Den 4. juli 1891 forsøgte Christian Nielsen Hjembæk at slå to af sine tre børn ihjel, og lykkedes med et af dem. Højesteretsdom faldt året efter:
En Fader, der dræber sit Barn. Højesteret har i Forgaars og i Gaar behandlet den tidligere omtalte Sag, hvor en Arbejdsmand i Kjøbenhavn, Christian Nielsen Hjembæk, havde søgt at drukne sine Børn og ogsaa aflivede det ene, medens det andet blev reddet af tililende Folk. For Højesteret var Oktavius Hansen Aktor og fremstillede i det væsentlige Sagen saaledes:
Drabsmanden var et uægte Barn, hvis Fader ikke var kjendt, og hvis Moder forsvandt, medens han endnu var et spædt Barn. I nogen Tid gik Drengen - Kristian Nielsen hed han - "paa Omgang" i Sognet, men saa kom han i Pleje hos skikkelige Mennesker og viste sig saa flink og opvakt, at han ved Konfirmationen stod øverst paa Kirkegulvet. Han blev imidlertid forkjælet af Plejemoderen, og det viser sig senere, da han bliver Soldat, at han er meget letsindig, saa at han ofte bliver straffet for Udeblivelse af Tjenesten. I 1880 lærte han den Pige at kjende, som blev hans Hustru, og de levede i nogen Tid ret lykkeligt sammen. Men saa begyndte han at drikke stærkt - hvilket han havde faaet Smag for i Tjenesten - og da han sjælden bestilte noget, var det Hustruen, der maatte forsørge Familien. Da hun ofte bebrejdede ham hans Drukkenskab og Lediggang, kom det til Skænderi, og til sidst blev det hende saa uudholdeligt, at hun søgte Skilsmisse. Sagen blev ordnet saaledes, at Moderen beholdt de tre Børn, den 9-aarige Dreng Henrik, den 6-aarige Pige Jenny og den 4 aarige Dreng Karl. Denne Ordning var Manden forbitret over, idet han paastod, at han elskede Børnene, medens Moderen var ond imod dem. Han søgte ofte at faa fat i Børnene, og en Dag i Juli Maaned traf han de to yngste. Han trak dem først op i Ejendommen, hvor Hustruen boede, og da Døren til Lejligheden var aflaaset, søgte han at formaa Nabokonen til at lukke op. Hun nægtede det, og der udspandt sig et Skænderi, under hvilket Kristian Nielsen arbejdede sig mere og mere op i en exalteret Stemning. Til sidst tog han Børnene ved Haanden og med den Bemærkning: "Her kommer vi aldrig mere!" gik han roligt ned ad Trapperne med dem. Tanken om at dræbe dem var i samme Nu opstaaet hos ham, og han tog dem strax med hen paa den saakaldte Bispeeng, der laa 1,250 Alen borte, og hvor der fandtes et farligt Vandhul, som var 76 Alen langt, 42 Alen bredt og lidt fra Land 6 Alen dybt. Her sagde han strax til de smaa: "Nu skal I druknes!" og i det samme greb han den lille Karl og kastede ham ud i Vandet. Drengen kom dog ikke ud paa det dybe, men krøb i Land igjen, hvorefter Faderen greb ham om Halsen, kvalte ham og kastede Liget i Vandet. Jenny var, lammet af Skræk, bleven staaende ved Siden af, og Faderen klemte nu ogsaa hende om Halsen og kastede hende ud i Søen. Hun kom strax op paa Overfladen og raabte bønfaldende: "Fader!", hvilket dog kun havde til Følge, at Umennesket greb en Sten, som han kastede ud efter hende og ramte hende i Ansigtet. Nu ilede nogle Personer strax til, og det lykkedes ved de foretagne Oplivningsforsøg at bringe Barnet til Live igjen. Forbryderen, der ikke syntes at føle nogen Anger over sin Gjerning, gik ud til en Kammerat. hvor han var meget lystig, uden at det dog lod til, at han var meget beruset. Først næste Morgen, da han tog Afsked med Kammeraten, var han bleven alvorlig; han trykkede længe den andens Haand fast og sagde: "Farvel, Hans, nu ses vi ikke de første 16 Aar!" Kort efter blev han arresteret.
Under Sagens videre Forløb er der rejst Tvivl om Forbryderens Tilregnelighed. Han blev indlagt til Observation paa Oringe Sindssygeanstalt, og Lægeerklæringen gaar ud paa, at han vel er sløvet af Drik, men ikke sindssyg. Senere undersøgtes han af det kgl. Sundhedskollegium, der erklærer, at han er et "muligt arveligt degenereret Individ", hvis Aandsevner yderligere er svækkede ved Drik. At han ikke er normal, skulde Aktor gjærne indrømme - det er da heldigvis ikke normalt, at Folk myrder deres Børn - , men skulde man kun straffe de Forbrydere, der var normale, blev ikke mange straffede.
- Ved Frederiksberg Birk var Drabsmanden idømt Tugthusstraf paa Livstid, hvilken Straf Overretten derimod nedsatte til Tugthus i 16 Aar. Højesteret afsagde i Gaar Eftermiddag Dom i Sagen. Herom telegraferer Ritz. Bur.: Christian Nielsen Hjembæk, idømtes livsvarigt Tugthus. Højesteret fandt ikke i det foreliggende tilstrækkelig Føje til at antage, at Straffelovens § 39 kunde komme Arrestanten til Gode i Nedsættelse i Straffen for Personer, der ikke kunne antages i Gjerningens Øjeblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos sjælssunde Personer). Paa den anden Side havde Retten Betænkelighed ved at statuere, at Handlingen var udført med Overlæg, hvorfor Arrestanten blev dømt efter Straffelovens § 186.
(Holstebro Dagblad 28. juli 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar