer for nedrig Forførelse, og for at tilfredssstile en Vellystlings Sandselighed, lokkes til at opofre Qvindekjønnets højeste og ædleste Klenod, Uskyldighed.
Det er skrækkeligt at tænke paa, af Fader og Moder maaske endnu ingen højere Glæde kjende, end deres velopdragne Datter, og udkaste maaske allerede Planer til hendes følgende Bestemmelse, naar hun allerede, forført af saadan en skjændig lejesvend, har solgt sin Uskyldighed til graadig Vellyst, og stiger siden gradeviis til det nederste Trin af den dybeste Foragt og Elendighed.

Ogsaa denne Gjenstad, formener jeg, var Deres Opmærksomhed værdig, Hr. Politieven! Er det et blot Rygte, da betryg Publikum med sikker Efterretning derom; Men er det mere end et blot Rygte, da stil hine Afskum frem for Verdens og Retfærdighedens Domstole, at de kunde vorde stemplede med det Brændemærke, deres sorte Forbrydelse fortjente, og for Fremtiden sættes ud af Stand til at kunne øve slig Udaad mere.
Nu har jeg sendt Dem en liden Epistel, Hr. Politieven! nu vil jeg vente Deres Svar i Deres Blade.
Hilsen og Venskab.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar