Det var, som meddelt, i Godsejer, Folkethingsmand J. Hages Lergrav ved Nivaa-Bugten, at en Arbejder dræbtes i forrige Uge ved Jordskred.
Af de Oplysninger, vi erholdt ved vort Besøg paa Stedet, fremgaar det, at Arbejdet baade i Lergraven og ved Teglværket er af en meget anstrængende Beskaffenhed og at Lønnen er yderlig lav.
I de til Teglværket hørende 2 Lergrave er 6 Mand beskæftiget med Udgravning. De engageres for Tidsrummet fra 1. Maj til Mikkelsdag, og maa ved Antagelsen underskrive en Kontrakt, hvorved de forpligter sig til ikke at forlade Arbejdet i de 6 Maaneder. Saafremt de bryder Kontrakten, saa kan de idømmes en Mulkt af 30 Kr., og som en Slags Sikkerhedsstillelse tilbageholdes der hver Uge 2 Kr af deres Løn, der bliver indestaaende hos Godsejeren og udbetales ved Arbejdsperiodens Slutning.
De 6 Mand har Forpligtelse til daglig at besørge et saa stort Kvantum Ler udgravet, at der er tilstrækkeligt deraf til, at Teglværkets Fabrikation af Mursten kan foregaa uden Standsning. De skal tillige besørge Leret læsset paa Tipvognene, der trækkes af en Hest ad Spor op til det højtliggende Værk. Som Kuske er engageret unge Mennesker, der for Sommerhalvaaret faar Logi og en Løn af 130 Kr.
Den regelmæssige Arbejdstid er i Sommerhalvaaret fra Kl. 5½ Morgen til Kl. 7½ Aften, altsaa 14 Timer, derfra regnet ½ Time til Frokost, 1½ Time til Middag og ½ Time til Vesperkost. En Del af Arbejderne, der boer i de omliggende Landsbyer, har ca. 1/4-½ Mils Vej til deres Hjem. Om Aftenen kan de tidligst naa Hjemmet mellem Kl. 8-8½, og om Morgenen maa de gaa hjemmefra allerede mellem Kl. 4½-5. for at kunne naa betids til Arbejdsstedet.
Paa Grund af Arbejdets Beskaffenhed forøges den i Forvejen lange Arbejdstid ofte endnu yderligere. Leret er nemlig tidt af en saa sejg og haard Kvalitet, at det er forbundet med stor Vanskelighed at løsbryde det. Særlig i den nederste, nærmest Stranden beliggende Lergrav er dette Tilfældet. Her maa Arbejderne slide møjsommeligt med Hakkerne i den stegende Solhede. Og dog naar de kun langsomt fremad i det haarde Materiale. Saa er det de tvinges til at anvende den farlige Arbejdsmetode, at undergrave Banken for at faa en større Jordmasse til paa en Gang at styrte ned. Ved afvekslende forneden at undergrave Skrænten og øverst paa dens Overflade at ramme Kiler ned i Jorden, kan dette farlige Eksperiment vel efter ihærdigt Arbejde lykkes - men samtidig er det, at de ved Skræntens Fod beskæftigede Arbejdere svæver i Livsfare. Tidligere er 2 Mand dræbt i Lergraven. Faren er saa meget større, som Skrænten ogsaa aldeles uformodet kan styrte ned, uden at være undergravet i nogen synderlig Grad, saaledes som i forrige Uge, da en Arbejder i den anden Lergrav blev dræbt af Jordmassen.
Vi spurgte Arbejderne, om denne farlige Undergravning ikke kunde undgaas, saaledes at Gravningen blev foretagen skraat nedad fra oven, hvorved der blev ringere Sandsynlighed for, at der kunde ske Ulykkestilfælde. Men Arbejderne forsikrede os, at det nuværende ringe Antal Arbejdere og den lave Løn gjorde det umuligt at anvende denne Arbejdsmetode. Dels vilde de 6 Mand i saa Fold ikke daglig kunne skaffe en saa stor Lermasse tilveje, som Værket kan forbruge, og saa have de jo forbrudt deres Kontrakt. Og dels vilde de paa den Maade allerhøjst kunne tjene en Dagløn af 1 (en) Krone!
En af Arbejderne ytrede: "Vi ved rigtignok ikke, naar vi gaar paa Arbejde om Morgenen, om vi kommer levende hjem om Aftenen. Men vi er nødt til at undergrave, hvis vi skal kunne tjene saa meget, at vi kan føde Kone og Børn."
Arbejderne er altsaa stillet saaledes, at de kun har Valget mellem at tjene en Sulteløn eller sætte Liv og Lemmer paa Spil for at kunne skaffe det allernødvendigste til Familiens Underhold! Og under disse Forhold har Arbejdskøberen ikke en Gang fundet sig foranlediget til af egen Drift at ulykkesforsikre Arbejderne.
Ofte er en hel Dags anstrængende Arbejde i det haarde Ler ikke tilstrækkelig til at tilvejebringe den nødvendige Lermasse. Arbejderne er da nødsaget til yderligere at forlænge Arbejdstiden. De møder da paa Arbejdet Kl. ca. 4 eller 4½ Morgen og halser ud til Kl ca. 8 eller 8½ Aften, og har altsaa en Arbejdstid af mellem 16 a 16½ Time i Døgnet!
Hertil kommer endvidere den Tid der for de fjernt boende medgaar om Morgenen og Aftenen til Marschen fra og til Hjemmet: lavt regnet 1 Time. hvoraf følger, at Arbejderne paa disse Overarbejdsdage kun har 6½-8 Timer til Hvile- og Fritid.
Det er disse 6½-8 Timer, at de skal have Tid til at nyde det af Hofte saa lovpriste Familieliv med Hustru og Børn. Men i Virkeligheden gaar det ikke saaledes til. Naar Arbejderen om Aftenen kommer hjem, saa er han selvfølgelig i Reglen saa udaset og træt af de mange Timers Slid i den brændende Sol, at han snarest mulig gaar til Senge for at hans Legeme dog kan faa nogen Hvile til den følgende Dags Anstrængelser. Om Aftenen er der altsaa ikke Tale om nogen Samværen med Børnene. Og i den tidlige Morgenstund ser Arbejderen kun sine endnu slumrende Børn i Sengen, før han gaar til sit Arbejde.
Arbejdslønnen beløber sig i Reglen til ca. 15 a 16 Kr., under særlige heldige Forhold ca. 18 Kr. pr. Uge. Lønnen beregnes saaledes, at Værket betaler Arbejderne 38 Øre for Levering af Ler til 1000 Sten (det er a. 3 Vognladninger). For at opnaa den lave Dagløn, ca. 2 Kr. 50 Øre, skal arbejderne altsaa paa en Dag udhugge af Banken ca. 40 Vognladninger Ler samt fylde det paa Tipvognene. Kniber det for de 6 Mand, trods deres forøgede Arbejdstid, at skaffe den fornødne Lermasse til Veje, saa er de ofte nødsaget til at antage en Mand, der kan hjælpe dem ved Udgravningen. Denne Hjælper maa Arbejderne selv lønne. Det er derfor intet Under, at Arbejdslønnen synker til et Lavmaal, der ikke staar i noget rimeligt Forhold til den præsterede Arbejdsmængde.
I selve Teglværket, hvor Fabrikationen af Mursten foregaar, er Arbejdstiden ligeledes fra Kl. 5½ Morgen til Kl. 7½ Aften, med de tidligere anførte Spisetider. Arbejdslønnen beregnes faaledes, at der gives 26 Øre for hver 1000 Sten, der fabrikeres. Under almindelige Forhold kan der laves 10.000, allerhøjst 12,000 Sten om Dagen - det giver en Dagløn af 2 Kr. a 2 Kr. 40 Øre. Altsaa pr. Uge 12 Kr a 12 Kr. 40 Øre.
Ogsaa her er Arbejdet af en for Liv og Lemmer farlig Beskaffenhed. Vi meddelte forleden, hvorledes en Arbejder i det nærliggende Teglværk blev slaaet fordærvet ved at en Stabel Mursten styrtede over ham, og det sker jævnligt, at Arbejderne faar baade Hænder og Fødder forslaaet. Vi saa paa Hages Teglværk en Arbejder, der manglede den ene Arm - den var bleven knust imellem Valserne, hvor Leret findeles. Nu maa han, trods sin Invaliditet, trille Mursten paa en Hjulbør! Det var en sand Ynk at se denne enarmede Krøbling slingre afsted med fuldt Læs, styrende den enhjulede Bør med den ene Haand.
Det farlige Damp Valseværk har Arbejderne særlig stor Frygt for. Arbejdet foregaar her paa den Maade, at Leret først luusea i en grov Kværn og derefter i passende Stykker med Hænderne skubbes ind mellem de to vandret liggende Valser, hvor det findeles til en dlød, fugtig Masse. Denne Dejg presses derefter gennem et Hul af Størrelse som en Mursten, og skydes ud i lange Stykker henover siltbeklædte Ruller. hvor flt Arbejder efterhaanden afskærer 4 Mursten ad Gangen ved Hjælp af en Ramme med 4 udspændte Staaltraade.
Det hele gaar med feberagtig Hast og Arbejderne maa anvende den yderste Grad af Forsigtighed, for at ikke Valserne skal gribe sat i deres Fingre eller Skjo.te.rni.er og gøre dem til Invalider som deres stakkels Kammerat.
Ogsaa disse Arbejdere burde selvfølgelig for længe siden have været ulykkesforsikret.
Er Fortjenesten ringe om Sommen% saa er den ligefrem ussel om Vinteren. I Reglen faar Lergravsarbejderne da Beskæftigelse i selve Teglværket, og ved strængt Akkord arbejde kan der opnaas en Ugeløn af 11 Kr. Daglønnen veksler i Vinterens Løb fra 1 Kr 35 Øre til 1 Kr 40 Øre og 1 Kr 50 Øre, hvilket giver en Ugeløn af 8 Kr. 10 Øre, 8 Kr 40 Øre a 9 Kr.
Den 8 Kr. 10 Øres Ugeløn, hvorfra der hver Uge drages 10 Øre til en Sygekasse, falder i det længste Afsnit af Vinteren. Men hvorledes skal en Familieforsørger med en stor Børneflok, kunne skaffe Brødet til sig og sine for en saadan Ugeløn.
Og hvorledes kan Rigmanden, Godsejer Hage, forsvare at nægte disse slet lønnede Arbejdere et rimeligt Lønningstillæg?
(Social-Demokraten 23. juli 1891.
Johannes Hage (1842-1923) havde overtaget teglværket efter sin far konsul Peter Anton Alfred Hage (1803-1872) som i 1859 købte Nivaagard og det tilhørende teglværk samt flere andre gårde i Nivå. Teglværket hed fra den tid Nivaagaard Teglværk. Efter 1864 kunne Danmark ikke længere disponere over bl. a. Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord. Dette kom Nivaagaard Teglværk til gode. Produktionen blev yderligere forøget med ringovnen i 1870.
Faderen døde 1872, og Johannes Hage overtog Nivaagaard og Nivaagaard Teglværk. Efter en brand flyttede Johannes Hage ind i Nivaagaards hovedbygning i 1881.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar