30 september 2015

Kiøbenhavn, den 5te December

Collegialtidenden indeholder følgende ligesaa mærkelige som sieldne Mønster paa Flid og Vindskibelighed:

Amtmanden over Svendborg Amt havde til Cancelliet indsendt en Beretning fra Sognepræsten for Allested og Veile Menigheder under Salling Herred, samt 4 Gaardmænd sammesteds, hvoraf erfaredes, at Pigerne Anne og Birthe Henningsdøttre af Allested Bye og Sogn i Svendborg Amt i 5 Aar have forrettet alt Arbeidet ved deres Moders Avlsbrug af 11 Skpr. Hartkorn, deels Fæste- deels Kiøbe-Jord. De havde nemlig pløiet og saaet Jorden, giort alt Træearbeide ved Ploug og Harve og slaaet Plougjernene paa, sat Harveskier i Harven, selv forfærdiget Grebe, Skovle, River, Vognhamler, Klappetræer til at tøire Hestene og Creaturene i. Saa have de og selv slaaet og høstet, selv slebet deres Leer, giort dem skarpe og harret dem, slaaet dem paa Meietøiet og Staarstaven, giort Strøger at vætte Leerne med. De have spundet Hamp og deraf giort Reeb til Tøir, samt Hammelreeb, For- og Bagreeb. Fremdeles have de selv redet til Smedde med Hestene og holdt dem op, imedens de bleve skoede, skaaret Hakkelse til og fodret dem. Det avlede Korn have de selvtærsket, kastet og reengiort. Endvidere have de hugget Skov, gierdet Gierderne og grøftet Voldene omkring Jorden, skaaret den fornødne Tørv, givet 2 nye Hiulbøre til at trille Tørv med og sat Skafter paa Grav- og Tørvespader. I Aarene 1817 og 1820 have de paa den kiøbte Jordlod bygget 9 Fag Stuehuus og 18 Fag til Lade og Stald, i alt 27 Fag, derved forrettet meget Arbeide, saasom strøget 5000 Steen, muret Vindueskarmene i, opmuret Kakkelovnen, muret, spækket og kalket alle Væggene, lagt Gulv i Stuerne. De have lagt Broe i Gaarden og Staldene med Kampestene, giort Spiltouge ved Hestene og Skillerum mellem Kreaturene, giort Krybber og Hækker samt sat Egeplanker mellem Hestene. I Gaarden have de selv gravet en Brønd, 5 Alen dyb, hvori er godt Vand. Haugen have de indgrøftet med en bred Vold og plantet 59 Favne med levende Hegn. I haugen ere mange Slags Kiøkkenurter og flere Slags Frugttræer, som de have giødet ved Roden, i alt 96 Stykker.

Under disse Mands Arbeider have de ikke tilsidesat deres Huusarbeider, men forfærdigen smukt Tøi, Dynevaar, Vadmel, Multum, Hvergarn, Dreiels tærnet Tøi, som er vævet i Kam, Hør og Blaarlærreder, syet alle Sletsømme, syet Ravn og broderet.

Forfatteren af denne Indberetning havde derhos yttret den Formening, at bemeldte Piger ved deres roesværdige Forhold havde gjort sig fortjente til at erholde saadanne Udmærkelses Tegn, som Hans Majestæt forhen allernaadigst har tildeelt andre Bønder-Fruentimmer, som, uden at forsømme de egentlige qvindelige Arbeider, have forrettet saadant Landboe-Arbeide, som ellers ikkun Mandkjønnet afgiver sig med, og Amtmanden over Svendborg Amt, bevidnede Rigtigheden af det Anførte, anbefalede disse Piger, især Anne Hennings Datter, for deres roesværdige Flid til en  passende Belønning.

Da det Foredragne var bevidnet saavel af Sognepræsten som 4 andre i Sognet bosiddende Gaardmænd, og Rigtigheden deraf bekræftet af Amtet, og da Cancelliet fandt, at disse tvende ugifte Fruentimmere havde udmærket sig paa en saare sielden Maade, troede man at burde forelægge Hans Majestæt denne Sag og tillige at henstille til Allerhøistsammes Naade, om disse tvende Piger for deres roesværdige Bestræbelser ved Landbruget maatte værdiges Hans Majestæts allerhøieste Opmærksomhed, enten ved offentligen igiennem Amtmanden over Svendborg Amt at tilkiendegives Hans Majestæts allerhøieste Tilfredshed, eller ved at forundes en passende Belønning, der mueligen kunde bestaae i et af følgende trende Smykker, der bæres af Fruentimmer af Bondestanden, og som oftere under Krigen, til Exempel ved hans Majestæts allerhøieste Resolution af 11te Februar 1809 og 21de Juli 1810 allernaadigst er tilstaaet for Landboflid, nemlig: 1) et sølv Skildt med 2 Alen Kiæde, 2 Snørenaale og 16 Maller, samt den Indskrift: "for Landboeflid", eller 2) tre Sølv Livspænder med Filigran-Arbeide, og samme Indskrift: 3) eller to Sølv Livspænder, ligeledes med Filigran-Arbeide.

Paa Cancelliets i Overeensstemmelse hermed nedlagte allerunderdanigste Forestilling, behagede det ogsaa Hans Majestæt allernaadigst at resolvere: at bemeldte Anne og Birthe Henningsdøtre for indbemeldte af dem udviste Flid og forrettede Landboe-Arbejde skulde forundes hver en Belønning, bestaaende af et Sølv Skildt med 3 Alen Kiæde, 2de Snørenaale og 16 Maller, samt med Indskrift: "for Landboeflid", som ved Amtmanden over Svendborg Amt offentligen skulde tildeles dem, hvorhos de tillige skulde tilkiendegives Hans Majestæts allerhøieste Tilfredshed med deres Færd.

Dagen, 5. december 1820


Ikke et foto af Birthe og Anne Hennings Datter, derimod to kvinder på en gård på Frilandsmuseet beskæftiget med mere traditionelt kvindearbejde. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017.

29 september 2015

Ildebrand

Den 18de dennes, om Eftermiddagen Klokken 4 3/4, opkom Ildløs i Gaarden Nr. 63 paa Hiørnet af Østergade og Christenbernikowsstrædet i en Bagbygning, der brugtes til Stald. Røgen og Gnisterne af det derværende Foder forøgede Faren af denne Ildløs, der truede den meest bebyggede Deel af Byen, saameget mere, som det snevre Stræde og de omliggende høie Bygninger giorde det vanskeligt at virke paa Ilden. Hans Majestæt Kongen, der altid i slige ulykkelige Tilfælde er een af de Første, der nærme sig Faren for at paaskynde Redningen og at oplive den ulykkeliges Mod og Haab var strax tilstæde. Det syntes for selve Øienvidnernenæsten utroeligt, hvor hurtigt vort raske Brandkorps blev Herre over Ilden, saa at allerede Klokken 5 3/4 Ildens Standsning kunde tilkiendegives ved det sædvanlige Sgnal. Allene Spærværket af den ovenmeldte Staldbygning afbrændtes.

Dagen 23. oktober 1820

Kiøbenhavn, den 23de October

I denne Maaned have de herværende Tropper foretaget Vaabenøvelser udenfor Staden, saaledes at de den 3die, 5te, 7de og 12te October maneuvrerede i eet Corps paa Stadens Broer og Fælleder imod en suppponeret. Fiende.
Den 10de October vare Tropperne afdeelte i 2de Corpser, hvoraf Hans Majestæt Kongen behagede Selv at kommandere det ene Corps, hvilket angreb det andet, som commanderedes af Hans Høihed PPrinds Frederik Ferdinand til Danmark. Dette Corps retirerede fra sin Position ved Lygten og Grøndal til Gladsaxe Bye og Omegn; men da det efter Suppositionen var antaget, at samme fik Forstærkning, gik det angrebsviis til Værks og attaquerede i forskiellige Colonner det Corps, som Hans Majestæt Selv commanderede, hvilket da retirerede ind til Lygten og Grøndal, hvor de sidste Positioner bleve tagne og Maneuvret endt.
Den 14de dennes vare Tropperne atter afdeelte i 2de Corpser, hvoraf det ene; som Generallieutenant, Greve af Schmettau commanderede, forestillede Avantgarden af et fiendtligt Corps, som var rykket frem og stod deels ved og deels paa Røveskovs Bakke, havende sine Feldtvagter og Forposter staaende i Egnen Sønden for Gientofte og Vangede Byer. Det andet Corps, som commanderedes af Generallieutenant Greve v. d. Schulenburg, angreb i 3 Colonner hiint Corps og drev det tilbage til Egnen, Sønden for Lyngbye, hvor det efter Suppositionen var antaget af Generallieutenant Greve v. Schmettaus Corps fik Forstærkning og skulde begyde at agere angrebsviis. Generallieutenenant Greve v. d. Schulenburgs Corps begyndte derfor Retiraden, som skeet i 3 Colonner, nemlig Hovedcolonenne ad Kongeveien til Lundehuset, høire Flanke-Colonne over Jægersborg, Gientofte til Bernstorffs- eller Ordrupveien og venstre Flanske-Colonne over Vangede til Søeborghuus. Da Colonnerne, forfulgte af det fiendtlige Corps, vare ankomne paa disse 3de Punkter, endtes Maneuvet.
Hans Majestæt Kongen har med Velbehag atter i Aar seet Sine herværende Tropper udføre lle Bevægelser saavelsom Maneuvren i det Hele med al den Orden, Rolighed og Raskhed, som kan forlanges af et vel dresseret Armeecorps, ligesom at de forskiellige Vaabenarter stedse paa den meest hensigtsvarende Maade have benyttet Terrainet, saaledes som det egner sig for enhver især; hvorfor Hans Majestæt ogsaa har tilkiendegivet disse brave Tropper Sin allerhøieste Tilfredshed.

Dagen 23. oktober 1820.

28 september 2015

Frederikke Dorotheas forlis og videre skæbne

Skibet Frederikke Dorothea af Kiøbenhavn Capit.A. A. Rouberg, bestemt fra Rouen til Petersburg, strandede Natten mellem den 16de og 17de Sept.ved Thorsmindegab, mellem Ringkiøbing og Lemvig.
Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende, 7. oktober 1820.

Saavidt vides, efter en Reisendes Udsagn, har det ved Ryssensteen indstrandede Skib fra Frankrig kuns medbragt Vahre til Forhandling i Rusland og ikke (som et indenrigsk Blad anfører) Foræringer fra det Kongelige franske til det russiske keiserlige Hof. De 2 Fruentimmer som vare med, vare franske, som havde giftet sig ed russiske Officerer, og havde været i Familiebesøg i Frankrig - Den ene af dem havde et Barn; hun turde ikke oppebie den muelige Redning, men bandt Barnet med et Schavl fast paa sin Ryg og svømmede i Land - Den anden blev reddet af Skibsfolkene. Kuns det havarerede af Ladningen blev solgt, saasom: franske koulørte og hvide Handsker, Blonder, Pyntsager, Pomade etc. Ladningen bestod endeel af Theaterdragter, der ved Søevandets Paavirkning saae meget utheatralske ud - Hele Ladningen ansloges til 50,000 Rdlr. Courant. Det Havarerede skal være blevet got betalte.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 7. oktober 1820.

Til at overbringe den Damepynt, som blandt flere kostbare Foræringer fra den franske Regiering til den russiske keiserlige Familie befandtes paa det nylig imellem Ringkjøbing og Lemvig indstrandede Skib, skal efter Forlydende være medbragt tre franske Modehandlerinder, hvoraf kun den ene slap herfra med Livet. Af den indehavende betydelige Ladning Champagnevin skal Toldvæsenet i Ringkiøbing have konfiskeret 150 Flasker, som vare kjøbte før Auctionen til indsmugling. Skibet er aldeles slaaet istykker
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 10. oktober 1820.

Paa Gaarden Rysensteen ved Lemvig bliver Mandagen den 23de Oct. foretaget offentlig Auction over Ladningen af det den 16de Septbr. indstrandede Skib, bestaaende af: 25,740 Flasker Champagne, et stort Qvantum fiin fransk Porcellain til Thee- og Spise-Service, en Mængde laqverede Lamper, glas Lysekroner, pletterede Lysestager og Skrivertøier, uldne Tepper og Schawler, adskillige Stykker Atlask, Bomuldstøier og Tørklæder, samt desuden en vigtig Samling af forskjellige Malerier, som og et Partie fine Kobberstykker, foruden nogle sieldne Oliemalerier m. v. Betalingen erlægges contant, dog kan, imod Caution, erholdes 6 Ugers Credit.
Den Kongelige Privilegerede Viborg Samler, 11. oktober 1820.

Auctionen over Ladningen af det ved Ryssensteen indstrandede Skib, som begyndte Mandagen den 23de endtes Torsdagen den 26de Octbr. Først solgtes Bøgerne, hvoraf der var circa 1500 Nummere, hvoriblandt endeel gode og kostbare Værker, dernæst endeel havarerede Lamper, ogle ucompllette Lysekroner, tomme Kasser samt 24 Stykker Taft, og endelig 6000 Flasker Champagne istedet for 25740 Flasker. Af det averterede store Qvantum fransk Porcellain, uldne Trøier, Schawler, Kobberstykker, m.m. blev aldeles intet solgt. At Liebhaverne, som havde indfundet sig fra Sjæland og langtfraliggende Steder i Jylland og derefter forgjæves ventet i 3 Dage, mens Bøgerne og det øvrige Ragelse solgtes, fandt dem særdeles misfornøiede, vare ikke uden Grund. Nogle af dem nedlagde derfor og Protest mod Auctionens Hævelse eller i modsat Fald paastod Skadeserstatning; om de faaer den vil Tiden lære. Champagnen kostede indtil 90 Rbd. rede Sølv pr. Kasse (60 Fl.) foruden Sallarium 12 sk r. S. pr. Rbd. - En Restauratør fra Lemvig havde indfundet sig, som formodentlig gjorde god Reise, og Liebhaverne maae virkelig og yde ham Tak, da de ellers vare udsatte for Mangel.
Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 30. oktober 1820

Af et Brev fra Egnen ved Lemvig, den 14de November 1820
Udentvivl har Du allerede hørt og læst endeel om den her paa Kysten i sidstafvigte September indtrufne Stranding af en Skibsladning Modevare, Theaterstads, Damepynt, Champagneviin, Malerier, Kobbere, Bøger, Silketøier m.m., kommende fra Frankrig og bestemt til Petersborg? Vistnok er der ogsaa i den Anledning ikke lidet at fortælle, da der neppe i de senere Aar paa nogen Kant af Danmark er indtruffen en betydeligere Stranding. Uforgribelige Anmærkninger saavel over denne i Besynderlighed, som over andre her forefaldende Strandinger i almindelighed giver jeg mig til sin Tid maaskee den Frihed at meddele; I Dag blot dette. Kysten her, fra Thorsminde langs hen ad det stolte Bovbierg, har i denne Tid gienlydet af Lovtaler og Lovsange til den fortryllende undergiørende Champagneviins Priis; da selv den roelige Jyde paa Nordhavets kolde Bredder nu har lært at kiende og ære den, som en extroprobat Mirakkelessents mod al menneskelig Meen og Bræk paa Legeme og Siæl. En granskende ægte Naturphilosoph har nyeligen meddeelt mig: at han foruden at have fundet det meest evidente empiriske Beviis for den Lære, at man selv under den stiveste, af anden Spiritus bevirket, Pe??al bliver, ved at nyde en Flaske Champagne, fuldkommen ædrue, og efter Wessels Ord som man aldrig havde havt en, tillige har naaet det Held, ved denne Viin at opdage en anden mageløs og hidtil ukendt Egenskab. I det han nemlig, af Lyst til at trænge dybere ind i Naturphilosophien, anstillede det Experiment, at indtage saa stort et Qvantum, at Naturen maatte vise det tilbage, befandt han, at denne, hvilken han nu hylder som den ædleste af alle Jordens Druearter, paa Retouren yttrede samme veldædige og behagelige Virkninger paa Smagsorganet som ved Indtrædelsen, og altsaa giorde dobbelt Nytte. Med adskillige Kassers Indhold skal være foregaaet Metamorphoser, der vække Forundring; ja Champagnevinen i tilproppede, med Staaltraad og Harpix tilbørligen forvoxede Flasker har endog, efter Sigende, ventelig af fransk Høflighed, allerydmygst antaget Skikkelse af ærlig dansk Finkel, og udføre Rollen med frappanteste Lighed. Hvorledes vi i øvrigt vide at anvende og sætte Priis paa de os beskierede Rariteter vil Du, blandt andet, see af Følgende: En Havboe, som fik et Stykke fiin fransk Ost, tog det for Sæbe, indsmurte Skiæget dermed, og kunde ikke noksom undre sig over, at Sausen paa ingen Maade var at bringe i Skum; en anden aad derimod med hierteligste Appetit et Stykke Sæbe i den fulde Overbeviisning, at det var den kosteligste Ost; vellugtende Vaskekiid i smukke Papirsæsker indtager man portionsviis i Brændeviin, som et ypperligt Sundhedsmiddel. Skiøndt der ved de Auctioner, der over Ladningen ere holdte paa Ryssensteen, en lille, forældet, i gothisk Smag opført, Herregaardsbygning, der bekiendt under Titel af Bøvling Slot nu Sæde for en Hog??ikke nær, hvilket Du har seet af Hempels Avis No. 153, blev solgt saa meget som der offentligen var averteret, og ihvorvel de langveis fra komne Auctionsgiester, hvis ikke en barmhiertig Lemviger med mueligste Geskieftighed og Omhu havde antaget sig deres Tarv og Trang, og i et ham anviist, desuden til Giemmested for Tørv og Kaartofler afbenyttet, Locale restaureret og holdt dem ilive, skulde været udsatte for at vansmægte, kan det dog ingenlunde nægtes: at for ægte Kiendere, resolute Speculantere, for Folk af Conduite, over Erfaring og raffineret Industrie var begivenheden ønskelig og Leiligheden gunstig, da selv en smagløs, erkedum, skidenkarrig og oppustet Bondeknold i roligste Mag og allerdybeste Neglige var istand til, herved at giøre sig overordentlig betydelige Fordele.
(Randers Av.)
Dagen, 9. december 1820


Plakat.
Torsdagen den 29 Marts førstkommende om Formiddagen Kl. 10 bliver efter Vedkommendes Begjæring holdt offentlig Auction paa Gaarden Ryssensteen pr. Lemvig, over den hidtil usolgte Deel af Ladningen fra det indstrandede Skib Frederikke Dorothea, bestaaende af en betydelig Deel særdeles fiin og kostbar Porcellain, nogle Stykker Madras og andre Tøier af Bomuld, endeel fine uldne Tepper og Chawler, et stort Partie udsøgte fine Kobberstykker og Tegninger, som og 58½ Kasser hvid Champagne a 60 Bouteiller pr. Kasse, med videre.
Det anførte Porcellain og Bomuldstøierne samt de uldne Tæpper og Shawler sælges til Udførsel af Landet, men det øvrige til Forblivelse i Landet mod Betaling i rede Sølv, og forøvrigt efter de Konditioner, som bekjendtgjøres paa Auctionsstedet, hvor de Lysthavende indbydes at møde. Lemvig den 1 Marts 1821. F. S. Skønau, Auctionsdirecteur.
Fyens Stifts Kongelige allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende, 9. marts 1821


Redacteurens Anmærkning.

At fremmødet til strandinger ikke altid skete af humane grunde, antyder en dom som kort forinden overgik en strandejer som havde maset sig på for at bjerge et strandet skib, imod skipperens ønske. Det ser ud til at han oven i købet havde backup fra den lokale strandridder, hvis opgave ellers var at se til at alt gik ordentligt til. Se Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 10. januar 1821:
Ved Ryssensteens Birketings Extraret er af Birkedommer Claudi den 2den August 1820, dømt saaledes: "Tiltalte Strandeier Capitain Falkenberg bør for sit urigtige Foregivende at den strandede Skipper Wedsted var syg og at han var antaget at bierge og mod Skipperens Villie samt Vagtens Erindring anmasset sig Bjergningen, bøde til harboøre Sogns Fattigkasse 10 Rbd. Sølv og Strandrider Søren Mølgaard ligeledes for sin Benægtelse ikke at ville forklare under Forhøret, hvor han havde faaet de til Reengjørelse leverede Syenaale, at erlægge i Mulct til Harboøre Fattigkasse 2 Rbd. Sølv; endelig bør Capitain Falkenberg betale Actor Prokurator Skaaning udi Salarium for Sagens Førelse 20 Rbd. Sølv, som alt udredes inden 3de Solemærker efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Lovens videre Tvang. Hvorimod tiltalte Strandeier Capitain Falkenberg og Strandrider Søren Mølgaard for Actors videre Tiltale i denne Sag bør frie at være"

24 september 2015

Karatæne for Pest

I Torsdags blev et Huus ved Holmens Kanal spærret, i hvilket en af Pesten i Algier død Skibs-Capitains Klæder vare blevne henbragte, uden i Forveien at være anordningsmæssigt behandlede. Rygtet fortalte, som sædvanligt, Sagen meget forskjelligen og tildeels meget vrangt. Men Almeenheden blev i Gaar oplyst om den rette Sammenhæng ved følgende officielle Bekjendtgjørelse: "Da et i forrige Maaned fra Vestindien hidkommet Skib havde medbragt nogle Klædningsstykker, som tilhøre en i Algier af Pesten bortrykket Skibs-Capitain, og disse Klæder vare blevne i Land bragte, uden ved Ankomsten at have været anmeldte og anordningsmæssig behandlede, er Huset No. 251 ved Holmens Canal, hvor bemeldte Klæder vare blevne indbragte, men hvor forøvrigt intet Sygdomstegn har yttret sig, i Følge den Kongelige Quarantaine-Commissions Skrivelse til mig af Gaars Dato indtil videre sperret, hvilket herved bekjendtgjøres til almindelig Efterretning. Kjøbenhavns Politikammer den 31te August 1820. Kierulf." Endnu i Dag er benævne Huus under Vagt. Den Opmærksomhed, som her er viist, er det bedste Vidnesbyrd om den Kongel. Quaraantaine-Commissions store Aarvaagenhed over den offentlige Sundhedspleie.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 6. september 1820.

Huset ved Holmens Kanal i Kjøbenhavn, hvor der var bleven bragt en Kuffert til, som havde tilhørt en Dansk Skibskapitain, der paa Reisen fra Algier var død af Pesten, men som uden Quarantainekommissionens Vidende var bleven bragt i Land, er nu efter behørig Giennemrøgning og flere Dages Spærring atter givet fri Passage. Kufferten bragtes ud paa en af Bastionerne ved Toldboden, og behandledes der efter Qvarantaineforordningens 37te Artikel. Ved det spærrede Huus havde samlet sig endeel urolig Pøbel, som af Politiet snart blev adspredt.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 16. september 1820.

Den Skibscapitain, der døde i Algier, og hvis hertil ankomne Klæder gave Anledning til Spærringen af det Huus, som hans Enke har sin Bopæl i og hvor Klæderne vare henbragte, hedte P. E. Dahl. Han var afgaaet herfra med Skibet Søblomsten, der havde Foræringer ombord til Deyen af Algier. Efter hans Ankomst til Algier fragtede Deyen Skibet for at sende en Gesandt til Constantinopel. Embasssadeuren var en Olding paa 80 Aar, som allerede adskillige Gange havde været brugt til Gesandtsskaber til Storherren. Han kom ombord med et Følge af 170 Personer, og de Foræringer, han medtog til Storsultanen, bestode i fire gamle og to unge Løver, der førtes i simple Træbure, Strudsfugle etc. Medens disse Sager indskibedes, døde Capitain Dahl ombord paa Skibet af Pesten, som herskede i Algier. Han blev bragt i Land og begraven paa Consulernes Kirkegaard, og de Sager, han havde brugt, brændte. Overtyrmanden, Hr. Sørensen, førte Skibet til Constantinnopel, hvor Embassadeuren siden døde. Også i Constantinopel rasede paa samme Tid Pesten, men i langt stærkere Grad ind i Algier, hvor der døde 70 Mennesker deraf dagligen. Den i denne uhyre Stad herskende store Ureenlighed, de usle, snævre Gader, hvor Menneskene boe tæt sammenpakkede,Tyrkernes og deres Regjerings fuldkomne Ligegyldighed for at forekomme Pesten, og deres Grille, at man hverken maa frygte eller afværge det, som Gud tilskikker os, Alt dette tilsammen er Aarsag i, at denne skrækkelige Plage endnu stedse kan anrette saa store Ødelæggelser i den ellers saa sunde beliggende Hovedstad. Den afdøde Capitain Dahls Efterladenskaber bleve hos den danske Consul i Algier, Capitain og Ridder A. Holsten, røgede og luftede, derpaa under hans Segl igjen lagte i Kufferten, og siden bragte ombord. Sørensen seilede imidlertid til St. Croix i Vestindien, og Capitain Morten Andersen hjembragte fra St. Croix Kufferten til Dahls Enke i Kjøbenhavn. Adskillige Uger efter hans Ankomst ankom Sørensen med Søblomsten, og nu var det, at Husets Spærring, som bekjendt, paafulgte. I Huset selv har der imidlertid aldrig yttret sig mindste Spor til Smitte.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 20. september 1820.

Måske er der tale om barkskibet "Søblomsten", bygget i Amerika 1808 som "Augusta", og indkøbt 1811, og brugt som vestindienfarer. Solgt til Altona i 1835.

17 september 2015

Fælles Urtid

Den Forskeel i Uhrenes Gang, som i Kiøbstæderne i Provindserne ikke sielden finder Sted, har hidtil giort det vanskeligt med den behørige Nøiagtighed at controllere, hvorvidt Posternes Befordring blev udført i anordnet og befalet Tid. For at afhelpe denne Mangel, har Generalpostdirectionen med Hans Majestæts dertil givne allernaadigte Bemyndigelse, overdraget en sagkyndig Mand at bereise de forskiellige Hovedpostrouter i landet, for ved at opdrage Middagslinien enten paa Raadhuset eller Kierken i enhver Kiøbsted, at bevirke den fornødne Eensformighed i Uhrenes gang paa de forskiellige Stationer, hvilken Foranstaltning saaledes ikke allene vil være til Gavn for Postvæsenet, men og forskaffe vedkommende Kiøbsteder den Fordeel, at deres Uhre altid kunne vise det Klokkeslæt, som et efter Middeltid stillet Uhr bør angive.

Dagen, 14. august 1820.

16 september 2015

Kjøbenhavn den 27de Juli

Den Indretning til at oplyse Pladsen mellem Palaierne paa Amalienborg og nogle Gader i Nærheden med Gas, som Grosserer Mac Evoy, efter hans allerunderdanigste Tilbud, har foranstaltet, er nu færdig, og Gassen har, for at gjøre Forsøg med denne Oplysningsmaade, allerede flere Gange været tændt. I enhver af de dertil anskaffede smagfulde Lygter ere 3 til 9 saa klare og stærke Flammer, at man i 7 til 8 Skridts Afstand kan see og læse i en trykt Bog.

Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 2. august 1820

14 september 2015

Marked i Odense

Odense, den 18de Juli
I Gaar Eftermiddags tog de saakaldte store St. Knuds Marked en Ende med alle sine Herligheder. Det særdeles smukke Veir havde den egentlige store Markedsdag lokket Mennesker nok til Byen. Paa Boder, lige fra de meest Glimrende til af det simpleste Indhold, var der heller ingen Mangel. Kræmmerne havde derfor de bedste Aspekter til at reise bort med tomme Telter; men - ogsaa her hørtes allevegne Henriks Klage i Komoedien: "ingen Penge!" De faa Skillinger, Menigmand havde tilovers, gik i Vaffelbagerskens Lomme; skiøndt det giorde et lille Skaar i hendes Glæde, at Brandvæsenet og Politiet med megen Føiee havde forbudt at bruge Ild i et Fielleskur midt paa det aabne Torv, fyldt med lutter let antændelige Ting. Men Vaflerne skulde og maatte smages og med Glæde gaves 8 skilling Stykket; thi det hollandske Navn de bare og Opvarterindernes underlige Dingeldangel af Hovedtøi var jo allene Pengene værd, skiøndt man neppe havde givet 2 Skilling for et bedre Slags, lavede af danske Hænder. Den sande Essents, som imidlertid skulde fremholde Vaffelboutiquen, var Punsch, Limonade og Liquerer, som da ogsaa gjorde "mangt et Hoved ør og Mangen't Hierte glad. De som maaskee aldrig nyde den Lykke at skue disse Vaffelfabriker kunne trøste sig med, at det er hverken mere eller mindre, end et Slags transportabelt Krohuus, eller paa godt dansk Narrestreger, der, ligesom de andre, Wiener-Kongressen, Gyngerne o.s.v. omsider reent ville nedbryde Ideen om Markeder, en almindelige Omsætning af Flids- og Kunst Produkter, og hielpe til at udbrede Raahed og Pøbelaand, hvorfor ogsaa Boutiken maatte fredes med Militairvagt, for at afværge Spektakler.

Dagen, 22. juli 1820.

Markedet i Odense i 1819 blev beskrevet i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, den 20. juli 1819:
Odense, den 15 Juli. Vort store Knuds Marked, som holdes i Dag, favoriseres af det skjønneste Veir, hviket og har lokket usædvanlig mange Besøgere hertil. Sælgernes Antal, ligefra de glimrende Galanterieboder ned til Snurrepiberie- og Skjænke-Bordene er overordentligt, men Omsætningen staaer ikke i Forhold til Tilskuernes  Mængde, og Man mærker overalt at det rene Væsen fattes. - Gyngemaskinen var først i Aftes opeist paa salig Graabrødrekirkes Tomte; men fik strax saa mange ubudne Gjæster, at Politiet og Militærvagt maatte tage den under Beskyttelse. Den optoges da igjen i Dag og henflyttedes fra offentlig Plads til Ridebanen i Provstegaarden, hvor den i Aften er i fuld Gang, og FOlk kappes om at give Penge for at faae en Svingom. Fattigkassen vilde vist være godt tjent med, om der blev hævet et Par Skilling af hver Person trax ved Intrædelsen. Hele Kunsten, om Man bør kalde det saa, ligner livagtig Spillet i en Hestemølle, naar Man forestiller sig anbragt 4 Træheste og 4 Kasser i Form af Kaner langs med Jorden, som pakkes fulde med Tilskuere, der betale for visse Omdreininger. - Her kan Man i Sandhed sige: at Lysten driver Værket. (Hempels Av.)
Samt i det følgende nummer, Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Odense, den 24 Juli:
St, Knuds Marked var dennegang meget brillant, baade af kostbare Varer og Mængden af Beskuende. Det bedste Marked gjorde det Narrerie med Carousel-Spillet, thi det var aldrig tomt for Lystdhavende. Den første Aften var imidlertid dog mindst heldig for Eieren, thi da han havde opstillet sit Spilleværk paa Graaebrødre Kirkegaard, erkjendte Gadedrengene snart, at det var passende Legetøi for dem, og i Hast gjorde de sig til Herrer af hele Mechinen, hele 6 paa hver Hest, vel 16 i hver Kane, og Resten dreide selv Machinen gratis, saa Eieren var aldeles tilovers, indtil Politie- og Militair-Vagt satte ham igjen i rolig Besiddelse, og for at nyde denne Roelighed fremdeles, flyttede han da sin Herlighed til et mere indelukt Sted, Ridebanen i Provstegaarden.
- I forrige Tider kom ogsaa Boghandlere fra Kjøbenhavn med store Ladninger Bøger til St. Knuds Marked i ODense, hvor de falholdt samme i St. Knuds Kirke- Gangen ved Siden af Choret, og lode uddele trykte Cataloger over de medhavende Bøger med Priserne ved; nu derimod komme Galanteriehandlere fra Kjøbenhavn med alskens Nips og Luxusvarer hvis Navne man den Tid neppe kjendte. Men da savnedes ikke Penge blandt Folk til at kjøbe det Nyttige og Fornødne for, som nu mangen een maae savne - saaledes kan Tiderne forandre sig i et halvt Seculum! Da var der Læselyst og grundige Videnskaber blandt Folk, nu har man Oplysningens Overfladelighed og Forfængelighed. (Iversens Av.)

12 september 2015

Manglende numre: 235-261

Redacteuren konstaterer at der et hul på andet halvår af årgang 1820 i Københavns Bibliotekers udgave af Politivennen. Det drejer sig om numrene 235-261 (formentlig 1. juli 1820 - 31. december 1820. 

I stedet er artikler fra andre udgivelser, håber dette kan være et plaster på såret.

Redacteuren.

Uskik i Dyrehaugen.

I år finder den uskik sted i Dyrehaven at såvel de personer der foreviser løverne, som også den lille hr. dværg afkræver tilskuerne penge efter at de har betalt for entreen. Da entreprenøren fastsætter betalingen for adgangen og formentlig godtgør nævnte personer for deres tjeneste, så burde de ikke tåle sådant trygleri. Ja de taber sikkert ved det da denne påtrængenhed formindsker tilskuernes tal, fordi man ikke bryder sig om at betale 2 gange. Anmelderen var forleden dag sammen med flere inde for at se dværgene. Selskabet bestod af 3 fruentimmer og 3 mandspersoner. For entreen betaltes 22 rigsbankdaler. Men desuden måtte hver af mandspersonerne betale den lille dværg 1 mark, som han sagde var til tevand.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3786-3787).

Dyrehavsbakken o. 1840 (H. G. F. Holm)

11 september 2015

Brev fra tvende Forløbere

Hr. Udgiver!

Den 21. i denne måned var vi 2 heste spændt for som forløbere for den bedste ligvogn, der med 6 heste skulle befordre et lig fra Kompagnistræde til Assistenskirkegården. Alt var propert og elegant ved ligfærden. Selv forrideren som red på en af os, var på sin måde pyntelig klædt og han såvel som kusken nyligt barberet. Men derimod var vi alle seks, fornemmelig vi 2 forløbere, forsynet med sørgeskaberakker der virkelig så helt sørgelige ud. For de var besat med lapper, og da de er af nyt klæde, stikker de fælt frem på det øvrige af det gamle forslidte skaberak. Og da vi skyldige kreaturer måtte høre en del spydige bemærkninger og spottegloser
 af de talrige tilskuere såsom: om sladderstads, om armod og hovmodighed, Don Kanude de Colibrados, at 2 velklædte heste ser bedre ud end 6 lappede osv. så beder vi dem hr. Politiven som dog før har [tænkt] og talt til vort bedste at de ville gøre de ansvarlige opmærksom på det for om muligt at bevirke en forandring, lige såvel som det lykkedes dem at få ligbærernes dragt forandret til det bedre. 

Vi heste har også en vis ambition. For når vi skal gå for en renovationsvogn eller for de fattiges ligvogn, så er vi ligegalde med hvorledes man udruster os. Men når vi skal i stads og mange menneskers opmærksomhed er henvendt på os, så er vi undselige når vores påklædning ikke efter vores hesteforstand svarer til det øvrige. Vi anbefaler os på det bedste.

De to forløbere for den 6 spændige ligvogn den 21. juli.


***


Udgiveren som tilfældigvis var tilskuer ved omtalte ligfærd blev ved adskillige af tilskuernes pegen og ytringer gjort opmærksom på disse sørgedækkener, og han må tilstå at de kun er i mådelig stand. Skønt han er en stor hader af al utidig pomp og pragt ved ligfærd, tror han dog at intet ved disse bør finde sted som på mindste måde kan vække latter eller forargelse. Og da han er af den overbevisning at sådanne sørgedækkener kunne vare meget længe, som også at betalingen for ligvognene synes at være klækkelig, så kan han ikke undlade at forene sin bøn med de to forløberes, at de slidte sørgedækkener for den seksspændige ligvogn må kasseres og nye anskaffes i deres sted.


(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3787-3789)

10 september 2015

Slet Vei imellem Assistencekirkegaarden og Lygten

Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Ja næsten ufremkommelig for fodgængere. Og dog må disse bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne. En mand der ofte vandrer ad denne sti og nu i 44 år har bemærket at nævnte stenhobe har ligget der og spærret vejen, kan ikke undlade at fremsætte det ønske at denne vej måtte tages i fortrinlig betragtning og stenene anbringes på deres rette sted, da disse foruden at spærre passagen også let kan forårsage at nogen i mørke kan komme til skade.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3784-3785)


"Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Fodgængere må bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne". (Lygten 1899. Vejen er fint brolagt. Men måske giver husene et indtryk af omegnen. Københavns Museum)

09 september 2015

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.


"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)


Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:
Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.
Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:
En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 
I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:
I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 
 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:
- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

08 september 2015

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade
efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

07 september 2015

Spørgsmaal

Har de svenske undersåtter fortrinvis af kvindekønnet som kommer hertil, lov til at oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? Beboerne i Hammerum og Lysgård herreder i Nørrejylland der i nogle hundrede år har ernæret sig af dette arbejde, må sulte ihjel eller i tusindvis rejse ud af landet af mangel på fortjeneste. Og man har de skrækkeligste klager fra disse egne. I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, endnu mindre løbe om og påtrygle folk sine varer. Det gør tyskerne det samme med deres lærreder. De løber hus til hus for at sælge lærreder, og som oftest bedrager de folk med noget dårligt gods.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3570-3571)

Undersøgelse af bøndervogne ved en accisebod. Nørrejyske varer skulle ind her, ligeledes svenske varer der skulle ud fra København. Men grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige var lemfældig andre steder, og varer kunne nemt smugles uden om tolden på den lange kystlinje mellem Helsingør og København.

Besvarelse af de i Politievennen No. 222 fremsatte Spørgsmaale

Til første spørger:
Af hvem? Eller i hvad hensigt? Da spørgsmålet i Politivennen nr. 22: om det er svenske fruentimmer tilladt at sælge, eller som udtrykket lyder: oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? allerede er stillet, vil anmelderen ikke her undersøge det da det synes at give sig selv. Vi har før hørt samme ideer ytret om andre til legemets bedækkelse henhørende fabrikata fordi vedkommende har næret og som man ser endnu, nærer den tanke at et udelukkende monopol skulle være gavnligt. Det er muligt at det vel vil være sådan for sælgeren, men næppe for køberen. Det er også ved flere lejligheder tilstrækkelig bevist. Her vil man kun i besvarelsen af spørgsmålet holde sig til menneskelighed og rimelighed.


Anmelderen tilstår at han aldrig har hørt et eneste ord om at beboerne i Hammerum og Lysgård i Jylland må sulte ihjel og i tusindvis rejse ud af landet i mangel på fortjeneste, og at man har de skrækkeligste klager fra disse egne, før han læste det på ovennævnte sted. Men fratrækker han de poetiske udtryk fra den sande mening heraf, så bliver resultatet allerhøjst dette: At disse mennesker mere eller mindre presses af tider og omstændigheder ligesom alle andre. For man måtte ellers forudsætte at de intet fik i betaling for deres arbejde eller på ingen måde blev betalt for det, i det forhold som disse varer her i hoseboderne er blevet betalt, fordi de strømper som før krigen købtes fra 20 til 28 skilling parret, er betalt her da de stod højest 16 mark til 3 rigsdaler parret, siden successive er gået ned, men betales dog endnu til dato med 4 mark parret og derover og det for uldstrømper som i bonitet ikke udmærker sig fra det svenske. 

Det er altså endnu langt over det dobbelte numeraire som de kunne købes for forinden krigen. Og de som alligevel beklager sig ved sådan betaling, har man intet at svare, fordi størstedelen som bruger og må betale disse varer vist ville skatte sig meget lykkelig ved at modtage deres indtægter efter denne målestok. Det er desuden notorisk at blandt hosekræmmerne her i byen findes mange rige mænd. Og man bør ikke tro andet end at disse vil betale de fattige arbejdere i Jylland den flid og de varer der har gjort dem til rige. Både efter retfærdigheds og menneskeligheds strengeste forskrifter, og på ingen måde tåle de menneskers sved og møje som de har at takke for rigdom, skal møde så kolde hjerter at de uden kraftigt at blive berørte om hjertet ufølsomt ville høre de skrækkeligste klager, ja se på at de i tusindvis drog ud af landet.

I mangfoldige år mindes anmelderen at de skånske fruentimmer der er kendt som flittige, fattige og stræbsomme mennesker, har søgt København for at afsætte de arbejder deres driftige husflid har bragt i stand. Og han mindes aldrig at have hørt nogen offentlig har beklaget sig over det. Tværtimod har mange været godt til mode ved på denne måde at kunne få en skjorte af godt hjemmegjort lærred på kroppen for billig pris. For man kan nok snarere sige at dovne hænder i tusindvis hos os hellere vil drive om med en kurv på armen år ud og år ind end ved nyttig husflid søge og finde næring. 

Skulle spørgeren derfor være af den mening at flid og arbejdsdrift hos hvilken som helst klasse af mennesker, men fornemmelig hos den nøjsomme og fattige klasse, skulle undertrykkes af politisk forhold for på denne måde des bedre at kunne fremhjælpe vindesyge og egennytte, så er sådan tænkemåde højst foragtelig. Men dette kan vel ikke heller være hans mening. Hvorledes i øvrigt handel og vandel skulle bestå, når den ene stat, det ene land skulle rette sig efter politiske forhold, er ikke let at fatte. For som det lader, vil han at ethvert rige for sig skal være en egen, fra andre stater aldeles udelukket handelsstat, fordi det monopol handelsmanden med uldvarer forlanger for sig, kan og bør jo da enhver anden handlende ligeledes forlange og da - Gud hjælpe os. Men når han lægger til: I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, så er det hele: ord uden forstand. Nej! Den usle indsuede tænke- og handlemåde må forbedres, først da vil meget blive anderledes. Ikke før.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3607-3612) 

Redacteurens Anmærkning

Svarskribenten bruger udtrykket numeraire som ikke har en dansk oversættelse. Det nærmeste man kan komme er gangbar mønt eller regneenhed. Skribenten ide må være at pengeværdien af en arbejdstime er det dobbelte sammenlignet med tilstandene før krigen. Mens den numeriske værdi er faldet.

06 september 2015

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *).

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 


3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.


Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.


C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.


(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528.

Det militære Varedepot. Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.

Søren MathiesenDet må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse
Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:
"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"

Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!
Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 

At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.


(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre. I Dagen 2. november stod følgende annonce (bemærk at Thomsens adresse nuv. Admiralgade 27-31/Holmens Kanal 22 ikke eksisterer længere. Nu ligger der et arkitekttegnet hus fra 1960 Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge):
Efter adskillige Eieres og Leieres Anmodning har jeg besluttet at aabne et Contoir for der at modtage og meddele Anvisninger fra Eier til Leier om ledige Værelser og Leiligheder, hvortil Protocoller qvarteerviis forfattet, og altsaa hastig overskuelig, skal blive ført og foreviist Enhver paa Forlangende; og da dette Arbeide beqvemt lader sig forene med de Forretninger, jeg, som bekiendt, i en Række af Aar har foretaget mig og som jeg stedse vedbliver, især da de Opmaalings Forretninger over hele Staden der ere i min Værge tillige kunde opgive Leiere næsten ethvert Værelses Størrelse, saa tør jeg vente at endeel af  Publikum, der ønsker at benytte sig af denne Indretning, ogsaa i slig Henseende ville henvende sig til mig, der er at træffe hiemme fra Morgenen 7½ til 11 og fra 1 til 5 Eftermiddag.
Thomsen, boende i Admiralgade No. 244, 1ste Sal, første Huus paa Høire Haand fra Holmens Kanal.

Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.


Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:


Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.


København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With


Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).


Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.


Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.


With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.


(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)


Redacteurens Anmærkning


Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.