28 juli 2016

Et Par Ord angaaende S. Andresen.

Ikke for at besvare hvad S. Andresen har ladet indrykke i Politivennen angående mig er det at jeg griber pennen, men for at fremstille sagen således som den virkelig er forefalden for dem af mine medborgere som ikke kender mig nøje nok til at kunne vide at dette er usandfærdigt.

Søndag den 5. i denne måned kom en mig ukendt person (S. Andresen?) ind på min barberstue og spurgte om han kunne blive ekspederet straks da han ingen tid havde. Der sad den gang netop tre mænd, af hvilket de to allerede var indsæbede. På mit forlangende tillod disse at han måtte blive ekspederet før de. Han blev derfor straks indsæbet og jeg begyndte at barbere ham. Idet samme spurgte en af de tre andre tilstedeværende mig om noget. Det var vel min skyldighed ifølge den opmærksomhed jeg skylder enhver af mine ærede kunder at bevare dette, hvilket jeg også gjorde. Dog uden at S. A. derved blev opholdt. Ikke desto mindre vendte han sig straks om til min medhjælper og forlangte at denne skulle tage fat på ham, da han ikke havde tid til at sidde der og være nar. Og inden hverken denne eller jeg havde fået tid til at svare, sprang han op fra stolen og sagde at nu ville han gå. Han løb derpå efter at jeg
 med servietten i største hast havde tørret sæben af ham for at han ikke således som total nar skulle gå på gaden. 

Således var S. Andresen og min opførsel den dag og i sandhed ikke anderledes. Nu må jeg spørge enhver: Har jeg vist mig som ikke rigtig i hovedet eller har han vist sig således? Man vil desuden af modsigelserne i det nonsens som han har skrevet eller ladet skrive, let slutte sig til af hvad kvalitet han selv må være. Men hvem mon denne S. Andresen egentlig er? Han har så rask fremsat mit navn, min håndtering og min bopæl at ingen kan være uvidende om hvem jeg er. Men hvem er han så? Skal måske det S. som står foran navnet Andresen tilkendegive hans bestilling? Man kunne da let forledes til at tro at denne var af de meget lave. Dog dette kan være ligegyldigt. Men snavs har hans fremgangsmåde været da han selv krybende i skjul måske under et stjålet navn, uden al grund søger at nedsætte en mands gode navn og rygte. Og da jeg ikke holder af at røre ved snavs, så skal også dette hvor som helst det i fremtiden på min vej måtte forekomme for mig, af mig forblive liggende urørt.

P. Ingemann.


(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 836-838)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 780.

Mistænkeligt Møde i Frederiksbergallee.

Ved min hjemgang fra Frederiksberg søndag den 12. december omtrent kl. halv elleve om aftenen, mødte jeg lige over for konditorboligen i Runddelen en simpelt klædt karl der spurgte mig hvad klokken var. Jeg svarede ham, at jeg vidste det ikke, hvorpå han atter sagde at jeg burde vide det, og straks derefter trådte to andre personer fulgt af en puddelhund frem og gav mine af at ville blande sig i vores samtale. Da jeg var alene, hørte nogen mumlen mellem dem og ikke kunne vide hvad de havde i sinde, skyndte jeg mig ind ad broen så hurtigt som muligt. Det var vist nok ønskeligt om dette bræddeskur blev taget bort om vinteren for ikke at blive et skjul for sådanne mistænkelige personer.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 828-829) 

Nødvendige Bemærkninger, i Anledning af vore Instituters Uvæsen.

I mange år har det været en ikke nok så upåagtet klage at vores undervisningsinstitutter ikke er indrettede som de burde. Allerede for over 30 år siden klagede professor Rahbek offentligt over den urimelige mængde af læregenstande hvoraf kun lidt læres til gavns. I Politivennen for 1819 skrev udgiveren et eftertrykkeligt stykke om institutternes uvæsen som blev besvaret af en anonym, men dennes replik gendrevet af udgiveren. Ankeposterne var: 1) den overdrevne mængde læregenstande som ikke har fremkaldt større almenoplysning end før; 2) mange af bestyrernes og bestyrerindernes mangel på kald og duelighed; 3) alt for stort antal af elever, hvoraf følger at enhver lærer lidt eller intet; 4) alt for høje skolepenge foruden brændepenge, nytårsgaver, foræringer til læreres og lærerinders, bestyrers og bestyrerinders fødselsdage eller endog bryllupspenge osv. I henseende til skolepenge skrev udgiveren i sit gensvar til unævnte forfatter: "Det er en smuk trøst til en fattig borger eller embedsmand: giv mig din halve indtægt fordi jeg læser med dine 3 eller 4 børn og se at du kan hjælpe dig på en anden måde. I de senere år har nogle embedsmænd desværre forsøgt at hjælpe sig på andre måder. Men det er gået dem meget ilde. Forstår forfatteren ellers en kunst hvorledes man kan gøre sig selv vis, uden at gøre andre fattige, da skulle han lære den fra sig. For undervisningen heri ville betale sig endnu bedre end institutbestyrelsen"

Man har ikke mærket til at disse gentagne offentlige klager har hjulpet synderligt. Alt er endnu som før, og tillige har et uvæsen grebet videre om sig som allerede den tid begyndte at gå i svang. For at forstørre de allerede byrdefulde udgifter har man indført en evig omveksling af skolebøgerne: Næppe er en lærebog eller en håndbog bragt i gang med megen ros over samme før vedkommende lærer dør eller afskediges. Og da benytter hans efterfølger lejligheden til at gøre sig en fortjeneste på en eller flere hundrede daler i honorar af en forlægger for manuskriptet til en ny skolebog. Det hjælper ikke at forældrene siger: vi har for nyligt anskaffet en bog i samme fag som blev sagt var god. Skal vi nu igen give penge ud? Hertil kommer at skolebøger er urimeligt dyre her frem for Tyskland, uagtet de netop kan sælges billigt eftersom afsætningen er så stor. 

Man har eksempler på at erkendt gode håndbøger er anskaffet og mådelige som for længst var henlagt til makulatur, igen indført når en eller anden skolelærer trængte til penge eller til billig husleje. Man er nogen gange så grisk på forandringen at man ikke engang kan vente til den nye bog er færdig fra bogtrykkeren, men benytter den stumpvis, nogle ark ad gangen og lader forældrene betale hele værket forud. Man har eksempel på at sådanne i hast udgivne lærebøger har indeholdt betydelige fejl eller urigtigheder, hvorfor det ville være godt om manuskriptet blev gennemset af Skolekommissionen og godkendt af denne før bogen blev trykt og indført til brug i offentlige skoler. Måtte det dog behage vedkommende autoriteter at kaste et nådigt øje til sådanne skadelige og trykkende misbrug!

A. Petersen.

(Politivennen nr. 781, Løverdagen den 18de December 1830, s. 821-825) 

27 juli 2016

Advarsel mod en drabelig Barbeer.

Søndag den 5. i denne måned kom jeg op til barber Ingemann i Store Kongensgade nr. 264 for at få mit skæg raget af. Da jeg trådte ind i stuen, fandt jeg 3 personer som sad der i samme hensigt, og da min tid var meget knap og jeg troede at det ville vare for længe, inden turen kom til mig, ville jeg gå igen. Men en af barberens folk bad mig vente da jeg snart skulle bleve ekspederet. Det varede heller ikke længe før han kom til mig og indsæbede mig. Men næppe var han færdig med det før barberen selv, hr. Ingemann, kom hen til mig, rev servietten fra mig, gav mig et slag i ansigtet og under mange og grove skældsord sparkede mig ud af døren.

Jeg tror derfor at have årsag til at klage over denne barbers grove og uforskammede behandling mod mig som jeg aldeles ikke havde forskyldt, og at fremsætte dette til offentlig advarsel for andre, så at de med forsigtighed betræder denne barberstue, da man må formode at manden efter den opførsel han udviste mod mig vel ikke er rigtig i hovedet.


S. Andresen.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 812-813) 


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret i Politivennen nr. 782, 25. december 1830, s. 836-838

Store Kongensgade 264 blev sammenlagt med 165 i 1845 og skiftede i 1856 nummer til Store Kongensgade 100. Bygningen fra Politivennens tid eksisterer ikke længere. Huset har tidligere været omtalt i Politivennen. Ifølge Krak 1830 var der en barber P. Ingemann på denne adresse. Huset er omtalt i forbindelse med koleraepidemien i 1853, hvor huset blev evakueret. Her findes også en kort beskrivelse af huset på daværende tidspunkt:
Huset No 264 & 265 i Store Kongensgade (kaldet Løven); dette Huus bestaar af Forhuus, tvende Sidehuse, 1 Mellembygning og 1 Bagbygning, hvori der ei boer mindre en 66 Familier, foruden Pakleilighed til Høkeren.

26 juli 2016

Bøn fra Didrikbadskjærsgang.

Allerede for 2 år siden blev i nærværende blad gjort opmærksom på den uorden med slagsmål, rædselsskrig osv. der dengang herskede i en kælder i Didrik Badskjærs Gang. Ved politiets kraftige bistand standsedes straks denne uorden, og alle beboerne glædede sig over at have fået ro i gaden. For nyligt omtaltes fra Antonistræde den uorden der forårsagedes ved
- "den mængde tøjter, der står på pinde straks når en Josias fløjter" 
og, inden man vidste et ord deraf, var huset nr. 205 i den ulykkelige Didrik Badskjærs Gang aldeles opfyldt med disse skabninger. Man har således udsigter til de samme uordener som for 2 år siden, så meget mere som ejeren ikke bor i huset selv, og altså ingen kan hæmme de uordener der opstår, når de såkaldte glædespiger der egentlig er sorgens døtre, ville løbe durch.

At en mand blot af interesse kan genere en hel gades beboere, er virkelig hårdt. For hvilken honnet kone eller pige vil vove at åbne et vindue eller blot opholde sig i nærheden, når hun risikerer af forbigående at sættes i sammenligning med de ulykkelige faldne af hendes køn. Hvilken fader vil vove at lade sine ærbare, dydige døtre komme til vinduet eller tage frisk luft når de altid har et sådant skuespil for øje. For ikke at tale om den skade andre husejere lider ved ikke at kunne få deres værelser udlejede til anstændige familier. Dog - ejendomsretten gælder, og man vil derfor blot ærbødigst bede Københavns hæderlige og humane politi om at have et vågent øje med Didrik Badskjærs Gang, for at ikke gamle uordener skal fornys, og at i alle tilfælde vægteren i gaden bliver forsynet med en durabel blyantspen til at male de fornødne beter med, for aftenbakkerne begynder allerede slemt at flyve i gaden.

(Politievennen. Nr. 780. Løverdagen den 11te December, 1830. Side 806-808)

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.


(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

25 juli 2016

Et fælt syn i Vimmelskaftet.

Onsdag middag så anmelderen i Vimmelskaftet 2 karle bære en kvinde på en almindelig bærebør. Om denne kvinde var drukken eller druknet, gav han sig ikke tid til at undersøge, men han observerede at hendes klæder var våde og at hun lå i en temmelig usømmelig eller upassende stilling. Flere mennesker især kvinder som kom dette optog i møde, måtte vende sig bort fra dette fæle syn. Anmelderen kan derfor ikke undlade at ytre det ønske at når forulykkede eller drukne transporteres gennem byen, disse da må tildækkes med et lagen eller tæppe for ikke at såre ømtfølende mennesker der uheldigvis kommer et sådant optog i møde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 795-796) 

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 


Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Ønske om en lille Renselse i Antonistrædet.

I løbet af de sidste år er Antonistrædet blevet opfyldt af et dagligt voksende antal skøger. Og deres antal som deres ekcesser synes nu at have nået sin højeste spids. Især er næppe aftenen indtrådt så er al orden her ophørt. Og de beboere som måske ofte i højst nødvendige forretninger nødes til at gå ud af huset, den søn eller datter der vil begive sig til sine forældres bopæl i denne gade kan vente at se sig overøste med forhånelser og skældsord. Ja endog mishandlede af disse væsener. Opløb, skrigen og hvinen forstyrrer beboernes nattero og håndværkeren eller forretningsmanden i denne gade kan ikke længere nyde en ofte højst nødvendig nattesøvn fordi han ro forstyrres af skøger der i Antonistræde synes at have fundet det hidtil savnede fristed. Og dette er dog ikke de eneste heraf flydende skadelige følger for gadens øvrige beboere der tæller så mange agtværdige borgere der har boet der i mange blandt sig.

Mens fem husejere i denne gade drager en uhyre leje af deres værelser uden at bekymre sig om de skade deres egennyttighed forårsager gadens øvrige mere end tredobbelt så store antal husejere, kunne disse nu ikke heller længere bortleje deres værelser, fordi få vil bo i en så berygtet gade som denne. At ejendommene i denne gade i samme grad må tabe i værdi, er en selvfølge. Og næppe kan gadens husejere længe udholde således at have deres lejligheder stående ledige. Og det er da nu kommet så vidt at når grænser ikke sættes for dette uvæsen, da de kun har valg mellem ruin og skændsel.


Hvorvidt at grænser kan sættes for det, ved anmelderen ikke. Men skulle det være sandhed hvad han har hørt at det er disse skabninger forbudt at vælge gaden til deres hverveplads eller sidde for vinduet med lys, håber han ved her at gøre opmærksom på dette så længe dreven uvæsen at se samme hæmmet. I det mindste således at gadens beboere atter kan nyde samme fred og rolighed som vort årvågne politi har sikret stadens øvrige beboere, men som man så længe her har måtte savne.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 774-776)

24 juli 2016

Avis-Tyrannen.

Hvor en så vis og god faderlig enevælde styrer statsroret, er det dobbelt fornærmeligt når enkelte ubeføjede avisdommere tager sig ret til moxen at bryde staven over en medborgers velmente arbejde, som kun altid viser velvilligt sindelag og mod hvilket intet er at indvende fra den strengeste censors side, om man end ville gøre fluer til elefanter.

Således er det ofte gået mig med visse avistyranner, især på hovedstadens Adressekontor hvor man ikke har vist nogen betænkelighed ved at optage de mest pøbelagtige udfald mod mig, ja endog trusler om en banket trøje. Men derimod har ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag. Dette er så meget mere påfaldende som man på allerede nævnte aviskontor først havde antaget verset, og modtaget 5 mark 1 skilling !? for at indrykke det, men desuagtet lod det ligge nogle dage og derpå gav mig det og pengene tilbage med den unådige erklæring at det ikke kunne indrykkes. Jeg svarede at jeg ville udelade et enkelt udtryk som måske (kun af kortsynede) kunne findes upassende, skønt vist ikke for den besungne som har været en af min ungdomsvenner, mens vi begge var kammerjunkere og auskultanter i Rentekammeret.

Men dette tilbud, o tempora! tilfredsstillende ikke denne strenge hr. seminarist og kontorets bestyrer der henviste mig til at give en underdanig bøn eller ansøgning til en Monrad. (Er det ham jeg kender, så er det en meget human og brav mand.) Gud ved altså hvad det atter var for griller der plagede monsieur Jetsmark eller hvilke fordringer han ville gøre gældende mod mig, skønt han ikke er noget beskikket censor. Morgenposten nr. 308 har uden krybende betænkeligheder optaget det omhandlede vers, hvilket jeg også her nedenfor lader aftrykke, til offentlig bedømmelse og til advarsel for mine ærede medborgere at de kan vogte sig for eller tage forholdsregler mod ubeføjet censur og litterær inkvisitionsvæsen.

Til geheimestatsminister von Møsting.
(På hans excellences fødselsdag 1830).
Den blomst jeg sender fra mit hjertets have,
Ej ofres dig for gunst, og ej for gave.
Men for en ædling, som står tronen nær,
Højagtelse jeg i mit indre bær,
Og vennen fra min ungdomstid jeg kender:
Kun godhed i hans bryst sin lue tænder,
Bliv endnu mange år i lykkens havn,
Din konge og dit fødeland til gavn!

F. Scholten

(Politivennen nr. 776, Løverdagen den 13de November 1830, s. 739-742) 

"De har derimod ytret de forunderligste betænkeligheder ved at indrykke et velment og hjerteligt digt til en af vores højeste og hæderlige embedsmænds fødselsdag." (Møstings Hus på Frederiksberg, opført 1800 og i Møstings eje 1809-1843. Nedrevet 1959 for atter at blive genopført på sin nuværende placering.)


Redacteurens Anmærkning

F. Scholten har tidligere været omtalt i Politivennen på en lidet flatterende måde, 22. september 1821. Scholten og J. S. Møsting (1759-1843) havde været auskultanter i Rentekammeret 1781-83. Men mens Scholten senere blev afskediget, fik Møsting en glorværdig karriere som geheime-, stats- og finansminister, præsident i det kongelige rentekammer og den kongelige direktion for statsgælden og Den synkende Fond. Kansler ved de kongelige ordeners kapitul, ridder af elefantordenen, St af D og D. M. Amaliegade 153. Han havde haft fødselsdag den 2. november.

Møsting er begravet på Frederiksberg Kirkegård. I det lange gravskrift står bl.a.: "Iohan Sigismund Møsting. Overkammerherre. Geheimesstatminister. Lykkeligen forenet den 22. juli 1785 med Christine Ceciliæe von Krogh."

Taksigelse

Fyrværkeren P. E. Smidt takkes på det forbindtligste for det fyrværkeri han brændte af aftenen den 26. oktober. Dels fordi at de der havde billetter, var forundt lige så god plads som de der ingen havde. Dernæst for den særdeles veludvalgte plads med snavs og morads til op over anklerne. For det tredje for den behagelige svovlbalsam der nær havde forgivet tilskuerne. Det undgik heller ikke publikums opmærksomhed da piben, klappen og hurraråb havde indgået en trippelalliance.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te November 1830, s. 725) 

23 juli 2016

Uordener.

Udenfor huset nr. 342 i Gothersgade ligger et rendestensbræt som hele sommeren har haft et leje der gør det farligt for de forbigående her at passere fra gaden over på fortovet. Da farlige fald kan forårsages ved denne uorden og man må prise sig lykkelig hvis man uden sønderrevet fodtøj har passeret de mod gaden fremragende skare sted, så tager man sig den frihed at anmode ejeren af det nævnte hus der efter sigende skal være den i stuen boende skomager, om at foranstalte brættet lagt i dets tilbørlige leje. Vel har man for længere tid siden hørt klager over at staden var så stærkt forsynet med skomagere at mange savnede arbejde, og nyligt har man også set den mening fremsat at stadens mange læger ikke kunne finde udkomme. Men man kan dog uagtet denne uorden måske kunne skaffe nogle sådanne mænd en øjeblikkelig fortjeneste, ikke undlade at ønske den afhjulpet.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 709-710) 

Bøn i Aarhus.

Så behageligt det er såvel for indbyggerne i Århus som for de mange rejsende der kommer og afgår med smakker og dampskibet, at havnebroen sidste sommer er sat i så god stand, lige så ubehageligt er det derimod for nys nævnte og enhver at vade i det dynd og søleføre som begynder der hvor broen slipper og vedbliver lige til den nærmeste gade. Man beder derfor de ansvarlige om at sørge for at dette stykke bliver renset og og brolagt eller i det mindste påfyldt med grus.

(Politivennen nr. 774, Løverdagen den 30te October 1830, s. 700-701) 

Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.


Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt. 

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? 

Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?


Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over. 

* * * 

Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.


Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.

Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir

(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)

Upassende Opførsel af en Kirkebetjent.

Sidste søndag fandt et optrin sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn som er upassende på ethvert sted, især i en kirke. Da nemlig en lille hund havde indsneget sig i kirken, forsøgte en af kirkebetjentene med spark og slag atter at drive den ud, i stedet for at lokke eller kyse den bort. Ved denne eksekution udstødte hunden et hyl der var så højt og vedholdende at de kommunicerendes andagt blev helt forstyrret af det. 

Dette optrin var indsenderen så meget mere påfaldende som samme person for nyligt havde gjort sig latterlig ved at irettesætte et par unge mennesker der ved deres tilfældige møde vekslede enkelte ord. Da de var udtalt meget sagte og stor afstand fra alteret, kunne det umuligt forstyrre de kommunicerende. Ved denne sin utidige irettesættelse fortalte han blandt andet hvad hans navn var og hvor han boede, og ville man ham ellers noget, kunne man opsøge ham. Disse og lignende ytringer ledsagede han med en støj der forstyrrede de tilstedeværende langt mere end ordene fra dem han irettesatte. Indsenderen beder deres vedkommende foresatte at indprente de kirkebetjente der er underordnet dem, en opførsel der er mere passende for deres embede.

(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 682-683).

22 juli 2016

Om Justits-Inspectionen.

Det er bekendt at der nu gennem flere år årligt er rejst højt betroede embedsmænd som har inspiceret embedsmændenes forretningsførelse i provinsbyerne. Og de velgørende følger af det kan spores på mange måder, idet den duelige og fortjenstfulde embedsmand er blevet bekendt. Den mindre aktive er på en mild og broderlig måde blevet advaret og vist til rette, samt den dovne og uredelige er berøvet midlerne til at skade. Men så vidt indsenderen er bekendt har denne inspektion været indskrænket til de ordinære justitsembedsmænd (politimestre, dommere, skrivere, skifteforvaltere), men har hverken været udstrakt til andre ordinære embedsmænd, til ekstraordinære skifteforvaltere (kommissærer, executores testamneti og andre) til godsbesiddernes skiftejurisdiktioner, fattigvæsnet eller lignende.

Den som kikker fordomsfrit på sagen og abstraherer fra den formentlige sørgelige anledning til denne inspektion (rimeligvis de Gud ske lov forbigangne mange kassedefekter og andre uordner) kan ikke andet end hjerteligt takke høje vedkommende for den. For hvilke er ikke dens frugter: Orden i embedsførelse, regeringens nøjere kendskab til den driftige embedsmand grundet
på faktiske beviser, den vildfarendes broderlige belæring, men også forbedring af kårene for den virksomme embedsmands og familiefader og meget mere som værdigt befæster vores landsfaders lovforbedring.

Kongen vil og må, tro mod sit høje kald, sin ædle tænkemåde og sit sande faderhjerte, så vidt muligt, kende alle sine børn i den store familie (undersåtterne). For kun da kan han belønne, afhjælpe trang eller faderligt irettesætte.


Men det forekommer indsenderen at så længe ikke alle underordnede embedsmænd, inklusive amtsforvaltere, kongelige godsforvaltere, forst- og jagtbetjente, toldofficerer, militæretaternes civilembedsmænd, kort sagt enhver sådan embedsmand, i og udenfor hovedstaden som har offentlig autoriseret embedsfunktion på lige måde inspiceres, er den undersøgelse hverken fuldstændig eller embedsmændenes kår ens.


Det må som allerede bemærket, ikke alene være vigtigt for regeringen at have rigtig, på faktiske beviser grundet oplysning om embedsmændenes duelighed og retskaffenhed. Men for embedsmændene selv må det være af vigtighed i gerningen at vise sine fortjenester, at have adgang til umiddelbart at oplyse manglerne i en eller anden påbudt administrationsorden, at vise misforholdet i den enkeltes embedsbyrder og lønning mod andre embedsmænd, osv.


Den afdøde som tillidsfuldt har betroet sin sidste viljes fuldbyrdelse til eksekutorer, eller som har legeret kapitaler til fattigvæsenet, kirker, skoler, kommuner såvel som bonden og borgeren der betaler skatter skatter, told, konsumption osv. bør jo ydes den samme betryggende kontrol som de mænd der har sager for retterne eller hvis boer behandles af den ordinære skifteret, osv. At sådan udvidet inspektion medfører nogle få udgifter, bør naturligvis ikke komme i betragtning hvor der er spørgsmål om at forbedre embedsførelsen og yderligere at betrygge almenvel.


(Politivennen nr. 773, Løverdagen den 23de October 1830, s. 671-674)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er enestående for en Politivennen-artikel idet den nævner at der findes uduelige embedsmænd. Sagsbehandling under enevælden var uhyre kompliceret og skulle gennem et væld af forskellige kontorer hvilket gav en langsommelig behandling. Indtil de nåede kongen selv. Men andre toner begyndte at lyde rundt om i Europa: I Frankrig var der revolution i juli 1830. Soldaterne var gået over på oprørernes side og kongen måtte flygte ud af landet. Efterfølgende var der enkelt oprør andre steder i Europa.

21 juli 2016

Hold paa Tallerkenen.

Et råd til gæsterne hos spisemester Bang i Lille Kongensgade.

Det er hændt undertegnede 2 gange og sidste gang for nogle dage siden at følgende underlige opførsel er vist mod mig hos nævne Bang. Efter at jeg havde fået den ret jeg forlangte, har  tjenestepigen den ene og madammen selv den anden gang snuppet tallerkenen før jeg havde fortæret portionen. Førte gang troede jeg at det var sket ved en fejltagelse eller fordi manden havde mangel på tallerkner. Men da det skete anden gang, beklagede jeg mig over det til spisemesteren der vel gjorde mig en del komplimenter på sin vis, men hvormed jeg ikke var nær så godt tjent som jeg havde været ved at beholde mit kun halvt fortærede gåselår der var snuppet fra mig. 


Da Bangs spisekvarter ikke er af de fornemste her i byen, kan jeg ikke tro at denne opførsel er vist mig fordi jeg har indfundet mig der i min anstændige skipperdragt der dog vel er lige så hæderlig som en liberikjole. Dog ved jeg at samme tallerkensnupperi er sket en anden skipper som er bosat her i byen hos nævnte Bang. Det er som jeg har hørt et ikke ganske afgjort spørgsmål hvorvidt en offentlige spisevært er berettiget til at nægte nogen som indfinder sig hos ham, spise. Men afgjort er det at har jeg fået min portion, er den min ejendom. Og må ikke snuppes fra mig før jeg har fortæret den.

Jeg gentager derfor mit råd til Bangs gæster:


Hold på din tallerken som smeden på sin tang.
Hvis du vil spise det du har forlangt hos Bang


P. Olsen
Skipper fra Præstø


(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 666-668)


Lile Kongensgade mellem Holmensgade og Nikolaj Plads. (Kreditering: Københavns Museum, Niels Ludvig Mariboes billedsamling, 60-80 år efter Politivennens artikel. Fotoet er taget nogenlunde fra Lille Kongensgade 25 - som altså ikke kan se på fotoet)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1830 må der være tale om Niels Bang, værtshusholder, Lille Kongensgade 85. Som i 1859 skiftede nummer til Lille Kongensgade 25. Stedet eksisterer ikke længere.

20 juli 2016

Om Indretningen af 2den Plads paa Dampskibet, Frederik den Sjette.

Det er vanskeligt at sige om indretningen af denne plads er besørget så højst mådeligt for at afskrække folk fra at benytte den, eller af mangel på rigtigt overslag og tænksomhed hos bygmesteren. Man vil antage det sidste, for det ville være alt for odiøst at behandle dannede mennesker med ringeagt fordi de som rejser i nødvendige forretninger, ikke har 18 sølvdalere at kaste hen for at komme på 1. plads, og ligeså meget for tilbagerejsen. Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket. Det er altså godt betalt når man giver 8 sølvdaler for overfarten, og man burde vel være fritaget for kabyssens afskyelige damp og madlugt, der som en af besætningen udtrykte sig, ofte har lighed med stegekælderens. Kabyssen er anbragt tæt op til anden kahyt. Og ingen af dem kan lukkes så at nævnte damp og madlugt både dag og aften fylder kahytten og i høj grad forværrer søsygen. Ja endog fremkalder den hos dem som ellers er fri for det. 

Hertil kommer en anden lige så stor ubehagelighed: Adskillige af skibsmandskabet finder det for godt at indtage deres forskellige måltider i nævnte kahyt, og fortæller hverandre indbyrdes trivielle, til dels endog gemene historier som især for damer må være ubehagelige at døje. Til dette øjemed lejrer de sig om et af de borde der er bestemt for passagererne. Når dette er forbi, indfinder der sig et par tjenere som fylder bordet med terriner, fade, sauceskåle, tallerkener. Kort sagt alt det inventar som hører til spisebordene, og renser og afvisker dette i mag, mens de tillige lader deres dumme vittigheder høre. 

Undertegnede er overbevist om at dampskibets ejer ikke kender dette uvæsen. Vel var der på den nævnte rejse kun få passagerer på 2. plads. Men det var mennesker af de bedre klasser, hvoriblandt to damer. Og denne lille kahyt der i alle henseender er ubekvem og fyldt med med damp, indbragte dog denne gang omtrent 60 rigsbankdaler sølv. En leje for hvilken man vel var berettiget til at have dette lille rum til egen disposition. På dampskibet Prinsesse Wilhelmine er man fri for alle sådanne ubehageligheder, og kabyssen eller stegerset er anbragt på dækket, langt fra kahytterne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 631-633)

"Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket." (Thomas Kjølner malede efter original af Jacob Petersen "Hjuldamperen Frederik VI ud for Stevns," 1845. Kilde: M/S Museet for Søfart.)

Redacteurens Anmærkning.

Frederik VI var det første dampskib som blev bygget i Danmark, på Jacob Holms skibsværft 1830 i Strandgade på Christianshavn betalt af Lauritz Nicolai Hvidt. Skibet var 150 nettoregisterton, længde 127 fod eller knap 40 meter og kunne skyde en fart på 8 knob eller 15 km/t. Et par meter længere end dampskibet S/S Alexandra. Hjuldamperen Hjejlen der sejler på Silkeborgsøerne, er knap 27 meter lang. Frederik VI sejlede fra København til Kiel og Lübeck og forliste 1845 i Grønsund på en rejse til Flensburg.

I Kiøbenhavnsposten, 12. oktober 1840 kunne man læse følgende om skibet:
Dampskibet Frederik den Sjette
Det er almindelig antaget at Maskineriet i dette Dampskib er for svagt i Forhold til selve Skibet, og hvor velbegrundet denne Anke er, derom have Undertegnede havt rigelig Anledning til at overtyde sig aa den sidste Fart fra Kiel heril, hvor Skibet ikkun gjorde omtrent en halv Miil i Timen, uagtet den Modvind, hvormed det maatte kæmpe, var langtfra at kunne kaldes en Storm. Hvad der meget bidrog til denne Langsomhed, er, at Skibet var for stærkt lastet med Fragtgods, som endog indtog en Deel af Dækket. Følgen deraf var, at Skibet først ankom om Aftenen til Grønsund, som det skulde have passeret om Morgenen tidlig, og at det her kom paa Grund. Hvorvidt dette maa tiregnes - om end ikke Capitainen, saa dog nogen af mandskabet - tør vi ikke afgjøre, skjøndt vi ikke kunne lade ubemærket, at det vel hverken var fuldkommen mørkt eller haardt Veir, da vi løb fast i et Farvand, som Skibet saa ofte har passerte; men vist er det i alt Fald, at vi, efterat der hele Natten forgjæves var arbeidet paa at faae Skibet flot, og efterat Capitainen havde betydet os, at han ikke kunde indstaae for, at dette jo vilde medtage flere Dage, da Skibet var kommet paa Grund ved Høivande, og fast var boret ned i leret Bund, ved disse Omstændigheder saae os nødsagede til over Land at reise derhen, hvorhen Skibet for alt oppebaaren Betaling havde forpligtet sig til at føre os. Vi ansaa det for an Selvføge, at Skibets Rheder derfor skyldte os Skadeserstatning, men da han har afviist denne billige Fordring, saa have vi fundet os foranledigede til at offentliggjøre Factum; thi hvorvel vi ikke tvivle paa, at Concurrencen nok vil tvinge Vedkommende til at tage større Hensyn til Passagererne, saa anser vi det dog for vor Pligt at advare Andre, der lgesaa lidet som vi kunne være tjente med ad Retttens Vei at søge Opreisning for en ved Medcontrahentens culpa fremkaldt formeentlig Misligholdelse af den indgaaede Overenskomst, sig fo Skade at tage vare.København den 10. October 1840. Flere af Passagererne med bemeldte Dampskib den 6te October.
Jacob Holm skulle senere blive Københavns største skibsreder med 5 barkskibe, 9 brigger, 2 skonnerter og 2 kuffer. Hans efterkommere fortsatte firmaet op i vore dage. Hvidt havde i 1821 overtaget rederiet for det første dampskib Caledonia  - som Frederik VI afløste. Og blev senere handelsborgerskabets førstemand.