Efter at Slesvig-Holsten var blevet løsrevet fra Danmark i 1864, rejste spørgsmålet sig hvilken stilling hertugdømmerne skulle indtage: Selvstændigt land i Det Tyske Forbund, indlemmelse i Preussen (dette var Preussens ønske), eller "tilknytning" til Preussen. De slesvig-holstenske foreninger og kamporganisationer som støttede hertugen af Augustenborg som retmæssige tronarving, var i 1863-1864 delt i mindst to: Det ene parti anså Preussen for Slesvig-Holstens naturlige beskytter, og var for en tilknytning som sikrede at et angreb på hertugdømmerne også var et angreb på Preussen. Det andet parti som havde flertal i foreningerne, var for fuld selvstændighed til Slesvig-Holsten, og rettede blikket mod Østrig som havde erklæret at ville støtte Friedrich VIII. De frygtede at Preussen ville indskrænke rettighederne.
Tidligt i 1864 havde Friedrich VIII overfor Bismarck gjort det klart at han ikke ville garantere Preussen fast stilling i hertugdømmerne. Senere lænede han sig op ad Østrig. Dette førte til at Preussen afviste Friedrich VIII som overhoved i hertugdømmerne.
Den 14. august 1865 kom det til en midlertidig ordning mellem Østrigs kejser og Preussens konge som gik ud på at Preussen skulle forvalte Slesvig og Østrig Holsten. Lauenborg solgte Østrig til Preussen. Den aftale holdt ikke længe, da preussiske kronjurister den 11. september 1865 afgjorde arvespørgsmålet. Friedrich VIII blev afvist som arvefølger (hans far havde afgivet arveretten i 1852). Hermed kunne Slesvigs preussiske guvernør slå hårdt ned på støtter af hertugen.
Nedenstående artikel omhandler partier i Slesvig-Holsten i 1864. Synspunktet er preussisk, altså Bismarck'sk. Artiklen giver imidlertid såvel et indblik forholdet mellem befolkningen og de toneangivende politiske kræfter, samt over de forskellige retninger inden for slesvig-holstenerne. Det er en oversættelse af en artikel i Preussische Jahrbücher, Bind 15, 1865. side 413-437. Preußischen Jahrbücher (1858-1935) var et kulturpolitisk månedsskrift med nationalliberalt tilsnit. Redaktør på daværende tidspunkt var Rudolf Haym - fra bind 1.1858 til bind 13.1865. Rudolf Haym (1821-1901) var filosof og publicist, og han støttede politisk Bismarck. Haym anses for en af de mest betydningsfulde litteraturvidenskabsmænd i sin tid.
I 1864 havde ordet "parti" en noget anden betydning end det har i dag. Det indebar snarere en gruppe mænd som delte synspunkter, uden at være organiseret således som vi forstår ved et parti i dag.
Partierne i Slesvig-Holsten.
Fra Holsten
Når man taler om politiske partier i hertugdømmerne, må man først påpege at det ville være en fejl at tænke på den store del af befolkningen. På landet i Tyskland og de små byer deltager man som regel kun i ringe udstrækning og næsten altid kun for så vidt angår spørgsmål om materiel velbefindende, og Slesvig-Holsten er på ingen måde en undtagelse i denne henseende - i hvert fald ikke længere hvor gerne man end vil lade sig overbevise af de som mener at tyskernes elite bor her. Ja, som et land hvis indbyggere i overvejende grad er små byfolk og bønder selv om nogle af dem er meget velhavende og til en vis grad deltager i det der bevæger de uddannede kredse, falder det som regel ind hvad der gælder mange andre dele af Tyskland. Dog har Tysklands seneste kamp med danskerne vakt nogle gemytter i landdistrikterne og ført til politisk aktivitet.
Før dette seneste afgørende slag var befolkningen mere stille end hvad man sædvanligvis antog i det indre af Tyskland, især stille i Holsten hvor Danmark næppe forstyrrede den almindelige mands velbefindende, men også ofte i Slesvig så længe det ikke berørte bl.a. sprogkrav og andre danske tiltag. Spørgsmålet der blev et brændende spørgsmål efter Frederik den Syvendes død: om dansk eller tysk, gik virkelig dybt ind i de lavere klassers sjæle på mange områder, og kravet: ud med Danmark blev nærmest universelt i vide kredse. Elmshorn-forsamlingen og senere det store folkefællesskab i Rendsburg var vidnesbyrd om dette. Begge var i virkeligheden manifestationer af en massebevægelse som så vidt vi ved, sjældent eller aldrig er blevet observeret andre steder i Tyskland.
Når nu det spørgsmål er blevet afgjort gunstigt af Preussens sværd og ord, dette krav er blevet en kendsgerning, vil der igen blive stille i det store flertal af hertugdømmernes befolkning, hvis ikke den maskine som indenfor den begrænsede tid hvor den nationale bevægelse blev skabt og da den gjorde sin gode tjeneste, stadig med kunstige midler vil holde en vis spænding i live. Ganske vist går der et stærkt ønske af særbehandling gennem Slesvig-Holstenerne, i så henseende er de omtrent som schwaberne (1), med hvem de har en vis lighed. Men det er lige så sandt at denne særbehandling kun vil forblive som en stemning hos de fleste mennesker, og kun nogle få vil udvise stum vrede mod forestående skade og mindst af alt udvikle en grad af blind fanatisme, som overser de materielle fordele der unægtelig er forbundet med denne overførsel, når det sker at maskinen ikke virker.
I det indre af Tyskland hører man store ord om folkets vilje som kom til udtryk i antallet af underskrifter under Kieler-adresseerklæringen og i resolutionerne fra det sidste Rendsborg-delegeretmøde, og dem skal man respektere. Sådan noget hører man også nu og da i Berlin, som man skriver til os - desværre først og fremmest i parlamentsmedlemskredse. Men det skal til dette siges: de fleste af de adresser, resolutioner, erklæringer og protester der udtrykker sig i en specifik slesvig-holstensk forstand, buldren fra flertallet i de slesvig-holstenske klubber, våbenkammeratklubbernes harme, andre partikularistiske samfunds larm mod Preussens påstande, for det meste ikke sker af naturlig vækst, men er fabrikeret arbejde. En sådan fanatisme trives kun i den nordtyske kølige tankegang ved at blive dyrket meget omhyggeligt. Selv om der er mennesker på landet og blandt småbyernes borgere som i nogen grad ved hvad de laver når de deltager i tåbelige demonstrationer af den slags der er tale om, så er der langt flere der ikke ved det, og langt hovedparten er næsten fuldstændig ligeglade med diskussionen af de spørgsmål som nu er på dagsordenen, og som kan aflæses på partiernes faner. Selv om der blev ydet et bidrag med tre nuller fra denne sidstnævnte gruppe som stod bag de fyrre eller halvtreds halve eller hele partikularister i Kiel-adresseerklæringen, ved alle her i landet som har nogle bekendtskaber i landsbyerne og byerne, hvordan pennen blev lagt i hænderne på befolkningen med smiger eller fordrejninger. Og det er derfor en frygtelig illusion når avislæsere syd for Elben ser folkets stemme i sådanne antal, og endnu værre hvis på et bestemt tidspunkt i Kiel hvor disse manifestationer blev iscenesat, og mener at de har opnået eller vundet store ting med dem.
Tal beviser - vi svarer: ja, men her kun hvor aktiv agitationen var. Og desuden var det omkostningsfrit at skrive under; kun når det kom til at repræsentere underskriften med en risiko eller et offer, at trække pungen eller endda sværdet for den, vil det blive tydeligt hvor meget den egentlig er værd. Vi mener at underskriftsarkene ligesom papir-særpatriotismen fra de slesvig-holstenske foreningers sidste delegeretmøde der blev holdt i Rendsborg, næppe vil være meget mere værd end fidibusser til de herrers piber som de ark nu giver til preussernes demokratiske samvittighed. Den slesvig-holstenske landbefolkning har meget respektable egenskaber, men et af deres yndlingsordsprog er "Knopp up'n Büdel", og at udføre soldaterarbejde uden at blive tvunget til en streng form for arbejde er ikke deres yndlingsbeskæftigelse.
Det er altså de mere eller mindre dannede mennesker der som sædvanligt har politiske interesser i egentlig forstand og grupperer sig i partier. De der slutter sig til dem fra andre lag, er materiale som de kan agere med stort set som de vil, for så vidt materielle ting ikke kommer i spil og hvor anvendelsen af masserne naturligvis bliver vanskeligere. I det følgende beskæftiger vi os derfor særligt med de dannede folk i Slesvig-Holsten.
Før Frederik den Syvendes død var der, bortset fra de immigrerede danskere, faktisk kun to partier i hertugdømmet Holsten: det tyske nationale parti og et andet parti som var delt i tre forskellige fraktioner, det gammel-slesvig-holstenske parti, helstatsfolkene og de såkaldte nyholstenere. Fraktioner der kun stod samlet i opposition til de nationale, men ellers adskilte sig betydeligt i deres ønsker og formål.
Theodor Heinrich Wilhelm Lehmann (1824-1862) var en holstensk politiker og fætter til den i Danmark bekendte Orla Lehmann. Han deltog i krigen 1848-50 som officer. Fra 1851 sagfører i Kiel og 1859 valgt til den holstenske stænderforsamling. Her blev han en af lederne for oppositionen mod Danmark. I 1859 medstifter af den tyske nationalforening. I 1861 foranledigede han den holstenske afdeling til at udtale sig for Slesvig og Holstens tilslutning til et under Preussens ledelse samlet Tyskland. Han blev tiltalt højforræderi, men frifundet. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Efter at være opstået, eller i det mindste blevet tydeligere, i de første år af den nye æra i Preussen, indtog det nationale parti utvivlsomt førstepladsen blandt de nævnte politikergrupper i perioden umiddelbart før udryddelsen af den oldenborgske mandslinje i Danmark, skønt den faktisk ikke i særlig stærkt var i stand til at påvirke begivenhedernes gang. Deres slogan var: Slesvigs genforening med Holsten, adskillelse fra Danmark ved første givne lejlighed, indtræden i den tyske nations politiske liv og sammensmeltning med den. I det mindste var en del af partiet ikke ubevidst om holdningen til Preussen. Frem for alt vidste Theodor Lehmann, deres meget talentfulde leder, og hans nære venner udmærket, eller i det mindste lige så godt som deres ligesindede i det indre Tyskland, hvad de ville. Da Lehmann i januar 1861 i Kieler Harmonie forelagde udkastet til program for medlemmerne af den da stiftede klub af landsforeningen der skulle tjene som en politisk troserklæring, accepterede forsamlingen, omkring hundrede, det enstemmigt. Men hoveddelen af denne trosbekendelse var som følger:
"Idet medlemmerne af den tyske landsforening i hertugdømmet Holsten uforbeholdent tilslutter sig programmet for national samling af Tyskland under preussisk ledelse, udarbejdet af foreningens generalforsamling den 4. september 1860, anerkender de det i udførelsen af denne resolution for deres særlige opgave: genopretningen af den gamle forbindelse mellem Slesvig og Holsten og med alle lovlige midler arbejde hen imod den tætteste forbindelse til Tyskland, centraliseret under Preussens ledelse."
Det nationale parti i Holsten faldt således dengang sammen med det tyske landsforbund. Men i den første periode af dets eksistens var dette ikke den tåge det er nu. Rigsforfatningen var endnu ikke optaget i dens mål, den ulykkelige pagt med det sydtyske demokrati var endnu ikke indgået, og programmet var endnu ikke afklaret hvad angik bestræbelsen på at fastholde så mange medlemmer og venner som muligt på den anden side af Main. Dengang var foreningen der stadig for at arbejde, ikke bare for at være der som den er nu; man ønskede at arbejde hen imod skabelsen af en centralmagt ved at overføre de militære og diplomatiske suveræne rettigheder, der tilkommer de enkelte stater, til Preussens krone. Det kunne kort beskrives som det preussiske parti i Tyskland.
Den nationale forenings afdeling i Holsten var naturligvis liberal i statslivets interne spørgsmål, men deres krav i så henseende blev skjult da de ikke ville takke den danske regering for reformer. Det var udelukkende det nationale partis fortjeneste at Holsten af og til gav et tegn over Elben om at forbindelsen med fædrelandet i det hele blev husket. Den omfattede en betydelig del af de mere intelligente borger- og bondeklasser. Det var kun mangel på fast organisation der forhindrede dem i at opnå større indflydelse. Et helt klart program for en eventuel adskillelse af hertugdømmerne fra Danmark manglede også, og da Theodor Lehmann døde en alt for tidlig død, mistede man også en leder som var alment anerkendt i kærlighed og ære. Grev Ludwig zu Reventlow og advokaten Römer, skønt også mænd med eminent talent og stærk vilje, var ikke i stand til helt at erstatte den afdøde.
Den gamle hertug af Augustenborg havde, bortset fra sin ikke ubegribelige upopularitet fra tidligere tider, fuldstændig mistet patrioternes tillid ved at give afkald på arveretten i 1853. Arveprinsen Friedrich blev tvunget til at bo i udlandet og gjorde intet forsøg på at bruge fordelen ved sin fødsel til gavn for den gode sag. Han ville være blevet den naturlige leder af det nationale parti og af oppositionen mod danskheden, han kunne have givet det en kraftig impuls, men han tav over for de vanskeligheder som syntes at forbyde ham enhver egentlig interesse for landets ret. Et møde som han havde under den store hamborgske landbrugsudstilling i sommeren 1863 i maleren Magnussens hus med ansete mænd af det nationale parti, vakte forventninger om at fyrsten i fremtiden bedre ville kunne udføre sin opgave.*) De håbede med længsel at den føderale eksekution som skulle åbne landet for ham, men måtte snart med forfærdelse erfare at denne længsel ikke deltes i Dolzig og Gotha.
Herzog Friedrich VIII (1829-1880) und Herzogin Adelheid von Schleswig-Holstein (1835-1900). Über Land und Meer, nr. 11, 1863. Hertugparret boede i Dolzig før de i 1863 flyttede til Kiel. Tre år senere vendte de tilbage til Dolzig da hertugdømmerne blev indlemmet i Preussen. De boede herefter der og i Gotha og Primkenau - byer der også nævnes i denne artikel. Parrets ældste datter blev forlovet med den preussiske arveprins. Carl XVI Gustav og Filip VI (hhv. Sveriges og Spaniens nuværende konger) nedstammer på moderlinjen bl.a. fra hende.. Som følge heraf tænkte mange af partiet allerede lige så livligt på at blive optaget i Preussen, som de gjorde da huset Augustenburg var dødt og glemt for Slesvig-Holsten.
Det gammel-slesvig-holstenske parti havde det eksklusive slesvig-holstenske på deres program, og bortset fra en del af ridderstanden og nogle få ældre professorer, gejstlige og embedsmænd, bestod det af en store skare af tankeløse, for så vidt de ikke var fuldstændig apatisk, og bønderne fra tilhørsforholdet til konventionelt tænkende. Det opførte sig mere imødekommende over for Tyskland end over for Danmark. Det var imod aftalerne af 1851 og 1852 primært fordi de adskilte Slesvig fra Holsten; havde det fået den gamle hertugdømmeforening i København, og måske noget af den slags som den gamle antydning af en personforening, havde det nøjedes med London-protokollen. I de sidste par år før krigen havde det reelt ringe betydning, da den næsten altid praktiserede den mest forsigtige bovlamhed og næsten altid tilsluttede sig det parti der på det tidspunkt var det mest dominerende blandt de ikke-nationale fraktioner.
Dette, partiet af helstatspolitikere, gik helt ind for disse aftaler, herunder London-protokollen, og forsvarede kun visse rettigheder, interesser og institutioner i hertugdømmerne mod danskernes indgreb. Det havde kun i begrænset omfang delt den offentlige mening, og kun for så vidt som det var opposition for sig selv. Dets erklærede støtter var kun få, og hvis det alligevel øvede en stærk indflydelse på landets skæbne ved at gennemføre stænderforsamlingen i Itzehoe med få undtagelser, kan dette iøjnefaldende fænomen for det første forklares med at konstellationen af europæisk politik var gunstigt for det, for det andet det faktum at det havde en klog og energisk leder i baronen von Scheel-Plessen.
August Weger (1823-1892): Baron, greve Carl Theodor August Scheel-Plessen (1811-1892). Skønt af tysk oprindelse arbejdede han i den danske stats tjeneste. Som amtmand over Sønderborg (1843) var han afholdt af den danske befolkning og politisk uenig med augustenborgerne. Hans synspunkter var konservative, aristokratiske og royalistiske, nærmest det slesvig-holstenske ridderskab imod tyske nationale bevægelser. Han blev 1855 medlem af og præsident (afskediget 1856) for den holstenske stænderforsamling, Her blev han en af lederne af den holstenske opposition med den danske regerings politik over for hertugdømmerne og medvirkede til udbruddet af krigen 1864. Han ønskede personalunionen og helstatens integritet. Under Londonkonferencen maj 1864 opgav han tanken om en personalunion, og i juli-august 1864 bekendte han kulør for Preussen. Bismarck brugte ham august 1864 som sagkyndig at bistå de tysk-østrigske forhandlere ved freden i Wien. Siden blev han Bismarcks særlige tillidsmand og modstander af et selvstændigt Slesvig-Holsten under augustenborgerne. Ved krigsudbruddet 1866 blev han overpræsident for Slesvig-Holsten, en stilling han havde til 1879. Han misbilligede "den danske agitation" i Nordslesvig. I Danmark blev han upopulær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Baron Karl Plessen deltog ikke i Slesvig-Holstens opstand. I årene 1848 til 1850 opholdt han sig på Sjælland hvor han har store godser, mens han i hertugdømmerne hidtil kun har boet i et lille hus i Altona. Efter krigsafslutningen tog han tilbage til Holsten for at spille en meget vigtig rolle fra da af, især efter 1855 hvor han blev medlem af stænderforsamlingen som medlem af ridderstanden. I løbet af kort tid havde han gennem sit ganske betydelige talent, sin aktivitet og sin resolutte opførsel fået sidstnævnte organ til at afvige fra sine politiske meninger, uanset hvor meget deres flertal der for det meste bestod af gammel-slesvig-holstenere, og vælge ham som deres præsident, en stilling som han senere ikke med held blev bestridt da ingen af stedfortræderne matchede hans talenter. De fleste af dem var - man skal faktisk kun nævne Lehmann, baron Adolf Blome og provst Versmann, sidstnævnte begge ligesindede Plessen som undtagelser - var ret ubetydelige mennesker. Ingen kunne rigtigt lide ham, mange misundte ham, men næsten alle underkastede sig ham, om end modvilligt. Hans ideal var den helstaten, og for den arbejdede han med så megen dygtighed, som han gjorde med beslutsomhed skønt han kun havde forbundsfæller i sine diplomatiske venner og i det danske hof, ministerium og folk, som i større eller mindre grad stødte på modstand af flertallet af holstenerne. På denne måde lykkedes det ham at forpurre enhver åben aktion af stænderne mod helstaten. Det er ham frem for alt man kan tilskrive, at de i 1859 nærmest kom på vildspor ved at erkende den nye ordning. Endelig forhindrede hans indsigelse i 1863 stænderforsamlingen i at tage affære imod den som allerede var forberedt.
Og ikke mindre mægtig end i Stændersalen var Scheel-Plessen blandt ridderne der på grund af det ry, de endnu nød i Holsten, udgjorde en meget bemærkelsesværdig faktor i hans beregninger. Ridderne var egentlig ikke anti-tyske, men de holdt fast i unionen med Danmark fordi de håbede på en tilbagevenden til de gode gamle dage hvor det danske demokrati ikke herskede i Kiel og Plön, men det slesvig-holstenske aristokrati i København. Plessen og hans tilhængere kastede sig over dette fantastiske håb og ved at pege på gennemførelsen af aftalerne af 1851 og 1852 og arveloven af 1853 som den bedste måde at genoprette forholdene so herskede forud for starten på det demokratiske styre i København. Det lykkedes ham at sikre sig en stor del af ridderskabets styrker.
Det nationale parti stod naturligvis i skærende kontrast til Plessens gøren. Men taktikken var at skåne ham da han blev betragtet som medlem af oppositionen i København, og man mente at sammenholdet mellem partierne i landet skulle betones i forhold til danskheden. Men som følge af hans holdning til adressespørgsmålet i den sidste stænderforsamling var folk allerede i gang med åbent at indlede kampagnen mod ham og navnlig i den tyske presse fratage ham den nimbus han havde fra overfladiske eksperter på situationen, da Frederik den Syvendes død fuldstændig ændrede tingene og fik os til at tænke på vigtigere ting.
Vi skal være kortfattede om de såkaldte nyholstenere. De var mindre et parti end en klasse af mennesker, der næsten udelukkende bestod af yngre embedsmænd som for enhver pris stræbte efter gode stillinger og var parate til at tilpasse deres holdninger derefter. Vi nævner dem kun her, fordi de omfattede medlemmerne af den holstenske regering som i 1863 i Plön ydede støtte til Københavnerpolitikken. At disse holdningsløse ingen respekt havde i landet, behøver man ikke at tilføje.
I de sidste par år før befrielseskrigen var situationen i hertugdømmet Slesvig meget anderledes end i Holsten. Livets ydre fremtoning her var blevet væsentligt ændret ved den danske regerings indsats siden 1850, især i norden op til Slien-området. Embedsmændene, gejstligheden og lærerne var næsten alle danske, skole og kirke halvt eller helt fordansket, pressen var helt i københavnerpolitikkens interesse. I politik var næsten alle nogenlunde uddannede mennesker i stand til at forstå sproget på Fyn og Sjælland. Ydermere blev mange tidligere tyske fanger bragt på magternes side ved løfter eller trusler. Mange blev til sidst skræmte, modløse og håbløse. Det hele var en hendøende ild, fra tid til anden kun næret af det danske tyrannis særligt brutale vilkårlighed, lovovertrædelse og mishandling.
Kun denne brutalitet fik Slesvig til at foretrække Tyskland. Dybere og dybere voksede modstanden i den største del af den tyske befolknings følelser mod det danske, som højst kun nogle få tidligere havde været klart bevidste om. Sprogtvangen i de såkaldte blandede distrikter øgede følelsen af denne kontrast til dybt had. Mange danske embedsmænds modbydelige egoisme der ikke var rene selv i pengesager, deres uvidenhed om loven og landets skikke gjorde dem kendt som "snavs" dvs. tilbagevendende foragt. En forsoning med det system der på denne måde undertrykte, plagede og generede det tyske folk i Slesvig, var utænkeligt. Lige så lidt, selvfølgelig, at ryste af sig. De bar det med stum harme, vovede nogle gange passivt at gøre modstand og nøjedes ellers med at vælge antidanske folk til stænderforsamlingen som så gav udtryk for landets klagepunkter.
Hadet til danskerne og de tilsvarende tyske følelser var særligt skarpe i Angel og hist og her i Eiderstedt, endvidere i Slesvig og Eckernförde byer samt i Tønning og i de sydlige egne af Flensborg. Men selv i Haderslev og Aabenraa havde der overlevet stille fællesskaber af tysksindede, og selv blandt landboerne i omegnen af disse nordligste byer var der enkeltpersoner, som hvis de ikke følte særlig skarpt for Tyskland, alligevel hadede danskerne.
Rigtige partier voksede ikke ud af denne atmosfære. Foreløbig havde de ikke andet mål end at afværge danskernes despoti så godt de kunne. Situationen bød ikke på positive mål. Et slør blev spredt over fremtiden. Efter den store fordrivelse af patrioter i 1850 var der kun nogle få mænd der kunne have løftet den. En partiorganisation var en umulighed med dansk politis strenge overvågning af landet, manglende pressefrihed og manglende foreningsrettigheder. Ikke desto mindre kunne man skelne visse grupper som individerne kunne inddeles i efter deres politiske tænkning, nemlig tre grupper eller afskygninger: de tysk-nationale, de gammel-slesvig-holstenske og de underlige politikere der tænkte på et selvstændigt Slesvig.
Den nationale afskygning var sammensat af de samme elementer som i Holsten, og havde også i det væsentlige de samme synspunkter og mål, men også de samme mangler, ja i højere grad end den anden. Den ønskede decideret adskillelse fra Danmark og forening med Tyskland. Men de havde hverken en organisation eller et klart program for øjeblikket for at blive fri fra Danmark; den var også ringe i antal og støttet langt mindre af den offentlig mening end partikammeraterne i nabohertugdømmet mod syd.
Gruppen af gammel-slesvig-holstenere med lignende synspunkter og hensigter, en lignende sammensætning og lignende holdning til deres tilsvarende parti i Holsten, var i lang tid den som talte de fleste tyske slesvigere for så vidt de kendte nogen politiske interesser overhovedet, og endog talte en del af dem der talte dansk. I de senere år er den dog begyndt at tabe terræn, dels til det danske parti som vi ikke skal tale videre om her, dels og endnu mere til de tyske nationalister.
Et helstatsparti som i Holsten fandtes ikke blandt tyskerne i Slesvig, og blandt de danske kun blandt embedsmændene. Men der er næppe andet at berette om partiet der drømte om et selvstændigt Slesvig eller, hvad mere almindeligt var talte om et sådant kun for at dække over sin lunkenhed og halvhjertethed, end at det var særlig udbredt blandt Flensborgs købmænd.
Efter ovenstående kunne der ikke være megen tale om en aktivering af disse gruppers respektive holdninger til konkrete mål. Kun det danske parti havde frit spil. Publikationer der mindede om Slesvig-Holstens politiske fortid, blev straffet hensynsløst selv når de var moderate. Med undtagelse af Slesvig by var befolkningen godt stillet materielt set, der var ringe udsigt til at tingene snart skulle ændre sig, de mere aktive mødte ofte en nedslående træthed blandt masserne. Desuden var forholdet til familien Augustenburg i Slesvig hvor de var bedre kendt, muligvis endnu mindre venskabelige end i Holsten. Endelig var der efter Rumohr-Rundhofs død (han, en begavet mand og nidkær patriot, døde næsten samtidig med Lehmann) næsten fuldstændig mangel på ledere. Thomsen-Oldensworth, et navn der dengang blev nævnt meget i Tyskland, nævnes nu næsten ikke selv i Slesvig-Holsten, og bonden og den selvlærte Hansen fra Grumby (i Angel) havde givet sig til kende ved at tale ret åbent i Flensborg Stænderhus og i København Rigsråd, vandt landets respekt og tillid. Men deres åndsevner hævede sig ikke over middelmådighed, og det var altså ikke de mennesker som alle let var tilbøjelige til at underkaste sig. De øvrige tyske medlemmer af stænderforsamlingen var dels adelsmænd med ringe kundskaber og snævre horisonter, dels næsten fuldstændig uuddannede købmænd og bønder, hvis eneste politiske værdi bestod i deres stærke overbevisning som bestemt fortjente enhver anerkendelse.
Sådan var tingenes tilstand i Slesvig-Holsten, og sådan var partiforholdet på begge sider af Ejderen, da Frederik den Syvendes død indledte den nye æra af landet, som samlede nogle af politikergrupperne skitseret ovenfor, delvist adskilt af en proces, der opdeles i forskellige perioder.
Forkyndelsen af arveprinsen fulgte, og nogle uger senere marcherede eksekutionstropperne fra det tyske forbund ind i hertugdømmet Holsten. Et par dage senere dukkede prinsen eller hvad vi nu vil kalde ham, hertugen, op i landet. Forinden var han kommet til en forståelse i Gotha med mænd fra det nationale og det gammel-slesvig-holstenske parti som var rejst til ham fra Holsten og på grundlag af hans ord "min ret er jeres redning" ligeledes viste deres god vilje til ham. Betænkeligheder, som herskede hos de skarpsindige i hans omgivelser, undertrykte man foreløbig i betragtning af den ikke uforståelige preussiske holdning dengang, at augustenburgeren og begejstringen fra den tyske nation der støttede ham, var helt og for altid at slippe fri for Danmark, og at denne adskillelse absolut måtte have forrang for alle andre hensyn og ønsker. Sammen med flertallet af de øvrige holstenere hyldede de der fra starten tvivlede på om han var godt rådgivet og om han af natur var i stand til at føre politik med den store fornemmelse som situationen syntes at kræve. De stod ham bi og fortsatte med at arbejde energisk for ham selv når tvivlen blev mere og mere bekræftet, da han ikke havde modet til at gribe lejligheden til at gribe regeringen, som ganske vist kun eksisterede i nogle få dage. Da den personlighed der fra da af dannede sjælen i hans politik, i stedet for at tage dristige beslutninger til at hævde sine rettigheder med diplomatisk småmesterlighed og søgte at fuldende landets befrielse, og da det blev mere og mere klart at han ikke havde til hensigt at vinde denne status men at forvente det.
Preussernes og deres allieredes march over Ejderen og Levenså kunne i betydelig måle sig med den utilfredshed som herskede over dem i landet. De første blodige sammenstød med danskerne viste at man i Berlin i hvert fald ikke sigtede på en skinmanøvre. Træfningerne mellem Slesvig og Flensborg og foran Dybbøl og de allieredes invasion af Jylland beviste yderligere at det var bitter alvor at genoprette i det mindste en del af slesvig-holstenernes og Tysklands tabte rettigheder. Civilkommissærernes optræden i Slesvig der ikke just tilfredsstillede alle forventninger, bekræftede denne antagelse dag efter dag, og gav sammen med mange antydninger fra Berlin håb om endnu bedre ting. Alligevel var der lige så lidt sikkerhed i det nationale parti som andre steder med hensyn til en aldeles tilfredsstillende løsning på spørgsmålet, og derfor vedblev betoningen af hertugens arveret at blive fremhævet. På den ene side var der stadig en trussel om personalunionen, og man ønskede ikke en forening med Danmark, uanset hvor struktureret den end var; derimod var Slesvigs deling stadig at frygte, og man ville se hele Slesvig-Holsten vundet for det tyske.
I mellemtiden gav den nationalistiske utilfredshed med den politik der blev ført i Kiel, sig lejlighedsvis til udtryk, og den blev allerede hørt i de slesvig-holstenske foreninger der i mellemtiden var dannet og bestod af alle partier med undtagelse af helstatsfolkene, som dominerede den offentlige mening, åbenlyst kritiseret som "emigrantpolitik". De sagde mere til hinanden i stilhed. Man vidste at i hertugens miljø var hans personlige interesse først, landet dernæst og Tysklands næppe en tredje, at de der rådgav ham, først tænkte Augustenburg, så Slesvig-Holsten og til sidst kun lidt tysk. Det blev sagt at der blev regnet og forhandlet med alle magter og partier, med demokrater og deres modstandere, med herrerne fra 36-komiteen, med stor- og lilletyskere, med Østrig, Preussen og Forbundet, og det var som var der en fornemmelsen af at sådan adfærd mere lignede en kroejers end en statsmands. Man mente at vide og havde deri ikke uret, at denne politik ikke engang ville afvise Frankrigs hjælp, heller ikke hvis tvangen til denne hjælp vendte sig mod den nordtyske stormagt. Man mente at være sikker på at ideen om et andragende til Paris, som en herre fra Kiel uden held havde forsøgt i Slesvig - mislykket over for de nationales modstand - ikke var vokset i hovedet på dens bærer. Man havde måttet klage over de politikere der var kommet med hertugen fra Gotha over deres uvidenhed om den lokale måde, over den anvendte midlers smålighed, forsømmelse af talentfulde, forkærlighed for ubetydelige, men blindt hengivne personligheder, men frem for alt, igen og igen om mangel på beslutsomhed og mandighed.
Allered på det tidspunkt forventede mange mennesker meget lidt godt af den regering som man ventede på i tilfælde af at en selvstændig stat blev konstitueret under hertugen. Allerede dengang rettede man blikket mod Preussen, om end endnu frygtsomt og tvivlende da det endnu ikke var sikkert at man derfra kunne håbe på opfyldelsen af landets første postulat: fuldstændig adskillelse fra Danmark. På den anden side begyndte imidlertid det gammel-slesvig-holstenske i forening med demokratiet, der ganske vist kun hævdede en vis betydning i Altona og Kiel, af og til at demonstrere særbehandling, og hurtigt så man at de forenede en stræben efter at løse sig fra danske lænker. De gamle partier der arbejder sammen i de slesvig-holstenske klubber, ville før eller siden skilles ad igen og så kæmpe mod hinanden som skærpede modsætninger.
Så kom april og dermed den smukke sejr ved Dybbøl der mærkbart øgede Preussens respekt i landet, og de stemmer som hidtil var blevet udtrykt til fordel for en nærmere forening af sidstnævnte med den nordtyske stormagt, steg betydeligt og blev kraftigere. London-konferencerne fulgte, striden om Slesvigs deling, afviklingen af den frygt, der var vakt ved den, og afbrydelsen af hele handelen. En anden kampagne dristigere end den første - fordi den var i stand til at fremkalde en krig med England - befriede hele Slesvig ved at erobre Als og Vesterhavsøerne. Den foreløbige fred lovede hvad kun sanselige mennesker havde vovet at drømme om da de tyske stormagter marcherede ind i Slesvig, og hvad det tyske forbund aldrig ville have kunne opnå uden Preussen, og hvad Slesvig-Holsten alene eller med hjælp fra den tyske offentlige mening endnu mindre ville have været i stand til at opnå.
Landet var fuld af glæde, kun nogle få umættelige tåber kunne ikke lide enkelte sætninger i fredsbetingelserne. Man var fri af Danmark helt og for altid, den negative side af de nationales program var blevet realiseret, og dermed var tiden inde til at gå energisk ind for de positive og at gøre det med det samme, uden forsinkelse, og ikke først som det var ønsket i den augustenborgske hoflejr og i klubber, bydage, bondedage o.s.v., efter kravet om at hertugen skulle anerkendes som suveræn. Denne positive side bestod efter den ændrede forordning fra januar 1861 (ændret, fordi et "Tyskland centraliseret under preussisk ledelse" stadig var et fromt ønske), i ønsket om de genforenede hertugdømmers tætteste tilknytning til den preussiske stat, som senere da forholdene blev tydeligere afklaret, indebar en afståelse af militær og diplomatisk suverænitet fra hertugens side.
Dette krav blev fremsat af de nationale i presse og i klubber, og dermed begyndte den anden fase i skilsmisseprocessen af de indtil da i det væsentlige fusionerede partier, hvor de stadig forblev sammen i den slesvigske organisme, holstenske klubber, men allerede var adskilt og stødte sammen med stor hårdhed og forbitrelse. Hertugens rejse til Berlin og de rygter, der spredte sig derom, den åbenlyse meget stærke indflydelse fra hr v. Wydenbrugks, af den tidligere præsident for de større tyske reformforeninger og nuværende hertuglige slesvig-holstenske udsending i Wien, til sin befuldmægtigede, den egentlige centralstatslige afvejning af Kiel-domstolens politik mellem Preussen og Østrig, den formodede modvilje mod at gøre virkelig værdifuld indrømmelser til den preussiske krone - hele denne proces blev fremskyndet af den dybe mistillid, som er forklarlig på grund af hovedbæreren af denne politik, trods hans forsikringer om det modsatte. En artikel i det nationale partis organ, "Norddeutsche Zeitung", som udkom i Flensborg, hvori der blev slået til lyd for udsigten til et interim, gav modparten anledning til at lade deres loyalitet bryde ud i støjende møder med indignation og storslåede lederartikler. "Forræderi forbereder sig på at springe ud" skrev dengang (juli sidste år), som nogle hævder, Peter Jessen, mens andre mener, og det tror vi er mere korrekt, Kiel-pressekontoret for "Schleswig-Holsteinische Zeitung". Dermed var bruddet endelig sket mellem de pelitiske grupper i landet, som indtil da var blevet møjsommeligt holdt sammen. Ikke alene skiltes partikularisterne og det annektionspartiet, men sidstnævnte begyndte også at bryde op i en mere streng gruppe, og en mere blid og forsigtig gruppe, og dermed mere behagelig for hofmændene.
Den tredje og sidste periode i dannelsen af nuværende partier blandt slesvig-holstenerne blev indledt af et skridt taget af de gamle helstatsmænd.
Baron Scheel-Plessen havde så længe krigen varede og hertugdømmernes adskillelse fra Danmark var stadig usikker, arbejdet først for hans hidtidige ideal, siden for en personalunion og blev støttet af et par andre medlemmer af ridderskabet så vidt deres styrke tillod det. Et par andre herrer synes senere at have fablet om storhertugen af Oldenburgs arveret, hvis kandidatur for øvrigt ikke fandt fortalere noget andet sted i landet, medmindre "Angler Zeitung", som kun eksisterer men ikke læses, bør tælles med.
Nu da freden i Wien var underskrevet, trådte Scheel-Plessen og hans tidligere tilhængere, forstærket af en række riddere der i mellemtiden havde beklædt hertugelige stillinger, pludselig frem på scenen med den såkaldte "De 17s Adresse", som blev udgivet i sidste uge af december, og hvor Slesvig-Holstens "nærmeste forbindelse" til Preussen blev præsenteret som undertegnedes ønske i et sprog der - vist nok med vilje - ikke blev holdt helt klart om de underskrivendes ønske om "det tætteste forhold" mellem Slesvig-Holsten og Preussen. Kun visse berettigede særpræg skulle derved bevares i landet. Den offentlige mening forstod det "tætteste forhold" som en personalunion, "særpræg" som ridderretten. Hvis de tog fejl i det, var det ikke deres skyld. Adressens sprog var ikke særlig tydelig, og hvis man derfor skulle læse mellem linjerne, kunne man ikke så godt afvise minder om baronens fortid og tanker om de resterende underskriveres interesser. En personalunion med Preussen ønskedes dog - bortset fra en del af de sytten - i hele Slesvig-Holsten lige så lidt som bevarelse af ridderprivilegierne.
Som et resultat fandt adressen få underskrifter. Selv det resolutte nationale parti som vi fra nu af skal betegne som de konsekvent unionister, erklærede sig "adskilt af en horisonts bredde" fra Scheel-Plessen og kammerater i deres blad , skønt de beskrev flere af undertegnede som respektable og solide karakterer, og ikke kunne undgå at hædre dem og ingenlunde var helt enig i grundene til at pressen fra Kiel angreb de sytten med alskens ofte meget uværdige midler.
Trods det ringe antal af deres underskrifter vakte Plessens adresse alvorlig bekymring i hertugens følge; for det kunne ikke nægtes at navnene under samme, hvis bærere senere viste sig at være annektionister sans frase i avisen, var vigtige i det mindste for så vidt som de repræsenterede en meget betydelig del af den holstenske jordejendom og flere store virksomheder. Også ridderskabet som de fleste af dem tilhørte, beholdt stadig en del af deres gamle prestige. Til sidst satte underskriverne, som fx grev Holstein-Waterneversdorf der tidligere havde repræsenteret hertugen, yderst fatale præcedenser i deres omvendelse til Preussen.
Det gjaldt om at afbryde den farlige demonstration ved at protestere med så mange underskrifter som muligt og at vise den offentlige mening i Tyskland at den var at betragte som den sande vilje hos befolkningen i Slesvig-Holsten, og nu det maskineri der tidligere flere gange blev nævnt i begyndelsen af denne rapport virke for fuld damp. Visse herrer der kom og gik ud og ind som fortrolige i et bestemt hus på Sophienblatt (2) i Kiel, lod deres politiske mening regulere efter omstændighederne, hentede tidens slogan og førte det til klubberne, politikerne, først og fremmest dels fra gammel-slesvig-holstenske afskygninger, dels også tilhørte den milde annektionsfraktion, eller som det måske mere korrekt er udtrykt, tilhørende de blufærdige og forsigtige partikularister - alle disse satte sig sammen, udarbejdede en moderklæring og som man med sikkerhed kan antage, fik den godkendt på det rigtige tidspunkt. og så bragte den ud til folk. På et møde med storgodsejere, som Kiel gav mulighed for, blev fyrre statelige hoveder til en start overtalt. Ved et andet møde som fandt sted samme aften, og hvortil også den lille mand blev indladt, fortsatte kampagnen. Derefter gik erklæringen til de slesvig-holstenske foreninger og gennem dem, så vidt som de lod sig bruges til det, samt gennem andre tandhjul og tandhjul af agitationsapparatet længere ind i landet.
Dette er historien om oprindelsen af den såkaldte "De 40s erklæring". Det skulle være en ganske kraftig protest mod "De 17s" pro-preussiske demonstration, og det var det. Men lidenskaben på det punkt, hvor maskineriet blev rettet, havde denne gang ladet det sædvanlige lavirsystem, hvormed man vidste at gøre alle landets kræfter mere eller mindre brugbare, sidde til side. Protesten var ikke kun kraftig, men for kraftigt. Erklæringen, det første oprigtige udtryk for hvad man ønskede i Sophienblatt, hvis man havde et valg, nævnte slet ikke Preussens eksistens, den talte kun om hertugens rettigheder, om ønsket om at se samme anerkendt, og så af forbindelse til - Tyskland, et udtryk der for længst var blevet nøgleordet for Preussens fjender, under hvilket man næppe kunde forestille sig andet, om overhovedet noget virkeligt, end indtræden i Det Tyske Forbund, og hvad angik Preussen intet andet forhold kunne have end det som de andre medlemmer af dette forbund havde stået indtil da.
Forfatterne til dette næsten komiske dokument var helt sikkert overbevist om at de havde gjort noget godt med det. Maskinen gjorde også sin pligt: den arbejdede uforstyrret i flere uger og leverede sine fulde halvtreds tusinde navne på papir, navne, som man naturligvis ikke alle kan se nøje på, som man ikke kan veje og som man endnu mindre kunne spørge alle, hvorfor og af hvilke grunde, og hvordan de var kommet dertil. På den anden side havde afsenderne dog også oplevelser, der fik dem til at tvivle på om det de havde gjort, virkelig var en fornuftig og nyttig politisk handling, om det ikke snarere var en fejl, ja rent sludder. Den pressen som støttede de der var fast besluttet på annektionen, rejste sig for at fordømme udtrykket "tilknytning til Tyskland" og kaldte det en skandale. Det nationale partis store aviser i Nordtyskland, som hidtil ikke var ugunstige for hertugen og hans følge, talte ligeledes på samme truende måde. Adskillige foreninger som modtog erklæringen sendte den blot tilbage som ikke i overensstemmelse med deres synspunkter, andre underskrev med forbehold og erklærede at de ikke hermed havde nægtet Preussens krav. Med andre ord: Alle forstandige folk i landet vendte sig i modvilje mod dem der må anses for at være de direkte hhv. indirekte forfattere til denne dårskab.
Forgæves tordnede "Schleswig-Holsteinische Zeitung" med sædvanlig fyldig tone af ren, uforfalsket partikularisme, forgæves fløjtede den blidere "Kieler Zeitung" om misforståelser: Preussen er en del af Tyskland, så forbindelse hertil er nok også forbindelse til det og hvad en sådan barnlig sofistik var mere. Modstanderne lod sig ikke snyde, så endelig brød noget som anerkendelse og anger igennem blandt herrerne i Kiel. Der blev afholdt konsultationer, hvortil der blev draget blide og strenge partikularister, der blev diskuteret længe og hårdt, og man forsøgte at blive enige om en slags autentisk fortolkning af "De 40s" erklæring. Det lykkedes at skabe sådan noget, men blandt virkeligt nationalt indstillede mennesker på begge sider af Elben ville det kun falde dem ind, som havde til hensigt at bruge ordet ironisk, at beskrive det som vellykket. Alle partikularisterne havde gjort det vigtigste, halvdelen i alliance med hofmændene havde ment at bruge og var blevet brugt. Det var også yderst behageligt at læse, hvordan dokumentet motiverede den nye resolution naivt med frygten for den offentlige mening i Syden. Ingen bedre refleksion, ingen forståelse af hertugdømmernes reelle fordel, men ren angst havde opbygget et nyt luftkastel fuld af bagdøre.
Forbundsmændenes parti afviste naturligvis også denne skabelse af det kompromisparti der for øjeblikket var gået sammen, som fuldstændig utilstrækkelig, og nu følte de behov for at løsrive sig fra de slesvig-holstenske klubber hvori de var forblevet i, men som de nu trådte ud af og blev en selvstændig gruppe, fordi de - bortset fra flertallet af deres udvalg - var faldet i hænderne på en partikularisme som nogle gange blev rejst fra Kiel og nogle gange opstået efter behov. Hidtil havde men fremhævet hertugen og hans ret mere eller mindre. Fra da af anså lederne det for tilrådeligt at "udelukke ham", som de siger her i landet, i det mindste indirekte og tilfældigt, hans eksistens og hans krav. Eller som en taler engang udtrykte det, ikke at handle på en anti-hertuglig måde, men bestemt ikke længere på en hertuglig måde. Akkurat som de 40 i Kiel og deres halehæng gjorde det med Preussen.
De 40s erklæring var omkring midten af januar d. å. blevet udsendt fra Sophienblatt, som det snart var almindelig kendt i Kiel. Lederne af tilslutningsmændene mødtes i Rendsborg i midten af februar for at stifte partiet og gik efter en kort debat sammen om et program som var udarbejdet af medlemmer af partiet i Kiel, og mod accepten af hvilket kun tre af de 24 forsamlede erklærede, af dem to udelukkende af opportunistiske, den tredje af grunde der fik det til at virke som en fejl, at han overhovedet var blevet inviteret. Resten - uden undtagelse uddannede mænd, folk der havde beskæftiget sig med politiske anliggender i årevis, dog næsten udelukkende dem der plejede at kæmpe mod danskerne, som havde gjort og vovet noget når folk i Dolzig og Gotha næsten ikke tænkte eller gjorde noget for landet — underskrev uden tøven. Nogle andre som tilsyneladende var forhindret i at dukke op, tilsluttede sig bagefter, atter andre partimedlemmer der holdt sig væk, ligesom de to, af nyttegrunde (de tænkte på at stifte et talrigt parti, ligesom Landsforeningen, med et en uklart program) tøvede med at underskrive en trosbekendelse, som kun indirekte fejrede hertugen. Da disse sidste var værdige venner og syntes at kunne overbevises, udsatte partiets ledere den endegyldige konstituering af samme, som dog ikke vil vente længere end den dag, hvor ordlyden af de preussiske krav var kendt. Som vi fortrøstningsfuldt forventer, ville partiets kampråb da være kort og konkret: enten fuld efterlevelse af disse krav eller annektering - tertium non datur!
Kort efter ovennævnte møde for dem der havde besluttet at tilslutte med, fandt mødet for delegerede fra de slesvig-holstenske klubber også sted i Rendsborg. Kieler-folkene kom dertil med det halvhjertede resultat at lave et kompromis med de mere tamme demokratiske partikularister. Den vilde og nøgne partikularisme dukkede op fra Altona, Segeberg og de fleste andre steder hvor der fandtes foreninger. Det konsekvente tilslutningsparti forblev næsten helt fraværende, de havde for længst opgivet foreningerne som uforbederligt tilhængere af ord. Resultatet var ikke heldigt for dem, der efter først at have kaldt landet i marken med De 40s Adresse mod Preussen, nu gerne ville trække sig tilbage til en nogenlunde sikker position. Man skal ikke lege med ilden hvor der er halm, og - "jeg kan ikke slippe af med de spøgelser, jeg kaldte på." Den forsigtige lunkenhed greb de fleste, den diplomatiske manøvre med bondeforstandens to ansigter som ærligt anså at et ansigt var nok, forblommetheden som fulgte de gode ord, de gav, den næsten fuldstændig afstumpede, for ikke at sige skandaløse, partikulariske synspunkt. Altona vandt i det væsentlige sine resolutioner, og det nye valg af komiteen satte den næsten sammen med udelukkende åbne modstandere af Preussen.
Det var en trist dag for Kieler Sophienblatts interne politik og dets tilhængere og postbude blandt de "blå" tilslutningsmænd eller, som vi plejede at kalde dem, de blufærdige partikularister. Så mange råd, så høfligt opfordrede, så flittigt skrevet, og nu så lidt opnået på trods af mesterens klogskab. Det var i sandhed deprimerende, og der var al mulig grund til at være indigneret: Hverken de "røde" tlslutningsfolk, de gamle målbevidste modstandere eller de "røde" partikularister, de nye halvvenner, ønskede at forstå fortræffeligheden af denne politik og give en håndsrækning.
Modet var dog ikke helt tabt. Efter at være kommet sig lidt over det Rendsborgske nederlag, blev der først arrangeret partimøder i Kiel, hvortil mænd af alle fraktioner der ikke var rent annektionistiske, blev inviteret med henblik på et yderligere kompromis. Man så der særstillingsfolk af den demokratiske slags, såsom hr. v. Neergaard, gammel-slesvig-holstenske partikularister som prof. Forchhammer, legitimister som pastor Schrader prædiker det, foreningen med Maatzen og sågar nogle af dem der kun taler direkte for hertugen af nyttehensyn. Den ivrige pan-tyske prof. Hänel, geheimeråd Samvers højre hånd - som venstre må vel formentlig betragtes fanatiske anti-preussiske "indenrigsminister" Otto Jensen - førte formandsskabet. Det tilsyneladende formål med denne institution var at skabe enhed mellem partierne, men det var naturligvis indrettet således at partikularisterne til enhver tid havde flertallet, og den egentlige hensigt kunne kun være at gøre alle til redskaber for det autoritative organ. Hovedspørgsmålet - vi er nået til tredje uge af marts med vores rapport - var at behandle dette at forlade foreningen Slesvig-Holsten. Hr. Hänel som blev enstemmigt adspurgt af det nye udvalg, gik ind for at blive i foreningen, som han sagde "for at redde organisationen", som vi ville sige for ikke helt at isolere den ikke længere lydige maskine fra dampkedlen. Andre som dr. Bockendahl og professor Bartels som var på vej til at slutte sig til tilslutningspartiet, gik ind for at udtræde, men det er muligt at de vil lade hofmændene overtale sig til at vente. Også i andre henseender har de sidste endnu ikke udrettet meget; det eneste, som alle er blevet enige om, er den fælles betaling af lejen for de lokaler som de bruger (i Wichmanns Bierhaus) til deres møder, og man kan gå ud fra at al deres indsats for Sophienblatts ønsker fortsat vil forblive Sisyfusarbejde som før.
Hermed er vores partiers historie skitseret frem til den seneste tid, og vi beskriver nu disse partier noget mere præcist efter deres karakter, sammensætning, ledere og organer, ud fra hvilken beskrivelse læseren kan danne sig en idé om hvordan en slesvig-holstensk statsrepræsentation kunne se ud, om den nogensinde ville blive indkaldt i begyndelsen af den provisoriske periode og på et tidspunkt hvor den beskrevne maskine stadig virker og efter reparation kan sættes i fuld kraft igen.
Vi skelner mellem fem partier: 1) De Syttens Adresse Annektionister, 2) De Nationale som kræver fuld og tæt forening med Preussen betingelsesløst og for enhver pris, 3) Halvpartikularisterne som kræver delvis union og samtidig at bevare slesvig-holstenernes rettigheder, selv at bestemme omfanget, eller som den sidste version af deres program ønskede det, at få indflydelse på det, anbefale, 4) De rene partikularister som helst ikke vil have nogen forbindelse med Preussen, og kun hvis Østrig og det tyske Forbund skulle svigte, ville give indrømmelser til Preussen. Endelig 5) Hofmændene, som har et venligt smil til alle partier, forudsat at de underkaster sig det autoritative organs anvisning, og som ikke kender andet mål end hertugens ophøjelse til tronen.
De 17s Adresse annektionisterne er allerede blevet tilstrækkeligt karakteriseret ovenfor. Deres leder er Scheel-Plessen, et organ der kun tjener ham har de ikke. Men den farveløse "Altonaer Mercur", de holstenske præsters avis, åbner tilsyneladende gerne sine spalter for dem. De er ikke talrige, men blandt dem er landets gamle ridderfamilier, med undtagelse af Rantzau, Qualen og Cronstern, alle repræsenteret, hvis ikke i alle deres medlemmer. Og af de ikke-ridderlige ejere af adelige godser har flere af de rigeste tilsluttet sig dem. Desuden kan det også med rimelighed hævdes at bag dem står en meget betydelig del af de i landet, som slet ikke deltager i politiske stævner, men kun har deres materielle velbefindende og promovering af deres virksomhed i tankerne. En hel del eksempler på sådanne tavse annekteringsfolk kunne nævnes selv fra hjertet af Kiel og Altona, specifikt fra kredse af købmænd og skibsejere. Selv på universitetet har nu mere end en professor åbenlyst givet udtryk for sit ønske om annektering, og antallet af dem der anser det for mest nyttigt, og i hvert fald siger det i intime kredse, er endnu større. Hvis hertugdømmernes universitet officielt er imod denne løsning af spørgsmålet, skyldes det hovedsagelig en særlig omstændighed der ikke i enhver henseende er behagelig. I Kiel er der som det ikke er ualmindeligt på små universiteter og i små byer, visse personligheder der er toneangivende for flertallet, og derudover er der en virksomhedsånd blandt næsten alle som næppe tillader mindretallets holdning at blive udelukket når flertallet har besluttet sig for en bestemt politik eller demonstration. I Kiel har professor Behn (siden for et par uger siden rektor) generelt været toneangivende i nogen tid, og derfor blev han fulgt gentagne gange, selv om han som gammel-slesvig-holstener føler sig stærkt partikulær og blandt sine kolleger har repræsenteret alle nuancer af politiske meninger, ligesindede Behn, høviske, uafhængige "blå" tilslutningsmænd, ret røde af slagsen og som nævnt, også annektionister. Den nærmeste fremtid vil sandsynligvis ændre nogle ting her.
Det kan også bemærkes, at De Sytten for det meste er ældre herrer, og at der kun er enkelte slesvigere iblandt dem, men det betyder ikke, at annekteringen nord for Ejderen vil møde større modvilje end i Holsten. I det sydlige Slesvig siges der at være et betydeligt antal loyale sjæle. I Midt- og Nordslesvig er begejstringen for arvehertugen derimod, som jeg beretter af erfaring, stærkt i aftagende, og de fleste af dem ser med ekstrem kølighed på "faren" for indlemmelse i Preussen.
De Nationale eller de deciderede tilslutningsfolk er heller ikke talrige for tiden, hvilket hovedsageligt skyldes at de hidtil ikke har været organiseret, og at de har været mere kræsne end de øvrige partier. Men efter afholdelsen af det sidste delegeretmøde i de slesvig-holstenske foreninger som vil have åbnet manges øjne, og hvis provisorieordningen fortsætter, utvivlsomt kan forvente mange omvendelser til deres trosbekendelse og repræsentere, da også jo flere oplyste blandt deres modstandere indrømmer, en god del af intelligentsiaen ikke blot i Slesvig, men også i Holsten; ja, man kan, uden at skulle frygte ærlig modsigelse, frækt hævde næsten hele landets intelligentsia som er uafhængig af hoffet. De hører mest til de lærde stænder, men der er også købmænd og godsejere iblandt dem. Deres førere er grev Reventlow og August Römer, om hvem vi skal give nogle biografiske noter, da de i fremtiden kan nævnes hyppigere.
Römer, født 1821 i Slesvig by hvor hans far er skolelærer, studerede i Jena og Kiel, bestod juridisk eksamen i 1845, praktiserede derefter som advokat i Rendsburg indtil 1849 og blev derefter fuldmægtig i den daværende delstatsregerings kulturafdeling. Efter fredsslutningen helligede han sig atter til sagførerkarrieren, først i Barmstedt, en flække i det sydlige Holsten, hvorfra han snart flyttede til Elmshorn. Her blev han til efteråret 1863, og her udviklede han sin politiske hovedvirksomhed, idet han kom i nærmere kontakt med Theodor Lehmann. I foråret 1862 overtog han redigeringen af "Norddeutsche Grenzbote", og da Lehmann døde i sommeren samme år, var Römer sammen med Reventlow den anerkendte leder af det nationale parti, dvs. mindre anerkendt udadtil end blandt politiske venner. I foråret 1863 blev hans blad undertrykt af danskerne; bruddet med Scheel-Plessen var kommet tidligere på grund af en decideret meningsforskel. Da hertugen dukkede op i landet, sluttede Römer sig til partiet i forventning om at han så hurtigt som muligt åbent og nært ville knytte sig til Preussen, og i dette håb arbejdede han for ham, først i Holsten, siden i Slesvig, hvor han grundlagde "Norddeutsche Zeitung" i Flensborg kort efter danskernes afrejse sammen med boghandler Herzbruch. Han er en mand af den reneste patriotiske ånd, fuldkommen fri for alle havbundne fordomme og med en nøgternhed og klarhed i sindet der er meget sjælden blandt sine modstandere. "Jeg har endnu ikke fundet nogen der havde så lidt positiv viden og alligevel har så god en karakter (Censur)," sagde en eksaminator om ham. Viden er der også rigelig af nu, bare lidt mere organisatorisk talent og mere fart kunne man gerne ønske den fremragende mand som partileder.
Grev Ludwig zu Reventlow er også slesviger og blev født på godset Sandberg i Sundeved, et gods der nu ejes af en fætter til ham. Han er en efterkommer af storkansler Konrad Reventlow hvis datter var gift med Frederik III som dronning. Hvis vi ikke tager fejl, er han to år yngre end Römer. Under Slesvig-Holstens opstand gjorde han tjeneste i det tredje Jægerkorps, kæmpede i hovedslagene og var generelt kendt som en meget dygtig soldat. Efter at have bestået sine eksamener efter krigen, slog han sig ned i Kiel som advokat, det første eksempel på en greveforvalter her i landet. Lehmann trak ham ind i det politiske liv, hvor han efter Lehmanns død fik betydelig indflydelse gennem sin usædvanlige skarpsindighed, sin høje almene uddannelse og sin natur, der vendte sig bort fra fraser og sentimentale illusioner. Som medlem af landsforeningen repræsenterede han ligesom vennen Römer holstenerne i dens udvalg, indtil foreningen sidste efterår vendte Preussen ryggen. Siden Frederik den Syvendes død, var han den mest aktive leder af den anti-danske bevægelse, først fra Hamborg, siden i Holsten, til sidst i Slesvig, og en hovedforkæmper for hertugens sag, også i de slesvig-holstenske foreninger, indtil han måtte indse at den nationale interesse ikke længere blev varetaget. Efter at han havde indkaldt og ledet det besluttede tilslutningspartis Rendsburg-møde, tog han til øen Femern hvor han nu beklæder stillingen som amtmand. Hans patriotisme er også af uangribelig renhed. Vi ved hvor vi har i ham, og vi håber i landets interesse at se ham i en mere indflydelsesrig position en dag.
Som organer for partier fungerer der "Norddeutsche Zeitung" med omkring 2.000 abonnenter, endvidere også i det mindste delvist gennem redaktionens artikler der klarer sig udmærket og under vanskelige omstændigheder, "Itzehoer Nachrichten" med omkring 10.000 abonnenter, og den knap så meget udbredt, men velskrevne og sympatiserende med annektionen "Schleswiger Nachrichten". Vi kan også henregne "Hamburger Nachrichten" her: i de sidste par måneder har de gentagne gange offentliggjort artikler, der med dygtighed og forståelse annoncerede programmet for de besluttede tilslutningsmænd. Dette program lyder indtil Preussens krav er kendt nøjagtigt som følger:
"Den nationale pligt og Slesvig-Holstens interesser kræver, at staten Preussen som hertugdømmernes beskyttelsesmagt tildeles de rettigheder der svarer til dens opgave helt og for altid. - Vi forstår under disse rettigheder den fulde militære overhøjhed på vand og på land, den diplomatiske repræsentation og kommerciel ledelse. Disse rettigheder skal sikres, før den endelige ordning af vores interne anliggender."
Som man ser kort, men omfattende.
At hertugen behandles som en mindre sag er begrundet i, at - som en taler i Rendsborg passende sagde, "den forpligtelse som vi påtog os for fædrelandet ved fødslen, går forud for den forpligtelse der blev påtaget efter 16. november 1863."
Redaktionen af "Itzehoer Nachrichten" anbefalede tætte bånd til Preussen i midten af februar med følgende begrundelse: "Preussen er den tyske stat i udvikling og ikke længere i den første fase af sin udvikling da den allerede har bestået mange ildprøver ." - "Den tyske stat er Preussen, eller den er ingen steder, den tyske stat skal fuldføres ved union med Preussen, ellers bliver den aldrig til noget." - "Tilslutningen til Tyskland er en talemåde, hvorved man ikke kan forestille sig noget, ikke engang den værste partikularismes markskrigeri." - "At den for øjeblikket eksisterende forbundsdag ikke er en forening af partikularister med gensidig livsforsikringer, er alment kendt. Det er et af vor tids værste sygdomssymptomer, at folk er begyndt at hykle patriotiske følelser for Forbundsdagen. Enhver skoledreng ved at den er den største hindring for tysk enhed og magtudvikling, og at det at slutte sig til den ikke giver en skygge af selvstændighed; det siger sig selv at partikularisterne ikke kan finde en bedre skytshelgen." - "For den tyske patriot er der kun alternativet enten at slutte sig frivilligt til Preussen eller lade sig erobre af det." - "Enhver rigtig patriot bør glæde sig uden misundelse at der er en sådan stat i Tyskland, og ved at styrke den finde rigelig kompensation for de ofre, der skal bringes."
Norddeutsche Zeitung udtalte sig imod retten til selvbestemmelse (som vi mener at huske blev opdaget af De seksogtredives Komite i Frankfurt, eller i det mindste bragt på banen for første gang), som blev afvist i den sidste sætning af Rendsburg-programmet, som vi hermed anbefaler til vort partis nordligste forposter og behagelig velvilje for læsere af Pr. J.: "Historien respekterer ikke nogen selvbestemmelsesret uden den tilsvarende selvbestemmelse til at virkeliggøre den, og netop dette sidste er det vigtigste. Ethvert folk må forsvare sit eget skind indvendigt og udvendigt; hvis det ikke kan gøre det dette, så går det til grunde. Dette er ikke kun den ubarmhjertige logik, men også historiens ubarmhjertige moral, som ikke længere er en sentimental ung pige, og som selv i sin ungdom aldrig fablet om pastorale idyller." Ved at anvende disse generelle overvejelser på modstandernes krav om selvbestemmelsesret for Slesvig-Holstens befolkning fortsætter bladet: "Der er en farlig begrebsforvirring i sådanne og lignende vendinger. Man glemmer at det ikke er den blotte ret, men realiseringen af retten som er det afgørende i historien. Selvfølgelig var også vi, i hvert fald en del af vores folk, klar til at stå op for vores rettigheder, hvis vi også havde ønsket at kunne deltage i kampen mod Danmark. Men det er en kendsgerning - og kun kendsgerninger, ikke ønsker og velmenenhed tæller i historiens gang - at vi ikke selv var i stand til at hævde vores uafhængighed over for Danmark. Vores befrielse er den tyske nations værk, om man vil, men frem for alt, i det mindste i det afgørende øjeblik, en handling af hvad der er organiseret i den preussiske statsdel af samme. Vi har ikke selv skabt nutiden som den er, så vi har heller ingen ret til ensidigt at disponere over fremtiden." Endvidere: "Her i Slesvig-Holsten har vi at gøre med nationale interesser af højeste, mest vidtrækkende betydning, om spørgsmål som dog umuligt alene eller også i hovedsagen er det slesvig-holstenske folks afgørelse, dvs. flertallet af dem der nu bor i Slesvig-Holsten. Den tyske nation ønsker en flåde, den ønsker en begyndelse til koncentrationen af sine forsvarsstyrker og med en forenet statsorganisation. Den ønsker denne, hvis man kan lide at bruge dette ord, selvbestemmelseskraft, og ydermere har den i tidens løb i den preussiske stat skabt en organisme der har magten, den vilje og den ret, i det mindste til en vis grad grader at opnå det. At ville modsætte sig denne nationens bemyndigede ret ved at påberåbe sig det slesvig-holstenske folks selvbestemmelsesret, dvs. højst en tredivtedel af denne nation, det ville være et forsøg der uundgåeligt ville mislykkes, hvis det overhovedet kunne gøres."
Fra Kiel havde man talt om uberettiget mistillid til nationalisterne. Hertil svarede Römers avis: "Vi indrømmer åbent, hvis der stadig kan være tale om en sådan mistillid, at vi hæger om noget sådant. Efter det seneste års erfaringer mener vi, at vi kun har alt for stor grund til at frygte, at hvis det kom an på prinsen og statsrepræsentanten, ville de næppe ofre mere end de skulle."
Halvpartikulærerne eller, som vi vil kalde dem for deres bedre elementers skyld, de forbeholdne tilslutningsmænd, adskiller sig først og fremmest fra den rene part ved at de hverken kan dele denne mistillid på grund af svage øjne eller af sentimentale overvejelser, eller af andre årsager ikke ønsker at dele det. Blandt dem er der også intelligente ånder, ærlige patrioter og nogle, der vovede og ofrede noget for deres overbevisning i svære tider, men også mange der var ganske stille i denne tid, endda fast besluttet på at indordne sig det danske system, og som derfor kun kan tilskrives den sædvanlige dyd vedholdenhed (som der i øvrigt uretmæssigt er blevet gjort så meget ballade over, da den er mere beslægtet med dovenskab end tapperhed) i det omfang de accepterer at vi sætter ihærdighed synonymt med elasticitet . De ønsker ikke, som de siger, at "oktrojeres" af det mål af indrømmelser, som Preussen er villig til at give - i hvert fald er det en af de sætninger der lejlighedsvis strømmer til dem "fra en god kilde". De vil "lave en pagt" og de elsker at opfatte eventuelle indrømmelser som ofre. Nogle af dem går temmelig langt i deres indrømmelser, men ingen ønsker at vide noget om det vigtigste, om overgivelsen af militær suverænitet; fordi det ville betyde, som en af deres lærde thebanere i Rendsborg sagde, at Slesvig-Holstens befolkning ville opgive sin suverænitetsret, og det er indlysende at en sådan ret for et elitefolk, som mange herrer i dette parti synes at mene at befolkningen i Slesvig-Holsten er, har dobbelt værdi. Lederne af tilslutningsmændene med forbehold er for det meste i Kiel; en af de mest talentfulde blandt dem er Dr. Steindorf, engang medlem af Frankfurts parlament. Deres organ er "Kiel Zeitung". I øvrigt er partiets grænser ikke lette at definere; fordi det på den ene side omfatter politikere som står de rene tilslutningsmænd meget tæt og ikke behøver lange overvejelser eller anstrengelser for at slutte sig til deres rækker, på den anden side løber det ind i hofmændene, hvis flertals halvhjertethed og ubeslutsomhed, og deres tilbøjelighed til at gøre sig forståelige med dem der ikke er alt for barske partikularister, er yderst bekvem, og som gennem deres blændende måde til at gøre partiets ikke just klare farve endnu mere uklar og ustabil. At betegne dem som "blå", som man ville forvente her efter Nat. Zeitung er blevet vant til, er derfor ikke helt passende. Hvor mange de er, er også svært at sige på grund af denne farveløshed. Hvis man skulle tro dem, før det sidste Rendsborg-delegeretmøde, stod stort set hele landet bag Kiel-forslaget. Siden da har man bemærket noget af det modsatte.
De rene partikularister er takket være hofpolitikken i Kiel og maskinens arbejde der selv efter freden altid insisterede på hertugens ret som første postulat, mens det kunne have været mere nyttigt for landet og fyrsten med en mindre egoistisk retning, og takket være et lille antal mere rørige demokrater som har meget andre formål i tankerne end de skriver på deres banner i dag, uden tvivl det stærkeste parti på nuværende tidspunkt. Men lige så sammensat af vidt forskellige elementer og derfor uden ledere der har lige stor myndighed hos alle medlemmer af samfundet. De forfalder til gammel-slesvig-holstenske normalmennesker der med medfødt ihærdighed foretrækker at bevare forholdene som de er, fordi disse forhold - den mindre venlige ville sige denne gamle dovenskab - fremstår for dem som den bedste verden og reformer for ubehagelige. Til dem hører embedsmænd som i tilfælde af tætte bånd til Preussen eller en annektering har mere arbejde og mindre høje lønninger, håndværkere der ser toldunionen, og massen af bønder der ser kongen af Preussens blå frakke, hans korporalers strenge disciplinering og deportering af deres børn til fjerne garnisoner. Partikularisterne falder i gruppen af tilhængere af den legitimistiske teori om Guds nåde som i de augustenborgske dokumenter og i de forskellige hyldestakter fra det forgangne år tilbyder dem sine ti bud og som befaler dem ikke blot at afsky annektionisterne, men også i unionisterne som høje forrædere, hvad hr. pastor Schrader om Gud vil, kommende hofpræst - for nylig fremlagde i en smuk salvelse. Så bliver partikularpartiet forstærket af det smukke køns romantikere og politikere og medlemmer af den anden halvdel af menneskeheden som lever i deres tjeneste og er deres sjælevenner. Det omfatter også en række gode regnemaskiner der håber på at kunne spille en selvstændig rolle nemmere i en småstat, at blive hurtigere forfremmet, at blive geheimerådsmedlem, general eller udsending i en lille selvstændig stat end i et Slesvig-Holsten som ville være en preussisk provins eller noget lignende. Endelig møder vi blandt de rene partikularister de stræbende demokrater af den gamle skole, der med deres demagogiske aktivitet, deres høje stemme og deres kraftfulde fraser der er særligt nyttige til at vække bønderne, giver liv og lyst til at udtrykke deres holdninger til det ellers ret sløve parti ved siden af maskinen. Disse emmer og drypper om muligt endnu mere af legitimistisk entusiasme end de førnævnte kancellipolitikeres sindelagsfaddere. Grundlæggende holder de dog ikke så meget på hertugen som grundloven af 1848, hvormed de hvis hr. von Bismarck ikke er i stand til at forpurre forfatningen af et selvstændigt Slesvig-Holsten, vil opstille en demokratisk idyl som model, som selvfølgelig også ville omfatte at vore bønder lod sig bruge af dem. Folk hader Preussen for det første fordi den nyeste æra ikke falder i deres smag, dernæst fordi de der ser længere, ser den preussiske stat og det parti der stræber for den i Tyskland, som den farligste hindring for virkeliggørelsen af deres sidste planer og højeste idealer. Planer og idealer der ikke standser ved modelidyllen, men vil resultere i at Tyskland opløses i et par hundrede dejlige små republikker.
Alle disse elementer, stemninger, mål og ønsker hvoraf nogle smelter ind i hinanden og måske også andre, har forenet sig under partikularismens hat sans phrase. De anser ikke Preussen for anderledes end Danmark, og giver ikke utvungent indrømmelser til det, og de siger ikke engang tak for deres befrielse fra et fremmed herredømme. Selvfølgelig ikke; fordi for det første kunne vi have hjulpet os selv som usædvanlige mennesker af ædlere art, og for det andet gjorde pikkelhuerne med Dybbøl og Als kun regnskabet lige op med det de gjorde i 1851. På den anden side er det tilladt at tænke stort om Østrig og påbudt at ære det tyske forbund.
Sammenlign følgende sætninger fra 14. februar-udgaven i år af "Schleswig-Holsteinische Zeitung" med det der blev rapporteret ovenfor fra "Itzehoer Nachrichten", som på ingen måde er de groveste udeladelser af dette partis organ, men gentagne gange blev langt overgået af avisens hannoverianske korrespondent, den kendte pan-tyske fanatiker Bärens, en personlighed, der efter sigende er meget værdsat og meget brugt i Kieler Sophienblatt.
"Vi anerkender ikke," står der der, "at Østrig og Preussen kan forlange noget af os, men nogle, mange vil hellere for at komme ud af den foreløbige situation give et par ofre end at leve længere under disse usikre omstændigheder; de vil slutte sig til Preussen for at blive fri." - "Men enhver forbindelse til den store magt i Preussen er begyndelsen på indlemmelse; så snart Preussen som sådan får den mindste indflydelse på nogen gren af vores lovgivning og administration, vil det sprede sig stadig mere." - "Derfor må alle stræbe efter at sikre at Preussen får de fordele, det er at opnå fra hertugdømmerne, ikke som en stor europæisk magt, men som en tysk forbundsmagt." - "Østrig begrænser sig til moralske erobringer, Preussen elsker mere det reelle."
Og så følger som et forvarsel om det af partiet i Rendsborg udarbejdede program, dette forslag: "Vi anerkender ikke nogen forpligtelse for hertugdømmerne, som ikke er påtaget af vor arvefyrste og den samlede landsrepræsentationen. Vi er klar til at anerkende enhver begrænsning af vores autonomi og uafhængighed, som er pålagt os af den tyske forbundsdag som nødvendig for opfyldelsen af føderale forpligtelser."
Lederen af de mere moderate partikularister af demokratisk oprindelse i Kiel er Herr von Neergaard, hovedtalsmand for Altona-samfundet redaktør May, en jøde der kom til landet fra Schlesien, der som man siger, først dedikerede sin pen til hr. von Manteuffel i Berlin, dernæst som vi med sikkerhed ved baron Scheel-Plessen. Læseren vil finde andre partigrupper ved udvalgsvalget til den sidste delegeretforsamling i de slesvig-holstenske foreninger.
De er mest højrøstede i Kiel og Altona. Stærkest ser det ud til, i nogle dele af Ditmarsken. Men læseren gør klogt i ikke at forvente, at modige ord vil blive efterfulgt af modige gerninger, og at preusserne ville skabe en lille vendée hvis de ville forsøge annekteringen. Det virker utroligt i sig selv, men der er gode gamle drenge i Tyskland der tror det er muligt. Til dem tjener den nyhed at at ingen i hele landet ikke vil bruge så meget som en spadserestok til at true den for alvor forestående annektering, bestemt heller ikke et eneste menneske i Ditmarsken. Mændene omkring Meldorf og Heide er familier af meget respektable gennemsnitslandmænd som pløjer dybe furer med deres fædres værdighed og passer omstrejfende kvæg. Men de accepterer ikke længere deres fædres heltemod fra 1848-tiden og det morderiske slag ved Hemmingstedt, og Dusentdüwelsvolden er for længst blevet jævnet med jorden og forvandlet til en fredelig fold til hvededyrkning og fede kvæggræsning. Ditmarskerne, nu de mest aktive som følge af et besøg som arveherren benådede dem med sidste forår, var de mest sløve i 1848 da der skulle ofres; nu er de de mest højtråbende, men når er annekteret, vil de snart være lige så stille som de var mellem pacifikationen og Elmshorn-forsamlingen. De der håber andet, fortjener medlidenhed, de der frygter andet, fortjener kritik. Den ene ser en engel, den anden et spøgelse, mens sund fornuft ikke kan se andet end et øjebliks forstyrrelse af marskens flegma.
Det parti som danner hertugens følge, og som vi derfor kalder hofmændene, vil ikke være parti, men "stå over parterne", dvs. bruge dem alle, snart det ene, snart det andet, afhængig af vinden. Ikke desto mindre må det tåle at blive taget med her som parti; for på trods af dets kamæleonagtige farveskifte har det en meget specifik grundfarve, nemlig farven hos Augustenborg-tjenernes livre. Alt bliver målt og bedømt af dette efter hvorvidt det tjener dette hus' interesser, alt tilsidesættes for at blive brugt til disse interesser. Partiet udgøres for størstedelen af hertugens gamle agenter i Primkenau, hvortil et par nye er kommet. Det plejer at få sine anliggender rapporteret i "Kieler Zeitung" og ofte også i "Schleswig-Holsteinische Zeitung". Den åndelige grundsætning som går gennem dets meget betydende begavelse og influerer midtpunktet i denne kreds, er at handle med ikke særlig definerbare parlamentariske udtryk som er sammensat af sagførerklogskab og smådipomatiets anskuelser. En stærk forkærlighed for det oprindelige danske maksime om at fortælle sandheden med modifikationer, hengivenhed for Østrig og Forbundet, men kun så længe det er nyttigt at bruge, dernæst frygt for afgørende handling. Ved meget stærk og opfindsomt at udforme alle slags planer og små planer, aldrig flov når det kommer til ved at tage et nyt standpunkt, gør man ingen fremskridt. Så hvis der er nogen risiko involveret, mister man straks modet og arbejder hen imod udsættelse.
Endelig hvad denne politiks mål angår, er følgende resultatet af de overvejelser vi allerede har gjort: Hvis hertugen kunne gøre sig gældende med så få ofre som muligt for sin suverænitet, ville det synes at fortjene præference. Hvis den mest grove partikularisme blev brugt til dette formål, ville den pågældende omfavne ham som en ven. Hvis det røde demokrati var godt for det, så ville deres banner blive hejst, selvfølgelig kun for at blive fjernet igen efter at enden var nået. Hvis Østrig skulle love en seriøs tjeneste i denne henseende, ville intet forhindre at være sort og gul i øjeblikket. Sålænge Preussen har sagen fast i hånd, vil man tage hensyn til det, dvs. så vidt som man er nødt til. For en åben og utvetydig erklæring om de preussiske krav, vejer bortset fra hensigten om at redde i det mindste fri rådighed over militæret og en gesandtstilling i Bund, frygten for Østrig. Med åben tilknytning til Østrig kommer man ikke af med frygten for Preussen. Og sådan bliver alt ved det gamle, indtil det provisoriske har gjort sin pligt. Om dette fører til Gottorf Slot eller som vi gerne vil antage, til Dolzig Slot, kan vi finde ud af endnu i år.
* Da prinsen blev spurgt om sin stilling i Preussen, sagde han groft, at han mente, at kongen ville respektere hans arveret; skulle hertugdømmernes forening med Preussen dog ønskes og tilstræbes fra Berlin, ville han ikke stå i vejen. Hvor meget det nationale parti skylder ham, hvor meget han skylder det, må læseren vurdere. Den ytring er en kendsgerning, som kun kan benægtes med løgne.
(Preussische Jahrbücher, Bind 15, 1865. side 413-437) Årbogen indeholdt også kapitlet "Die Zukunft Schleswig-Holsteins", side 542-569.
(1) Schwaben er et flertydigt begreb, artiklen hentyder formentligt til en region i Tyskland med en særligt dialekt (schwäbisch). I 1803 blev en masse småstatlige områder lagt sammen til Baierische Provinz Schwaben. I dag ligger det i Baden-Württemberg. Indbyggerne kaldes schwabere.
(2) Sophienblatt er en gade i Kiel (1835). På hjørnet til Friedrichstrasse boede geheimeråd Samver som var rådgiver for Friedrich VIII. Her boede også overretsråd Otto Jensen som under forbundskommissærerne var medlem af den holstenske landsregering og desuden beskæftiget med indenrigsspørgsmål i begge hertugdømmer under hertugen. I november 1865 var Sophienblatt scene for en parade i forbindelse med to-årsdagen for proklameringen af hertug Friedrich. Selv var han ikke til stede, men den lokale slesvig-holstenske forening holdt en fest.
Germania auf dem Meere (1865). Efter et originalmaleri af Lorenz Clasen (1812-1899). Die Gartenlaube: Illustrirtes Familienblatt, nr. 45 1865. Bemærk galeonsfiguren: En ørn, ankeret og skibets navn: "Vaterland". Maleriet var inspireret af digtet "Die Wacht am Rhein". Clasen havde været med i borgervæbningen i 1848, og maleriet er hans kendteste. Sådanne nationalistiske motiver var populære også i Danmark, hvor Elisabeth Jerichau Baumann i 1851 tegnede moder Danmark. Efter et stort pres overgav Østrig herredømmet (feltmarskal v. Gablenz) over Holsten i midten af 1866 og overlod det til Slesvigs guvernør general v. Manteuffel der herefter indsatte freiherr v. Scheel-Plessen som overpræsident i Slesvig-Holsten.
