Nicolai Reimer Rump som Politiker. (Efterskrift til Politivennen)

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkaarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektør paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump ansaae denne Behandlingsmetode for udmærket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhæver, dikterede en eller anden Stymper en Dragt Klø og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tøjet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa slog man løs saa godt som paa den bare Ryg af Hjærtens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforfølgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynspersonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.