Vi have aldrig næret Illusioner om vort unge Højre. Vi vide, hvor det er, og efter hvilken Kurs det styrer, naar man er kommen frem alene ved at være sin nationalliberale Faders Søn eller ved at gnide sig op ad Magthaverne, saa maa Bevarelsen af Magten være Livets eneste og højeste Maal. Vi vente intet stort og ædelt af en Ungdom, der i Tyveearsalderen har gjennemløbet alle Standpunkter for tilsidst at forraade dem alle. Men om de gamle have vi en Gang været naive nok til at tro, at der dog i det mindste var een Sag, som de uskadt havde reddet ud af deres Livs Skibbrud. Vi tænke paa den nordslesvigske Sag.
"Fædrelandet" har i Lørdags belært os om, at ogsaa dette er en Illusion. Vi kjende de Anstrængelser, som det unge kjøbenhavnske Højre udfolder for at forvandle de danske Nordslesvigere til en Flok nationalliberale Fanatikere, for hvem Partisagen staar over Folkesagen; men vi mindes ikke, at "Fædrel." har deltaget i eller billiget denne beklagelige Agitation. Hr. Ploug har undertiden villet tage Kryger til Indtægt, hvor han troede, han kunde benyttes i Kampen mod Venstre; men det syntes dog kun at være ubevogtede Øjeblikkes Indfald. Naar Kryger protesterede mod at blive hvirvlet med ind i vore Partikampe, har Hr. Ploug tiet. Vi gik i vor Uskyldighed omkring og mente, at der dog var dem i Højre, der virkelig følte, hvad de skylde en Mand, der har sat sit Liv ind paa at skaffe vort Land tilbage, hvad det ved Tidernes Ugunst og nationalliberalt Letsind har tabt.
Saa meget mere har "Fædrl."s Optræden i Lørdags maattet overraske os. Det falder over Hr. Kryger, først fordi han i "Morgenbladet" har takket for Telegrammer fra Venstremøder, dernæst fordi han den 19de April har tilladt sig at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal frem i den tydske Rigsdag. Den førstnævnte Anke skulle vi lade ligge uden at tænke videre over dens Forbindelse med den sidste, der er af en langt alvorligere Art. Hr. Kryger maa høre, at han er gaaet, om ikke "udenfor", saa dog "nær Grænsen af hans bestemte og ansvarsfulde Opgave"; hvad han har gjort, kan man ikke "ubetinget glæde" sig ved eller "fuldkommen billige", der kunde let være afstedkommet stor Skade, men heldigvis - det er Meningen, om Udtrykket end er formet mindre hensynsløst - var Lykken bedre end Forstanden, den tydske Regering blev ikke ikke "udæsket og fornærmet" og hele Udbyttet er dette: "Lad os være taknemlige for, at lidt maaske er vundet ved Windhorsts Udtalelse og ikke det mindste tabt ved Bülows."
Saaledes lyder offenlig Takken til Kryger fra den ham mest velsindede Del af den danske Regeringspresse. De Nationalliberale takke deres Gud, naar Kryger blot ikke gjør Skade. Man forestille sig da, hvorledes han bag Kulisserne behandles af en Negering og et Diplomati, der aldrig har forstaaet at iagttage det Hensyn, der skyldes Nordslesvigernes Ordfører. Man vil paa denne utilbørlige Maade fra Kjøbenhavn hovmesterere en Mand, uden hvis Virksomhed vore Diplomater næppe havde haft mindste Grund under deres Fødder, og man forlanger af Kryger, der er blevet stor og har udrettet noget, fordi han aldrig har kjendt Smaadiplomaternes Korthusberegninger og ængstelige Hensyn, at han nu skal lade sig indsnøre i disse Hensyn, fordi de ledende Kredse i Kjøbenhavn tro det gavnligt for deres Politik. Man glemmer i sin Iver, hvilket Vaaben der gives Udlandet imod ham, naar det kan sige, at ikke Gang hans Landsmænd billige hans Færd. En Presse, der atter og atter har hidset Stemningen i Tydskland op imod os ved sit hadefulde, drillende og udfordrende Sprog, taler til Kryger om det farlige i at "udæske og fornærme den tydske Regering". Hvis Kryger var en buldrende Nationalliberal, der prædikede Had og Fjendskab mod Tydskland, skulde vi intet have imod, at han lagdes i Lænker; men Kryger er en rolig og sindig Talsmand for en fredelig Løsning af det Spørgsmaal, som er os og vor Nabo imellem, han udæsker ingen, men har tvært imod ved sin jævne og ærlige Optræden aftvunget selv sine værste Modstandere Agtelse og Anerkjendelse. Det brydsomme og lidet haabefulde Hverv, som Nordslesvig har givet ham, og som forlængst vilde have trættet en spinkel diplomatisk Natur, har han røgtet med en Tro og en Udholdenhed, som kun en nordslesvigsk Bonde vilde have Kræfter til, og er der maaske end langt til det endelige Maal, har hans Virksomhed dog allerede baaret Frugter, som hen og hans danske Landsmænd kunne glædes ved: flere og flere Medlemmer af den tydske Rigsdag anerkjende vor Ret, og det nordslesvigske Spørgsmaal er levende i det tydske Folks Bevidsthed. Derfor skal han ikke angribes eller bringes en Tak saa kjølig, at den lyder som en Bebrejdelse; han skal ikke skydes til Side eller forvandles til en parlamentarisk Quaade. Hans Kryger har erhværvet sig en Ret, som ingen kan rokke, til at gaa i Spidsen, hvor det gjælder den nordslesvigske Befolkning; for Sagens Skyld haabe vi, at han altid vil havde denne Plads, og i dette Haab bringe vi ham vor fulde, ubetingede og hjærtelige Tak for hans selvstændige og mandige Optræden.
(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar