Finansloven.
- - -
Taleren gav derefter en uhyggelig Skildring af de mangelfulde og uhygiejniske Forhold, der af Staten bydes de aandssvage. Særlig gav han en Række frygtelige Billeder af Tilstandene paa "Karensminde". hvor de dybest aandssvage Børn lever under ganske uforsvarlige Forhold.
Med Hensyn til de aandssvages Formering, der kan blive en alvorlig Fare for Samfundet, anbefalede Taleren Oprettelsen af et Professorat i Arvelighedslære. Bedre Indsigt i denne Videnskab kan faa afgørende Betydning ogsaa ved Aandssvagespørgsmaalets Løsning.
Efter Vilhelm Rasmussens Tale afbrød Formanden Mødet, der fortsattes Fredag Aften.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn 8. november 1919).
Frygtelige Forhold paa Aandssvageanstalten "Karens Minde"
42 Børn døde af skrufuløs Øjenbetændelse.Naar Eftersynet kom, blev Børnene skjult, (or at mon ikke skulde se dem.
Børne-Aandssvageanstalten "Karens Minde" i Kongens Enghave har længe haft et ilde Ry pag sig. Forældrene til de Børn, der har været indlagt paa Anstalten, har gentagne Gange klaget, endog meget indtrængende, over den Behandling, Børnene har faaet, men - efter hvad de har paastaaet - har Klagerne ikke hidtil ført til nogen videre Forbedring af Forholdene.
Da "Karens Minde", der ejes af "de sjællandske Aandssvageanstalter", faar Tilskud af Københavns Kommune, bragtes hele Spørgmaalet i Aftes frem under Budgetbehandlingen i Borgerrepræsentationen. Det var Rodemester Weygaard, der tog "Karens Minde" under Behandling, og det maa siges, at Hr. W. lagde ikke Fingrene mellem. Hun sagde bl. a.:
- Der hersker rent ud utrolige Forhold paa "Karens Minde", Forhold, som gjorde en Klage fra Børnenes Forældre mere end berettiget. Ganske vist fraraadede Bestyrerinden Forældrene at klage, idet hun - det er vidnefast - sagde, at det vilde gaa ud over Børnene. Paa Anstalten havde man tre Svampe og fem Haandklæder pr. 30 Børn - paa et Tidspunkt, da der døde 42 Børn af skrufuløs Øjenbetændelse. Et Barn døde af Tuberkulose. Sengetøjet desinficeredes ikke efter det, trods en Sygeplejerske Anmodning, og et andet Barn fik det samme Sengetøj. Det vrimlede med Lus; men Tættekamme maatte Sygeplejerskerne selv købe. Der fandtes Børn med Syfilis og andre smitsomme Sygdomme; ofte var det nødvendigt at vaske Lagenerne - de skiftedes kun en Gang om Maaneden - men da de ikke var nummereret, skete der hyppige Forbyttelser. Naar Inspektionen kom, blev det altid meddelt i Forvejen - og de værst medtagne Barn gemtes bort, i Reglen paa W. C.
Sundhedsstyrelsen har nu paa de fleste Punkter erkendt Klagens Rigtighed og paalagt Stadslægen at føre Tilsyn med "Karens Minde". Vil den hidtidige Ledelse være bekendt at fortsætte?
Fru Harbou Hoff, der er Bestyrelsesmedlem i Aandsvageanstalterne, indrømmede, at det en Tid havde været endog meget galt paa "Karens Minde" men nu er Forholdene bleven meget bedre. Fruen undskyldte sig med at det var Formanden alene, der havde beskæftiget sig med "Karens Minde" og to andre Medlemmer havde ikke faaet Lejlighed til at gøre sig nærmere bekendt med Forholdene.
Efter dette skulde man tro, der nu endelig maatte ske en Forandring til det bedre.
(Aftenbladet (København) 26. november 1919)
De stakkels Smaa!
Et Rædselshjem for aandssvage Børn.Hvor den fhv. radikale Kultusminister staar for Styret.
Ved Valby ligger et Plejehjem for aandssvage Børn. "Karens Minde" hedder det, og det er en selvejende Institution, der dog nyder Statsstøtte. Dette Plejehjem har fornylig været Genstand for en kritisk Omtale baade i Folketinget (af Hr. Vilh. Rasmussen) og i Københavns Borgerrepræsentation (af Hr. Weygaard) og i Gaar optrykker "Kristeligt Dagblad" alle Anklagerne mod "Karens Minde" og giver dem sin Tilslutning: samtidig forlanger Bladet Ledelsen fjærnet. Folketingsmand Vilh. Rasmussen har besøgt Anstalten. Af hans Tale gengiver vi nogle Hovedpunkter. Hvad der oplyses, er saa haarrejsende, at man forundres over, at saadanne Forhold kan eksistere i det civiliseres? Danmark. Hr. Rasmussen oplyser:
"Jeg har navnlig at indvende imod Anstalten, saadan som den var, da jeg saa den den 10. Oktober, at den er uhygiejnisk. Der var i alle de Stuer, hvor de aandssvage færdedes, en skrækkelig Luft - en skrækkelig Luft! Men ganske særlig galt var det dog paa de W. C.er, som findes paa "Karens Minde". Det er nemlig aldeles ikke W. C.'er i Ordets virkelige Betydning. Nej, det er 2 store Stuer, hvor man langs Væggene har lavet de nødvendige Bænke, og da jeg var derude og grundigt undersøgte Forholdene, saa godt jeg formaaede, bad jeg ogsaa om at se W. C.'erne, og saa sad der paa hvert af disse mindst 5-6 aandssvage Børn alene. Der var en forfærdelig Stank. Det var saadan, at det ikke var til at gaa derind. Saa spurgte jeg min Ledsager: Hvor længe sidder nu disse Børn her, og hvem sørger for, at de kommer ud igen? Hvorfor er der ikke en Plejerske ved saadanne Børn? og saa fik jeg følgende Svar: "Der sidder ikke nogen Sygeplejerske, for ingen Sygeplejerske kan holde ud at sidde der". Ja, altsaa der sidder saadanne 5-6 aandssvage Børn overladt til sig selv. Der er, efter hvad jeg kan regne ud, 1 Plejerske for hver 15 af disse dybt aandssvage Patienter. Dette saa jeg altsaa med egne Øjne, og jeg kan ikke nægte, at det gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Men det har gjort meget mere Indtryk paa mig at læse en Klage, der fra anden Side er kommet frem over "Karens Minde". Det er en Rapport fra et Medlem af et Værgeraad, som har haft Sagen i sin Haand. Der staar, at Mandag den 25. Maj d. A. henvendte Fru X, gift med Hr. X, sig til mig og meddelte mig følgende: I September 1916 blev hendes nu 10-aarige Datter indlagt paa "Karens Minde". Barnet havde Talefejl og led af den Hirschsprungske Syge. Hun var noget tilbage i Udvikling, men er nu efter Fruens Mening fuldstændig abnorm, hvilket Fruen for en Del tilskriver den Vanrøgt og Mangel paa legemlig Pleje, som Barnet har været udsat for under sit Ophold paa "Karens Minde". I denne Forbindelse meddeler Fru 1) at der er 1 Plejerske til 30 Børn - det var i Maj Maaned - , 2) at disse vaskes med samme Svamp, 3) at der kommer 15 Børn i samme Kar Vand, naar Børnene bliver badet, 4) at hun har set sin lille Piges Bryst bedækket med Skorper af Snavs, 5) at Børnene er fulde af Utøj og har Hovedbunden fuld af Saar, der efter hendes Mening skyldes Utøj.
Hun anmoder Værgeraadet om at tage sig af Sagen, da hun ellers henvender sig til Offentligheden gennem Pressen. Da nu dette var kommet frem for vedkommende Værgeraadsmedlem, tog han sig af Sagen og undersøgte den sammen med andre. Han Anvendte sig i den Anledning til en Sygeplejerske, Frk. Y., der havde været ansat derude. I Skrivelsen staar følgende: Hun har været Plejerske paa "Karens Minde" fra 1. November 1917 til 1. Februar 1919 og tog derfra efter eget Ønske, da hun ikke kunde udholde at arbejde under saa uhygiejniske Forhold. Hun meddeler, at der i hendes Tid var 1 Plejerske til 26 Børn. Til Brug ved Vask af Børnene var der aldrig mere end 3 Svampe og 5 Haandklæder. Disse sidste blev fornyet hver Uge. De fleste af Børnene havde vædskende Saar i Ansigtet, og enkelte af dem led af Syfilis. Kamme - Tættekamme - maatte hun ret ofte købe selv, da de faa, Anstalten leverede, hurtigt gik i Stykker ved den stærke Brug. Børnene var fulde af Lus, og herimod blev der af Plejemoderen udleveret Insektpulver, der selvfølgelig aldrig hjalp. Grunden til Luseepidemien finder hun i den Omstændighed, at Børnene aldrig blev isoleret ved Ankomsten. Paa Anstalten herskede der efter hendes Mening de sørgeligste Begreber om Renlighed. Der blev uddelt rene Lagner hver Maaned, men da Børnene saa godt som alle var ufrivillige Vandladere, var de rene Lagner allerede paa en Nat i en saadan Tilstand, at de maatte ned i Vaskeriet for at tørres eller skylles op. Dette Arbejde udførtes af aandssvage, og da Lagnerne ikke var nummerrede, kunde det absolut ikke undgaas, at et sundt Barn fik Lagner fra et Barn med Udslet, Syfilis osv. Tæpperne var fulde af Lus, og kun yderst sjældent blev Senge og Tæpper desinficeret. Hun erindrede saaledes et ganske bestemt Tilfælde. En lille Dreng - hans Navn staar nævnt - var død af Tuberkulose. Hun forespurgte Plejemoderen, om hans Seng og Tæpper ikke skulde renses grundigt, men fik det Svar, at det var ikke nødvendigt. En nyankommen Patient blev saa anbragt i de samme Tæpper og i samme Seng. Da hun overtog sin Afdeling, var Børnenes Fødder bedækkede med Skorper af Snavs.
Til "Karens Minde" hører et mindre Landbrug, hvilket hidlokker Skarer af Fluer. En Del af Børnene var ved "Manchetter" forhindrede i at føre Hænderne op til Ansigtet, og disse smaa Stakler var i Sommertiden et Offer for Fluerne, idet disse satte sig i Ansigtets Saar ag forvoldte Barnet frygtelige Kvaler. Plejersken kunde ikke faa Tid til at hjælpe disse stakkels Børn.
Nu kunde man spørge: Er det sandt, er det virkelig rigtigt? Til alt Held har Sundhedsstvrelsen haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med Forholdene og har i en Skrivelse af 27. September 1919 udtalt følgende: "I Anledning af Deres gennem Professor X. modtagne Klage over Forholdene paa "Karens Minde" skal Sundhedsstyrelsen meddele, at den har ladet denne Anstalt besigtige og fundet de fleste af Deres Klagepunkter bekræftede, samt at man har paatalt Manglerne overfor Bestyrelsen og anmodet Københavns Stadslæge om at have Tilsyn med Forholdene i Fremtiden."
Nu kunde man sige: Saa er det maaske storartet. Men jeg har fra samme Værgeraadsmedlem modtaget et Brev af 5. November 1919, altsaa ganske nyt, hvori han supplerer sine Klager med en Række andre. Han gør f. Eks. opmærksom paa, at ved et Besøg af Læger i Foraaret 1919 paa "Karens Minde" konstateredes det, at flere af Børnenes Journaler ikke havde været førte i en Aarrække. "7 a 8 Aar", staar der i Parentes. Det er Fængselslæge, Dr. Riis, der har Ansvaret for det lægelige Tilsyn, og det meddeles et Steds skriftlig, at naar Lægen kommer, spørger han Plejemoderen om der er noget, og faar regelmæssig det Svar, at der ikke er noget. Det hedder videre i Brevet: "I Foraaret 1918 døde 24 Børn paa "Karens Minde" - der var den Dag. da jea var derude, ialt 150 Alumner. "Naar Dødeligheden - der herskede en Lungeepidemi paa Anstalten - blev saa stor, skyldtes det, efter samme Lægernes Udsagn, de slette, hygiejniske Forhold, der herskede derude". Derefter kommer en Række Detailklager om Børn, der har faaet alt for haarde Slag. Man kan altsaa se, at Forholdene paa "Karens Minde" har været forfærdende, og at der, saa længe Fængselslæge, Dr. Riis, har Tilsynet og det dermed forbundne Ansvar, er Grund til at nære Frygt for, at Forholdene, hvad det medicinske angaar, ikke er fyldestgørende."
Saavidt Folketingsmand Vilh. Rasmussen. "Kristeligt Dagblad" føjer hertil følgende:
Det Billede, der bliver tilbage - selv om man regner med nogle Overdrivelser - er i Sandhed meget mørkt, og Vilh. Rasmussens Ord om, at Forholdene har været forfærdende, er ikke overdrevne.
Kun den, der selv har prøvet det, ved, hvad det vil sige at skulle sende et aandssvagt Barn paa en Anstalt. Til den dybe og ubeskrivelige Smerte, det maa være at have et aandssvagt Barn og at skulle overgive det i fremmede Hænder, maa nu ifølge det ovenfor fremdragne komme Ængstelsen for, at Børnene vanrøgtes paa en Maade, man gyser ved blot at tænke paa.
Dette maa blive anderledes, og de Fejl, der ikke allerede er rettede, maa rettes straks! Det danske Samfund kan ikke forsvare, at aandssvage Børn vanrøgtes, saa det grænser til Mishandling eller rent ud er Mishandling!
Minister Kejser Nielsen lægger Skylden paa Læge Riis, og dette er forstaaeligt, naar man at Formanden for Anstaltens Styrelse er den radikale forhenværende Minister, Provst M. C. B. Nielsen. Foruden ham bestaar Styrelsen af den radikale Borgerrepræsentant, Læge Fru Harbou Hoff og fhv. Forstander E. V. Rolsted.
Der kan og bør ikke strøs Sand paa denne alvorlige Sag ved at fjerne Lægen og erstatte ham med Stadslægen. Man maa højere op. Formanden maa væk! Og de underordnede, der muligvis har svigtet deres Pligt, maa naturligvis følge ham.
Forholdet er i Øjeblikket vistnok dette, at det er Fru Hoff, der har Tøjlerne, og hun søger sikkert efter Evne at rette paa Fejlene. Men Hr. Nielsen er baade myndig og herskesyg, og saa snart den offentlige Mening er dysset i Søvn med nogle Reformer, kan det ventes, at han, der har Hovedansvaret for Skandalen, atter vil bestige Bukken.
(Aarhuus Stifts-Tidende 29. november 1919).
Personalet inddelte patienterne i "nem", "slem" eller "besværlig i det daglige". Hjemve eller endog protester blev ikke opfattet som reaktion på den sociale situation, men på grund af sygdommen. Umenneskeliggørelsen af patienterne reducerede personalets opgaver til fodring og personlig pleje.
Flere aviser skrev lignende artikler, fx Fyens Stiftstidende 29. november 1919. Under 2. behandlingen af finansloven i januar 1920 oplyste ministeren at der var holdt samråd angående en bedre ordning på Karens Minde. Vilhelm Rasmussen anbefalede at der blev uddannet børnehavelærerinder der havde kendskab til Frøbel og Montessori. Han anbefalede at lægen forstanderen og plejemoderen frivilligt tog deres afsked. Dette kunne undervisningsminister Kejser-Nielsen dog ikke "på nærværende tidspunkt" udtale sig om, men havde dog udtrykt misbilligelse af hvad der var foregået.
I 1921 blev der oprettet en telefoncentral "Sydhavnen". Herunder hørte også Karens Minde, samt Vester- og Valbyabonnenterne udenfor Vasby Gade. Anstalten lå ikke længere "langt ude på landet".
I 1938 der i den tidligere gartnertjenestebolig indrettet en sovestue for 10 mandlige alumner. I 1943 blev den tidligere tjenestebolig for anstaltens kusk indrettet til soveafdeling for syv piger.
I 1949 kom der fra den tidligere flygtningelejr på Kløvermarksvej fire røde træbarakker. I dem blev anbragt 30 alumner. Det samlede antal var nu oppe på 200.
I 1962 vurderede en lægefaglig udtalelse at det var uforsvarligt med et patienttal over 107. Betegnelsen alumner var nu blevet erstattet af termen patienter. Altså mennesker der trænger til omsorg og hjælp.
Den selvejende institution fortsatte sin forsorgsvirksomhed indtil slutningen af 1980érne. Så overtog Københavns Kommune Karens Minde. Ejendommen forfaldt i det efterfølgende år. Så besluttede kommunen at renovere hele området og i 1997 åbnede det som kulturelt aktivitetshus. Sydhavnens bibliotek rykkede ind fra P. Knudsens Gade. I 2001 åbnede officielt ”Karens Minde Kulturhus”. I 2019 blev biblioteket udvidet med en tilbygning ind mod gården og bibliotekets indgang fra Wagnersvej fik nyt indgangspart i rustfarvet stål og store glaspartier.
"Dansepavillonen" kom til i 2002 fra Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Den er fredet. Opførelsesåret er uvist. Men et bud er omkring 1890’erne, måske endda før. I givet fald kan den være tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll, der døde 1854 eller arkitekt F.F. Friis, der døde i 1865. Pavillonen var kaffe- og dansepavillon for patienterne på Skt. Hans Hospital.
Se internetsiden "Glimt fra historien om "Karens Minde"
Se professor Birgit Kirkebæk: ”Uduelig og Ubrugelig” (2007) om Åndsvageasylet 1880 til 1987. Her fremgår at patienterne de første 60-70 år ikke blev betragtet som rigtige mennesker. Gennem tiderne blev de kaldt "idioter" eller "imbecile". Sidstnævnte omfattede alt fra de der kunne tale, læse og skrive til de som næsten intet kunne. Idioter omfattede mennesker, der stadig var sengeliggende og mennesker, der både kunne gå og til dels klare sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar