Hertugdømmerne. Vi meddele efterstaaende den fuldstændige Beretning i "Dannevirke" for idag om Krüger-Bevtofts Samtale med Fyrst Bismarck. Referatet lyder saaledes:
"Krüger indledede Mødet med at foreslaae Hr. Th. Sabroe til Dirigent. Forsamlingen bifaldt Forslaget. Dirigenten gav derefter Ordet til Krüger, som i et længere Foredrag motiverede den Holdning, han i Rigsdagen havde indtaget til de forskjellige Lovforslag, ved hvis Behandling han havde deeltaget. Om Samtalen med Bismarck oplæste han følgende Beretning, som er nedskreven umiddelbart efterat Samtalen fandt Sted:
"Jeg kommer nu til min Beretning om den Samtale, jeg den 21de Juli havde med den tydske Rigskantsler, Fyrst Bismarck, paa en Soirée i Udenrigsministeriet, hvor han benyttede min Nærværelse til at søge Leilighed til at udtale sig om sit Standpunkt til Pragfredens Artikel V og dens Udførelse. Da jeg ud paa Aftenen stod i en Samtale med flere Rigsdagsmænd, kom han hen til mig, hilste venlig paa mig og tiltalte mig omtrent saaledes:
"Det glæder mig meget at see Dem her i mit Huus som Gjæst, og jeg benytter den dejlighed, De har givet mig til at bevidne Dem min Anerkjendelse for den Energi, Iver og Dygtighed, hvormed De forsvarer Deres vanskelige Sag her i Rigsdagen. De kæmper alene for Deres Sag og danner altsaa et Parti for Dem selv i Rigsdagen, hvorfor jeg holder det for min Pligt at klare Dem mit Standpunkt til Deres parlamentariske Optræden. Det gjør mig da inderlig ondt, at jeg ikke formaaer at give Dem, der staaer faa ene her, en trøstelig Efterretning med hjem, hvormed De kunde glæde Deres Vælgere. Jeg udtaler her aabent og ærligt, at der for Tiden ikke er nogen Udsigt til, at Deres Sag kan blive afgjort. Dette maa De ikke forstaae saaledes, som en der ikke har nogen Mulighed for, at Spørgsmaalet senere kunde blive ordnet, men naar og hvorledes, er jeg ikke istand til at sige Dem. Selv med den bedste Vilje er det mig ikke muligt nu at skaffe denne Sag ud af Verden. Bag ved mig staae 41 Millioner, til hvis Ønsker jeg ogsaa er nødt til at tage Hensyn. De maa heller ikke glemme, at ogsaa Polakkerne komme med nationale Fordringer."
"Jeg svarede, at denne Meddelelse var meget sørgelig og nedslaaende for mig. Men kunde der ingen Forundring skee, saa maatte vi dog idetmindste have Krav paa at faae vor statsretlige Stilling klart ordnet. Vi kunde jo dog umulig til evige Tider blive staaende i vor nuværende midlertidige, i statsretlig Henseende ubestemte Stilling; thi ingen Stilling kunde være fordærveligere, end naar man ikke havde noget fast Holdepunkt og var ude af Stand til at forberede sig paa Fremtiden.
"De har Ret," svarede Rigskantsleren, "men heller ikke derpaa er det mig muligt at give noget Svar."
"Men - indvendte jeg her - ved Ikke-Opfyldelsen af Pragfredens Artikel V kunde ogsaa en anden Factor gjøre sig gjældende. Østerrig havde kun paa den Betingelse givet Afkald paa sin Medbesiddelsesret til Hertugdømmerne, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig ved egen Villiestilkjendegivelse valgte deres Souverain. Skete det ikke, saa stod hin Medbesiddelsesret endnu ved Magt.
"Østerrig har", bemærkede Rigskantsleren, "kun havt liden Interesse i denne Sag. Østerrig har ikke taget Initiativet til Artikel V, som udelukkende er udgaaet fra Frankrig, og den franske Keiser har kun forlangt meget lidt (her aftegnede Rigskansleren en ganske liden Plet paa Bordet), kun saa meget, at han kunde sige, at hans Afstemningsprincip var constateret."
"Dette var, svarede jeg, meget troligt, og man saae deraf, at Afstemningsprincipet kun var et ydre Skin, en Krænkelse af Folkeretten. Men da Rigskantsleren havde bragt Frankrig paa Tale, og da jeg gjentagne Gange i mine Taler i Rigsdagen havde antaget mig Elsasernes og Lothringernes Sag, saaledes at man havde tillagt mig særlige franske Sympathier, saa maatte jeg her sige, at Frankrig aldrig havde gjort mit danske Fædreland, mine Vælgere eller mig selv noget godt, hvorfor jeg skulde være Frankrig Tak skyldig. Den elsasslothringske Befolknings Sag og Interesser havde jeg alene af den Grund antaget mig, fordi de vare mine Lidelsesfæller, og fordi jeg bedst kunde forstaae den tunge Skjæbne, som Krigsbegivenhederne havde bragt over dem. - "Frankrig", vedbliv jeg. "er gaaet til Grunde. Hvorfor? Fordi det den Gang ikke forstod det danske Spørgsmaals Omfang og Betydning. Det har rolig seet paa, at gamle Besiddelser, som tre Stormagter havde garanteret, bleve løsrevne fra Danmark. Derfor har Franklig mistet Elsas og Lothringen. Heller ikke England vilde nogensinde være kommen i den jammerlige, ydmygende Stilling overfor Nordamerika, dersom det paa Londonconferencen havde viist, at det nærede Agtelse for Retten. Dog dette skal jeg ikke her udvikle nærmere; Deres Durchlauchtighed forstaaer det bedre end jeg."
"Ja, De har Ret," svarede Rigskansleren. "Jeg deler ganske Deres Opfattelse. Jeg gjentager det, De har Ret. Hold kun ud. Bliv kun ved som hidtil. De skal ikke afholde Dem fra at rette de allervanskeligste Spørgsmaal til mig, endnu vanskeligere, end De hidtil har fremført. Og dog vil jeg ikke kunne svare Dem. Men De har ikke alene Ret, De har ogsaa en Pligt til at forsvare Deres Vælgeres Tarv, saaledes som De hidtil har gjort. De kjender Deres Pligter. Den Forsikkring giver jeg Dem, at om De end optræder aldrig saa skarpt, skal jeg ingensinde tage Dem det ilde op. De er mig til enhver Tid velkommen."
"Saaledes endte denne Samtale, som fra den tydske Rigskantslers Side blev ført med den største Oprigtighed og Hjertelighed i mange tydske Rigsdagsmænds Paahør."
Efterat Krüger endnu havde knyttet nogle Ord til denne Samtale og yderligere udtalt sig om forskjellige Spørgsmaal, vedrørende hans parlamentariske Stilling, uden at nogen af de Tilstedeværende paa Dirigentens gjentagne Opfordringer havde ønsket at interpellere ham, hævedes Mødet af Dirigenten med et rungende nidobbelt Hurra for Krüger.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. juli 1873).
Krygers Dom over Bismark. I "Silkeborg Avis" meddeler en Mand der fra Byen, som i Ferien har havt Lejlighed til at tale med Kryger, at denne, efter sit Udsagn til Meddeleren, havde under den noksom bekjendte Samtale i Berlin om det nordslesvigske Spørgsmaal, foruden vel ogsaa fra tidligere Lejligheder, faaet et meget gunstigt Indtryk af Rigskantsleren. "Jeg fskal", skriver Meddeleren, "bemærke, at jeg af at høre Krygers Fremstilling har faaet en ganske anden Forestilling om Bismarks Karakter og Optræden end jeg - og jeg troer med mig mange Danske - hidtil have havt. Han er efter Krygers Fremstilling meget aaben og ærlig; Kryger betragter det som en Umulighed for ham at kunne sige Noget, som ikke var hans Hjertens Mening. Og naar man derfor har sagt, at Bismark har villet smøre Kryger om Munden med sine Udtalelser under deres Samtale, saa siger Kryger, at der skal mere end satanisk Hykleri til for at kunne optræde paa den Maade, som Bismark gjorde det, naar det ikke skulde være ment. To Hovedpunkter i Samtalen ere navnlig vigtige for Kryger som Nordslesvigernes Repræsentant. Det første er, at Bismark erklærer Kryger for at han danner en Fraktion; derved opnaaer Kryger, at kunne forlange Ordet, naar han vil, hvilket Præsidenten hidtil har nægtet ham. Det Andet er, at Bismark har erklæret, at § 5 endnu staaer ved Magt, medens Krigspartiet, som jo staaer Bismark imod, har igjennem Embedsmandene i Nordslesvig ladet udbrede, at den nuværende Tilstand i Nordslesvig var forblivende, at der altsaa ikke kunde ventes nogen Afstemning og dermed følgende forandrede Forhold. Hvad Kryger iøvrigt privat udtalte til mig om sin Fremtidspolttik, bør jeg ikke være saaa indiskret at fremkomme med. Kun saameget tør jeg sige, at da Bismark omtalte de 41 Millioner, som hindrede hans Opfyldelse af § 5, saa henvendte Kryger sig til Lasker, den, der er som Talsmand for disse 41 Millioner, og bebudede ham. at nu, da Regeringen havde erklæret sig insolvent overfor Krygers Sag, vilde han fremtidig i Lasker angribe de 41 Millioner".
(Aarhus Amtstidende 6. august 1873).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar