En dansk jødeforfølger. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Vilh. Beck til Ørsløv ved Slagelse udgiver "En ny Postille", kaldet "Fra Livets Kilde". I den findes følgende, der ret skærende blotter denne hovmodige Præsts haarde og uforsonlige Sindelag og stiller den Kristendom, som han forsvarer, i et ejendommeligt Lys. Han skriver: "Men for hvem skulle Dørene være lukkede, naar Jesus skal komme til os? "For Jøderne". "Af Frygt for Jøderne var Dørene lukkede, hvor Disciplene var forsamlede". De var bange for de Jøder som havde taget Jesus fra dem. Og naar vi spørger: For hvad skulle vi lukke Dørene er Svaret ret samme: For Jøderne! Vi skulle være bange for Jøderne. Jøderne er blevne det af Gud forbandede Folk, og Jødenavnet er blevet et forbandet Navn, et Skældsord, er blevet Navnet paa alle dem, der vil have Jesus bort. Og derfor, Venner, er Jøderne vore Dage ikke blot de Mennesker iblandt os, som efter deres Herkomst kaldes saaledes, men Jøderne i vore Dage ere alle de Mennesker, som raaber: "bort med Jesus!" alle de Mennesker, som viser Jesus bort fra sig selv og arbejder paa ogsaa at faa ham bort fra andre . . . Det maa komme til at staa levende for os, at der er noget som er værre end at være en Morder eller Meneder eller Slyngel eller Kæltring, og det, der er værre, det er at være et vantro Menneske. Det maa komme til at staa levende for os, at det værste af alt, der kan vederfares et Menneske, det er at være vantro . . . Det maa staa klart for os, Venner, at det er disse Jøder vi fremfor alt maa lukke Hjertedøren for; thi først naar Døren er lukket for dem, kan Jesus komme. Derfor er der saa mange Mennesker, som Jesus aldrig kan komme til, fordi Dørene ere helt aabne for alt muligt og for Jøderne med, og derfor kan det ikke nytte noget, hvor ofte Jesus end kommer nær til de Mennesker. Han kan ikke komme til at tage dem under sin frelsende Behandling . . . Dørene ere jo aabne for Jøderne. Jøderne løber ud og ind af Hjerterne og gjør et rasende Rabalder ... Og under alt dette Jøderabalder i deres Hjerter lukker Døren sig for Jesus, og han kan ikke komme til dem . . . og, Venner, medens alle disse Rabalderjøder gjør alt dette Rabalder i Hjerterne, lukker Hjerterne sig for Jesus. ... Ja, Kjære, det er det, det gælder om, at Du saadan kan samle din Sjæl i den ene Tanke: det Menneske, der staar der paa Prædikestolen og prædiker for mig, staar der ikke i sit eget Ærinde, men Jesus har udsendt ham, . . . at Du har med et Menneske at gjøre, som har Myndighed fra Jesus til at gjøre den vældige Forskel mellem troende og vantro Mennesker, Myndighed til at sige til Alle, som vil være troende: alle Eders Synder er Eder forladte, alle Eders Synder er evig udslettede, I maa tro, at I er hellige! - men som ogsaa har Myndighed fra Jesus til at sige til alle Mennesker, der vil vedblive at være vantro: I skal beholde Eders Synder, saa længe I vedbliver at være vantro, beholde dem, naar I døer, og I skal gaa til Helvede med den rædsomme Syndebeholdning I har !"

(Social-Demokraten 5. juli  1882).

Præsten Johan Vilhelm Beck (1829-1901) var siden 1881 formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Beck videreførte i Indre Mission enevældens ide om en ledelse som vidste bedst, som kunne skelne mellem "rigtige" og "forkerte" missionsfolk. Af andre trossamfund anså han ikke romerkirken for kristendom og baptismen som jødedom forklædt som kristendom.