- - -
I Modsætning til Assistenskirkegaard, Holmens og Garnisons Kirkegaardene paa Østerbro staar den uhyggelige Vestre Kirkegaard, hvor alle Linjebegravelser skal foregaa. Det er jo en bekendt Sag, at den nærmest er en Kirkegaard for Fattige. Man skal vanskeligt træffe et mere øde Sted, en mere ensom, sørgelig Plet end denne Kirkegaard. Ingen egenlig Indkørsel, intet velgørende Hvilepunkt for Øjet, ingen Træer og knapt nok lidt Buskads. Derimod bestandig Blæst, der farer over de snorlige Linjebegravelser, Grav ved Grav, et lille simpelt Trækors og rent undtagelsesvis en Gravsten, der højner sig op over den almindelige, kedelige Fladhed. Det er Fattigdom efter Døden som for den. Et endnu sørgeligere og uhyggeligere Syn frembyder den, naar man kommer derud i Regn og efter flere Dages fugtigt Vejr, Vandet staar i Huller og paa Veje, en slet Planering og en daarlig Vedligeholdelse skal ikke bidrage til at dække dens mange betydelige Mangler og Fejl. Det er ogsaa en bekendt Sag, at den er overmaade fugtig i Bunden, og man har jo saa ofte set, at Ligene bogstavelig er blevet druknede og ikke jordede. En trøstelig Tanke for de Efterlevende, som efterhaanden skal hjælpe til at "fylde op". Naar man har set og læst om den Pietet for de Døde, som man lægger for Dagen f. Eks. i England ved at indhegne hyggelige, venlige Pladser til Kirkegaardsbrug, saa maa man rigtignok tro, at de danske, specielt de københavnske, Begravelsesavtoriteter er rene Vandaler, thi Tilstanden paa Vestre Kirkegaard er ikke langt fra Vandalisme, og dog har Forholdene været endnu værre. Men Langsomhed er jo et Hovedtræk i vor høje Magistrats Administration, og desuden er det jo kun fattige og ubemidlede Folk, som lægges til Hvile paa denne øde og tomme Dødens Valplads.
- - -
(Social-Demokraten 10. marts 1883. Uddrag).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar