Sagen Nr. 248 1886 248. Højesteretssagfører Oct. Hansen Aktor
contra
Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson (Def. Adv. Nellemann) .
(Afsagt den 22 December 1886).
Ikke fundet at kunne statueres, at et Fruentimmer, som i den Hensigt at dræbe sit 10 Dage gamle, uægte Barn med sin Haand havde klemt dets Strube sammen, derved havde bevirket det meget syge Barns ganske kort efter indtrufne Død. Straf idømt efter Strfl. § 186, jfr. § 46.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 7 September 1886 er saalydende :
Under nærværende, fra Frederiksborg Birks Extraret hertil indankede Sag tiltales Arrestantinden Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson for den 22 Oktober f. A. at have ombragt sit den 12 s. M. fødte Barn eller i alt Fald for Forsøg paa denne Forbrydelse, og ere de med Sagen forbundne Omstændigheder ifølge den af Arrestantinden afgivne Forklaring og de iøvrigt tildels paa Foranledning herfra tilvejebragte Oplysninger følgende:
Den 22 Oktober f. A. afgik et af Arrestantinden den 12 s. M. udenfor Ægteskab født Barn ved Døden. Da der ved det af Ligsynsmændene den 25 s. M. foretagne Ligsyn over Barnet paa Ligets Hals fandtes et Saar og en sorterød Skjold, som forekom dem mistænkelig, nægtede Ligsynsmændene at udstede Døds- attest og anmeldte Sagen for Politimesteren. I den Anledning indfandt 2 Politibetjente sig paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard i Kollerød, hvor Arrestantinden da tjente i Dagleje. Da hun erfarede Politibetjentenes Ankomst, kastede hun sig i en Dam for at drukne sig, men blev trukken op af Vandet og bragt til Live igjen; forinden hun kastede sig i Vandet, havde hun lagt fra sig et Brev, som hun havde skrevet den foregaaende Dag, da hun havde hørt, at hun kunde vente at blive anholdt, og i hvilket Brev hun tog Afsked med forskjellige Personer og skrev, at hvis de ikke kunde finde hende, laa hun nede i Vandet eller i Dommen. Efter at hun efter nogle Timers Forløb var kommen noget til Kræfter igjen, tilstod hun ligeoverfor en af Politibetjentene, at hun havde ombragt Barnet og forklarede i saa Henseende, at hun den 22 Oktober f. A. om Eftermiddagen, da det nævnte Barn laa i en lidende Tilstand Formening paa Grund af indvendig Krampe tage Livet af det, og at hun derfor holdt de 3 Fingre paa den højre Haand fast om Barnets Strube, hvorefter Barnet blev næsten blaat i hele Ansigtet, og hun troede nu, at Barnet var død, og for at konstatere Døden og for at bortlede Mistanken om, at hun havde aflivet Barnet, kaldte hun Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, Ane Marie Carlsen, der netop gik udenfor Huset ind, for at denne kunde se, at Barnet var død.
Efterat den af Politibetjenten optagne Rapport, hvori den ovenfor anførte Forklaring findes optagen, den 27 Oktober f. A. inden Retten var blevet oplæst for Arrestantinden, henholdt hun sig til Rapporten og fastholdt saaledes den af hende afgivne Tilstaaelse, men, medens hun til Politirapporten havde forklaret, at hun strax efter Barnets Fødsel havde besluttet at aflive det, idet hun tænkte sig, at der ikke var nogen Fremtid for Barnet, da den Karl, der var Fader til Barnet, ikke vilde gifte sig med hende, forklarede hun inden Retten, at hun ottende Dagen efter Barnets Fødsel var gaaet til den Gaard, hvor bemeldte Karl tjente, og at hun først da, efter at Karlen, der i September Maaned havde givet hende 10 Kr., for hvilke hun havde kjøbt Tøj til Barnet, havde vægret sig ved at love hende Hjælp i Fremtiden til dette, besluttede at omkomme Barnet. Den 29 Oktober f. A., paa hvilken Dag Liget af Barnet forevistes Arrestantinden, paaviste hun inden Retten i Distriktslægens Overværelse, hvorledes hun havde anbragt de 3 Fingre paa sin højre Haand paa Barnets Hals, da hun kvalte det. Samme Dag blev af Fysikus og Distriktslægen foretaget Obduktion af Liget, og ifølge det af de nævnte Læger afgivne visum repertum fremgik det af Obduktionen, at det afdøde Barn havde været fuldbaaret, at der udvendig paa Halsen af Liget fandtes nogle svage Indtryk, som vel kunde tyde paa, at det var taget af Dage ved Kvælning, hvilket dog ikke bestyrkedes ved den indre Undersøgelse, og at der ved den kemiske Analyse ikke kunde paavises noget Giftstof i Maven eller dens Indhold; Lægerne tilføjede derhos, at det er en Erfaring, at Kvælningsdøden hos spæde og svage Børn som oftest ikke efterlader Spor i Ligene, og at Muligheden af, at Arrestantinden kunde have taget Barnet af Dage ved Kvælning, derfor ikke kunde nægtes.
Under et Forhør den 2 November f. A. paastod Arrestantinden imidlertid, at Barnet virkelig var død af Krampe, og at hun saaledes ikke har gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold overfor Barnet, og denne Forklaring har hun siden fastholdt. Som Grund til, at hun tidligere havde tilstaaet at have dræbt Barnet, angav hun, at hun var tvungen dertil af Politibetjentene, der skulde have udøvet Vold imod hende paa Gaardejer Carl Jørgensens Gaard, forinden hun bragtes til Arresten, men efter samtlige foreliggende Omstændigheder, navnlig de af fornævnte Carl Jørgensen og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer, maa dette Foregivende anses aldeles usandfærdigt, og, naar Arrestantinden har anført, at hun i de første Dage, efter at hun var kommen i Arresten, ikke vidste af sig selv at sige, strider dette Foregivende baade imod den af Distriktslægen afgivne Erklæring og imod de af Arrestforvareren og dennes Hustru afgivne beedigede Forklaringer.
Ligesom fornævnte Carl Jørgensen derhos har forklaret, at Arrestantinden, den Dag hun blev anholdt, forinden hun bragtes fra hans Gaard, i hans Nærværelse tilstod at have kvalt Barnet, og at hun da viste, hvorledes hun havde taget fat i Halsen paa Barnet og kvalt det, saaledes have oftnævnte C. Jørgensens Hustru, hans Tjenestepige og en anden Tilstedeværende forklaret, at Arrestantinden, forinden hun bragtes bort fra Gaarden, fremkom med forskjellige Udtalelser, hvoraf det fremgik, at hun havde gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse, og ligeledes har Arrestforvareren forklaret, at Arrestantinden i de første Dage, indtil om Eftermiddagen den Dag, da Obduktionsforretningen blev holdt, bestandig er fremkommen med Udtalelser, der gik ud paa, at hun fortrød sit Forhold og var ængstelig over, hvad Straf hun kunde vente. Der vil derfor i Henhold til Lovens 1-15-1 ikke kunne tages noget Hensyn til Arrestantindens Tilbagekaldelse af den af hende tidligere afgivne Tilstaaelse. Arrestantinden, der tidligere har født 3 uægte Børn, maa saaledes antages at have havt det Forsæt at ombringe Barnet ved Kvælning. Derimod findes det efter de foreliggende Omstændigheder betænkeligt at statuere, at hun har handlet med Overlæg. Da Barnets Død dernæst maa antages at være indtraadt ganske kort Tid efter, at hun foretog den Handling, hvorved hun tilsigtede at kvæle det, og da der ingen anden Dødsaarsag kan paavises, maa hun anses for at have foraarsaget Barnets Død ved den nævnte Handling; det kan navnlig ikke komme i Betragtning herimod, at Barnet efter de foreliggende Oplysninger maa antages at have været svageligt, hvorfor det det 21 Oktober f. A. blev hjemmedøbt, og, forsaavidt ovennævnte Ane Marie Carlsen, Arbejdsmand Jacob Jensens Hustru, hvem Arrestantinden, efter at have foretaget Kvælningshandlingen, kaldte ind fra Gaden, har forklaret, at Barnet, hvis ene Arm var aldeles blaa, da endnu ikke var død, idet det gispede i det, men at det umiddelbart derefter døde, har det kgl. Sundhedskollegium i en paa Foranledning herfra afgivet Betænkning ytret, at den af Arrestantinden tilstaaede Kvælningshandling desuagtet, forudsat at den er udført, maa antages at kunne have medført Barnets Død, og Sundhedskollegiet har fremdeles anført, at bemeldte Antagelse bestyrkes ved de paa Ligets Hals forefundne Læsioner, der kunde tyde paa, at Barnets Strube har været klemt sammen, og at denne Antagelse maa fastholdes, uanset at den indvendige Sektion ikke i enhver Henseende bestyrkede, at Barnet var død ved Kvælning, dels fordi de indre Tegn paa denne Dødsmaade i og for sig ere usikre, navnlig hos svage Børn, dels fordi Sektionen ikke viste Tegn til nogen anden Dødsmaade. Kollegiet har derhos tilføjet, at et Barn, efter at Kvælningen er udført, kan i det asfyktiske Stadium ligge en kort Tid med enkelte snappende eller gispende Aandedrætsbevægelser, inden Døden indtræffer.
For det af Arrestantinden saaledes udviste Forhold vil hun, der er født i Sverrig den 7 April 1859 og ikke tidligere er funden straffet, være at anse efter Straffelovens § 186, og findes Straffen at kunne bestemmes til Tugthusarbejde i 12 Aar, og, da hun ikke i de sidste 5 Aar har havt stadigt Ophold i den danske Stat, idet hun nemlig ved Juletid 1882 efter Begjæring af Vordingborg Fattigvæsen blev transporteret til Sverig, hvorfra hun dog strax vendte tilbage her til Landet, vil det i Medfør af Straffelovens § 16 være at bestemme, at Arrestantinden efter udstaaet Straf skal bringes ud af Riget. I Overenstemmelse hermed vil Underretsdommen, hvorved Arrestantinden i Medfør af Straffelovens § 190 jfr. § 46, er tilfunden at hensættes til Tugthusarbejde i 8 Aar, være at forandre, medens den i Henseende til Aktionens Omkostninger, der rettelig ere paalagte Arrestantinden, vil være at stadfæste.
Thi kjendes for Ret: Arrestantinden, Charlotte Ulrikke eller Charlotta Ulrika Månsson, bør hensættes til Tugthusarbejde i 12 Aar og efter udstaaet Straf at bringes ud af Riget. I Henseende til Aktionens Omkostninger bør Underretsdommen ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretsprokuratorerne Casse og Bloch, betaler Arrestantinden 40 Kr. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven.
Højesterets Dom.
Ifølge den af Tiltalte afgivne Tilstaaelse i Forbindelse med de øvrige Højesteret forelagte, tildels efter den indankede Doms Afsigelse tilvejebragte Oplysninger maa det vel anses godtgjort, at hun har gjort sig skyldig i den af hende vedgaaede, i Dommen ommeldte Behandling af sit spæde Barn i den Hensigt derved at dræbe det; men ligesom det, som ogsaa i Dommen antaget, ikke tør statueres, at hun har handlet med Overlæg, saaledes findes det endvidere ikke med tilstrækkelig Sikkerhed at kunne antages, at det meget syge Barns Død er bevirket ved hendes fornævnte Gjerning. Tiltalte vil derfor være at anse efter Straffelovens § 186, jfr. § 46, og hendes Straf findes at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 6 Aar. I Henseende til Tiltaltes Udbringelse af Riget og Aktionens Omkostninger vil Overretsdommen være at stadfæste.
Thi kjendes for Ret :
Charlotta Ulrika Månsson bør hensættes til Forbedringshusarbejde i sex Aar. Iøvrigt bør Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagfører Hansen og Advokat Nellemann 80 Kroner til hver.
(Ugeskrift for Retsvæsen nr. 14 og 15 (19. marts 1887) og nr. 16 og 17 (26 marts 1887), side 239-244).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar