31 oktober 2015

Betlere paa Slotspladsen.

Om aftenen kan man ikke passere slotspladsen uden overhæng af nogle der posterede børn der med en klynkende anmodning om almisse forfølger fodgængerne fra kancellibygningen hen over Holmens Bro indtil Admiralgade hvor man endelig efter at have passeret den sidste post, slipper for disse lidet opmuntrende anmodninger.

(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5031).

Anmodning til en gårdejer.

En dame som for en tid siden var på bomuldsvæveriet i Vandkunsten i gården nr. 180 fandt trappen i sidehuset i en så slet forfatning at hun ikke uden gysen betrådte den, og da hun og flere vist har adgang til denne indretning, venter man at ejeren af nævnte gård snarest muligt istandsætter berørte aldeles brøstfældige trappe.

(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5029-5030).

Niddingsdaad mod Kreature.

Lørdag den 8.  denne måned om eftermiddagen kl. 4 lukkede anmelderen en lille langøret hund af mopsearten ud på gaden. Hunden plejede ellers sædvanlig efter et kvarters tid at komme tilbage, men denne dag blev den borte og var endnu ikke kommet hjem da anmelderen halv seks uden videre at ænse hundens udeblivelse gik ud. 

Om aftenen kl. 10 ved anmelderens ankomst fandt han godt nok hunden hjemme, men i en meget ynkværdig tilstand. De lange ører var skåret af, og det højre endog således at snittet gik ind i hovedet. Hunden overstrøget med blod over hele kroppen. Men det skrækkeligste af alt, kløerne på forpoterne var revet af med vold. Kort sagt, hunden var således mishandlet at anmelderen så sig nødsaget til dagen efter at sende samme på veterinærskolen for at dræbes. På spørgsmålet om hvorledes hunden var kommet tilstede blev forklaret at husværtens stuedør var blevet lukket op på klem og hunden havde sat ind i stuen. Hvorpå personen som havde bragt samme, tog flugten. 

Sandsynligt er det at gerningen er sket med ondskabens fulde overlæg. For at det skulle være sket blot for at skade ejeren, der ikke er sig bevist i nogen henseende at have fornærmet nogen, synes næsten ikke troligt. Dette anmeldes blot for at gøre politiet opmærksom på at der i eller i nærheden af Mikkel Bryggersgade må findes en sådan nidding, da ikke sjældent flere uordener af samme natur, såsom kattetyverier, vinduesruders indslagning osv. begås i samme gade. Spørgsmålet er om ikke sådan udåd når gerningsmanden opdagedes burde straffes som den dreng i Ubo med offentlig pisk og skændsel for kreaturets pinsel.

(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5028-5029).

Mikkel Bryggers Gade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Bøn til høie Vedkommende om Vejens Forbedring paa Kbhvns. Amt fra Fiskebeksbroen igjennem Nørreskov, Kollekolle og Hareskov.

Så behagelig denne vej er at passere om sommeren i tørt vejr, så tungt og vederstyggeligt er det at passere den når fugtigt vejr indtræffer, og dog der mange nødt til det skønt den næsten er ufremkommelig. Hvilket man heller ikke kan undes over da den i de sidste 10 til 12 år ikke har nydt nogen forbedring. For at opfylde vejen med det som graves op af grøfterne, eller i det højeste af den nærliggende sandgrav, kan vel lige så lidt kaldes nogen forbedring som at grave af selve vejen, hvilket er tilfældet i Nørreskov hvor der ikke kan graves af grøfterne da disse er tæt begroede med buske og unge træer, hvorfor også vejen år for år bliver smallere så at hvis dette buskværk skal uforstyrret få fremgang, bliver der om nogle år slet ingen vej.

Indsenderne har så meget mere grund til at ønske denne vej forbedret som vejene i Frederiksborg Amt lige til Fiskebæksbroen for det meste er i god stand og hvad der mangler, har vi dog håb om snart vil blive afhjulpet. Vor gode øvrighed i Frederiksborg Amt være takket for den omhu hvormed den sørger for vejenes istandsættelse på amtet.

Men desværre for os og flere, vor meste kørsel er på denne vej til København, og det med produkter som ikke kaster så betydelige fordele af sig, men når man skal passere en så dårlig vej, snarere tab da man kun kan transportere det halve af det man ellers på en god vej var i stand til, og endda ofte udsættes for at vælte og komme til skade. For kort tid siden fik en mand to vogne itukørte på denne vej så at af 3 vogne han havde sendt til København, kom kun den ene hel og holden tilbage.

Vi ønsker og beder derfor om at denne vej må få en istandsættelse og forbedring som den vil findes at trænge højligt til. Skulle det forlanges, ville beboerne i Farum sogn vist ikke være uvillige til at istandsætte et stykke af samme når det kunne skee under tilsyn af vor brave vejfiskal hr. Dallerup i Frederiksborg om hvis indsigt og iver for vejens istandsættelse de nye veje i Frederiksborg Amt nok så meget vidner om.

Den 6. december 1821.

Farum Sogns Beboere.

(Politivennen nr. 313. Løverdagen den 29de December 1821, s. 5025-5027).

30 oktober 2015

Samtale holden paa Toften i en Landsbye i Sjælland, imellem Ole Rilen og Peer Larsen, over Dagens nyeste Begivenheder

Dersom de lærde og skriftkloge undertiden betænkte at de af dem fremsatte paradokser og særegne meninger i stedet for at oplyse og gavne kun afstedkommer kiv og strid og bevirker underlige begreber og mistydning hos den mindre kyndige mand, så ville de vist mange gange ikke lade sådant passere uden strengere drøftelse. Lægmanden lægger også mærke til sin tids begivenheder og mennesker og bedømmer dem på sin vis. Misledes han nu i sin dom ved andres vrangforestillinger af tingen, hvis er da skylden? Følgende samtale som jeg har optegnet ord til ord, ligesom den er holden, formener jeg afgiver et lille bevis på foranstående. Skulle den ikke være et aldeles upassende bidrag for Politivennen, ønskede jeg den forundt plads i samme.

Ole Rilen. Guds fred å go dav Peer!

Peer Larsen. Tak for ded, Ole. Hvordanne ær ed nøu inne te jert?

O. Å ved ær hartad rent skarn, for vor mor ær afstilleholdt så plaved med utingen å hold i sin sie, så ded ør lie fælt.

P. Ja ded ær så gon liedan te vort. Vor fatter Elene går osse å krivver a bare dårlighed, å meen halfoster Maren kraperer nok a gulsoten, for hun ær så guul over hele sit lægeme som in koblomme.

O. Ih, hvad sier du Peer, ja Gyd bæddre os så sandt, man hører nøu inte andet end ulykker og elændighed overalt i denne sundige værten. Mæn - var du itte i Køvenhavn i går? Hvad ær tårreprisen nøu? Hvad galt ruen?

P. Nøu ær hun jo fallen nøer igæn prisen, jej fik itte meer end trei risdaler å in mark for tunnen. Å før galt han mere, da fik jej hartad fem risdaler.

O. Hvordanne monne da ded kan være, ad han sådanne ka gåe op å nøer?

P. Ja vor Herre, han må dov vide hvorledes den hele anstalt hænger sammen. Di sier reiti nok i Kevenhavn ad speicien hun er skyld i hele konfusionen, for nøu går hun jo nøer igæn. Å Rasmus Lavs Christoffer, som du ved ær halbroer til Ole Bulders Mikkel, fortålte mej, ad han hadde hørt hiin davsen han vår inne, af en gadekommendarius, der sad nøre hos Mads Kjeldermand ad Kevenhavn nøu hadde fået så mange pænge fra et åent landskab, så ded vår lie grusselig, å så sae han osse ad di brøvte itte så møyet korn for ded første, sålænge di kunne få så møyet åent æde.

O. Hvad mons troe de da æder derinne, siden di itte gidder ædt ded, som vor Herre laer våvse op af jorden?

P. Ih, ved du itte ded, Ole! Di æder jo alle de lækkreteter som kanditterne gør å bråkker sammen af alle slavs. Å Gud! Hvor ded smaver fælt rårt, der æ så møyet sødt å godt tøy i ded.

O. Ja, ded ær osse sandt. Nøu ka jej huse jej vår med Steffen ingång oppe hos den katålske kanditter på Gammel Tårre, å drak en kalørt Ratapiam, å åd in hel hov sødekaver til. Mæn de sullede kuns lidt i en sulten mave, der ær ingen drøjelse ved dom. Å di ære særrige at gå lie så snart yd igæn, som di komme ind i folk.

P. jej glemmer aldri hvordanne ded gik til oppe til Lars Thommesens kvinnegille, jej troer di åd et heelt vovnmandslæs af sådanne sødekaver, å drak pons å kalørter i trej nætter og livse dave, så hun pev efter. Mæn ded vår ofte fælt så dårlige di blev in å hver åen, af ded de hadde javed i sej, å den bøuede Magrethe fik sådan et knev i maven, ad hun straks måtte gåe hjem og trille sig.

O. Nu trouer jej reiti åt værten, hun løver rundt, for ded blier jo længer jo værre. I meen opveist levede vi inte ved åent end got øl, brød å kartofler, sødgrød å klipfisk til højtiden, våre glade å fornøjede ved ded, å kendte ikke til sådanne lækkersaver. Mæn jo mere oplivst verten hun blier, jo mere tåveli trouer jeg jej osse hun ær.

P. Hvor ær ded derfor osse mueli at bonden ka svare sene skatter å ydgifter, når han således håndterer å brøer pengene til ded som ka undværes? Derfor ær der så mange som kommer fra huse å gåre, vekket di som oftest ka takke dem sæl for.

O. Du må nok sie ded, Peer. Man haar aldri hørt tale om så mange eksplusoner å passenerede ydlæg for skatter å tøj som i vore dave. Dou ka jej itte noksom takke min Gyd å naddens fader at jeg hidtil davsen hår hyttet mej for den fundemendas.

P. Ja, jeg gad nok osse vide, hvorledes jej ligger i ded både med ded ene å ded aent, for birkedommer Bavvendt hår fået meen skattebov å alle mene andre papirer, som han skulle regedere å speseforkere for mej. Men jej hår såmænd å sandelig itte seet eller hørt til ham i maange herrens tider, derfor ka der heller ingen relighed blive på hele tøjet.

O. Ded gåer jo Hans Johansen liedan med den sav han hår med Thommes i Vasby, der skal føres ved kejserretten, hvortil birkedommeren har abbonered for ham. Mæn ded vil nok trække laangt yd, siden Bavvendt efter røited hår været rejst udenlands. Å skal nøu have fået så møyet aent a ta vare.

P. Hvad sier du Ole! Hvor mons troe da han hår været henne i værten, siden den tid han vår yde i vor gestreit?

O. Ded veed jej så gon itte reiti. Mæn Christen Smed fortåklte i avtes jej vår nøre hos ham, at han hade læst i de kevenhavnske afvissere, at der vår stor strid å splid mellem turker å græiger, som boer långt yde i Eurobian, å at birkedommer Bavvendt hade taet sej på at føre turkernes sav på prænt.

P. Ja, jeg ved så skam nok hvor turken han ligger, for ded ær itte så langt fra den tripilipanske kyst, hvor Jens Povlsen ingång sloes som matros med ham. Jej hår osse hør vor præst sie, at tyrkerne di trouer på in profeit som kaldes Mahåmet, å at græigerne ær kristne folk ligesom vi åndre. Mæn - hvad faen går a birkedommeren, siden han sådanne vil forsvare turkerne. Han skulle dov vel aldri, Gyd forlade mej min onde synd, sæl være bleven til en turk?

O. Jo ær han nok, for Rasmus fra Tåverup hade seet ham for en tiid siden i Kevenhavn å da syntes han, at birkedomemren så så karrikalputtisk yd, å på betrækket linede en turk!
P. Gyd fader bevogte å bevaer vos. Mæn - så ved jeg jo, han må være bleven snittet ligesom jøder å filister, å hvordanne kunne ded gåe til?

O. Ded ka gå snildt og akkerat til i de varme landskaver, så Christen Smed, hvor di hver dav må bade å plaske dom i vand for hedens skyld, å så meente han, at man ved denne hersens baden hadde giet ham snittet.

P. Føy for den slemme betændene sye, man må jo blie både angst å bange for ham herefterdavs, å så ær der men trou heller ingen ydkomme med ham meer hær i værten. Hvem skulle troe at han brøute sine kontrovitter å vedskab til sådan tåveli håndtering. Så ær han da vist osse den eneste i Kevenhavn der har skamferet sin kristne trou på prænt? Hvad?

O. Gid ded var så vel. Dov sies der at han år gået i kompaniskav med den klovve jødde som prænter billeried. Du hår jo nok seet ham, dengang han om sommeren gjore sin långe udenlandsrejse heromkring.

P. Seer man ded. Seer man ded. Di jødder, di jødder, di ære dov på spil overalt i værten, å javer om liesom Jerusalems skovmaver.- Mæn ær da ingen som reiti ka akkomedere birkedomemren på prænt igjen å stoppe gavved på ham?

O. Næi han håller så skam itte gav så snart, kender jej ham ret, å jej ær halv bånge for ad Sybilles spådom blier upfuldt på ham, å ad han blier den turk der skal vanne sin plag i vort gadekær.

P- Inte åent end ded, så ville jej såmæn ønske han måtte komme i dav, før så skulle jej putte ham i sumpen å omdøvve ham således at han aldri skulle prænte meer. - Så tænker jej dov al ded prænterie fik en ende.

O. Ded tænker jej osse. Mæn - drengen tåvver a mej, jej må ind. Farvel Peer.

P. Tak for ded Ole.

(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5016-5024).

Et Par Ord i Anledning af "Raad mod Svinesygen" i Politivennen No. 310.

En ukendt har i Politivennen, jeg ved ikke om i en velment hensigt eller ikke, troet at kunne give råd mod svinesygen, og har tillige indstrøet et og andet som ligefrem taget efter ordene, kan gøre mig mistænkt, ligesom jeg på mine medborgeres sundheds bekostning ville tilfredsstille en egennytte fordi jeg nemlig falbyder og i min udslagsbutik sælger flæsk uden svær. - Forsåvidt nu egennytte har en udstrakt betydning og enhver på en tid og omstændighed bygget rigtig spekulation også absolute må være grundet på spekulatantens ventende, tilsyneladende fordel, da ingen fornuftig kan tiltros at spekulere på sit tab eller ruin, forsåvidt har rådgiveren ret. Men når han uden rigtig at vide besked, kaster en ikke fordelagtig skygge på min handlemåde, så nødes jeg til mine medborgeres og egen beroligelse til at forsvare mig. 

Flere steder udenrigs købes svinehuder begærligt til garverierne, hvor man siden bereder dem til fortrinligt hestetøj. Dette besluttede jeg mig til for en tid siden at forsøge, hvorvidt denne her ubekendte i det mindste ikke før iværksatte, negocie kunne lykkes. En begyndelse gjorde jeg med at købe unge svin. Disse som alle var sunde, slagtede jeg, afhændede huderne der var afslagtede og med hensyn til den betaling jeg således fik for huderne, så jeg mig i stand til at sælge flæsket for en ringere pris end ellers var muligt, hvilket jeg tor tro var til gavn lige såvel for indbyggerne som for mig selv, og jeg ved helt sikkert at ingen køber har klaget, eller med føje kunnet klage, over at nydelsen af dette på alle måder sunde flæsk har haft nogen som helst skadelig følge, hvorfor jeg også herved tillader mig at bekendtgøre at jeg for det første vedbliver i min udsalgsbutik at sælge sådant og andet flæsk, alt sundt og godt, til de i Adresseavisen averterede priser, og at jeg villigt og med god samvittighed samt til betryggelse for enhver der muligvis af rådgiverens anførte kunne fatte mistanke til det af mig solgte flæsk, underkaster mig hver nok så streng undersøgelse som denne min handel måtte fremvirke. 

Ved denne lejlighed har jeg ganske nylig gjort den opdagelse at ualmindelig magert flæsk er solgt på torvet for 4 mark lpd. En så yderst ringe pris er mistænkelig i højeste grad. For et levende magert svin koster altid 5 til 6 rigsbankdaler når det NB. er sundt og friskt, og hvad skulle vel bevæge landmanden til at slagte, transportere og sælge sit magre svin for mere end det halve under den pris det levende ville koste. - Her tror jeg med større ære at gøre publikum opmærksom på det mistænkelige end rådgiveren ved sine ubegrundede anmærkninger imod mig, og jeg må tilføje at på dette tilsyneladende snarere mistænkelige flæsk som skønt med sværen, fandtes ingen pletter på huden. Er det end så at der for øjeblikket grasserer sygdom blandt svinene, så er det på få og enkelte steder, dertil langt ude på landet, så at om man end kunne tiltro en stadens borger den nederdrægtighed at tragte efter at tilvende sig fordele på sine medmenneskers sundheds bekostning, så ved enhver sagkyndig at et sygt svin ikke kan udholde en så lang transport enten til fods eller vogns, men må krepere undervejs, selv friske og sunde svin tilsætter ofte livet når de skal transporteres langt. På disse grunde er det indlysende at det ikke kan svare regning at købe og lade syge svin til vogns transportere så lang en vej.

Antages det i øvrigt at der er kommet en transport af 100 gamle heste til Roskilde, så må man dog virkelig smile når rådgiveren vil traktere os med den urimelighed at de skal være solgte for 2 mark stykket, for da en hestehud alene koster 5 til 6 rigsbankdaler, måtte den der solgte sin gamle hest med hud og hår for 2 mark, sandelig være en dårekistekandidat. Har derimod rådgiverens fantasi skildret ham en død hest, så må man lade ham vide at en død hestekrop er et helt vognlæs, og nu må han selv gøre beregning over hvad transporten ville koste over de 2, skriver 2, mark. Hvorledes endelig den omtalte sygdom ytrer sig, om ved pletter på huden eller anderledes, er mig ubekendt. Kun ved jeg at sagkyndige påstår den ytrer sig ved bylder på begge sider af halsen, ligesom også at fersk vand aldrig kan være medicin for disse firefodede, men vel præservativ mod en eller anden sygdom.

Til slut må jeg tilføje at når ikke en skadefro dadlelyst havde drevet rådgiveren til at udpege det flæsk jeg sælger, og det havde været ham om at gøre at få tilfredsstillende kundskab om denne sag, for derefter om det behøvedes at advare sine medborgere, så havde han vist vist mere kærlighed mod sin næste om han direkte havde henvendt sig til mig selv og undersøgt sammenhængen. For først når min oplysning var utilfredsstillende, var det tid for ham at fremkomme offentligt med sin formodning eller tvivl, og er rådgiveren ubegrundede fremfærd vist nok årsag til at flere som havde tillige med mig begyndt denne handel, senere har ophørt dermed for ikke at udsættes for uforskyldt dadel, men skønt det yderst langsomt vil lønne umagen, har dog som før meldt foresat mig at vedblive samme handel der muligvis kunne gavne landet, når det blev alvorlig brug her som i England for at slagte svin på den af mig begyndte måde. For så forblev huderne i landet og her beredt hvorved ville spares betydeligt, dog er det ikke ment derved at alle svin skulle slagtes på den måde, men at det måtte ske med de fleste, er sikkert et fælles ønske.

Jacob Frisch
Slagtermester, Vesterbro nr. 6

(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5010-5016).

Svinerie af et Sviin uden Svær.

Allerede flere gange siden komedien begyndte er det sket at et svin i menneskelig skikkelse, sidste gang i mandags og tirsdags den 17. og 18. i denne måned, har nedsat sig i en forstue nær ved Komediehuset for at forrette det man kun gør på dertil indrettede huse, eller i mangel heraf på fri mark. Tillige har det sølet væggen til med sine smudsige fingre så man ikke engang kan tilføje hvad den betjent svarede sin foresatte i et lignende tilfælde: "es muss ein vornehmer Mann gewesen seyn, denn es liegt Papier dabey". Til efterretning for omtalte gemene svin bekendtgøres at man har poster ude for at passe på, og at hans mindste straf skal blive den: At bære bort hvad han så skændigt efterlader beboerne i sine lommer.

(Politivennen nr. 312. Løverdagen den 22de December 1821, s. 5009-5010).

29 oktober 2015

Anmodning til Boghandler J. M. Stadthagen om Opfyldelse af et ofte gjentaget Løvte.

Hr. J. M. Stadthagen i Vimmelskaftet nr. 139 har nu i et halvt år eller længere, næsten hver uge i Adresseavisen holdt en lang tale til sine læsere (ved hvilke ifølge betingelserne til fortegnelsen over hans lejebibliotek "forstås læsere af begge køn") og i nævnte ugentlige tale blandt andet lovet at et nyt tillæg til fortegnelsen "om føje tid" skulle udkomme. Da nu indsenderen heraf såvel som mange andre af hr Stadthagens læsere, hidtil forgæves har ventet at den ved ordene "om føje tid" betegnede tidspunkt skulle indtræffe, og meget længes efter at se løftet opfyldt, så anmodes han herved ikke længere at udsætte berigtigelsen heraf samt at lade forøgelsen blive at lidt bedre beskaffenhed end de i hans ideligt gentagne bekendtgørelser omtalte betydelige tillæg der som bekendt kun bestod af ældre bøger og var udtog af foregående kataloger.

(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5003-5004).

Redacteurens Anmærkning.

I. M. Stadthagen var det måske mest kendte lejebibliotek. I en vaudeville optræder han således: "Og derfor fik jeg plads blandt skolens fuxer, fordi jeg stedse henrykt sad hos flanen og læste skønne bøger fra Stadthagen." Hvilket siger noget om hvordan man anså de bøger man kunne læse hos ham: det var lystlæsning som gik ud over undervisningen.

Bøn til Hosbonder, der holde Kjørekarle.

Idet anmelderen torsdag den 6. dennes om eftermiddagen ville gå til sit hjem på Nørrebro, kom en tom gaderenovationsvogn i meget stærk fart ham i møde på den yderste vindebro. Han søgte at undvige vognen ved at holde sig tæt op til gelænderet, men desuagtet kunne han ikke undgå at få et eftertrykkeligt slag på hovedet af et langt bræt der stak på skrå ud af bagvognen, og der manglede kun lidt i at han var blevet nedstyrtet i stadsgraven. Bedøvet af slaget kunne han ikke ile efter vognen for at erfare hvem denne tilhørte, især da karlen kørte meget stærkt, men måtte upåtalt tåle hvad der var hændt. Men da forbuddet mod stærkt kørsel vist nok gælder indtil man har nået den banede landevej, så kan anmelderen ved at fortælle dette, ikke undlade at bede dem som holder køretøj, at pålægge deres kuske og kørekarle at køre i mag indtil de kommer på sådanne steder hvor de har lov til at køre stærkt, og hvor fodgængerne ikke udsættes for at blive kørt over.

(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5002-5003).

Belønning for Opdagelse af en Udaad paa Assistencekirkegaard.

Under overskriften "Niddingsdåd på Assistence Kirkegård" indeholdt Politivennen nr. 288 den 7. juli d. å. anmeldelse om den skadefrohed letsindige, ja ondskabsfulde mennesker udøver på gravene. Dybt krænket ved ofte gentagne ødelæggelser på gravstedet nr. 3 under litra H på Frue Kirkegård har anmelderen ikke alene haft store bekostninger, men det synes som tålmodigheden skal friste den yderste prøve.

Således måtte man sidstleden 6. december i skumringen se 4 uvæsner i skikkelse som sortklædte mandspersoner lig andre nysgerrige nærme sig denne grav som ejeren da forlod, men efter at i nogen afstand at have bemærket de igen forlod den, søgte man dette minde hvor uskyldigheden hviler. Nu til bitter erindring om en ravnsort troløshed! Og ømtfølende læser, tænk: Ikke alene en månedsrose på graven, men omtrent en alen af den smalle jernkæde var imidlertid ranet. At denne anmeldelse i lang tid rimelig har virket til mindre fredsforstyrrelse og frygt for opdagelse er sandsynligt. Men endelig opfordrer den beskrevne voldsgerning til at udlove en erkendtlighed af 10 rigsbankdaler for bevislig opdagelse af samme til strafs undgældelse og navnet fortiet om forlanges. For bevislig opdagelse af en mulig fornyet skadefrohed på denne grav tilsiges ligeledes 10 rigsbankdaler. Dette blads udgiver giver i så henseende fornøden påvisning. Man istemmer endelig denne anmelders så rimelige ønske om at blive betrygget de forgangne gravninders fred, om hvilket man vel af vedkommende autoritet tør gøre sig håb.

(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 5000-5002).

Aftvunget Svar paa den ligesaa ondskabsfulde som ugrundede Anke i Politievennen No. 310 over Liigkiste-Udsalget i Sværtegade

Misundelse, den laveste egennytte, lyst til at bagvaske og latterliggøre hører til dagens orden. Et nyt bevis på det giver stykket i den nævnte Politiven hvori man higer efter lumskt at nedsætte mine til salg bestemte ligkister. Med rette må jeg tro at misundelse avlede dette misfoster, for om muligt derved at fremhæve en andens arbejde. En tanke flere læsere har haft. Da imidlertid mit arbejde så at sige således er trukket frem til offentligt skue, vil det vel ikke blive mig ilde optaget at jeg i min enfoldighed fortæller sagen således som den virkelig forholder sig: 

Torsdag den 6. i denne måned kom en vis velklædt person som kalder sig translatør, ind til mig og forlangte en ligkiste. Af de flere (ikke 19, men henimod 30) jeg havde stående i mit udsalg valgte han sig en hvilken jeg rigtig nok tilbød ham for den bestemte pris af 12 rigsbankdaler. Og enhver indser let at en kiste til sådan en pris ikke kan være af de propreste. Men at den var holdbar og net er åbenbar sandhed. Imidlertid tingede han til 10 rigsbankdaler hvori jeg ikke uden tab kunne gå med til. Hvad enten han nu er forfatter af det stykke eller ikke, ved jeg lige så lidt som om han har ladet sig leje til at spionere hos mig. Men så meget ved jeg at han hverken er snedker eller arkitekt, og altså ikke kan have nogen afgørende stemme med hensyn til smag på snedkerarbejde in specie ligkister. Overalt er der en himmelvid forskel mellem smagen, for hvem vil nægte at en fx ypperligt kan bedømme brændevinsflaskens ingrediens, men er en smagløs bedømmer af kunst- eller håndværksarbejde!!!

At han ellers hos snedkermester Løwener blev fyldestgjort med hensyn til en smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler, er noget som lader sig sige. Dette var hvad jeg fandt fornødent at svare på det charteque hvorhos jeg må tilføje at ligeså lidt som jeg misunder enten Løwener eller nogen anden af mine medmestre den fortjeneste deres arbejde kan afgive, ligeså lidt kan jeg være tavs til at mit arbejde dadles urimeligt ved spionage og sammenspundet kneb. Selvom Løwener i lang tid var den første og eneste som etablerede og havde et ligkistemagasin og dette hele tiden blev udbasuneret i aviserne, er det dog langt fra at jeg nærer den tanke at han enten er misundelig over at jeg og andre snedkermestre ligeså søger at erhverve vores udkomme, eller at han skulle på så uværdig en måde søge at hæve sit arbejde på min bekostning. 


Da hans navn mildest talt er brugt imod mig, må man imidlertid heller ikke fortryde på at , jeg til aftvungen gengæld benytter mig af samme frihed. I øvrigt tillader jeg mig endnu at bemærke for at sige et ord i rette tid: at ingen af de mange der køber mine ligkister nogensinde har klaget over enten at de manglede smagfuldhed eller holdbarhed, eller at de var utætte så at de ikke kunne gemme hvad der efter naturens orden flyder fra liget, og skønt jeg har upåklagelig god afsætning, kan dog ingen med god grund beskylde mig for enten at have tiltryglet eller ved kommissionærer indtrængt mig i andres forud aftalte arbejde. Dette være nok på hint skadefro vås, og jeg slutter med at anbefale mine ligkister til den ærede del af det respektable publikum som er sat i den første nødvendighed at behøve samme, da enhver skal blive tilfredsstillet hvad enten der forlanges kister for adelsmanden eller den betlende klasse.

Müller
Sværtegade nr. 172


(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979

28 oktober 2015

Viel Geschrei und wenig Wolle.

Uventet modtog indsenderen heraf et sørgebudskab om en på landet boende vens dødelige afgang og tillige ordre her i staden at købe en ligkiste til ham. Indsenderen som erindrede flere gange at have læst i Adresseavisen at der skulle eksistere et lager og magasin af ligkister i Sværtegade, begav sig straks derhen tilligemed den afdødes ene og forlangte en kiste 65 tommer lang. Vi blev derpå ladt ind i det såkaldte ligkistemagasin og fandt 19, siger nitten kasser til dødes indpakning. Men vi fandt ikke for godt at vores afdøde skulle jordes i så smagløse futteraler. 

Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort, såvel dobbelt som enkelte, passende for alle klasser lige fra adelsmanden til barnet af betlende forældre, og det til særdeles billige priser. Her fik vi en meget smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler. En pris den anden mand forlangte for en kasse der bedre passede til en egyptisk mumie end til et andet skikkeligt menneskes lig. Indsenderen bekendtgør dette for at vise hvorvidt man kan sætte lid til den idelige råben i aviserne som nu er blevet en gængs mode.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4989-4990).

"Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort." (Annonce for Løwener, Adresseavisen 2. januar 1837. Adressen angives som Pilestræde 116)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000.

Fortougsuskik.

Man skulle tro at fortovene var bestemt til at yde gående en bekvemmelighed, og ikke til at benyttes af lastdragere, undtagen i det tilfælde at disse for et øjeblik vil vige for en vogn. Ikke desto mindre møder man hele tiden på fortovene mennesker som bærer byrder. Flæskedragere, slagtere og andre sådanne folk løber hvert øjeblik velklædte mennesker på ærmet, tilsmudser deres klæder og hindrer dem fri passage. Håndværksdrenge med deres respektive professioners frembringelser forøger antallet, såvel som tjenestepiger med deres torvekurve fulde af kød og fødevarer. Det ville være meget behageligt og gavnligt om der af politiet blev fastsat en regel i denne henseende til fodgængernes bedste, ligesom i sin tid er sket med fortovsretten. Det ville vel til den ende være bedst at enhver fodgænger var berettiget at bortvise de byrdebærende fra fotovene.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4985-4986).

"Man møder hele tiden på fortovene mennesker som bærer byrder. Flæskedragere, slagtere og andre sådanne folk løber hvert øjeblik velklædte mennesker på ærmet, tilsmudser deres klæder og hindrer den fri passage." (Slagtersvend. Lahdes kobbertryk).

Svar til Kroemanden i Roeskildekroe.

Motto: Ja, Lars, jeg tror nok at du ved et rigt giftermål og for penge, fra musketer kan blive brygger og herremand; men at du desuagtet bliver en klodrian din hele levetid, det tror jeg også.

(af et komedie-manuskript)

Havde man i Politivennen nr. 308 anket over dårlig beværtning i Roskilde Kro eller talt om for høje priser, eller blot på fjerneste måde hentydet til Siraks ord, 26. kap. 37 "En købmand kan næppe undtages fra forseelse, og en kromand kan ikke retfærdiggøres for synd", så kunne muligvis hr. kromanden haft føje til at udøse sin galde i Statsvennen eller i hvilket andet blad der ville modtage hans forulykkede hjernefoster. Men da man kun har ytret det på lovbuddet og rimelighed grundede ønske at taksten måtte hænge således at den kunne læses af alle kroens besøgere, og hans selv i sit skriveri to gange tilstår at den hænger for højt, så havde han efter fornuftigt tænkende menneskers mening handlet klogere i stiltiende at have hængt taksten på sit rette sted end indladt sig i unyttig modsigelse og flaut ordgyderi desangående. 

Indsenderen har sagt at kromanden selv 2 gange har tilstået at taksten hænger for højt, og dette skylder han at bevise. Man behager derfor at efterse produktet i Statsvennen og da finder man at der står: 1) "at taksten i Roskilde Kro, ene og alene er sat hvor den sidder fordi at visse kløfingre som så forbandet gerne kradser i døre, vinduer og vægge, ikke så let kan besudle samme med skråtobak etc. som før er sket osv. Dernæst for 2) siger han at man har dog stole i værelset for de lavbenede.

Hvad nu det første angår, så må det antages at taksten hænger for højt indtil hr kromanden beviser at det er muligt for enhver at læse skrift i en afstand der er længere end han kan nå for at besudle den. I øvrigt kunne det fortjene en egen undersøgelse hvem man så forbandet gerne vil besudle taksten i Roskilde Kro, hvorover man dog ikke hører klage i andre kroer hvor der dog kommer langt flere rejsende. - Hvad det andet angår, at man kunne benytte sig af en stol for derved at forhøje sin person så meget at man kunne læse teksten, da er dette endvidere et bevis på at taksten hænger for højt. For hvortil behøvedes dette når taksten hængte lavt. For resten er det mærkeligt at hr. kromanden vil tillade folk der kommer fra en sølet vej, med støvler og sporer at betræde hans stol da han dog engang har krævet og haft sag om 24 skilling med 2 personer der blot betrådte hans stuegulv. Dog menneskenes griller er uberegnelige. Det som ellers i almindelighed i honette huse anses for en uanstændighed, nemlig at træde op på stolene, kan altså tåles og anses for sømmeligt i Roskilde Kro..

Den øvrige sagen vedkommende snak forbigås her da det er så sædvanligt at folk som ingen lærdom og kundskaber besidder, dog gerne når de af en hændelse kan få fat på en bog, siden ved enhver lejlighed anfører noget af samme for at give sig en slags vigtighed. Man har derfor ikke noget imod at hr. kromanden lader fornemme at han nyligt har læst Niels Klim. Men når han hele tiden råber Klaus, da kan indsenderen ikke undlade at sige ham at han derved kommer til at tænke på sin genbo, skomagerens stær der altid udråber sit eget navn.

Til slut må man bemærke at når kromanden sammenligner indholdet af de udkommende ugeblade ved amagernes produkter som de bringer til torvs, så kan hans smøreri med rette lignes med det affald af kålhoveder og andet som unyttigt smides væk og bortkøres af skarnagerne. Skulle han imidlertid forstå hvad han selv skriver, hvilket dog omtvivles, så kunne man ønske at han når han atter fremkommer med en dråbe af hans urenligheds dybe pøl, ville forklare hvad han mener ved en kanalist. For dette ord kender ingen. Det findes ikke i den danske ordbog dog måske det er dårlig fynsk.

-m

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4980-4984).

Om Drenge Batailler paa Gaderne.

Man har for kort tid siden i dette blad forespurgt hvad der med hensyn til hvad der kunne og burde gøres med den indvortes børnetugt i skolerne for at vænne børnene til den behørige lydighed og opmærksomhed lærerne med rette kan kræve af disse. I anledning heraf indkom straks et svar, forventeligt fra en landsbyskolemester, hvori der blev henvist til nogle enkelte paragraffer i reglementet for almueskolerne på landet vedrørende denne genstand, men som i mine tanker ikke så ganske kunne være anvendelig i Københavns institutter og som derfor også med rette blev gendrevet i et andet nummer af dette blad. 

Indsenderen heraf vil ikke indlade sig i at bedømme hvilke straffemetoder der måtte være mest hensigtsmæssige og passende såvel for borger- som almueskoler. Kun må han oprigtig tilstå at i de 12 til 13 år han har undervist i skoler såvel på landet som i hovedstaden har erfaringen lært ham at det er langt lettere at bringe børnene til orden såvel i som udenfor skolen på det første end på det sidste sted. Hvad grunden hertil kan være indser enhver fornuftig let, og forbigås altså her. Derimod kan han ikke undlade at gøre vedkommende opmærksomme på de afskyeligste drengeoptøjer som næsten hver dag finder sted på Københavns gader af de mange børn der i hele flokke myldrer yd fra institutterne. 

"Som en flok vilde fugle flyver skolebørn på hinanden i gaderne og tumler og bakser således at ikke alene deres bøger (af hvilke de sædvanlig har en større mængde under armen end kundskaber i hovedet) falder i rendestenen og ødelægges, men også overstænker de forbigående og spærrer passagen for disse. Især har man mærket sådant i Store Kongensgade og på Amagertorv. (Amagertorv har også i moderne tid været stedet for ballade. Men ellers er der intet tilbage af udseendet fra Politivennens tid. Eget foto).

Det er ikke så sjældent at se disse skolebørn som en flok vilde fugle flyve på hinanden i gaderne og der at tumles og bakses således at ikke alene deres bøger (af hvilke de sædvanlig har en større mængde under armen end kundskaber i hovedet) falder i rendestenen og ødelægges, men endog i snavset vejr at overstænke de forbigående og er færdige at spærre passagen for disse. Især har man mærket sådant i Store Kongensgade og på Amagertorv. For om muligt at kunne hæmme sådant drengeuvæsen var det måske ikke af vejen om d'herrer institutbestyrere eller lærere engang imellem ulejligede sig bagefter deres børn, så snart disse går fra skole for at kunne have et vågent øje med de værste ophavsmænd for disse drengespektakler og derefter give disse en alvorlig revselse. I andet fald måtte man ønske at politibetjentene hvor de traf på sådanne drengeskærmydsler, ville lære dem bedre moros med stokken og bringe enhver til at gå hjem til sit.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979).

27 oktober 2015

Bøn om Natteroe i Myntergaden.

Ved at passere Møntergade natten til den 17. befandtes i 1. sals etage af gården nr. 43 i nævnte gade et selskab der ved dets sang, skrigen og tummel frembragte en alarm der endog kunne høres i de derved nærliggende gader fra kl. 9 om aftenen til kl. 3 om morgenen. Indsenderen der personlig kender gårdens ejer som en mand der ellers søger at overholde orden og ro blandt sin gårds beboere, erindres derfor om herefter at se en uorden forebygget der er lige så ubehagelig for de derved lidende naboer og genboer som i strid mod god orden og natlig ro.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4968).

To Ønsker paa Nørrebroe.

At traske om på gaderne her i staden i mulm og mørke hvilket undertiden er tilfældet, er slemt og ubehageligt, men at stave sig frem af Nørrebro på denne årstid om aftenen, er endnu meget værre. Derfor vover man også at gøre de ansvarlige opmærksom på at afhjælpe denne mangel på belysning ved ligesom på Vesterbro at anbringe lygter langs as broen. Mange ville sikkert med taknemmelighed se denne forandring i møde så meget mere som man, blændet ved lygternes skin i porten, aldrig så snart man trasker i et evigt mørke, så at man hverken ved om man går i grøften eller løber mod træerne i alleen. Det synes nu at man med så megen mere rimelighed kan opfordre de ansvarlige til at forsyne denne bro med lygter som porten nu står åben hele natten og følgelig den meste færdsel tyr hen til denne port.

Dette er nok om belysningen. Nu et ord om patruljer. Hvor behageligt ville det ikke være, ifald der her ligesom i Frederiksberg Alle var nogle patruljer der påså at ingen løsgængere overhængte en ved tiggeri. For indsenderen heraf der undertiden er nødsaget til at gå den vej, er som oftest overhængt af sådanne drabanter der forfølger folk lige indtil enden af alleen. Hvem indestår for om sådanne tiggere når de så deres snit, muligvis ikke kunne overfalde en enligt gående person og på et øjeblik være smuttet bort. For smuthuller mangler ikke langs Farimagsgade. Da man har haft så mange beviser på øvrighedens opmærksomhed for borgernes bekvemmelighed og ro, så smigrer man sig med at se dette ønske kronet med opfyldelse til stor glæde for den vandrende.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4966-4968).

Atter Grusomhed mod Dyrene!!!

Så meget end de ofte gentagne klager over dyrenes mishandling med hensyn til deres ringe virkning, må synes at være kun en røst i ørkenen, så bør der dog råbes og råbes så længe til de vores art så højligt vanærende krænkelser af pligt mod dyret, selv det der villigst yder os hele sin kraft og styrke, i det mindste bliver mindre hyppige end de desværre endnu er.

Torsdag den 22. november havde indsenderen heraf den ubehagelighed at blive vidne til et syn som beboerne af den del af Gothersgade der grænser nærmest Nørreport efter sigende oftere skulle have.

En vogn så tung at den endog tom for at komme ud af stedet syntes at behøve endnu to eller tre kammerater af den hvis pligt det den dag var at skaffe den frem, var belæsset med en mængde rå huder, forspændt med en ussel lille hest hvis hele udvortes nok så meget forkyndt dens snart forestående skæbne. En svær karl som kørte den, havde ikke alene sat sig selv op på vognen med, men hans barmhjertighed mod dyret havde endog intet haft imod at en anden karl af samme drøjde som han selv, fik plads ved hans side. Da nu stenbroens beskaffenhed i den del af Gothersgade især, hvorom talen her er, uden tvivl er tilstrækkelig bekendt, så indses let at en ekvipage som den oven beskrevne, under sådanne omstændigheder ikke er at bringe frem, uden at der anvendes de fornødne overtalelsesmidler på dyret der for at spares for disse, gerne ville hvad det skulle når bare det kunne. - Den arme hest stræbte så godt den kunne at kratte sig frem, fik så drøje slag af de mægtige tykke vognstænger og rigelig tildelte piskerap at indsenderen uvilkårligt bragtes til at standse herved, skønt et sandt bulbiderblik af karlen som kørte og uden tvivl følte sin uret, siden han blev malicieux, skulle have skræmt ham til at gå sin vej.

Da den samme hesteplager oftere skal lade sig se på det angivne strøg af Gothersgade, har man dog villet henvende de ansvarliges opmærksomhed på ham. Ønskeligt var det at der dog engang bestemtes alvorlig straf for sådan grusomhed mod dyrene, og hvad var vel mere rimeligt end at de samme eller lignende overtalelsesmidler som dyrplageren bruger for at bringe dyret til at anstrenge sig over evne, anvendtes på ham selv for dog at formå ham til at vise dyret noget af den barmhjertighed han selv trænger til? Man ved desuden at de lektioner pøbelen i sådanne tilfælde trænger til, ikke let kunne være intuitive nok.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4962-4965).

Steenbroen i Kiøge.

Anmelderen som på en rejse i en del af Sjælland for en tid siden havde lejlighed til at passere Køge, så her et af de dårligste eksempler på elendig brolægning han har set i nogen småkøbstad i lang tid. Selv i denne bys hovedgader står man nemlig let i fare for ved at kære nogenlunde stærkt at vælte, og ved om aftenen at passere denne til fods, må man hvert øjeblik vente at falde og brække arme og ben. Besynderligt at i en by som denne hvor færdslen dog ikke er ubetydelig, og hvor politiet efter sigende i flere henseender skal være ret godt, at der ikke er sørget mere for denne sag der sikkert hører til en af de nødvendigste og væsentligste for en købstad. At byen skulle være så forarmet at den ikke skulle se sig i stand til at kunne anvende noget på dette sit største behov, synes næppe troligt. I særdeleshed da man skal have set mindre væsentlige mangler afhjulpet her i den senere tid. Anmelderen forener derfor sit ønske med flere af byens indbyggere han i denne henseende har talt med, om snart at se denne offentlige mangel fjernet.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4961-4962).

Ønske om Studiestræde.

Længe har anmelderen heraf som vist nok også øvrige beboere i Studiestræde ventet at denne gade skulle værdiges vedkommendes opmærksomhed, men da dette hidtil ikke er sket, kunne et par ord desangående måske ikke være overflødige. Siden Københavns store ildebrand har ingen reparation fundet sted ved den, skønt den ved denne ildebrand led betydeligt derved at størsteparten af fortovsfliserne revnede og nu med tiden er så ganske forrykkede af deres plads at man aldrig om aftenen tør vove sig på dem. Langt farligere er dog den side af fortovene der er smallest da stenene der ligger endnu mere uregelmæssigt og har en dyb rendesten ved siden der på grund af de udglidte sten næsten altid står fuld af vand. Desuden mangler næsten ved alle bygningerne de for fodgængerne så nødvendige udlægsbrædder. At få gaden ganske omlagt, som den så højligt trænger til, tør man vel næppe gøre regning på, men rimeligt er dog ønsket a den måtte blive efterset og nogle af manglerne afhjulpet.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4957-4958).

I Anledning af Stykket i Politievennen om Tienestepiger.

I et yderst hypokonderlune har forfatteren af stykket "Om tjenestepiger" i Politivennen nr. 304 og 306 grebet pennen for at udkaste et maleri som i alle dets nuancer kun har hjemme i fantasien, til lykke ikke i det virkelige liv. Den kvindelige tjenende klasse måtte ellers være rene afskum. Det er sandt der kan gives, og der gives vel også nogle tjenestepiger som kan have flere og færre af de i hint stykke opregnede laster. Men at nedværdige en hel klasse så dybt for nogles skyld, er uretfærdigt. Højst uheldigt må forfatteren have været om han altid skulle have truffet for sådanne uværdige skabninger. Og en årsag må da vist dertil være hentet fra en anden side. Det var ikke alene beklageligt, men det var umuligt at samfundet kunne bestå når mængden af tjenestetyende svarede til denne skildring. Det er lige så sandt at et godt herskab formår at tilbageføre et på afveje værende tjenestetyende, men det koster nogen umage, og hvor få gider anvendt denne på at stifte godt. De tænker ikke på den uundværlige nytte et tyende gør dem, ikke på den fornedrende stilling det nyder i livet, de retter aldrig med blidhed på det, eller søger ved godhed at lette dets sure lod, men de slår straks om sig med lønnen og porten, føden vil jeg ikke nævne, for den skal på mange steder være højst ussel. Selv lønnen som forfatteren råber på, er langt fra at være for høj, den er meget for ringe for et godt tjenestetyende. I borgerklassen som er den største, får en pige 12, 14 til 16 rigsbankdaler halvårlig. Hvor langt skal hun komme hermed når særke, sko, strømper og øvrige klædningsstykker skal indkøbes efter nuværende handelsprincip at tage 100 pct. på alle varer. Daglig afslides, og når året er omme, så er alt som man siger, gået af hånden i munden. Om ikke altid et sådant tjenestetyende der tænker på sin alderdom, kan være mild og venlig, er det at undres over? Dog gives der mange tro, gode, hengivne tjenetsefolk der var en bedreskæbne værdig. Og det må til ære for religion og menneskehed være så. Men gives der ikke også på den anden side mange slette husbonder og madmødre? Jo, desværre!

Det kan ikke nægtes. I samtaler med de ynkværdige skabninger der fra salsjomfruer synker ned til den beklagelsesværdigste forfatning, vil man læse hvor mange husbonder og madmødre der har disses kummerfulde liv på deres samvittighed. Den vellystige husbond ser med brændende brynde et glat ansigt, og gør dette til målet for hans lidenskab. Hunfæstes, ung, uskyldig og uden mistanke, og inden føje tid er hun ved frygt, magt, uerfarenhed eller overtalelse moder. Nu jages hun bort, foragtet af sine frænder synker hun hver dag dybere. Såre gavnligt ville det være om et uberørt fruentimmer der kunne godtgøre at være besvangret af sin husbond, kunne ved lovene nå en anden satisfaktion end den tilfredsstillet vellyst yder hende. Måske tjenestepigeklassen herved ville blive langt bedre forbedret end man tror. Anmelderen ved flere ofre på denne vej. Uden blusel for kone og børn ser man flere frugtsommelige tjenestepiger i huse hvor man ikke tør frikende husbonden. Madmødrene er på mangfoldige steder selv højst sure, bydende, vrantne, ja ilsindede og dertil enten af trang eller gerrighed så sparsomme på føden at det er umuligt at tjenestetyende der arbejder, kan mættes. Men derom meldes intet. Mange steder har man for skik at rage allehånde sammen og sætte det for pigen når man selv spiser lækre retter. Den madmoder der tænker som hun bør, giver sin tjenestepige af samme gryde hun selv spiser. Jeg ved en pige som efter at blive sultet de seks dage om ugen, blev den syvende, om søndagen, jaget ud om morgenen kl. 10 under påskud af frihed for at spare maden til hende den dag. 

Der er nogle dårlige tjenestetydende, jeg gentager det, men der er også mange dårlige husbonder, og hvorledes vil man håbe fra et dårligt herskab at få et godt tjenestetyende. Var herskaberne alle gode, så ville der være få dårlige tjenere. Man bør være rimelig og ikke kræve dyder hos ens undergivne som man ofte selv mangler. Det er let at se skærven i andres øje. Adresseavisen nr. 254 for dette år vidner med mig at ikke alle kvindelige tjenestetyende er så hård en dom værdige som ovennævnte forfatter fælder, idet den angiver at 288 ansøgninger var indkommet til det søsterlige velgørenheds selskab der kan give den pågældende adgang til belønning for lang og tro tjeneste. Forbedringen hos tjenestetyendet må som så meget andet, hentes ovenfra.

Men hvorledes kan man undre over at der er blevet så mange flere dårlige tjenestepiger nu end der før har været, da krigens periode skabte madammer og madmødre i overflod af den slags der selv ikke ar dannet til at herske, og hvis tåbelige overmod, forfængelighed og råhed ved idelige kapricer og luner måtte ødelægge det bedste tjenestetyende. Fra denne epoke er el endnu en del til overs. Men når en tom titel ikke længere behersker husmoderen, så vil også hun gøre sin pligt og derved spærre mange lejligheder der nu af fornemhed står åben for tjenestepigen til at handle dårligt. Lejlighed gør tyve, siger ordsproget, og man kan dog med rimelighed ikke kræve den strengeste moral hos tjenestetyendet. Tiden må og den vil også rette dette, med meget andet som omstændigheder har forværret. - Da det lader til at forfatteren har lyst til at trække denne materie ud i det uendelig, så kan man her ikke indlade sig på besvarelse af alt, men når han omtaler tjenestekarles forhold som fortrinligt i forhold til tjenestepigernes, så indlader han sig på at bedømme hvad han ikke kender.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4951-4957).

Varsko.

På hjørnet af Sankt Annægade og Overgaden Nedenvandet på hjørnet af Sankt Annægade og Strandgade samt på hjørnet af sidstnævnte gade og Langebrogade, henstiller sig hver dag en del sjovere for at vente på sjov. Disse optager helt fortovet og spærrer passagen for enhver fodgænger så at man for at komme forbi dem, må træde ud på gaden i hvor sølet denne end undertiden er. Også frygter velklædte personer for at komme dem nær da et par damer ville have sporet skråspyt på deres klæder i det de har passeret forbi dem. Da i almindelighed intet må hensættes på fortovene for at passagen kan være fri for fodgængere, så mener man at det heller ikke kan være disse mennesker tilladt at forsamle sig der i masse og bemestre sig fortovet. Man ønsker derfor at de måtte henvises til et andet sted hvor de står mindre i vejen.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4950-4951).

Vink til de høje Vedkommende.

Så stor en fornøjelse det var at se et antal af henved 400 børn af søetatens skoler at blive bespist på Søkvæsthuset sidste 28. oktober i anledning af hendes majestæt vor allernådigste dronnings fødselsdag, så meget skønnere ville det være når til denne dobbelt festlige dag da det tillige er vor nådigste kronprinsesse Carolines fødselsdag, korte passende sange af skolernes lærere eller andre blev anskaffet hvoraf en for, og en efter måltidet blev afsunget ved 10 til 12 af korskolens bedste syngeelever og ledsaget med blæsende instrumenter af Holmens Musikskoles personale. Ja, ikke alene skønt, højtideligt, festligt og dagen hellig ville det være. Men også opmuntrende for disse børn der ender højtiden med deres frydefulde hurraråb.

Da en lige foranstaltning efter allerhøjeste befaling plejer at finde sted samme steds, på vor allernådigste konges allerhøjeste fødselsdag, turde måske denne forskønnelse af høje vedkommende ventes foranstaltet, når samme måtte værdiges opmærksomhed.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4948-4949).

Om Taxten i Roeskildekroe.

For at sætte kroholderes og gæstgiveres fordringer inden for rimelighedens grænser, blev der for nogle år siden befalet at disse i deres skænkestuer skulle have ophængt den dem af øvrigheden givne takst på de forskellige fornødenheder og forfriskninger hvormed de beværter de rejsende. Denne befaling er godt nok efterkommet i Roskilde Kro, men taksten hænder der så højt at den næsten når op over den 3 alen høje dør så at ikke engang et meget højt menneske, endsige folk af middelstørrelse, kan læse den og således blive underrettede om priserne på de artikler de muligvis kunne ønske sig at nyde. Da man mener lovbuddet sigter til at den bør hænge således at den tydeligt kan ses af alle, så kan man ikke undlade at ønske den forflyttet til et sådant sted. Rimeligheden af dette ønske vil vel ingen kunne nægte. For skriften siger jo: Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4947-4948).

Døden i Helsingøer.

En rejsende der et par dage opholdt sig i Helsingør, så tilfældigvis en ligfærd der, og blev med stor fornøjelse vidne til den højtidelighed som herskede, idet han fandt alle gaderne, hvorigennem liget skulle passere, bestrøet med sand og grønt, samt at denne by har anskaffet sig en ligvogn der virkelig er meget smuk og smagfuld. Kort  sagt, det frydede ham, at man i denne købstad har betænkt at hædre den værdige, endog efter hans død. 

"Døden vendte sine posteriora til ligfølget. Denne stilling synes ikke at være den mest fordelagtige. Man ønsker derfor at figuren får en mere passende stilling, fx liggende eller lade den gøre omkring da enhver vistnok hellere ønsker at se sin banemand i ansigtet end i hans bag". (Samtidig fremstilling af djævelen dog med posteriora behørigt skjult, træsnit af V. E. Clausen).

Men hvor forundret blev han da han af flere hørte det udråb: "Se figuren", og idet han kastede øjnene hen på ligvognen for at se hvilken figur talen var om, opdagede han at Døden der er anbragt oven på himlen af vognen, vendte sine posteriora til ligfølget. Denne stilling synes ikke at være den mest fordelagtige. For selv om han muligvis lader til at være fornøjet med det bytte han har gjort og ikke tænker videre over det, så indses dog ikke hvorfor han just skal vise sin bag til de personer som beviser den afdøde den sidste ære og det så meget mindre, som han dog lumskeligt kaster hovedet til side, ligesom for i stilhed at udsøge sig et til næste gang. Man ønsker derfor at vedkommende der har ordnet og fuldført denne unyttige indretning ville lade figuren få en såvel for ligfølget som for tilskuerne mere passende stilling, fx liggende eller lade den gøre omkring da enhver vistnok hellere ønsker at se sin banemand i ansigtet end i hans bag. Denne forandring som vil koste ubetydeligt, håber man derfor sat i udførelse.

(Politivennen nr. 308. Løverdagen den 24de November 1821, s. 4945-4947).

26 oktober 2015

Om Vandmangel.

Brandkorpsets driftige chef, hr. oberst løjtnant Schmidt, lader hyppigt undersøge om slukningsredskaberne, sprøjter, vandkar og sluffer er i tilbørlig stand for i påkommende tilfælde at kunne modsætte sig ildens heftige virkning. men skal dette ske med kraft og nogenlunde sikkerhed, bør nok det fornemste slukningsmiddel: vand ikke mangle. Og da man aldrig kan vide hvor den frygtelige fjende angriber, bør man vel i enhver gård sørge for at der ikke er mangel på dette element der ene er i stand til at bekæmpe den. Politivennen har altså alene af denne årsag grund nok til at anke over den ligegyldighed eller frygt for bekostninger nogle gårdejere viser, idet de lader deres pumperedskaber forfalde så aldeles  at ikke alene beboerne mangler det til husbrug fornødne vand, men at brandkorpset i påkommende tilfælde derved endog udsættes for ikke at kunne virke med den aktivitet og kraft det ellers almindeligt er bekendt for. Udgiveren modtager derfor enhver anmeldelse om denne uorden og skal straks bekendtgøre samme til høje vedkommendes efterretning. For dette formål anmeldes:

1) Bagergården nr. 120 på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade. Denne gård har siden april måned manglet vand. Kunne end ejeren og husbeboerne finde sig i at hente deres vand andet steds fra, så bør dog sådan vandmangel af ovenanførte grund ikke tåles.

2) Huset nr. 72 i Lille Kongensgade har som ses af Politivennen nr. 300 et pumperedskab der i lang tid har været ubrugeligt, og er skønt derom offentligt er ført anke, endnu ikke istandsat.

3) Gadeposten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade, har i lang tid ikke givet vand. De omkringboende har med ynk set på hvorledes man forgæves har strabadseret pumperedskaberne og tilladt at bandet hentedes fra deres poster, men er endelig kede af at lade disse opslide af uvedkommende.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4940-4941).

Om Tjenestepiger.

(Slutning, se forrige nummer)

Ligesom enhver svend eller anden person der giver sig i tjeneste for at erhverve sit udkomme, lønnes efter fortjenester og beviserne på sin duelighed, lige så burde også pigernes løn bestemmes efter deres duelighed (nu derimod forlanger den uduelige lige så meget som den duelige). En dygtig pige som på egen hånd kan til fuldkommenhed udføre alt arbejde som forefalder i huset, bør have så høj løn at hun godt kan anskaffe sig alle fornødenheder efter hendes stand. Den derimod som kun ved hjælp at tilsyn kan udføre sit arbejde til fuldkommenhed, burde have noget mindre. Den der slet intet kan påtage sig uden at husmoderen bestandig går hos, eller den der giver sig ud for at forstå hvad man siden erfarer hun ikke forstår, burde anses lige med den der påtager sig det første tjeneår, og burde ikke have andet end føden, før hun især ved egen flid, var dannet til at udføre noget til gavns. Derfor burde deres løn ikke fast bestemmes før efter ½ års tjeneste og stige eller falde eftersom man var mere eller mindre tilfreds med dem. Dog intet uden øvrighedens vidende, for at ingen skulle kunne beskyldes for uretfærdighed. - Selv om det hedder at de ikke har andet end føden, er det dog langt mere, fx logi, varme, lys, vask, lærdom. Lutter store og kostbare ting som mange sukker efter der med alle opbudte kræfter næppe formår at skaffe sig føden. Når pigen altså passer sin dont som hun bør og gør sig værdig til en god behandling, vinder hun derved alle livets fornødenheder, og bør anse sig som et lykkeligt menneske, men sådanne betragtninger gøres vist nok kun af få som nyder dette gode. - Hvor mange mennesker er der ikke endog langt over den tjenende klasse, som ikke kan siges at være så lykkelige? Det er sandt, tjenestefolk slider og slæber meget. Men må vi ikke alle det, hver på sin måde? Og hvor mange er der ikke som dog alligevel kun har føden derfor? Og hvor mange ville ikke gerne påtage sig svære arbejder for føden alene. Tjenestepigerne har jo også den fordel hvis de bliver syge at få fri doktor, medicin og pleje, eller man må betale for dem på hospitalet, og hvad enten der er der eller hjemme, må man holde og lønne fremmede i deres sted til husgerningerne, ja vel endog (om de er hjemme i huset hvor de tjener) til deres opvartning om man ikke selv kan eller vil passe dem. Desuden må man give dem fuld løn - men dette er måske ikke fornødent, for når det findes rimeligt at kongens folk afkvitter i deres sold for den tid de ligger syge på hospitalet, og ingen tjeneste kan gøre, skulle det da ikke også være rimeligt at tjenestepiger eller andre tjenende mistede noget af lønnen i så tilfælde? (Var det ikke rimeligt at enhver tjenestepige uden hensyn til at hun tjente rige eller fattige, tilstedes fri pleje på hospitalet når hun ikke har anden understøttelse end hendes løn? Eller er det en byrde som under alle omstændigheder bliver husfaderen? Indsenderen kender ikke bestemmelserne som måtte være herfor, men tror ikke at nogen som helst embedsmand nyder af stadens understøttelse i sygdoms tilfælde, og ved derfor ikke hvorvidt tjenestefolk kan kræve sådant fordi de tjener. Kur og pleje hjemme i huset er måske en undtagelse, men når de enten selv forlanger at komme på hospitalet eller sygdommen er af den beskaffenhed at de mår der, synes det rimeligt at de bidrog efter evne til omkostningerne, når fri pleje ikke har været at få).

For alle de store fordele der som anført, sikrer enhver tjenende for nød eller nogen som helst trang, kan man vist fordre at de til gengæld opfylder deres pligter til fuldkommenhed, og vil man endog i strenghed kræve dette, så har man dog i det mindste ret til at kræve opmærksomhed og taknemmelighed, rimelighed, lydighed og beskedenhed.

Det var vel ikke upassende om tjenestepigerne i det mindste i de første tjenesteår og fremdeles så længe de havde fejl som kunne have skadelige følger, skaffede kaution for deres duelighed, opførsel og den mulige skade som skødesløshed måtte kunne forvolde - hvilken de absolut bør betale.

Anslås en ordentlig piges fornødenheder at kræve i årlig tilvækst: 2 stk linned, 2 kjoler, 2 forklæder, 2 tørklæder, 2 kapper, 2 par strømper, et skørt og 3 par sko, alt godt, men simpelt, tros det at være tilstrækkeligt og ville med hensyn til reparationer og små håndudgifter kunne anskaffes for 30 rigsbankdaler rede sølv *). Pigen kunne derfor klæde sig net og anstændigt, skønt simpel. Højere løn burde ingenlunde gives årligt, og det ville være en skam måske endog utilladeligt at forlange mere. For når man regner de før anførte agrements: kost, logi, lys, varme, vask, bliver pigen såmænd dyr nok. En pige til sådan løn burde da kunne forestå alt i et hus på egen hånd, og af egen drift, og til fuldkommen tilfredshed. Med andre ord: det måtte være en ferm pige. De mindre ferme piger kunne gives 5, 20, 15, 10, 5 rigsbankdaler rede sølv, eller føden alene, og måske løfte om et stykke klædemon for udvist flid. Dette ville sikkert tvinge dem til at blive gode, når man streng, men retfærdig holdt herover. For fæstepenge burde også sættes en bestemmelse. For ellers kunne let flere misbrug for at vinde der hvad måske tabtes på lønnen. Mon 1 eller 2 rigsbankdaler var passende?

Også ville det vist være en god om ikke bedste vej til tjenestepigernes forbedring og moralsk gode dannelse ifald der i skudsmålet blev afslået rubrikker med følgende overskrifter som husbonden nøjagtig og samvittighedsfuld måtte udfylde ved skiftning, nemlig: 1) I hvad egenskab og hvor længe tjent på stedet. 2) Hvad løn fået. 3) om hun fortjener mere eller indre løn. 4) Opførsel. 5) Til hvad husgerning hun især er dygtig. 6) Om hun er renlig eller skidenfærdig. 7) Tro eller utro. 8) Flittig eller doven. 9) Forsigtig og varlig med husbonds gods. 10) Uforsigtig og skødesløs med ditto. 11) Ituslået meget eller lidt. 12) Ligegyldig ved sine beskæftigelser eller 13) udført dem med iver og ambition. 14) Om straffet og hvormed m.v. som måtte findes passende og nyttigt. Dette ville være et bånd på dem der ikke nænner at give dårlige skudsmål og en indretning der vist let kunne indføres, og som havde den fordel at man straks forud vidste pigens gode og svage sider. For at være sikker på at de dårlige skudsmål ikke blev bortkastet, eller falskomskrevet, men at de lige så vel som de gode blev forevist vedkommende politiassistent, var det rådeligt at husbonden som har været nødt til at give en dårlig anbefaling, selv leverede skudsmålet, og ikke pigen, så hun kunne blive straffet på den for forseelser udtænkte måde. Om øvrigheden i det mindste for en tid, lod sig hver måned rapportere om tjenestepigernes opførsel etc. på et skema som indeholdt de her omtalte rubrikker, og de som havde forset sig blev alvorligt straffede, ville sikkert en meget kort tid være tilstrækkelig til at se en god virkning. Og man ville straks kræve opgivet hvorledes ethvert tyende har opført sig i sin tjenetid, blot på det sted hun nu er, ville man upåtvivlelig få den sandeste efterretning om de gode og dårlige, siden de ikke aner en sådan opfordring. 

At mangfoldige klager over tjenestepigerne vist med rimelig grund er en sandhed. Men hvad hjælper det når intet sættes i udøvelse til deres forbedring. I håb om at møde bifald tillader indsenderen heraf sig at levere sit forlag med det hjerteligste ønske at der må tages i alvorlig overvejelse hvad ved denne vigtige sag er at gøre, og at indsigtsfulde, rigtigt følende og rigtigt dømmende retfærdige mænd ville række hånden til for at afhjælpe det onde der synes at rase blandt det kvindelige tyende.

Skulle intet reflekteres på det heri givne forslag, så har indsenderen dog den bevidsthed at have opfyldt sin pligt mod sine medmennesker, mod tyendet selv, ja mod hele staten, idet han med et inderligt deltagende, fredelskende hjerte gør opmærksom på at søge midler mod det onde, eller den husfred der nu til dags er så almindelig.

Til slut bemærkes at dette hverken er en hurtig fattet, eller fortvivlet ide, men at indsenderen har haft den i flere år (i  hvilken tud har været lejlighed til at samle megen erfaring) og kun tilbageholdt offentliggørelsen i håb om at det måtte blive ufornødent - desto værre har dette håb hidtil været fejlslagen.

* I rede sølv bør lønnen fastsættes.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4930-4938).

Redacteurens Anmærkning.

Forfatteren får svar på tiltalerne i Politivennen nr. 308. 24. november 1821, s. 4951-4957.

25 oktober 2015

Kudske-Uorden i Bredgaden

Lørdag den 3. oktober om formiddagen kl. 11 så anmelderen i Bredgade lidt over for Tværgade en vognmandsvogn køre på den højre side af gaden. En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen. For at kunne undvige slog vognmandskarlen på sine heste, men da bryggerkarlen mærkede dette, begyndte han at bruge sin pisk på vognmandskarlens ryg. Hvorpå denne for at hævne sig slog om sig og traf bryggerens heste i hovedet, så at disse for til siden og han derved fik forspring. 

"En bryggervogn læsset med øltønder og hvorpå sad 2 bryggerkarle, kom kørende i stærk trav og holdt ind på vognmandsvognen så at denne kørte i rendestenen". (Bryggervogn med to bryggerkarle. Her er de dog stået af. Bemærk beklædningen som markerer hvem der er over- og underordnet).

Uagtet bryggerkarlen kørte til af alle kræfter, kunne han dog ikke nå vognmandskarlen som drejede om af Frederiksgade og derved undgik sin forfølger der blev ved at bande og true ham med pisken. I en mere befærdet gade ville sådan rapkørsel næppe have løbet af uden ubehageligheder. For hvor let kunne en eller flere af de tomme tønder være fløjet af vognen og skamslået fodgængere om disse endog kunne undgå at beskadiges af hestene eller vognen. Og da disse karle ikke alene har overtrådt politiplakaten der forbyder for stærk kørsel på gaderne, men endog uden nødvendighed mishandlet de dem betroede heste, kan anmelderen ikke undlade at bekendtgøre dette med anmodning om at vedkommende husbond ville pålægge disse karle herefter at bruge en sindigere færd. Bryggervognen der havde et par røde heste for, tilhørte så vidt man kunne skønne af påmalingen en brygger i Nyhavn.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4925-4926).

Atter om skoletugt

Hensigten med det i dette blads nr. 303 indførte stykke: Om skoletugt! var at vække høje vedkommendes opmærksomhed og således at få en af samme given erklæring angående en sag der unægtelig må interessere enhver almue og borgerskolelærer i København. For om købstædernes og landets skolelærere gjaldt det indsendte jo aldeles ikke (cfr. den citerede instruks for lærere og lærerinden samt love for børn af begge køn i almue- og borgerskolerne i København, foruden flere udtryk i selve afhandlinger der nok så meget viser at talen kun var om København, hvor instruksen ikke er ligelydende med den for landet. ). 

Visitation på Fanø. Formentlig er det skolelæreren som svinger violinbuen som dirigentstok (eller spanskrør?) mens biskoppen m.fl. sidder og tager notater over hvor dygtige disciplene er. 

En ubenævnt har imidlertid under overskriften: et par ord osv i bladet nr. 305 søgt at berigtige stykket Om skoletugt. Men det kan ingenlunde anses som en berigtigelse, fordi forfatteren vil anvende instruksen der kun gælder udenfor København, i hovedstaden hvor de specielle instrukser er uddelt blandt skolelærerne. For at undgå vidtløftighed var i stykket: Om skoletugt, kun citeret §§ uden at anføre sammes ordrette indhold. Men da nu forfatteren af: Et par ord osv. aldeles har misforstået indsenderen, nødes denne til her at udskrive § 10 således: .... Endnu mindre må han (læreren) tiltage sig ret til øjeblikkelig og efter eget tykke at tilføje noget barn legemlig straf enten med stød eller slag osv. I love for børnene § 12 siges: ... Men skulle disse straffemidler mod al formodning endnu ikke udvirke hos ham den tilsigtede forbedring, da tilkendes ham af læreren og vedkommende foresatte straf med et ris (dog ikke med den sammenbundne ende deraf) osv. Nævnte instruks for København giver altså ikke mindste grund til at anvende straf med en tamp der hvor endog udfordres vedkommende foresattes tilladelse til at benytte den ikke sammenbundne ende af et ris. 

I flere henseender følges heller ikke i instruksen for København og for landet de samme principper, fx love for børnene. § 12 omtaler som tilladeligt hensættelse til beskæmmelse på et afsondret sted i skolen. Derimod siger instruksen for lærerne ved købstædernes borgerskoler § 27: Lige så lidt må han indføre nogen skambænk eller skammekrog og overalt ingenlunde betjene sig af vanærende straffe der kunne kvæle barnets æresfølelse osv! Hvorledes kan man nu med forfatteren af: Et par ord osv. gøre den slutning: at bestemmelser for landet også uden udtrykkelig sanktion af høje vedkommende ligesom kan anvendes i hovedstadens skoler? Lægges nu hertil at brugen af en rotting helt er forbudt skolelærerne i København og at hans forespørgsel om hvilket redskab der da skulle substitueres, er blevet besvaret med at han må bruge et ris, ses det jo tydeligt at man her i staden ikke har adopteret bestemmelser i instruksen for landet § 27. 

Som en følge heraf kan indsenderen af disse linjer ikke være enig med forfatteren af Et par ord osv. i hvad denne sidste anfører i sidste passus af sit svar. Da derfor sagen, efter den ikke berigtigende berigtigelse der på grund af de uheldigt anførte eksempler umuligt kan være indrykket efter høje vedkommendes foranstaltning, nu er ligeså ubestemt som før, må det være indsenderen tilladt at spørge: Er det i København, som på landet tilladt at skolelærerne når legemlig revselse er fornøden, i denne hensigt betjener sig af en tamp? Besvares dette spørgsmål bejaende, (NB af rette vedkommende, for af en anonym tilladelse vil næppe nogen forsigtig mand betjene sig) ytres det ønske: at en autoriseret prøve af sådant strafferedskab måtte forevises enhver skolelærer at der kunne anskaffes en tamp helt lig prøven og herved forhindredes jo mulige klager over ulighed i redskabernes kvalitet. Dette er alt hvad forfatteren af disse linjer i denne sag har at ønske, og inderligt vil det glæde ham om der ved disse offentligt ytrede tanker måtte bidrages til at lette skolelærernes hans i sandhed tunge vandring.

(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4921-4924)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4865-4870 og Politivennen nr. 305. Løverdagen den 3die November 1821, s. 4905-4906.

En Uorden og en Mangel.

Blandt de uordener som nok har været ubemærket længst, tror indsenderen at være de to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden at det er væmmeligt både for øjet og næsen på hede sommerdage at urinen plasker ned fra de på huse eller tage via de forbudte, men her endnu eksisterende udstående render, er det vist nok også slemt for den der søger tilflugt nedenunder i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor. Og lige så naturlig som den nedenståendes fortrydelse er over sådan en dåb, ligeså velgrundet kan den ovenstående svare at han har lov til det og hjemle denne lov med de omtalte kar. Indsenderen der her for nogle dage siden var så uheldig at være nedenstående, måtte lade sig nøje med denne trøst.

"Der er to urinkar ved børsindgangen. Det ene ud mod kancellibygningen og det andet mod Holmens Kirke. Foruden det væmmelige både for øjet og næsen på hede sommerdage, ved at urinen plasker ned fra udstående render, er det vist nok også slemt for den der nedenunder søger tilflugt i en af krogene, at blive overskyllet af en der netop i samme øjeblik og i samme ærinde er ovenfor." (Børsen. Indgangen ligger længst væk. Eget foto)

Et andet, skønt ikke så slemt uheld for hatten, er den mangel man har på et offentlig lokum i Kongens Have. For søger man i sin nød hen til de 3 der står til højre henimod udgangen til volden, bliver man enten bortvist eller når man uset er sluppet ind, slemt forstyrret med spørgsmål på halvtysk uden for døren om hvor man er kommet fra, hvem man er, hvad man gør her osv. Og uagtet man nok så meget troskyldig forsikrer kvæstor at man ikke af vindesyge, men kun af pure naturlig trang, søgte stedet, er han dog forskrækkelig vredladen når man ikke øjeblikkelig går sin vej.


(Politivennen nr. 306. Løverdagen den 10de November 1821, s. 4919-4920).