En finsk omrejsende journalist, litterat, oversætter m.m. endte sine dage på Vestre Kirkegård i København. Knap 40 år efter blev der rejst en bautasten på hans grav.
Karl Gustaf Wetterhoff (1832-1887) blev student fra Kejserliga Alexanders Universitetet i Finland i Helsinki 1852. Han deltog i den antiryska studentfesten "Tölömiddagen" på Andersdagen 1855 og samme vinter kom han uden pas til Sverige. Her arbejdede han ved forskellige aviser i Stockholm og oversatte finske folkeviser. Han studerede også ved Uppsala Universitet. Han var med i redaktionen 1859 på Nya Dagligt Allehanda. Han var redaktør på Ny Illustrerad Tidning i dets første udgivelsesår 1865, derefter korrespondent i udlandet. Han opholdt sig 1866-81 i Paris og Rom og derefter igen Stockholm, 1884-86 i Finland og 1887 i Paris.
Nogle svenske film bygger på hans værker: Lyckans gullgossar (1932), Med kärlek och solsken och sång (1948) og Kalle Karlsson från Jularbo (1952).
Finland hørte 1809-1917 under Rusland og var på det tidspunkt et autonomt storfystendømme. Nationalismen gav sig udtryk i sproget og finske kulturelle traditioner. I 1860'erne var der stor hungersnød hvorunder 15% af befolkningen udvandrede.
Finske Tilstande. Medens der i Finland hersker formelig Begejstring over Landdagens Aabning, er der paa selve Aabningsdagen forefaldet en Begivenhed, der kaster et ejendommeligt Lys over den konstitutionelle Komedie, som for Tiden opføres i Helsingfors. Hovedpersonen i Begivenheden er en Finne ved Navn Wetterhoff, som for syv Aar siden, efterat den finske Regering havde uagtet ham Tilladelse til at flytte til Sverig, begav sig dertil uden Pas og siden har opholdt sig i Stockholm, hvor han hører til Nya dagl. Allehandas Medarbeidere. I de syv forløbne Aar har han flere Gange besøgt Finland, og for at besøge Venner og Slægtninge begav han sig ogsaa dertil den 8de September med Dampskibet "Grev Berg". Hans Pas var af den russiske Generalkonsul i Stockholm viseret for Frem- og Tilbagerejse i Løbet af 11 Dage. I Åbo lod han Passet visere og begav sig da til Helsingfors og derfra til Tavastehus.
Da han kom tilbage derfra til Helsingfors og indfandt sig med sit Pas paa Politikammeret for at faae det viseret, bad man der om at maatte beholde det i et Par Timer, fordi Gouverneuren, Baron Walléen, ønskede at see det. Det lovedes, at han skulde faae det tilbage Kl. 2, men da han kom, var Paskontoret lukket, og Kl. 3½ blev han ved et Bud, der opsøgte ham paa Hotellet, anmodet om at begive sig til Baron Walléen. Denne modtog ham meget koldt og befalede ham "efter Hs. Majestæts Ordre" strax at forføie sig til Åbo. Wetterhoff udtalte sin Forundring over, at Hs. Majestæt kjendte ham, og spurgte, om han ikke kunde faae Lov til efter sin Rejseplan at besøge nogle Paarørende i Borgå og Tavastehus. Gouverneuren lovede at "tale med Keiseren" derom og bad ham at komme igjen næste Dag.
Da han kom igjen, var Baronen meget fortrolig imod ham og fortalte med en vis Snaksomhed, hvad Keiseren havde sagt om ham, og hvorledes han havde opnaaet hans Tilladelse til den ønskede Reise paa den Betingelse, at Wetterhoff vilde give sit Æresord paa at reise fra Helsingfors, hvor man ikke ønskede hans Nærværelse, og en bestemt Dag indtræffe i Åbo for at begive sig tilbage til Stockholm. Dette lovede han og nævnte den 17de som den Dag, da han paa Tilbagerejsen vilde passere Åbo. Han begav sig derefter til Politikammeret for at faae sit Pas, men det nægtedes ham, og han indsaae nu, at man havde villet lokke ham i Fælde. Han begav sig atter til Gouverneuren, Baron Walléen, men dennes Dør var lukket, og en Tjener indenfor erklærede, at han ingen Nøgle havde. Medens han ventede paa Trappen, kom den russiske Udenrigsminister, Fyrst Gortschakosj for at tale med Gouverneuren, men kunde eiheller komme ind; Fyrsten vilde imidlertid ind, og Wetterhoff havde den Fornøielse at yde den russiske Udenrigsminister en Haandsrækning, medens Gortschakosi krøb ind af et Vindue paa Gangen. "Et Øieblik havde jeg Ruslands Politik i mine Hænder," skriver Wetterhoff i sin Beretning i Nya dagl. Alleh ; "jeg havde kunnet styrte den i en Afgrund, mindst sex Alen dyb! Jeg gjorde det ikke - Europa tilgive mig det!"
Kl. 3½ om Estermiddagen blev han atter kaldet til Baron Walléen, som, da han bad ham om at skaffe ham det ham forholdte Pas, reentud erklærede, at han ikke kunde faae det, og at han i Åbo vilde blive sat under Tiltale, fordi han for syv Aar siden havde begivet sig til Sverig uden Pas, uagtet denne Forseelse efter Loven præskriberedes paa 2 Aar, og uagtet der ved Keiserens Kroning var udstedt almindelig Amnesti i denne Henseende. Wetterhoff bebreidede Gouverneuren hans uridderlige Fremgangsmaade, men Følgen var blot, at Gouverneuren overfusede ham med Grovheder, fordi han var Medarbejder af det russiskfjendske svenske Blad, og tilsidst overleverede ham til en Politiofficiant "for at sættes paa Karren og under Bevogtning føres til Åbo." Imidlertid fik han Lov til under en civilklædt Politibetjents Bevogtning i Hotellet at træffe nogle Forberedelser til Reisen, og her samledes om ham en Mængde agtede Mænd, derimellem flere Medlemmer af Landdagen, som havde hørt tale om den ham overgaaede Behandling.
Kl. 7 kom Politibetjenten og forlangte, at han skulde følge med, men Wetterhoff vægrede sig ved at adlyde, da Politibetjenten ikke kunde eller ikke vilde fremvise nogen skriftlig Ordre. Imidlertid havde endeel hæderlige Borgere henvendt sig til Gouverneuren, Generalgouverneuren, ja efter Forlydende til Keiseren selv for at udvirke en Forandring i de trufne Bestemmelser, og Alle undskyldte sig med, at det Passerede beroede paa "en Fejltagelse af det underordnede Politi".
Den næste Dag fik Wetterhoff sit Pas tilbage, imod at han forpligtede sig til om Natten at afreise med Dampskibet fra Helsingfors, og imod at et Medlem af Senatet indestod for, at denne Forpligtelse opfyldtes. Passet var ikke viseret, men det erklæredes, at en Paategning i Helsingfors var overflødig. Wetterhoff afreiste altsaa og kom den 17de om Aftenen til Åbo. Har gik han ind i et Konditori for at nyde nogle Forfriskninger, og paa det traf han en gammel Bekjendt, Byens Politimester. Medens de talte sammen, blev Politimesteren kaldt udenfor, og da han kom tilbage, erklærede han Wetterhoff, at der var kommet telegrafist Ordre fra Helsingfors til at forhindre hans Afreise og satte ham under Tiltale som Rømningsmand. Man havde kun villet narre ham fra Helsingfors, hvor Politiets Fremgangsmaade imod ham havde vakt stort Røre, for filtrere i Åbo at kunne forfølge de russiske Hævnplaner imod Medarbeideren af det svenske Blad.
Det lykkedes dog Wetterhoff at undkomme; hvorledes dette skete, er, siger han, indtil videre hans Hemmelighed. Formodenlig har han faaet en Baad til at føre ham til Stockholm, hvor han nu befinder sig i Sikkerhed imod de russiske Efterstræbelser og med Grund kan spotte over den Ophidselse, hvori en fredelig Bladreferent har sat det mægtige russiske Keiserhof.
(Dagbladet (København) 26. september 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Dr. phil. Karl Wetterhoff, en af Sveriges mest kundskabsrige Æsthetikere, er iforgaars efter et Par Ugers Sygeleie afgaaet ved Døden paa Frederiks Hospital. Wetterhoff var født i Finland, men maatte i sin Ungdom, for at undgår Konflikter med de russiske Autoriteter i Anledning af uforsigtige Udtalelser, gjøre en ufrivillig Reise til Sverige, som han derefter vedblev at betragte som sit Hjemland, uagtet de mildere Forhold under den nuværende russiske Keiser ikke lagde Hindringer i Veien for hans Ophold i Fødelandet, som han for ikke lang Tid siden besøgte. Hans Uafhængighedslyst tillod ham ikke at tage nogen fast Ansættelse, det være sig offenlig eller privat, men i Nabolandets literære Verden har han erhvervet sig fortjent Anerkendelse - særlig som en udmærket fin Kritiker, hvis Smag var uddannet ved grundige Studier og langvarige Ophold i Udlandet, og hvis Udtalelser altid var prægede af upartisk og uforbeholden Sandhedskjærlighed. Som Korrespondent har han været knyttet til forskjellige af Sveriges mest ansete Blade, men han var ikke meget produktiv. Han hørte til de aristokratiske Skribenter, der stille saa store Fordringer til deres Produktion, at den næsten ikke kan tilfredsstille dem selv, og efter hans egen Tilstaaelse skrev han derfor "ikke en Smule mere end høist nødvendigt", og hans Fordringer til Livet vare saa smaa, at hans Fornødenheder vare de mindst mulige. Mange af vore Romafarere vil mindes hans mægtige Personlighed, og enhver, der har gjort hans nærmere Bekjendtskab vil med Velvillie gjemme Mindet om ham som en baade fra Aandens og Hjærtets Side rigt begavet Mand. Efter at han i nogle Aar havde lidt af en tiltagende Sygelighed og tilbragt sidste Sommer ved Ronneby Bad, kom han til Kjøenhavn paa et kort Besøg men saa fik Sygdommen Magt med hans stærke Natur, og her døde han - ene, som han havde levet.
(Nationaltidende 9. november 1887).
En vandrer gennem Livet
Imorgen rejses en Mindesten paa Karl Wetterhoffs Grav paa Vestre Kirkegaard.
Det er 30 Aar siden den svensk-finske forfatter Karl Wetterhoff døde paa Frederiks Hospital, og først Imorgen rejses en Mindesten paa hans Grav paa Vestre Kirkegaard.
Her i Landet er der kun faa, der husker Karl Wetterhoff, men i Finland og i Sverige lever hans Minde, og ved Stenens Afsløring imorgen sil de finske og svenske Interparlamentariker, som for Øjeblikket er her i Byen, give Møde.
En Vandrer gennem Livet.
Der findes i M. Galschiøts Bog: "Skandinaver i Rom" en fyldig Skildring af den mærkelige, ensomme "Vandrer gennem Livet", som hed Karl Wetterhoff. I Halvfjerdserne var han et fremtrædende Medlem af den skandinaviske Koloni i Rom, hvor han daglig tilbragte mange Timer ved Stambordet i Osteriet "Thunfisken" ved Fontana-Trevi,
Han var den Gang i Fyrrerne og havde ført et bevæget Liv. Som ung Student deltog han i en antirussisk Demonstration i Helsingfors og satiriserede i en Tale over Magthaverne. Politiet havde en Spion ved Festen, og Wetterhoff maatte over Hals og Hoved flygte til Sverige for at undgaa Deportation til Sibirien.
1 den svenske Hovedstad hørte han i nogle Sæsoner til de omstridte "Løver". Han digtede, drev Journalistik og blev Medarbejder ved det konservative Blad "Nya dagl. Allehanda". I saa at sige alle de politiske Sager, der i hine Aar var fremme paa Dagsordenen, blandede han sig med Lune og Dygtighed, omend ofte med en noget kandestøberagtig Overfladiskhed.
1864 var han med til at starte "Ny lllustr. Tidning", hvis første Redaktør han blev. Men her kom han tilkort - han var for meget af en Vagabond til at kunne passe det regelmæssige, daglige Pligtarbejde.
I Rom og Paris.
Saa rejste han bort. I mange Aar havde han sit Domicil i Rom. Ofte var hans Reseourcer meget smaa, men hans skandinaviske Venner hjalp ham saa godt de kunde. Han kunde skrive og skrive godt, men det kneb med at tage sig sammen dertil. Mest holdt han af at tale, opkaste et Tvivlsspørgsmaal og sidde og vende og dreje det i Timevis. Havde han levet i Kejsertidens Rom, vilde han som en Mæcenas-Klient kunne have tilbragt en herlig Tilværelse med Samtaler i Termernes Pragtsale. Det gjorde han for eaa vidt ogsaa nu - men Togaen var en luvslidt Jakke og Pragtsalen et halvmørkt Osteri.
I Forsommeren 1874 forlod han Rom, da hans Ressourcer var helt udtømte. Sammen med Albert Price rejste han hjem til Norden. - Wetterhoff gensaa aldrig Rom.
Senere vendte han hjem til Stockholm og huggede sig igennem ved tilfældig Journalistik og en Tid som Konsulent ved "Nya Teatern", hvor han fik et kvikt Lystspil opført, i hvilket Anna Petterson (Norrie) debuterede.
En Onkel efterlod ham en Arv paa en halv Snes Tusind Mark, og nu var han ovenpaa. Han drog til Paris og genoptog sit tidligere Liv - tilbragte sine Dage med litterære og kunstneriske Studier, og sine Nætter paa kunstnerknejperne.
Døden i København.
I November 1887 kom han til København fra Sverige paa Vej til Paris. Men paa "Leopolds Hotel Garni" blev han syg af Bugvattersot. Han blev indlagt paa Frederiks Hospital og døde her faa Dage senere.
"Faa Dage efter begravede vi ham ude paa Vestre Kirkegaard" - skriver Galchiøt. Det var en raakold, trist Novemberdag. Foruden Præst og Graver var kun Albert Price og en tilfældig Kammerat fra Casino. Fru Ina Lange og jeg tilstede. Fru Lange lagde en smuk Laurbærkrans paa Kisten, det var dens eneste Prydelse."
Galschiøt plantede en hvidstammet Birk, Finland Træ, paa Graven og den voksede og blev et smukt Træ, med rank, hvid Stamme og lange nedhængende Grene. Den står der endnu, og fra imorgen vil den bøje sig over en ny og flunkende Mindesten.
Frib.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. august 1926)
Mindesten for Wetterhoff
En Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.
Stenen, der blev afsløret igaar.
Den finske Litterat og Journalist Karl Wetterhoff, hvis ejendommelige levnedsløb, vi skildrede i vort Aftennumer i Mandags, døde som nævnt i 1887 paa Frederiks Hospital her i Byen og blev begravet paa Vestre Kirkegaard.
Nu - 39 Aar efter hans Død - er der paa hans Grav rejst en Mindesten, der er sendt hertil fra hans Hjemland, som han i en ung Alder maatte forlade af Frygt for at blive forvist til Sibirien, fordi han i en Tale havde satiriseret over de russiske Magthavere.
Mindestenen blev igaar afsløret i Overværelse af svenske Pressemænd fra Finland, der har deltaget i det nordiske Pressemøde i Malmø.
Blandt de Fremmødte saas bl. a. Chefredaktør for "Svenska Pressen", M.V. Haneman, Chefredaktør for "Åbo Underrättelser", Einar Holmberg, Redaktør Helmer Wahlros, Borgå, Redaktør, fhv. Rigsdagsmand, Colliander m. fl.
Viceordförande i Finlands svenske Publicistforbund, Redaktør Haneman lod Sløret for Mindestenen falde og udtalte bl. a., at det ikke var mange der for snart 40 Aar siden stod ved denne Grav, da Karl Wetterhoff jordedes, og heller ikke nu var Forsamlingen stor, men dette, at man nu rejste et synligt Minde for Wetterhoff viste, at hans Navn ikke var glemt. Han vilde tro, at Wetterhoff, der var født i Finland, arbejdede som Journalist i Sverige og døde i Danmark paa en vis Maade arbejdede for noget af det, man vilde naa frem til gennem de nordiske Pressemøder. Finlands svenske Publicistforbund havde rejst Mindestenen som et Udtryk for den Pietet og Agtelse, man følte for en Mand, der havde været besjælet af Ideer, som først saa lang Tid efter han Død begyndte at blive til Virkelighed.
Redaktør Galschiøt i Helsingør der var med ved Wetterhoffs Begravelse i 1887, var indbudt til at overvære Højtideligheden, men havde af Hensyn til sin høje Alder ikke turdet indlade sig paa Rejsen hertil.
Der blev da afsendt følgende Telegram til ham:
Svenska publicister från Finland, vilka avtäckt en bautasten Over sin landsman Karl Wetterhoff, bringa dennes trofaste danske vän sin vördsamma hyllning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1926).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar