Men i 1862 var hans turnevirksomhed åbenbart blevet en torn i øjet på nogle læger:
Advarsel imod den såkaldte professor L. Casse.
Hr. L. Casse er ikke læge og derfor uberettiget til at tale om "sine patienter", han er ikke professor; hr. overlæge Rathje følger ikke med på hr. Casses rejse, om han overhovedet har noget med ham at gøre. Hvad moderationen i pris efter præsteattest angår, da kan vi fra Nyrip i København skaffe lettere, bekvemmere og mere hensigtsmæssige bandager og transport iberegnet til en billligere pris, end hr. Casse sælger sine varer med den omtale moderation.
Ovenstående finder vi os i sandhedens interesse beføjede til at bekendtgøre.
M. Gleerup. E: Flemmer.
(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 27. maj 1862)
Orthopædisk Anstalt
ved Professor L. Sasse
i Randers.
Herved underrettes mine patienter, samt andre, som måtte ønske min hjælp for skævhed i ryggen, hals, arme, ben etc. om, at jeg indtræffer til
Holstebro den 12. oktober fra Kl. 10 til 4;
Struer den 13. oktober fra Kl. 10 til 2;
Lemvig den 14. oktober fra Kl. 10 til 2;
Ulfkjærkro den 15. oktober fra Kl. 8 til 4.
Uformuende kan, medbringe præsteattest erholde betydelig moderation.
Hr. overlæge Rathje har tilsyn ved anstalten.
L- Sasse,
Professor.
Da jeg nu atter tiltræder min sædvanlige rejse på Vestkysten og også agter at besøge Holstebro, vil jeg ikke undlade at besvare Dhrr. Glerup & Flemmers angreb på mig af 26. maj d. å. Deres yttringer om, at jeg ingen læge er og ingen ret har til at befatte mig med lægevidenskabelige kure kan jeg kun besvare således, at det aldrig er faldet mig ind at udgive mig for en sådan, eller at befatte mig med slige kure. Det stulle da være, at jeg for menneskehedens skyld har givet nogen det råd af den afdøde, verdensberømte doktor Burhave i Amsterdam, som lyder således:
Haltet die Füsse varm,
Den Kopf kalt,
Ueberladet nicht den Tarm,
So werdet Ihr alt."
(Holder fødderne varme, hovedet koldt, overlæsser ikke maven, så skulle I blive gamle).
Hvad overlæge Rathje angår, så har jeg hverken i mine annoncer eller mundtligt ytret, at han fulgte med på mine rejser. Det ville i sandhed være latterligt, at ville indbilde publikum sådant, fordi ethvert fornuftigt menneske meget let vil kunne indse, at ikke alene ingen kongelig overlæge, men lige så lidt nogen privatlæge kunne befatte sig med at følge med mig på mine ofte meget langvarige rejser, og derved forsømme sine patienter. At overlægen har tilsyn ved anstalten, kan jeg bevidne ved de patienter, som have modtaget deres maskiner hjemme hos mig, hvilke sidste han har set og anerkendt for at være gode. I øvrigt vil enhver, der har læst mine avertissementer kunne se, at jeg der alt i 15 år har boet i Randers, hverken ved charletaneri eller ved at producere attester har søgt at tilvende mig publikums opmærksomhed, Men da de herrer G og F, jeg ved ikke af hvilken Grund, søger at nedsætte mine maskiner, så vil jeg dog her vedføje en attest af hr. doktor Hald i Randers, og enhver, som ønsker det, kan hos mig, gennemse en mængde breve, som forældrene til de unge mennesker, der er blevet behandlede i min anstalt, har tilskrevet mig med den inderligste taknemmelighed uden nogensomhelst anmodning fra min side, alene ledet af glæden over deres børns helbredelse.
Den omtalte attest lyder saaledes :
Hr. Professor Sasse har for ikke lang tid tilbage forfærdiget mig til en patient en maskine eller et snøreliv med fjedre, som bæres mod skævhed og krumning af ryggen. I henseende til smukt arbejde, soliditet og akkuratesse står den ikke tilbage for dem som leveres ved det orthopædiske Institut, og i henseende til konstruktion hører den til de bedste og hensigtsmæssigske, man for tiden kender. Jeg tør på det bedste anbefale dette hr. professorens arbejde, så meget mere som jeg tror allerede deraf at spore gavnlige Virkninger.
Randers, den 18. august 1851.
Hald,
praktis. læge.
Og hermed må jeg overlade til Dhrr. at skrive og gøre, hvad de ville; fra min side er disse ord de sidste i denne sag.
L. Sasse
Professor
(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1862)
Advarslen mod Casse ser ikke ud til at have påvirket hans turnevirksomhed, for annoncerne fortsætter til i hvert fald 1866. Efter der ophørte hans annoncer, selv om der stadig i 1867 åbenbart var lidt aktivitet:
Min søn, Johan, 1½ år gl., er ved en af hr. professor Sasse forfærdiget bandage blevet for størstedelen helbredet for en medført skævhed i foden, i hvilken anledning jeg føler trang til herved at bevidne hr. Sasse min påskønnelse.
Thisted, den 12. februar 1867
Chr. Andersen,
Sømand.
Han var på det tidspunkt også blevet bosat i Thisted:
Bopælsforandring
Undertegnede er flyttet fra Nørregade og bor nu i forrige købmand Krabbes gård på det lille torv, hvilket herved bekendtgøres. Opgangen fra porten.
L. Sasse
Orthopæd.
(Thisted Amtsavis, 9. november 1867)
(Der er muligvis tale om købmand Krabbes Gård, Storegade 15, Thisted).
Et Tilfælde af Skindød. Ved at overvære en Prøve, som foretoges med Grosserer Jm. Pfeiffers elektromagnetiske Signal Apparat "Vitalmetret", kom jeg til at mindes en mærkværdig Begivenhed, der med Hensyn til Spørgsmaalet om "Skindøde" ikke vil være uden Interesse. Efterat jeg som ungt Menneske med den polske Legion havde bivaanet Napoleon den Førstes Felttog i Rusland og senere i Tydskland, vendt jeg i Aaret 1818 fra Frankrig tilbage til mit Fædreland, hvor jeg i længere Tid opholdt mig i Warschau. Et dengang berømt tydsk Operaselskab, under Direktion af Hr. Døblin, gjæstede netop Warschau i længere Tid. Da jeg ofte besøgte Operaen, traf det sig, at jeg stiftede Bekjendtskab med Direkteur Døblins to Sønner, Conrad og Carl, der omtrent vare paa min Alder, og blev ved dem indført i deres Forældres Hus. Da jeg en Dag i August Maaned l818 vilde besøge Døblins, traf jeg flere af Familiens Medlemmer i Forværelset, nedslaaede og opløste i Taarer, og før jeg kunde henvende et Spørqsmaal til dem, erfarede jeg, at Direkteur Døblin pludselig og uden forudgaaende Sygdom var afgaaet ved Døden. Han var Frimurer og beklædte en høiere Grad i Logen. Dette bidrog til, at mange Læger og Professorer indfandt sig ved hans Dødsleje, hvoriblandt Flere i Begyndelsen nærede Tvivl om, hvorvidt han virkelig var død. Disse Videnskabsmænd foretog derfor alle mulige Forsøg til hans Oplivelse, men da Alt viste sig frugtesløst, erklæredes han enstemmig for død. Denne Erklæring blev afgiven 5 eller 6 Dage efter hans pludselige Hensoven, og den følgende Dag skulde Begravelsen finde Sted, hvortil alle Forberedelser alt vare trufne. En ung Læge, som hele Tiden havde tvivlet paa, at Døden virkelig varindtraadt, indfandt sig igjen i sidste Øieblik og anmodede om endnu engang at maatte foretage nogle Oplivningsforsøg med den Afdøde. Denne unge Læge havde ikke vovet ligeoverfor de mange erfarne Læger og Professorer at yttre sin Tvivl, da han ikke knude støtte sin Mening med sikkre videnskabelige Grunde. Han fik ogsaa strax Adgang til den Døde og foretog sine Forsøg og Undersøgelser paa mange Maader, men kunde ikke komme til noget Resultat. Endelig spurgte han den unge Conrad Døblin, om han kunde sige ham, hvad der mest opmuntrede hans Fader, da han levede. "Et Glas god Champagne" var Svaret. Lægen rystede paa Hovedet og spurgte videre: "Har De ikke lagt Mærke til, om der gaves Et eller Andet, der især kunde virke opmuntrende paa hans Følelser, hans Sandser, f. Ex. et bestemt Instrument eller en Sang, som fortrinsvis tiltalte ham?" Den unge Døblin svarede efter kort Betænkning: "Jo, Moder sang undertiden en Sang af Operaen "Azur, König von Ormus", naar Fader var i daarligt Humeur, og denne Sang havde altid den Virkning at opmuntre ham." Det var nemlig denne Sang, hvormed Fru Døblin, født Meser, Søster til Komponisten Meser, første Gang debuterede for sin tilkommende Mand. Lægen lod sig nu føre til den sørgende Hustru og formaaede hende til at synge den omtalte Sang med Guitar-Akkompagnement ved Kisten. Fru Døblin begyndte sin Sang med sagte og usikker i Stemme, men i Følelsen af sin alvorsfulde Opgave gjenvandt hun snart sin Fatning og foredrog Sangen saa sjælfuldt og smukt som nogensinde før. Lægen iagttog den Døde med spændt Opmærksomhed, og jeg saa, at han særlig henvendte sin Opmærksomhed paa de halvtaabne Øine. Efterat Sangen var foredragen et Par Gange uden tilsyneladende Virkning, saa vi Lægens Ansigt pludselig blive opklaret, og med ængstelig Hast tilvinkede han Fru Døblin at vedblive. Alle de Andre, som befandt sig i Værelset, gav han ved Tegn at forstaa, at de maatte forholde sig tause. Han vedblev med Haanden at tilvinke Fru Døblin Mod til at vedblive, medens hans Blik lige som ved en magisk Kraft var fæstet til den Dødes Øine. Nu viste sig for os Alle svnlige Livstegn, idet den Skindødes Øine begyndte at rulle frem og tilbage. Lægen gav os ved Tegn at forstaa, at vi maatte fjerne os fra den Skindøde, hvorefter vi sagte trak os tilbage i Baggrunden. I samme Øieblik reiste den Syge sig op fra sit Leie, idet han udstødte et dybt Suk, og ligesom vaagnende efter en svær Drøm sagde han med svag Stemme: Hvad er det? Alle Nærværende maatte nu efter Lægens Ønske forlade Værelset, og den Gjenoplivede blev overladt til sin lykkelige Redningsmands Omsorg. Hvad denne videre foretog sig til den Syges Helbredelse, er mig ikke bekjendt. Saaledes blev Hr. Døblin reddet fra at blive levende begravet, han blev igjen fuldkommen rask og ved godt Helbred, men var dog siden noget tungsindig, og hans Hukommelse var ikke saa god som før. Han var dengang en Mand paa nogle og 60 Aar og levede efter denne Tildragelse endnu i 7 Aar. Den unge Læge, som tidligere kun havde ubetydelig Praxis, erhvervede sig ved denne Begivenhed et berømt Navn, som desværre er gaaet ud af min Hukommelse.
L. Sasse
Nørrebro, Ravnsborggade.
(Dagens Nyheder 29. april 1869).
Fra 1870 blev aviserne tavse omkring ham. Men var altså flyttet til København, hvor han nævner sig selv som krigsveteran - et forhold som ingen af de tidligere avisartikler har antydet noget om. Han genoptog her sin ortopæd-virksomhed i Sankt Hansgade 10, stuen.
På søndag kl. 11:30 bliver der på Vestre Kirkegård jordet en gammel kriger, Louis Czarnewchi Sasse, der som officer har tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag. Den afdøde, der tillige var med i storarmeens tog til Rusland 1812, flyttede senere til Danmark og opholdt sig i en årrække i Jylland, hvor han virkede som ortopæd. I 1848 bestræbte han sig for at undervise den jydske "Landstorm" i brugen af leen, som benyttedes af de polske bønder under opstanden i 1830, hvori den afdøde skal have deltaget.
(Folkets Avis - København, 28. april 1882.)
Dødsfald. I en alder af næsten 89 år er død i København Louis Czarnewski Sasse, der tillagde sig titel af professor og kom her til landet som ortopæd eller bandagist. Han var polak af fødsel og havde som officer tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag samt i tilbagetoget fra Rusland. Han havde en tidlang bolig i Randers og gjorde sig i 1848 bemærket ved at forsøge at organisere et korps af lemænd til forsvar mod oprørerne.
(Skive Avis, 29. april 1882.)
Få dage efter han var blevet begravet på Vestre Kirkegård, blev han imidlertid gravet op igen, og flyttet til "Skibskirkegården" (Holmens Kirkegård) af ukendte årsager. Hvis det skulle være fordi han var soldat, burde det snarere have været Garnisons Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar