31 oktober 2015

Niddingsdaad mod Kreature.

Lørdag den 8.  denne måned om eftermiddagen kl. 4 lukkede anmelderen en lille langøret hund af mopsearten ud på gaden. Hunden plejede ellers sædvanlig efter et kvarters tid at komme tilbage, men denne dag blev den borte og var endnu ikke kommet hjem da anmelderen halv seks uden videre at ænse hundens udeblivelse gik ud. 

Om aftenen kl. 10 ved anmelderens ankomst fandt han godt nok hunden hjemme, men i en meget ynkværdig tilstand. De lange ører var skåret af, og det højre endog således at snittet gik ind i hovedet. Hunden overstrøget med blod over hele kroppen. Men det skrækkeligste af alt, kløerne på forpoterne var revet af med vold. Kort sagt, hunden var således mishandlet at anmelderen så sig nødsaget til dagen efter at sende samme på veterinærskolen for at dræbes. På spørgsmålet om hvorledes hunden var kommet tilstede blev forklaret at husværtens stuedør var blevet lukket op på klem og hunden havde sat ind i stuen. Hvorpå personen som havde bragt samme, tog flugten. 

Sandsynligt er det at gerningen er sket med ondskabens fulde overlæg. For at det skulle være sket blot for at skade ejeren, der ikke er sig bevist i nogen henseende at have fornærmet nogen, synes næsten ikke troligt. Dette anmeldes blot for at gøre politiet opmærksom på at der i eller i nærheden af Mikkel Bryggersgade må findes en sådan nidding, da ikke sjældent flere uordener af samme natur, såsom kattetyverier, vinduesruders indslagning osv. begås i samme gade. Spørgsmålet er om ikke sådan udåd når gerningsmanden opdagedes burde straffes som den dreng i Ubo med offentlig pisk og skændsel for kreaturets pinsel.

(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5028-5029).

30 oktober 2015

Samtale holden paa Toften i en Landsbye i Sjælland, imellem Ole Rilen og Peer Larsen, over Dagens nyeste Begivenheder

Dersom de lærde og skriftkloge undertiden betænkte at de af dem fremsatte paradokser og særegne meninger i stedet for at oplyse og gavne kun afstedkommer kiv og strid og bevirker underlige begreber og mistydning hos den mindre kyndige mand, så ville de vist mange gange ikke lade sådant passere uden strengere drøftelse. Lægmanden lægger også mærke til sin tids begivenheder og mennesker og bedømmer dem på sin vis. Misledes han nu i sin dom ved andres vrangforestillinger af tingen, hvis er da skylden? Følgende samtale som jeg har optegnet ord til ord, ligesom den er holden, formener jeg afgiver et lille bevis på foranstående. Skulle den ikke være et aldeles upassende bidrag for Politivennen, ønskede jeg den forundt plads i samme.

Ole Rilen. Guds fred å go dav Peer!

Peer Larsen. Tak for ded, Ole. Hvordanne ær ed nøu inne te jert?

O. Å ved ær hartad rent skarn, for vor mor ær afstilleholdt så plaved med utingen å hold i sin sie, så ded ør lie fælt.

P. Ja ded ær så gon liedan te vort. Vor fatter Elene går osse å krivver a bare dårlighed, å meen halfoster Maren kraperer nok a gulsoten, for hun ær så guul over hele sit lægeme som in koblomme.

O. Ih, hvad sier du Peer, ja Gyd bæddre os så sandt, man hører nøu inte andet end ulykker og elændighed overalt i denne sundige værten. Mæn - var du itte i Køvenhavn i går? Hvad ær tårreprisen nøu? Hvad galt ruen?

P. Nøu ær hun jo fallen nøer igæn prisen, jej fik itte meer end trei risdaler å in mark for tunnen. Å før galt han mere, da fik jej hartad fem risdaler.

O. Hvordanne monne da ded kan være, ad han sådanne ka gåe op å nøer?

P. Ja vor Herre, han må dov vide hvorledes den hele anstalt hænger sammen. Di sier reiti nok i Kevenhavn ad speicien hun er skyld i hele konfusionen, for nøu går hun jo nøer igæn. Å Rasmus Lavs Christoffer, som du ved ær halbroer til Ole Bulders Mikkel, fortålte mej, ad han hadde hørt hiin davsen han vår inne, af en gadekommendarius, der sad nøre hos Mads Kjeldermand ad Kevenhavn nøu hadde fået så mange pænge fra et åent landskab, så ded vår lie grusselig, å så sae han osse ad di brøvte itte så møyet korn for ded første, sålænge di kunne få så møyet åent æde.

O. Hvad mons troe de da æder derinne, siden di itte gidder ædt ded, som vor Herre laer våvse op af jorden?

P. Ih, ved du itte ded, Ole! Di æder jo alle de lækkreteter som kanditterne gør å bråkker sammen af alle slavs. Å Gud! Hvor ded smaver fælt rårt, der æ så møyet sødt å godt tøy i ded.

O. Ja, ded ær osse sandt. Nøu ka jej huse jej vår med Steffen ingång oppe hos den katålske kanditter på Gammel Tårre, å drak en kalørt Ratapiam, å åd in hel hov sødekaver til. Mæn de sullede kuns lidt i en sulten mave, der ær ingen drøjelse ved dom. Å di ære særrige at gå lie så snart yd igæn, som di komme ind i folk.

P. jej glemmer aldri hvordanne ded gik til oppe til Lars Thommesens kvinnegille, jej troer di åd et heelt vovnmandslæs af sådanne sødekaver, å drak pons å kalørter i trej nætter og livse dave, så hun pev efter. Mæn ded vår ofte fælt så dårlige di blev in å hver åen, af ded de hadde javed i sej, å den bøuede Magrethe fik sådan et knev i maven, ad hun straks måtte gåe hjem og trille sig.

O. Nu trouer jej reiti åt værten, hun løver rundt, for ded blier jo længer jo værre. I meen opveist levede vi inte ved åent end got øl, brød å kartofler, sødgrød å klipfisk til højtiden, våre glade å fornøjede ved ded, å kendte ikke til sådanne lækkersaver. Mæn jo mere oplivst verten hun blier, jo mere tåveli trouer jeg jej osse hun ær.

P. Hvor ær ded derfor osse mueli at bonden ka svare sene skatter å ydgifter, når han således håndterer å brøer pengene til ded som ka undværes? Derfor ær der så mange som kommer fra huse å gåre, vekket di som oftest ka takke dem sæl for.

O. Du må nok sie ded, Peer. Man haar aldri hørt tale om så mange eksplusoner å passenerede ydlæg for skatter å tøj som i vore dave. Dou ka jej itte noksom takke min Gyd å naddens fader at jeg hidtil davsen hår hyttet mej for den fundemendas.

P. Ja, jeg gad nok osse vide, hvorledes jej ligger i ded både med ded ene å ded aent, for birkedommer Bavvendt hår fået meen skattebov å alle mene andre papirer, som han skulle regedere å speseforkere for mej. Men jej hår såmænd å sandelig itte seet eller hørt til ham i maange herrens tider, derfor ka der heller ingen relighed blive på hele tøjet.

O. Ded gåer jo Hans Johansen liedan med den sav han hår med Thommes i Vasby, der skal føres ved kejserretten, hvortil birkedommeren har abbonered for ham. Mæn ded vil nok trække laangt yd, siden Bavvendt efter røited hår været rejst udenlands. Å skal nøu have fået så møyet aent a ta vare.

P. Hvad sier du Ole! Hvor mons troe da han hår været henne i værten, siden den tid han vår yde i vor gestreit?

O. Ded veed jej så gon itte reiti. Mæn Christen Smed fortåklte i avtes jej vår nøre hos ham, at han hade læst i de kevenhavnske afvissere, at der vår stor strid å splid mellem turker å græiger, som boer långt yde i Eurobian, å at birkedommer Bavvendt hade taet sej på at føre turkernes sav på prænt.

P. Ja, jeg ved så skam nok hvor turken han ligger, for ded ær itte så langt fra den tripilipanske kyst, hvor Jens Povlsen ingång sloes som matros med ham. Jej hår osse hør vor præst sie, at tyrkerne di trouer på in profeit som kaldes Mahåmet, å at græigerne ær kristne folk ligesom vi åndre. Mæn - hvad faen går a birkedommeren, siden han sådanne vil forsvare turkerne. Han skulle dov vel aldri, Gyd forlade mej min onde synd, sæl være bleven til en turk?

O. Jo ær han nok, for Rasmus fra Tåverup hade seet ham for en tiid siden i Kevenhavn å da syntes han, at birkedomemren så så karrikalputtisk yd, å på betrækket linede en turk!
P. Gyd fader bevogte å bevaer vos. Mæn - så ved jeg jo, han må være bleven snittet ligesom jøder å filister, å hvordanne kunne ded gåe til?

O. Ded ka gå snildt og akkerat til i de varme landskaver, så Christen Smed, hvor di hver dav må bade å plaske dom i vand for hedens skyld, å så meente han, at man ved denne hersens baden hadde giet ham snittet.

P. Føy for den slemme betændene sye, man må jo blie både angst å bange for ham herefterdavs, å så ær der men trou heller ingen ydkomme med ham meer hær i værten. Hvem skulle troe at han brøute sine kontrovitter å vedskab til sådan tåveli håndtering. Så ær han da vist osse den eneste i Kevenhavn der har skamferet sin kristne trou på prænt? Hvad?

O. Gid ded var så vel. Dov sies der at han år gået i kompaniskav med den klovve jødde som prænter billeried. Du hår jo nok seet ham, dengang han om sommeren gjore sin långe udenlandsrejse heromkring.

P. Seer man ded. Seer man ded. Di jødder, di jødder, di ære dov på spil overalt i værten, å javer om liesom Jerusalems skovmaver.- Mæn ær da ingen som reiti ka akkomedere birkedomemren på prænt igjen å stoppe gavved på ham?

O. Næi han håller så skam itte gav så snart, kender jej ham ret, å jej ær halv bånge for ad Sybilles spådom blier upfuldt på ham, å ad han blier den turk der skal vanne sin plag i vort gadekær.

P- Inte åent end ded, så ville jej såmæn ønske han måtte komme i dav, før så skulle jej putte ham i sumpen å omdøvve ham således at han aldri skulle prænte meer. - Så tænker jej dov al ded prænterie fik en ende.

O. Ded tænker jej osse. Mæn - drengen tåvver a mej, jej må ind. Farvel Peer.

P. Tak for ded Ole.

(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5016-5024).

29 oktober 2015

Svinerie af et Sviin uden Svær.

Allerede flere gange siden komedien begyndte er det sket at et svin i menneskelig skikkelse, sidste gang i mandags og tirsdags den 17. og 18. i denne måned, har nedsat sig i en forstue nær ved Komediehuset for at forrette det man kun gør på dertil indrettede huse, eller i mangel heraf på fri mark. Tillige har det sølet væggen til med sine smudsige fingre så man ikke engang kan tilføje hvad den betjent svarede sin foresatte i et lignende tilfælde: "es muss ein vornehmer Mann gewesen seyn, denn es liegt Papier dabey". Til efterretning for omtalte gemene svin bekendtgøres at man har poster ude for at passe på, og at hans mindste straf skal blive den: At bære bort hvad han så skændigt efterlader beboerne i sine lommer.

(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5009-5010).

Anmodning til Boghandler J. M. Stadthagen om Opfyldelse af et ofte gjentaget Løvte.

Hr. J. M. Stadthagen i Vimmelskaftet nr. 139 har nu i et halvt år eller længere, næsten hver uge i Adresseavisen holdt en lang tale til sine læsere (ved hvilke ifølge betingelserne til fortegnelsen over hans lejebibliotek "forstås læsere af begge køn") og i nævnte ugentlige tale blandt andet lovet at et nyt tillæg til fortegnelsen "om føje tid" skulle udkomme. Da nu indsenderen heraf såvel som mange andre af hr Stadthagens læsere, hidtil forgæves har ventet at den ved ordene "om føje tid" betegnede tidspunkt skulle indtræffe, og meget længes efter at se løftet opfyldt, så anmodes han herved ikke længere at udsætte berigtigelsen heraf samt at lade forøgelsen blive at lidt bedre beskaffenhed end de i hans ideligt gentagne bekendtgørelser omtalte betydelige tillæg der som bekendt kun bestod af ældre bøger og var udtog af foregående kataloger.

(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5003-5004).

28 oktober 2015

Aftvunget Svar paa den ligesaa ondskabsfulde som ugrundede Anke i Politievennen No. 310 over Liigkiste-Udsalget i Sværtegade

Misundelse, den laveste egennytte, lyst til at bagvaske og latterliggøre hører til dagens orden. Et nyt bevis på det giver stykket i den nævnte Politiven hvori man higer efter lumskt at nedsætte mine til salg bestemte ligkister. Med rette må jeg tro at misundelse avlede dette misfoster, for om muligt derved at fremhæve en andens arbejde. En tanke flere læsere har haft. Da imidlertid mit arbejde så at sige således er trukket frem til offentligt skue, vil det vel ikke blive mig ilde optaget at jeg i min enfoldighed fortæller sagen således som den virkelig forholder sig: 

Torsdag den 6. i denne måned kom en vis velklædt person som kalder sig translatør, ind til mig og forlangte en ligkiste. Af de flere (ikke 19, men henimod 30) jeg havde stående i mit udsalg valgte han sig en hvilken jeg rigtig nok tilbød ham for den bestemte pris af 12 rigsbankdaler. Og enhver indser let at en kiste til sådan en pris ikke kan være af de propreste. Men at den var holdbar og net er åbenbar sandhed. Imidlertid tingede han til 10 rigsbankdaler hvori jeg ikke uden tab kunne gå med til. Hvad enten han nu er forfatter af det stykke eller ikke, ved jeg lige så lidt som om han har ladet sig leje til at spionere hos mig. Men så meget ved jeg at han hverken er snedker eller arkitekt, og altså ikke kan have nogen afgørende stemme med hensyn til smag på snedkerarbejde in specie ligkister. Overalt er der en himmelvid forskel mellem smagen, for hvem vil nægte at en fx ypperligt kan bedømme brændevinsflaskens ingrediens, men er en smagløs bedømmer af kunst- eller håndværksarbejde!!!

At han ellers hos snedkermester Løwener blev fyldestgjort med hensyn til en smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler, er noget som lader sig sige. Dette var hvad jeg fandt fornødent at svare på det charteque hvorhos jeg må tilføje at ligeså lidt som jeg misunder enten Løwener eller nogen anden af mine medmestre den fortjeneste deres arbejde kan afgive, ligeså lidt kan jeg være tavs til at mit arbejde dadles urimeligt ved spionage og sammenspundet kneb. Selvom Løwener i lang tid var den første og eneste som etablerede og havde et ligkistemagasin og dette hele tiden blev udbasuneret i aviserne, er det dog langt fra at jeg nærer den tanke at han enten er misundelig over at jeg og andre snedkermestre ligeså søger at erhverve vores udkomme, eller at han skulle på så uværdig en måde søge at hæve sit arbejde på min bekostning. 


Da hans navn mildest talt er brugt imod mig, må man imidlertid heller ikke fortryde på at , jeg til aftvungen gengæld benytter mig af samme frihed. I øvrigt tillader jeg mig endnu at bemærke for at sige et ord i rette tid: at ingen af de mange der køber mine ligkister nogensinde har klaget over enten at de manglede smagfuldhed eller holdbarhed, eller at de var utætte så at de ikke kunne gemme hvad der efter naturens orden flyder fra liget, og skønt jeg har upåklagelig god afsætning, kan dog ingen med god grund beskylde mig for enten at have tiltryglet eller ved kommissionærer indtrængt mig i andres forud aftalte arbejde. Dette være nok på hint skadefro vås, og jeg slutter med at anbefale mine ligkister til den ærede del af det respektable publikum som er sat i den første nødvendighed at behøve samme, da enhver skal blive tilfredsstillet hvad enten der forlanges kister for adelsmanden eller den betlende klasse.

Müller
Sværtegade nr. 172


(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979

Viel Geschrei und wenig Wolle.

Uventet modtog indsenderen heraf et sørgebudskab om en på landet boende vens dødelige afgang og tillige ordre her i staden at købe en ligkiste til ham. Indsenderen som erindrede flere gange at have læst i Adresseavisen at der skulle eksistere et lager og magasin af ligkister i Sværtegade, begav sig straks derhen tilligemed den afdødes ene og forlangte en kiste 65 tommer lang. Vi blev derpå ladt ind i det såkaldte ligkistemagasin og fandt 19, siger nitten kasser til dødes indpakning. Men vi fandt ikke for godt at vores afdøde skulle jordes i så smagløse futteraler. 

Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort, såvel dobbelt som enkelte, passende for alle klasser lige fra adelsmanden til barnet af betlende forældre, og det til særdeles billige priser. Her fik vi en meget smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler. En pris den anden mand forlangte for en kasse der bedre passede til en egyptisk mumie end til et andet skikkeligt menneskes lig. Indsenderen bekendtgør dette for at vise hvorvidt man kan sætte lid til den idelige råben i aviserne som nu er blevet en gængs mode.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979).

"Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort." (Annonce for Løwener, Adresseavisen 2. januar 1837. Adressen angives som Pilestræde 116)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000.

Fortougsuskik.

Man skulle tro at fortovene var bestemt til at yde gående en bekvemmelighed, og ikke til at benyttes af lastdragere, undtagen i det tilfælde at disse for et øjeblik vil vige for en vogn. Ikke desto mindre møder man hele tiden på fortovene mennesker som bærer byrder. Flæskedragere, slagtere og andre sådanne folk løber hvert øjeblik velklædte mennesker på ærmet, tilsmudser deres klæder og hindrer dem fri passage. Håndværksdrenge med deres respektive professioners frembringelser forøger antallet, såvel som tjenestepiger med deres torvekurve fulde af kød og fødevarer. Det ville være meget behageligt og gavnligt om der af politiet blev fastsat en regel i denne henseende til fodgængernes bedste, ligesom i sin tid er sket med fortovsretten. Det ville vel til den ende være bedst at enhver fodgænger var berettiget at bortvise de byrdebærende fra fotovene.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979).

"Man møder hele tiden på fortovene mennesker som bærer byrder. Flæskedragere, slagtere og andre sådanne folk løber hvert øjeblik velklædte mennesker på ærmet, tilsmudser deres klæder og hindrer den fri passage." (Slagtersvend. Lahdes kobbertryk).

27 oktober 2015

Om Drenge Batailler paa Gaderne.

Man har for kort tid siden i dette blad forespurgt hvad der med hensyn til hvad der kunne og burde gøres med den indvortes børnetugt i skolerne for at vænne børnene til den behørige lydighed og opmærksomhed lærerne med rette kan kræve af disse. I anledning heraf indkom straks et svar, forventeligt fra en landsbyskolemester, hvori der blev henvist til nogle enkelte paragraffer i reglementet for almueskolerne på landet vedrørende denne genstand, men som i mine tanker ikke så ganske kunne være anvendelig i Københavns institutter og som derfor også med rette blev gendrevet i et andet nummer af dette blad. 

Indsenderen heraf vil ikke indlade sig i at bedømme hvilke straffemetoder der måtte være mest hensigtsmæssige og passende såvel for borger- som almueskoler. Kun må han oprigtig tilstå at i de 12 til 13 år han har undervist i skoler såvel på landet som i hovedstaden har erfaringen lært ham at det er langt lettere at bringe børnene til orden såvel i som udenfor skolen på det første end på det sidste sted. Hvad grunden hertil kan være indser enhver fornuftig let, og forbigås altså her. Derimod kan han ikke undlade at gøre vedkommende opmærksomme på de afskyeligste drengeoptøjer som næsten hver dag finder sted på Københavns gader af de mange børn der i hele flokke myldrer yd fra institutterne. 

"Som en flok vilde fugle flyver skolebørn på hinanden i gaderne og tumler og bakser således at ikke alene deres bøger (af hvilke de sædvanlig har en større mængde under armen end kundskaber i hovedet) falder i rendestenen og ødelægges, men også overstænker de forbigående og spærrer passagen for disse. Især har man mærket sådant i Store Kongensgade og på Amagertorv. (Amagertorv har også i moderne tid været stedet for ballade. Men ellers er der intet tilbage af udseendet fra Politivennens tid. Eget foto).

Det er ikke så sjældent at se disse skolebørn som en flok vilde fugle flyve på hinanden i gaderne og der at tumles og bakses således at ikke alene deres bøger (af hvilke de sædvanlig har en større mængde under armen end kundskaber i hovedet) falder i rendestenen og ødelægges, men endog i snavset vejr at overstænke de forbigående og er færdige at spærre passagen for disse. Især har man mærket sådant i Store Kongensgade og på Amagertorv. For om muligt at kunne hæmme sådant drengeuvæsen var det måske ikke af vejen om d'herrer institutbestyrere eller lærere engang imellem ulejligede sig bagefter deres børn, så snart disse går fra skole for at kunne have et vågent øje med de værste ophavsmænd for disse drengespektakler og derefter give disse en alvorlig revselse. I andet fald måtte man ønske at politibetjentene hvor de traf på sådanne drengeskærmydsler, ville lære dem bedre moros med stokken og bringe enhver til at gå hjem til sit.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979).

Døden i Helsingøer.

En rejsende der et par dage opholdt sig i Helsingør, så tilfældigvis en ligfærd der, og blev med stor fornøjelse vidne til den højtidelighed som herskede, idet han fandt alle gaderne, hvorigennem liget skulle passere, bestrøet med sand og grønt, samt at denne by har anskaffet sig en ligvogn der virkelig er meget smuk og smagfuld. Kort  sagt, det frydede ham, at man i denne købstad har betænkt at hædre den værdige, endog efter hans død. 

"Døden vendte sine posteriora til ligfølget. Denne stilling synes ikke at være den mest fordelagtige. Man ønsker derfor at figuren får en mere passende stilling, fx liggende eller lade den gøre omkring da enhver vistnok hellere ønsker at se sin banemand i ansigtet end i hans bag". (Samtidig fremstilling af djævelen dog med posteriora behørigt skjult, træsnit af V. E. Clausen).

Men hvor forundret blev han da han af flere hørte det udråb: "Se figuren", og idet han kastede øjnene hen på ligvognen for at se hvilken figur talen var om, opdagede han at Døden der er anbragt oven på himlen af vognen, vendte sine posteriora til ligfølget. Denne stilling synes ikke at være den mest fordelagtige. For selv om han muligvis lader til at være fornøjet med det bytte han har gjort og ikke tænker videre over det, så indses dog ikke hvorfor han just skal vise sin bag til de personer som beviser den afdøde den sidste ære og det så meget mindre, som han dog lumskeligt kaster hovedet til side, ligesom for i stilhed at udsøge sig et til næste gang. Man ønsker derfor at vedkommende der har ordnet og fuldført denne unyttige indretning ville lade figuren få en såvel for ligfølget som for tilskuerne mere passende stilling, fx liggende eller lade den gøre omkring da enhver vistnok hellere ønsker at se sin banemand i ansigtet end i hans bag. Denne forandring som vil koste ubetydeligt, håber man derfor sat i udførelse.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4945-4947).

26 oktober 2015

Atter om skoletugt

Hensigten med det i dette blads nr. 303 indførte stykke: Om skoletugt! var at vække høje vedkommendes opmærksomhed og således at få en af samme given erklæring angående en sag der unægtelig må interessere enhver almue og borgerskolelærer i København. For om købstædernes og landets skolelærere gjaldt det indsendte jo aldeles ikke (cfr. den citerede instruks for lærere og lærerinden samt love for børn af begge køn i almue- og borgerskolerne i København, foruden flere udtryk i selve afhandlinger der nok så meget viser at talen kun var om København, hvor instruksen ikke er ligelydende med den for landet. ). 

Visitation på Fanø. Formentlig er det skolelæreren som svinger violinbuen som dirigentstok (eller spanskrør?) mens biskoppen m.fl. sidder og tager notater over hvor dygtige disciplene er. 

En ubenævnt har imidlertid under overskriften: et par ord osv i bladet nr. 305 søgt at berigtige stykket Om skoletugt. Men det kan ingenlunde anses som en berigtigelse, fordi forfatteren vil anvende instruksen der kun gælder udenfor København, i hovedstaden hvor de specielle instrukser er uddelt blandt skolelærerne. For at undgå vidtløftighed var i stykket: Om skoletugt, kun citeret §§ uden at anføre sammes ordrette indhold. Men da nu forfatteren af: Et par ord osv. aldeles har misforstået indsenderen, nødes denne til her at udskrive § 10 således: .... Endnu mindre må han (læreren) tiltage sig ret til øjeblikkelig og efter eget tykke at tilføje noget barn legemlig straf enten med stød eller slag osv. I love for børnene § 12 siges: ... Men skulle disse straffemidler mod al formodning endnu ikke udvirke hos ham den tilsigtede forbedring, da tilkendes ham af læreren og vedkommende foresatte straf med et ris (dog ikke med den sammenbundne ende deraf) osv. Nævnte instruks for København giver altså ikke mindste grund til at anvende straf med en tamp der hvor endog udfordres vedkommende foresattes tilladelse til at benytte den ikke sammenbundne ende af et ris. 

I flere henseender følges heller ikke i instruksen for København og for landet de samme principper, fx love for børnene. § 12 omtaler som tilladeligt hensættelse til beskæmmelse på et afsondret sted i skolen. Derimod siger instruksen for lærerne ved købstædernes borgerskoler § 27: Lige så lidt må han indføre nogen skambænk eller skammekrog og overalt ingenlunde betjene sig af vanærende straffe der kunne kvæle barnets æresfølelse osv! Hvorledes kan man nu med forfatteren af: Et par ord osv. gøre den slutning: at bestemmelser for landet også uden udtrykkelig sanktion af høje vedkommende ligesom kan anvendes i hovedstadens skoler? Lægges nu hertil at brugen af en rotting helt er forbudt skolelærerne i København og at hans forespørgsel om hvilket redskab der da skulle substitueres, er blevet besvaret med at han må bruge et ris, ses det jo tydeligt at man her i staden ikke har adopteret bestemmelser i instruksen for landet § 27. 

Som en følge heraf kan indsenderen af disse linjer ikke være enig med forfatteren af Et par ord osv. i hvad denne sidste anfører i sidste passus af sit svar. Da derfor sagen, efter den ikke berigtigende berigtigelse der på grund af de uheldigt anførte eksempler umuligt kan være indrykket efter høje vedkommendes foranstaltning, nu er ligeså ubestemt som før, må det være indsenderen tilladt at spørge: Er det i København, som på landet tilladt at skolelærerne når legemlig revselse er fornøden, i denne hensigt betjener sig af en tamp? Besvares dette spørgsmål bejaende, (NB af rette vedkommende, for af en anonym tilladelse vil næppe nogen forsigtig mand betjene sig) ytres det ønske: at en autoriseret prøve af sådant strafferedskab måtte forevises enhver skolelærer at der kunne anskaffes en tamp helt lig prøven og herved forhindredes jo mulige klager over ulighed i redskabernes kvalitet. Dette er alt hvad forfatteren af disse linjer i denne sag har at ønske, og inderligt vil det glæde ham om der ved disse offentligt ytrede tanker måtte bidrages til at lette skolelærernes hans i sandhed tunge vandring.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870 og Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906.

En Uorden og en Mangel.

Blandt de uordener som nok har været ubemærket længst, tror indsenderen at være de to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden at det er væmmeligt både for øjet og næsen på hede sommerdage at urinen plasker ned fra de på huse eller tage via de forbudte, men her endnu eksisterende udstående render, er det vist nok også slemt for den der søger tilflugt nedenunder i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor. Og lige så naturlig som den nedenståendes fortrydelse er over sådan en dåb, ligeså velgrundet kan den ovenstående svare at han har lov til det og hjemle denne lov med de omtalte kar. Indsenderen der her for nogle dage siden var så uheldig at være nedenstående, måtte lade sig nøje med denne trøst.

"Der er to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden det væmmelige både for øjet og næsen på hede sommerdage, ved at urinen plasker ned fra udstående render, er det vist nok også slemt for den der nedenunder søger tilflugt i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor." (Børsen. Indgangen ligger længst væk. Eget foto)

Et andet, skønt ikke så slemt uheld for hatten, er den mangel man har på et offentlig lokum i Kongens Have. For søger man i sin nød hen til de 3 der står til højre henimod udgangen til volden, bliver man enten bortvist eller når man uset er sluppet ind, slemt forstyrret med spørgsmål på halvtysk uden for døren om hvor man er kommet fra, hvem man er, hvad man gør her osv. Og uagtet man nok så meget troskyldig forsikrer kvæstor at man ikke af vindesyge, men kun af pure naturlig trang, søgte stedet, er han dog forskrækkelig vredladen når man ikke øjeblikkelig går sin vej.


(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4919-4920).

Kudske-Uorden i Bredgaden

Lørdag den 3. oktober om formiddagen kl. 11 så anmelderen i Bredgade lidt over for Tværgade en vognmandsvogn køre på den højre side af gaden. En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen. For at kunne undvige slog vognmandskarlen på sine heste, men da bryggerkarlen mærkede dette, begyndte han at bruge sin pisk på vognmandskarlens ryg. Hvorpå denne for at hævne sig slog om sig og traf bryggerens heste i hovedet, så at disse for til siden og han derved fik forspring. 

"En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen". (Bryggervogn med to bryggerkarle. Her er de dog stået af. Bemærk beklædningen som markerer hvem der er over- og underordnet).

Uagtet bryggerkarlen kørte til af alle kræfter, kunne han dog ikke nå vognmandskarlen som drejede om af Frederiksgade og derved undgik sin forfølger der blev ved at bande og true ham med pisken. I en mere befærdet gade ville sådan rapkørsel næppe have løbet af uden ubehageligheder. For hvor let kunne en eller flere af de tomme tønder være fløjet af vognen og skamslået fodgængere om disse endog kunne undgå at beskadiges af hestene eller vognen. Og da disse karle ikke alene har overtrådt politiplakaten der forbyder for stærk kørsel på gaderne, men endog uden nødvendighed mishandlet de dem betroede heste, kan anmelderen ikke undlade at bekendtgøre dette med anmodning om at vedkommende husbond ville pålægge disse karle herefter at bruge en sindigere færd. Bryggervognen der havde et par røde heste for, tilhørte så vidt man kunne skønne af påmalingen en brygger i Nyhavn.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4919-4920).

25 oktober 2015

Fruentimmer-Snapperen.

At fluesnapperen i de lande hvor den opholder sig, er til stor nytte ved vi fra naturhistorien. Men at en fruentimmersnapper i København er et lige så farligt som skadeligt kreatur, vil følgende tildragelse oplyse:

I en tid af 14 dage har en sådan skabning som ovennævnt hver aften i skumringen mellem 6 og 8 før vægteren kom på sin post humpet omkring frem og tilbage fra Klædeboderne og hen i Skovbogade, og på dette strøg trykket sig i de lønligste kroge for derfra at snappe efter ethvert forbigående fruentimmer. Ja mere, denne snaphane er endog så springsk af sig at han stundom vover at humpe op i folks døre for der at lege, får jeg sige: Ki-kisse-jav med en eller anden pige der skal ind i huset og købe noget. Hvor megen angst og skræk dette uventede snaphaneri disse aftener har forvoldt en del anstændige fruentimmer som denne vagtel i mørke har oversamlet i forstuerne har indsenderen selv hørt. Ligesom han også har været øjenvidne til de indtil usselhed kælne og smægtende omfavnelser en og anden letfærdig og villig pige har tilladt denne flagermus.

 "En sådan skabning har hver aften i skumringen mellem 6 og 8 før vægteren kom på sin post humpet omkring frem og tilbage fra Klædeboderne og hen i Skovbogade, og på dette strøg trykket sig i de lønligste kroge for derfra at snappe efter ethvert forbigående fruentimmer." 

Da denne tusmørkebroder ved sin dumpejagt tillige udviser at han langt fra ikke er kræsen siden han endog piller ved gamle udlevede fruentimmer så for om muligt at skåne disse såvel som ethvert andet anstænsigt pigebarn for sådanne kaskader, vil indsenderen herved råde ham til jo før jo bærere at forlægge sin dumpe- klumpe - og humpejagt hen på sådanne enemærker hvor han uden at det enten gør så stor opsigt eller forårsager så mange ubehageligheder måske bedre kan jage og snappe efter den slags vildt hvortil han nærer en så stærk appetit. Af medynk over denne vildfarne tusmørkebroder har indsenderen heraf ikke ville navngive ham, men skulle han mod formodning efter denne advarsel endnu blive ved længere at drive sit aftenuvæsen på dette strøg, da forsikres ham herved at hans navn ligeså lidt vil blive fortiet som han selv skal kunne undgå øjeblikkelig at blive snappet og klappet efter fortjeneste

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4907-4909).

Et Par Ord i Anledning af det i Politievennen No. 303 Indrykkede on Skoletugten

Når forfatteren af nævnte artikel anker over at de nyere skoleanordninger skulle indskrænke lærernes revselsesret alt for meget idet ingen legemlig revselse på skolebørnene skulle kunne anvendes, uden at lærerne først fik de ansvarlige foresattes tilladelse til det, så synes dette at trænge til en berigtigelse.

Den citerede § 39 i det 2. kapitel om skoler i købstæderne befaler vel at alle hårde straffeinstrumenter i skolerne skal afskaffes, og ingen mishandling mod børnene finder sted. Men bestemmer tillige at når et barn begår nogen fejl, og ikke frygter formaninger, må barnet straffes således som meddelt i instruktionen for skolelærerne.


Ses nu hen til nævnte instruktion da viser sammes § 37 at skolelærere såvel i købstæderne som på landet har ret til at straffe de børn der er under 10 år med et lille ris og de større med en tynd tamp uden knuder. Og at læreren kun i det tilfælde at han finder sådan straf utilstrækkelig må indhente nærmere forholdsregler fra skolekommissionen.


Heraf skønnes altså at de almindelige skoleanordninger med hvilke de speciellere i det mindste i hovedprincippet må stemme overens, langt fra ved en overdreven begrænsning af skolelærernes revselsesret at afstedkomme de ulejligheder forfatteren at denne artikel har afsløret, tværtimod berettiger skolelærerne til uden forud erhvervet samtykke fra skolekommissionen at anvende omtrent den grad af revselse som i artiklen selv er fundet tilstrækkelig.


(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870 og fortsætter i Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924.

Uorden og Svinerie i Slangerup.

Da det kun er kort siden at den uskik som længe fandt sted i Slangerup med at gøre torvet til oplagsplads for tømmer, brænde og alskens ting og underminere vejen ved at grave sand, hurtig ved den høje øvrigheds foranstaltning blev hævet, til stor glæde for indbyggerne, og det blot efter en eneste anmeldelse i dette blad, så tager en ven af god orden og renlighed sig igen den frihed at gøre de ansvarlige på samme vej opmærksom på en anden uorden som hersker i denne by til stor forargelse for alle og megen ulejlighed for mange. 

I det såkaldte Præstestræde nemlig findes et grueligt svineri som forårsages derved at en vis købmand og brændevinsbrænder har sine udhuse der ud til, altså også sin mødding. Derfra flyver nu bestandig en mængde skarn ud på gaden som ikke bortføres og da vandet heller intet afløb har fordi rendestenen ikke holdes åben, så står det der bestandigt som en vælling og udbreder en utålelig stank til stor misnøje for naboerne og alle dem som skulle passere strædet. Og da dette stræde nødvendigt må passeres af skolebørnene og mange kirkegængere, så kan dette svineri så meget mindre undskyldes eller længere tåles. Heller ikke kan der i skolen som desværre er beliggende i dette sande Skidenstræde lukkes et vindue op, hvor fornødent end dette er for lærernes og børnenes helbred. 

Præstestræde er det nuværende Kannikestræde nord for Slangerup Kirke. Billedet viser Færgestræde i Helsingør som nok kommer tættere på datidens Præstestræde i Slangerup end nutidens hyggelige Kannikestræde. 

At ejeren er blevet erindret om sin pligt i denne henseende, skønt det ikke behøvedes, er vist, men det lader ikke til at denne mand har synderlig agtelse for sig selv, mindre for sine medborgere. Man skulle næsten tro at han måtte være berøvet i det mindste 2 af sine sanser, eftersom han kan være så ligegyldig med at luften omkring ham forpestes, eller også må han være blevet så indviet i dette griseri at det kendte ordsprog kan anvendes på ham: Vanen er den anden natur

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4903-4905).


Redacteurens Anmærkning

H. C. Andersen beskrev Slangerup i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 1826 et "Fragment af en Reise fra Roeskilde til Helsingøer" på denne måde:
Hvor længtes jeg ikke efter at se Slangerup, den store Kingos fødeby. "Spute nicht, Schwager Kronion!" råbte jeg til vores kusk, og endelig viste Slangerup Kirketårn sig bag de grønne bakker; rask gik det, og endelig, jeg kom, jeg så, jeg fandt - et ravnekrog. Jeg ventede mig en pæn lille by, og så en ussel landsby; vi kunne ikke engang på Postgården få en trappestige til at stige ned, men damerne måtte balancere på en stoleryg, beskuede af byens ungdom, der lå i maleriske grupper rundt om i de forfaldne grøfter og stirrede ud i den vide verden. På en hæslig kiste af vogn, der ved sin støden bragte hjertet til at danse solo, rullede vi bort fra det drøvelige Slangerup ....

24 oktober 2015

Noget om Slaven (til høiere Eftertanke)

I enhver velordnet og velindrettet stat er de genstande som bør tiltrække sig embedsmandens opmærksomhed, mere eller mindre mangfoldige. Og flerheden og vigtigheden forener sig ikke sjældent for at gøre enkeltes embeder særdeles besværlige. Hertil  regner jeg politiet i de store og folkerige stæder. Den redelige, den upartiske og ligeledes oplyste borger må absolut erkende det som en sandhed. Og som en følge heraf må han føle sig inderlig glad over at han lever i en stat og under en regering hvor folkets lykke er regentens højeste glæde, og hvor enhver undersåt med frihed og tilbørlig velanstændighed kan ytre sin mening og fremsætte sine tanker om et eller andet som han ifølge hans overbevisning holder for at kunne eller burde rettes, forandres eller forbedres.

Slaven er en meget vigtig genstand som under nuværende omstændigheder i særdeleshed tiltrækker sig tænkerens opmærksomhed. Antallet af disse samfundets forbrydere er i de senere tider vokset og tiltaget så meget at man ikke uden gysen og rædsel kan betragte disse skarer af forbrydere! Jeg siger: med gysen og rædsel! fordi jeg i dette øjeblik fornemmelig tager hensyn til moralens dalen. Til denne overhåndtagende mængde af sikkerhedens forstyrrere kan der vist nok angives mange og forskellige grunde. Men undersøgelsen herom overlader jeg til dem, der har flere kundskaber, bedre evne og en heldigere pen, og indskrænker mig blot til dette spørgsmål: Er den vedvarende og mangfoldige beskuelse af disse skabninger gavnlig eller skadelig for moralen? For at kunne besvare dette spørgsmål, skønt ufuldstændigt, må vi fjerne os noget tilbage i tiden og da spørge: Hvorledes anså mængden eller den ukultiverede hob dengang slaveriet?

Stokhusport med nedgang til cellerne helt til venstre. Slaverne levede under helt umenneskelige forhold her og i Kastelsfængslet. Kun de mest privilegerede fik lov til at komme på arbejde uden for fængslet. 

Når man da ved en hændelse så, mødte eller hørte tale om en slave, da for der en gysen og ængstelse gennem sjælen, og man skyndte sig med at bortvende øjet eller tanken fra denne sørgelige og ulykkelige genstand. Og jeg holder for at denne ængstelse ofte har opvakt hos en og anden det stille forsæt: aldrig ved slette handlinger at sætte sig blot for denne straffemåde. For landalmuen kunne der dengang næsten intet tænkes gyseligere end slaveriet. Selv dødsstraffen havde ikke nær det rædsomme hos sig, og hvorfor det? Fordi mindet om forbrydelsen tilligemed forbryderen blev udslettet ved døden af bekendtes, venners og familiens erindring, hvor de nu derimod i flere år daglig må sukke og sørge over faderens, mandens, sønnens ulykkelige skæbne under slavens tunge lænker. Hvorledes anses og bedømmes derimod slaveriet nu? Har man i almindelighed den skræk og afsky for det nu som før? Næsten skulle jeg tvivle om det, og det af grunde som jeg kort vil berøre.

Ligesom forbrydernes antal tiltager, således vokser og tiltager også antallet af slaverne. Næsten på enhver time af dagen møder man hele skarer af disse ulykkelige, nu på et nu på et andet sted, ikke blot i men også uden for staden, ikke blot ved offentlige men også ved private arbejder. Jo oftere man møder og ser en ubehagelig genstand, jo mindre indtryk forårsager den. Opmærksomheden slappes. skrækken formindskes og modbydeligheden aftager, og alle de advarsler imod lovenes overtrædelse som et sjældnere syn ville forårsage kvæles og tilintetgøres. Det er dårligt selskab som forvilder og forfører ungdommen og uskyldigheden! I slaveriet sammenpakkes og sammendynges forbrydere af alle arter, de fordeles til allehånde arbejder, deriblandt også have- og markarbejde, og blandes derved hele tiden med frie mennesker af simpel dannelse, af snævert begreb og af en naturlig letsindighed. Denne sammenblanding giver anledning til et slags bekendtskab, bekendtskabet leder til kammeratskab, dette formindsker umærkeligt rædselen for den forfatning hvori slaven befinder sig, og alt dette leder så såre let til overtrædelse af lovene. 

Det var derfor at ønske at man ville (hvis det kan lade sig gøre) indskrænke antallet på de slaver som arbejder for private, eller måske ganske afskaffe det. Jeg ved meget godt at den private mand ikke vil blive tilfreds med det, for han har slaven for et bedre køb. Men ham svarer jeg: Arbejdet blev før drevet med fri og fattige hænder, og på sådanne burde der vel også tages hensyn med tilsidesættelse af en højere fordel. 

Jeg slutter dette med at fortælle en tildragelse, som der foregik mellem min far, som for 60 år siden gik ind til det bedre, og mig. Jeg var dengang en dreng på 7 år. Min far var skolelærer i Jylland, han var en meget stor elsker af at gå på det såkaldte krybskytteri. Undertiden tog ham mig med sig. Engang var han under sine udvandringer kommet på sporet efter et rådyr, og da han nu vidste dets sædvanlige gang, satte han snarer for det, formodentlig for at undgå at skyde, hvilket kunne forråde ham. Over denne forventede fangst ytrede jeg en inderlig barnlig glæde. Dette lod ham måske befrygte at jeg ved den barnlige sladderagtighed skulle ved min hjemkomst røbe ham, og derfor sagde han til mig: Du må ikke sige det til noget menneske, for så kommer jeg på Bremerholm. På mit spørgsmål hvad det var, forklarede han det så godt han kunne efter min fatteevne. Dette gjorde et rædselsfuldt indtryk på mig, som aldrig udslettes, og måske har dette værnet om mig lige indtil denne dag. Han kunne siden den tid aldrig mere få mig ud med sig. Omtrent ½ år derefter døde han.

(Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4897-4903).


(Politivennen nr. 304, side 4881-4896 mangler)

En fornøden Erindring

I flere år har det været en ufravigelig skik i jødesynagoger ved plakater at bekendtgøre at de fattige af den mosaiske menighed ved flyttetiden kunne få hjælp til huslejen. Også i år har der været opslået sådanne bekendtgørelser fra menighedens repræsentanter såvel som fra det Unnaske Legat. Men med forundring savner man en lignende fra det Meyerske. Mange fattige som er vant til at nyde hjælp derfra og have ligesom stolet på at få samme, savner den nu højligt. Og da man står i den formening at legatets eksekutorer for sidste termin har fået renterne af de udestående obligationer, så håber man at den sædvanlige uddeling snart finder sted. For hjælpen bør vist nok ikke udsættes indtil den for længe siden lovede og længe forventede fundats engang bekendtgøres. 

Man har så meget mere grund til dette ønskes fremsættelse som d'herrer eksekutorer for ikke længe siden har offentligt omtalt denne huslejehjælp og regnet den blandt de 35 stiftelser der nyder godt af legatets midler. Ikke formoder man som nogle mener at d'herrer repræsentanter for den mosaiske menighed i år mere end før skulle have bemøjet sig med at uddele hvad der var de fattige tilstået af det Meyerske legat. For da burde sådant jo i forvejen have været bekendtgjort, eller også måtte man have kunnet spore det af de gaver der i år af repræsentanterne er tildelt de fattige. Men disse var dette år ikke større end de som uddeltes forrige år, skønt de nødlidende modtageres antal ikke er forøget.

G. Davidsen


(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4875-4877).

23 oktober 2015

Et Ønske ved Gudstjenesten i Kirkerne

Jeg er blandt dem som besøger temmelig ordentlig kirken uden hensyn på modeprædikanterne når ikke ualmindelige hindringer indtræffer. For jeg opbygges endog af en simpel prædiken og kommer ikke i herrens hus for at scoptifiere samme, men for at bede og tilbede, og stræber derfor at komme før præsten er på prædikestolen og løber ikke ud af kirken i det øjeblik han har sagt amen, men synger gerne salmer både før og efter. Dog kan jeg ikke træffe tiden så nøje, at jeg just kommer i det en salme begynder at intoneres. Er derfor et eller flere vers afsunget, er det yderst vanskeligt at finde hvor langt menigheden er kommet med sangen på grund af orglets lyd og den forvirrede istemmen af mange ikke musikalske medsyngende. Indstilles derfor om det ikke må anses nyttigt at der blev indført en kort pause mellem hvert vers hvoraf i det mindste bemærkedes at et nyt vers blev begyndt og man hørte og skønnede lettere begyndelsesordene. Nu går alting i et i de fleste kirker.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4873-4874).

"Er derfor et eller flere vers afsunget er det yderst vanskeligt at finde hvorvidt menigheden er kommet med sangen på grund af orglets lyd og den forvirrede istemmen af mange ikke musikalske medsyngende." (Orglet i Frelserkirken på Christianshavn. Der har nok skulle bruges en del sangstemme til at konkurrere med det. Eget foto).

Om Skoletugt

I anledning af forordning 29. juli 1814, dens 2. kapitel, § 39, instruks for lærere § 10 og love for børnene i almue- og borgerskolerne i København § 12 der forbyder hårde straffeinstrumenters og indskrænker legemlig strafs anvendelse i skolerne, må det være tilladt at bemærke følgende. I uendelige tider har det været skik og brug at når skolelæreren ikke med formaninger formåede at bringe disciplene til at opfylde deres pligter, så ved hjælp af et hårdt straffeinstrument at tilvejebringe det som ord ikke formåede at udvirke. 

Mange af nutidens brave og hæderværdige mænd har erfaret denne behandlingsmåde og påstår næppe at den har skadet deres fysiske, intellektuelle eller moralske dannelse. Det tilstås gerne at en eller anden skolelærer vel har misbrugt sin myndighed over de unge. Men i hvilken stilling i livet findes ikke misbrug? Misbrugen hæver ikke brugen. På disciple af den mere dannede klasse vil formaninger, advarsler og beskæmmende straffe gøre mere indtryk end når disse midler anvendes i skoler hvori de fleste elever er indsatte med tvang. Men hvorledes tør man i vore tider da der i den lavere klasse hjemme så lidt sørges for børnenes moral, smigre sig med ved ord og en galant omgang at kunne virke på børn der glemmer hvad de skylder deres forældre? Frygt for korporlig straf er nok det eneste motiv der afholder sådant et barn fra ikke at opfylde sine pligter. Men ved en discipel at han er fritaget for den førhen brugelige straf, udsættes læreren hvis stilling desuden er kummerlig nok, for drillerier, ja endog forhånelser fra disciplens side. 

I flere lærde skoler bruges nu såvidt indsenderen er bekendt, hårde strafferedskaber, og det til disciple hvis bedre dannelse både hjemme og i skolen mindre synes at fordre sådan behandling. Hvorfor bør da disciple i almue- og borgerskoler nyde en galantere behandling end dem?

(Opslag fra en katekismus over det 6. bud i det gamle testamente - du skal ikke bedrive hor).

Læreren der kender disciplen, må jo kunne skønne når en følelig straf er fornøden. Skal han nu for at kunne iværksætte denne først indhente vedkommende foresattes (skolekommissionens?) tilladelse til at give disciplen ris, kommer straffen temmelig sent efter forseelsen og virker altså ikke kraftigt nok på disciplen. Lærerens få fritimer spildes og hans iver for undervisningen kølnes. Er nu disciplen 13, 14 ja vel endog 15 år gammel, hvilket ikke sjældent er tilfældet i aftenskolerne, hvor ubehageligt må det da ikke være læreren at eksekvere straffen med ris der da den sammenbundne ende ikke må benyttes (fx til håndtag) uden tvivl skal bruges til den del af legemet for hvis blottelse enhver vistnok må have aversion. Hvorledes tør man fremdeles vente gode følger af denne straf anvendt på et barn der straks udenfor skolen tillader sig de største uordener fx kaster gadeskarn i ansigtet på sine meddisciple, tillader sig de usømmeligste udtryk, synger de uanstændigste viser, osv. Og en mængde sådanne børn bliver jo nu ved skolekommissionens ædle bestræbelser ført i skolen for om muligt at indhente det forsømte.

Hvilken nytte at anmærke at protokollen når elevens forældre hverken læser dette eller selv hvis dette også sker, ikke bekymrer sig om deres børns fremgang i skolen, men kun passer deres daglige sysler, ja endog begunstiger deres børns forsømmelighed? Overhovedet er sådanne folks børn ingenlunde hjemmevante til en så delikat omgang, som den der nu skal vises dem i skolen. De følger derfor deres egen lyst, forsømmer undervisningen, bestiller intet og driver til liden både for deres sædelighed om på gader og stræder indtil de ved tvang bliver ledsaget til skolen. I stedet for at de før straks af læreren fik en følelig revselse, skal sagen nu meldes vedkommende foresatte osv. Dette leder let til at læreren ser gennem fingre med uordener, det ikke står i hans magt at fjerne alene. 

Det nærmeste middel der endnu er levnet læreren, er at lade sådanne disciple sidde over. Men dette indskrænker hans tid for meget. Når legemlig revselse finder sted straks efter undervisningens ophør og ikke i nogen grad grænser til mishandling, kan den næppe gøre nogen af parterne uskikket til arbejde eller forstyrre undervisningens gang. Synet af revselsen vil vel lige så lidt skade den flittige og gode discipel som enhver offentlig eksekution den bedre del af folket. Megen tid og mange ubehageligheder ville derfor spares medlemmerne af skolekommissionen hvis enhver skolelærer når formaninger, hensættelse på et afsondret sted, vanærende bemærkninger i dagbøger og ordene doven eller usædelig på en sort tavle eller nedflyttelse i skolen ikke havde båret frugt, blev tilstået denne sidste ret til med håndtag eller slag på ryggen med en rotting uden forinden at indhente vedkommendes tilladelse at revse disciplenes utilbørlige forhold. Under den betingelse at de i tilfælde af bevislig overlast og mishandling i forhold til forseelsens beskaffenhed, skulle underkaste sig de i forordningen citerede § anførte bestemmelser.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870).


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906 og Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924.

Hvad er Klokken i Lundforlund?

Uret på Lundforlund kirke mellem Slagelse og Korsør har i over 2 år ikke været i gang og viseren har bestandig vist et og samme klokkeslæt. Det var at ønske at kirkens ejer ville bekoste en reparation på samme og få det til at gå. For landmanden som i almindelighed retter sig efter solen eller solskiven, kan i mørke og tågede dage ikke få at vide hvad klokken er. Anmelderen tror også at der såvidt han erindrer gives en forordning som lyder: at urene på de kirketårne der ligger ved eller i nærheden af en landevej, skal holdes i behørig stand.

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4863).

Kirkeuhret i Lundforlund

For 3 år siden førtes i dette blad anke over at kirkeuret i Lundforlund i over 2 år ikke havde været i gang. Denne klage havde til følge at uret blev sat i gang og gik en eneste dag, da amtsprovsten var der i byen. Men siden efter har det bestandig stået. Det lader til at vedkommende, under hvis opsyn kirken med tilhørende ligger, ikke ved at der eksisterer en anordning for at urene på landsbykirkerne skal vedligeholdes.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9195-9196)


Redacteurens Anmærkning

Kirkehistorikere kan gå på jagt efter forordningen. I stedet vil jeg henvise til en historie fra Ørsted Kirke ved Randers om et kirkeur.

Et Ord i den Meyerske Neglesag.

Når 2 stridende parter i pengesager ikke kan enes om hvad der er rimeligt, da er det nødvendigt at spørge: Hvad er lovligt? Havde hr. urtekræmmer Hjaltelin benyttet det kongelige patent af 1. december 1820 eller den lovbefalede medicinaltakst for hertugdømmerne, så var der snart blevet ende på striden mellem ham og ligtorneskærer hr. Meyer. Denne takst bestemmer nemlig under artikel 111 blandt "kleinere geschäfte, welche gewöhnlich den Barbieren überlassen werden, under No. 19 für Nagelschneiden, fählerhafter und angewachsener am Fusse 26 rigsbankdaler i sølv som ækvivalent med 8 lybske skilling eller schl. holst. courant. 

(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4861)  

Redacteurens Anmærkning.


Artiklen var del af en længere debat. Her en oversigt: Det oprindelige indlæg var i Politivennen nr. 294. 18de Augusti 1821, s. 4722-4725, Meyer svarede i Politivennen nr. 296. 1ste September 1821, s. 4753-4757, dr. med professor Klingenberg i Politivennen nr. 297. 8de September 1821, s. 4753-4782, den første skribent svarer Meyer i Politivennen nr. 298. 15de September 1821, s. 4793-47[98], endnu en kommentar i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4817-4818, og endnu en i Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4861.

22 oktober 2015

Slutningsreplikken af sidste Act i Sagen contra Corporalen

Motto: errare humanum, in error antem perseverare - diabolicum est.

Forfatteren af sidste akt i nr. 301 tillader mig at fremsætte en slutningsreplik. Ikke fordi jeg tror mig i stand til at standse hans smudsige svada, men fordi jeg vil vise ham, at når jeg engang har grebet til våben for at forsvare uforskyldt forurettelse, da lader jeg mig ikke så let slå af marken.


Jeg forudså at den gode herres svar ville vrimle med grovheder, for hvilke andre våben skulle han kunne bruge i denne sag, hvor sandhedens stærke stemme taler imod ham? Hvorledes ville han ellers besmykke en fremfærd der aldrig skulle bestå for det fornuftige menneskes domstol? Og ingenlunde har han i sin lange epistel tilintetgjort min forrige påstand. Nej, han har meget mere bekræftet den. For hans nærværende referat af sagen lyder ikke som det foregående, og hvorfor skulle han vel dreje den, uden for om muligt at fremdrage en side der kan sætte hans opførsel i et bedre lys end jeg har fremstillet den for publikums øjne. Og tyder ikke hvert ord i hans svar fuldkommen at jeg ikke har sagt for meget, men snarere for lidt.


Hensigten med mine ord var ikke en personlig fornærmelse. Nej, den stand hvoraf jeg sætter min ære i at være et medlem, var fornærmet i det hele, var bittert og offentlig fornærmet. Sagen var så let at forsvare og jeg søgte at sætte den i sit rigtige lys. Kan det vel dadles? Og fortjente jeg sådant svar?


Jeg vil ikke gennemgå hans sidste akt i sine enkelte dele. For efter min overbevisning har publikum fuldkommen nok af at læse den engang. Man sammenligner blot mit forsvar med hans svar og meget let vil det være at udlede  hvis skrivemåde der er mest pøbelagtig, hvis udtryk er hentet fra Gammelstrand og Nyboder. Min er det vist ikke.

I henseende til sagen selv, henholder jeg mig ganske til mit foregående og rede er jeg til at bevise hvert ord deri, når og hvor forlanges. Man tillader mig blot endnu at henkaste den bemærkning: At selv nu har han forsvaret sin sag meget dårlig, for hvad berettiger ham til at gå ind uden tilladelse hvor han i grunden intet har at bestille. Og er den ene høflighed ikke den anden værd? Ville han fordre galanteri af korporalen, måtte han da ikke vise sådant igen? Kunne han være så enfoldig at tro det menneske stod der for intet? Kendte han så lidt til de offentlig indretninger at han ikke vidste denne passage egentlig kun er for militære? Nej, det var ikke tilfældet, for dumhed røber hans skrivemåde ingenlunde. Men den brutalitet som så tydelig fremlyser af hvert træk der kommer fra hans pen, er nok blevet ham så meget til en anden natur at det var ham umuligt med høflighed at møde den efter hans mening så ubetydelig korporal. Og derfra korporalens korte, dog ingenlunde uartige tiltale. Meget rimeligt kunne denne minde ham om "at han (korporalen) ikke stod der for intet" da den gode herre så ganske glemte at tage notits af ham, og desuden som man råber i skoven får man svar.


At han har følt sig truffet ved min bemærkning om næsvise småherrer, derfor kan jeg intet. At den er sand, kan ikke engang han nægte. Den var kun i almindelighed henkastet. Men det forstår sig når man slår blandt en flok hunde, så piber den ramte, det er en begribelig sag. Dog lad ham kun pibe, snerre og bide om sig så meget han vil, mig når han dog ikke, og med latter betragter jeg hans snurrige krumspring.


Da jeg ingenlunde har i sinde at betale nogen skrædderregning for ham, så kan det være mig fuldkommen ligegyldigt enten hans kjoler være sig nu wiener eller danske er betalt eller ubetalt. Det er en ting han ene har at afgøre med sin skrædder. Og det er jeg sandelig ikke. Han være nu bedækket med kort eller langlivet kjole, så stadfæster han fuldkommen den sætning: "Der er brådne kar i alle lande". Altså nok om det. Den gode herre lader ikke til at være nogen elsker af fremmede sprog, derfor har jeg indrettet dette mit svar på godt bredt dansk. Dog tilgiver han mig at jeg ikke har været i stand til at træffe den skrivemåde han så meget synes at ynde. For pøbelagtige grovheder flød aldrig fra min pen, hvilket han så gerne ville påstå, for at sætte mig i klasse med sig selv. Og aldrig skal nogen, ikke engang han, nedværdige mig så dybt at jeg skulle bruge sådan skrivemåde. 

Mit motto hvilket salva venia ikke er dansk ville han behage at oversætte eller lade fortolke på bedste måde, og kært skulle det være mig om han ville tage det ad notam. At han ikke hidtil har hyldet denne sætning, ses fuldkommen deraf at hans undskyldning blev værre end forseelsen.


At forsvare en god sag dårligt er meget let og hænder ofte for den uøvede talsmand. Men at gøre en slet sag god er meget vanskelig, endogså for en mere øvet sagfører, end allerede nævnte herre lader til at være.


Den omtvistede sag angår ikke kun mig i almindelighed, ikke i særdeleshed. Ikke desto mindre skulle det være mig meget kært at afhandle det videre i denne henseende mundtlig for at min velvise hr. antagonist kan blive overbevist om at jeg på ingen måde behøver at lade en anden revse hans uartigheder.

Dette føler jeg mig selv fuldkommen voksen, og så længe han  behager at fortsætte denne strid, skal jeg besvare ham på værdig måde. Jeg er ikke angriberen, men vil heller ikke være den første som strækker våben.

Også mine forretninger levner kun lidt tid til pennefejde, den jeg aldrig har stræbt efter. Men så mange øjeblikke får jeg dog vel til overs at jeg kan tilføje enhver påfølgende akt han måtte behage at regalere publikum med en slutningsreplik, og dette skal jeg trolig overholde.


Da ethvert pøbelagtigt udtryk efter hans egne ord falder tilbage på fabrikanten, så må han være forsynet med et klækkeligt forråd af sådanne snurrepiberier, dem han kan opkoge ved en anden lejlighed, måske med bedre nytte. Jeg for min del bliver ikke belæsset med sådanne rariterer, for kun pøbel betjener sig af pøbeludtryk.


Autorære har jeg aldrig kunnet gøre fordring på. Mindst ved sådanne ephemeriske småting. Kun dilettant i videnskabernes rige må jeg ene lade mig nøje med den sunde menneskeforstand. Den har hidtil altid og skal fremdeles altid lede enhver af mine handlinger og rod. Bliver end min galde en gang imellem oprørt ved uforskyldte fornærmelse, skal den dog aldrig træde uden for sine grænser. og endnu mindre skal jeg nogensinde dyppe pennen i gadeskarn hvis træk skulle fremstå for publikums domstol.


Offentlig skoleret bliver kun den underkastet som har gjort sig fortjent til det. Men det er jo dog også så ganske rimeligt med sandhedens hvasse færle at straffe den fornærmer der rimeligvis er vokset fra riset.


Da jeg formoder korporalernes antagonist lige så meget ønsker at erfare hvem der turde vove at gribe til våben mod ham som jeg er begærlig efter at kende bemeldte herre, så underskriver jeg mit navn, det jeg aldrig har behøvet at skamme mig ved.


R. Mørck
Korporal ved hans højhed prins
Christian Frederiks regiment.


(Politivennen nr. 302. Løverdagen den 13de October 1821, s. 4853-4860). 


Redacteurens Anmærkning

Artiklen i Politivennen nr. 299. 22de September 1821, s. 4814-4815, affødte en ophidset debat som fortsatte i Politivennen nr. 300. 29de September 1821, s. 4825-4828, Politivennen nr. 301. 6te October 1821, s. 4839-4843 og Politivennen nr. 302. 13de October 1821, s. 4853-4860