Camilla Marie Nielsen (1856-1932). (Efterskrift til Politivennen)

Camilla Marie Nielsen (1856 - 1932) blev i 1887 ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej med 75 mindre lejligheder. Dem satte hun i stand og udlejede til betrængte børnefamilier der blev plaget af deres husværter. Det sikrede hende også en økonomisk betrygget tilværelse. Efter to ægteskaber (det første med skilsmisse, det andet lykkeligt, men manden døde), gik Camilla Nielsen som 50-årig ind i politik og filantropi. I 1908 blev hun som første kvinde valgt til Frederiksberg Hjælpekasses bestyrelse. I 1910 var hun med i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark som kasserer og medlem af bladudvalget. Hun var bl.a. medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud, og Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF). 

Frederiksberg Bespisningsanstalt lå ved hospitalet 1909-16. Under 1. Verdenskrig voksede nøden og Frederiksberg Folkekøkken lå 1917-1919 på Guldborgvej 35. I 1919 flyttede det til De Classenske Boliger. Camilla Nielsen stod fra 1909 i spidsen for bespisningsanstalten og ledede folkekøkkenet 1917-31. I 1945 blev køkkenet overflyttet til Nyelandsvej 66, hvor det lå indtil nedlæggelsen 1. januar 1995. Camilla Nielsen blev frivillig arbejder med at administrere Bespisningsanstalten 1909. 1917 blev hun lønnet leder "Kommunes husmor" i  Folkekøkkenet. Her blev der hver dag lavet 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. 1917-31 kostede den ikke kommunen en øre ud over lønnen til Camilla Nielsen. 

Frederiksberg Folke­køkken, ledet og drevet af Kvinder, kan bespise ca. 1200 Mennesker, - 40 Øre for 2 Retter Middags­mad.

Alle disse Steder faar man for­trinlig lavet og godt varieret kogt og stegt Mad. -

Man sammenligne blot de to Køkkeners, Frederiksbergs og Kø­benhavns, Spiseseddel for at se, hvor det sidste Køkken, fordi det i den store Maalestok (ca. 5-6000 Portioner), det skulde drives, kun kunde tænke paa kogt Mad, har maattet holde sig til ensartede, ked­sommelige Retter.

Paa Frederiksberg har man budt Kunderne i en Uge (der er en Tur­nus paa tre Uger):

Lørdag: Sød Suppe og Flæskesteg.
Mandag: Risen vælling og Boller i Karry.
Tirsdag: Kærnemælkssuppe og Lobesoowes. 
Onsdag: Gule Ærter og Flæsk.
Torsdag: Byggrynsvælling og Fri­kadeller.
Fredag: Oksekødsuppe med Ris og Peberrodssauce.
Lørdag: Ris Suppe og Bankekød med Kartoffelmos.

I København har Spisesedlen va­rieret imellem:

Hvidkaal og Flæsk. Grønkaal og Flæsk. Vælling, Byggrynssuppe, Kærnemælkssuppe, Øllebrød, Haschi, Ragout, Lobescowes og, Kødpølse m. stuv. Kaalrabi el. stuv. Kartofler. - Retter serveret en Gang: Oksekød i Peberrodssauce. Boller i Karry.

Der er Rygter oppe om, at Kom­munen tænker paa at oprette et Køkken, hvor der ogsaa kan steges. Disse Rygter har holdt sig haardnakket nu i 4-5 Uger, uden at Køkkenet dog er kommet til Verden.

(Kvinden og Samfundet, nr. 9 1917)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Camilla Nielsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frederiksberg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening. I 1917 blev hun valgt ind i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. 

Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem (se andetsteds på denne blog), Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn (se indslag nedenfor). Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien.

Kvindelige Betjente,

Fru Camilla Nielsen: "Hvis I Mænd tror"

Frederiksberg Kommunalbestyrelse behandlede iaftes paany det gamle Spørgsmaal om at ansætte et Par kvindelige Politibetjente.

Hr. Tausen Nielsen foreslog paa Flertallets Vegne at henlægge Spørgsmaalet, saa Længe der ikke var vedtaget en Udvidelse af Politistyrken. At erstatte nuværende mandlige Betjente med kvindelige, troede han ikke, der var nogen Stemning for, og Meddelelserne andetsteds fra var da heller ikke saa opmuntrende.

Fru Camilla Nielsen: Baade i Aarhus og København anbefales kvindelige Betjente. Sagen er her rejst af to kvindelige Medlemmer af Flertallet. Hvis I Mænd tror, at I kan sætte Jer ind i Kvinders og Boms Forhold og Tankegang, saaledes som vi Kvinder, saa er Jeres Tanker for store.

N. M. Nielsen: Politimesteren har oplyst, at Frederiksberg har 1 Betjent for hver 900 Indbyggere. København 1 for hver 700 og Aarhus 1 for hver 500. Under disse Forhold kunde Politimesteren ikke undvære nogen mandlig Betjent, og jeg synes vi maa give ham Ret heri, selv om vi som jeg ser med Sympati paa kvindelige Betjente til visse Arbejder.

Friis Skotte: Saa kan jo kvindelige Betjente faa disse Arbejder.

N. M. Nielsen: Nej, for de kan ikke som de mandlige Betjente ogsaa anvendes f. Eks. til Udrykning.

Tausen Nielsen: De 4 kvindelige Betjente i Kæbenhavn sidder og skriver paa Maskine, og det kunde vore gamle mandlige Betjente maaske ogsaa anvendes til. Patrouillering i Nyhavn af kvindelige Betjente har man opgivet, fordi den ikke var heldig.

Nørregaard: Tværtimod; Kvinder er her anvendt med Held.

Tausen-Nielsen: Min Udtalelse var rigtig.

- Flertallets Forslag om ikke at opslaa kvindelige Betjentpladser som ledige, vedtoges

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. februar 1922)

De første kvindelige politibetjente i København var Alexandra Neve (1875-1954) og Hanne Teilmann-Ibsen (1879-1965). De blev ansat 1914. Sidstnævnte var i øvrigt Danmarks første kvindelige betjent, hun kom fra Aalborg hvor hun startede 1911. De fik dog ikke samme opgaver som mænd, men blev sat til kontorarbejde, og til nød skulle hun fx afhøre børn. Danmark var noget bagud i forhold til andre europæiske lande. Hanne forlod i øvrigt politiet i 1917 da hun flyttede til Oksbøl med sin mand der betjent. Alexandra blev overbetjent i 1944, et år før hun blev pensioneret.

Oprettelsen 1923 af den første vuggestue i Frederiksberg og Børne- og Mødrehjemmet i Danmark (Skovshoved) tilskrives hendes indsats.

Grundstensnedlæggelsen til Prinsesse Helenas Spædbørnshjem "Danmark".

Den lille Prins Gorm murer den første Sten. Foran ses Prins Haralds og Prinsesse Helenas tre Børn, bag dem Prinsen og Prinsessen. I Forgrunden længst tilvenstre. Arkitekt Brummer. I Midten: Professorinde Matzen og Etatsraadinde Wilh. Hansen.

I straalende Sol nedlagdes idag Kl. 10 den første Sten til Spædbørnshjemmet "Danmark", Prinsesse Helenas Børnehjem.

Paa den 10,000 Kv.-Alen store, smukt beliggende Grund ved Damgaardsvej, som Prinsesse Helena og Børnehjemskomitéen paa meget lempelige Vilkaar har erhvervet sig til Opførelsen af Hjemmet, samledes hele Komitéen idag til under festlige Formcr at lægge første Haand paa det store paatænkte Værk.

Drs. kgl. Højheder Prins Harald, Prinsesse Helena, der havde Favnen fuld af Blomster, de smaa Prinsesser og den lille Prins Gorm modtoges af Sagfører Hugo Carstensen og førtes til selve Byggepladsen, hvor en Del af Komitéen og enkelte andre Indbudte havde indfundet sig. Vi genkender Grevinde Knuth, Kammerherre Krag, Fru de Coninck-Smith, Etatsraadinde Henny Hansen, Professorinde Helga Matzen. Grosserer H. P. Prior, Grosserer Vilh. Christiansen, Arkitekt Brummer, Arkitekt C. V. Lautrup, Trælasthandler Simonsen, Murermester Senius Olsen, Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse Fru Camilla Nielsen, Læge, Dr. Aug. Petersen, Gentofte, Reservelæge ved Dronning Louises Børnehospital, Dr. Friederichsen og Ingeniør Møllmann.

Da alle var samlede indledede Hs. kgl. Højhed Prins Harald Højtideligheden med en Tale, hvori Prinsen meddelte, at Prinsesse Helena allerede i 1914 havde faaet den Tanke at ville oprette et Hjem for spæde, Ulykkeligt stillede Børn, og at i nogle Aar Krigen havde hindret Planens Gennemførelse. Nu stod Prinsessen, takket være den store Offervillighed, hun overalt havde mødt, foran sit Maal. Prinsen ønskede paa Prinsesse Helenas Vegne at udtale sin hjerteligste Tak herfor. Prins Harald oplæste det Dokument, som lagdes under Grundstenen, og den lille Prins Gorm greb nu den store Murerske og nedlagde med lidt Bistand af sin fader den første Sten, mens alle gode Ønsker ledsagede den lille Barnehaand.

Grundstensnedlæggelsen fejredes derefter ved et Glas Champagne og Kransekage, som indtoges ved lange Borde i det Frie.

Grosserer H. P. Prior holdt nu en kort Tale til Prinsesse Helena, hvis hjertevarme Initiativ havde været Ledekraften til Virkeliggørelsen af det idag paabegyndte Børnehjem, og hvem han paa Komitéens Vegne overbragte sin Tak.

Børnehjemmets Bygmester, Arkitekt Brummer, talte for Prinsesse Helena som Fødselsdagsbarnet og udtalte Haabet om, i Overensstemmelse med hendes egne Ønsker, at det idag paabegyndte Børnehjem maatte staa færdigt og indviet, inden Aaret var gaaet

Til sidst talte Landstingsmedlem Fru I. Gautier-Schmit, som bragte Prinsesse Helena en Tak fra de danske Kvinder, fordi hun havde husket paa de Smaa, der ikke var født paa Livets Solside. 

Murerne stod saa rede til at fortsætte Arbejdet, som den lille Prins havde paabegyndt. og Dagens Gæster spredtes over Terrænet for at beundre dets fortræffelige Beliggenhed nær Sundet, saa man fra Hjemmet vil have den herligste Udsigt derover og lunt skærmet for Nordvestvindene af de gamle Fæstningsvolde, som det ligger. Et idealt Sted for et Børnehjem.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. juni 1922)

Det nu nedrevne spædbørnshjem " Danmark" lå på Rosavej 11, Klampenborg og hed kun i starten "Prinsesse Helenas Børnehjem". Der var plads til 10 Mødre. Her kunne de være  et år med deres børn (nogle kom inden fødslen), eller hvis der ikke var en mor, til de var 2år. Der var plads til 48 børn fordelt på 3 stuer. Der var 15 barneplejeelever, 1 barneplejerske, 1 sygeplejerske og en forstanderinde, økomoma, syerske og vaskekone. Mødrene boede der gratis, men de arbejdede i køkken, systue, vaskeri, osv. og de passede selv deres børn. Nogen blev bortadopteret, andre kom på børnehjem for større børn. I begyndelsen betalte de for at være der, senere blev det gratis, alle boede på stedet. Formentlig skiftede børnehjemmet navn under besættelsen, fordi prinsesse Helena var af tysk afstamning. Der er opført boliger på stedet, men den fortsatte som daginstitution på Broholms Alle 17, 2921 Charlottenlund.

I anledning af finansieringen og åbningen producerede Den Kongelig Porcelænsfabrik (Royal Copenhagen) i 1923 en mindeplatte til fordel for HKH Prinsesse Helenas Børnehjem med et svøbelsesbarn som motiv, designet af Richard Bøcher.

Ovenstående fotoer stammer fra flere aviser. På dem ses bl.a. prinsessen, prins Harald (formand for bestyrelsen), prins Gorm, direktør H. P. Prior, landstingsmedlem fru Gautier-Schmit, grosserer Vilh. Christiansen (kasserer), sagfører Hugo Carstensen, professorinde Matzen, bogerrepræsentant Camilla Nielsen (yderst til venstre på det nederste foto), murermester Otzen og etatsrådinde Hansen.

Avisen København bragte dette foto den 3. september af begivenheden.

Prinsesse Helena af Danmark (1888-1962) var født prinsesse Helena af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glücksborg som datter af hertug Frederik Ferdinand og prinsesse Carolina Matilda af Slesvig-Holstein-Sønderborg- Augustenborg (tipoldebarn af Struensee). Prinsessen blev gift med kong Christian X's lillebror prins Harald af Danmark (1876-1949) og hun var en slægtning fra Glücksborg Slot. Hun var under krigen for "tyskervenlig" og blev landsforvist af Christian X, dog senere taget i nåde.

Farlig Kedeleksplosion i Frederiksberg Folkekøkken.

Køkkenchef, Frøken Sørensen kom ubetydeligt til Skade.

I Frederiksberg Folkekøkken skete der i Gaar Formiddags en Kedeleksplosion, der let kunde have afstedkommet en frygtelig Ulykke; men hvor hele Køkkenpersonalet, med Undtagelse af Køkkenchefen, Frk. Sørensen, der fik et Par ubetydelige Rifter, mærkværdig nok ikke kom det mindste til Skade.

Man var netop i Færd med at koge Risengrød, og under den paagældende Kedel, der rummede ca 300 Liter, var en svag Ild, medens Personalet sad omkring Køkkenbordet for at indtage Frokosten.

Lederen af Folkekøkkenet, Fru Camilla Nielsen, havde netop rejst sig og var gaaet ind paa Kontoret, og da Køkkenchefen, Fru Sørensen vilde følge efter skete Eksplosionen ligesom hun passerede Kedelen.

Et mægtigt Knald Lød drønende gennem hele Bygningen, og i det samme sprængtes hver eneste Rude i Køkkenet, der samtidig fyldtes med Røg og Damp,

Fru Camilla Nielsen styrtede fra Kontoret ind i Køkkenet, men Røgen og Dampen hindrede hende d første Par Minutter at se noget som helst. Først da den var trukket bort saa hun hvad der var sket. Bunden i den omtalte Kedel var sprængt i Stumper og Stykker, og al Grøden - ikke saa meget som en Skefuld var tilbage - var slynget gennem de knuste Ruder ud i Gaarden.

I Loftet havde Eksplosionen dannet to store Huller, og Fyrstedet, hvor Kedelen havde staaet, var fuldstændig ødelagt. Ved Siden af Fyrstedet stod Fru Sørensen naturligvis ganske lamslaaet af Skræk over Eksplosionen, som hun havde befundet sig omtrent midt i. En Splint af Kedlen havde ramt hendes venstre Øjeparti, medens en anden Jernstump havde ramt hendes venstre Arm ved Skulderen. Hun blev straks kørt hen til det nærliggende Frederiksberg Hospital, hvor Lægerne ved Undersøgelse heldigvis konstaterede, at Saarene var ufarlige, og at hun var sluppet fra Katastrofen som ved et Mirakel.

Naar det øvrige Køkkepersonale ogsaa var undgaaet at blive ramt, skyldtes det udelukkende den Omstændighed, at de i Eksplosionsøjeblikket endnu sad ved Frokostbordet, hvorved Kedelstumpeme og den kogende Grød var fløjet over Hovederne paa dem.

Hvad er Aarsagen til eksplosionen?

Ingeniør Andersen fra Frederiksberg Kommunes Ingeniørkontor indfandt sig kort efter Eksplosionen i Folkekøkkenet. Undersøgelsen viste, at Eksplosionen ikke skyldtes Kedlen, men at den maa være fremkaldt ved selve Fyret, der var helt ødelagt.

Den skete Eksplosion kan da kun være sket ved at der har udviklet sig Gas af Brændselet. Der blev fyret med Koks, og det maa da antages, at Gassen ikke har været helt udtrukket af disse. Ved Fyringen har Gassen derefter udviklet sig inde i Fyret i en saadan Grad, at den tilsidst har sprængt baade Fyrstedet og Kedlen.

At Eksplosionen har været meget voldsom ses bl. a. af, at en Dør i Skorstenen paa den modsatte Side er bleven knust.

De Koks, Folkekøkkenet bruger er leveret af Frederiksberg Kommunes eget Gasværk, hvorfor vi henvendte os til Driftsingeniør Ehlers, der udtalte:

- Det er ganske utænkeligt, at der har været Gas i Koksene, mon derimod er det ikke usandsynligt, at der har været Kul imellem det Brændsel, der er brugt til at fyre med, og saa kan der godt udvikle sig Gas. Og saafremt der ikke har været ordentlig Træk kan en saadan Gassamling i Fyret godt foraarsage en Eksplosion. Der er ogsaa den Mulighed, at der er opstaaet et Hul i Bunden af Kedlen.

Den sidste Udtalelse af Driftsingeniøren holder dog næppe Stik, thi hvis der var brændt Hul i Kedlen, havde der næppe sket andet end at Indholdet var løbet ned og slukket Fyr

Folkekøkkenet fortsætter Driften.

VI spurgte Fru C. Nielsen, om Folkekøkkenet kunde fortsætte Driften efter den skete Eksplosion.

- Ja - siger Fru Camilla Nielsen - vi tænkte paa at indstille Driften en Dag; men efter at jeg havde overvundet den første Forskrækkelse, og havde set lidt paa den skete Beskadigelse, blev jeg enig med Personalet om at fortsætte Driften paa bedste Maade. Vi gik straks i Gang med ny Madlavning, og det lykkedes ogsaa helt godt omend vi alle er dybt rystet ved at have været midt i en Eksplosion af en saa voldsom Art. Men Gudskelov at det flinke Personale slap uskadt fra den Historie. Jeg var forfærdelig angst for Fru Sørensen, der var mest udsat, men heldigvis er hun sluppet nogenlunde fra det med Skrækken.

(Social-Demokraten 18. juli 1922)

I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Kbh.s. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland

Hendes foredrag i de socialdemokratiske foreninger kunne fx handle om "Passionsskuespillene i Oberammergau" som hun havde overværet. Eller rejser til de krigshærgede lande i Europa. Dette foregik bl.a. med lysbilleder.

Fru Camilla Nielsen

15 Aar i Hjælpekassen

Paaskedag, var det 15 Aar siden vor Partifælle, Fru Camilla Nielsen, første Gang blev indvalgt i Frederiksberg Hjælpekasses Bestyrelse. Gennem de mange Aar har vor kendte og afholdte Partifælle udfoldet et meget stort Arbejde i Hjælpekassen; thi selv om Frederiksberg Kommune er en velhavende Kommune, boer der dog mange Mennesker, som under Sygdom og Arbejdsloshed har trængt til en hjælpende Haand, og ingen forstod bedre end Fru Camilla Nielsen at træde i Skranken for disse nødlidende Modborgere. Hun gjorde det nden mange Dikkedarer eller Omsvøb, thi for hende gjaldt det blot om at hjælpe, naar Folk var i Nød. Derfor var Fru Camilla Nielsens rette Plads i Hjælpekassens Bestyrelse.

Vor Partifælles Navn er ved dette og andet Arbejde bleven kendt af hvert eneste Menneske paa Frederiksberg - og ikke mindst de Gamle og Børnene véd, hvem "Camilla" er; under hele Krigen og efter denne stod hun i Virkeligheden som Frederiksberg Kommunes gode Husmoder.

Fru Camilla Nielsen har gennem de mange Aar været sin Kommune en god Borger, og det var derfor ikke saa underligt, at hele Hjælpekassens Bestyrelse Paaskemorgen indfandt sig i hendes Hjem paa Kong Georgsvej for at takke hende for det store Arbejde, hun har nedlagt i Hjælpekasse-Bestyrelse, og for at overrække hende en Mindegave.

Skønt Fru Camilla Nielsen selv havde ønsket at Dagen skulde forløbe saa stille som muligt, var det dog rygtedes, at vor Partifælle fejrede et Slags Jubilæum, og i Løbet af Dagen fyldtes hendes Stuer med en Mængde Blomster, som Venner i Taknemlighed sendte hende for det uegennyttige Arbejde, hun altid har udfoldet i Frederiksberg Kommune.

(Social-Demokraten 3. april 1923).

Frederiksberg Kommune har nu endelig i Lighed med dens store Broderkommune oprettet en kommunal Vuggestue, hvis Tilblivelse særlig skyldes vore Partifæller Camilla Nielsen og Værkfører Fornæs' energiske Arbejde. Den er installeret i en Barakbygning paa Yrsavej og er beregnet til at huse Børn af Arbejdende Kvinder, som er bosat paa Frederiksberg. Vort Billede tilvenstre er taget paa Legepladsen og det andet Billede fortæller om, hvilken stor Børneven Fru Camilla Nielsen i Grunden er. (Social-Demokraten 11. maj 1923).

De evige Fjender.

Camilla Nielsen om Kvinden og Ægteskabet.

Fru Karen Bramsons Skuespil "De evige Fjender" og Fru Bramsens Udtalelser til "Klokken 5" i Gaar om Kvinden og Ægteskabet har vakt stor Opmærksomhed i vide Kredse, og for at erfare, hvad de danske Kvinder mener om Spørgsmaalet, henvendte vi os i Gaar til vor landskendte Partifælle, Lederen af Frederiksberg Folkekøkken, Fru Camilla Nielsen.

Camilla Nielsen.

- Jeg har desværre ikke set Stykket, begynder Fru Nielsen, men der er meget Sludder i det, Fru Bramson siger. Noget af det kan være meget rigtigt, men det er Mandens egen Skyld, hvis han ikke kan lære at kende en Kvinde til Bunds. Sagen er den. og det er ikke, fordi at jeg er Kvinde, at jeg siger det, men jeg tror, at hvis en Kvinde virkelig elsker, er hun mere trofast end Manden. Fru Bramson har Ret i, at det, der ødelægger en vis Art Kvinder, er den megen Luksus og saa det, at de har alt for lidt at bestille.

Vær ærlig.

- Er der ikke mange ligegyldige og ulykkelige Ægteskaber, Fru Nielsen

- Jo, der er, og Skylden er her først og fremmest Mandens. Jeg skal sige Dem: Saa længe en Mand vil opnaa noget hos en Kvinde, ja, saa er han saa sød og rar, og han véd ikke alle de Opmærksomheder, han skal finde paa for at tækkes hende. Alt, hvad hun gør, er saa yndigt, og selv den dummeste Gaas tror efter al den Smiger, hun faar, at hun er saa klog og dygtig. Men naar saa Manden har naaet det, han vilde, eller de glider ind I Ægteskabets Havn, kommer Katastrofen. Han ser hendes Fejl, han ærgrer sig maaske over hendes Dumhed, og saa kommer de daglige Trakasserier. Hun forstær ikke, at hun ikke er lige saa yndig og klog som i Forlovelsestlden, og hun savner de smaa Opmærksomheder, bon er vant til. Paa den anden Side lægger han ikke Mærke til hendes smaa Opofrelser, og det saarer hende. Bare Manden vilde være ærlig fra Begyndelsen!

Jeg kender mange gifte Kvinder, og jeg kommer I mange Arbejderhjem. og jeg har set, hvorledes mangen Mand og Hustru ganske stille glider fra hinanden. Og hvorfor? Naar Fatter kommer hjem fra alt Arbejde, skal Maden staa færdig, og naar han har spist, lægger han sig maaske paa Sofaen og halvdøser. Han gider Ikke høre paa hendes Bekymringer om Hjemmet og Børnene, og naar han søvnig og træt vil til Ro. bebrejder hun ham. at han ikke bryder sig om hende mere. og saa begy nder de at drille hinanden.

Vær behagelig mod din Mand!

Og saa er der en anden Ting. Naar Manden kommer hjem. skal Konen ikke være sur og trættekær og gaa rundt som en Sjuske. Hun skal gøre sig behagelig for ham, pynte sig lidt og modtage bam med et glad Smil. De kan tro, det hjælper. Manden savner nemlig ofte noget af den Charme i Ægteskabet, som der var før dette, og saa er det. at han maaske begynder at dyrke fremmede Guder. Den kender vi nok! Nej, der skal Ikke slaas paa Kvinderne, thi Mændene kan være nogle forfærdelige Bæster, det ser man jo bedst. naar en lille ulykkelig Pige har faaet et Barn. Hvor er han saa henne? Han er stukket af.

Forstaa hinanden!

Jeg har ofte bebrejdet flere Hustruer, at de ikke forstaar deres Mænd eller kan sætte aig ind i disses Tankegang. Jeg har set det under Strejker og lignende, naar Manden kommer hjem forpint og skuffet. eller hvis han har haft Kvaler paa sin Arbejdsplads. Saa beklager hun sig over, at han evig og altid render til Møder og Forhandlinger i Stedet for at blive hjemme. Hvis han saa ikke kan drøfte sine Bekymringer med sin Kone, ja. saa søger han hen til de Mennesker, der forstaar ham, og Resultatet bliver, at Hustruen fjærner Manden fra Hjemmet I Stedet for at holde ham fast.

Det kan være meget rart med al den Kærlighed, blot Menneskene vilde være ærlige overfor hinanden, men et Forhold, der er bygget paa Løgn og uindfriede Løfter, brister før eller senere. Det daglige Samliv bevirker jo, at man lærer hinandens Svagheder og Fejl at kende, og Skuffelsen herover bevirker Ligegyldighed, Foragt og til Slut maaske Had. Ingen kan have elsket Manden mere end Jeg. og derfor kan jeg tale med derom. Jeg har som saa mange andre baft mine Skuffelser - heldigvis!

- Heldigvis?

- Ja. for ellers var Livet vel intet værd!

Théodore.

(Klokken 5 (København) 8. september 1923)

Karen Bramson (1875-1936) havde i begyndelsen af 1. Verdenskrig bosat sig i Paris og skrev fortrinsvis på fransk. "De evige Fjender" blev opført på Det Kongelige Teater i 1923 og blev en middelmådig succes. Det handlede om en mørk, ond kvinde hvis evige irritation af manden drev ham til at skyde hende. Stykket blev opført i London under titlen "Tiger Cats" 

Valdemar Møller (1885-1947). Arvin og Camilla Nielsen står ved rådmand Svens sygeseng. I baggrunden ses to beskidte patienter i deres senge. Under Budgetbehandlingerne paa Frederiksberg drøftede man bl.a., hvor ofte Patienterne paa Frederiksberg Hospital bliver vasket, og Raadmand Sven, der har Hospitalet under sig, blev taget under grundig Behandling af Skoleinspektør Arvin. Overlægen: - Naa, var det vel saa slemt at blive ordentlig vasket? 4. december 1831. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Erindringer: "Camilla Fortæller".

Livet paa Lossepladsen. (Efterskrift til Politivennen)

En Verden ... nær og dog saa fjern fra det borgerlige København. - Hvor "klunsepillerne" gaar Julen i Møde.

Der er en Verden udenfor Verona ... København er heller ikke "Strøget" alene eller Adelgade eller Falkoneralleen . eller Sundholms forholdsvis velordnede Husvildebarakker. Vor By er storladen og mærkelig i sin Mangfoldighed. Uhyggen, Tragedien og Armoden trives Side om Side med det lyse, lette Smile. Fattigdommen favnes af den rørende Idyl ... Disse Billeder taler i Virkeligheden for sig selv.

Fovilder man sig ud ad Enghavevej, et godt Stykke længere end Sporvognen kører, støder man helt ovre ad Gl. Køgevej til paa et Skilt: "Til Kommunens Losseplads". Svingfulde Skraldevogne rasler forbi, behængt med sælsomme Effekter, et flænget Olietryk i en Ramme, der er løsnet i Hjørnerne, et rustens Cykelhjul ... Man gaar indenfor Porten, et halvt hundrede Skridt fremefter, og en fantastisk Lilleverden,  "Klunsepillerne"s beskedne Paradis aabenbarer sig. 

Her ligger "Hus" ved "Hus", der synes frembragt under en Storm-Petersens geniale, men barokke Vanvidsglimt. Hvert Øjeblik venter man at se en mosgroet Gentleman i Diplomatfrakke, med frodigt haveanlæg i Hatten og Hængelaas over Maven træde frem af disse Skure, hvori alle Lossepladsens tilfældige Brokker er gaaet op i en højere Frihed.

Men det er ikke netop hin Type, der dominerer herude. Københavns Klunsepillere er et baade stræbsomt og flittigt Folkefærd. Det er de ogsaa nødt til at være, hvis de vil opnaa noget i Retning af en Dagløn ved deres kummerlige Haandtering. Man er Specialister i den Branche. Eli samler udelukkende Klude, én Svinefedt, én Metaller ... Iagrene sorteres omhyggeligt af Kvinder og Børn, medens Fatter virker. Det trænede Øje finder Værdier, hvor vi andre gaar ligegyldigt forbi, og det gælder om at værne sit Skat kammer for uindbudne Gæster. Derfor ser man disse pudsige Skilte, som 1 Omgivelserne her virker dobbelt sørgmuntre: "Hunden bider --" eller "Naar Døren er lukket, er Hunden - - løs".

Børn og Dyr i Klunsebyen.

Utroligt, at der lever Mennesker herude Aaret rundt klods op ad og til Dels paa selve Lossepladsens Skarnhelvede. Ja, i et af Opholdsrummene bor endog en blomstrende Klunsefamilie paa Mand, Hustru og 8 Børn. Nogle Stykker bliver i Hast sammenkaldt fra legen paa Lossepladsen og stillet op for Fotografen. De er overdaadig snavsede og forpjuskede - hvor kan de være anderledes? - men søde og friske og med Børns Sædvane stærkt benovede over den uvante Situation.

En ældre Mand i Kofte til Fødderne kommer os i Møde, drivende foran sig et Par Ænder, der har forivret sig for langt bort fra de hjemlige Enemærker i Søgen efter nye og fremmedartede Delikatesser.

- Godt, man har lidt Julemad, siger han i Forbifarten.

Vi følger med ham ned til hans Hus. der ligger i en sumpet lavning. størknet af Frosten. En hjerteskærende Tanke trænger sig uvilkaarligt frem: Hvordan ser her mon ud i Tøvejr?

Denne Mand, hvis Væsen er venlig Ro, har øjensynlig fundet sig til Rette her paa sin lejede Grund a 8 Øre pr. Alen. Han har gjort sig Umage med sit lille Træhus, der er mere velbygget end de fleste andre i Klunsebyen. Og han har hygget sig her med Hund og Kat og et Mylder af prægtige Kaniner, der betragter de Fremmede med store forbavsede Øjne, hvori der ikke er Anelse af Forskræmthed. Og saa Høns er der i Masse med Tilhold i Overdelen af en gammel, frønnet Omnibus.

Den tunge, graa Decemberhimmel hænger over os, svanger med Frost og Sne. Bag Kalvebod Strand, der udvider sig mod Køge Bugt, ligger Amagers Lavland med Kongelunden i bleg, vinterlig Dis. I Nordvest fortoner Københavns Stenmasser sig med skystræbende Spir og Fabriksskorstene.

Det er netop i den daarende Eftermiddagstime, da "Strøget" og Broernes Julebutikker springer ud med et funklende Lyshav ... kun lossepladsen ligger hen I et trøstesløst Øde her paa Randen af Byen og det hvide Land, et Øde, der dog ikke savner det lille forsonende og rørende Smil.

(Aftenbladet (København) 19. December 1928).

Foto fra Nationaltidende 11. august 1927, 2. udgave af lossepladshuse ved Enghavevej. 

Bræddeskur et ikke navngivet sted i Københavns omegn: Bræddeskur med græstørvsvæg. Aftenbladet (København) 28. maj 1927.

Saadan lever Mennesker i Efteraaret 1928! (Efterskrift til Politivennen)

 Hvem vil skaffe en nødstedt Moder og hendes 5 Børn en lille Lejlighed i Byen?

Lysthuset i Husum, hvor Efteraarsstorme og Regnen har frit Spil overfor de ulykkelige Beboere.

Under et Besøg i det yderste Husum i Gaar fik vi henledt Opmærksomheden paa et Forhold, der raaher til Himlen. I et lille faldefærdigt Lysthus paa Hjørnet af Kildeløbet og Vesterløkken boer en forladt Hustru med sine 5 mindreaarige Børn, 3 Piger og 2 Drenge indenfor Alderen 6-14 Aar.

Da vi i den sivende Efteraarsregn ad de opkørte og moradsagtige Veje naaede frem til Stedet og saa det lille Hjem ligge foran os, var der virkelig et Øjeblik, hvor man tog sig til Hovedet og indvendte overfor sig selv: Dette er umuligt! Saaledes faar ingen Moder med 5 Børn Lov til at bo i vor humane Tid med Boligtilsyn og alt dertil hørende?

Desværre er Sandheden, hvorom ogsaa Fotografens Plade taler sit tydelige og brutale Sprog: Hun faar Lov lil del!

Huset er i sin Tid opført af en "Selvbygger". Materialet er Slaggeplader med store, løse Mellemrum, der flere Steder er blevet til aabne Huller. I Huset findes ikke et Rum uden saadanne Mindelser af Tidens skarpe Tand, hvorigennem Blæst og Kulde huserer, og naar vi yderligere af Selvsyn tilføjer, at Regnen i hver af de to smaa Værelser, i Køkken og Forstue, drypper ned, endda det er med et mildt Ord uforsvarligt, naar Børnene faar Lov til at gaa flere Steder, vil man forstaa, at Vinteren i Møde under saadanne Forhold. 

Inde i den største Stue, hvor Sengene efter Omstændigheder flyttes omkring for at undgaa Regndryppene, sidder Moderen, Fru Helga Hansen Dagen lang ved sin Symaskine og arbejder feberagtigt for at holde Hjemmet oven Vande, hvilket i dette Tilfælde uhyggeligt nok kan forstaas haade i bogstavelig og overført Betydning ... Saa længe Kræfterne slaar til, gaar det nogenlunde, men Fru Hansen, som er svagelig efter alvorlige Operationer, ser med den sorteste Bekymring Fremtiden i Møde - mindre af Hensyn til sig selv, men hvorledes vil Skæbnen forme sig for Børnene, som endnu har deres Sundhed i Behold og trods de smaa Kaar er pæne og velholdte.

Boligtilsynet har været alarmeret. Det har set paa Lysthuset, men ikke ment at kunne gøre noget for den forladte Moder og Børnene, før Husets Ejer, en Murermester i Husurn, lader dem sætte paa Gaden, d. v. s. ud i Moradset. Og det kvier han sig naturligvis ved, selv om han ikke har set Husleje siden Marts Maaned i Aar.

Selv sidder han daarligt i det og har ikke Raad til at give Huset den ret kosthare Hovedreparation, som tiltrænges.

Først naar Kongens Foged har været i Virksomhed, vil Autoriteterne kunne træde til og aabne Moder og Børn Adgang til en af de kommunale Husvildeharakker.

Saaledes staar Sagerne altsaa, at Fru Hansen næsten maa ønske at blive sat paa Gaden. Forandringen kan i hvert Fald ikke blive til det værre!

Findes der ikke en varmhjertet Husvært, der vil tage Affære og stille en lille Lejlighed til Raadighed for den nødstedte Moder og de 5 pæne og velopdragne Børn? Han skal ikke gøre det gratis. Fru Hansen kan betale en mindre Husleje.

Den Husvært, som her træder hurtigt til, vil gøre en god Gerning. Henvendelse kan ske direkte til Fru Hansen, Vesterløkken 29, eller til "Aftenbladet"s Redaktion. En eller anden Husmoder, som maaske har lidt Syarbejde at tilbyde, er ligeledes velkommen.

(Aftenbladet 31. oktober 1928).

Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Louiseforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Louiseforeningen blev dannet i 1906  i København, opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise, med dronning Louise som protektor. Hofdame Georgina Oxholm var formand. Formålet var at  afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder ("pauvres honteuses", agtværdige fattige). Disse personer som engang havde kendt bedre dage kunne søge enårlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Den egentlige leder var  næstformanden Mimi Carstensen. Hun var formand 1910-1935. Augusta Fenger var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær.

Mimi Carstensen (Johanne Caroline Vilhelmine f. Nielsen, 1852-1935), Hun var gift med Nationaltidendes redaktør, Carl Carstensen (1837-1927). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Snobbernes "Louiseforening".

En grim Spekulation i Velgørenhed.

Man stifter i disse Dage her i Byen en ny "Velgjørenheds Forening "

Den stiftes af en Klike hofsyge Damer og er af "allerhøjeste" Klasse. Den er opkaldt efter Dronning Louise, som har lovet at være dens "Æresformand", og dens Navn er derfor "Louiseforeningen".

Formaalet angives at være at hjælpe enlige, trængende Damer af "har kendt bedre Dage".

Vi har modtaget en Bunke Tryksager fra Foreningen, som foreløbig ingen Medlemmer har, men kun en Bestyrelse. I denne Bestyrelse er en af den afdøde Dronnings gamle Hofdamer, Frk. Georgina Oxholm Formand, medens Fru Mimi Carstensen (gift med Redaktøren af Ferslews "Nationaltidende", Hr. Carstensen, som ved Journalistforeningens Jubilæum i Fjor kun blev Ridder af Dannebrog) er Næstformand og vistnok Spekulationens egenlige Ophavsmand. Som Kasserer er indtraadt Fru Caroline Bett (Magasin du Nord) og som Sekretær en frk. Mathilde Lütken.

Af de Love, som findes mellem Tryksagerne, fremgaar det at Foreningen vil hjælpe den særlige Slags trængende Kvinder, der før har haft bedre Dage. Understøttelserne tænkes at være paa 100 Kr. for 1 Aar og er beregnede paa Rekreation, Beklædning, Huslejehjælp o. l., ikke til Børneopdragelse eller Uddannelse.

Foreningens Medlemmer skal kunne indstille og anbefale, hvem de synes, til Hjælp, og Ansøgerindernes Forhold bliver undersøgt af en særlig Undersøgelsestvlnits, i hvilken sidder følgende Damer:

Grevinde Polly Ahlefeldt-Laurvigsen.
Fru Signe Benthien.
Frk. Augusta Fenger.
Fru Øjenlæge Estrid Hein.
Fru Emma Hirschsprung.
Fru Ministerinde Marie Lassen.
Frk. Henriette Nimb.

Naar man indgiver Ansøgning om Hjælp, faar man altsaa Besøg af en af disse Damer, der gennemsnuser Ens Forhold. Oversnadsskeriet og Komitesladderen er man altsaa sikker paa, men Hjælpen vil næsten altid udeblive.

Det hedder i Lovene:

Medlemsbidraget er 25 Øre om Maaneden. Der samles intet Grundfond. Naar de løbende Udgifter er fratrukne, uddeles hele det i Aarets Løb indsamlede Beløb.

En aarlig Generalforsamling indvarsles i 4 københavnske Højreblade.

Assistance vedrørende Foreningen ydes gratis; dog skal naturligvis Indkassationen og de løbende Udgifter til Trykning, Porto o. lign. afholdes af Kontingentet.

Forenigen omfatter ikke alene København, men saa vist muligt hele Landet, og i hver Provinsby søges dannet Filialer.

Ingen som ser nøjere paa hele dette Arrangement, kan tvivl om, at vi her staar over for en af de mest renlivede Hof-Snob-Foreninger, der længe har set Dagens Lys i det kongelige danske Neurupinien. Her kører Velgørenheden igen frem med røde Kuske og Lakajer, allerhøjeste Ærespræsidentinde, gamle Hofdamer og andre Damer, som er i Rangen eller vansmægter af en længere skuffet Trang til at komme der. Og Hof-Hof-Snob-Avisen "Dannebrog" fraadser i denne Delikatesse, saa Savlet staar i Skum om dens Typer.

"Ganske stilfærdig, uden Brask og Bram. er Louisesoreningen bleven stiftet", læsper Alberti, ganske ør i Hovedet og ude af Stand til at ofre en Tanke paa det sindssvage i selve Sagen.

Men enhver, der kan tænke, vil hurtigt forstaa, at denne udsøgte Samling Overklassedamer i deres Higen mod de allerhøjeste Saloner har vovet sig ind paa en Velgørenheds-Ide, som er ganske taabelig og uforsvarlig. 

Man bygget paa et maanedligt Kontingent af 25 Øre, og før endnu en eneste 25 Øre er tegnet udover de stiftende Damers Kreds, har man forbrugt flere hundrede Kroner til Tryksager, Breve, Skemaer og Opraab, som med betydelige Portoudgifter skal spredes over hele Landet. Alene den Sum, Damerne her staar i Forskud med, vil sluge de første Hundreder af 25 Ører, der kommer ind. Andre Hundreder vil gaa til selve Opkrævningen og Indsamlingen af Medlemsbidraget og til nye Tryksager, Regnskaber. Beretninger osv.

Men lad os betragte en afsluttet Indsamling, efter hvilken den første Uddeling skal foretages.

Man tænker allerede paa at give de første Understøttelser den 31. Oktober, Dronningens Fødselsdag. Bestyrelsen har ladet sig forlyde med, at den haaber at opnaa 4000 Medlemmer.

Skal vi sige, at man i Oktober Forbrug af store Ladninger Opraab, Porto osv faar 2000 Medlemmer, spredte over hele Landet. Der vil da normalt indkomme 500 Kr. Dog, lad os regne, at mange giver Ekstrabidrag, saa Summen fordobles til 1000 Kr. Det meste af denne Sum vil da opsluges af de allerede paaløbne Udgifter, og skal der blot uddeles nogle faa Portioner a 100 Kr. den 31. Oktober, maa Damerne se at skaffe dem ad anden Vej. og det bliver saaledes ikke for Medlemmernes Penge, der øves Velgørenhed.

Men tænker man sig nu, at Foreningen beholder sine 2000 Medlemmer Aaret rundt. Saa vil der normalt indgaa en samlet Bidragssum af 3 Kr. pr. Medlem eller 6000 Kr. til næste Fordeling. Vi tillader os at paastaa, at Halvdelen af denne Sum vil medgaa til Dækning af Udgifterne. Disse vil stadig stige, fordi Foreningen er anlagt for stort og bredt, med mange Provinsfilialer og et omfattende, vidtspredt Maskineri. Til Opkrævning og Pengeforsendelse vil medgaa alene 10 pCt. af Kontingentet; saa regnes der endda kun en Snes Kr. pr. Maaned til en københavnsk Opkræver. Dertil kommer, at alle Medlemmer har Indstillingsret. Det vil medføre, at Ansøgninger vil indkomme i næsten lige saa stort Tal som Medlemmerne. Dette i Forbindelse med Undersøgelseskomitens Virksomhed vil paanøde Foreningen en umaadelig Korrespondance, en stadig stigende Udgift til Afsættelse af Regnskaber. Beretning osv., en voksende Udfærdigelse af Tryksager, Kvitteringer og andet Tilbehør. Tilsidst tvinges Foreningen til at holde Kontor og Kontorassistance, og man en saa vidtløftig Administration være oppe paa de 3000 Kr. i Udgifter inden Aaret er omme. Der bliver da maaske andre 3000 Kr. til Uddeling. Det vil sige, at der skal indgaa 12,000 Femogtyveører, for der bliver noget at dele ud, og det vil at der bliver 100 Kr. til 30 Kvinder af mulig 1000 Ansøgere.

Resultatet bliver en urimelig Bortødslen af Penge til Administration og en urimelig Bunke skuffede Forhaabninger for Ansøgere, Indstillere og Medlemmer.

Paa et saadant Resultat er det, disse Damer søger Lejlighed til at gnide sig op ad Hoffet. I hele Foreningens Anlæg skinner Snobberiet igennem som i saa andre Velgørenhedssoranstaltninger. Navnet "Louiseforeningen", der minder baade om den nulevende og den døde Dronning, viser det. Dronningen skal være Ærespræsidentinde, en Hofdame Formand, og Uddelingen skal foregaa hvert Aar paa Dronningens Fødselsdag. Det hedder, at Statuterne har faaet "allerhøjeste Sanktion", og "Dannebrog" kan meddele, at Dronningen endog egenhændig har rettet i Lovene.

Dronningen og Hof-Snob-Damerne burde hellere egenhændig have grebet i deres egne Portemonnæer og uden Brask og Bram ofret noget af deres kolossale Formuer til Almisser. Derved vilde være gjort mere Nytte, men ganske vist mindre Spektakel, mindre Anledning til at snuse i Ansøgerindernes private Forhold, mindre Anledning til Pjat, Selvgodhed og modbydelig Avancements-Spekulationer.

(Social-Demokraten 28. september 1906, 2. udgave).

Louiseforeningen *).

Vi et anmodet om at optage følgende:

I "København" for den 5. ds. slaar Fru Karen Michaëlis i en længere Artikel til Lyd for ovenstaaende nydannede Forening, men Fruen gør det paa en saadan Maade, at det hos mig, og sandsynligvis adskillige andre, har givet Anledning til Tvivl om, hvor vidt man

bør støtte denne Forening med den Skærv, man kan ofre, for at bidrage sin ringe Del til Afhjælpning af den i vort Samfund herskende saa sørgelige Armod eller støtte en anden af de mange Foreninger, hvis Formaal er Hjælp af fattige.

Straks da jeg begyndte at læse nævnte Artikel, kunde jeg i et og alt slutte mig til Fru Michaëlis's Betragtninger, og give hende Ret med Hensyn tit det uheldige i, at de lykkelige, der blev tilstaaet

Understøttelse, skal fremstille sig for Dronningen og af dennes Haand modtage samme, jeg kunde give Fruen Ret, fordi ogsaa jeg anser det for muligt, ja, ligefrem for sandsynligt, at mangen fattig Enke nødvendigvis maatte lade være at søge denne forenings Hjælp, al den Stund hendes Selvfølelse forbød hende at udsætte sig for at blive nødsaget til, i sine fattige Klude, at skulle fremstille sig for Landets Dronning, paa dennes kongelige Slot, hvor kun Pomp og Pragt hører hjemme.

Jeg skulde imidlertid, for at bruge Fru Michaëlis's egne Ord, faa et andet Syn paa denne Sag; men ganske vist ikke i samme Retning. Fruen skuffede mig nemlig sørgeligt efterhaanden som jeg kom længere hen i Artiklen, og da forbi Fruen ved sit Besøg hos sin gamle Veninde, lod sig rive med af dennes Betragtninger.

Sagen er nemlig den, at jeg hidtil har levet i den Tro, at Meningen med Louise-Foreningen var at yde Hjælp til de i Samfundet virkelig trængende Enker, og ikke til dem, der forud havde hvad det var nødvendigt til Livets Ophold, saaledes som det er Tilfældet med Fru Michaëlis's gamle Veninde -

For saadanne forstaar jeg saa godt, at det ikke er forbunden med Vanskeligheder af nogen Art at skulle fremstille sig for  Dronningen. -

Er det da virkelig Meningen med Louiseforeningen, at den skal lade den virkelige Armod ligge, og kun hjælpe der, hvor der er hvad der behøves til Livets Ophold, men mangler noget til Fornøjelser og lignende; thi i saa Fald betakker jeg mig for at yde denne Forening min Støtte, men giver hellere min Skærv til de Foreninger, der tager Sigte paa at hjælpe, hvor virkelig Hjælp tiltrænges. 

Fru Michaëlis oplyser ikke om, hvorvidt hendes Veninde fik sin Ansøgning bevilget, men dette er vel højst sandsynligt, i hvert Fald kender jeg en fattig Enke, hvis hele aarlige Indtægt andrager 100 Kroner, ogsaa hun meldte sig som Ansøger, men uden Resultat. - Den Hjælp, denne Enke søgte, vilde nemlig ikke være bleven anvendt til Fornøjelse, men til det nødvendigste til Livets Ophold.

Jeg begyndte med at give Fru Michaëlis Ret, jeg skal slutte ligesaadan, det er virkelig "nogle", der nærer Betænkeligheder, men disse "nogle" faar gennem Fruens Artikel kun yderligere bekræftet, at Betænkeligheder ikke er uden Grund, hvorfor det sikker for Louiseforeningen og dens Ansøgere havde været heldigere, om Fruens Artikel var forbleve uskrevet, medens den paa den anden Side bidrager til at oplyse alle Velgørere om, at vil man støtte de virkelig trængende Enker, giver man ikk sin Skærv til Louiseforeningen, men derimod til de mange andre velgørende Foreninger, der har til Formaal at hjælpe der, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.

Charlottenlund, 9. Novbr. 1906.

Gutzon Münster.

* * *

Begrebet "virkelig Armod" er lige saa vanskeligt at bestemme som Begrebet "virkelig Velstand". Alt er relativt - efter Stand, Opdragelse og tidligere Kaar.

Det vilde derfor være sørgeligt, om der blandt velgørende Mennesker kun var Offervillighed til at hjælpe dem, der mangler det allernødvendigste til Livets Ophold. Mangen Enke kan i Følge sin tidligere Stilling godt kaldes virkelig trængende, selv om hun ikke netop mangler lige det daglige Brød.

Det staar naturligvis enhver - ogsaa den ærede Indsender - frit for at give sin Skærv til de Foreninger, der efter hans Mening afhjælper endnu mere paatrængende Nød end Louiseforeningen. Men jeg er lige saa sikker paa, at andre vil have baade Hjærte og Evne til at tænke ogsaa paa dem, for hvis Skyld Louiseforeningen er stiftet.

Trangen til at hjælpe er altid af det gode, og en velgørende Forening er ikke overflødig, fordi den sætter Grænsen for Armod eller Trang højere op.

Karin Michaëlis.

*) Forsinket af Mangel paa Plads. Red

(København 16. november 1906)

Denne Forening blev dannet, fordi Mimi Carstensen ofte havde Lejlighed til at se, at skjult og tavs Nød ikke altid var den, som mindst fortjente Hjælp, og da navnlig, naar det var Mennesker, der ved Tidernes Ugunst var kommen ned paa et socialt Plan, der laa under det, hvor de ved Fødsel og Opdragelse hørte hjemme.

Mimi Carstensen har altid hørt til Kongehusets gode og trofaste Venner, og det kom da naturligt, at Prinsesse Louise baade tilsagde hendes Idé om at danne en Forening til Bistand for nødstedte, dannede Kvinder sin Hjælp, og ogsaa gav Foreningen sit Navn, ligesom hun lige til sin Død var dens Støtte og Protektrice.

(Olga Eggers: Kendte danske Kvinder, 1934.) 

Foreningen havde hovedkontor i Skindergade 21, 2. sal. 

Efter dronning Louises død i 1898 var der en otteårig periode, hvor der ikke var nogen dronning af Danmark. Dronning Lovisa måtte i 1906 tage stilling til, hvordan hun ville forholde sig til filantropien såvel som til andre forhold ved dronningegerningen. Hendes filantropiske  engagement kom i første omgang til udtryk ved, at dronning Lovisa engagerede sig i Louiseforeningen, stiftet i 1906 med hende som foreningens æresformand og navngiver (Louiseforeningen 1906: 4). Formålet var ifølge foreningens love:

“… at støtte navnlig enligt stillede Kvinder, der har kendt bedre Dage, uden Hensyn til Alder, 

ligegyldigt om de er gifte, ugifte eller Enker.” [Louiseforeningen 1906: 4]

Altså støttede Louiseforeningen udelukkende kvinder fra de bedre stillede sociale lag. At det var den målgruppe, som Louiseforeningen med dronning Lovisa som æresformand valgte at støtte, står i modsætning til det billede af gemalindedronningers filantropiske engagement, som var blevet tegnet af dronning Louise. De filantropiske foreninger, som dronning Louise havde været engageret i, skelnede ikke mellem værdigt og uværdigt trængende – alle, som ikke kunne få eller ikke ville modtage hjælp fra den offentlige forsorg, kunne få hjælp på Dronning Louises  Børnehospital eller på Diakonissestiftelsen. Dronning Lovisa havde dermed valgt en anden strategi for sit filantropiske engagement, og man kan argumentere for, at dronning Lovisa ikke havde fulgt den samfundsmæssige udvikling på samme måde som dronning Louise havde gjort det i sin tid. I Politiken kommenterede man på dronning Lovisas ændrede fokus ved Louiseforeningens oprettelse i 1906 på en måde, der giver indtryk af, at man ikke var tilfreds  med foreningens formål:

”Det kan være, at Dronningen kommer kørende med rød Kusk og Tjener til den fattige Konferensraadinde og Arbejderske; det kan ogsaa være, at de bliver kaldte op for en højtidelig Forsamling, hvor Dronningen sidder omgiven af pyntede Damer…”[Politiken 28/9 1906: 3. ”Louiseforeningen”]

For Politiken virkede Louiseforeningen altså gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, hvilket ses i den måde, som forestillingen om, hvordan præmieuddelingen ville forløbe, blev beskrevet på. Denne opfattelse smittede uvægerligt af på synet på dronning Lovisa, idet hun var foreningens æresformand. Dronning Lovisa kom igennem sit engagement i foreningen også til at virke gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, fordi det var det indtryk, man havde fået af Louiseforeningen i Politiken. Dronning Lovisa formåede ikke at udnytte sine roller og plads som gemalindedronning til at påvirke synet på hende som en filantropisk dronning i en positiv retning, fordi hun ikke havde øje for, hvordan engagement et skulle formes i henhold til offentlighedens forventninger til hende. Derfor blev hun kendt som dronning Louises lidt uheldige efterfølger – i hvert fald i filantropisk henseende.

(Michelle Jørsing Kristensen: De filantropiske dronninger)

Spild. (Efterskrift til Politivennen)

En Formue i vore Skarnkasser.

En tidlig Morgenstund, naar man aabner Sovekammervinduet, har man ofte iagttaget en Kludesamler i Færd med at undersøge Skarnbeholderens Indhold. Ved Lejlighed interviewer man en saadan Mand og faar da oplyst, at Kludesamlerhvervet er en kummerlig Levevej.

Ogsaa dette Erhverv har sine uskrevne Love; saaledes arbejder Kludesamlerne hver med sine Gaarde, og det anses for uhonnet af en anden Kludesamler at ransage fremmede Beholdere. For den enkelte giver disse kun ringe Udbytte; men saa snart Kludesamleriet drives som Stordrift, bliver Udsigterne anderledes, om end ikke for Arbejderne selv.

Den eneste "Forretning" her i Byen, der driver Kludesamleriet rationelt, findes paa Kristianshavn i Dronningensgade Nr. 17 i en lille mærkelig, ældgammel Ejendom med en Gaard som en stor Dagligstue og et lille Baghus.

I Løbet af en Menneskealder eller noget mere har man herfra arbejdet en Formue sammen fra Københavns Skarnkasser.

Den nævnte Ejendom, der har Stue, 1. Sal og en Kvist, ligger indeklemt mellem to Huse af nyere Dato, og hele Tingen naar kun op til 1. Sal af disse nyere Ejendomme. Gennem en vindskæv Døraabning, der lige har Mands Højde, gaar man ad en smal Gang ud til Gaarden. Her fører en udvendig Trappe op til det lille Steds lavloftede Førstesal. I Stuen findes "Arbejdsstedet", hvor en Del af de i Løbet af Dagen indsamlede Sager aflæsses og sorteres; det er en saakaldet "Jernhandel".

Det lille Baghus er beboet af 4-5 ældre Mænd, hvis Udseende straks røber vore Gaardes "Kludesamler". De arbejder for Forretningens Ejer og faar som Vederlag Kost og Logi samt nogle Lommepenge efter Overenskomst.

Den nuværende Indehaver af denne Spild-Forretning har tidligere selv boet i det lille Baghus og været en Slags Formand for de andre Indsamlere; da hans Principal døde, blev han gift med Enken og derved Indehaver af Forretningens Ejendom, selve Forretningen og flere andre Ejendomme i det mørke Kristianshavn.

Alle disse Værdier er i Aarenes Løb indsamlede fra københavnske Skarnkasser, idet det Materiale, "Jernhandelen" har arbejdet med, stammer fra Byens Dagrenovation. Et godt Bevis paa, hvorledes mange smaa Bække kan blive til en stor Aa!

Hver Morgen ganske tidlig drager Forretningens Arbejdere ud paa Affalds-Fangst. De medfører Trækvogne og Sække; mindre Ting, som Klude, Ben og Brød, gammelt Fodtøj o. desl., gaar i Sækkene, som henlægges paa Trækvognen, naar de er fulde; større Sager, som kasserede Stole, Chaiselonguer, Kasser o. s. v., læsses paa Trækvognen.

Ud paa Eftermiddagen vender disse Trækvogne tilbage fra Byens forskellige Kvarterer med Sager, der mangen Gang bringer Kristianshavns Fattigbefolkning til Misundelse. Men paa den anden Side kan de ofte for faa Øre købe Nødvendighedsgenstande fra Rigmands Skarnkasse hos disse Samlere.

En af Forretningens Arbejdere udtalte sig saaledes : "Vi maa ud senest Kl. 4, thi allerede Kl. 3 begynder Skraldevognene at tømme Kasserne. Nu kender hver jo sine Steder og ved ogsaa, hvad Tid Kasserne bliver tømte, ligesom man ogsaa kender de bedre og mindre gode Steder. Naar da den første Tørn er taget tidlig om Morgenen, man kan jo altid sørge for a være forud for Skraldevognen, bliver der først noget igen efter Frokost at efterse. Og saa kan man godt  blive ved til hen paa Eftermiddagen."

Det er umuligt for en almindelig Kludesamler at konkurrere her, alene af den Grund, at han ikke kan bære de fornødne Driftsudgifter til Trækvogn, Lagerplads o. s. v. Men dertil kommer, at den ejendommelige Forretning i Dronningensgade er indarbejdet gennem en lang Aarrække.

I alle disse Tider er Spildværdierne fra vore Skarnkasser gaaet gennem denne Digel og blevet til Guld og mange Penge.

Pugma.

(Pressen (København) 24. juli 1906)

Dronningensgade set fra volden. Foto fra Aftenbladet 22. januar 1925.