Redacteurens Nytårshilsen 2015

Godt nytår til læserne af Politivennen Live Blogging, og tak for interessen i det forgangne år. Bloggens første!

Jacob Augustinus Eberth

I dette indslag vil jeg sætte kød, blod og nerve på en af de personer som Politivennerne havde et horn i siden på: den ukendte Jacob Augustinus Eberth med hans beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han var en af de personer som Politivennerne afskyede: Han var ikke "patriot", viste ikke den rette fædrelandskærlighed, formentlig ville de også anse ham for doven, respektløs, en der ikke opførte sig som det tilkom ham.

Jeg har i forbindelse med kaperiet efter 1807 bragt uddrag. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. Politivennen ville nok være stoppet ved hans fortjenester og se dem som et udslag af dansk heltemod og fædrelandsfølelse. Men her er den anden side af historien. Den er ikke sjov, tværtimod chokerende, men værd at læse, huske og lære af. Godt nytår!

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.

Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.

Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.

Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:

En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.

“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.

På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 

Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.

Glædeligt Nytaar!

Allerede nogle dage før jul hjemsøges man ved sine døre med denne hilsen hvorved den ønskende dog ikke vil sige andet end: giv mig penge. For nægter man at give noget, får man eder og forbandelser i stedet for lykønskninger. Brandfolk, renovationskarle, vægtere, sjovere, læredrenge af forskellige professioner og en del andet pak som nok ellers intet bestiller, tumler sig i en tid af 14 dage fra hus til hus. Og det synes som om staden er overgivet til disses brandskatten. Ja man har endog bemærket kuske og tjenere i liberi ikke holdt sig for gode til også at løbe med tiggerbøssen. Dette onde er således blevet værre år for år og synes nu ikke at kende nogen grænse.

Gilde på Amager. Det fremgår ikke i hvad anledning. Men man kan jo forestille sig at det er omkring juletid. H. C. Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.

Imidlertid er det ikke alene ubehageligt at blive af med sine penge og spilde megen tid på at skaffe sig disse folk af halsen. Men man har endog ofte den ærgrelse at se at sådanne penge som giverne i disse tider har ondt ved at skaffe tilveje, drikkes op endnu samme dag. Og det er ikke småskillinger der således bortødsles, men summer som mange familier må savne længe. Således har en mand der sidder i en temmelig god handel, forsikret at han ved nytårstid ikke slipper mindre end 200 rigsbankdaler, og en anden i en mindre næringsvej har påstået at det kostede ham mellem 70 og 80 rigsbankdaler for at tilfredsstille disse gratulanter. Det ville derfor være ønskeligt om man på nogen måde kunne sætte grænser for dette onde hvis ikke det kan rykkes op med rode. Et lovbud desangående kunne derfor ønskes. Og hvorfor skulle man ikke have håb om det da alt offentlig tiggeri er forbudt.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6741-6743)

I Anledning af Student Obels Begravelse den 18. december 1823.

Det forekommer mig og måske flere med mig helt besynderligt at man i en vel ordnet og indrettet stat tilsidesætter eller viser en vis ligegyldighed mod gode og fra fysikkens side betragtet velgørende love, men til hvad nytte bliver da lovene?

Ingen fornuftig mand kan vel nægte at det har været den vise, den gode, kærlige lovgivers hensigt med lovene at fremme almen held og almen nytte for borgersamfundet. Men man ser desværre meget ofte disse love enten bliver taget meget lidt i betragtning eller for at sige det rent ud, næsten helt tilsidesat. Sådant bemærkes i særdeleshed ved ligprofessionen. Følget og bærerne tilsiges i almindelighed til at møde ved lighuset 1, 2 ja vel 3 timer før professionen begynder. 

For ikke at være vidtløftig eller anføre flere eksempler, vil jeg blot nævne et eneste bevis for dermed at stadfæste min sætning. For dem der vil have lagt mærke til sådant. behøves ikke flere beviser da de kan hente dem fra daglig erfaring som i alle ting er den bedste læremester. I dag den 18. blev en løjtnant Obel fra kongens livkorps begravet fra Frederiks Hospital. Ifølge de vedtagne ceremonier skulle en stor del af korpset ledsage den afdøde til sit hvilested og disse var tilsagt til at møde på Smedelinjen ved citadellet - tænk engang! - kl. 9! og - liget bragtes ikke fra hospitalet før klokken over 12.

"Disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset" (Kongeporten, vist nok set fra Smedelinien. Eget foto 2015).

Enhver erindrer let hvorledes vejret var den dag. Og når man nu tager hensyn til hvorledes disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset, hvem vil da vel indestå mig for alt det onde og al den uheld disse samme ceremonier er i stand til at medføre for deltagende venner og ømme forældre der måske blandt denne mængde kan have haft en eller anden yngling og håbefuld søn som ved denne lejlighed har som man siger, på dette sted fundet pinden til sin ligkiste. Kunne det ikke forandres? Hvorfor sådanne intetsigende ceremonier? Kunne vedkommende ikke tilsiges ½ time før begravelsestiden var bestemt? Og er de kommanderende forbundet til at vente på et talrigt følge? Det ses let at jeg på dette sted ikke har udladt mig i det vidtløftige. Jeg har blot fremført dette for at bringe det til højere vedkommendes eftertanke, bedømmelse og mulige forandring.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6743-6745)

Redacteurens Anmærkning

Smedelinien er betegnelsen for kontrescarpen omkring den vestlige del af Kastellet. Opkaldt efter det gamle smedehus i Fyns Ravelin.

Der er tale om premierløjtnant Ludvig Obel (1795-1823), som døde af en smitsom sygdom den 13. december 1823. Begravelsen blev også omtalt i Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 2. januar 1824:

Torsdagen den 18de December var i Kiøbenhavn et meget betydeligt og høitideligt Ligfølge, da afdøde Kand. Theol. og Premierlieutenant ved HS. Majestæt Kongens Livcorps, Ludvig Obel, blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard. Han var almindelig yndet og høiagtet, og hans Død er meget beklaget. Henved 200 Studenter fulgte deres hedengangne elskte og hædrede Medbroderrs Liig. Iblandt flere af Statens hæderlige Mænd Liigfølget saaes og Korpses Chef, Hr. Generalmajor Lorenz, Kommandeur af Dannebrog.

Erklæring til Forfatteren af et anonymt Brev.

Forfatteren af en mig tilsendt anonym skrivelse hvori kundgøres mig: "at nogle interessenter af et lav som skulle finde sig fornærmet over et i Politivennen indrykket stykke, havde undsagt og truet mig, således at jeg stod i fare for at komme til skade på liv og lemmer" vil jeg herved lade vide at jeg dog tiltror en del af omtalte interessenter den evne at kunne læse og forstå dansk, og at de altså ved at bruge eftertanke både vil finde at stykket ikke er fornærmende for noget helt lav og at det heller ikke kan være forfattet af mig, eftersom man deri gør mig en bebrejdelse for at have indrykket et foregående stykke hvorpå omhandlede stykke skal være svar. 

Desuden tror jeg også at lavets forstandere vist ville vide at gå frem på lovlig måde om de skulle finde at det respektive lav in copore skulle være fornærmet og ikke formene sig eller nogen af interessenterne berettigede til at tage noget som helst selvhævn. Er altså skrivelsen ægte eller med andre ord er der virkelig ytret en sådan trussel mod mig, så vil jeg takke hr. forfatteren og være meget forbundet når han vil nævne sig og bevisligt opgive den eller dem der har ytret samme, da jeg dernæst ved rettens hjælp nok skal vise dem at vi for nærværende tid lever i en stat hvori det ikke er tilladt nogen hvad enten denne har sin force i penge eller i håndkraft at tage sig selv til rette på ulovlig måde eller at gøre andre uret fordi man bilder sig ind at man har ret. 

Opfylder forfatteren derimod ikke dette ønske så tillader han at jeg anser ham for en person der slår knips i lommen og som mener at han kan strække mig med trusler. Men jeg må i så fald erklære ham: at jeg som førhen til indrykkelse i mit blad vil modtage ethvert bidrag der sendes mig under navn hvori frimodigt samme endog måtte forekomme den pågældende, ligesom ingen frygt eller nok så slem trussel skal afholde mig fra selv at ytre min egen individuelle mening om det der forekommer mig at være urigtigt.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 416. Løverdagen den 20de December 1823, s. 6734-6736)

Redacteurens Anmærkning

Politvennens udgiver og redaktør boede i starten i Klosterstræde. Fra omkring dette tidspunkt ser det ud som om han er flyttet til Vestergade 47, 1.sal. Siden 1859 Vestergade 17. Det fremgår af Politivennen nr. 488, 7. maj 1825. Bygningen er opført 1790.

Nok en Klage fra Humlebæk.

Uforvarende kom jeg til at læse Politivennen nr. 409 hvori findes indført skipper H. Schandorphs klage fra Humlebæk over den derværende distriktstoldbetjents ulovlige opførsel. Jeg fandt denne klage så meget mere troværdig og begrundet som samme betjent havde vist en lignende opførsel mod mig. Da min vej engang faldt forbi kroen, kom jeg derind just på en tid da nogle heste som skulle føres til Sverige, blev takseret. 

Hesteprangeren havde 9 heste og spurgte toldbetjenten hvor meget de skulle koste i told, hvorpå denne svarede 40 rigsbankdaler i sølv. Prangeren ytrede da at de 3 af dem ikke var mere værd. Jeg som ikke vidste om han mente hver af dem eller dem alle, sad just og talte med en af mine naboer om det, da jeg efter min ringe forstand syntes at det var for meget for en, men ikke for meget for dem alle. Toldbetjenten som hørte det, kom da hen til mig og spurgte om jeg var kommet her for at taksere heste? Jeg svarede at det var langt fra min bestilling og at jeg kun talte med min nabo. Men uden at veksle flere ord gav han sig til at slå og prygle mig på det grusomste og tilredte mig så ilde at jeg lignede et menneske der var faldet blandt røvere. 

Skønt dette kan bevises med mange vidner, har jeg dog på grund af min fattigdom og ringe formue ladet sagen gå upåtalt. Men da der nu høres flere klager over denne mands opførsel, så har jeg troet også at burde bekendtgøre det der er hændt mig. Og måtte det nu komme i betragtning hos hans høje foresatte således at derved blev udvirket at hver fredelig mand for fremtiden kan blive sikret for sådan behandling var mit og fleres ønske opfyldt.

J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6711-6712)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

J. Jensens svar af 19. januar er særdeles svært at læse, og jeg skal ikke stå inde for at det er korrekt gengivet. Jeg har haft stort besvær med at prøve at finde ud af hvad meningerne egentlig er i sætningerne. Tegnsætningen og ordstillingerne gør i sig selv svaret temmelig vanskeligt at forstå.

Slem Uskik paa Christianshavn!

Den 29. november om aftenen mellem kl. 10 og 11 da anmelderen ville gå hjem fra en god ven han havde været hos på laboratoriet, mødte ham den ubehagelighed da han passerede gården nr. 60 i Lille Kongensgade at nogle ekskrementer kom flyvende øverst oppe fra langs muren ned til stueetagen og overstænkede hans ny fine hat. Vel var det at han slap med det og ikke fik sine øvrige klæder ødelagt. Dog havde han mindst ventet sådant fra denne gård som såvidt ham bekendt blot indeholder honette beboere. 

Anmelderen har formået Politivennens ærede udgiver til at forunde det passerede en lille plads i sit blad for om muligt derved at forebygge at en sådan uorden udøves oftere og for tillige at vække andres opmærksomhed hvis deres vej om aftenen måtte falde der forbi at hvis samme oftere skulle indtræffe, de da holder sig ude på gaden eller på den anden side af fortovene for ikke at lide samme skæbne eller en endnu værre ved at få deres klæder ødelagt. Det er højst ubehageligt især i tider da anskaffelse af gode klæder er særdeles bekostelig.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6704-6705)

Bøn og Bemærkning angaaende Sædestakke i Roeskilde.

Ved Maglekildevæld - nær store Kludeborg -
Hvor vandets strålers kraft og ildens flammer
Til nyt organ omskabe Pjalterigets jammer,
Tæt vejen på politiets afmagt står,
Som let iføre kan min gamle stad stor sorg.
End kan mit jeg sig ej i sanseverdenen røre,
Som da det samlet var i to.
Jeg håbe tør man ånden min dog vil bønhøre
Som om den om fra selve Roes.....!

Uden tvivl er der uoverensstemmelse i lovgivning angående brandpolitivæsenet i købstæderne når det selv efter der er gjort ophævelse, ikke kan forbydes indbyggerne at hensætte store sæd- og halmstakke på de umiddelbart til byens gader og stræder stødende sædevænger. For hvor der ikke efter de etablerede og forkyndte grundsætninger om stråtagenes afskaffelse må opføres nogen bygning belagt med stråtag, skønnes det at der heller ikke burde tåles sæde- eller halmstakke som vist nok ikke mindre farlige end disse tage. Og dog er dette tilfældet med flere stående sæde- og halmstakke i og omkring denne by. Det må imidlertid antages at det er lovligt, siden det ovenfor berørte Ceres' tegn efter rygtet skal være plantet af politimesteren i Ramsø Herred.

Det var ønskeligt om høje vedkommendes opmærksomhed måtte blive henledt på denne vigtige politigenstand.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6701-6702)

Noget om Ildebranden i Ballerup.

Ved ildebranden i Ballerup søndag den 16. november var anmelderen med flere af omegnens beboere til stede. Kun de som var til stede, kan gøre sig begreb om den megen fare som formedelst den stærke blæst en stor del af byen stod i. Imidlertid var det anmelderen meget kært ved den lejlighed at erfare at flere af de tilstedeværende viste en særdeles beredvillighed til ved denne lejlighed at opfylde deres pligt. Især tror anmelderen at den overordentlige åndsnærværelse og raskhed som møller Niels Christensen af Ballerup ved den lejlighed viste offentligt, bør nævnes da flere af byens beboere især de som ligger mellem brandstedet og kroen (samt kroen med indbegrebet) sikkert har grund til næst det alvidende forsyn at takke nævnte Christensen at deres ejendomme ikke blev luernes rov da han med yderste anstrengelse og næsten livsfare bidrog så meget til at ilden ikke kom til at gribe videre om sig. Den særdeles opmærksomhed som murermester Harup fra Lyngby efter sin ankomst til brandstedet ved samme lejlighed viste, er sikkert også blevet påskønnet af mange.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6699-6700)

Mere om Ildebranden i Ballerup.

I anledning af et stykke indrykket i Politivennen nr. 414 af 6. december forrige år om ildebranden i Ballerup, finder jeg mig beføjet til at anmærke følgende: Det kan ikke nægtes at møller R. Christensen viste sig som en virksom mand. Men at han hverken ved sin åndsnærværelse eller med livsfare udrettede mere end enhver anden som mødte ved ilden og opfyldte sin pligt, er en sandhed. Det synes ikke passende at han lod sin mølle gå mens gården brændte. Da den største del af Ballerup var udsat for fare, søgte enhver i byen at redde sin ejendom. Og den brandlidte familie var derfor i starten overladt til sig selv uden synderlig fremmed hjælp. Havde nu m. C. ladet de folk som var på møllen, ile til brandstedet, havde meget af ejerens tøj, som ellers brændte, kunnet reddes. Ja måske var byens sprøjte den måde blevet frelst. 

Jeg undres over at pastor Hertels sønners raskhed har kunnet undgå indsenderens opmærksomhed. For enhver som mødte ved ilden da den var farligst, var vidne til at disse i forening med gårdmand Andreasens sønner bidrog det meste til at denne gård og med den kroen - hvor indsenderens opmærksomhed især synes at have været henvendt - blev frelst. Det var pastor Hertels yngste søn som da der var kommet ild i den ene stak i gården, løb op på den og rev den brændende sæd ud. Og da der kom ild i en stak ved siden af, sprang han over på den og fik også der ilden dæmpet. 

Ligeledes undres jeg over at den brave brandfoged, Søren Christensen fra Skovlunde, har kunnet undgå Deres opmærksomhed, for De må dog tilstå - hvis De har været ved ilden - at han mødte ved den med en beundringsværdig hurtighed, med et velordnet mandskab og ved sine kloge foranstaltninger afværgede enhver fare, samt at et par af hans bedste heste ved den overilede kørsel med sprøjten, næsten var styrtet for vognen. 

I øvrigt synes det mig underligt at De ved at skjule Deres navn vil krybe i skjul bag anonymitetens bolværk. Jeg beder De har mig undskyldt fordi jeg ikke før har haft den ære at svare Dem. For da jeg ikke holder nævnte blad, er jeg først i dag blevet bekendt med dets indhold.

Måløv den 3. februar 1824
W. J. Gehl
Overbrandmester

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6870-6872)

Der findes ikke gamle huse eller gårde tilbage af den gamle landsby Ballerup, så her et parti fra det nærliggende Skovlunde.

Svar paa det i Politievennen No. 425 anførte: mere om Ildebranden i Ballerup fra Overbrandmester B. J. Gehl.

Det synes mig, hr. forfatter af nævnte stykke, at De har fortrudt på at jeg i mit indsendte, som i Politivennen nr. 414 er indrykket, angående noget om ildebranden i Ballerup, er gået et skridt udenfor det som i almindelighed og nu i særdeleshed hører til dagens orden, nemlig at dadle folk. Imidlertid har De dog i Deres indsendte begået samme fejl ved at rose flere. Men da mit indsendte har givet Dem anledning dertil, må brøden alene tilregnes mig. Deres indsendte viser for resten i det hele taget med undtagelse af de enkelte jeg som sagt har givet Dem anledning til at rose, at De har holdt Dem til nutidens, dagens orden, nemlig at forringe medborgeres gode handlinger eller også offentligt at fornærme en eller anden. 

Da jeg af Deres fremførte synes at kunne skønne at De ikke må have erindret mit da De skrev Deres, finder jeg mig dog foranlediget dertil. På trods af at jeg havde besluttet ikke at ville besvare Deres indsendte, hvori De har søgt dels at forringe en mands virkelige fortjeneste og dermed vil sige at jeg skulle have fremført nogen usandhed, dels søgt at sætte ham i et lys hvorved han skulle kunne anses som om han viste ligegyldighed for medborgeres ejendom som stod i fare, og dels at fornærme mig i flere punkter. Men muligvis var jeg  blevet helt befriet for at se noget fra Dem, når jeg blot i mit indførte havde udmærket en til som jeg slet ikke tvivler på jo opfyldte sin pligt. Hvilken person, hr. forfatter, De just ikke tydelig i Deres har nævnt, men som De dog for en del har søgt i Deres fremførte at gøre så forståelig at man kan slutte sig til at han var ved ilden. Efter min mening havde jeg fundet det ligeså passende når De syntes at flere havde udmærket sig ved den omhandlede ildebrand, og som jeg ikke havde nævnt, offentligt at berømme disse, uden at søge lejlighed til at forringe deres handling som jeg har fundet burde i særdeleshed offentligt udmærkes.
 
At møller Christensen viste sig som virksom mand ved ildebranden har De erklæret, og det fortjente han også, da han uagtet han havde en temmelig distance fra sit hjem til brandstedet var en af de første af byens beboere som kom de ulykkelig til hjælp med 3 af hans folk der tillige medbragte vogn med betydelige store tønder fulde af vand. Men at han udrettede noget der, som kan fortjene at kaldes åndsnærværelse eller at han udsatte sig for livsfare mere end nogen anden som ar til stede, vil De ikke indrømme mig. Før jeg vil bemærke hvad han udrettede, som gav mig anledning til at udmærke han derfor, må jeg erindre dem om at De først kom til ilden efter at den brændende gård næsten var nedfalden, og at mange kraftige forholdsregler for at standse ildens videre udbrud inden den tid var truffet. 

De vil vist ikke nægte mig, ifald De havde været ved ilden fra først af, og været øjenvidne til at Christensen efter at ilden var antændt i rygningen på naboens sted, tog 2 spande vand, gik op på taget af en kort stige. Og da samme ikke rakte synderligt op på taget, gik han med vandet på det blotte tag og fik således ilden dæmpet med det vand han havde med. Lod sig senere opbringe mere, som han lod rende ned af taget for at ilden ikke skulle antænde. Pludselig begyndte i samme længe ilden at tænde længere hen på rygningen, hvor han sprang hen, fik ilden dæmpet, og kom da ud af balance, så at han gled hovedkuls ned af taget og faldt på jorden, men kom dog heldigvis ikke til skade. Jeg ved ikke om De vil behage at kalde det for livsfare? Imidlertid kalder jeg det for det, såvel som jeg kalder hans fremgangsmåde med at postere flere på de farligste steder og at tilskynde en og anden som han fandt kunne være ham behjælpelig i at bevirke ildens standsning, for åndsnærværelse.

Årsagen hvorfor Christensens mølle gik mens luerne rasede, kender jeg ikke. Men at han ikke kunne have haft mange folk hjemme er begribeligt, når han selv med 3 af hans folk indfandt sig ved ilden og at de alle anvendte alt muligt for at bevirke ildens standsning såvel som for at redde af det i fare stående tøj er tilvisse mange bekendt. Det synes mig derfor påfaldende at De ville tillægge Christensen skylden at meget af det brændte tøj ikke blev reddet, og tillige at De vil kaste en skygge på ham ved at byens sprøjte muligt kunne have været reddet, at sige, når han efter Deres mening også havde opfyldt sin, måske umuligt, pligt.

At De ikke har erindret min indsendte, da De skrive Deres, ses tydeligt af det De siger at De undres over at pastor Hertels sønner med fleres raskhed har kunnet undgå min opmærksomhed, men jeg må bede at De vil behage at henvende Dem engang endnu til mit i nr. 414 foranførte, hvor De da vil erfare at De af Dem udmærkede, såvel som De hr. overbrandmester og flere andre der ved ilden efter Deres ankomst opfylde Deres pligt, ikke har undgået min opmærksomhed. Men at nævne den alle, ville dels blevet for vidtløftigt og dels også været umuligt, da jeg ikke kendte dem alle. Imidlertid fandt flere med mig at møller Christensen var den der i åndsnærværelse, mod og raskhed mest udmærkede sig, hvorfor jeg fandt det ikke upassende offentligt at udmærke ham, uden derved enten at fornærme Dem eller nogen af de ved ilden tilstedeværende. Hvad Deres bemærkning om kroen angår, da må jeg tilstå Dem oprigtigt at samme værdiger jeg aldeles intet svar. Kun må jeg tilføje at min anonymitet formodentlig dertil har givet Dem årsag. For i modsat tilfælde havde De sikkert ikke henkastet sådan dom over mig.

Endelig må jeg bemærke at det falder mig meget besynderligt hvor De kan undre Dem over at jeg ikke ved mit fremførte i nr. 414 af Politivennen har navngivet mig. For det kunne aldrig falde mig ind fordi jeg fandt at burde rose en mand at jeg derfor skulle fortælle ham at det var mig der roste ham, for således at tilvende mig hans taksigelse for min opmærksomhed på hans gode handlinger, hvilket De hr. Gehl sikkert rigelig er blevet belønnet med af de flere som De har udmærket. Af den årsag hvorfor jeg forrige gang ikke navngav mig, undlader jeg det også denne gang, og tror ikke at De skulle formå mig til at foretage noget som ganske strider imod min mening. Imidlertid om det skulle interessere Dem at vide mit navn, har jeg anmodet udgiveren af Politivennen, hr. kaptajn Kristensen om at sige Dem det, hvilket han også har lovet mig.

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6929-6935)

Et Par Ord til H. Forfatterren af de i Politievennen No. 414 og 429 indrrykkede Stykker, angaaeende Ildsvaaden i Ballerup.

Det har altid været min mening, og er det nu endnu mere at De ikke har været vidne til møller Christensens undergerninger: Og derfor indrømmer jeg Dem samme ret til at dømme derom, som den blinde om farverne. Hvad Deres i Politivennen 429 indrykkede stykke angår, da anser jeg det for hvad det er. Nemlig for pøbelagtig spyderi hvorved De forresten har skadet mig lige så lidt som en gal hund der bundet i en lænke blot kan gø af mig, men intet videre.

W. J. Gehl.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6997-6998)

En lille slem Hund; og en Anmodning.

For nogle dage siden blev indsenderen da han gik ind i huset nr. 208 på Kongens Nytorv overfaldet af en lille lavbenet gulbrun hund der forfulgte ham over gården og i baghuset og bed ham uafbrudt i støvler og benklæder uden dog at gøre anden skade end at rive de sidste i stykker. På forespørgsel hvem denne lille djævel tilhørte, erfaredes at det var værtindens, og at den har den vane at overfalde næsten alle folk som skal til husets beboere. Tillige anmærkede nogle af beboerne at denne hund forårsagede dem megen skade da folk var bange for at komme til dem med arbejde. Og de ønskede meget at madammen som ejer den, ville have ladet den blive på landet hvor den tilbragte sommeren (formodentlig for dens sundheds skyld).

Man vil håbe at den ærede værtinde for at undgå videre ubehagelighed vil sørge for at man tør passere over hendes gård. Når hun udlejer baghuset, må der være fri passage for gående der har noget med baghusets beboere at bestille.

(Politivennen nr. 411. Løverdagen den 15de November 1823, s. 6657-6658)

Redaceurens Anmærkning

Siden 1859 har adressen heddet Kongens Nytorv 10. Adressen ser ikke ud til at eksistere længere, men må have befundet sig mellem Cafe Ravage og den fransk ambassade.

Ønsker i Anledning af Ildebranden i Husum.

Ved den ildebrand som opstod mandag den 3. i denne måned i Husum, skulle undertegnede møde, og vi indfandt os derfor ved sprøjtehuset kl. 8. Omtrent en halv time derefter fik det forsamlede mandskab tilladelse at gå hjem da ilden var udenfor distriktet. Men kl. 12 samme nat blev der slået alarm til udrykning med sprøjterne som da kom til ilden i Husum omtrent kl. halvto med 1/3 af mandskabet og forblev der til kl. 1 om eftermiddagen.

"Vi indfandt os ved sprøjtehuset kl. 8. Kl. 12 samme nat blev der slået alarm til udrykning med sprøjterne som da kom til ilden i Husum omtrent kl. halvto med 1/3 af mandskabet og forblev der til kl. 1 om eftermiddagen." (Sprøjtehus fra landsbyen Kirke-Såby på Sjælland ca. 1850. Frilandsmuseet. Eget foto, 2015).  

Imidlertid var mandskabet blevet tørstigt og trængte til forfriskning. De søgte altså hen til sognefogeden for mod betaling at få noget brød og brændevin. Men denne mand var så god at sætte en kande mudret vand og et glas for dem, hvoraf de da hver nød omtrent ½ pægl til at styrke sig på og fik intet mere.

I denne anledning kan vi ikke undlade at ønske at det i sådanne tilfælde måtte være sognefogeden tilladt eller pålagt som pligt at overlade nødvendige levnedsmidler til tørstige folk der ved nattetid kommer dem til assistance og ikke kan føre noget med sig.

Niels Hansen           Peter Andersen
Assistent                  Strålemester

(Politivennen nr. 411. Løverdagen den 15de November 1823, s. 6650-6651)

(Politivennen nr. 409. Lørdagen den 1. November 1823 mangler)

Redacteurens Anmærkning

Siden 1764 var bondebyer blevet pålagt at have en fælles brandsprøjte. Fra 1792 skulle landsbyen desuden udpege en brandfoged med ansvar for brandsprøjter og andet slukningsmateriel. Brandsprøjten fra Frilandsmuseet som formentlig ligner den fra Husum, var hestetrukken og havde et stort kar på hjul med en pumpe og en slange. 

Husum havde 1787 17 gårde og 22 husmands- og inderstehuse (202 personer), 1845 17 gårde og 40 huse (339 personer). (Historiske Meddelelser om København, 1936).

En pægl svarer til ca. 1/4 liter.

Bøn paa Kuhns Sommertheater.

Ved begyndelsen af denne sæson lod hr. Kuhn bekendtgøre i Avisen at han havde lavet adskillige forbedringer ved sit teater og lovede at bestræbe sig for at opfylde det ærede publikums forventninger. Man tror derfor at have desto større grund til at gøre ham opmærksom på at der på hans sommerteater undertiden bliver indladt personer af den ringere klasse i deres arbejdstøj. Og det endog på de pladser som almindeligvis besættes af tilskuere der af flere årsager ikke er ligeglade med i hvilket selskab de er. Det er muligt at sådant er undgået hr. Kuhns opmærksomhed, og at samme kan være en følge af efterladenhed hos dem der modtager adgangsbilletterne og anviser pladserne. Men vist er det at ved forestillingen onsdag den 15. i denne måned var 4 til 6 slagterdrenge i deres fedtede dragt sluppet ind på 2. plads. Da nu velklædte personer i det mindste ikke kan være tjent med at få deres tøj smurt til og vel heller ikke af anden årsag ønsker sig et sådant naboskab, så beder man at hr. Kuhn vil søge at forebygge sådant for fremtiden.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6609-6610)

Tag Knivene fra dem!

I hele denne sommer har man på Kongens Nytorv og en del af Østergade set nogle voksne jødedrenge falbyde foldeknive med flere blade og instrumenter. De påtrygler folk dette gods, og uagtet de forlanger 7 til 8 mark for en sådan kniv, sælger de den til sidst for 1 mark 8 skilling. Disse knive er aldeles ubrugelige, da bladene er støbt og lader sig bøje som bly og mange bliver bedraget ved at købe dem. Den lange tid denne handel er drevet synes at vidne om at her er en mængde af sådant gods. Det kunne derfor måske fortjene at undersøges hvorledes disse drenge forsynes med denne vareartikel. Det lader til at den er indført hertil i partier til stor skade for vores egne gode fabrikker og dem der handler med forsvarlige fabrikater, hvilke naturligvis ikke kan sælges for lignende pris.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6597-6598)

Om Huses og Gaardes Afpudsning.

Man har lagt mærke til at de fleste huse og gårde som i de seneste år er blevet bygget eller repareret her i staden, er hvidtet eller glat pudset med kalk. De offentlige bygninger synes at have været eksempel for de private. For således er foruden slottet og Rådhuset nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide. Og Studiegården vil sikkert når den engang opbygges, tilligemed de tilstødende bygninger blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger, for Københavns hvide kvarter.

"Foruden slottet og Rådhuset er nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide, og sikkert vil Studiegården blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger for Københavns hvide kvarter" (Det Hvide Kvarter varede ikke ved. I dag er Katedralskolen eller Metropolitanskolen, 1816 bagest og en strimmel af Frue Kirke til højre ikke hvide. Eget foto, 2015)

Det er muligt at man i denne pudsningsmåde har troet at finde en besparelse. Men tager man hensyn til at denne farve i et klima som vores ikke står sig længe og at en hyppigere afpudsning hvortil kræves stilladser og arbejdsfolk bliver nødvendig, så vil man vel indse at besparelsen bliver intet, og at man i stedet for måske endog med fordel kunne have givet bygningen en maling der både ville have pyntet den og holdt sig længe. At den hvide farve ikke står længe, har man eksemplet på i slottet der for nogle år siden blev afpudset, mens det endnu stod under bygning og i råd- og domhuset der allerede længe har trængt til det.

Men hvad der er endnu værre ved denne pudsningsmåde er den skadelige indflydelse den har på synsorganerne. Mange har desværre erfaret hvor pinagtigt det er for en studerende, tegnemester, kobberstikker, urmager og enhver der måtte bruge sine øjne meget at bo lige over for et sådant hvidt afpudset hus, især når solens stråler falder på det. Men vidste mange husejere dette og hvor meget hans hvide bygning forulemper hans genboeres øjne og svækker deres syn, så ville han vist være så barmhjertig at give sit hus en anden farve, eller lade stenene beholde den de har fra naturen. Vi ser dagligt på vores gader en del endog meget unge mennesker gå med briller. Man er tilbøjelig til at anse dette for lapsestreger eller en utidig mode. Men hvem ved om det ikke hos mange er en sørgelig nødvendighed for deres svækkede syn, og hvem ved om denne svækkelse ikke stammer fra et stadigt ophold lige over for en hvidpudset bygning?

Forfatteren heraf har set at huse der før har været grå eller haft anden farve, ifølge moden nu er blevet hvidt afpudset. Ja dette har endog været tilfældet med bygninger der er muret med røde hollandske sten hvis farve ikke alene er smuk, men meget varig. Dette synes at gå vel vidt og skal denne mode således vedblive vil man om nogle år blot se hvide huse i København. Forfatteren som ved at der findes en kommission for hvilken enhver der vil bygge eller foretage nogen forandring med sin bygning skal melde sig, henvender sig til denne kommission med det ønske at den vil tage ovenstående i betragtning. Og hvis den skulle finde noget grundigt deri, da sørge for at den pudsning der tager så meget overhånd og er til skade for menneskers syn i nogen måde må blive indskrænket.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6565-6568)

H. G. F. Holm: Udsigt fra Rundetårn, 1837. Hvis ellers maleriet er tro, er der i forhold til i dag særdeles mange hvide bygninger.

Redacteurens Anmærkning

Den hvide farve angribes også i Politivennen nr. 835, lørdag den 31. december 1831, s. 895-896 i artiklen "Fælt Udvortes af moderne Bygninger."