12 september 2015

Manglende numre: 235-261

Redacteuren konstaterer at der et hul på andet halvår af årgang 1820 i Københavns Bibliotekers udgave af Politivennen. Det drejer sig om numrene 235-261 (formentlig 1. juli 1820 - 31. december 1820. 

Redacteuren.

10 september 2015

Brev fra tvende Forløbere

Hr. Udgiver!

Den 21. i denne måned var vi 2 heste spændt for som forløbere for den bedste ligvogn, der med 6 heste skulle befordre et lig fra Kompagnistræde til Assistenskirkegården. Alt var propert og elegant ved ligfærden. Selv forrideren som red på en af os, var på sin måde pyntelig klædt og han såvel som kusken nyligt barberet. Men derimod var vi alle seks, fornemmelig vi 2 forløbere, forsynet med sørgeskaberakker der virkelig så helt sørgelige ud. For de var besat med lapper, og da de er af nyt klæde, stikker de fælt frem på det øvrige af det gamle forslidte skaberak. Og da vi skyldige kreaturer måtte høre en del spydige bemærkninger og spottegloser
 af de talrige tilskuere såsom: om sladderstads, om armod og hovmodighed, Don Kanude de Colibrados, at 2 velklædte heste ser bedre ud end 6 lappede osv. så beder vi dem hr. Politiven som dog før har [tænkt] og talt til vort bedste at de ville gøre de ansvarlige opmærksom på det for om muligt at bevirke en forandring, lige såvel som det lykkedes dem at få ligbærernes dragt forandret til det bedre. 

Vi heste har også en vis ambition. For når vi skal gå for en renovationsvogn eller for de fattiges ligvogn, så er vi ligegalde med hvorledes man udruster os. Men når vi skal i stads og mange menneskers opmærksomhed er henvendt på os, så er vi undselige når vores påklædning ikke efter vores hesteforstand svarer til det øvrige. Vi anbefaler os på det bedste.

De to forløbere for den 6 spændige ligvogn den 21. juli.


***


Udgiveren som tilfældigvis var tilskuer ved omtalte ligfærd blev ved adskillige af tilskuernes pegen og ytringer gjort opmærksom på disse sørgedækkener, og han må tilstå at de kun er i mådelig stand. Skønt han er en stor hader af al utidig pomp og pragt ved ligfærd, tror han dog at intet ved disse bør finde sted som på mindste måde kan vække latter eller forargelse. Og da han er af den overbevisning at sådanne sørgedækkener kunne vare meget længe, som også at betalingen for ligvognene synes at være klækkelig, så kan han ikke undlade at forene sin bøn med de to forløberes, at de slidte sørgedækkener for den seksspændige ligvogn må kasseres og nye anskaffes i deres sted.


(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3787-3789)

Uskik i Dyrehaugen.

I år finder den uskik sted i Dyrehaven at såvel de personer der foreviser løverne, som også den lille hr. dværg afkræver tilskuerne penge efter at de har betalt for entreen. Da entreprenøren fastsætter betalingen for adgangen og formentlig godtgør nævnte personer for deres tjeneste, så burde de ikke tåle sådant trygleri. Ja de taber sikkert ved det da denne påtrængenhed formindsker tilskuernes tal, fordi man ikke bryder sig om at betale 2 gange. Anmelderen var forleden dag sammen med flere inde for at se dværgene. Selskabet bestod af 3 fruentimmer og 3 mandspersoner. For entreen betaltes 22 rigsbankdaler. Men desuden måtte hver af mandspersonerne betale den lille dværg 1 mark, som han sagde var til tevand.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3786-3787).

Dyrehavsbakken o. 1840 (H. G. F. Holm)

Ønske fra en Christianshavner.

Det var at ønske at der måtte hensættes en bænk i den lille alle mellem Langebro og Rabeshave for at syge som der attrår at nyde bevægelse i den frie luft, kan hvile dens afkræftede lemmer og ikke tvinges til at gå over evne. Dette ønskes opfyldelse er så meget mere nødvendigt som enhver der vil sætte sig ved volden bliver jaget bort af skildvagten da ingen tillades at sætte sig i græsset hvilket også desuden i foranderligt vejrlig og når man er varm, er skadeligt for sundheden.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3785-3786).

Slet Vei imellem Assistencekirkegaarden og Lygten

Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Ja næsten ufremkommelig for fodgængere. Og dog må disse bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne. En mand der ofte vandrer ad denne sti og nu i 44 år har bemærket at nævnte stenhobe har ligget der og spærret vejen, kan ikke undlade at fremsætte det ønske at denne vej måtte tages i fortrinlig betragtning og stenene anbringes på deres rette sted, da disse foruden at spærre passagen også let kan forårsage at nogen i mørke kan komme til skade.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3784-3785)


"Vejen mellem Assistenskirkegården og værtshuset Lygten har alt for længe i regnvejr været i en meget dårlig stand. Fodgængere må bestandig vade i skarn og dynd langs kørevejen fordi rabatterne på begge sider er opfyldt med bunker af sten som fuldstændig forhindrer al passage der og mellem træerne". (Lygten 1899. Vejen er fint brolagt. Men måske giver husene et indtryk af omegnen. Københavns Museum)

En Bemærkning ved Knippelsbroe.

Knippelsbro er både i henseende til dens struktur som også i betragtning af den korte tid hvori arbejdet blev fuldført, et herligt minde om den bygmesters - afgangne pælebukkemester Halkiers - duelighed og virksomhed. Dog har den den fejl at de jernskinner hvormed fløjene er beslået, sidder på steder så vidt fra hverandre så at kreaturer især heste, stor i fare for at få fødderne ned derimellem. Forleden dag var anmelderen vidne til at en særdeles god hest fik den ene fod ned imellem 2 af omtalte skinner, og da den med magt ville trække foden tilbage, gik skoen løs og hesten trådte sig da et par søm op i foden så at den endnu ikke er fuldkommen restitueret. Smeden som har den i kur, såvel som flere smede kan bevidne at sådant tilfælde ofte indtræffer på nævnte bro. Ved at gøre opmærksom herpå håber man at denne mangel ved broen afhjælpes om ikke straks, så dog når en eller anden reparation skal foretages.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3783-3784)

09 september 2015

Et Brev fra Jylland og Svar paa samme.

Med særdeles megen fornøjelse har jeg med nogle af mine venner nu i en rum tid læst Deres ugeblad "Politivennen" og skylder Dem min varmeste tak for denne behagelige læsning. Nytten af dette blad kan ikke andet end være stor. Men dens væsentlige nytte indskrænker sig dog formodentlig i særdeleshed kun til hovedstaden, hvis årsag er meget at beklage at kun få bidrag i overensstemmelse med bladet plan indsendes fra provinserne. Stof fejler der vel ikke, den haves vist i overflødighed i mange købstæder, både i Danmark i hertugdømmerne. Derom er jeg og flere så fast overbevist som om den sandhed at temperaturen på St. Hansdag er mildere end nytårsdag. Hvad er da egentlig årsagen hvorfor der næsten aldeles mangler passende bidrag fra provinserne? Skulle det vel være frygt for vedkommende embedsmænd eller andre personer at ingen vover at benytte sig af Deres indbydelse til sine medborgeres gavn og sin bys hæder? (Denne ædle hensigt opnås gennem Deres blad i det mindste i hovedstaden hvilket blandt andet bevises af de fra tid til anden indrykkede bekendtgørelser at disse og hine påankede uordener mv. er  blevet afskaffet). Men, da var det jo en skam for dem der efter deres borgerlige stilling på denne måde kune stifte nytte og gør det ikke, ja de fornærmer endog selv derved såvel disse embedsmænd som andre personer hvis de tiltror dem den niddingstænkemåde at de ikke tålmodigt kunne høre og læse sandheden og ville forfølge den der taler den offentlig gennem Deres ugeblad. Jeg, i min stand, anser mig ikke beføjet til sådanne meddelelser, hvilke i øvrigt som sagt vel ville blive temmelig indholdsrig, og forventeligt stifte megen nytte for borgersamfundet.

* * *

Allerede i det første nummer af Politivennen ytrede jeg det ønske at bladet måtte læses og stifte nytte endog i provinserne. I året 1816 da jeg havde fået kongelig allernådigst tilladelse til bladets forsendelse med posten, lod jeg en bekendtgørelse desangående der tillige indeholdt en anmodning om bidrag, indføre i Statstidende og i alle provins- og stiftsaviser. Desuden indenholder de fleste af de udkomne numre en kundgørelse at bidrag fra provinserne ønskes og modtages med taknemmelighed. Desuagtet har kun meget få som De rigtigt bemærker, benyttet sig af mit tilbud eller opfyldt mit ønske. At alting overalt skulle være så rent og purt at ingen forbedring var tænkelig eller nødvendig, har jeg flere gange ytret tvivl om. Jeg er derfor lige så uvidende som De om hvorfor man i provinserne er så sparsomme på anmeldelser og bemærkninger når de ikke holdes tilbage af tåbelig frygt for at støde gevatterskabet eller borgmester for hovedet. Muligvis kan også vanan forårsage at man finder sig i visse uordener og tror at disse har vundet hævd. Ligegyldighed og magelighed er vel også som oftest grunden. Hvad går det mig an? siger nogle, og andre gider ikke skrive - og nu når det gælder om et par skilling i postpenge, så er dette offer for stort. Man kaster ikke således sine penge bort. De vil heraf se at skylden ikke er hos mig, skønt jeg ikke til fulde kan sige Dem hvori den egentlig stikker.

I henseende til slutningen af Deres brev, må jeg bemærke at De i Deres stand som militær er lige så kompetent som nogen civil til at ytre Deres mening om en eller anden mangel. Fejl eller ufuldkommenhed, ja jeg vover endog at tro at det kunne henhøre under Deres pligter, eftersom det altid bliver pligt for enhver embedsmand at bidrage til at rette hvad der urigtigt er blevet kroget. Behag derfor at sende mig Deres begrundede bemærkninger, jeg skal modtage dem med taknemmelighed og blive Dem forbundet derfor, ligesom jeg allerede er det for de gode tanker De nærer og har ytret om mit blad.

Udg.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3779-3782)

Farlige Følger af Mangel på Overopsyn.

"Af skade bliver man klog" siger ordsproget. Men erfaring viser at det ikke altid bekræftes. I det mindste har mange eksempler endnu ikke bevirket alvorlige anstalter mod den ligegyldighed mange viser for menneskers liv og lemmer. Således indtraf som noget ikke usædvanligt atter det uheld at en murstige eller stillads med to murarbejdere vippede. Af disse slog den ene sig til krøbling måske for livstid, og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade i lørdag eftermiddag omtrent kl. 2-3.


"En murstige eller stillads med to murarbejdere vippede, hvorved den ene af disse slog sig til krøbling måske for livstid og den anden døde på stedet. Dette skete fra huset nr. 76 i Krystalgade" (Nr. 76 i Krystalgade er nutidens nr. 4, Det er opført 1813 og har ikke ændret udseende. Eget foto, 2017)

Politivennen har før omtalt at der mangler tilbørlig eftersyn og indretning ved sådanne stiger og stilladser hvorpå murfolk, malere eller andre arbejdere er udsatte for den største fare for sig selv og andre. Efter anmelderens opfattelse er det uforsvarligt og utilgiveligt at sådanne stilladser skal kunne vippe om med de ulykkelige mennesker som i tillid til de ansvarliges overopsyn står deroppe og arbejder. For vipningen kan meget let forebygges ved at bruge 3 bomme i stedet for at man af økonomi eller armod kun bruger to.

Skulle man endnu være så langt tilbage i bygningskunsten at man ikke kan have stilladser som hverken kan vippe eller falde helt ned?

Her i staden sker sådanne uheld påfaldende ofte. Det ville derfor være højst gavnligt om det blev pålagt de ansvarlige ikke at tåle nogen stillads op-eller nedhejsning undtagen med 3 bomme. For derved blev vipningen i det mindste forhindret. 

Blev ydermere sådanne stilladser omgivet med et slags rækværk eller net så at hverken mennesker eller materialer kunne falde ned mellem åbningerne, så ville mange duelige håndværkeres liv blive sparet, ligesom forbigående heller ikke ville være udsatte for at blive lemlæstet eller slået ihjel af nedfaldende kalkballer, mursten eller lignende.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3777-3778)


Redacteurens Anmærkning.

En lignende arbejdsulykke skete på Kongens Nytorv, ifølge Dagen, 12. juli 1803:
Tre Muursvende i Kiöbenhavn, som afvigte 2 Juli arbeidede paa en Gaard paa Kongens Nytorv, siddende paa et meget höit Stillads, faldt ned fra samme. To af dem var strax döde, men den tredie sprang, i det han faldt, ind af et Vindue, og blev saaledes ubeskadiget.
Dagen den 5. maj 1806 berettede om en arbejdsulykke af en anden karakter, på Toldboden:
En meget stor Ulykke traf for nogle Dage siden en af Daglejerne paa Toldboden. Han vilde bære et stort Fad Krap, men var saa uhældig at falde baglænds, medens Fadet faldt over ham, rullede fra Fødderne hen over Ansigtet, og ud i Søen. Hans Ansigt saae forskrækkeligt ud og han bragtes strax paa Hospitalet, hvor han denne Vinter havde ligget i 16 Uger. Hans Navn er Hans Jensen, boende paa Hjortelængen i de saakaldte Hjorter. Han har 7 Børn, det ældste 11, og det yngste 1/4 Aar gammelt. Arbejderne paa Toldboden have efter Evne hver hjulpet ham med Lidet. 
I 1810 berettede Dagen, 17. august 1810 om sammenstyrtning af en nyopført bygning. Formentlig et eksempel på den megen byggesjusk der foregik i kølvandet på bombardementet:
I Onsdags Aftes Klokken omtrent 8te saae man et forunderligt Syn i Pederhvitfeldtsstræde. En splinterny grundmuret Bygning, 4de Etasser høj, stod allerede færdig udvendig til Afpudsning og indvendig til Gibsning, med Tag over hele Huset, da pludselig 2 Fag af 4de og 3die Etasse styrter ned i Grunden, medtagende alt hvad der var i Vejen. Til Lykke vare Arbejdsfolkene en halv Time iforvejen gangne hjem, da de ellers havde kommet til at ligge under deres egne Gjerninger. - Sagen vil ventelig komme under tilbørlig Undersøgelse. 
 I Kjøbenhavnsposten den 6. januar 1845 var den gal igen, denne gang i Farvergade 129, eller fra 1859 Farvergade 20. Og siden 1908 indbefattet i det omfattende byggekompleks som nu er Farvergade 6-8:
- I Løverdags Eftermiddags indtraf det ulykkelige Tilfælde, at et under Opførelse værende Baghuus i Farvegaden styrtede ned, hvorved fire af Arbejdsfolkene, 2 Muursvende, en Tømmersvend og en Haandlanger bleve beskadigede, de 2de i en betydelig Grad, saa at man endog tvivler om den Enes Liv. Eieren af Stedet (Nr. 129) Smedemester Knudsen, havde kjøbt det for kort Tid siden og agtede at sætte flere Etager paa det da kun af eet Stokværk bestaaende Baghuus, for at indrette det til Beboelse for et stort Antal Familier. Der var allerede sat to Etager paa, og det var under Opførelsen af den 3die, at Ulykken skete. Det skal ved den optagne Synsforretning have viist sig, at Tilbygningen tildeels er skeet af meget slette og lidet holdbare Materialier (der skal saaledes være brugt Muurbrokker, som kunne kjøbes for 24 sk Læsset, i Stedet for Muurstene osv.) Muurmester Schlage var Bygmesteren. Desværre er det ikke den eneste Bygning her i Staden, ved hvis Opførelse eller Indretning paa Spekulation der er er tilsidesat det fornødne Hensyn, ikke blot til Soliditet, men til Medmenneskers Liv og Lemmer. Det vil vist ikke være vanskeligt at finde Sidestykker hertil blandt de mange Eiendomme, som ere blevne, deels nyopførte, deels restaurerede og paa Kjøb opklinede af Bygherrer, hvis "Driftighed" man end ikke har undseet sig ved offenlig at rose som noget Anbefalingsværdigt. Det er at vente, at den Opfordring, som ligger i det Passerede, til en større Agtpaagivenhed fra vedkommende Autoriteters Side paa deslige Byggeforetagender, ikke vil være uden gavnlige Frugter for Fremtiden.

Drenge-Uorden i Filosofgangen.

Foruden den betydelige skade som både drenge daglig upåanket tilføjer volden og træerne i Filosofgangen, den støj hvormed de foruroliger nabolaget og den som ønsker at benytte promenaden samme steds, har nu et stort antal gadedrenge i den senere tid fra om eftermiddagen til sent om aftenen fundet på at lege top som de fremdriver med en pisk, hvorved ikke alene spadserende hindres, men tillige de forbigående udsættes for at få en psikesnert i ansigtet. Man tror derfor at almenheden bevises en tjeneste ved offentliggørelsen af en uskik som så meget strider mod den gode orden der bør herske på en offentlig spadseregang, og man kan ingen lunde et øjeblik drage i tvivl at de ansvarlige vil standse dette uvæsen, hvilket om samme vedvarede let kunne forvolde ulempe. Den så vel fortjente opmærksomhed og gode modtagelse som hovedstadens indbyggere skænker Politivennens bemærkninger og de ypperlige virkninger samme daglig frembringer, foranledigede derfor anmelderen heraf at nedskrive disse linjer til indrykkelse i før nævnte gavnlige blad, håbende tillidsfuld at de må fortjene opmærksomhed.

Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3772-3773. Fejlagtigt angivet som 3173)

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade
efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

Vandmangel.

Hjørnehuset nr. 280 af Adelgade og Dronningens Tværgade har en brøndpost der er meget forfalden. Især er dækslet over brønden så skrøbeligt at hvis beboerne i huset havde børn som fik lov til at komme i gården, var de udsat for at se dem falde i brønden. Men da tillige naboen har fælles del i denne brønd og det må være ham ubehageligt at benytte vand der er opfyldt med alle de urenligheder som falder ned gennem det åbne overlag, så var det ønskeligt at ejeren jo før jo hellere ville lade posten og dækslet istandsætte.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3763-3764)

Bemærkning over Sveitzer-Conditorerne.

I nr. 229 af Politivennen læstes en bemærkning om en del schweitzeres ankomst hertil. Man ønsker dem til  lykke, og at det må gå dem som deres forgængere, nemlig at de må få gode konditioner, siden heldig næring for egen regning, for at de til slut kan drage hen i fred med deres sammensparede rigdo.

Virkelig er de schweitzer konditorer i almindelighed særdeles heldige i handelen. De har valgt sig de bedste beliggenheder som fx tre på Kongens Nytorv, en på Østergade, en på Amagertorv og en på Nytorv osv. i stedet for at de danske sukkerbagere behjælper sig med ringere lejligheder. Men derfor får disse også kun 1 mark for en kop chokolade, mens de andre tager 20 skilling.

Deres husstand består for størstedelen af mandligt personale af deres egne landsmænd, og man finder intet eksempel på at nogen dansk dreng af dem er oplært i deres håndtering.

Forordningen af 23. december 1681 dens 11 § bydere blandt andet: "Og må enhver mester tage og forskrive så mange svende som han vil og kan forskaffe arbejde, men i hvert håndværk skal enhver mester have en dreng i det mindste i lære som i kongens riger og lande er født, og må han ikke forskyde nogen som er dygtig. Hvem herimod handler, bøder til laugets fattige 40 lod sølv."

Endvidere siger sammen forordning: "enhver oldermand skal for magistraten gøre sin ed, at han vil efterleve ikke alene denne forordning, men endog de særordninger som herefter forfattes."

Anmelderen ved ikke om denne forordning ikke skulle være anvendelig på konditorerne, eller om nogen af samme nogensinde har måttet betale den nys nævnte mulkt, men da konditorerne nu udgør et laug og har en oldermand, så tør man vist vente at hvis forordningen angår dette laug, vil denne sikkert se den håndhævet, og altså flittig undersøge om nogen af de fremmede konditorer har i det mindste en dansk dreng i lære.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3758-3760)

Drenge Unoder i Hummergaden.

Følgende uorden finder næsten daglige sted på hjørnerne af Hummer- og Ulkegade af en 8 til 10 børn mellem 6 til 12 år der samler sig på forskellige af fornævnte hjørner og foruden uanstændigt at behandle forbigående pigebørn som kommer fra skolen, overfalder de endogså med slag og hug andre folks drengebørn som måtte komme forbi i et eller andet ærinde for deres forældre eller husbonde, så at de derved enten forspilder eller aldeles tilintetgør hvad de i sammes ærinde måtte bære. De tillader sig med store sten at kaste imod beboernes døre, ja endog gå op i husene, give sig i klammeri og derved ituslå ruder. Alt dette som virkelig er passeret, var ønskeligt at man kunne få hæmmet hvorved der virkelig ville vises vedkommende husejere en sand tjeneste.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3733)

Cave te a Kampesten, si vis habere hele Been.

Ved grunden på hjørnet af Skindergade og Kejsergade har i den senere tid nogle drenge fundet fornøjelse i at kaste med sten, hvoraf nogle som går over plankeværket, træffer dem der passerer Skindergade. Anmelderen var forleden så uheldig at blive truffet af en sten på det ene knæ således at han bedøvet af smerte sank om på gaden, men blev ved S. T. frue Braems og tjeners hjælp optaget og forundt opholdssted indtil han kunne bringes til sit logi. Nævnte frue var også i forbigående blevet truffet af en sten der dog kun beskadigede hendes hat. Men da denne leg kan have farlige følger, så bekendtgøres dette for de ansvarlige for at de kan tage sådanne forholdsregler der kan gøre ende på denne farlige leg.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3732)

Bøn om Vand i Rosenborggaden.

Kun få gårde i Rosenborggade er forsynet med vand. Det samme er tilfældet med ejendommene fra hjørnet af samme gade og Gothersgade til volden. Følgen er at disse steders beboere må tiltrygle sig det fornødne vand hos dem der har det, og når det nægtes dem, kommer de i største forlegenhed da der ingen post er nærmere end på Kultorvet henimod Peter Hvitfeldts Stræde. Om torvedagen da bønderne holder der med deres heste og vogne, er vandmanglen særdeles følelig, eftersom bønderne forbruger en del vand til deres heste, og passagen er næsten stoppet af de der holdende vogne.

Manglen kunne afhjælpes når det blev tilladt at den springvandspost som står i Åbenrå, lige uden for Reformert Kirke måtte åbnes til almindeligt brug eller om vedkomende ville lade sætte en opstander på renden der fører til nævnte post. De medgående omkostninger ville de vandmanglende beboere gerne og pligtskyldigst udrede.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3714-3715)

En Bemærkning ved Dampskibets Tilbagekomst.

Ved dampskibets tilbagekomst fredag den 5. maj så man et antal schweitzer-drenge gå i land på Toldboden for at træde i lære hos de herværende konditorer. Disse vil vist når der er her, efter selv at have fået borgerskab have tjent en anselig sum penge, ligesom deres forgængere vende tilbage til deres fædreland. Det kunne måske være gavnligt for det hele om det blev konditorerne forbudt at tage drenge andet steds fra. For da blev de betydelige prengesummer i landet som enhver tilbagevendende konditor fører ud med sig. Og for det enkelte: For da kunne en del af landets egne børn derved finde en næringsvej.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3709-3710)

Slemt Uføre ved Vesterport.

Lige inden for Vesterport findes en plads langs med Filosofgangen over til gaden fra portvejen omtrent til enden af Lavendelstræde, hvilket synes endnu aldrig at have været brolagt. Den udgør en del af Halmtorvet, blev før brugt til hestetorv, nu holdes her hø- og halmmarked. I tørt vejr opstår ved færdsel herover (og denne er ikke ubetydelig), en for de nærboende og forbipasserende ubehagelige støv, men i vådt vejr og det endog om sommeren, frembyder denne plads et væmmeligt og ufremkommeligt uføre. Således nu da dette skrive (den 13. maj) er den opfyldt med store vandhuller, ovenpå hvilke gammel halm og anden urenlighed svømmer. Markedsgæsterne trasker med besvær i skarnet omkring vognene, og disse kan ikke komme af stedet uden at udsættes for at vælte, der når trængsel ved portvejen opstår, da heller ikke så sjældent sker. Ved vagten holder just nu en rejsendes ekvipage, og den ankommende betragter med tilsyneladende forundring denne, til de omgivende huses temmeligt smukke udseende, og stadens hovedentre lidet svarende torveplads.

Da ovenanførte er den bogstavelige sandhed og at sådant uføre er lige så besværligt for de torvesøgende (for pladsen til markedet er uden dette jordsmons benyttelse aldeles utilstrækkelig) som det upassende findes netop lige ved hovedentreen af staden, så kan det ikke andet end synes højst forunderligt at så mange år er gået uden at man har søgt at råde bod herpå, og det synes derfor ikke ubetimeligt at bringe denne sag i vedkommendes erindring til snarest mulig afhjælpning.

Anden foranstaltning (fx planering og beplanting) end en simpel brolægning ligesom på de andre torve, skønnes her hverken hensigtsmæssig eller smuk, og en sådan brolægning formodes ikke at ville udfordre meget betydelige omkostninger, såsom pladsen  ikke er synderlig stor, og ingen kostbare trottoirs skønnes her fornødne. I al fald ville det af stadens indbyggere der om sommeren så idelig passerer over og forbi denne plads, vist mindre savnes om en eller anden sidegades omlægning måtte udsættes, for at dette torv kunne uuopholdeligt bringes i en passabel og øjet mindre stødende tilstand.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3703-3705)

En Bemærkning i Aabenraa.

En mand som i flere år ene og alene har ernæret sig som lysestøber, findet det meget påfaldende i Åbenrå at se en spækhøker der tillige driver tehandel, at have udhængt et lysestøberskilt. Vel ved han at høkerne må sælge lys i stykkevis, men han tvivler på at det er dem tilladt at have skilt. På en tid da fortjenesten i enhver næringsvej kun er lille og øvrigheden søger at frede over enhver mands rettighed, tror anmelderen det pligt både for sin egen og andre medkollegers skyld at gøre vedkommende opmærksomme herpå.

(Politivennen nr. 228. Løverdagen den 13de Maj 1820, s. 3700-3701)

Svar paa Synd mod to Sandser paa Amagerbroe i Politievennen No. 226.

Den ærede ven som passerer Amagerbro må vist ikke være kender af lugt. Jeg må derfor gøre opmærksom på at natterenovationskulen giver en svær stank fra sig og grøften fra limfabrikken giver endnu mere ubehagelig stank. Hvad vognene angår, da tror jeg at disse er lige så nødvendige, om ikke så behagelige i synet, som en anden smuk ekvipage. Møddingen kan ikke give nogen stank da det kun er tørt gaderenovation. Vil den ærede ven derfor have sin stankfabrik hæmmet, kommer han til at afskaffe natterenovationskulen og limfabrikken som foranlediger den meste stank, da bliver hans fornærmende prospekt nok afhjulpet.

* * *

Udgiveren har ikke villet nægte indrykkelsen af ovenstående modsigelse i sit blad, uagtet han i alle måder er af samme mening som forfatteren til den i Politivennen nr. 226 indførte anke, især da den deri fremsatte påstand både er rimelig og i overensstemmelse med god politiorden. Uden at være kender af lugt, som indsenderen udtrykker sig, eller at have en fin næse, vil enhver vist finde at omtalte sted ikke frembyder vellugt, ligesom synet af en stor mødding og 2 med de væmmeligste ækelheder tilsølede vogne ved en alfarvej må forekomme enhver afskyeligt der ikke er vant til at leve og trives med sådanne sager. At natrenovationskulen og limfabrikken udbreder en fæl stank, er meget sandt, men det er et nødvendigt onde som ikke vil være let at forebygge. De stakkels Christianshavns indbyggere skulle vist ikke rose sig af den friske luft de nyder, når de gør sig en spadseretur udenfor porten, men endnu værre ville det unægteligt gå dem nr enhver beboer af broen ville deri finde en grund til at formere stanken ved egenmægtigt at henlægge urenligheder på sin ejendom.

(Politivennen nr. 228. Løverdagen den 13de Maj 1820, s. 3697-3699)

08 september 2015

Frelserens Kirke paa Christianshavn.

Enhver som ser gitterporten der vender ud til St. Annægade, ønsker vist at den snart må afløses af en ny, da den er aldeles uskikket til længere at gøre tjeneste som port. Den er ganske rådden, og en del af sprosserne er borte hvorved der forneden er fremkommet en stor åbning hvorigennem børn og kreaturer kan have fri passage, selv om proten er lukket. Kommer man indenfor porten, savner man ligeledes en stor del af stakitværket omkring kirkegården hvorfor den nu ofte benyttes til legeplads for børn der nedtræder gravene og foretager sig hvad det lyster dem. Anmelderen har hørt en mand forsikre at det ikke var ham muligt at vedligholde en begravelse han har der, for uagtet han lod graven oplægge hver 14. dag, fandt han den dog nedtrådt enten af børn eller hunde. Tænker man sig endvidere at de fleste fremmede som kommer til København, tager denne kirke og dens tårn i øjesyn, så opstår cist nok det ønske at kirkens værge eller foresatte ville forskaffe den en ny port og få bragt gitterværket i sådan stand at det kunne frede om kirkegården.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3684-3685)

Ønske om Vægtere paa Nørrebroe.

Da nogle kåde mennesker natten mellem 1. og 2. påskedag fandt glæde i at sønderslå en på Nørrebro boende borgers udhængende reflektionsspejl; da der ofte på denne bro om natten når porten holdes en, begås uordener fx med at indslå vinduer o. lign., så var det at ønske at Nørrebro ligesom Vesterbro måtte få vægtere der især ved nattetid kunne påse og overholde den orden or ro som enhver god borger og familiefar ønsker, og gerne bidrage sit til.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3684)

Livsfare paa Alfareveie.

Søndag den 23. april kl. 8 eftermiddag passerede anmelderen alleen som fører fra Vibenhus til Nørrebro. Som han tilligemed to personer der var i følge med ham, stod stille for at tage en ny indhegning om bagermester Schlesers jordlod i øjesyn, løsnedes et skarpt skud fra Nørre Fælled i en afstand af omtrent 200 til 250 skridt fra nævnte sted, og ladningen, en kugle eller sten, for susende gennem luften og traf det stakitværk som omgiver nævnte jordlod. Ved at se hen til det sted hvorfra skuddet kom, blev man opmærksom på (så vidt i tusmørket kunne skønnes) en grå trøjeklædt ung person der straks tog flugten i den modsatte retning af skuddet, så at det ville have været umuligt ved at eftersætte ham til fods, at indhente ham. Sidste søndag ved foranførte klokkeslæt hørte anmelderen med flere ligeledes et skarpt skud løsnes fra Nørre Fælled. Det er at håbe at vedkommende som andre der passerer over nævnte fælled eller landevejen omkring samme, vil have et vågent øje med nævnte lømmel for hvis han kunne blive truffet i udøvelsen af sådan en udød, han da måtte blive pågrebet og straffet efter fortjeneste.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3683-3684)

En stor Uorden i flere Gader.

I Politivennen nr. 225 for 22. f.m. læstes en lille notits angående en uorden med løs hamps nedkastelse fra et pakhus i Kattesundet som farlig for de forbigående. Idet indsendern heraf i hovedsagen er aldeles enig med forfatteren af det stykke, kan det dog ikke andet end højligt undre ham at en anden her i staden i svanggående uorden som både langt farligere og mere lovstridig i så lang tid er undgået offentlighed, og navnlig Politivennens opmærksomhed og påtale, nemlig den selvtagen rådighed af en del af stadens kobbersmede at benytte offentlige gader og fortove, til dels som værksteder ved derpå at forarbejde store stykker af kedler, brændevinspander mm. Fra hvilken som helst synspunkt dette uvæsen betragtes, kan det ikke andet end at anses for bestemt lovstridigt, den offentlige og private ro og sikkerhed i lige grad forstyrrende. At det er bestemt i strid mod politilovgivningen og god orden i staden, således at bruge omtrent det halve af gadens bredde og fortovet til værksted, er det vel overflødigt ved citater af politilove at bevise, for hvilken som helst politilov man får fat på, betræffende de offentlige gader og den offentlige ro, viser ganske tydeligt at ingen ufredfrembringende, passagen stoppende adfærd må foretages der, og for blot at nævne et af de nyeste i denne henseende udgivne forbud, vil indsenderen alene fremføre bekendtgørelsen fra politiet af 11. december f. å. hvori foruden flere unoder der forstyrret den offentlige ro og orden, omtales og forbydes i § 3, at bruge slæder og hænge disse bag vognene fordi de bevirker megen støj og uorden i gaderne. Imidlertid frembringes dog langt mere uorden og afstedkommes dog langt mere støj ved at kedler på 30-50 tønders størrelse forarbejdes på gaden. 

At den offentlige og private ro og sikkerhed lider ved denne rasende spektakel, når 3 (som sædvanlig er antallet) hamrer på en sådan maskine af kedel, trænger vel lige så lidt til juridisk bevis, skulle det imidlertid anses fornødent, da behager man blot at spørge beboerne i gaden ved en sådan Per Døver op imod Gothersgade hvor kobbersmeden i nr. 270 netop i disse dage og endnu i dette øjeblik dette skrives, har opvartet og opvarter med denne harmoniske koncert, hvilket også er tilfældet i Klædeboderne og de vil sikkert alle bejae indsenderen tanker og mening at denne adfærd er så fredsforstyrrende som tænkes kan. At arbejde med eftertanke under denne hamren er aldeles umuligt, for ikke at tale om at der ikke må tænkes på i de nærmeste huse da at kunne samtale med sin familie eller andre. Men nu den syge og nervesvage, man tænker sig dens stilling om natten måske berøvet den velgørende søvn, og om dagen udsat for den mest larmende og gennemtrængende lyd og spektakel som kan tænkes. Kan heste blive afspændstige og løbske ved noget, da er det upåtvivleligt ved denne afskyelige lyd og skrallen som den påhamrende kedel frembringer, og når der først er ulykke derved frembragt, står det da i den forårsagendes magt at erstatte mig eller mine medborgers liv og lemmer?

Hvorfra hidrører at denne ulovlige adfærd i så mange år har gået i svang (afg. etatsrød og politidirektør Haagen var dog så fri at påtale denne med hensyn til en i Læderstræde boende kobbersmed) er indsenderen aldeles ubegribelig da han ikke er i stand til at tænke sig endog en blot tilsyneladende grund til at denne professionist skal have ret til at handle tværtimod lovene og god orden, og foretage sig handlinger som når lignende udøves af andre, ville sikkert drage velfortjent straf efter sig. Den grund at vedkommende ikke har den fornødne plads til sådanne svære stykkers forarbejdning i værkstedet i huset, vil man vel aldrig finde på at fremsætte da det jo falder af sig selv, at de da må ligesom andre professionister, se sig om passende lejlighed og lokale. Man ser heller ikke andre professionester skønt haåndtering i ingen henseende med hensyn til skadelighed og faren, kan sættes i lighed med denne påtalte uorden, at betjene sig af gader og stræder til værksteder, ikke engang en fattig brødkone må fremstille sin kurv på gaden, lige så lidt som kobbersmeden selv tør hensætte noget på fortovet til skilt, men dette desuagtet skal han have lov til pro lubitu at arbejde på gaden? Man ivrer så meget med slagtere, fiskeblødere, garvere m. fl. og ville de sågar skulle ud af byen, uagtet ved tilbørlig renholden og vask den af diss forårsagede ulempe, dog betydelig om ikke aldeles kan hæves, men hvad i det mindste indsenderen angår, da vil han hellere bo imellem en hel skov af disse end ved siden af eller lige overfor en af de omtalte kobbersmede, og dog er han nnu selv kommet til at bo ved en sådan, men skønt han bor meget bekvemt, billigt og for sine forretninger belejligt, nødes han dog til at opofre alle disse livets sande goder, og hvorfor? Fordi en af hans medborgere behager at trodse lovene og god orden. I det faste håb at vores almenagtede og nidkære politidirektør vil vide at hæmme denne uorden, som formodentlig af mangel på påtale ikke for længst er sket, har han nedskrevet dette og tilføjer blot den bøn at høje vedkommende vil lære de herrer kobbersmede som gør sig skyldige i denne lovstridige adfærd, at holde sig lovene efterrettelige og som ordsproget siger: tøjre på deres eget.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3677-3682)

Nogle væsentlige Mangler ved Kjøbenhavns Toldbod.

Så vidt det er at hovedstaden fra søsiden frembyder et behageligt skue for de forbisejlende fremmede, så vist må disse også tabe i deres forventning om den, når de nærmer sig Toldboden. Allerede i nogen afstand mødes de af en meget utålelig stand fra den derværende slamkiste som de ved at betragte nærmere finder forrådnet og ubedækket, så at hele dens urene indhold ligger til skue for ethvert øje. Trappen de skal bestige for at komme i land, er vanskelig og farlig at betræde, da den er fuld af huller, ja mangler endog hele trin. Den plads hvorpå før færgefolkenes hus stod, henligger ubrolagt, så at jorden efterhånden glider ud i stranden og frembyder et ubehageligt syn. Endelig stødes øjet ved det gamle stygge plankeværk der strækker sig fra vagten til den yderste ende af fæstningsmuren. Af dette plankeværk er flere brædder borte. Størsteddelen hænger kun sammen ved et enkelt søm og det hele synes at være mådeligt og upassende grænseskel mellem hovedstaden og en fæstning som Kastellet.

Dog ville ikke alene fremmede støde sig over disse mangler, men selv mange af Københavns indbyggere der jævnligt har forretninger der, eller kommer derud for at modtage en rejsende ven eller følge ham ombord, må hastig vende næsen hjem igen på grund af den slemme stank som slamkisten i dens nuværende tilstand giver fra sig

[Herefter forslag om afhjælpning]

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3671-3675. Forkortet)

Synd imod to Sandser paa Amagerbroe.

Når man bevandrer Amagerbro og passerer bommen, stødes man ved det ubehagelige syn af 2 natrenovationsvogne der lige så tilsølede som de kommer fra den natlige ekspedition står på en plads ved det andet hus fra bommen, ved siden af Den hvide Svane. Stanken som disse ekvipager udbreder, forøges endnu mere ved den store mødding som ligger på samme plads tæt op til vejen. Denne fæle uskik som har fundet sted henved et par år, synes dog engang at burde fjernes. Har ejeren tilladelse til at have en mødding liggende tæt op til alfarvej, hvilket anmelderen dog tvivler på, så bør han dog vel tilholdes at opsætte et plankeværk for pladsen. Herved ville man i det mindste undgå synet af disse ækelheder om endog næsen alligevel ville finde sig besværet ved at nærme sig denne stankfabrrik.

(Politivennen nr. 226. Løverdagen den 29de April 1820, s. 3666-3667)

En Beqemmelighed, som Friederiksbergboerne har fremfor Kjøbenhavnerne.

Dette fortrin som Gud ved hvorfor er forundt dem der bor på Frederiksberg, fremfor dem der bor i København, består i den nemmere adgang til spadsering i Assistenskirkegården udenfor Nørreport.

Til denne kirkegård er om sommeren indgangen sædvanligt åben på to steder. Den ene port som står åben, er nærmest ved staden, den anden ligger længere ude mod marken og er altså bekvem for dem som kommer fra Frederiksberg eller fra Lygten.

Af disse porte var søndag eftermiddag den 23. april da en stor mængde mennesker fra København i anledning af det smukke vejr søgte ud til kirkegården, netop den som er nærmest ved byen, aflåst. Følgen var at adskillige som ikke vidste at den fjernere port stod åben, troede adgangen spærret og gik hjem igen uden at komme derind.

Postscriptum. Plakaten som der den 27. november forrige år endnu sås ruiner af (se Politivennen nr. 204) er nu så godt som ganske forsvundet. I det schulziske officin er der dog sagtens et eksemplar deraf, hvilket magistraten kunne lade opslå i stedet for det som tidens tand har fortæret.

(Politivennen nr. 226. Løverdagen den 29de April 1820, s. 3655-3656)

Varsko i ny Kattesund.

Fra 4. loft i et pakhus i Kattesundet har man den vane at nedkaste løse bundter hamp på gaden, hvilket anmelderen var vidne til den 12. dennes. Denne magelighed hos arbejdsfolkene tror man vedkommende ejer bør vænne dem fra, og pålægge dem at lade hampen stryge ned ved vinden da forbigående ellers let kunne lemlæstes eller ihjelslås af sådanne nedfaldende bundter, for ikke at tale om at de forbikørende bønders heste derover kan blive sky og således afstedkomme flere ulykker.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3651-3652)

Slavebesøg i Husene.

Der har nogle gange i dette blad været klaget over at slaverne, skønt under opsyn af deres påpassere, overtrygler folk såvel på gaderne her i staden som på broerne, om almisse. Vist nok har højere vedkommende lagt mærke til disse anker og givet forbud derimod, men disse forbud overholdes ikke, og at denne uskik endnu går i svang, kan man dagligt overbevise sig om. Dog ville man med tiden blive vant til at tåle den som et onde der ikke er let at afværge, slår slaverne alene tryglede på gaderne. Men at i i sådant ærinde går ind i husene mens deres vogtere meget tålmodigt står udenfor og venter på deres tilbagekomst, synes dog virkelig at gå alt for vidt. Således kom for 14 dage siden 2 slaver op til en enlig ene i Antonigade og bad om rejsepenge da de som de foregav, havde udstået deres straf og skulle rejse. Ligeledes kom i forrige uge en slave der ør har været sadelmager, op til en familie på Østergade for legeledes at bed om almisse. At det for mange må være meget ubehageligt, ja for fruentimmer rædsomt, at se sig ene med sådanne mennesker, hvis ærlighed dog nok kan være tvivlsom, vil vel ingen kunne nægte. Anmelderen tror derfor at burde gøre høje vedkommende opmærksom på det da det vist vil være dem lettere at forebygge denne uskik end at tilintetgøre slavernes trygleri på gaden.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3650-3651)

En Censur-Gaade.

Til indrykkelse i nr. 24 af den danske Statstidende indleverede jeg nedenstående vers, i anledning af en af vor agtværdige medborgeres død. Modtagelsen og betalingen mødt naturligvis ikke mindste vægring fra kontorets side. Desto større var derfor min forundring for ikke at sige forbavselse, da jeg siden erfarede at mit uskyldige gravdigt var blevet udslettet af statstidendens censor, geheimelegationsråd og ridder Manthey, Gud må vide hvorfor? - Vel har jeg ladet mg sige at der fandtes engang en censor som var så stærk i at anvende det almindelige på den enkelte at han under Bonapartes voldsregering forandrede det gamle danske sandsagn: "Man klæder sig på fransk og fryser på dansk!" til "Man klæder sig på fremmed vis" osv. Men, uagtet man må både fryse og gyse over nævnte censur-vinter, selv om den fremmede dragt var russisk, eller polsk, er jeg dog ikke kold nok til at henregne hr. geh. legatr. Manthey til sådanne censorer. Jeg vil ikke undersøge hvorvidt en censor i juridisk hensyn er hævet over lov og ret, ifølge hvilke et privilegeret bekendtgørelsesblad dog nok er forpligtet til at modtage alle indrykkelser, som hverken er lovstridige eller meningsløse. Jeg vil blot anstrenge min sjette kraft - hvortil jeg også herved opfordrer mine læsere - for om muligt at opdage grunden til censors udslettelsesdom.

Ved sammenligning har vist Statstidendes læsere for længst bemærket at den ældre berlingske tidende sædvanligvis havde et langt rigere indhold fra København end den nuværende statstidende hvis indenlandske armod især er påfaldende. Altså har gehei. legatr. næppe brudt staven over indrykkelse af mangel på plads. Endnu mindre kan jeg tro at han har troet at finde noget anstødeligt i versene, da disse ikke indeholder dadel uden i almindelige sandheder, som historien desværre! hjemler til alle tider. Allermindst tør jeg antage at min censor har vovet at anvende mine almindelige sandheder som passende på nogen vis enkelt, da dette jo ville være en af de groveste og uforsvarligste injurier mod den enkelte. Ja, selv om man turde antage en sådan ubegrundet, dunkel følelse i censors hjerte, kan man dog umuligt tro om hans hoved at dette i så fald ikke skulle have hjulpet ham bedre ud af tingen. Det simpleste af alt (under en censur-betænkelighed over hvis genstand enhver kan gætte, tro og snakke så meget han lyster, men jeg alene dømme!) havde nemlig været at udsætte indrykkelsen af mine vers til næste gang for således at få tid til betænkning over en betænkelighed der da sikkert havde hævet sig selv, enten den så rejser sig af mangel på passende plads, eller rigtig ordfortolkning.

Dog, kære læsere! jeg mærker nok at det ikke vil lykkes mig at opløse gåden, og derfor overlader jeg det ganske til dig at gætte eller til hr. geheimelegationsråd manthey at meddele grundene for hans: "Veto!" - Min almentydelige tekst følger hermed til behagelig afbenyttelse.

+

Arjen Jacson

Når en lejesvend sin lovsang toner
Ved en mægtig niddings sundhedsfest,
Når han, slangebugtet, lasten kroner,
Mens det tordner: "Ve!" fra øst til vest.

Da genlyder retfærds høje stemme
Gennem frimods djærve strengeleg:
Sandheds toner løgnens præst beskæmme,
Der sig æreløs til alt'ret sneg.

Men - den samme røst, som mandigt lyder
Imod givtig smigers fule ånd,
Hylder også varmt de rene dyder,
Der ej kende Guld og ordensbånd.

Derfor, Jacson! på din simple kiste
Skriver sandhed dig de simple ord:
"Kraftfuld dåd og broderskab han viste,
Mens hans vandred' her på dunkle jord!"

Mægted' jeg, at stemme brustne streng,
Som så mange vanheld sønderrev';
Ak! -da tolked' de end stærkt og længe
Hvad din død i frelstes hjerter skrev.

Dog, frigjorte Ånd! Du ser mit hjerte,
Ser, hvor inderligt det takker dig:
Ædelt lindred' du så tit min smerte,
Thi du hjalp, for halvt den nærmed' sig.

Held dig hist, i ånders frie rige,
Hvor kun død og kundskab give værd,
hvor ej munkeånd og vold bekrige
Sandheds tolk, med løgn og ild og sværd.

Blok Tøxen.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3646-3649)

Vandmangel i lille Amagergade.

Posten i gården nr. 320 i Amagergade har den fejl at den ofte ikke vil give vand, og når den engang imellem yder noget lidt, da er dette grumset og ubrugeligt. Husfolkene må hente det fornødne vand på andre steder, og farligheden af vandmanglen på dette sted kan måske være desto større, da der er to smedeværksteder i gården. Formodentlig er en af vandrenderne beskadiget, hvilket snart på efterses da årstiden tillader sådant arbejde.

(Politivennen nr. 225. Løverdagen den 22de April 1820, s. 3643-3644)

En slem Trappe paa Vestergade.

Ejeren af huset nr. 46 på hjørnet af Vestergade og Kattesundet lader vist den handlende i stuen bo for meget billig leje, siden han ikke sørger for en bekvemmere og mindre farlig opgang til butikken. Det var ønskeligt om sådanne fejl vedbygninger måtte påses og rettes, og denne ejer især pålægges at lade gøre en trappe på nævnte sted hvorpå man uden risiko turde vove sig op og ned af. Anmelderen har 2 gange haft det uheld at falde ned deraf, og dette har flere beklaget sig over, skønt man af folkene i butikken bliver erindret om at gå forsigtigt ned af trappen.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3613-3614)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen hedder i dag Kattesundet 2/Vestergade 15 og er opført 1797-98 af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane. Trappen er der tilsyneladende endnu, men da byen i de forgangne år er vokset opad, synes den ikke længere at være et problem.

Besvarelse af de i Politievennen No. 222 fremsatte Spørgsmaale

Til første spørger:

Af hvem? Eller i hvad hensigt? Da spørgsmålet i Politivennen nr. 22: om det er svenske fruentimmer tilladt at sælge, eller som udtrykket lyder: oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? allerede er stillet, vil anmelderen ikke her undersøge det da det synes at give sig selv. Vi har før hørt samme ideer ytret om andre til legemets bedækkelse henhørende fabrikata fordi vedkommende har næret og som man ser endnu, nærer den tanke at et udelukkende monopol skulle være gavnligt. Det er muligt at det vel vil være sådan for sælgeren, men næppe for køberen. Det er også ved flere lejligheder tilstrækkelig bevist. Her vil man kun i besvarelsen af spørgsmålet holde sig til menneskelighed og rimelighed.

Anmelderen tilstår at han aldrig har hørt et eneste ord om at beboerne i Hammerum og Lysgård i Jylland må sulte ihjel og i tusindvis rejse ud af landet i mangel på fortjeneste, og at man har de skrækkeligste klager fra disse egne, før han læste det på ovennævnte sted. Men fratrækker han de poetiske udtryk fra den sande mening heraf, så bliver resultatet allerhøjst dette: At disse mennesker mere eller mindre presses af tider og omstændigheder ligesom alle andre. For man måtte ellers forudsætte at de intet fik i betaling for deres arbejde eller på ingen måde blev betalt for det, i det forhold som disse varer her i hoseboderne er blevet betalt, fordi de strømper som før krigen købtes fra 20 til 28 skilling parret, er betalt her da de stod højest 16 mark til 3 rigsdaler parret, siden successive er gået ned, men betales dog endnu til dato med 4 mark parret og derover og det for uldstrømper som i bonitet ikke udmærker sig fra det svenske. 

Det er altså endnu langt over det dobbelte numeraire som de kunne købes for forinden krigen. Og de som alligevel beklager sig ved sådan betaling, har man intet at svare, fordi størstedelen som bruger og må betale disse varer vist ville skatte sig meget lykkelig ved at modtage deres indtægter efter denne målestok. Det er desuden notorisk at blandt hosekræmmerne her i byen findes mange rige mænd. Og man bør ikke tro andet end at disse vil betale de fattige arbejdere i Jylland den flid og de varer der har gjort dem til rige. Både efter retfærdigheds og menneskeligheds strengeste forskrifter, og på ingen måde tåle de menneskers sved og møje som de har at takke for rigdom, skal møde så kolde hjerter at de uden kraftigt at blive berørte om hjertet ufølsomt ville høre de skrækkeligste klager, ja se på at de i tusindvis drog ud af landet.

I mangfoldige år mindes anmelderen at de skånske fruentimmer der er kendt som flittige, fattige og stræbsomme mennesker, har søgt København for at afsætte de arbejder deres driftige husflid har bragt i stand. Og han mindes aldrig at have hørt nogen offentlig har beklaget sig over det. Tværtimod har mange været godt til mode ved på denne måde at kunne få en skjorte af godt hjemmegjort lærred på kroppen for billig pris. For man kan nok snarere sige at dovne hænder i tusindvis hos os hellere vil drive om med en kurv på armen år ud og år ind end ved nyttig husflid søge og finde næring. 

Skulle spørgeren derfor være af den mening at flid og arbejdsdrift hos hvilken som helst klasse af mennesker, men fornemmelig hos den nøjsomme og fattige klasse, skulle undertrykkes af politisk forhold for på denne måde des bedre at kunne fremhjælpe vindesyge og egennytte, så er sådan tænkemåde højst foragtelig. Men dette kan vel ikke heller være hans mening. Hvorledes i øvrigt handel og vandel skulle bestå, når den ene stat, det ene land skulle rette sig efter politiske forhold, er ikke let at fatte. For som det lader, vil han at ethvert rige for sig skal være en egen, fra andre stater aldeles udelukket handelsstat, fordi det monopol handelsmanden med uldvarer forlanger for sig, kan og bør jo da enhver anden handlende ligeledes forlange og da - Gud hjælpe os. Men når han lægger til: I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, så er det hele: ord uden forstand. Nej! Den usle indsuede tænke- og handlemåde må forbedres, først da vil meget blive anderledes. Ikke før.

(Politivennen nr. 224. Løverdagen den 15de April 1820, s. 3607-3612) 

Redacteurens Anmærkning

Svarskribenten bruger udtrykket numeraire som ikke har en dansk oversættelse. Det nærmeste man kan komme er gangbar mønt eller regneenhed. Skribenten ide må være at pengeværdien af en arbejdstime er det dobbelte sammenlignet med tilstandene før krigen. Mens den numeriske værdi er faldet.

Døde Fiske i Stadsgraven.

Ved anden påskedag at gøre en spadseretur i Faussebrajen eller den såkaldte Kirkebærgang mellem Vester- og Nørreport, blev anmelderen opmærksom på en stor mængde døde fisk, især ål som flød oven på vandet i Stadsgraven. Men især var de indgående vinkler af samme fra pæleværket lige til Nørrport opfyldt med dem. Om denne store dødelighed blandt fiskene i nævnte stadsgrav stammer fra at man mens graven var belagt med is, har glemt at vække for dem er uvist. Men sikkert er det at mange dejlige ålesupper derved er gået tabt. Og da nu disse fisk allerede begynder at give en fæl lugt fra sig, så var det ønskeligt om de så snart som muligt måtte borttages førr varmen vil gøre stanken endnu mere utålelig og skadelig.

For dm der har med vandvæsenet at bestille fremsættes ved samme lejlighed den bemærkning at en af renderne i omtalte pæleværk har straks ved døren af ækvadukten en læk hvorigennem en del vand unyttigt spildes. Vel er denne læk endnu ubetydelig, men dog var det vist godt om den stoppedes i tide, da ellers nogle af de mange drenge man hyppigt finder i Kirsebærgangen, muligvis kunne finde morsskab i at gøre den større.

(Politivennen nr. 223. Løverdagen den 8de April 1820, s. 3591-3592)

07 september 2015

Den vandtætte Støvle.

Kunne man måske kalde huset nr. 236 i Store Kongensgade der ellers bærer navnet Den Grønne Støvle, da det i samme værende pumperedskab i over 3 uger ikke har villet give en dråbe vand. Da det både er ubehageligt for beboerne at mangle det fornødne vand eller at lade dette hente i andres gårde, og sådan vandmangel tillige er farlig i påkommende ildebrands tilfælde, så bedes ejerinden af ovennævnte hus at lade sit pumperedskab efterse og istandgøre så snart muligt.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3572-3573)

Spørgsmaal

Har de svenske undersåtter fortrinvis af kvindekønnet som kommer hertil, lov til at oversvømme byen og hele Sjælland med deres uldvarer? Beboerne i Hammerum og Lysgård herreder i Nørrejylland der i nogle hundrede år har ernæret sig af dette arbejde, må sulte ihjel eller i tusindvis rejse ud af landet af mangel på fortjeneste. Og man har de skrækkeligste klager fra disse egne. I Sverige må vist ingen dansk indføre for 4 skilling værdi, endnu mindre løbe om og påtrygle folk sine varer. Det gør tyskerne det samme med deres lærreder. De løber hus til hus for at sælge lærreder, og som oftest bedrager de folk med noget dårligt gods.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3570-3571)

Undersøgelse af bøndervogne ved en accisebod. Nørrejyske varer skulle ind her, ligeledes svenske varer der skulle ud fra København. Men grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige var lemfældig andre steder, og varer kunne nemt smugles uden om tolden på den lange kystlinje mellem Helsingør og København.

Redacteurens Anmærkning.
Artiklen besvares i Politivennen nr. 224. 15. April 1820, s. 3607-3612.

Varsko i Læderstræde.

Hjørnehuset af Amagertorv og Læderstræde nr. 50 har ud til sidst nævnte gade en vaskerende der på grund af sin utæthed ved 1. sal kaster en del af sit urene indhold ned over fortovet og nøder de forbigående til at gå udenom, ifald de ikke vil have samme skæbne som anmelderen der uvidende om denne utæthed i forbigående blev overskyllet af urent vand der lignede ærtesuppe. Allerede for 2 år siden klagedes over denne rende i Politivennen at den tilsølede fortovet som på dette sted ingen afløbsrende har med al slags køkkenaffald så at man der kunne se hvad folkene i huset spiste til middage hele ugen igennem. Af denne årsag blev rendens åbning forneden forsynet med en prop. Men nu da renden har en åbning for oven, forårsager denne prop at en tynde urenlighed passerede gennem denne åbning og falder således over folks hoveder. Nu vilde det nok være det bedste at lade en blikkenslager afhjælpe fejlen.

(Politivennen nr. 222. Løverdagen den 1ste April 1820, s. 3569-3570)

06 september 2015

Svar til S. T. hr. Skrædermester D. With fra Skræderen hvis Contract Han Underskrev *).

Da jeg i Deres indrykkelse i Politivennen 118 egentlig er den som bliver erklæret som kontraktstifter og altså som den der røvede mine medborgere brødet af munden, mener jeg at være publikum og mig selv skyldig i gøre opmærksom på at i Deres indrykkelse findes en stor del drøje usandheder.

1. Hvad underskrivelse  på min kontrakt angår, da ved De selv ret godt at De flere gange havde været hos S. T. hr. generalkrigskommissær de Auchamp R. a. D om munderinger og allerede aftalt en pris om samme i den de mig af S. T. hr. gen. kr. kom. blev tilbudt til forarbejdelse. Og at min kontrakt først blev afsluttet, skete kun på grund af Deres udeblivelse. Den udeblivelse var formentlig ikke uden grund, som jeg senere ved Deres underskrivelse på min kontrakt og ved det udspredte rygte erfarede. I øvrigt vil formentlig bemeldte S. T. hr. G. K. K.brev til mig af 12. februar 1818 nok ikke ganske være gået Dem i glemmebogen da de dog i S. T. hr. G. K.K og fleres nærværelse så ynkelig bad mig om at tilintetgøre sidstnævnte brev. Og da jeg ikke føjede Dem deri (selv om S. T. hr. G. K. K. gerne tillod samme da han lovede at give mig et andet i stedet) endelig bad mig ikke at vise skrædderlavets oldermand S. T.hr. kaptajn Beck samme, fordi jeg ellers efter hr. Withs udtryk derved ville skaffe ovennævnte hr. kapt. Bech et søm at hænge sin hat på. 

Hovedbygningen af Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød. Dog i den skikkelse den fik i 1860. Det var bl.a. her militæret fik fremstillet sine uniformer på Politivennens tid. Da den var på sit højeste, arbejdede 700 her, fortrinsvis fattige og børn. (Eget foto).

2. Må Deres hukommelse være skrækkelig svag når De ikke kan erindre at den af Dem nævnte underskrevne kontrakt kun lød på 100 munderinger ugentlig og ikke på 200. Og S. T. hr. G. K. K. ganske enslydende breve til Dem og mig af 7. februar 1818 indeholdende at vi ikke kunne vente os mere end 150 munderinger en gang for alle, som vi også modtog den 9. februar 1818. Om dette nu er glemt med vilje eller virkelig glemsomhed har bragt Dem til denne usandhed, kan jeg ikke bedømme. Men ved at S. hr. G. K. K. brev er i mit værge, og depotets protokoller i depotets værge. 


3. Hvad uddelingen af de 110 munderinger til de fattige mestre angår, da ser jeg mig atter nødt til at beklage Deres hukommelse. Men måske var det kun en fejltagelse, for 110 og 40 gør efter vores gamle Søren Mathiesen 150, og på den måde slipper vi omvendt ret godt ud af det. De vil behageligst erindre at det var Dem selv som foreslog at vi skulle uddele 36 munderinger hver til førnævnte mestre for 16 mark stykket. Hvilket De meget påtrængende bad at jeg også skulle overlade mit kvantum til Dem at uddele, hvilket jeg også indgik (siden til stor ærgrelse for mig). To dage derefter kom Deres bud til mig med den anmodning at uddele endnu 4 munderinger på samme måde, hvilket jeg tilstår, jeg med nogen uvilje gik med til. Om det måske årsagen at brovte med noget mere der gjorde Dem så påtrængende, eller hvilken årsag ved De vel bedst selv. Men det ved jeg at jeg såvel af Deres daværende, såvel som af mine svende har vidner på det nedskrevne. Lære som skrædder, men ikke som skribent, fulgte jeg meget gerne det gamle ordsprog: Skomager bliv ved din læst. Men da sagen nu er levet publikums sag, troede jeg at skylde den sandhed.


Og kun til sidst jeg Dem vil råde,
Med sandt og usandt holde måde.


C. G. Bolt.

*) I bidrag som nærværende der forlanges ordrette indrykkede og hvorfor indsenderen bliver ansvarlig tror udgiveren han aldeles ingen rettelse bør foretage om han endog fra ortografiens side havde noget at indvende mod samme.


(Politivennen nr. 221. Løverdagen den 25de Marts 1820, s. 3553-3556)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 219. 11. marts 1820, s. 3524-3528.

Det militære Varedepot. Frederik 6. skal have været nidkær med militæret munderinger og undersøgt dem nøje. Befalingsmændenes og mandskabets dragter blev normalt leveret af statens egne fabrikker til nød købt i udlandet. I 1811 oprettedes adskillige militære fabrikker foruden de allerede eksisterende Guldhuset i Rigensgade og Børnehuset på Christianshavn: Den Kongelige Militære Klædefabrik i Usserød (1791) og Brønsholmsdal. Fabrikken i Usserød har været omtalt i Politivennen 22. november 1800 i forbindelse med skorstensfejning.

Militæret brugte megen tid på ændringer i uniformerne, især efter 1810 kom en overflødighed af bestemmelser. Det var uenighed om farverne på uniformsbukserne der skabte arbejde. Gråt blev fx erstattet med himmelblåt i 1816 i linjehæren. Og dette kan have været årsagen til de store munderingsopgaver for skrædderne. 

Generalkrigskommissær Francois Louis d'Auchamp (1778-1847), major af Infanteriet som magasinkommissær. Han opdagede omfattende underslæb i 1810, hvor væversvendene formentlig stjal 10-12 pund ud af 60 pund uldgarn.

Søren MathiesenDet må være den Søren Mathiesen som Rundetårn skriver om: Han var klokker og regnebogsforfatter til “Compendium Arithmeticum eller Vejviser, hvorved man på korteste og netteste Måde kan ledsages til Regnekunstens rette Brug.” (1680). Tillægget “En kort Formular til i adskillige Breve udi huslige, Handels, Vekslers og deslige daglige forfaldne Håndteringer, for Ungdommen” udkom 1721 som en selvstændig Bog. Den udkom i flere udgaver senere indtil 1763.  Desuden til "Aritmetica compendiosissima eller meget kort og net Måde at regne på, med “ (1680) og "En let Arithmetica eller Regnekunst" (1696). Sidstnævnte blev 1696 oversat til tysk og udkom indtil 1750.

Domfældelse
Den 3. oktober 1821 faldt der dom i sagen:
"De paaankede af Contracitanten Skrædermester D. With om Hovedcitanten Capitain og Skrædermester N. H. Bech i Bladet Politivennen Nr. 218 og 219 for Aaret 1820 fremførte fornærmelige Beskyldninger og Udladelser bør døde og magtesløse at være og ikke komme Sidstnævnte til Skade paa Are, gode Navn og Rygte i nogen Maade hvorimod Contracitanten for sit i saa Henseende brugte utilbørlige Forhold bør bøde til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse 50 Rbd. Sølv.
Ligeledes bør de fra Contracitantens Side paaankede i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger Nr. 55, 56 og 57 for Aaret 1820 af Hovedcitanten brugte Udtrryk døde og magtesløse at være; hvorimod Parterne iøvrigt for hinandens Tiltale i denne Sag bør frie at være.
Processens Omkostninger betaler Contracitanten til Hovedcitanten med 30 Rbd. Sølv.
At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven"

Brev om en Sag der interesserer mange

Hr. Udgiver!
Nu har da endelig forhenværende juster- og rodemester Thomsen i det mindste gjort mine til at ville begynde sag mod mig fordi jeg for så rum tid siden i Deres blad Politivennen har anket over hans, jeg siger det endnu: fejlagtige og anordningsstridige beregninger over skatterne mellem ejere og lejere. Vi mødte nemlig i går, det forstår sig efter hans klage, begge for forligelseskommissionen, hvor hans væsentligste klagepunkt gik ud på at jeg i Politivennen nr. 173 af 24. april forrige år havde, tænk engang hvilken forbrydelse!! skildret ham som den der ved ikke at have fulgt forordningen af 17. april 1816 om ildstedsskattens ophævelse, muligt har skilt mange lejere ved deres surt erhvervede, måske sidste skilling, da han uagtet denne ildstedskat i følge nys citerede forordning skulle ophøre fra 1. oktober 1815, dog et halvt år derefter, nemlig til flyttedagen i maj 1816, beregnede denne således ophævede skat separat på lejerne. 

At jeg med den hjemmel jeg har såvel i anordninger som i lovgyldige dokumenter ikke kunne, og ikke burde fremstå som en synder og som den der havde forset mig, er naturligt hvorfor sagen altså ikke kunne forliges. Imidlertid skylder jeg publikum, særdeles de mange lejere som det især interesserer og mig selv, offentligt at bekendtgøre dette Thomsens tilsyneladende nødskridt uden at bekymre mig om hans egentlige hensigt muligt går ud på deraf at afbenytte sig i en anden af ham i samme anledning og mod 2 andre anhængiggjort sag, og beder derfor Deres velbhd. om De finder det passende da at indføre dette mit bred i Politivennen til almen kundskab.

København den 10. marts 1820
C. J. Schelund
Boende i Store Grønnegade nr. 254, 1. sal.


(Politivennen nr. 220. Løverdagen den 18de Marts 1820, s. 3542-3543)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen Politivennen 166 var anledning til en af de længste disputter i Politivennens historie, som også blev ført i bladet Dagen. Og hvoraf de fleste er publiceret på denne blog. Thomsen svarede på artiklen i Dagen den 9. januar 1819, og i Politivennen blev den anonymt kommenteret i Politivennen nr. 170, 3. april 1819, s. 2737-2742, samt igen af Københavns guvernements og hovedvagtskriver Schelund i Politivennen nr. 173, 24. april 1819, s. 2779-2791. Thomsen svarede igen i en artikel i Dagen, 1. maj 1819, som Schelund besvarede i Politivennen nr. 175, 8. maj 1819, s. 2816-2829. Disputten fortsatte i Politivennen nr. 181, 19. juni 1819, s. 2919-2920 og Dagen 25. juni 1819. C. Møller besvarede Thomsen i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2941-2944, mens Politivennens udgiver i Politivennen nr. 183, 3. juli 1819, s. 2944-2948. Schelund berettede om retssagen i Politivennen nr. 220, 18. marts 1820, s. 3542-3543. Og så mangler der desværre nogle numre, så den sidste artikel optræder i Politivennen nr. 266, 3. februar 1821, s. 4289. Selve dommen blev offentliggjort i Politivennen nr. 288, 7, juli 1821, s. 4636-4638.

København Biblioteker sidste halvår af 1820. I denne periode udkom som det fremgår af nedenstående indlæg i nr. 255 og nr 256. Disse kan denne blog således desværre ikke offentliggøre. I Dagen 2. november stod følgende annonce (bemærk at Thomsens adresse nuv. Admiralgade 27-31/Holmens Kanal 22 ikke eksisterer længere. Nu ligger der et arkitekttegnet hus fra 1960 Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge):
Efter adskillige Eieres og Leieres Anmodning har jeg besluttet at aabne et Contoir for der at modtage og meddele Anvisninger fra Eier til Leier om ledige Værelser og Leiligheder, hvortil Protocoller qvarteerviis forfattet, og altsaa hastig overskuelig, skal blive ført og foreviist Enhver paa Forlangende; og da dette Arbeide beqvemt lader sig forene med de Forretninger, jeg, som bekiendt, i en Række af Aar har foretaget mig og som jeg stedse vedbliver, især da de Opmaalings Forretninger over hele Staden der ere i min Værge tillige kunde opgive Leiere næsten ethvert Værelses Størrelse, saa tør jeg vente at endeel af  Publikum, der ønsker at benytte sig af denne Indretning, ogsaa i slig Henseende ville henvende sig til mig, der er at træffe hiemme fra Morgenen 7½ til 11 og fra 1 til 5 Eftermiddag.
Thomsen, boende i Admiralgade No. 244, 1ste Sal, første Huus paa Høire Haand fra Holmens Kanal.

Lidt mere til Nødværge mod lumsk Bagvaskelse og grundløse Rygter

Jeg har i Politivennen nr. 218 angivet årsagen der bevægede mig til at fremkomme med den deri fremsatte fortælling om den afgåede oldermand skræddermester R. H. Becks opførsel i anledning af det hos lavet bestilte munderingsarbejde. At jeg ikke kunne tage ømmere på ham ligger i sagens natur og at det anførte skønt overensstemmende med sandheden ville klinge ilde i hans åren, kunne jeg vel vide på forhånd. Men skønt jeg ikke har noget højt begreb om hans konduite, tiltroede jeg ham dog så meget at han ikke ville have prostitueret sig selv ved et sådant avertissment som det han har indført i Adresseavisen nr. 55. For for det første gør han sig latterlig ved selv at opkaste sig til dommer og at fælde dom i sagen uden på mindste måde at have modbevist mit udsagn, hvilket vil blive ham umuligt. Og dernæst ved offentligt at røbe sin opfarenhed og tilbøjelighed til at bruge skældsord, hvilket som upassende for mænd ikke engang er undskyldelig i mundtlig samtale, men aldeles utilgivelig når man skriftligt fremsætter sine tanker. For da bør et roligt sind og overlæg herske.

Jeg finder mig derfor beføjet til som et bidrag til mandens karakteristik at fremsætte et eksempel på hans uforsonlighed og harskhed.


Da jeg forinden jeg begyndte mine offentlige undervisning i skrædderprofessionen troede at burde gøre alt hvad der stod i min magt for ikke at have uvenner blandt mine lavsbrødre, søgte jeg også at blive forsonet med Beck, som jeg vidste bar nag til mig siden omtalte tildragelse med munderingsarbejdet. Jeg ytrede for en af hans venner at jeg ønskede at Beck ville være nærværende ved mit første foredrag og denne påtog sig at ville tilkendegive ham mit ønske, samt at levere ham et adgangskort hertil. Nogle dage derefter talt jeg med en af lavets agtede interessenter, hr. Møller om det samme,  og denne var af den formening at Beck ville komme når jeg indbød ham skriftligt. Jeg sendte ham derfor ved samme mester et adgangskortledsaget af følgende billet:


Iblandt en del af stadens agtede mænd som vil overvære mit første foredrag, ønsker jeg også at se den jeg af hjertet gerne rækker hånd til fred. Indlagte bedes afbenyttet.


København den 16. 1. 1820
Ærbødigst
With


Denne skrivelse bragte hr. Müller ham selv og talte desuden med ham. Den 17. om formiddagen bragte Becks dreng mig mit eget brev tilbage i hvilket han havde indlagt de 2 adgangskort. Hvorpå han udeblev fra mit foredrag. Senere hen skal han have fortalt denne sin opførsel mod mig til en del af sine venner, som med ham har glædet sig over denne hans genistreg. Da jeg nu håber at Beck efter løfte vil begynde sag mod mig for at en anden dommer end han selv kan afgøre om de af ham mod mig brugte skældsord kan og bør anvendes på mig, eller returnere tilbage på ham selv, vil jeg forsyne ham med endnu et par historier som han kan benytte for dermed at formere klagepunkterne mod mig. For som det hedder at slå to fluer med et smæk har jeg i Politivennen nummer 218 foruden munderingssagen berørt en efter min formening lille fadæse blandt flere af samme art begået af skræddermester R H. Beck som oldermand i årene 1816, 17 og 18. Hvilke som det synes tillige med det øvrige har bragt ham på den fortvivlede tanke at opkaste sig som den højeste dommer i den sag som han lover at føre mod mig ved retten *).

For nu at blive ved førnævnte ordsprog vil jeg herved forøge fakta for den selvkloge hr. Beck idet jeg yderligere tilkendegiver at den omtalte fadæse ikke er den eneste han upåtalt har udøvet, skønt sådanne både er i strid med love, anordninger, lavsartikler, ja endog fornuftens mest rimelige grundsætninger. Dermed vil jeg give benævnte N. R. Beck lejlighed til på engang at fralægge sig hvad muligt han efter sin forstand kan finde sig fornærmet over **).


Mens jeg endnu var bisidder ved laden, så jeg på Råd- og Domhuset et svendestykke blive forevist kommissionen. Dette svendestykke var syet af en af hr. skræddermester Boheims lærlinge. Otte dage derefter optog skræddermester N. H. Beck nævnte svend i lavet. Han blev skrædder, vandt borgerskab og fik derpå navn af mester, uden at denne, som lavets formand havde kancelliets tilladelse til at optage ham i samme, da han som meldt kun havde været svend i en tid af 8 dage, ikke heller havde konsulteret bisidderne om denne svend. Hr. R. H. Beck fortalte nu til alles forundring at den der havde gjort mesterstykke var den samme person som for 8 dage siden var blevet svend.


Ved en anden lejlighed fik lavet som medinteressent en overløber som udgav sig for skrædder. Denne slap også ved hjælp af daværende oldermand N. H. Beck ind i borgersamfundet uagtet førstnævnte erklærede at han hverken kunne fremvise dåbsattest, konfirmationsbevis, vaccinationsattest, lærebrev eller noget lignende dokument som love og anordninger byder, og som er nødvendige til hjemmel for øvrighed og oldermænd.
Om begge disse sandheder tvivler vel ingen af dette blads læsere uagtet jeg for at skåne bemeldte person her ikke vil nævnte den sidste, lige så lidt som jeg drager i tvivl at jo egennytte forenet med den dårligste selvklogskab kan være drivfjederen dertil. Hvilket enhver som kender skræddermester N. H.Beck ret vist vil sande.


With

*) Det ville være galt dersom man således kunne foreskrive dommere hvad man ville der skulle ske sin vederpart.

**) Denne forøgelse vil give ham lejlighed til at forny mulkten til 4 mark.


(Politivennen nr. 219. Løverdagen den 11de Marts 1820, s. 3524-3528)


Redacteurens Anmærkning


Artiklen udsprang af en artikel i Politivennen nr. 218. 4. marts 1820, s. 3489-3502 og besvaredes i Politivennen nr. 221. 25. marts 1820, s. 3553-3556.