Ferdinand Ulrik
Den danske Lægestands Doyen, Fysikus F. F. Ulrik fylder i Dag sit halvfemsindstyvende Aar. Det er et langt, virksomt og samfundsnyttigt Liv, den gamle Fysikus har at se tilbage paa. Han var kun 22 Aar gammel, da han tog sin Embedsexamen, og samme Dag blev han ansat som Kandidat paa Alm. Hospital To Aar senere nedsatte han sig som praktiserende Læge i Hobro, hvorfra han i 1851 drog til Tønder for at overtage Embedet som Fysikus. I Tønder levede og virkede Ulrik i 10 Aar, saa kom Krigen, og den danske Fysikus blev udvist af den tyske Regering.
Denne bratte Afslutning paa en Gerning, hvori han gik op med Liv og Sjæl, opflammede yderligere hans brændende Fædrelandskærlighed og hans varme Samfølelse med alt dansk. Han var derfor en af de ivrigste til at bygge op og raade Bod dér, hvor Krigen og dens Følger havde revet ned og slaaet sønder. Fra dette Øjeblik stammer hans store, betydelige Samfundsarbejde.
Blandt alle de mange humane og hygiejniske Institutioner, hvortil hans Navn har været knyttet, maa nævnes "Arbejdernes Byggeforening", "Lægeforeningens Boliger" og "Selskabet til Sundhedsplejens Fremme". Skønt alt dette, i Forbindelse med en udstrakt Lægegerning, der i de mange Aar ikke mindst er kommet Kjøbenhavns fattige til gode, nok skulde synes at kunne fylde en Mands Liv, fandt Ulrik alligevel Tid til at beklæde flere offentlige Tillidshverv. I 10 Aar var han saaledes Medlem af Kjøbenhavns Sundhedskommission og i Aarene 1867-73 Medlem af Borgerrepræsentationen.
For en halv Snes Aar siden holdt Ulrik definitivt op med at praktisere, men hans Virketrang var endnu alt for stor, til at han blot et Øjeblik tænkte paa at opgive sit samfundsgavnlige Arbejde og unde sig sin høje Alderdoms velfortjente Hvile oven paa et Liv, levet i utrættelig Opofrelse for Næstens aandelige og legemlige Ve og Vel. Han er endnu den Dag i Dag en ivrig og aktiv Formand for "Lægeforeningens Boliger" og - Lægernes Enkekasse.
- - -
Man skulde tro, at en gammel Mand paa 90 var let at trætfe hjemme, men med Fysikus Ulrik passer Troen ikke. Den ene Dag var den gamle Læge gaaet en Tur ud for at se paa Gefionspringvandet, derfra paa Visit hos en Søn i Rosenvænget, saa ud til det nye Rigshospital for at se paa Byggearbejdets Fremskridt og derfra gennem Christian den niendes Gade hjem til Havnegade - altsammen til Fods. Næste Dag var han gaaet tre Timer paa Foraarsudstillingen, og først om Aftenen sidder vi overfor den lille gamle Fysikus med det fine og kloge Ansigt i hans ærværdige Hjem med de stive gammeldags Møbler, der slaar saaledes, som de sikkert altid har staaet i de Par og tyve Aar, han har boet i den samme Lejlighed.
- "Jeg er lidt træt." siger han undskyldende, "at gaa min daglige Tur paa en lille Mil, det generer mig ikke det mindste, men saadan en Udstilling gør én helt ør i Hovedet."
Men til Trods for Trætheden begynder han at tale, og efterhaanden som man lytter til ham, sidder man og fyldes nære og mere med i stille Undren, thi selv blandt de unge er der faa saa levende som i denne gamle Mand paa 90. Det er ikke det, at han er rask og rørig, at hans Hukommelse er usvækket, at han kan se at læse uden briller, og at hans Øre er saa skarpt, at det opfatter den svageste Lys, det er det, at han er saa Fri for alle Fordomme, saa rede til at enerkende enhver ærlig Vilje og Stræben hos alle andre, saa fuldt ud moderne - i Ordets bedste Betydning - i hele sin Tankegang.
Naar han saa efter at have siddet og udviklet Anskuelser, der forekommer én - den langt yngre - unge, nye og friske, pludselig springer tilbage i Tiden og fortæller om Ting, som man dunkelt mindes i sin Barndom at have hørt sine Bedstemødre berette om, fortælle om dem med Selvoplevelsens klare Farver, saa bliver éns Tanker svimle, og man fatter det ikke.
Alt, hvad Fysikus Ulrik siger, krydres af en udpræget humoristisk Sans, der hvert Øjeblik tørt bryder igennem. Ikke engang det har han til fælles med saa mange andre gamle Folk, at han keder sig. Tværtimod, han gaar stille rundt, gør sine Iagttagelser og smiler lunt.
"I disse Dage", siger han og peger over paa Holmens Kirke, er der jo Konfirmation, og det morer mig at se paa Konfirmanderne. I gamle Dage var det nok med Kasketten, de lange Benklæder, Paraplyen og Cigarstumpen, men nu har de fundet paa noget nyt: de slaar sig sammen og lejer et Avtomobil - det er Tiden, der skrider frem."
Og Talen falder paa Fremskridt. Den gamle Fysikus strejfer sit Livssyn:
- "Man skal ikke lade sig spærre inde af gamle Myther og andre Menneskepaafund, der siger Du maa ikke tænke. Jo, jeg maa tænke - jeg har faaet min Forstand for at bruge den, og min Forstand siger mig, at det moderne, civiliserede Menneske staar som det foreløbige Endepunkt for en lang Udvikling, der gaar lige tilbage til den første Livsspire. Men Udviklingen er ikke sluttet, den vil blive ved med paa samme Maade at skride frem - rigtignok forbandet langsomt - men den vil fortsættes og stadig fortsættes. Og saaledes som det gaar Menneskeheden, gaar det hvert enkelt Menneske - derfor er det min Forvisning, at Livet ogsaa maa have sin Fortsættelse, ellers var det jo unyttigt. Ja, det er nu min Mening."
Fysikus Ulrik nikker paa sin rolige, sikre Maade. Saa peger han paa en Række Billeder af sex kraftige, sundhedsmættede Børn.
- "Det er mine Oldebørn," siger han stolt.
Han taler om sin Slægt. De faa Fritimer, han under sig selv, har han brugt til at spore den to Hundrede Aar tilbage i Tiden.
- "Min Stamfader kom hertil fra Mecklenburg med Dronning Sophie, saa vi er jo af tysk Oprindelse. Men jeg staver mit Navn, som det udtales, med et k, og alle mine Børn er døbte Ulrik, for nu er vi Danske. Hvad skal det til med alle de udenlandske Forvrængninger og Oppyntninger? Folk skal være, hvad de er, ellers kommer der Splittelse, og de mister Holdet paa sig selv. Herhjemme er man bare altfor tilbøjelig til at glemme, at dansk det er dansk!"
Fru Loulou.
(Dannebrog 16. april 1908)
Lægen Frederik Ferdinand Ulrich (fra 1864: Ulrik) var optaget af sociale forhold og den hygiejniske reformbevægelse. Han spillede en væsentlig rolle i oprettelsen af sparekasser, folkebiblioteker, folkehøjskoler, brugsforeninger byggeforeninger.
Ulrich tog lægeexamen 1840. Som embedslæge (fysikus) i Tønder 1854-1864 måtte han i februar 1864 måtte flygte - han havde bl. a. været medarbejder ved avisen Dannevirke og stiftede 1856 Vestslesvigsk Tidende i Møgeltønder. 1866-1890 var han distriktslæge på Christianshavn, læge ved Vartov og Abel Cathrines Stiftelse 1869-1895.
Sammen med lægen Emil Hornemann stod han bag stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening i 1865. Han sad som næstformand i foreningen indtil 1888. Foreningen byggede bl.a af "kartoffelrækkerne" og Strandvejskvarteret på Østerbro.
Hans indsats i byens politik smittede også af på tidens byggeforhold, se indslaget fra 1871: Ulrik om Peder Madsens Gang, ligesom også for forbedringer i fattigvæsenet og andre kommunale institutioner.
Ulrik var sammen med Hornemann medlem af bestyrelsen for Lægeforeningens Boliger 1866, medstifter af Selskabet til Sundhedsplejens Fremme 1879, medstifter af og medlem af Bestyrelsen for Lægernes Enke- og Børneforsørgelseskasse 1888, medstifter af Samfundet til Ædruelighedens Fremme 1885, medlem af Centralkomiteen og medlem af bestyrelsen for Hjælpeforeningen for danske Læger.
Ulrich var 1905 medstifter af det Radikale Venstre. Han er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling D-4-5.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar