Nok en Klage fra Humlebæk.

Uforvarende kom jeg til at læse Politivennen nr. 409 hvori findes indført skipper H. Schandorphs klage fra Humlebæk over den derværende distriktstoldbetjents ulovlige opførsel. Jeg fandt denne klage så meget mere troværdig og begrundet som samme betjent havde vist en lignende opførsel mod mig. Da min vej engang faldt forbi kroen, kom jeg derind just på en tid da nogle heste som skulle føres til Sverige, blev takseret. 

Hesteprangeren havde 9 heste og spurgte toldbetjenten hvor meget de skulle koste i told, hvorpå denne svarede 40 rigsbankdaler i sølv. Prangeren ytrede da at de 3 af dem ikke var mere værd. Jeg som ikke vidste om han mente hver af dem eller dem alle, sad just og talte med en af mine naboer om det, da jeg efter min ringe forstand syntes at det var for meget for en, men ikke for meget for dem alle. Toldbetjenten som hørte det, kom da hen til mig og spurgte om jeg var kommet her for at taksere heste? Jeg svarede at det var langt fra min bestilling og at jeg kun talte med min nabo. Men uden at veksle flere ord gav han sig til at slå og prygle mig på det grusomste og tilredte mig så ilde at jeg lignede et menneske der var faldet blandt røvere. 

Skønt dette kan bevises med mange vidner, har jeg dog på grund af min fattigdom og ringe formue ladet sagen gå upåtalt. Men da der nu høres flere klager over denne mands opførsel, så har jeg troet også at burde bekendtgøre det der er hændt mig. Og måtte det nu komme i betragtning hos hans høje foresatte således at derved blev udvirket at hver fredelig mand for fremtiden kan blive sikret for sådan behandling var mit og fleres ønske opfyldt.

J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6711-6712)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

J. Jensens svar af 19. januar er særdeles svært at læse, og jeg skal ikke stå inde for at det er korrekt gengivet. Jeg har haft stort besvær med at prøve at finde ud af hvad meningerne egentlig er i sætningerne. Tegnsætningen og ordstillingerne gør i sig selv svaret temmelig vanskeligt at forstå.

Slem Uskik paa Christianshavn!

Den 29. november om aftenen mellem kl. 10 og 11 da anmelderen ville gå hjem fra en god ven han havde været hos på laboratoriet, mødte ham den ubehagelighed da han passerede gården nr. 60 i Wildersgade at nogle ekskrementer kom flyvende øverst oppe fra langs muren ned til stueetagen og overstænkede hans ny fine hat. Vel var det at han slap med det og ikke fik sine øvrige klæder ødelagt. Dog havde han mindst ventet sådant fra denne gård som så vidt ham bekendt blot indeholder honette beboere. 

Anmelderen har formået Politivennens ærede udgiver til at forunde det passerede en lille plads i sit blad for om muligt derved at forebygge at en sådan uorden udøves oftere og for tillige at vække andres opmærksomhed hvis deres vej om aftenen måtte falde der forbi at hvis samme oftere skulle indtræffe, de da holder sig ude på gaden eller på den anden side af fortovene for ikke at lide samme skæbne eller en endnu værre ved at få deres klæder ødelagt. Det er højst ubehageligt især i tider da anskaffelse af gode klæder er særdeles bekostelig.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6704-6705)

Bøn og Bemærkning angaaende Sædestakke i Roeskilde.

Ved Maglekildevæld - nær store Kludeborg -
Hvor vandets strålers kraft og ildens flammer
Til nyt organ omskabe Pjalterigets jammer,
Tæt vejen på politiets afmagt står,
Som let iføre kan min gamle stad stor sorg.
End kan mit jeg sig ej i sanseverdenen røre,
Som da det samlet var i to.
Jeg håbe tør man ånden min dog vil bønhøre
Som om den om fra selve Roes.....!

Uden tvivl er der uoverensstemmelse i lovgivning angående brandpolitivæsenet i købstæderne når det selv efter der er gjort ophævelse, ikke kan forbydes indbyggerne at hensætte store sæd- og halmstakke på de umiddelbart til byens gader og stræder stødende sædevænger. For hvor der ikke efter de etablerede og forkyndte grundsætninger om stråtagenes afskaffelse må opføres nogen bygning belagt med stråtag, skønnes det at der heller ikke burde tåles sæde- eller halmstakke som vist nok ikke mindre farlige end disse tage. Og dog er dette tilfældet med flere stående sæde- og halmstakke i og omkring denne by. Det må imidlertid antages at det er lovligt, siden det ovenfor berørte Ceres' tegn efter rygtet skal være plantet af politimesteren i Ramsø Herred.

Det var ønskeligt om høje vedkommendes opmærksomhed måtte blive henledt på denne vigtige politigenstand.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6701-6702)

Noget om Ildebranden i Ballerup.

Ved ildebranden i Ballerup søndag den 16. november var anmelderen med flere af omegnens beboere til stede. Kun de som var til stede, kan gøre sig begreb om den megen fare som formedelst den stærke blæst en stor del af byen stod i. Imidlertid var det anmelderen meget kært ved den lejlighed at erfare at flere af de tilstedeværende viste en særdeles beredvillighed til ved denne lejlighed at opfylde deres pligt. Især tror anmelderen at den overordentlige åndsnærværelse og raskhed som møller Niels Christensen af Ballerup ved den lejlighed viste offentligt, bør nævnes da flere af byens beboere især de som ligger mellem brandstedet og kroen (samt kroen med indbegrebet) sikkert har grund til næst det alvidende forsyn at takke nævnte Christensen at deres ejendomme ikke blev luernes rov da han med yderste anstrengelse og næsten livsfare bidrog så meget til at ilden ikke kom til at gribe videre om sig. Den særdeles opmærksomhed som murermester Harup fra Lyngby efter sin ankomst til brandstedet ved samme lejlighed viste, er sikkert også blevet påskønnet af mange.

(Politivennen nr. 414. Løverdagen den 6te December 1823, s. 6699-6700).

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Ønske i Trinitatis Kirke.

Forleden fredag var anmelderen til gudsbord i Trinitatis Kirke. Under sangen søgte han i sin salmebog efter de salmer som stod på tavlerne, men af melodierne så han at det ikke var dem som blev afsunget, og siden erfarede han at de numre der stod på tavlerne, var fra søndagen før. Han var derfor i forlegenhed, især da graverne ikke, hvilket dog nogen gange skal være tilfældet, ved en lille seddel som sendes rundt til kommunianterne, gjorde ham opmærksom på de salmer der skulle afsynges. Han han derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at hvis vedkommende finder det for besværligt at lade alle tavlerne vise de salmenumre som ved enhver gudstjeneste om fredag eller onsdag skulle afsynes, da i det mindste en tavle anbragt på prædikestolen og en ved uret måtte angive sådant. På disse to steder i Trinitatis Kirke ville tavlerne kunne overses af alle tilstedeværende, som vel kunne vente så megen opmærksomhed af kirkens betjente.

(Politivennen nr. 413. Løverdagen den 29de November 1823, s. 6688-6689)