Sider

Om Politivennen

About

06 oktober 2023

Et Selvmord paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

En 24aarig ung Mand ved Navn Villiam Brun, der tidligere har ernæret sig som Arbejdsmand, men nu havde Ophold paa Ladegaarden, har Natten mellem Fredag og Lørdag aflivet sig ved Hængning paa nævnte Arbejdsanstalt.

De nærmere Omstændigheder ved denne Sag er følgende. Villiam Brun var Lem paa 2den Afdeling, hvor der ikke ydes Vederlag for præsteret Arbejde, og hvor det kun i meget faa Tilfælde tillades at gaa ud i eget Tøj for at søge Arbejde. For at opnaa disse Begunstigeiser maa den Vedkommende op i Anstaltens 1ste Afdeling, men hertil kræves en vis Arbejdsduelighed og Flid. Der blev saaledes krævet af Brun, at han skulde slaa 14 Tønder Sten ugenlig for at erhverve sig den ovenfor anførte Ret.

Det er ingen Tvivl underkastet, at det har været Bruns oprigtige Ønske at komme ud for at søge Arbejde i Byen, men hans Arbejdsdygtighed var ikke stor nok til at han har kunnet faa det fordrede Kvantum Sten skaffet til Veje. Da det selvfølgelig er forbundet med stor Vanskelighed, for ikke at sige saa godt som umuligt, i de fleste Tilfælde at skaffe sig Arbejde, naar man præsenterer sig som Ladegaardslem, og derfor erholde Arbejde kræves Legitimationspapirer paa Gaarden, er det forstandigt, at det for en stakkels Arbejdssøgende er meget om at gøre at faa Lov til at iføre sig sit eget Tøj.

Denne Begunstigelse blev, som anført, ikke Villiam Brun til Del, og hertil bidrog hans Opsynsmands umotiverede Strenghed. Denne, der dog saa, at Bruns inderligste Ønske var at slippe ud, og at han trods sin bedste Villie ikke magtede det Arbejde, der skulde præsteres, bærer en Del af Ansvaret.

Da Brun saaledes ikke havde gjort sig fortjent til den af ham ønskede Begunstigelse, kom han tilbage paa 2den Afdeling for at pille Tovværk. Hans tilintetgjorte Haab havde nu affedt en tungsindig Fortvivlelse, der ofte gav sig et Udtryk i forblommet Tale om Selvmord. Blandt andet flettede han paa en Sivsnor, som han da ogsaa brugte som Strikke ved Hængningen. Lørdag Morgen Kl. 5 listede han sig fra Belægningsstuen ned i Gaarden og hængte sig paa en Retirade. Da de andre Lemmer senere kom ned i Gaarden fandt de ham endnu, da han var skaaret ned, ganske varm, og der blev selvfølgelig straks sendt Bud efter Anstaltens Læge.

Denne kom 1½ Time efter, og da var Manden naturligvis død.

Det var jo ogsaa kun et Ladegaardslem.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Ladegården ca. 1887-1918. Fotoet er taget omtrent der hvor Tømrergade i dag udmunder ved Åboulevard, og tværs over denne mod sydvest. Kbhbilleder. Public domain.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar