05 november 2024

Kurvemageren i Christianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen)

Et flydende Kurvemagerværksted

Foroven Kurvemagerskibet. Forneden Kurvemageren ved sit Arbejde.

Kristianshavns Kanal har baaret og bærer stadig Skibe og Baade, der anvendes til højst forskellige Formaal.

Der har bl.a. været flydende Maleriudstilling, nu ligger Kokkeskibet forankret i dens mudrede Vand, og lige overfor det har nu et Kurvemagerværksted kastet Anker.

Klods op ad Børnehusbroen ligger det lille Skib, eller rettere Hus, ti det ligner i det Ydre fuldstændig et firkantet Træhus.

Her har Kurvemager Nielsen slaaet sig ned og indrettet et helt lille Kurvemagerværksted. Borde og Stole fletter han, og Resultaterne kan de Spadserende se fra Børnehusbroen. I Agterstavnen er der nemlig en hel lille Udstilling af Arbejderne. Stort er Værkstedet jo ikke, men der er Plads nok for en Mand - for øvrigt ogsaa til Besøg af kone og Børn, og den nødvendige Varme leveres af en Petroleumsovn.

Alt i Alt - en praktisk Maade at løse eventuelle Butiksvanskeligheder paa.

(Aftenbladet (København) 24. februar 1923).


En Butik løftet op i Vandet

Interessant Scene ved Børnehusbroen

Forleden sank en Skude i Christianshavns Kanal, tæt ved Børnehusbroen.

Prammen, i hvilken en driftig Kurvemager havde indrettet sig en Butik, var bleven læk - og sank en skønne Dag med hele Forretningen. Heldigvis gik der intet Menneskeliv tabt.

Falck tog fat paa at hæve Prammen - et Arbejde, der blev fulgt med stor Opmærksomhed af Christianshavns Befolkning.

I Gaar var Falck i Færd med at pumpe Prammen læns. Slangen ses tilvenstre paa Billedet, hvor det udpumpede Vand fosser ned i Kanalen.

(Social-Demokraten 20. august 1924).

Christian (1863-1948) og Emma (1863-1904) Blinkenberg. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sørensen Blinkenberg (født 15. februar 1863 i Ribe, død 25. januar 1948 i København) var dansk inspektør ved Nationalmuseet og arkæolog, der sammen med Karl Frederik Kinch fandt den Lindiske Tempelkrønike (Lindos på Rhodos). 

Se Chr. Blinkenberg: Fra Epidauros. Bemærkninger til de udgivne indskrifter. In: Nordisk tidskrift for filologi og pædagogik, Bind 10, 1890-92, s. 257-277.

I perioden 1900-1914 stod de i spidsen for udgravninger ved Lindos på øen Rhodos, og i 1904 fandt de Tempelkrøniken fra 99 f.Kr.. For foden af Lindos findes der en mindeplade for Christian Blinkenberg og Karl Frederik Kinch. Dele af den Lindiske Tempelkrønike finde nu på Nationalmuseets Antiksamling i København. Blinkenberg blev gift den 6. april 1894 i Stenmagle med Emma Henriette, født Juul, datter af justitsrådsmedlem Jacob Christian Juul. Han blev medlem af Videnskabernes Selskab 1913.

I august 1908 ledede han udgravningen af 5 gravhøje (kæmpegrave) fra den ældre stenalder ved Skibelund på gårdejer P. Jensens mark ved Kongeådalen. Her fandt man bl.a. skeletdele, en flintøkse, en stridsøkse. Samme år besøgte kongen området. I 1800-tallet blev Skibelund krat af nationalromantiske personer anset for at være en kampplads for det afståede Sønderjylland. 

I forbindelse med støbningen af fundamentet til Mosede Fort ved Køge i 1913 undersøgte han over 20 skeletter, lerting, sølvmønter mm. som stammede fra 2. århundrede e.v.t. Nationalmuseet klagede over at man ikke standsede arbejdet og hjalp til ved undersøgelserne.

Nationalmuseet omfattede i starten kun tiden op til 1660. Resten tog det private Dansk Folkemuseum sig af. Et udvalg blev nedsat til at finde passende lokaler, hvoraf kun Frederiks Hospital og Kastellet kom på tale. Dets beslutning hvilede på erklæringer fra bl.a. Blinkenberg. Han var part i det flertal som anbefalede Kastellet, uden dog at tage stilling til at militæret endnu ikke var udflyttet. 


Øverst præses cand. mag. Johannes Brøndsted, derunder docent Francis Beckett og professor Blinkenberg i anledning af Becketts opposition til Brøndsteds disputats. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. februar 1921.


60 Aar.


I Dag fylder Arkæologen, Professor Christian Blinkenberg 60 Aar.

Han er født i Ribe og er Søn af Drejermester Andreas Peter Blinkenberg og Hustru Christine Weis. blev Student fra sin Fødeby og cand. mag. i 1887, hvorpaa han en Aarrække dels var Lærer ved københavnske Skoler, dels ansat ved Nationalmuseet, hvor han har været Inspektør fra 1897 til 1916.

I 1893 tog han, efter en Rejse til Middelhavslandene, Doktorgraden med den interessante Afhandling om "Asklepios og hans Frænder i Hieron ved Epidauros", det samme arkæologisk mærkelige Punkt han i 1917 vendte tilbage tiI med "Miraklerne i Epidauros".

Det erindres endnu af mange, at Blinkenberg i sin Tid ledede de danske Udgravninger paa Rhodos, men for og siden har han ogsaa været en ivrig Undersøger indenfor Danmarks Grænser og bidraget sit til vore Arkæologers moderne Metoder.

1911 blev han Docent i Arkæologi, 1916 Professor og er indenfor sin Elevkreds en meget skattet Lærer; han har iøvrigt været ikke saa lidt produktiv og skrevet i baade indenlandske og udenlandske Tidsskrifter, snart meget lærd, snart ogsaa tilgængelig for et større Publikum, som i hans højst lærerige Undersøgelse af "Tordenvaabnet i Kultus og Folketro", hvori han forfølger Hammertegnet lige fra Hetiterne i Lilleasien til Thorsdyrkerne i det høje Nord.

(Nationaltidende 15. februar 1923).

En gennemgang af tordenkiler eller tordensten stod i Demokraten (Århus) 30 august 1923.


Blinkenbergs gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.


Chr. Blinkenberg: Carl Ludvig Müller In: Museum tidsskrift for historie og geografi. 1891,2, s. 233-241.

Carsten Høeg: Christian Blinkenberg 15. Februar 1863-25. Januar 1948 ; Publikationer af Chr. Blinkenberg. Tale holdt i Videnskabernes Selskabs Møde den 30. April 1948 (1948)

04 november 2024

Fastelavnsløjer i Foreningen "Svalen". (Efterskrift til Politivennen).

Redningsfalck retter et voldsomt Angreb paa Formanden. Saltning af levende Aal. - Skodning af Kaninøren. - Dyrebeskyttelsens Prostitution m.m.m.

Med Sans for det humoristiske havde Dyreværnforeningen "Svalen" berammet sin Generalforsamling til Fastelavnsmandag. Og medens Folk med Papnæser og forlorent Skæg kastede hinanden Konfetti i Ansigtet i "National"s Restaurant, overdængede "Svalen"s Medlemmer hinanden med udsøgte Grovheder oppe i Selskabslokalerne.

Før Stormen.

Alverden véd, at en kongetro Opposition forlanger, at Formanden, Sagfører Dedenroth-Berg, skal gaa, fordi han i sidste Aarsskrift gengav et Billede af Kongen paa en Jagtudflugt og samtidig meddelte, at Kongen er Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening. Loyale Damer og Herrer har heri set et Angreb paa H. M. og det var ventet, at Dedenroth-Berg skulde fældes paa sin Formastelighed mod Majestæten.

Men det gik helt anderledes. De mange Kvinder, der fyldte Lokalet, og hvis omfangsrige Hatte smykkedes af smukt udstoppede Fugle, havde lagt en anden Slagplan. Formanden skulde styrtes paa Spørgsmaalet om Vivisektion. For sent opdagede de, at Formanden slet ikke var paa Valg - og dermed løb Mødet ud i det rene Vrøvl, Kaos, Mundhuggeri og Kævl.

Efter at Overretssagfører Salomonsen var valgt til Dirigent, aflagde Dedenroth-Berg Beretning. Han fortalte om militært Dyrplageri ved Væddeløb, om Fuglehandlernes smaa Bure, om Kuske, der mishandler deres Heste, om en Læge, der skyder Hornugler, om en Svane, der hang fast i Hegnet ved Sortedamssøen, og om en Adjunkt i Sorø, der lærer Børnene at bombardere Egern med raadne Æbler. Ogsaa Cirkus Miehes Tigere havde han haft Kig paa, og der var kort sagt ikke meget, der var undgaaet hans Opmærksomhed.

En Forposttræfning.

Saa kom Taleren Ind paa Spørgsmaalet om, hvordan man fremstiller røgede Aal. Det foregaar paa den Maade, at de levende Aal anbringes i Kasser, bestrøs med et godt Lag Salt og forpinte jager rundt i Kasserne, afgnider Hudens Slim og udaander efter 5-15 Minutters smertefuld Dødskamp. At det er et hæsligt Dyrplageri, kan vel de fleste være enige om, men Fiskeridirektøren har ikke villet indrømme det, og Foreningens Klage har derfor ikke hjulpet. Mod den jødiske Schachtning, en Slagtemetode, som ogsaa anvendes i vore offentlige Slagtehuse, har der ogsaa været protesteret - hidtil forgæves. Politiassistent Mellerup skildrer Schachtningen i grelle Farver. Dyret overmandes og svinebindes, dets Hovede tvinges tilbage, og Struben overskæres. Under Krampe forbløder Dyret langsomt. Denne Fremgangsmaade anvendes af Jøder og Muhamedanere, fordi den hellige Skrift siger, at et Dyr, der ikke forbløder sig af sig selv, er urent. Hr. Mellerup finder denne Slagtemetode forraaende, og det gør vist de fleste. Der er nu klaget til Borgerrepræsentationen.

Hr. Dedenroth-Berg sluttede delte Afsnit af sin Tale med at sige, at medens han fandt det ovenfor skildrede afskyeligt, kunde han Ikke gaa med til at modsætte sig Vivisektionen. VIdenskaben maatte have frie Hænder.

Raab: De er valgt paa et Program mod Vivisektionen.

- Ja, men en Præst i Folkekirken behøver ikke at anerkende alle Punkter i Folkekirkens Lære. (Protest, Afbrydelser.)

Stridens Udgangspunkt.

Hr. Dedenroth-Bcrg fortsatte: - Protesten mod Lystjagt er Hovedhjørnestenen i Dyrebeskyttelsen. Den, der morer sig med at skyde til Maals efter et Dyr kan ikke være Dyrebeskytter (Bifald). Men skønt der ikke kan være Tvivl herom er 5 Bestyrelsesmedlemmer fratraadt fordi Aarsskiftet har indeholdt en Artikel mod Lystjagt. Det Aarsskrift, jeg har redigeret, er de bedste, der nogensinde er udsendt (Latter). De gamle var rædselsfulde i Form og Indhold - (Naa Naa). Men jeg skal ikke rose mig selv (Hør, Hør). Oberst Egede-Lund stempler meget rigtigt Oppositionens Optræden som Luskeri og Snobberi, navnlig det sidste (Fy). Jeg har ledet Foreningen som den skal og bør ledes (Meningskamp).

Kampen raser.

Som et af de 5 udtraadte Bestyrelsesmedlemmer indledede Dr. Krabbe Diskussionen. Hans Indlæg var til hvilken Side hver anden Gang og det var umuligt at blive klog paa hans Standpunkt. Han erkendte Imidlertid at Lystjagt er udpræget Dyrplageri.

Saa fik Hr. Falck fra Redningskorpset Ordet. Naadadada. Hans Øjne rullede, og hans Stemme skælvede. Hr. Falck havde med kort Varsel overtaget Rollen som Oppositionens Fører. Han klarede den glimrende. - Ak, udbrød han, det gamle Svalepar (Hr. og Fru Oberst Mehren) hænger med Vingerne, fordi de har overgivet Styret til en Mand, der bare vilde til Magten, og som nu ødelægger Foreningen. De ny Love er umulige. Ganske vist var Oberst Mehren med til at vedtage dem, men da han kom hjem til sin Kone fortrød han det (Jubel). Medlemsantallet er gaaet ned fra 10,000 til 4.600 (Protest). Det er en Skandale at Ledelsen har misrøgtet Foreningen, og at den har stillet Politi ved Dørene i Aften (Uro). Administrationsudgifterne er for store. Der gives 1800 Kr. for et Kontor saa Iille som et Pigeværelse (Raab: Et Fuglebur). Og Formanden har faaet 976 Kr. 75 Øre for at tabe en Proces for Foreningen. Han er ikke Dyreven. 

Raab: Det er en Post fra et gammelt Regnskab som der er givet Decharge for. 

Hr. Falck lukker Øjnene bag Brillerne og gestikulerer vildt: 

- Hele Processen kunde højst have kostet 50-70 Kr. Dedenroth-Berg: Jeg nedlægger indsigelse mod at der rodes op i gamle Affærer.

Dirigenten: Det maa da være dejligt for Formanden at faa Lejlighed til at forsvare sig (Protest).

Er Dyrevenner Bolcheviker?

Hr. Falck talte om et legat paa 50,000 Kr., hvis Renter det ikke engang turde betro Formanden at hæve. Hr. Falck oplæste endvidere Breve fra Provinsen, hvori Kredsformænd bad Vorherre bevare dem for Hr. Derenroth-Berg. Hr. Falck talte direkte og indtrængende ned til Formanden:

- De har benyttet Landets øverste Person i Deres Kampagne. Det er udelikat. Og De har glemt at spørge Bestyrelsen. Vi Dyrevenner er ikke Bolschevikker. Vi behøver Ikke Politi ved Dørene. (De to trivelige Betjente lister stille ud.) Men nu beder jeg Dem bønligt, Hr. Dedenroth-Berg: Gaa, for Sagens Skyld, for Svaleparrets Skyld, for Fædrelandets Skyld.

Dedenroth Berg (stivnakket): Nej.

Falck: Ha! Ha! De vil dø i Deres Rede. Bare De ikke brænder Dem. 

Raab: Hent Falck (Munterhed).

Hornugler m.m.

Forfatteren Orla Boch: Hvad slags Hornugler er der skudt her i Landet. Vi har kun 3 Slags, og de er meget sjældne. Jeg er Æresmedlem i Foreningen, og jeg vil ikke finde mig i at Formanden optræder ligesom Fanatikeren Larsen-Ledet, der ødelægger Afholdsbevægelsen. Det lille Blad, jeg er knyttet til, protesterer. (Bifald.)

Kap. Hauch: Man kan ikke tro Hr. Dedenroth-Berg. Han taler Usandhed.

Formanden: Dirigent, Dirigent.

(Raab og Larm. Fru Dedenroth-Berg kommer i Klammeri med de omkrlngsiddende. Fruen raaber: Gaa ned fra Talerstolen. Dette er for skammeligt. Bevægelse.)

Kap. Hauch: Jeg er Revisor og har faaet Kendskab til grusomme Forhold.

Fmd.: Grusomme?

Hauch (svinger et Brev i Luften): Dette Brev er fra en Dame . , ,

Resten drukner i Larm.

Kaniner m.m.

Gartner Forsberg: Hr. Dedenroth-Berg er ikke ung nok. Han mangler, naa ja, jeg maa vel ikke sige Ramasjang. (Slaar i Pulten.) Vi trænger til en Mand med lidt Fut i. Lad os tage hinanden i Haanden og arbejde for fælles Samkvem Indenfor Dyrevennerne. Jeg har talt med Kong Christian og vil aldrig angribe ham; men han kan ikke staa som Protektor for en Dyrebeskyttelsesforening.

Dirigenten skrider ind.

Taleren: Jeg vil ikke fornærme Kongen. Men de Satans Biler og Chauffører. De er noget Rak. (Under Jubel bliver Taleren hældt ned.)

Professorinde Irminger: Formanden har stukket os Blaar i Øjnene. (Vild Meningskamp. Dirigenten paataler Udtrykket.) Han er gaaet over paa Vivisektorernes Parti. Til Professor August Kroghs (Nobelpristagerens) Hustru har han sagt at det var tilladeligt at skolde Kaniners Øren for at finde et Middel mod Skoldning (Røre). De stakkels, smaa Kaniner --- (Afbrydelser. Dirigenten skrider ind. Fruen protesterer)

Naa, det gode er der sket, at vi nu har faaet en Antivivisektionsforening. Det kan vi takke Hr. Dedenroth-Berg for.

Fru Mehren frygter.

Fabrikant Søderberg talte om Dyrene som Guds Juveler (Raab: Hvad er da Menneskene?). Paa et af Irmingers Malerier ser man Dyrene gaa ind ad Himlens Port. Den gamle St. Peder modtager dem --- (Ballade).

Fru Mehren (sørgeklædt): Hr. Dedenroth-Berg, hør paa os, som tænker paa Dyrene Nat og Dag. Gaa, gaa, gaa. Kære Dedenroth-Berg, ydmyg Dem, jeg beder Dem i Kærlighed om at gaa. Livet er saa kort. Aah, hør mig. (Stærke Klapsalver.)

Dyrlæge Winther: Faar vi ikke en ny Formand, dør Foreningen af Svindsot.

Sagfører A. Andersen: Vær humane. Anstil ikke Klapjagt paa Formanden. Han er god nok. (Bifald.).

Raab: De er i Bestyrelsen og har i 2 Aar aldrig overværet et Bestyrelsesmøde. (Langvarigt Mundhuggeri. Fru Bestyrelsesmedlem Detlefsen bevidner Rigtigheden. Larm).

Fru Schmitto: Sagfører Andersen er Hr. Dedenroth-Bergs Kompagnon. Dyrene er ham ligegyldige. (Dirigenten skrider ind. Fru Schmitto fortsætter, men afbrydes af Formanden. Stemningen har naaet Kogepunktet.)

Orla Boch (til Sagfører Andersen): Er det sandt, at De er Sagfører for en Fiskehandlerforening?

Andersen: Ja (Hyl og Spektakel.)

Orla Boch: Maa jeg faa en Gang Aal. (Skaal! Jubel.)

Formandens Ripost

Endelig fik Hr. Dedenroth-Berg Ordet. I en lang Tale besvarede han de mange Angreb og sluttede med at erklære, at han ikke vilde gaa, ikke paa nogen mulig Maade.

Klokken var nu 11. Og kun - første Punkt paa Dagsordenen var behandlet. Der var 4-5 Punkter tilbage. Hvordan det er gaaet med dem, maa Herren vide. Men det forlød, at Regnskabet vilde volde Kvaler. Og saa kan det forudses, at Generalforsamlingen ikke er slettet naar dette læses. Den vil blive efterfulgt af en anden. Oppositionen vil sammenkalde sine Tropper fra Provinserne.

Alle sande Dyrevenner har med andre ord noget at glæde sig til.

(Social-Demokraten, 13. februar 1923).

Fru Schmitto var på daværende tidspunkt medlem af Foreningen til Værn for værgeløse Dyr, i hvilken hun var formand 1918-24. Foreningen åbnede i 1923 et internat med plads til ca. 100 dyr på Peter Bangsvej. Arbejdet for internatets oprettelse sikrede hende et æresmedlemskab af foreningen. Året efter artiklen (1924) blev hun formand i  Dyreværnsforeningen Svalens formand, indtil  1949. Foreningens stifter Camilla Eegholm og efterfølgeren Malvina Mehrn havde indtil da været formænd, afbrudt af sagfører August Dedenroth-Berg 1920-24. 

Det var i den forbindelse at Poul Henningsen i 1924 til Nørrebros Teater og skuespilleren Osvald Helmuth skrev revyvisen Ølhunden glammer, med stroferne “fru Agnes Schmitto, som beskytter den mindste moskito”.

Hovedstadens Hjemløse. (Efterskrift til Politivennen)

Centralkontorets Arbejde. - Tilgangen af unge hjemløse Mænd fra Provinsen næsten ophørt. Ledige Pladser paa Herbergerne - Samarbejde med Hjælpe-Kassen.

Det er nu snart et Aar siden, at Borgmester Viggo Christenssn fik sin Yndlingstanke, Oprettelse af et Centralkontor for hjemløse Mænd, realiseret, idet et saadant Kontor blev oprettet i Absalonsgade Nr. 3.

Hvorledes har nu dette virket I den forløbne Tid, og hvordan er Forholdene med de Hjemløse i Øjeblikket?

Herom har vi talt med Kontorchef N. P. Nielsen i Magistratens 3. Afdeling, og hans Svar lød omtrent saaledes:

- Selvfølgelig løses Ikke en saa stor Sag i Løbet af en Vinter, men vi kan dog kun se med Glæde paa det, der er naaet. Først og fremmest gælder det om at bygge Tilliden til os op hos dem, der søger Kontoret. De man være sikre paa, at selv om de har et eller andet eller maaske flere mørke Punkter i deres Liv, saa henviser vi dem ikke til Politiet. Det har de aabenbart ogsaa indset, thi de kommer friske og frejdige til os og viser deres Papirer. Dem skal vi jo se for at kunne anvise dem Logis, men dette nægtes dem ikke, hvis de ikke har Papirer. I saa Fald skal de skaffe dem inden en kort Frist - ellers maa de ud af Iogiset. men siger en Mand, at han ikke kan skaffe f. Eks. sin Daabs-attest. saa skaffer vi ham den gratis. Det er dog ikke ret der ikke har Papirer. Det kan dreje sig om 1 pCt.

I alt har vi i Løbet af et halvt Aar haft 1500 hjemløse Mænd paa Kontoret. Deraf var 26 pCt. under 25 Aar, 23 pCt. mellem 28 og 35, 23 pCt mellem 36 og 45, 17 pCt. mellem 46 og 55 og 10 pCt. over 55. Endelig var der 6 unge Mennesker under 16 Aar. Størstedelen af dem var fra København.

Det viser sig nemlig, at siden Centralkontorat blev oprettet, at Tilgangen af unge, h|emløse Mænd fra Provinsen taget meget af, næsten holdt op. Dette er jo kun glædeligt. De unge Mænd vil ikke have noget med os at gøre. De ved jo at de risikerer at blive sendt hjem.

Forholdene er i øvrigt saadanne i Øjeblikket, at der er ledige Pladser næsten over alt paa Herbergerne. Ude paa Tagensvej har vi ikke faa Pladser ledige, og Frelserhærens Herberge i Saxogade har lukket en hel Etage. Kirkens Korshær har jo heller Ikke endnu aabnet sin Natsamaritan i Bethesda.

I Øjeblikket behøver Ingen Hjemløs at gaa paa Gaden om Natten, heller ikke hvis han Ingen Penge har. Vi skaffer ham Logis hvis han da ellers opfylder Betingelserne.

Desværre er vore Penge ikke saa store, som de burde være. Eller kunde vi komme videre, bl a. med at højne Herbergernes Niveau hvad vi ogsaa kæmper for. Det maa komme dertil, at man altid og under alle Forhold kan byde hver Mand sin Seng. Naturligvis - Frelsens Hær, Centralmissionen og andre gør det, men der er Steder, hvor de kun faar et Gulv at ligge paa.

Den Slags maa vi bort fra, og kunde vi saa faa de obskure Natlogiser nedlagt, var vi kommet et langt Skridt frem. Naa - de søges nu heldigvis mindre og mindre.

Som et stort Fremskridt betragter endelig det at vi har faaet et lntimit Samarbejde i Gang med Hjælpekassen. I aar en Hjemløs et Beløb bevilget fra Hjælpekassen, henvises Vedkommende til vort Centralkontor, hvorigennem Udbetalingen sker. Vi anvender først og fremmest nogle af Pengene til at skaffe ham Logis. Vil den Paagældende absolut selv have alle Pengene, sender vi dem tilbage til Hjælpekassen, og saa maa den om, hvorvidt den vil give ham Pengene.

Dette Samarbejde, der vokser for hver Dag, har vi megen Glæde af.

- - -

De Hjemløse har aabenbart endnu større Glæde og Nytte af Centralkontoret, der aabenbart ledes med stor Forstaaelse af Opgaven.

(Aftenbladet (København) 12. februar 1923).

Kommunens nye Daghjem for Smaabørn. (Efterskrift til Politivennen)

I Legestuen. Blandt de tilsynsførende Damer er Bestyrerinden, Frk. Steenberg (x)

Det gamle Prinsesse Thyras Asyl ude i Rantzausgade Nr. 48, som i sin Tid blev oprettet af Fabrikejer Anker Heegaard, er nu blevet overlaget af Kommunen, som har omdannet det til et Daglighjem for Smaabørn.

Det er det femte i Hækken af disse kommunale Hjem, som spiller saa stor en Rolle i den arbejdende Befolknings Liv og er til saa stor Gavn for baade Forældre og Børn.

Her modtages de Smaa i Alderen fra 2-7 Aar og beskæftiges efter Folkebørnehavesystemet i den Tid - fra 7 Morgen til 5 Eftm. - de er paa Hjemmet. Medens Børnene selv har tør Kost med, faar de ved Middagstid varm Sødmælk. Herfor og for hele Opholdet betaler hvert Barn 2 Kr. om Ugen.

I Prinsesse Thyras Asyl - det Navn skal Hjemmet beholde - er alt nu flunkende nyt og moderne indrettet, og der hviler over Hjemmet i enhver Retning et lyst og venligt Skær. Der er to Opholdsværelser, en Spisestue og et Badeværelse - hvert Barn skulde gerne have et Bad mindst hver 14. Dag. Saa er der ogsaa indrettet et Sygeværelse, hvis et Barn pludselig skulde blive alvorlig syg.

Legepladsen vil først blive indrettet hen paa Foraaret, men saa bliver den ogsaa fin og omgivet af straalende Blomsterbede.

Hjemmet, der har Plads til 75 Børn. ledes at Frk. Steenberg med Assistance af 4 unge Damer.

(Aftenbladet (København) 7. februar 1923)

Et stort kuld af de yngste Nørrebroere i Prinsesse Thyras Asyl. Foto fra Folkets Avis - København 7. marts 1922.