Carl Vilhelm Rantzau var den første stationsleder på Station 6 (Fælledvejen). Han var blevet politibetjent 1845. Han var gift med Antoinette f. Hjock og parret fik 4 børn. Hun døde inden han flyttede ind på den nye station i 1884. Tilnavnet "Store Rantzau" fik han fordi han var ca. 76 tommer høj og vejede ca. 300 pund.
Politiassistent Rantzau.
Københavns ældste Politiassistent, Carl Vilh. Rantzau, træder i Dag ud af Politiets Tjeneste efter Ansøgning og med Pension. I det hele har han været Politimand i 46 Aar og er nu 71.
Rantzau begyndte nemlig allerede i salig Bræstrups minderige Dage, da Betjentene gik med Skødefrakke med blanke Knapper, Kastet og Spanskrørsstok. Da saa Crone afløste Bræstrup og indførte den ny Politiordning, gjorde han straks Rantzau til Assistent paa Vesterbro. Senere flyttede han fra den vestlige Forstad til den nordre, der den Gang omfattede baade Nørre- og Østerbro, var den største og uroligste, og derfor ogsaa behøvede den dygtigste Politiassistent.
Og Rantzau ejede just de Egenskaber, der gjorde ham skikket til en saadan Post. Der var en Blanding af godmodig Munterhed og Bestemthed i hans Optræden; han havde en hurtig og klar Opfattelse af de foreliggende Forhold, vidste hvad han vilde, tog helst Sagen med det Gode og tabte aldrig Hovedet i de vanskeligste Tilfælde.
I sit Kontor var han ens mod alle; han gjorde ingen Forskæl paa den, der kom til ham med høj Cylinder og Glacehandsker eller den, der kom paa Hosesokker med Huen i Haanden og Træskoene uden for Døren.
I Rantzaus Kreds boede jo de fattigste Fattige, og mange af dem paastaar, at det var bedre at klage sin Nød for Assistenten end for Præsten.
Assistenten hjalp, hvor han kunde; men for Resten havde han sine "faste Tiggere" som han kaldte dem. Blandt dem var der en, der en Gang havde kendt bedre Dage; han lod sig aldrig afvise med, at Assistenten ikke var til Stede, han havde stadig Tid nok til at vente og satte sig rolig ned paa den lange Bænk ved Døren i Stationslokalet.
I den haarde Vinter 1885-86 var Rantzau utrættelig ved Uddelingen til de Fattige, der i to lange Maaneder mødte fra den tidlige Morgenstund i Stationsgaarden; og naar Klædningsstykkerne, Fødevarerne og Pengene var uddelt, og Mængden ude i Gaarden ikke syntes at svinde, plejede han gærne at sige: "Nu maa vi spare paa Spisebilletterne, for at de alle kan saa lidt.
En Politiassistent kan let blive "populær" naar han sætter Pris paa det; Rantzau vilde være det - og han blev det ogsaa.
(Social-Demokraten 1. august 1891)
Kjøbenhavns ældste Politiembedsmand Politiassistent C. B. Rantzau, er i Lørdags fratraadt sin Post som Politiassistent paa Nørrebro, en Stilling, som han har beklædt med stor Dygtighed i 28 Aar. Da han tiltraadte sit Embede, var Nørrebro en forholdsvis ubetydelig Forstad, medens den nu har mindst 100.000 Indbyggere, og det er ikke just de roligste Elementer i Hovedstaden, der har foraarsaget denne uhyre Tilvæxt. Der er adskillige Gange forefaldet Excesser i denne Bydel, som kunde have faaet skjæbnesvangre Følger, hvis ikke Politiets ledende Sjæl derude havde været en besindig Mand, der helst ønskede at komme frem med det Gode. Særlig i den socialistiske Bevægelses første Dage gik det ofte varmt til: Man vil saaledes erindre det berømte "Slag paa Nørrefælled" den 5te Mai 1872, som ikke løb af uden Blodsudgydelse, og hvor endog Husarerne maatte gjøre Indhug. Senere, da Pio og Geleff vare flygtede, og Harald Brix kom tilbage fra Fængslet, havde Rantzau ofte en haard Dyst at bestaa med de saakaldte Heroldister, der holdt en Række stormende Møder i Rømersgade. Aften efter Aften mødte Rantzau og tog Plads paa Tribunen, omgivet af en halv Snes Politibetjente, medens de rødeste Revolutionære stode ved Talerstolen og i forblommede Udtryk hidsede Gemytterne op.
Nede fra Forsamlingen lød Haansord og Skjældsord op til den gamle Assistent som ofte viste en englelig Langmodighed og først gjorde Indhug og ryddede Salen, naar de værste Urostiftere gik til Haandgribeligheder overfor hans Betjente. Fra de mere fredeligt anlagte Socialisters Side har Rantzau aldrig været ilde lidt. Han saa aldrig skjævt til deres Folkemøder, naar blot alt gik roligt. Tvert imod har han næsten altid været Tjenstvilligheden selv overfor "Førerne", gjort dem alle de Indrømmelser, hans Embedsstilling tillod, og ligefrem hjulpet dem med Raad og Daad. Ved Grundlovsfesterne gik han i Spidsen for Toget og skaffede Plads, indtil Optoget naaede ind i en anden Politikreds; saa tog han venskabeligt Afsked med Lederne og ønskede dem god Fornøjelse. Blandt Nørrebros Fattige vil Rantzau blive meget savnet. Han havde særlig gjort sig til Opgave at bistaa ulykkelige Arbeiderkoner, som plagedes af raa og fordrukne Mænd; de henvendte sig til ham som en Fader, og han gjorde for dem, hvad han kunde. Rantzau, der nu er 72 Aar gammel, har i det Hele været 46 Aar i Politiets Tjeneste; han kunde saaledes om fire Aar have feiret sit 50-aars Jubilæum.
(Middelfart Avis 4. august 1891).
En Veteran.
I Gaar kunde Politiassistent Rantzau paa Nørrebro fratræde sin Post paa Fælledvejens Station i sjette Politikreds; han havde allerede for tre Maaneder siden søgt sin Afsked.
Man vil erindre alt, hvad der i den senere Tid er sagt og skrevet om denne Mand og hans Forhold til hans Foresatte, og man mindes, i hvor høj Grad Rygter af alle Arter fik Næring, da Rantzau pludselig forlangte Permission nogen Tid paa Grund af Sygdom og desuagtet i Permissionstiden kunde vise sig paa Gader og Stræder med kjærnesundt Udseende og dampende nok saa fornøjet paa sin Cigar.
Det forholder sig med disse Rygter saaledes, at man har "gjort en Myg til en Elefant".
Vi tog i Gaar ud til den gamle, elskværdige Politimand, der for nogen Tid siden af Helbredshensyn har fraflyttet sin Lejlighed paa Fælledvejens Station og nu bor i en ny, elegant Ejendom, Nr. 157 paa Gl. Kongevej.
Hr. Rantzau modtog os med megen Elskværdighed og Forekommenhed, men da han hørte vort Ærende, rystede han smilende paa Hovedet.
"Jeg har sandelig ingen store og gode Handlinger udført, min Ven, men handlet humant og retfærdigt, haaber jeg," ytrede han.
Vi lod os dog i Betragtning af vort Kjendskab til Hr. Rantzaus store Beskedenhed ikke saa let afvise, og snart kom en gemytlig og yderst livlig Passiar i Gang.
"Ja, nu er jeg saamænd 72 Aar og har været Politimand i 46," begyndte vor elskværdige Vært. "Det var akkurat den 1ste Avgust 1845, at jeg blev ansat i Politiets Tjeneste. Først var jeg to Aar paa Politikammeret og saa 16 Aar paa Vesterbro, og jeg har været Assistent i 28 Aar. Jeg vilde saa gjærne have holdt ud de 4 Aar, der endnu mangler, for at jeg kunde have holdt 50 Aars Jubilæum, men efter mit 71de Aar er det rent snavs med mig, saa jeg kunde ikke."
Vi bad den gamle Embedsmand fortælle lidt om hans lange Virksomhed, og nu, da han havde faaet Munden paa Gled, var der ingen Ting i Vejen.
"Værs'god, tag Dem en Cigar, kjære Ven, saa skal jeg tænke mig lidt om."
Han støttede det store, graasprængte Hoved nogle Minutter i sin Haand, saa syntes Minderne fra hin Tid at vælde ind paa ham. Han smilede og sagde: "Ja, den Tid har De nu ikke kjendt, da jeg begyndte min Virksomhed, vel? De har ikke kjendt Politibetjente med røde Livkjoler, gule Veste, blaa Benklæder, trekantet Hat og en Bambusstav - ha, ha, ha, kan De tænke Dem vore Betjente nu om Stunder i den Uniform?"
Vi tilstod, det var os umuligt.
"Ja, saadan saa de skam ud, og en stor Del af Politistyrken var de gamle Vægtere med Lygtestangen."
Og saa talte den gamle Mand ustandseligt videre. Man kunde se, det var ham usigelig kjært at dvæle ved alle disse Minder, der et efter et dukkede frem og satte ham tilbage til hine længst forsvundne Tider, da Vægterne sang deres Gadevers og bar Drukkenboldtene paa Stigen.
I 1863 blev hele Systemet forandret, da Etatsraad Crone blev Politidirektør. I overordenlig hjærtelige Ord talte Rantzau om sin gamle Chef.
"Vi var tidt uenige i Tjenestesager", sagde han. "Det hændte ofte, at han bestemt fordrede, en Sag skulde gribes saadan og saadan an, og at jeg saa sagde: "Vel, men det duer ikke." Saa betænkte han sig mange Gange, og tidt og ofte gav han mig Ret. Jeg holdt meget af ham, og jeg tror ogsaa, han satte Pris paa mig."
Det var Crone, fortalte Rantzau videre, der indrettede Politivæsenet saaledes, at det blev en Avtoritet, noget, det hidtil i altfor ringe Grad havde været.
Mange og store er de Forretninger, der har været betroet gamle Rantzau, og dem alle har han, som han med klædelig Beskedenhed sagde, haft Held til at føre lykkeligt til Ende.
Men at han ogsaa i fremragende Grad har evnet at magte de Opgaver, dan har paataget sig, derom foreligger der Hundreder af Vidnesbyrd.
Vi minder kun om daværende Inspektør Martin Hertz' og Rantzau's glimrende Forfølgelse og Paagribelse af de svenske Falsknere, der i 1860 til et betydeligt Beløb havde eftergjort vore danske Femdalersedler.
De to dygtige Politimænd rejste Dag og Nat efter Forbryderne, da de var komne dem paa Sporet, og paagreb dem i Sverige. Den danske Bank, der havde lidt Tabet ved Udstedelsen af de falske Sedler, belønnede Rantzau med 1600 Kr.
"Det regner jeg nu for min største Sag." sagde han; "der var hele sex Medlemmer af den Falsknerbande, og drevne Forbrydere var de alle."
At Rantzau har gjort sig afholdt i vide Kredse ved sin humane og besindige Optræden, derom vidner den uhyre Deltagelse, der vistes ham baade fra Politimænd og private i Anledning af hans 25-aarige Jubilæum som Politiassistent.
Ved denne Lejlighed blev han tillige Ridder af Danebroge, en Udmærkelse, der af alle vore Politiassistenter kun er blevet Rantzau til Del.
"Saa, de maa vel have været tilfredse med mig," ytrede han og smilede.
At Arbejdet ikke altid har været let, særlig efter at Rantzau var begyndt at blive gammel, vil man forstaa, naar man husker paa, at Nørrebrokredsen er den allerstørste Politikreds og tæller ikke mindre end ca. 80,000 Sjæle.
Med rosværdig Beskedenhed gav Rantzau sin talrige Stab af undergivne deres Part af Æren for det gode Forhold, der existerer mellem Politiet og Befolkningen paa Nørrebro; men der er sikkert heller ingen overordnet Politimand. der var i den Grad afholdt af sine underordnede som Rantzau. Han arbejdede for deres økonomiske Vel og behandlede dem aldrig inhumant eller uretfærdigt.
Hans største Ros skal dog være den, at han lod Interessen for Tjenesten staa sideordnet med Interessen for at være saa retfærdig som muligt mod den anklagede eller anholdte. For denne Egenskab har endog Rettens samtlige Assessorer givet Rantzau Ros.
Vi berørte til Slutning de ovennævnte Rygter om Grunden til, at han havde søgt sin Afsked. Han kjendte dem godt, men de var aldeles ugrundede.
"Sygdommen er den eneste Grund," erklærede han. "Det er en Hjærtesvækkelse, jeg lider af, og den gjør mig aldeles uskikket til Tjenesten. Mit Forhold til Politidirektør Petersen har altid været godt. Da han rejste, var jeg nede ved Dampskibet for at sige Farvel til ham. Naturligvis har der været Uoverensstemmelser mellem ham og mig ligesom mellem Crone og mig; men det er paa ingen Maade Grunden til, at jeg har taget min Afsked. Det vilde glæde mig, om De vilde meddele dette."
Vi lovede det og beredte os til at tage Asfsked.
"Hør," sagde han pludselig, "kan De huske, da vor nuværende Kultusminister Goos for en sex, otte Aar siden ved et Prøvevalg i Gymnastiklokalet i Nørre Allé blev klemt inde af Socialisterne, saa han ikke kunde komme ud ?"
Vi erklærede, at vi mindedes Historien.
"Det var mig, der reddede ham. Ganske alene gik jeg ind mellem Socialisterne og fik Goos ud paa Gaden."
"Men knurrede og truede de da ikke ad Dem ?" spurgte vi.
"Nej, de sagde kun, naa, er det Dem, Rantzau, og saa gjorde de Plads for mig."
Det forekommer os, at denne lille Episode er betegnende for den Mands hele Virksomhed, der efter 46 Aars pligtopfyldende Tjeneste nu har trukket sig tilbage til Privatlivet med sin ugifte Datter til Husholderske og Plejerske.
Blandt Nørrebros Befolkning vil Mindet om Rantzaus humane og strængt retfærdige Optræden længe bevares, og hans tidligere undergivne vil altid mindes ham med Taknemmelighed.
(Morgenbladet (København) 2. august 1891).
Om den nævnte episode i Nørre Alle, se indslaget Valget i Kjøbenhavns 5te Kreds 1884.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar