En brutal Præst.
I Søndags jordedes vor Partifælle, Restavratør Hans Clausen paa Vestre Kirkegaard under stor Deltagelse fra Venner og Meningsfæller.
Saa meget styggere Indtryk gjorde det paa den store Forsamling, at den Indre Missionær, som forrettede den kirkelige Ceremoni, Pastor Basse ved Matthæuskirken, fandt det passende at optræde paa en særlig brutal Maade ved denne Lejlighed.
Straks ved sin Indtrædelse i det store Kapel kunde man se, at de røde Bannere havde samme Virkning paa ham, som denne Farve skal have paa en gal Tyr. Han foer hen imod Graveren for at faa at vide, om denne havde givet Tilladelse til, at de røde Bannere kom ind i Kapellet. Da Graveren benægtede dette, løb han hen til Bannerførerne og spurgte dem, hvem der havde givet dem Lov til at komme der med deres Faner. De svarede ham meget roligt, at den Afdøde havde været Medlem af deres Vælgerforeninger (1ste og 13de Kreds), og at de derfor viste ham den sidste Ære ved at lade Foreningernes Bannere følge ham til Graven.
Kapellet var imidlertid blevet stuvende fuldt af Folk, og den hidsige Præst indsaa da, at det ikke kunde gaa an at vise dem bort. Saa begyndte han sin Tale, og der var blandt det talrige Følge kun en Mening om denne, og det var, at man skal lede ester Magen til det onde Sind, som lod gennem Præstens Ord.
Skønt den Afdødes Paarørende sad tæt op ad Kisten, skildrede Præsten ham dog som en "ensom Mand", der ikke kunde kalde noget Menneske for "sine Nærmeste". Efter "hvad han havde hørt sige", tilføjede den forsigtige Præst, der iøvrigt ganske tydelig lod forstaa, at den Afdøde vilde have svært ved at aflægge Regnskab for "sin Naadeskrift". Han tilføjede yderligere, at havde han vraget Naaden her, saa vidste man jo, at der ikke var noget Tilbud om Naade hisset.
Hr. Basse forrettede derpaa Jordpaakastelsen inde i Kapellet. Graven laa nemlig helt nede ved Frederiksholms Teglværk, og det var vel sagtens for lang Vej for den magelige Præst. Vi skal da heller ikke opholde os videre over denne Magelighed. Vi ved jo, at Indre-Missionærerne følger Vilh. Becks Eksempel og sørger for, at de Ugudelige ikke spiser al den dejlige Lammesteg, og Vellevned sløver jo altid Energien. Ej heller skal vi opholde os videre ved det usømmelige i, at en Præst fører Sladder i en Ligtale, men derimod maa vi ogsaa ved denne Lejlighed protestere imod den Helvedeslære, som vor Tids Præster finder det passende at prædike i Tide og i Utide.
Naar en Præst i sin Tale over en Afdød skal reservere sig ved at sige, at hans Kendskab til denne er bygget paa hvad han "har hørt sige", da maa han ikke i samme Øjeblik have sin Dom over den Afdøde færdig, thi der staar jo i den hellige Skrift et Ord, der ogsaa gælder Præster. Det lyder: "Dømmer ikke, at I ikke skulde dømmes".
G. C
(Social-Demokraten 18. maj 1897).
August Frederik Basse (1848-1914) var ved St. Mathæus kirke 1890-98. Derefter flytteet til Holmens kirke 1898-1914. I juli 1897 omtaltes pastor Basse i Social-Demokraten i anledning af begravelsen af Anne Elisabeth Sivertsen. Han fik ros i modsætning til pastor Levinsen. I maj 1898 forbød Basse igen fanebærerne at opholde sig i kapellet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar